Daniel Herskedal & Marius Neset: Neck of the woods (Edition Records)

Dette album må blive en af 2012's store overraskelser. Jeg har haft et billede af den norske saxofonist Marius Neset, der er uddannet på Rytmekons i København, som en kæk Michael Brecker-inspireret knøs. På Rytmekons mødte han landsmanden og tubaspilleren Daniel Herskedal. De har sammen lavet et duoalbum med saxofon og tuba..! 

Jeg frygtede noget fortænkt og ferskt. Sjældent er mine fordomme gjort mere til skamme. De suppleres på 3 numre af det svenske kor Svanholm Singers, der bla. er med på åbnings- og titelnummeret Neck of the woods. Det er både storladent og bevægende. 

Inspiratorisk bevæger de sig mellem klassisk musik og folkemusik med dybe spor fra norske musiktraditioner. Mange norske jazzmusikere med Jan Garbarek i spidsen har gjort det samme. Neset og Herskedal føjer nye kapitler til dette. Marius Neset spiller med en afklaret og moden ro, så englene synger med. Daniel Herskedal spiller på tuba, som var der gemt et helt symfoniorkester i det store instrument. Neset og Herskedal er et godt makkerskab. De har nogle tydelige musikalske idéer som de får omsat på flotteste vis. 

Neck of the woods er et stemningsmættet og anbefalelsesværdigt album, til lytteren der er nysgerrig på hvor høj klasse norsk jazz har anno 2012.

editionrecords.com

John Surman: Saltash Balls (ECM)

Der er nogle enkelte kunstnere der gennem mange år har haft ECM-bossen Manfred Eicher's opmærksomhed. Heriblandt den engelske saxofonist John Surman, der allerede i 1979 lavede en soloplade for ECM. Han er på den aktuelle plade i dialog med sig selv. Han er indspillet på flere spor og har nærmest lavet en flerdimensionel soloplade. Det er nænsom af tenor-, sopran- og barytonsaxofon, alt-, bas- og kontrabasklarinet og harmonika. 

På mange af numrene er der synthesizer-klangflader, hvilket han også brugte på 1979-albummet Upon refelction. Han skriver selv i en note i CD-bookletten at han har fået hjælp af sønnen Pablo Benjamin til at blive opdateret på nutidens software-synths. Det pudsige er så, at Surman oftest vælger lyde og klange af ældre dato. Det kommer til at lyde som easy listening/new age-synthesizer musik fra firserne, som Kitaro og andre lavede den. Det klæder ikke Surman's opfindsomme og personlige indsats på blæserinstrumenterne.

Synthesizerklangene giver ikke substans nok til saxofonspillet. Pladen bliver desværre en noget udvandet sag med klumper i.

player.ecmrecords.com/surman-saltash_bells

Solborg: 4+4+1 (ILK)

Det er først midt i andet nummer at manden bag det hele træder tydeligt frem som solist. Guitaristen Mark Solborg er med sit nyeste opus mere opsat på, at præsentere et hele, hvor det er kollektivet der er drivkraften og så på den anden side alligevel ikke. Det er kvartetten Solborg 4, der er udvidet med fire blæsere og en supersolist, derfor 4+4+1. 

Supersolisten er den amerikanske saxofonist Chris Speed. Han har i næsten 10 år huseret i det danske jazzmiljø som gæstemusiker. Han har i den periode indspillet plader og optrådt med en lang række danske jazzmusikere. Dermed har han også sat tydelige spor i den danske jazz. Det er nu ikke fordi der ellers mangler personlighed og karakter på saxfronten på Solborg's plade. Anders Banke, Laura Toxværd og Torben Snekkestad indtager de andre pladser i nonetten. Gunnar Halle på trompet og Jakob Munck på tuba er de sidste to blæsere. Jeppe Skovbakke på bas og Bjørn Heebøll på trommer sover heller ikke i rytmegruppen. 

Mit lyttefokus er dog mest på de 6 blæsere. Ja, og selvfølgelig Mark Solborg som tovholder, komponist og dirigent mere end hans evner på guitaren. Det her er jazz af den avancerede slags, hvor det er en fordel både som lytter og musiker, at holde tunge lige i munden. Men så længe Solborg inkluderer og åbner op, er det helt fint med mig. Optagelsen stammer fra Copenhagen Jazz Festival 2010, hvor de optrådte på Borups Højskole. Mark Solborg skal endnu en gang roses for et æstetisk og elegant CD-cover, hvor det både erdesign, billede og selve pappet der er brugt til indpakningen der er i særklasse. 

solborg.dk

Anders Stefansen: Bunk Monk & Funk - og andre forlystelser - Fortalt til Jan Søttrup (People's Press) Bog

Han har været omkring de fleste store rock, pop og jazznavne i 60'erne og 70'erne vel at mærke både de danske og de internationale. Anders Stefansen har dog altid været en jazzmand til syvende og sidst. Hans kærlighed til jazzen er gennem hele karrieren kommet til udtryk på den ene eller den anden måde. Anders Stefansen fyldte 80 år, da Copenhagen Jazz Festival var godt i gang denne sommer. En festival han var med til at starte. I den forbindelse er der kommet en bog. Det er Anders Stefansens egen historie fortalt til journalisten Jan Søttrup. En journalist der i parantes bemærket anmeldte mange af de koncerter som Stefansen stod bag fra slut-60'erne og frem.

Anders Stefansens CV er så omfattende, at jeg kunne fylde hele denne anmeldelse med det. Ligeledes er antallet af kunstnere han på den ene eller anden måde har været involveret i, så stort at anmeldelsen kunne blive dobbelt så lang og fyldt med kunstnernavne du med garanti kender. Det er måske også problemet med bogen, der er så mange og han vil - forståeligt nok - gerne have dem alle med. Der går ret hurtigt opremsning i den. På den anden side er det også derfor at jeg slugte bogen med største velbehag. Dette er en bog for musiknørder, der her præsenteres for et meget vigtigt kapitel i dansk musikhistorie. 

Han har lavet plader, af den avancerede slags i 60'erne i samarbejde med Ole Vestergaards Debut Records. Her var det bla. Cecil Taylor. Han har arrangeret koncerter i samarbejde med en af de vigtigste arrangører i 60'erne, amerikaneren Norman Granz og Jazz at The Philharmonics. Han lavede europaturné for Rolling Stones i 1965. Han havde koncertbureauet SBA, der i 1964 arrangerede den eneste danske Beatles-koncert og frem til 1976 var den vigtigste koncertarrangør i Danmark. Han har været indblandet i film, teater og restaurationsvirksomhed. Som en vigtig detalje er han ud af tivoli-familie. Han havde sin opvækst på Bakken, hvor flere i familien drev forlystelser. Det var det der i 1978 udløste åbningen af Jazzhus Slukefter i Tivoli, der i årene inden havde fungeret som etablissement med syngepiger a la Bakkens Hvile - som Stefansen også har været inde over. Stefansen havde næse for forretning og drev stedet i 13 år uden offentlig støtte af nævneværdig karakter. 

Har du den mindste interesse for dansk jazzhistorie, er bogen et must. Er det dansk musikhistorie, der interesserer dig, så er svaret det samme. Anders Stefansen er i øvrigt langt fra færdig med musikken. Han arbejder i dag på pladeselskabet Storyville, hvor han har fingrene i deres internationalt roste box-sæt.

Bonusinfo:

Bogen udkommer også på engelsk

artpeople.dk/boeger/bunk-monk-funk

Quarterpounder: Becoming (Gateway) LP

Hvor er de unge basunister? Der er ikke mange unge danske musikere der vælger at spille på trombone eller trækbasun. I forvejen er der ikke mange der vælger at spille på et blæserinstrument - træ eller messing. Her er trombonen i høj grad blandt de pressede instrumenter. Derfor er det en ekstra fornøjelse, at lægge ører til en ny ung trombonist Petter Hängsel - der…nå, ja kommer fra Sverige, hvor der findes helt andre blæsertraditioner. Han har dog været en tur omkring det rytmiske konservatorium i København. 

Sammen med saxofonisten Anders Bast danner han fronten i kvartetten Quarterpounder. Den ledes af bassisten Mathias Wedeken, der har skrevet al musikken. Wedeken har ved fravælgelsen af akkordinstrumenter fået et mere åbent landskab, hvor der opstår masser af plads til netop bassen, som man kender det fra Dave Holland eller Phronesis-bassisten Jasper Høibye.

Kvartetten er dynamisk spillende med en veloplagt Rasmus Lund ved trommerne. Grooves og soli hænger konstant i luften. Det føles aldrig rodet. Musikerne finder hinanden og Wedekens fine kompositioner holder til mange gennemlytninger. Quarterpounder har lavet et vedkommende album, der kun udkommer som download og vinyl. De har en ung, frisk, ukunstlet og tiltalende fremtræden. 

quarterpounder.net

Bernt Rosengren Quartet: Plays swedish jazzcompositions (PB7)

Han er at finde blandt de nulevende grand old men i svensk jazz. Det viser han med tydelighed på dette album hvor han spiller en række svenske jazzkompositioner. Den svenske saxofonist Bernt Rosengren er fyldt 75 år og har vel nærmest altid været til stede på den svenske jazzscene i moderne tid. Han har været omkring mange af jazzens stilarter. 

På denne plade er han i gode postboppede rammer. Han har tidligere ofte besøgt Danmark, bla. jazzvandhullet Bent J på Nørre Allé i Aarhus, hvilket kan høres på CD'en Bents jump fra 1993. På mange måder kan man godt kalde ham et svensk svar på Jesper Thilo. Hvor Thilo har hentet inspiration hos Ben Webster, har Rosengren hentet den hos Sonny Rollins, så mere ligner de heller ikke hinanden.

På denne plade er han i selskab med Stefan Gustafsson (piano), Hans Backenroth (bas) og Bengt Stark (trommer). De spiller musik af Lars Gullin, Thore Swanerud, Bertil Lövgren, Åke Johansson, Gösta Theselius, Nisse Sandström og selvfølgelig et par stykker af Bernt Rosengren. Her er inspirationen ikke hentet i de svenske skove eller ved søerne. Nej det her er bymusik, bla. Swaneruds hyldest til Stockholms vidunderlige bydel Södermalm. Hvis Bent J stadig havde eksisteret, ville det her være et yderst veloplagt soundtrack til en aften indhyllet i cigaretrøg og indtagelse af et Århus-sæt…

pb7.se

Sidsel Storm: Nothing in between (Calibrated)

Det bliver ikke lettere når man sender tredje plade på gaden, når man allerede har fundet den vej der skulle bruges på den første plade. Sidsel Storm kom som et ungt og friskt vindpust ind på den danske jazzscene for fire år siden. For 2 år siden kom 2'eren og nu er vi fremme ved det aktuelle album, der næppe vinder nyt land for Sidsel men nærmere konsoliderer hendes plads på den danske jazzscene. Det er ikke let at indtage en fast plads i det scene spot, der lyser jazzsangerinder op. Der er mange om buddet. Men Sidsel Storm insisterer og vil have en plads. Hun synger udadvendt, formfuldendt og med en god portion swing i udtrykket.

Stemningsmæssigt befinder vi os i den yderste kant af døgnet. Det mørke rum oplyses af blafrende levende lys. Det er nu tankerne samles om kærligheden og livet. Det er nu, at der filosoferes over hvorfor det egentlig er dejligt at være til og hvorfor det dog skal være så hulens problematisk. Sammen med Peter Otto har Sidsel Storm lavet 6 af pladens 10 numre. De suppleres med et enkelt nummer af Mads Mathias, der selvfølgelig også synger med på Early kiss. Caravan, 'S Wonderful og I'm beginning to see the light er dem vi, hvor jeg endnu en gang imponeres over at der kan klemmes så meget godt ud af Juan Tizol's Caravan, her i et arrangement af Snorre Kirk. 

Kirk sidder selvfølgelig ved trommerne i den velspillende kvartet, med Magnus Hjorth (piano), Jesper Thorn (bas) og Tobias Wiklund (flygelhorn, trompet). Sidsel Storm overrasker ikke med Nothing in between og da hun samtidig heller ikke skuffer, må hun jo have gjort en hel del rigtigt!

sidselstorm.dk

Søren Bebe Trio: A song for you (From Out Here Music/Gateway)

Tidligere i dag fik jeg en sms fra min jazzven, Henrik. Han skrev: "Hørte Søren Bebe i jazzzzoooommmm. Nøj, det var godt! Selv med el bas :)." 

Jeg svarede: "Der popper snart en anmeldelse op på Jazznyt, så kan du låne pladen." 

Hvortil han replicerede: "Det var lige musik efter vores trioklaver-ører…Right?" 

Jeg svarede igen: "Jeg sparer ikke på superlativerne."
Henrik sluttede korrespondancen med et: "Hæ :)"

Allerede for nogle måneder siden bekendtgjorde pianisten Søren Bebe på Facebook at han havde udgivet en ny plade i Japan. Flere danske jazzpianister har udgivet plader der kun er tilgængelige i Japan: Olivier Antunes, Henrik Gunde, Kasper Villaume og Carsten Dahl. Fælles for disse plader er at materialet på pladerne overvejende er kendte jazzstandards. Søren Bebe Trios plade er noget andet og det er vel også grunden til, at den udgives i Danmark. Det er en række selvskrevne numre og en fortsættelse af det han startede med de to foregående trioplader Searching fra 2008 og From out here fra 2010.

Endnu en gang er det Anders Mogensen ved trommerne og Niels Ryde på den semiakustiske basguitar. Søren Bebe stiger ud af morgendisen og lader dagen begynde i et behageligt tempo. Han har et nordisk inspireret udtryk der går lige i hjertet. Det er en af den slags plader, der får lov til at leve et vedkomment liv som soundtrack i hverdagen. Søren Bebe Trio er kun blevet bedre fra plade til plade. A song for you placerer sig på lunt på listen over plader jeg ikke vil tøve med at anbefale.

sorenbebe.dk

Bennink & Co. (ILK)

Den danske pianist Simon Toldam har i nogle år været fast mand i den hollandske freejazz legende Han Benninks Trio, sammen med belgiske Joachim Badenhorst - som vi herhjemme kender fra samarbejdet med Mikkel Ploug og Sissel Vera Pettersen. Badenhorst spiller basklarinet og saxofon.

Det første album fra trioen der kom for et par siden var et tidligt møde mellem de tre. Med det nye album har de spillet sig tættere ind på hinanden. Der er kommet andre - eller flere - boller på suppen. Nok har de stadig et fritænkende og ubundet udtryk. De søger også sammenhænge og fællesskaber i form af strukturerede rytmer. Det spræller og spjætter af durkdreven spillelidenskab. Der er intense forløb, hvor de skiftes til at tage teten.

Bennink og co. er et album fra tre musikere der søger mod kanten. I kraft af det fine og empatiske samarbejde ryger de ikke i afgrunden men redder med lethed hinanden. Nogle gange først i sidste øjeblik.

ilkmusic.com

Henrik Gunde 3: Gunde now! (Stunt)

Han har lavet tre albums med udgangspunkt i pianisten Eroll Garners markante spillestil. Denne gang er han gået nye veje. Det er ikke specielt overraskende og samtidigt også på tide. Han har i over 10 år sat sit meget tydelige præg på den danske jazzscene. DR Big Band, Jan Harbeck Quartet og Katrine Madsens kvartet er blandt de steder der har været med til, at vise bredden og kvaliteten af Henrik Gundes klaverspil.

I selskab med bassisten Kasper Vadsholdt og den svenske trommeslager Rasmus Kihlberg er Gunde på en groovy og melodiøs mission. Henrik Gunde spiller udadvendt og tilnærmeligt. Han har en særlig evne til at lade lyset skinne igennem når han spiller. Han spiller ballader som feks. Charlie Chaplin's Limelight så softly at den kærtegner ørerne. Han hylder den afdøde svenske pianist Esbjörn Svensson på From Esbjörns point of view. Han lader bas og trommer trykke den af flere gange, bla. på nummeret Floatin'.

Pladen veksler mellem det pågående, powerfyldte og det følsomt elegante pianospil. Det er et velkomment udspil fra Henrik Gunde.

Aarhus Domkirkes Kantori: Salme Suite (Longlife Records/Pladekisten)

Det er meget stærke sager det her. Århus Domkirkes kor eller kantori som det så fint hedder er sat sammen med jazzmusikerne Jacob Buchanan (flygelhorn), Marilyn Mazur (percussion), Michael Bladt (sax), Mads Wadmann (piano) og Carsten Seyer-Hansen der dirigerer koret.

De fremfører 7 salmer der synges af koret og omkranses af sfærisk jazzede toner. Koret synger så smukt, at en salme næppe kan fremføres mere fantastisk end det er tilfældet her. Når koret synger har man valgt at holde fast i den oprindelige melodi. De synger flere steder helt uden akkompagnement. I kommenterende form kommer Buchanan, Bladt og Mazur ind i billedet. De supplerer salmesangen på ærefuld og nænsom vis. Koret dukker under tider også op i improvisationerne. Det er aldrig kedeligt og begge parter holder fast i det de er gode til.

Det er derfor, at denne plade er i  særklasse. Koret og jazzmusikerne mødes og de respektive genrer til at smelte sammen på forunderligt betagende vis. Hil dig frelser og forsoner, Aleneste gud i himmerig og flere andre sikre hits fra kirkerne får nyt liv her.

Dette album er et af de vigtigste danske musikalbums i år. En grundfæstet dansk musiktradition - salmerne - mødes med jazzens improviserede toner. Det har vi selvfølgelig hørt før. Bla. på de anbefalelsesværdige plader med Den Danske Salmeduo. Men Salmesuite er det dog noget andet. Her udfordrer to stærke musiktraditioner hinanden og i stedet for, at skubbe hinanden af banen, omfavner de hinanden og mødes i et langt og inderligt knus. Jeg elsker dette album og vil med fornøjelse vende tilbage til det igen og igen og...

aarhus-domkirke.dk/kantori-56.aspx

Summer Session 2012 - det er ikke slut før det er slut

Klokken er kvart i syv om morgenen og jeg skal til at forlade højskolen i Vallekilde. Det er søndag og Summer Session er slut eller det vil sige næsten. For da jeg går forbi et lokale strømmer der musik ud. Jeg kigger ind og her er tre knap så morgenfriske musikere i gang med et af nattens sidste numre. Ved gårsdagens aftensmad blev der lanceret en konkurrence om hvilken musiker der holdt længst ved nattens jam session. Præmien er det oversize-vandgevær, som Joe Lovano brugte til sit spaceman-kostume ved neanderthal happeningen tidligere på ugen - det er selvfølgelig signeret. Både Anders Banke, Nina Baun og Nikolaj Hess virker til at være ved godt mod, da jeg kigger ind. Så måske spiller de endnu? Med Hess's solo i øret tjekker jeg ud fra en af de vildeste musikalske oplevelser jeg længe har haft.

Det var store finaledag i går. De syv forskellige hold har haft den sidste øvning inden de skal præsentere deres materiale for de andre. Der ryddes op i øvelokalerne. Den sidste rene skjorte findes frem af kufferten. Det er nu, de skal blæse hjertet ud. Det er kulminationen på syv dages intenst ophold i musikkens vidunderlige verden. Det er nu at produktet præsenteres. Selv om processen - alt det de har været i gennem i løbet af ugen - i endnu højere grad er produktet. Det de kan tage med hjem i musikalske baggage. Der er mange danske jazzplader der har inspiratorisk rod i Summer Session på Vallekilde. Jeg hørte flere gange, at de oplevelser de havde haft på Summer Session gav dem ny  inspiration. 

Joe Lovano og Judi Silvano's hold sender nogle kærlige musikalske hilsner til Coltrane's musikalske arv. Den hemmelige sangjuvel Frida Asmussen synger så bevægende smukt, at et andet holds instruktør er rørt til tårer. Lage Lunds hold med Kjeld Lauritsen på hammond og Sigurdur Flosason på altsax - to musikere vi kommer til at høre mere med sammen i fremtiden - spiller numre af holdets elever. Holdets sangerinde Nina Baun brænder i særlig grad i gennem med hendes nummer. Der er aftensmad inden de næste koncerter og det store gruppefoto skal tages. 

Tysham Sorey's hold har lange rækker af nodeark foran sig. Sorey sidder foran gruppen og dirigerer. Det er det nærmeste man kommer på kammermusik på den jazzede måde. Store dele af Oblique suite pt. 1 er skrevet ned. Nogle steder er det aftaler der skal huskes og andre steder igen er det impro. Flere af gruppens medlemmer har givet udtryk for at de har været presset til det yderste og været tilfredse med det. Trommeslageren Peter Bruun har det tydeligvis som en fisk i vandet. Sorey har sat nogle dybe spor i de mange musikere der har været i berøring med ham i løbet af ugen. Det ville være spændende at se ham igen i Danmark. 

I kælderen hos Larry Grenadier og Rebecca Martin præsenteres nyskreven musik. Musik lavet af holdets medlemmer i fællesskab. Holdet spiller udadvendt og lyst. Her er den 19 årige trommeslager og konservatoriestuderende Mathias Andreasen kommet med i sidste øjeblik. Han har uimponeret kastet sig over opgaven. Hos The Fringe er der fyldt godt op. The Fringe spiller med holdet. De starter i den frie jazz der ad omveje går over i et heftigt udadvendt nummer, hvor blæserne får rummet helt op at ringe. Sikken en fest. Pulsen er stadig oppe, da jeg kommer over i Kirkesalen, hvor Enrico Pieranunzi og hold er klar. Det bliver en flot finale, hvor jeg endnu en gang imponeres af den svenske trompetist Nils Jansson. Ham bliver jeg nødt til, at tjekke noget mere ud.

Tak for denne gang. Tak til JazzDanmark fordi de inviterede mig. Tak til alle de søde, positive og aldrig kedelige musikere. Summer Session 2012 var noget specielt. Holdinstruktørerne var deltagende i det meste. De spillede ved nattejams med en smittende spilleglæde og spredte en masse gode vibrationer. Jeg talte med Summer Session-veteranen Christina von Bülow der var med for syvende gang siden 1999. Selv om det var tydeligt på hende at Summer Session 2012 var i særklasse, så kunne hun ikke sætte den over andre. Summer Session er noget helt specielt hver gang.

Summer Session 2012 - Øjeblikket og nuet

Claus Waidtløw, Joe Lovano, Carsten Landors,
Morten Haxholm og Michael Blicher

Livet er en lang række af "NU" oplevelser, hændelser og øjeblikke. Der er situationer hvor hele sanseapparatet sættes i beredskab, fordi man vil have at det skal være sådan. Alt skal indfanges og memoreres ned i mindste detalje. Hvad hørte jeg, hvad så jeg, hvilke tanker fløj gennem hovedet og hvem var der? Det kan være vilde, kærlige, rørende eller på andre måder bevægende situationer. Når det handler om musik er der nogle øjeblikke hvor alt går op i en højere enhed. Hvor kroppen gennemstrømmes af boblende fornemmelser som var det en forelskelse. Der var stunder i går, hvor det løftede sig ubeskriveligt smukt. 

Jeg spiste aftensmad sammen med guitaristen Jesper Agesen, der lige havde haft Joe Lovano som gæsteinstruktør på sit hold. Jesper er på trompetisten Ralph Alessi's hold. Jeg var der, da de lige var startet. Jeg lagde med det samme mærke til Jesper, der stod og strålede midt i rummet. Han var tydeligvis helt oppe at ringe. Over aftensmaden går snakken om dagens oplevelser og Jesper fortæller om oplevelsen med Joe Lovano. Han behøvede ikke at fortælle mere. Jeg havde allerede set at Jesper havde et af den slags øjeblikke, man tager frem i hukommelsen ved helt særlige lejligheder. 

Der var koncert med Enrico Pieranunzi i kirkesalen i går aftes. 5 kvarters intens musik. Først solo, så duo med Larry Grenadier for så at slutte af med trio, hvor Tyshawn Sorey også var med. En heftig oplevelse, hvor jeg synes at det var lidt forkert at der ikke sad en mand ved døren, hvor man skulle vise sin billet. God damn, de kunne jo have spillet i Den Sorte DIamant under Copenhagen Jazzfestival. Efter koncerten var der nogle undervisningssessions, der nok gav mest mening hvis man er musiker. 

Jeg daffede lidt rundt på højskolen og kom forbi et lokale, hvor saxofonisten Michael Blicher var på vej ud af døren for at finde en bassist. Der var jam i luften. Jørgen Emborg, Claus Waidtløw, Morten Lund og Tomas Trulsson var klar. Nå ja, det var mr. Lovano altså også. Bassisten Kenneth Dahl Knudsen kommer ad døren med glas og vinflaske mellem hænderne og får dem byttet ud med bassen. Waidtløw foreslår noget Coltrane. Valget falder på 26-2 fra 1960-albummet Coltrane's sound. Så er der altså jam af en anden verden. Nu er jeg ikke velbevandret ud i jam sessions, hvor der ikke er et inviteret publikum til stede. Men det her er altså det vildeste! Kenneth afløses af Larry Grenadier. Emborg afløses af Piernanunzi og pludselig er Morten Lund Quartet samlet. Morten havde inden Summer Session joket med at hans nye kvartet bestod af Lovano, Pieranunzi og Grenadier. Nu har han endelig samlet kvartetten med gæstemusikere som guitaristen Søren Dahl, Waidtløw og Blicher. De spiller Bye Bye Blackbird. Jeg ved ikke hvornår Lund får samlet kvartetten igen, men jeg skal nok komme. Jam'en fortsætter med løbende udskiftning af musikere. Lovano er hele tiden klar. Det er Waidtløw i øvrigt også. Det var et stort øjeblik. Jeg glemte helt at der var spontan direktion med Tyshawn Sorey. Hvilket der så heller ikke var, da jeg i morges (formiddag) fik at vide at det var aflyst.

Summer Session 2012 - Rundt hos holdene

Katrine Suwalski, Bob Gulotti og John Lockwood

Min morgenmad blev indtaget i selskab med bloggeren Andrew Dubber, der er inviteret til Summer Session. Han skal komme med idéer til musikerne om hvilken strategi de kan bruge for, at få deres musik ud til lytterne. Han har bloggen andrewdubber.com hvor han også har skrevet om Summer Session. Han har lavet bogen Music in the digital age, der er et must-read for musikeren i den digitale alder. Han gav mig nogle gode idéer til min blog hen over morgenmaden. Det vil du forhåbentlig se frugten af indenfor den nærmeste tid her på Jazznyt.

Efter morgenmaden går undervisningen i gang kl. 12.00 - udenfor denne jazzboble er 12 rimeligt meget op ad dagen, men når der er nogen har spillet til klokken ?? om morgenen, er det nok meget fint. Jeg gik ned i kælderen til Larry Grenadier og Rebecca Martin's hold. Her har man i løbet af ugen på små hold af 3 mand lavet nogle nye melodier. Men da jeg kom ind, var det violinisten Ingrid Hagels Country house der skulle spilles. Et bluesy melankolsk nummer, hvor melodi og ro er bærende elementer. Grenadier taler om at være opmærksom på volume, ikke som i hvor højt man spiller men som i hvor meget man fylder. 

The Fringe's hold er i gang med et nummer af bassisten John Lockwood. Det er et rigtigt trommenummer, hvor Carsten Landors suppleres af The Fringe-trommeslageren Bob Gulotti. Blæserne bruger lejligheden til at blæse i gennem. Uffe Steen ryster noget evil magi ud over guitaren. Da jeg forlader The Fringe går jeg over på den anden side af gangen, hvor Joe Lovano's hold befinder sig. Jeg overhales af Jørgen Emborg der har hænderne fulde af nodeark. Han sender hurtigt noderne rundt i lokalet. Der tales kort om, hvordan nummeret skal være. Kort tid efter er Joe Lovano allerede i gang med den første solo i et boblende up-tempo nummer. Jeg ville ikke have problemer med at betale 50$ for at høre det her på en jazzklub i New York, hvor jeg musikalsk føler mig hensat til.

Der er koncerter med alle holdene i morgen. Det fornemmes i de lokaler, jeg bevæger mig rundt i over middag. Hos Lage Lund har de sammensat et program af musik komponeret af holdets elever. Hos Tyshawn Sorey øves der stadig på Sorey's komplicerede musik. Alle musikerne er presset til deres yderste og har det godt med det.

Under hele Summer Session har dokumentarfilminstruktøren Laura Ludmilla Sørensen gået rundt med sit kamera og opsuget indtryk, der skal blive til en 25 minutter lang dokumentarfilm. Jeg vender tilbage med mere om den, når det er aktuelt. Om lidt er der koncert med Enrico Pieranunzi, først solo, så duo med Larry Grenadier og til sidst trio, hvor Tyshawn Sorey føjes til. Så er der master classes og til sidst er der Tyshawn Sorey med improviseret direktion…det må jeg vist hellere opleve for, at finde ud af hvad det er.

Summer Session 2012 - Lejrbål og fest

Der er noget ganske unikt over at være på højskole for at lære. Når det så drejer sig om veletablerede danske jazzmusikere som Uffe Steen, Sinne Eeg, Morten Lund, Jørgen Emborg og Christina von Bülow eller yngre folk som Richard Andersson, Andreas Fryland, Kenneth Dahl Knudsen og Nina Baun Jeppesen der tager på højskole for at lære af verdensstjerner som Joe Lovano og Enrico Pieranunzi har vi bevæget os ind på et felt, hvor det bliver svært at sammenligne det med noget overhovedet. Det er som hvis Lady Gaga kom til Danmark, hang ud på en højskole og underviste folk som Medina. Eller som hvis FC Barcelona hang ud en uge sammen med FCK. Det ville selvfølgelig aldrig ske og giver næppe nogen mening. Derfor er det ekstra fedt at opleve en trio som The Fringe der har spillet sammen i over 40 år boble over af spillelyst og -glæde. De har indtaget højskoleånden i store doser. Den har sat sig blodet på dem.

I går aftes var der fest. Vi blev mødt af TS Høeg i gården, der veloplagt rystede nogle kropslige jazzdigte af sig. Herefter fulgte nestoren Hugo Rasmussen os over til højskolens bålsted. Vi fik et glas champagne og hyggede os ved bålet. Lige pludselig stod der tre hulemænd midt i forsamlingen og mumlede uforståelige gloser. Var det tre af de lokale der var på vej til klubaften i rollespilsklubben? Nej det var The Fringe, der spillede primaljazz i skoven. Stemningen var på sit højeste, da Joe Lovano trådte ind på scenen klædt ud som safariversionen af Buzz Lightyear. Nu steg stemningen de sidste grader op til kogepunktet. Lovano og The Fringe spillede op til hinanden og publikum. Joe Lovano, det er altså ham den altid elegante fyr, jeg har 20+ plader med hjemme på CD-hylden. Ham der måske er den største saxofonist i sin generation. Her står han ved lejrbålet sammen The Fringe og finder ur-stemmen frem. Alligevel er der ingen tvivl! Det er Joe Lovano, det er fantastisk!

Tyshawn Sorey igen i nat i spidsen for en funkjam. Da den havde været i gang i et par timer, havde jeg fået en funk overdose. Jeg lister ud af rummet. Fra et andet rum strømmer sangen Nobody does it better ud. Jeg går ind og ser at det er Sinne Eeg der synger med Christina von Bülow ved klaveret. Der er ikke andre i rummet. What the heck, tænker jeg og sætter mig ind og hører Sinne give den max-gas. Kort efter kommer Nikolaj Hess og overtager klaveret mens von Bülow og Eeg synger duet. De synger lidt sammen og bliver så suppleret med Claus Waidtløw på sax og kort efter med The Fringe-trommeslageren Bob Gulotti. En jam har taget form. Body and soul som de så passende spiller.

Efterskrift:
The Fringe's optræden ved lejrbålet var et hint til deres album Return of the Neanderthal Man fra 1989, et freejazz album som du kan høre lidt fra her: allmusic.com/album/return-of-the-neanderthal-man-mw0000311425

Summer Session 2012 - Ben Websters prutter

Hugo Rasmussen og Marc Bernstein

Jeg var kommet alt for tidligt op, her til morgen. Tanken om en lækker brunch gør det hele lidt lettere. Dagen starter rigtigt hyggeligt. Jeg sidder bla. sammen med Hugo Rasmussen, der underholder med historier fra gamle dage. Han har en særdeles skarp hukommelse om andre musikere. Snakken falder på Ben Webster, hvor der sidste nat blev vist et gammelt klip med Webster, big bandet og en storrygende Niels Jørgen Steen. Det skete i den tidligere DR-medarbejder Ole Mathiessens natbiograf. Webster var kendt for sit fiseri. Han kunne liste snigere ud, der lagde sig som en tung dunst omkring manden. Han har sågar sluppet en vind foran trommeslagere, der ikke gjorde det godt nok. Forklaringen på hans kraftige flatulens, lå i den mad han spiste. Han havde altid gang i en gryde med kål, hvor han en gang i mellem kom noget flæsk i han kogte med. Således opmuntret i selskab med en storgrinende Hugo Rasmussen kunne dagen begynde at tage form. Den gik fra prutter til shit - men vel at mærke af den hippe slags…The Hip Shit.

Tyshawn Sorey er talk of the town her på Vallekilde. Evnerne som trommeslager er indlysende for enhver der har set og hørt ham. Han spiller med en kompleksitet  og intuition, hvor man fornemmer de mange lag han opererer i. Hen over frokosten blev der ved det bord, hvor jeg sad, diskuteret om manden var en hyperintelligent autist. Det intelligente er der ikke tvivl om. Autist er han dog ikke med den empati og evne han har til at fornemme de andre musikere. Jeg overværede en time med hans hold. Her var de i gang med en bid af hans musik. Jeg fik et spændende indblik i den kollektive proces, hvor Sorey nok er komponisten og ved hvad han vil med musikken. Det lukker ikke af for, at hans elever kan komme med indspark til nummerets udvikling. Han spiller som så mange andre jazzmusikere også andre instrumenter. Forskellen er blot at han mestrer piano og trombone i særklasse, så meget at han også spiller offentligt på dem. 

I aften er der fest her på Vallekilde. Hvad det indebærer, ved jeg ikke. Jeg synes at det har været en fest siden jeg kom.

Summer Session 2012 - Lærerkoncert og Nattejam

Tyshawn Sorey

Det er nu 22 timer siden at jeg stod op derhjemme i virkeligheden. Klokken er nu fire om natten og gennem det åbne vindue strømmer lyden af en jamsession der ikke vil dø. Den jam jeg fulgte i over to timer. En jam der udviklede sig fra lyden af 70'ernes CTI-pladeselskab med Freddie Hubbard. Lækre funky toner, der blev strammet endnu mere op, da Tyshawn Sorey satte sig bag trommerne. Hårdtslående tight og med en masse action. Funken fortsatte, gik over i Stevie Wonders Superstiton for ad omveje at udvikle sig til latinrytmer, Oye como va, Tequila og andre velkendte toner. Der var ingen pauser, musikere kiggede ind, blev hængende, spillede med eller dansede. Et festfyrværkeri af en afslutning på en dag, der også bød på lærerkoncert, hvor jeg hørte for lidt til trioen The Fringe med George Garzone, den trio som alle taler om på Summer Session. De to foregående aftener har de spillet to timer lange koncerter, hvor de er blevet suppleret med Sorey og Joe Lovano. Rygtet siger, at de kun ville undervise på Vallekilde, hvis de fik lov til at spille koncert hver aften.

Ved lærerkoncerten sidder jeg helt foran og kan følge den italienske pianist Enrico Pieranunzi helt tæt. Han spiller træfsikkert og tøver aldrig på trods af at det er første gang han spiller sammen med flere af de andre. Koncerten har tiltrukket enkelte gæster udefra. P8 Jazz-redaktionen, Hugo Rasmussen, medlemmer af JazzDanmarks bestyrelse, Tove Enevoldsen, Ib Skovgaard og andre jazzfreaks. Det bliver næsten til to timer inden de holder. Sangerinden Rebecca Martin har et fint, næsten skrøbeligt udtryk, der gør stort indtryk. Hun er på Summer Session sammen med hendes mand, bassisten Larry Grenadier. Da han spiller duet sammen med bassisten fra The Fringe, John Lockwood sidder Hugo Rasmussen ved siden af mig og nynner med af vellyst.

Koncerten afsluttes med en heftig kollektiv udgave af Ornette Coleman's Lonely woman. 

Natten kan begynde med jams og andet godt.

Summer Session Vallekilde 2012 - de første fire timer

Joe Lovano og Kjeld Lauritsen

JazzDanmarks Summersession har været i gang siden i søndags. 60 skandinaviske jazzmusikere undervises af en række udenlandske jazzmusikere, hvor flere sagtens kan fylde pladsen ud som hovednavn på en jazzfestival. Jeg er igen inviteret og landede i eftermiddags på Vallekilde Højskole.

Eftermiddag i min tidsregning vel at mærke, for her på højskolen var man kun nået til frokosten. Undervisningen blev genoptaget kl. 15.00, hvor jeg fulgte i hælene på Joe Lovano, der med de danske saxofonister Jesper Løvdal, Claus Waidtløv og Michael Blicher har fået nogle mønsterelever. Morten Lund skulle sidde ved trommerne, men da jeg trådte ind i loklet, havde Lovano kastet sig over Lunds trommer. Han spillede supertjekket mens en jam langsomt tog form. Jeg blev i lokalet mens de fortsatte med at øve på et nummer af Jørgen Emborg, der sidder ved klaveret. Lovano's kone Judi Silvano er en energisk og positiv sangerinde, der bringer det næste nummer på banen. Jeg havde et indtryk af at hendes baggrund var klassisk. Det var ikke det der sprang frem på trommehinden da de indøvede nummeret. Et kraftfyldt nummer, hvor Lovano spillede på den klarinetlignende taragot. 

Det er nu mine evner udi delt opmærksomhed testes. jeg kan vælge at fise videre til det næste lokale…men hvilket skal jeg vælge? Der er så meget… Jeg ender i lokalet hvor trommeslageren Tyshawn Sorey underviser. Det er det sidste af undervisningen jeg fanger og jeg har allerede hørt rygter om, at han presser sit hold til det yderste. Her er taktskifte noget man spiser til morgenmad og så ellers skyller ned med kaffen. Tak ska' du ellers have! Jeg vender tilbage med forhåbentlig flere Tyshawn Sorey-oplevelser de næste par dage.

Inden aftensmaden roterer lærerne og har en enkelt time med en af de andre læreres hold. Jeg hører Enrico Pieranunzi sammen med The Fringe's hold, hvor saxofonisterne Jeppe Skjold og Jacob Danielsen laver ballade i gaden med et frijazzet indspark midt i standarden Oleo, der får Pieranunzi til at stoppe ved klaveret og måbe. Joe Lovano blæser igennem på Lage Lunds hold, hvor Kjeld Lauritsen skaber good vibes på hammond. 

Der er aftensmad kl. 18.00 og jeg ender ved et bord sammen med den islandske saxofonist Sigurdur Flosason, som lavede det flotte album Land & Sky sammen med Cathrine Legardh sidste år. Bassisten Jens Skou Olsen fortæller om, at han skal i gang med en ph. d. Trommeslageren Casper Mikkelsen sidder der sammen med Sinne Eeg og Marc Bernstein. 

Jeg prøver lige at trække vejret en ekstra gang og håber ikke, at du faldt af undervejs. Der var megen namedropping. Og i aften er der lærerkoncert!!!

Jeg er på Summer Session indtil de lukker og slukker i weekenden. Jeg vil dagligt blogge løs om oplevelserne.

Pasborg's Odessa X-Tra Large: Live (Stunt)

Når Stefan Pasborg som her inkluderer musik fra to af mine all-time favorite bands, scorer han point inden jeg overhovedet har hørt en lyd. Men hvordan lyder det så når han kaster sig over musik af heavyrockens bedstefædre Led Zeppelin og fakejazzens ophavsmænd Lounge Lizards? Eller når han smider en fræk discorytme ind i Ornette Colemans Peace warriors? Det lyder rent ud sagt fantastisk og lige nu sidder jeg i min ellers hyggelige villastue og ærgrer mig grumt over at jeg ikke var tilstede ved de to lejligheder, hvor albummet blev indspillet. Kombinationen af et Danmarks bedste livebands - Ibrahim Electric - og nogle blæsere holder hele vejen til Odessa.
Pasborg gjorde det allerede med det forrige Odessa 5-album, hvor Tuxen på hammond og Knudsen på guitar fra Ibrahim-trioen var med. Dengang var jeg så vild med det de gjorde, at jeg kårede albummet til et af årets bedste. Pasborg gentager bedriften. Han føjer lige præcis så meget nyt til, at det ikke kun er en gentagelse.
Led Zep's Black Dog har sat gang i mange fester og gør det også her. Moby Dick, som Led Zep-trommeslageren John Bonham gjorde berømt med sin trommesolo er selvfølgelig med, når kapelmesteren er trommeslager. Den übercoole John Lurie luskede rundt i 80'erne med Lounge Lizards og de lavede flere klassiske numre. Et af dem var Incident on South Street som Pasborg pudser af og giver en ny overfladebehandling.  På den forrige Odessa-plade var Ornette Colemans Peace warrior også med. Det Pasborg gør med nummeret denne gang, er et årets pladehøjdepunkter i dansk jazz. 1 minut og 50 sekunder inde i nummeret ryger den over i en natklublækker discorytme, Jakob Munck bevarer vanviddet på basunen mens Pasborg høvler der udaf, som var det 1978. Supergenialt!
Stefan Pasborg har endnu en gang lavet et forrygende album. Denne gang er festen i højsædet.
www.pasborg.dk

Danstrup/Reptiles: Beautiful untrue things (Gateway)

Der er en hel stribe groovy, stramme og funky sager på det her album. Peter Danstrup kaster sig ud i nogle lækre elbas-soli. Der er fuldfede blæserriffs og strukturerede rytmer. Der er breaks og skift, så det aldrig bliver kedeligt. Det bliver ikke forfinet og kirurgskarpt. I stedet har Danstrup en fornemmelse for at lade det store band spille loose til kanten. Jeg er helt nede med det her materiale. Superfedt! Feks. er et nummer som Before-abes med John Tchicai-solo hen mod slutningen suverænt. Tchicais sax danser skævt og står alligevel helt lige i billedet. Så kommer cirkusnummeret The Can Can der varer et par minutter. Et fjollet og helt overflødigt nummer, der trækker ned i den gode stemning. Det er muligvis meningen. Men er alligevel med til at bryde den gode stemning, så undskyld mig Danstrup, men efter at have hørt pladen fire gange i sin fulde udstrækning, hopper jeg nu bare den irriterende bums over . Den efterfølgende mere frit spillede skitse Edvard er på trods af sin manglende struktur et mere velkomment indslag, her boltrer Tchicai sig på den rolige måde.
Danstrup/Reptiles består af 7 blæsere; med Tchicai, to trompeter, french horn, Anders Banke på div. sax'er, Peter Dahlgren på trombone og Daniel Herskedal på tuba. Danstrup spiller på en akustisk basguitar med en meget markant lyd, mens Anders Provis på trommer sørger for at holde sammen på tropperne. Beautiful untrue things er selvfølgelig på trods af bumsen et anbefalelsesværdigt album.
peterdanstrup.com

Kjell Öhman/Hans Backenroth/Joakim Ekberg: The Duke (Prophone)

Nogle gange er det god kvalitet, hvis vi præsenteres for ny og grænseoverskridende kunst. Men det behøver ikke at være nyt og grænseoverskridende hver gang - så havde jeg nok også valgt at holde af en anden genre end jazzen. Når man så bevæger sig ind på et felt, hvor fremtiden i den grad er fortid, ville onde tunger kalde det museumsjazz. Jeg kalder det "fedt-at-det-stadig-spilles-jazz."
Den svenske veteran Kjell Öhman er bla. kendt fra det svenske TV-program Alsang på Skansen og som en svedig orgelbetvinger. Her møder vi ham i Oscar Peterson-hjørnet. Han har endda taget et par Peterson-kompositioner Kelly's Blues og When summer comes med på albummet The Duke, der har fået navn efter Dave Brubeck's hyldest til Duke Ellington. Öhman får hjælp fra bassisten Hans Backenroth der ikke er bange for at sige, at Oscar Pettiford, NHØP og Ray Brown er hovedinspirationskilderne. Sidstnævnte er mest hørbar i spillet mens NHØP mere fornemmes i kulissen. Hvornår har der i øvrigt sidst været en dansk bassist der offentligt turde sige at NHØP var en inspirationskilde? På trommer er det Joakim Ekberg.
The Duke er en veloplagt plade, der sidder lige i skabet med det samme, den skal ikke lyttes til. Det er ikke ukendt jazz, kompositioner af Billy Taylor, Ellington og John Lewis er feks. også at finde på albummet. Men netop fordi Öhman har valgt nogle knap så slidte numre, er det et vedkommende og friskt jazzalbum, der stråler af spilleglæde og kærlighed. Pladen lukkes ned med landsmanden Georg Riedels smukke Shanna, der valser dejligt afsted. En jättemysig skiva!
prophonerecords.se

Filt Kristensen: Lines for Lars (Longlife/Pladekisten)

Når man spiller på barytonsaxofon er der to musikere, man som oftest skylder en stor del af æren for, at man overhovedet spiller på instrumentet. Der er amerikaneren Gerry Mulligan og er man fra norden er det helt store barytonsaxnavn Lars Gullin. Det var ham som Fredrik Lundin (på barytonsax) hyldede sammen med Christina von Bülow (på altsax) på pladen Silhouette fra sidste år. Her spillede de numre fra Gullins repertoire. Barytonsaxofonisten Filt Kristensen er også ualmindeligt glad for Lars Gullin. Derfor har han kaldt sit nye album for Lines for Lars efter titelnummeret. Gullin var ikke kun en gudsbenådet barytonsaxofonist. Han var også den første jazzmusiker, der med elegance trak de nordiske musiktraditioner ind i jazzen. Den svenske lyriske mol-melankoli passede perfekt med jazzens blå toner.
Filt Kristensen har overvejende gjort opmærksom på sig selv via diverse big bands, som feks. Klüvers Big Band. På Lines for Lars har han allieret sig med Uffe Steen på guitar, Kim Mikkelsen på bas og Morten Lund på trommer. Uffe Steen er en musikalsk kamæleon. Han er mest kendt for sit blues-inspirerede guitarspil. Her er det overvejende guitarlyden som man bla. kender fra den nyligt afdøde svenske guitarist Rune Gustafsson, som Uffe Steen byder ind med. Rene og behagelige linjer. Morten Lund smider selvsikkert og overskudsagtigt nogle swingtrommer ind i projektet. Filt Kristensen er en erfaren barytonræv, han hygger sig med instrumentet og har med nogle fine kompositioner skabt et fint album, hvor den nordiske tone stiger op fra disen.
linesforlars.dk

Richard Andersson: UDU (Blackout)

Det er bassisten Richard Anderssons andet album i år og debutalbummet kom for kun to år siden. Fælles for de tre albums er, at de har taget farve efter den saxofonist der har medvirket. På de to første var det henholdsvis Tony Malaby og Bill McHenry, begge fra USA. Denne gang er det danske Jesper Zeuthen der sammen med trompetisten Kasper Tranberg gennemfarver Richard Anderssons musik. 

Kvartetten UDU der også inkluderer trommeslageren Peter Bruun har eksisteret i nogle år. De spiller udelukkende Richard Anderssons musik. Musikken er tydeligvis skrevet med de medvirkende i tankerne.
Samarbejdet mellem Tranberg og Zeuthen er unikt. De spiller også sammen i Jesper Zeuthen's Plus, hvor der også er en plade på vej. Zeuthens viltre og selvstændige saxtone er i selskab med Tranbergs sikre trompet et møde mellem ligemænd. De spiller med lige dele personlighed, jazzhistorie og ustyrlig freejazzeri. Trommeslageren Peter Bruun og Andersson har på nummeret Er dine kartofler nye og friske? en forrygende duointro i et bølgende kaos. Det er meget betegnende for resten af albummet. Richard Anderssons UDU er et af den slags albums, som jazzconnoisseurs elsker. Det er ikke freejazz i sin yderste opløsning. Der er struktur og genkendelige former men vildskaben lurer hele tiden nede i tonerne.
blackoutmusic.dk