En af de mest mærkværdige udgivelser jeg modtog sidste år var Jeppe Højgaards Gennem Glasset. En udgivelse der satte dybe spor i min lyttesjæl. En stærk konkurrent ud i det mærkværdige var Rasmus Kjærs LP Orgelimprovisationer, der var produceret af Jeppe Højgaard og ligeledes udkom sidste år. Højgaard har brugt outtakes fra Rasmus Kjærs LP som grundlag for Skrig hvis du har lunger.
Jeppe Højgaard udtaler i forbindelse med udgivelsen, at: “Vinklen på mit album kunne godt have været, at jeg stiller mig i opposition til mangt og meget og udkæmper mange oprør. For der er en masse jeg har været imod igennem tiden, og det ville passe fint ind i forhold til musikken; men samtidigt ville det også forfladige den.” Ja, Højgaard har endnu en gang lavet en mærkværdig plade. Den kan betragtes som en oppositionel plade, hvis man sætter den i relation til anden musik. Hvis man i stedet lytter til den uden, at relatere den til andet end pladen selv. Så begynder der at ske noget.
Højgaards ultraminimalistiske tekster eller digte er skrappe ledsagere til musikken og lydene: “Skrig du har lunger. For stenene knuser. Mens træerne bruser. Alt hvad der har tunger”. Højgaard ledsager de få tekster med betydningsfulde ord, med Kjærs kirkelorgelimprovisationer, der er processeret og bearbejdet af Højgaard, der også spiller på casio keyboard, klaver og støj. Det nævnes ikke at han spiller saxofon på titelnummeret. Måske er det støjen i Jeppe Højgaards tilværelse. Saxofonen var oprindeligt det instrument han etablerede sin musikalske karriere med, i den eksperimenterende ende af jazzen.
Skrig hvis du har lunger er et af årets højdepunkter i stakken med de plader, der ikke kan og vil indhegnes. Meget anbefalelsesværdig til oppositionelle lyttere, der trænger til at slappe af fra det oppositionelle.
