Årets bedste jazzudgivelser 2013

Det er anden gang at jeg hylder en kunstner med Jazznytprisen. En kunstner der har gjort sig ekstraordinært bemærket i løbet af 2013. Der var flere bejlere til prisen. Jeg var dog ikke i tvivl da afgørelsen skulle træffes.

Herudover har jeg fundet 10 danske jazzplader frem som fortjener ekstra opmærksomhed. Plader som jeg til enhver tid vil anbefale til musiklyttere, der ønsker lidt mere af livet.

2013 har været et fint år for den danske jazz. Der udkommer konstant nye og spændende plader og 2013 har ikke været en undtagelse.

I år har jeg taget konsekvensen af at jeg også anmelder mange udenlandske jazzplader. Derfor har jeg også lavet en liste med 10 suveræne internationale jazzudgivelser.

JAZZNYTPRISEN 2013

Jakob Bro: December Song (Loveland Records/Pladekisten)

December Song er fuldendelsen af en trilogi, der kommer til at stå som et højdepunkt i dansk jazz. December Song er en værdig finale. Lee Konitz ældede og ikoniske saxtone passer perfekt til Bro's melodier. Deres samarbejde og Jakob Bro’s vedholdende musikalske indsats er grunden til at Jakob Bro får Jazznytprisen 2013. Balladeering, Time og December Song er en pladetrilogi, hvor der ikke har været nogle dale. Med fuldendelsen af denne trilogi er det mere end velfortjent at Jakob Bro får Jazznytprisen 2013. 

Jakob Bros unikke tilgang og adgang til nogen af jazzens største musikere og stilister (Lee Konitz, Bill Frisell og Paul Motian) skaber selvsagt respekt. Men det er når musikken spiller, at det spændende sker. Jakob Bro spænder et net ud over musikerne, fanger dem ind og lader slippe ud gennem nettets huller. 

Har man købt vinyludgaven af December Song følger der et meget værdifuldt bonusdownload med i pakken. Den Sorte Skole, Mikael Simpson, Trentemøller, Mike Sheridan, Steffen Brandt og flere andre har nænsomt remixet musik fra de to første udgivelser i trilogien. Der er kun en fejl ved remixudgivelsen. Det er at den ikke findes på vinyl.

Jakob Bro får overrakt Jazznytprisen i forbindelse med en koncert i starten af 2013. Følg med her på bloggen!

De 10 bedste danske jazzudgivelser 2013

1. Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren and Søren Kjærgaard feat. Elith "Nulle" Nykjær (EDW)

Emil de Waal+ vælger at køre i et musikalsk spor der ikke eksisterer, de skaber det selv. Emil de Waal har i de musikalske legekammerater Kjærgaard og Ljunggren to ukonventionelle musikere. De er opfindsomme og afslappede overfor traditionerne - men de skider ikke på dem. Nulle's lettere melankolske og stemningsfyldte klarinet er traditionen. Det er et anbefalelsesværdigt album til dem der kan lide musik.

2. August Rosenbaum: Heights (Hiatus)

August Rosenbaum har imponeret med pop i Quadron og avantgarde med Lars Greve og Sven Åke Johansson. Midt i det kommer LP’en Heights. Filmisk og bevægende musik, hvor flygelet er i centrum. Rundt omkring svæver toner og klange i intense stemninger.

3. Alex Jønsson 3: The Lost Moose (Alex Jønsson)

Han har hentet inspiration i naturen og lavet det han kalder nordisk roots-musik. Når man hører nummeret Nidaross forstår man hvorfor. Det er som om tid og rum ophæves. Greves klarinet og Jønssons guitar smelter sammen mens Windfeld vugger roligt nedenunder. Det er stort og meget smukt.

4. Det Glemte Kvarter & Søren Ulrik Thomsen: Rystet Spejl (Gyldendal Lyd)

Den kom snigende som en overraskelse. Jeg har ikke anmeldt den her på bloggen, da jeg aldrig har fået den tilsendt. Til gengæld fik jeg den med i den store jurymedlemspakke, da jeg skulle være med til at kåre årets danske jazzplader til DMA’en. Den blæste mig rent ud sagt bag over. Digteren Søren Ulrik Thomsens intense tilstedeværelse og et ungt band, der tør spille melodisk i et moderne snit blev et sikkert hit hos mig.

5. Bremer/McCoy: Enhed (Raske Plader)

Melodierne er så enkle at de næsten fremstår som vignetter og skitser. Men der er alligevel noget færdigt over det ufærdige. De har ladet enkelheden råde. Hvorfor overlæsse noget der i melodisk enkelthed kan leve så rent og klart. Smukke, rolige og tydelige melodier skaber fundamentet for det musikalske samarbejde mellem de to unge musikere.

6. Niels Vincentz: Gravity (Steeplechase)

Det er koncentreret jazz vi møder på denne plade. Koncentreret som i, at der ikke er noget overflødigt og uvedkommende. Koncentreret som i et intenst fokus på det der foregår. Det forrige album fik både opmærksomhed og ros i udlandet. Det bliver næppe anderledes med dette album. Det er blevet til en meget værdig opfølger til det første album. 

7. Steen Rasmussen Quinteto featuring Leo Minax: Lo mejor de cada casa (Calibrated)

Steen Rasmussens samarbejde med Leo Minax er det bedste bud på dansk spillet bossa nova, jeg har hørt i mange år eller måske endda nogensinde. Le mejor de cada casa fortjener at blive et af årets største danske jazzhits. 

8. Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Night fall (Storyville)

Når natten falder på bliver alle katte grå. Der er også et par jazzkatte der insisterer på at være blå. Islandsk altsax og Københavnsk Hammond. En guitar der ryger en cigaret. Whiskers kærtegner lilletrommen. Det er en meget anbefalelsesværdig plade med klassisk swingende jazz.

9. The Universal Quartet: Light (ILK)

Åndelige urkrafter og bevægende stemninger  fremmanes af de fire musikere. Freejazz og spirituel avantgarde er det mest tydelige på pladen. Det er musik det er spændende at gå på opdagelse i. Der er en underverden af detaljer.

10. Nikolaj Hess: Trio (Gateway)

Når Hess spiller sammen med to så stærke og personlige musikere er forventningerne høje - og de bliver mere end indfriet! Nikolaj Hess har skabt et trioalbum der flyder af melodisk overskud. 

De 10 bedste internationale jazzudgivelser 2013

1. Fire! Orchestra: Exit! (Rune Grammofon)

Suggestivt. Forførende. Transcendent. Det er store ord men det er også et stort orkester.

2. Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason Why vol. 1 (Headspin Recordings)

Der er hårfin grænse mellem det løst spillede og det gennemarrangerede. Kajfes styrer i imponerende grad tropperne gennem tøjlesløs vildskab og medrivende grooves.

3. Benjamin Herman: Cafe solo (Roach Records)

Han bliver hængende i det yderste af musikken. Her kæler han så intimt og følsomt for altsax'en, at det næsten bliver for frækt.

4. Jonas Kullhammar Quartet: Låt det vara (Moserobie)

Flagrende spirituelt og rytmisk pulserende i en grad, så man kun kan synes at det er trist, at det er slut med Jonas Kullhammar Quartet. Fantastisk finale!

5. Aaron Parks: Arborescence (ECM)

En aften spillede Parks en lille soiokoncert på årets Summersession. Her er mere af det samme. Det er meget smukt og i en liga for sig. Det er et af de helt store soloklaveralbums i jazzen.

6. Charles Lloyd/Jason Moran: Hagar's song (ECM)

Hagar's song er en fornøjelse i kraft af Lloyd's modne balladespil og Moran's afklarede pianospil.

7. Paavo: The third song of the Peacock/Live in Rättvik, Dalarna, Sweden (Found You Recordings)

Det er kompositorisk improvisation på allerhøjeste niveau. Der hersker en fortættet kammermusikalsk stemning.

8. Gregory Porter: Liquid Spirit (Blue Note)

Årets store jazzhit. Jazzsang på kanten af sengen. Når han synger at der er No love dying, så tror man på ham.

9. Jukka Eskola: Orqustra Bossa (Schema)

Den finske trompetist har lavet årets jazzpartyplade. Dans!

10. Dave Douglas Quintet: Time Travel (Greeleaf Music)

Det er ultrajazz med jazz på. Dave Douglas er i straightspillende topform. Han lyder i sin tone egentlig ikke specielt meget som Miles Davis. Han drikker dog af samme inspirationskilde, der fostrede Miles Davis Quintet

Keith Jarrett: No End (ECM) >> Keith Jarrett: Concerts Bregenz München (ECM)

Når vi nu får lov til at høre det her mens Keith Jarrett er i live, hvad gemmer arkivene så ikke på? I 1986 gik han amok i hjemmestudiet med en Gibson guitar, en Fender bas, tablas, blokfløjte, et trommesæt og andet percussion. Steinway-flygelet stod også i studiet men blev næsten ikke brugt. Han spiller selv alle instrumenterne. Igen får han fra Norge. Tidligere i karrieren havde han fået markant hjælp fra studieteknikeren Jan Erik Kongshaug og musikerne Jan Garbarek og Jon Christensen. Nu er det i stedet prima norsk ingeniørkunst i form af to Tandberg kassettebåndoptagere, som han har brugt til overdubbe musikken.

Det er i den grad, den mest atypiske Jarrett udgivelse, jeg nogensinde har hørt. Han improviserer sig gennem halvanden times musik. Guitaren krøller rundt. Bassen groover. Finurlige rytmemønstre kravler rundt om instrumenterne. Når man ved, at det er Jarrett der står bag det her, genkendes der melodiske elementer der kendes fra specielt solokoncerterne. Er man Jarrett-freak, er der ingen vej uden om. Den skal ind i samlingen. 

For andre almindeligt dødelige Jarrett-fans, skal man spare pengene og i stedet smide dem efter Concerts Bregenz München. Bregenz koncerten har tidligere været ude som Concerts mens München-koncerten kun har været tilgængelig med et enkelt nummer på :rarum-opsamlingen fra 2002. Det solo-Jarrett fra 1981. Den markerer afslutningen på perioden der bragte klassiske soloalbums som Köln Concert og The Sun Bear Concerts. Det er to og en halv times uforfalsket Keith Jarrett soloklaver. Medrivende melodiske småfunky ostinater blandes med frit spil. Det er en meget velkommen udgivelse.

player.ecmrecords.com/keith-jarrett--no-end

Taylor’s Universe: Evidence (Marvel of Beauty)

Der kommer lyde frem af guitaren, som jeg fuldstændigt havde glemt at den kunne sige. Han er en reaktionær “gammel” mand i ordets bedste betydning. Havde denne plade været udgivet i 1977 havde den i dag kostet en formue på den sorte vinylbørs. Den er ikke fra 1977. Den er fra 2013. Multiinstrumentalisten Robin Taylor er frontkæmper for den progressive rock eller progrocken med underafdelinger i jazzrocken. Musikken der dyrker de lange soli, komplicerede arragementer, den voluminøse lyd og mange andre dyder der ikke hyldes på dagens rytmiske musikscene.

Guitaristen mm. Robin Taylor har lavet pladen som var det i 70’erne hvor man brugte måneder på at forfine og indspille en plade med den klassiske lagkageteknik. Han omgiver sig med musikere som kan give musikken det helt rette touch. Karsten Vogels usvigeligt flotte og sikre saxsoli og Claus Bøhlings old school guitarsoli er med til at sikre denne plades høje kvalitet. Det er vist det 13. album med Taylor’s Universe. Det er nu siden 2010, det fjerde album jeg anmelder med Taylor’s Universe. Robin Taylor er ustoppelig på færden og tak for det. Jeg kom til at kalde det forrige album for et af de bedste med Taylor’s Universe. I kraft af Vogel og Bøhlings medvirken på dette album har Robin Taylor lavet et album der kan vippe den forrige af pinden. 

progressor.net/robin-taylor/

Andromeda: Andromeda (ContempoRecords)

De udsendte hurtigt en demoCD efter at de havde vundet ungjazz konkurrencen. Der var brug for et visitkort, når de skulle ud at spille. DemoCD’en anmeldte jeg her på bloggen for et års tid siden. De har siden brugt tiden på at finpudse deres koncept. Intergalaktisk jazz udsat for piano, tuba og trommer. De bruger musikken til at udforske rummet. De minder mere om filmen Gravity end om Star Wars. Det store sorte rum, hvor jorden blive så uendeligt lille. Hvor den forsvinder bag os. Vi kigger ud og finder nye veje og verdener. Andromeda tager os med på deres tur ud i rummet.

Trioen har en filosofisk undrende tilgang til deres materiale. Hvor kommer vi fra? Hvor er vi? Hvad er omkring os? De følger konceptet helt til dørs. Musikken har en rummelig rumhed i sig. Det er blevet til en blanding af kosmosjazz og videnskabelig fakta - f.eks. gæster Anja Phillip fra det hedengangne DR2 program Viden om på et par numre. Pianisten Christian Balvig har skrevet alle numrene. Rasmus Kjærgård Lund spiller tuba og Morten Skøtt trommer i trioen, der velfortjent vandt Ung Jazz 2012. Andromeda er spændende konceptjazz í sin helt egen galakse.

christianbalvig.dk

Katsura Yamauchi & Martin Vognsen: Spanien (Jvtlandt) CD >> Hirose Junji & Yasuhiro Yoshigaki/Yoke & Yohs + Kazuhisa Uchihashi (Jvtlandt) 7”single

Det er en tre år gammel indspilning foretaget på udstillingsstedet Spanien 19C i Aarhus. Danskeren Martin Vognsen på dobro møder japaneren Katsura Yamauchi på altsax over en række minimalistiske improvisationer, der befinder sig i yderkanten af musikkens verden. Det er næsten stillestående. Det er fortabelsens meditative kranspulsåre der klemmer. Katsura Yamauchi er erfaren herre fra det japanske. Han har lavet flere soloplader - bl.a. albummet Asami der blev udgivet af det danske pladeselskab Jvtlandt i 2010. Det er også Jvtlandt der står bag den aktuelle udgivelse. Martin Vognsen der bl.a. har arbejdet sammen med Frisk Frugt/Anders Lauge Meldgaard har en ukonventionel og uhæmmet tilgang til musikken. Det er forbavsende nok blevet til noget der grænser op til noget smukt uden at ville være det. De to instrumenter dobro og altsax bruges til at skabe klange og lydflader. Spanien er et album til den umætteligt nysgerrige musiklytter.

Jvtlandt er også aktuel med en 7” vinylsingle. Her hører vi glimt fra to forskellige koncerter afholdt på Musikcafeen i Aarhus i henholdsvis 2009 og 2010. 2009 indslaget er med danskerne Johs Lund på sax og Toke Tietze Mortensen på trommer og elektronik og japaneren Kazuhisa Uchihashi på guitar. Det er fræsende brutal metalnoise af den slemme slags. På den anden pladeside er det japanerne Hirose Junji på sax og trommeslageren (der bl.a. spiller i kvartetten Emergency) Yasuhiro Yoshigaki fra 2010. Det bevæger sig fra det lavmælte til japansk freejazzvildskab af bedste skuffe. Singlen er en herlig intens udgivelse.

jvtlandt.com

Bremer/McCoy: Enhed (Raske Plader) LP/Download

Der er noget Chick Corea, Højskolesangbog og reggae på Bremer/McCoy's debutLP Enhed. Melodierne er så enkle at de næsten fremstår som vignetter og skitser. Men der er alligevel noget færdigt over det ufærdige. De har ladet enkelheden råde. Hvorfor overlæsse noget der i melodisk enkelthed kan leve så rent og klart. Smukke, rolige og tydelige melodier skaber fundamentet for det musikalske samarbejde mellem de to unge musikere.

Jeg har tidligere fremhævet Jonathan Bremers Niels-Henning Ørsted Pedersen inspiration. Den er der skruet lidt ned for på denne plade. Bremer spiller vuggende rytmer og knaldskarpe hurtige melodilinjer med lige stor gyldighed. Jonathan Bremer manifesterer med denne plade for første gang, hvad det er han selv vil. Han har gjort positivt opmærksom på sig selv i Surf in Stereo og med Niels Lan Doky. Nu vover han sig ud i musikkens verden på egne fødder og sikke en entré! Morten McCoy spiller i Klumben og Raske Penges band 80erne. Med denne plade er han i et noget andet univers. Han skifter han mellem klaver, Rhodes og Wurlitzer på pladen. Han tager sig al den tid i verden han vil. Den ene tone tager den anden i en logisk sammenhæng. Han har ikke travlt. Hvilket er ganske interessant i betragtning af numrene kun varer mellem et minut og op til fire minutter. Det fortæller noget om at Bremer og McCoy får leveret varen suverænt præcist. Enhed er et meget anbefalelsesværdigt album - der udkommer på lækker vinyl i et lille oplag og er selvfølgelig tilgængelig på de digitale platforme.

Hvis jeg skal betragte pladen i et større perspektiv, kan jeg ikke lade være med at drage en parallel til Kenny Drew og Niels-Henning Ørsted Pedersens hitplade Duo fra 1973. Der er ikke musikalske ligheder. Ligheden går mere på, at musikken på pladen tager udgangspunkt i jazzen - og rækker langt ud over jazzen. Det er jazz hvor folk der ikke lytter til jazz, vil bremse op og sige: “Damn, det lyder fedt, det der!”

bremermccoy.com

Jazzbloggerens 2013

2013 startede med at jeg overrakte den første Jazznytpris til Stefan Pasborg ved en Ibrahim Electric koncert i januar på Fermaten i Herning. Siden har året budt på flere fede musikoplevelser. Maceo Parker på Blue Note i New York i april. At det så blev til et gensyn i Herning i oktober var selvsagt stort for en gammel funkfreak som mig. Jakob Bros premierekoncert på oktoberturnéen med Chris Cheek, Jim Black og Thomas Morgan holdte maksimalt. Året har også budt på gode koncertoplevelser med Kjeld Lauritsen & Sigurdur Flosason, Niels Vincentz, Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, Carsten Dahl og Lars Greve, Steen Rasmussen & Leo Minax og mange mange flere.

Jeg sidder i bestyrelsen for Swinging Europe, der via midler fra bl.a. EU er i stand til at sende et europæisk big band på turné i Europa. I år kom der for første gang i 15 år ikke midler fra EU. Det betød at der blev skåret gevaldigt i turnéaktiviteten. Det gik på den anden side ikke ud over den kunstneriske kvalitet. Svenske Ann Sofi Söderkvist havde arrangeret og komponeret musikken. Hun dirigerede selv big bandet på turnéen rundt i Europa. Det er sandsynligvis noget af det bedste jeg nogensinde har hørt fra European Jazz Orchestra - som Swinging Europes big band hedder. Jeg var via Swinging Europe også en tur i Rotterdam hvor jeg deltog i Jazzdag og en europæisk jazzkonkurrence, hvor jeg sad i juryen. I løbet af den korte tid jeg var i landet, fik jeg  et indtryk af et jazzland med en god portion fede jazzkunstnere.

JazzDanmark gør et kæmpestykke arbejde for jazzen i Danmark. Mest tydeligt er det bl.a. ved DMA Jazz 2013, hvor jeg sad i juryen i år. Der var utilfredshed med nomineringerne, hvilket bl.a. kom til udtryk her på bloggen og i decembernummeret af Jazzspecial. Jeg er nu ganske tilfreds med dem der vandt. Det var velfortjent. Ind ad i jazzmiljøet er JazzDanmarks Summersession på Vallekilde Højskole også af stor betydning. Igen i år havde man sammensat et lærerhold af åndenødsskabende dimensioner. En af lærerne pianisten Aaron Parks er blevet så glad for Danmark, at han vender tilbage som Artist in Residence, hvor han er i Danmark i nogle måneder i 2014. Det er helt vildt, at JazzDanmark har fået et af den internationale jazzscenes absolut hotteste navne til, at tilbringe så lang tid i lille Danmark.

På den personlige front har 2013 været et fantastisk jazzår for mig. Jeg fik Jazzformidlerprisen 2013 for mit arbejde med denne blog. Det var en kæmpeoplevelse at få prisen ved festen på Huset i København. Komiteen bag prisen med bl.a. Tove Enevoldsen og Benedicta Pecseli havde lagt et stort arbejde i at få festen i hus. Jeg er meget taknemmelig for det.    

Desværre mistede jeg også en af bedste jazzvenner i 2013. Vagn Pedersen blev 81 år. Han døde af kræft efter et ultrakort sygdomsforløb d. 1. december. Da var det kun 1½ måned siden at vi sammen havde oplevet Jakob Bro på Carl Henning Pedersen og Else Alfelts museum i Herning. Han var en mentor ud i livsglæde og god smag. Vi havde en aftale om at tage til Aarhus i midten af januar for at høre Fire! Orchestra. Det blev desværre ikke til noget. Heldigvis kan jeg se tilbage på mange gode koncertoplevelser sammen med Vagn. Vagn havde en umættelig nysgerrighed på musik og gerne af den slags, der ikke var den mest populære. Dansk jazz fra yderkanterne. Avantgarde og freejazz. Han fulgte også det klassiske Ensemble MidtVest i tykt og tyndt - til prøver og koncerter. Vagn vil blive savnet. Hans positivitet og glæde ved musik vil være et pejlemærke for mig fremover.

Midt i alt det har jeg skrevet en kæmpebunke anmeldelser her på bloggen. Jeg elsker jazz. Jeg elsker musik. Jeg elsker at skrive om musik. Jeg elsker at samle på plader (gerne vinyl). Så bliv endelig ved med at bruge min blog. Det elsker jeg nemlig også!

Det afsløres d. 16. december hvilke 10 danske og 10 udenlandske jazzplader der er de bedste i 2013.

Niels Lyhne Løkkegaard: Sikorsky (Hiatus)

Hvad er andre menneskers virkelighed? Hvordan kan den virkelighed omsættes, så andre kan forstå den? Niels Lyhne Løkkegaard giver med sit 30 minutter lange værk Sikorsky et indblik i hans (parallelverdens?) tonale virkelighed. En virkelighed der helt konkret består af otte klarinetister, fire bassister, fire trommeslagere, en trompet og Løkkegaard på altsax. Når det bliver mindre konkret føres vi ind i en verden, der bedst kan sidestilles med en hypnagog hallucination. Det er hallucinationer der fremkommer i glimt lige før man falder i søvn. Det føles fuldstændigt som om det skete - men det gjorde det ikke. Det er det tætteste raske ikke-psykotiske mennesker kommer på en psykose-lignende tilstand. 

Jeg bliver altså ikke psykotisk når jeg hører musikken. Jeg lander lidt ved siden af det hele. Det er kunstmusik med stort K, som Niels Lyhne Løkkegaard har begået med dette værk. På det forrige album Vesper trak han op til, at kunne gå i denne musikalske retning. Jeg havde overhovedet ikke fantasi til at forestille mig, at han ville gøre det så kompromisløst som det er tilfældet med Sikorsky.

Er du en tonefreak, er dette uden tvivl årets album. Løkkegaard leger med toner, lyde og klange i værket der har fået navn efter manden der opfandt helikopteren. Løkkegaard bringer lytteren steder hen, som lytteren næppe har betrådt før. Noderne følger med pladen. For den ikke nodekyndige udfolder der sig et grafisk værk. Det understøtter flot forståelsen af musikken, der netop er meget grafisk. Enkelheder og fine streger. Udover de almindelige LP og CD udgivelser, kommer Sikorsky også i en diasversion. I en lille fin æske finder man fem lysbilleder. Billederne er fra indspilningen af musikken. Herudover er der en downloadkode til selve musikken.

Sikorsky er et berigende musikalsk værk. Løkkegaards ekstreme kompromisløshed lige fra noder til det færdige produkt er uden lige herhjemme. Det er en fornøjelse at høre fine musikere som Lars Greve, Peter Fuglsang, Anders Banke, Adam Pultz Melbye, Thommy Andersson, Stefan Pasborg, Håkon Berre, Tobias Wiklund og flere andre være med til at omsætte Løkkegaards noder til lyd. Det er et meget anbefalelsesværdigt album til musiklyttere, der tror de har hørt alt.

Bonusinfo:

Musikken opføres d. 8. december i Litteraturhaus i København.

nielsloekkegaard.dk

hiatuslabel.com

Viktoria Tolstoy & Jakob Karlzon: A moment of now (ACT)

Alanis Morrisette’s Hand in my pocket, Level 42’s Lessons in love, Phil Collins’ Aganinst all odds og Peter Gabriel’s Red Rain. Ringer der en klokke? Så er det sandsynligvis fordi du har passeret de 40 år. Trænger du til at høre dem igen, hvor der tages hensyn til at du ikke er på diskotek for at score? I stedet sidder du derhjemme i stuen. Duften af nybagte boller breder sig i hjemmet. Det er søndag og du har sat den nye plade med Viktoria Tolstoy og Jakob Karlzon på. Det fungerer forbavsende godt - specielt i betragtning af at Tolstoy ramte et kunstnerisk lavpunkt med den forrige plade Letters to Herbie. Den afklædte udgave af Level 42’s popfunknummer Lessons in love er ganske hyggelig.

Pianisten Jakob Karlzon har samarbejdet med Tolstoy i flere år. Når man møder de to musikere som her i enkle rammer med flygel og vokal, står det klart hvorfor de begge har den position, som de har på den internationale jazzscene i dag. Tolstoy synger tindrende smukt og Karlzon spiller med en let popræv bag øret melodisk og ligefremt uden at det bliver banalt og kedeligt.

actmusic.com 

Jacob Fischer: X-Mas Friends (Gateway) >> Hans Ulrik: The Christmas song (Stunt) >> Book of Sounds: Christmas Single (Soundcloud)

Julen står for døren. Det er tid til at finde julemusikken frem igen. For os med hang til jazz, er der flere gode nyheder i år. Jacob Fischer har gennem flere år turneret med swingende julejazz i december måned. Nu er der kommet en plade med herlighederne. Julen har sine standards. Dem snydes vi ikke for på pladen. Have yourself a merry little christmas, Rudolph The rednosed Reindeer, Santa Claus is coming to town og I’ll be home for christmas er blandt dem. Herudover er der sneindhyldede klassikere som Det er hvidt herude og Skal vi klippe vore julehjerter sammen. Fischer har et stort publikum i Sverige, så de får en hilsen med på vejen med Karl-Bertil Jonssons julafton. Søren Banjomus alias Skille-ma-din-ga-du får en herlig sambaoverhaling. Fischer er ukueligt skarp på guitaren. Den svigter ikke på noget tidspunkt. Sneen daler ned over land og klejnerne fortæres. Det er ganske enkelt hyggeligt. Ligesom sne er det der får julen til at føles helt speciel, har FIscher taget altsaxofonisten Christina von Bülow med som det helt specielle, der får denne juleplade til at indskrive sig i den række af gode julejazzplader jeg vil tage frem hvert år.

Tenorsaxofonisten Hans Ulrik er sammen DR Big Band rytmegruppen: Henrik Gunde (piano); Kasper Vadsholt (bas) og Søren Frost (trommer) på albummet The Christmas Song. De hygger sig med julemusikken efter samme skabelon som Fischer med nogle amerikanske julestandards; Winter Wonderland, Have yourself a merry little christmas (igen) og Rudolph The Rednosed Reindeer (igen). Hans Ulrik har til gengæld kastet sig over nogle danske salmer Dejlig er jorden, Julen har bragt velsignet bud etc. og et par engelske Greensleeves og Hark! The herald angels sing. Derfor er det også en noget anderledes plade som Hans Ulrik har lavet. Men det er ikke kun på grund af salmerne at det er anderledes. Søren Frosts New Orleans-farvede second line trommer er sammen med Gundes rå Rhodes-piano med til at give julen en anden klang. Hans Ulrik er som vanligt ufejlbarlig og stemningsfyldt lækker i tonen (hør bare Greensleeves). The Christmas Song skal sættes på, når der skal fut i køkkenet i juledagene. Når gåsen er i ovnen og klejnerne skal løbes væk.

Anders Provis’ kvartet Book of Sounds har lavet julesinglen Christmas Single, der er tilgængelig på Soundcloud. Det er Far til Fire klassikeren Til julebal i nisseland, der får en frisk freejazzoverhaling. Nils Bo Davidsen er den gamle julemand på bassen, Provis er nissen på trommerne, der løber rundt og driller. Anders Banke og Albert Raft på hver deres tenorsaxofon er kat og mus, der leger rundt på loftet. Må julen vare længe og være fuld af jazz. Book of Sounds sikrer at det ikke kun er swing og straight jazzere, der får en god jul. Tak for det og glædelig jul!

Jacob Fischer: jacobfischer.dk

Hans Ulrik: sundance.dk

Book of Sounds: soundcloud.com/book-of-sounds/christmas-single

Jazznyts fem all-time julefavoritter:

1. Frank Sinatra: A jolly Christmas from Frank Sinatra (Capitol 1957)

2. Elvis Presley: The Christmas Album (RCA 1957)

3. Bugge Wesseltoft: It’s snowing on my piano (ACT 1997)

4. The Ramsey Lewis Trio: Sound of Christmas (Argo 1961)

5. Den Danske Salmeduo: På stjernetæpper lyseblå (Aeromusic 2011)

Tonbruket: Nubium Swimtrip (ACT)

Hvilken position ville Esbjörn Svensson Trio have haft i dag, hvis pianisten der lagde navn til trioen ikke var død i 2007? De to resterende medlemmer har siden forsøgt at finde en mening med musikken i deres egne projekter. Bassisten Dan Berglund har med bandet Tonbruket bevæget sig over i semiakustisk jazz-rock. Han er sammen med nogle stærke svenske musikere. Trommeslageren Andreas Werliin fra Wildbirds & Peacedrums, guitaristen Johan Lindström der kan spille en rimelig heftig og rå slideguitar og pianisten Martin Hederos er Berglunds kompisar i Tonbruket.

E.S.T. var i deres egen liga, når der skulle spilles frostkolde ballader. Der er elementer af det samme på balladen Little Bruk - det bliver bare aldrig lige så koldt og forladt som E.S.T. Tonbruket bruger Dan Berglunds position og platform til at lave musik hvor de kan tage chancer. De går veje der ikke så ofte høres på dagens jazzscene. Det kan der selvfølgelig være en grund til. Måske er det fordi, det bliver en kende for banalt? Det er guitaristen John Lidström der har komponeret musikken. Berglund og Lidström har kendt hinanden siden 90’erne hvor de spillede sammen i et band med Per Texas Johansson.

actmusic.com

Alex Riel & Stefan Pasborg: Drumfaces (Stunt)

Give the drummer some, råber James Brown hen mod slutningen af det klassiske soulnummer The Funky Drummer. Med denne plade får trommeslageren - som der endda er to af!, ikke bare noget. Trommeslagerne tager det hele! Det er Alex Riel der er sammen med gudbarnet Stefan Pasborg. Pasborg fik et trommesæt som tre-årig af Riel. De to trommeslagere har hver for sig, siddet ved kedlerne ved mange gode jazzkoncerter jeg har overværet. Det har ikke umiddelbart været samme stil de har bevæget sig indenfor. Derfor er det overraskende at se de to sammen i front som trommeduo. Alex har været guide, mentor og inspirator for Stefan. Begge har et tydeligt kunstnerisk udtryk bag trommerne. 

De begyndte at spille sammen for syv år siden, ved en trommefestival i Litauen. Sidste nummer på pladen er derfra. Dengang var det kun de to janitsharer der var på scenen. Siden har det udviklet sig. De er kommet i selskab med markante sidemen som Carsten Dahl på Rhodes, Jeppe Tuxen på Hammond, Petter Wettre på sax og Verneri Pohjola på trompet. Vi kommer bredt omkring i musikhistorien. Bernie’s tune i en heftig udladning. Savage Rose’s Byen vågner viser hvor stor en orgelbetvinger Jeppe Tuxen er. Riel og Pasborg nærmest svæver gennem nummeret.

Der sker meget på pladen og det slår mig hvor mange paralleller der er mellem de to trommeslagere. De er begge udviklende og kompromisløse i deres trommespil. De balancerer elegant mellem alvor og det mere spælske, udforskende og legende trommespil. Drumfaces er en veldrejet hyldest til glæden ved at spille musik og i særdeleshed spille trommer.

pasborg.dk

DMA Jazz fest på Aveny-T

Så blev spændingen udløst. DMA Jazz blev i går aftes for første gang afholdt på Frederiksberg teatret Aveny-T. JazzDanmark var de stolte værter ved festen og fejringen af den rigtige Danish Music Award. Denne gang var jeg mere spændt end jeg ellers har været de tidligere. Jeg havde sidddet i juryen. Jeg modtog en kasse med 150 CD’er for nogle måneder siden. Gud ske lov havde jeg anmeldt en pæn del af dem her på bloggen, så jeg skulle ikke begynde fra scratch. Jeg vidste ikke hvem der ville vinde af de nominerede. Kun hvem jeg havde stemt på.

Jeg var spændt på at se hvem mine jurykolleger var. Det fandt jeg først ud af i går aftes, da det var hemmeligt indtil da. Men sikke en jury! Den kunstneriske leder på Jazzhouse, Bjarke Svendsen, musikeren Charlotte Halberg, P8 jazz-værten Mikkel Rönnau og den hollandske musikjournalist Henning Bolte. Jeg fik mulighed for at hilse på alle fire. Henning Bolte skriver både for All About Jazz samt diverse hollandske og tyske magasiner. Han har flere gange skrevet om og anmeldt dansk jazz, så han var ikke helt blank på den danske jazz. 

Der har været fremsat en del kritik af hvilke plader der er blevet nomineret i år. Både noget om, at det var for smalt og for svært at sælge. Undskyld mig! Men man skal da være en ualmindeligt sur røv, hvis man ikke bliver en smule opløftet af den himmelske udgave af Mingus-klassikeren Goodbye Pork Pie Hat, som man finder på Årets Danske Jazzudgivelse Emil de Waal + Gustaf Ljunggren & Søren Kjærgaard feat. Elith “Nulle” Nykjær. Det er helt enkelt et suverænt album der favner nu- og fortid på besættende vis.

I vokaljazzkategorien blev der rykket ved begreberne, så det var det talte ord der vandt. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter fik en meget velfortjent pris for pladen Rystet Spejl. Det er et vigtigt album for spoken word genren herhjemme. Det Glemte Kvarter rummer nogle unge musikere der er med til at give digtene et løft ud i verden. Søren Ulrik Thomsens timing og musikalitet er samtidig helt unik. Bro/Knak var svær at komme udenom i den “nye” særudgivelse kategori. Det er rigtigt godt album, som jeg også havde med blandt de ti bedste plader i 2012 her på bloggen. Jeg havde dog håbet på at Steen Rasmussen & Leo Minax vandt med deres plade, der sandsynligvis er det bedste danske latinjazzalbum nogensinde.

Vinderen af Årets nye danske jazznavn-kategorien spillede ikke grænseoverskridende dødsjazz, som nogen kunne frygte. Aske Drasbæk Group var det “pæne” bud i den kategori med deres meget velspillede musik med et nutidigt kig bagud i jazzhistorien. Christian Brorsen fra Jazzhus Montmartre fremsatte i sin kritik af de nominerede her på bloggen, at “…hvis DMA ikke repræsenterer hovedstrømmen i jazzen, så er den uden betydning og bør ændres eller nedlægges." Jeg kan ikke lade være med, at spørge om Christian ikke kunne finde på, at præsentere navne som Emil, Aske og Det Glemte Kvarter på Jazzhus Montmartre? 

Selvsamme spillested vandt den nye pris P8 Jazzprisen, hvor vinderen var fundet ved en brugerafstemning. De fik primært prisen for initiativet med deres Jazz-tv transmissioner på nettet. Her kan jeg kun tillføje at det koncept holder 100 %! Jeg var f.eks. til koncert i fredags med Kasper Villaume! (og nogle andre) direkte transmiteret fra Montmartre hjem i min stue. En lille pudsig krølle på den kåring er, at en anden afdeling i DR, har lavet en aftale med Niels Lan Doky’s Standard Cph. om 12(!) koncerter med et lignende kamerasetup som Montmartres. Det er da rimeligt friskt af DR, at lave en aftale med Doky, inden de overhovedet har hørt en lyd fra stedet. Hvorfor har man ikke lavet en aftale med Montmartre der med sit program har vist en større musikalsk bredde og bæredygtighed end Doky’s projekt.

Årets Jazzspillested blev højst overraskende (for mig) trad.jazz spillestedet Charlie Scott’s i København. Her har saxofonisten Johan Bylling Lang kæmpet en brav og flot kamp for at banke liv i den traditionelle jazz og give den en yngre profil. Præmien var i øvrigt en koncert med Årets nye danske jazznavn. Så var det vist meget godt at det var Aske og ikke Busk der vandt den kategori. Jacob Anderskov var nomineret i to kategorier med to forskellige albums. Han blev kåret som Årets Danske Jazzkomponist for det gode album Granular Alchemy, som Anderskov kaldte sit hemmelige album. Men som altså ikke var så hemmeligt endda. 

Sidste års vindere underholdt ved festen på Aveny-T. Mads Mathias spillede med sit Orchestra og var desuden en afslappet vært ved arrangementet. Jakob Davidsen spillede med sit Kammeratorkester. Davidsen er en lusket ræv. Han startede ud i det skrappe hjørne med dissonans og skrævvridning. Han flyttede sig trinvist over mod det romantisk ladede, der ikke lod mange sidde urørte tilbage. Kresten Osgood spillede med det nye band Superliga. Han indledte selv showet med at spille pockettrumpet akkompagneret af et Casio keyboard fra firserne. Osgood gone fusion… Superliga bestod af veteranen Ole Streenberg på trommer, Kim Kristensen på piano. Kasper Tranberg på trompet, Jonas Westergaard på bas og selvfølgelig Osgood på trommer. Det var en forrygende udladning de leverede.

Der var efterfest i Café Kellerdirk lige ved siden af. Her blev der festet og snakket til den store guldmedalje. JazzDanmark fortjener ros for deres kæmpeindsats i forbindelse med arrangementet. Det var et særdeles tjekket arrangement og en god idé at holde det på Aveny-T, så der blev plads til de mange gæster.

Besøg i øvrigt JazzDanmarks facebookside. Der er en masse lækre billeder taget af Karolina Zapolska: facebook.com/JazzDanmark

P8 Jazz var tilstede hele aftenen. Du kan høre transmissionen her: dr.dk/P8Jazz/programmer/dma-jazz-2013/2013/11/24/dma-jazz-2013#!/05:25:35

DMA Jazz 2013 vinderne

Årets Danske Vokaljazzudgivelse 

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter: ”Rystet Spejl” (Gyldendal Lyd)

Årets Danske Jazzkomponist (præsenteres i samarbejde med DJBFA)

Jacob Anderskov - for udgivelsen “Granular Alchemy” (ILK)

Årets Nye Danske Jazznavn 

Aske Drasbæk Group – for udgivelsen ”Old Ghost” (Gateway)

Årets Danske Særudgivelse 

Bro/Knak: ”Bro/Knak” (Loveland Records)

Årets Danske Jazzudgivelse

Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren & Søren Kjærgaard ft. Elith ”Nulle” Nykjær” (EDW)

Årets Børnejazznavn

Six City Stompers

P8 Jazz prisen 

Jazzhus Montmartre

Jazz Live Prisen (uddeles af JazzDanmark og Koda)

Charlie Scott’s

Katrine Suwalski Another World featuring John Tchicai: Message of love (Gateway)

Det er et scoop, når saxofonisten Katrine Suwalski har fået legenden John Tchicai med i sit nyeste projekt. Grundlæggende fordi Tchicai er et scoop i sig selv. Men også fordi Tchicai ikke er her længere, så det uforskyldt gik hen og blev et dobbelt-scoop. Musikken var skrevet med ham i tankerne og der var lagt an til opfølgende koncerter efter udgivelsen af albummet. Projektet gik kun hen og blev  til nogle enkelte koncerter og denne pladeindspilning, da John Tchicai døde for et år siden. Men sikke en plade vi har fået! 

Katrine Suwalski har grundlæggende holdt sammen på det samme band, som hun i 1996 lavede albummet River Pra sammen med. Dengang var der fokus på ghanesisk musik, bla. i kraft af, at den ghanesiske trommetroldmand Okyerema Pra medvirkede på albummet. Tchicai skrev linernotes til det album. Men allerede i 1972 var Suwalski med i Tchicai’s ungdomsensemble, hvor den aktuelle plades første nummer Ris på gaflen har sin titel fra den tid. 

Musikken har rødder i afrikansk musik, jazz (som i Monk og Mingus), nordisk musik og lidt jødisk musik. Det er et afvekslende og sammenhængende album. Her er både funk, hymner, melankoli og ikke mindst en dejlig melodisk stemning. Benita Haastrup på trommer og Ayi Solomon på percussion supplerer hinanden perfekt. Lis Wessbergs trombone tilføjer sjæl og glød. Rikke Schelde på piano og Jens Skou Olsen er de sidste to i Suwalskis band. 

Men det er Tchicai der står i centrum sammen med Suwalski. De mødes og vrider det bedste ud af hinanden. Tchicai spiller rimeligt straight (eller for at være mere præcis, så er musikken omkring ham, rimeligt straight. Tchicai er Tchicai!) på denne plade og det er slet ikke tosset. Suwalski har noget Ellington, Monk og Mingus i sin musik, når den kombineres med det afrikanske som her, hvirvler det spændende musik ud i hovedet på lytteren. Pladen er delt op i to dele. De 11 første numre er kompositioner skrevet af Suwalski - mens de sidste 11 numre er korte frit improviserede numre. Det er fedt at Suwalski har inkluderet dem på et ellers i forvejen overvældende album.
suwalski.dk

Clara Vuust: Here's to love (Storyville)

Endnu en moden dansk jazzsangerinde bæres frem i lyset af Storyville Records. De gjorde det for fem år siden med Cathrine Legardh, der siden har lavet fire formidable albums for pladeselskabet. Clara Vuust har valgt det nedtonede og rene udtryk. Det klæder en stemme, der er så voksen og afklaret som Clara Vuusts. Der er ingen tvivl at spore i stemmen. Clara Vuust (der er søster til saxofonisten Christian Vuust) ved hvad hun vil. Når det kombineres med de to herboende italienere Francesco Cali på piano og accordion og Nico Gori på klarinet, er det med til at give Clara Vuusts plade den nerve og skarphed, der løfter den ud af ligegyldighedens skygge. 

Clara Vuust er rundet af den klassiske musiks verden med kirkesang og kammerkor, og desuden været en tur omkring det rytmiske musikkonservatorium. Sammen med ægtemanden Francesco Cali har hun skrevet 3 af pladens 10 numre. Det fine nordiske udtryk blandes med et sydlandsk temperament. Det er kammermusikalsk jazz, der emmer af kærlighed. Blandingen af standards og brasiliansk musik er afstemt og fin på albummet der er til voksne mennesker. Her er både Chaplin’s Smile og Legrand’s Once upon a summertime fra standard-verdenen og numre af Baden Powell og Jobim fra den brasilanske afdeling. Guitaristen Jeppe Holst og bassisten Daniel Franck er de to sidste medvirkende. Det bliver forhåbentlig ikke det sidste vi kommer til at høre til Clara Vuust. Næste gang må der gerne komme en trommeslager med whiskers og lidt let swing med ind over. 

claravuust.com

James Plotkin & Paal Nilssen-Love: Death Rattle (Rune Grammofon)

Med en sangtitel som Cock Circus, så er de fleste vist sporet ind på, at vi har at gøre med den ekstreme afdeling af musikkens verden. Frådende og larmende distortionguitar mødes med løsslupne og rodende rocktrommer. Det er den norske trommeslager Paal Nilssen-Love der mødes med den amerikanske guitarist James Plotkin på albummet Death Rattle. De fire numre er resultatet af en fire timer lang session, hvor de to musikere mødtes i studiet. Plotkin havde masteret og mixet nogle af Nilssen-Love’s plader. Så der var opstået en interesse fra begge to for at mødes. De har begge en bred baggrund i den ekstreme afdeling af musikkens verden. Plotkin har arbejdet indenfor frygtindgydende genrer som new metal, dark ambient, industrial, noise og grindcore. Mens Paal Nilssen-Love er kendt for sit samarbejde med Mats Gustafsson i The Thing, med Peter Brötzmann i The Hairy Group og mange andre grænsesøgende projekter.

Mødet mellem de to er udover at være larmende også ganske fedt! I kraft af at Nilssen-Love holder en puls og en form for rytme, kobles jeg ikke af som lytter. De river mig ind i en malstrøm af brutalitet og undersøgende lyde. Der er det punkede Cock Circus. Der er den asiatisk klingende Primateria, Dødsbetonrockeren Death Rattle. Har du brug for at slappe af fra pænheden og den småborgerlige konsensusverden, så opsøg denne plade.

runegrammofon.com

Yeahwon Shin: Lua ya (ECM) >> Youn Sun Nah: Lento (ACT)

De er begge fra Sydkorea og synger. Det er ikke fordi der er opstået en ny genre der hedder K-Jazz, ligesom poppen har oplevet K-Poppen rykke grænserne for popbands ud i det ekstreme. Det er vist bare en tilfældighed der er skyld i, at jeg har to asiatiske jazzplader på mit bord. De har ellers ikke meget til fælles.

Aaron Parks indspillede solopladen Arborescence i Mechanics Hall i Worcester, der har en fænomenal akustik med den koreanske producer Sun Chung. Sangerinden Yeahwon Shin var tilstede og de ville teste akustikkens formåen, når Parks og Shin spillede og sang. Det forløb så fantastisk at de fem måneder senere returnerede sammen med akkordionspilleren Rob Curto. Det er blevet til et næsten ordløst album, hvor stemme, flygel og akkordion kommunikerer på mageløs vis. Aaron Parks er tidens helt store lyriske jazzpianist. Hans følsommen touch og Shin’s morgendis-smukke stemme er blevet til et album tilegnet mødre og børn. Jeg er ingen af delene og fik alligevel en stor oplevelse.

Der er en storhed og patos i Youn Sun Nah’s stemme, som var hun med i en Broadway-musical. Det er teknisk veludført. Jeg blæses omkuld men kobles af som lytter. Det virker som om hun står på en stor scene og synger ud i mørket. Hun kan ikke se sit publikum. Men det er måske også underordnet. Hun synger eksemplevis Nine Inch Nails’ Hurt som Johnny Cash udødeliggjorde med sin version fra 2002. Cæcilie Norby havde en flot version med på albummet Silent ways. Det er også Cæcilie Norbys mand og faste bassist Lars Danielsson der er med på bas og cello på Nah’s plade. I Nah’s version er smerten helt væk. Musikken er overvejende nyskrevet med enkelte afstikkere. Det musikalske akkompagement er dog i verdensklasse. Ulf Wakenius på guitar, Xavier Desandre-Navarre på percussion sikrer sammen med Vincent Peirani en høj klasse. Den matches desværre ikke af Youn Sun Nah.

player.ecmrecords.com/yeahwon-shin---lua-ya

actmusic.com

Gilbert Holmström New Quintet: Tiden är kort (Moserobie) >> Svenska Kaputt: Svenska Kaputt (Moserobie)

Jonas Kullhammar er udstyret med en iværksætterevne og stædig idérigdom, der er misundelsesværdig. Samtidig med at han er ved at nedlægge sin gamle og succesrige kvartet, har han heldigvis også gang i mange andre projekter.

Pladen med Svenska Kaputt udkom for et år siden i Sverige. Jeg har dog først fået pladen for nylig og er fuldstændigt vild med den!. Over fem numre spiller de spacet jazz med rødder i 70’ernes småsyrede eksperimenter, hvor grooves og soli smelter sammen og kan trækkes ud over 9-11 minutter. De fire musikere bevæger sig uhæmmet rundt i musikken. Grundlæggende spiller de på guitar, bas, trommer og sax, og supplerer lystigt selv med hammond, fløjte, percussion, piano og meget mere.

Den anden plade er med den svenske saxofonist Gilbert Holmström der pladedebuterede tilbage i 1965 med albummet Utan misstankar. Den genudgav Jonas Kullhammars pladeselskab Moserobie i 2011. Det blev godt godt modtaget. Nu er Holmström og Kullhammar rykket sammen i Holmströms New Quintet. Det er spirituelt og intenst som det kendes fra Don Cherry, Dollar Brand og Ornette Coleman. Magnus Broo på trompet, Torbjörn Zetterberg på bas og Jonas Holgersson på trommer er til at løfte den smukke musik. Kullhammar og Holmström er to stærke saxofonister, der giver plads til hinanden. Der er spændinger i musikken, der aldrig bliver til gnidninger. Tiden är kort er et opløftende album!

moserobie.com

Leo Mathisen: Meet the Duke 1946 (Little Beat Records)

Vi lever i en tid hvor alt muligt dokumenteres. Vores smartphone kan optage lyd og video i tålelig kvalitet. Sådan var det ikke i 1946. Krigen var ovre. Jazzens guldalder var begyndt at blegne. Leo Mathisen udsendte ikke noget i 1946. Til gengæld blev der optaget musik med den populære pianist og orkesterleder. Det får vi at høre på de første “skæringer” på Little Beat Records plade nr. 7 i deres Leo Mathiesen serie. Optagelser fra Statsradiofonien fra juli 1946 med et veloplagt udvalg af numre. Mathisens egen Meet the Duke, Ellingtons Creole Love call og Take the A Train og andet godt fra jazzens overflødighedshorn. Men! Det er ikke derfor at denne plade er helt uomgængelig for enhver jazzhistorisk interesseret dansker.

Det er sidste halvdel af pladen, der kaldes Sort-Hvid Jam Session der er højdepunktet. Jazzbaronen Timme Rosenkrantz havde fået den første amerikanske jazzmusiker til Danmark efter krigen. Don Redman Orchestra var i byen og satte et dybt aftryk på den danske jazzscene. I den forbindelse var der mange sidearrangementer ud over de officielle koncerter. Det er her optagelsen stammer fra. Grunden til at den er med på en Leo Mathisen-plade er selvfølgelig at Leo the Lion var til stede ved denne jam-sessiom ligesom resten af de danske topmusikere: Svend Asmussen, Erik Tuxen, Niels Foss, Kai Ewans og Peter Rasmussen. Ud over musik fra denne eksklusive jam session mellem de amerikanske musikere og danske kolleger, er der interviews med de danske musikere om deres oplevelser. Her falder der mange guldkorn undervejs. 

Peter Rasmussen interviewes om sit indtryk af den amerikanske instrumentkollega Tyree Glenn. Intervieweren Svend Pedersen spørger vor hjemlige basunstjerne Rasmussen om han synes at Glenn er bedre end han er. “Det er meget svært at udtale sig om” siger Rasmussen og tilføjer: “det synes jeg bestemt selv at han er.” “Er det ikke en helt anden teknik han bruger?” spørger Pedersen. “Jo, det er en anden teknik…han er negroid.” svarer Rasmussen imponeret. 

Tiden var en anden og det giver denne plade et helt unikt indblik i. Der er nogle fine musikalske eksempler. Men det er først til sidst på pladen, at vi hører hvorfor man nærmest kan kalde det beboppens fødsel i Danmark. Saxofonisten Don Byas er med Don Redmans Orkester og han spiller to numre til sidst på pladen. Laura og Sweet Georgia Brown, der begge akkompagneres af Leo Mathisen på piano. Han spiller en saxofon så indføleligt skarp og teknisk udfordrende, at flere af de tilstedeværende mennesker indledte et livslangt forhold til beboppen efter den oplevelse. De to numre er næsten grund nok til at erhverve albummet. Mathisen taber cigaren under Sweet Georgia Brown. Måske var det et varsel om nye tider i jazzen. Mathisen havde dog ikke problemer med at spille de nye toner. Han var dog først og fremmest en swingmusiker.

Der følger en lille bog på over 100 sider med denne udgivelse. Her vendes Don Redmans besøg i Danmark og Europa ned til mindste detalje. En gang i mellem fortaber forfatteren sig for meget i detaljerne og bliver lidt uskarp i sproget. Det er til at leve med. For det er på den anden side også en spændende historie om et musikalsk besøg i Danmark af meget stor betydning. Little Beat Records gør det igen. De har lavet et forrygende historisk jazzalbum. Der er desværre kun en enkelt tilbage i denne serie, der så når op på 8 plader med musik spillet af Leo Mathisen.

littlebeatrecords.dk

Latin Jazz Corner Festival i Horsens

Af alle steder i Danmark skulle det være Horsens der blev vært for den første latinjazz-festival i Danmark. Horsens Ny Teater var over tre dage vært for en række koncerter der kulminerede lørdag. Steen Rasmussen og Leo Minax åbnede dagen i en halvtom sal. Det lod musikerne sig nu ikke mærke med. De spillede deres velafbalancerede latinjazz. En smukt syngende Minax blev i front på fornemste vis suppleret af Lis Wessberg på trombone. Den kombination er behageligt genial. Hendes hæse og afdæmpede lyd matcher Minax' rene stemme.

Aftenens og festivalens hovednavn Gonzalo Rubalcaba blev aflyst på dagen. Det skulle vise sig at det ikke var nogen større katastrofe. Eftermiddagens koncert med cubaneren Ivan Melon Lewis blev rykket frem som sidste navn. En ekspressivt ladet pianist der satte sit musikalske ophav på spidsen. Latinjazzen blev klippet i stykker og sat sammen på nye måder. Mange forsvandt ret hurtigt fra salen og missede en fænomenal version af Perhaps Perhaps.

Inden da havde den columbianske Hector Martignon begejstret en fyldt sal. Udadvendt triojazz i stil med tidlig Michel Camilo var en sand crowdpleaser. Bassisten på den seks-strengede elbas imponerer i særlig grad.

Bassisten og medarrangør af festivalen Yasser Pino havde allerede været på scenen med Rasmussen og Minax og præsenterede som andet sidste navn på festivalen, sit Latin Syndicate. Italienerne Paolo Russo og Nico Gori var på scenen sammen med cubanerne Pino og Eliel Lazo og den ene dansker Martin Andersen på trommer. Det blev en blandet omgang der trak på tango, samba, cubansk og italiensk musik, hvor især Gori på klarinet og Russo på piano og bandoneon imponerede.

Ivan Melon Lewis er ved at spille sidste nummer mens de disse ord skrives. En udfordrende fed afslutning på et superinitiativ der forhåbentlig kommer igen.

Just Like Django: Jardin botanique (JLD)

Det er ganske imponerende, hvordan sigøjnerjazzbandet Just Like Django spiller en vis legemesdel ud af bukserne. De har med sprudlende overskud et sikkert tag på den teknisk krævende disciplin som guitaristen Django Reinhardt mestrede i helt særlig grad. Så meget at han har lagt navn til bandet, der har suget godt til sig af 30’erne og 40’ernes swingmusik og ikke mindst af Paris. Gruppen består af fem rutinerede herrer fra det århusianske musikmiljø. Guitaristen Peter Uldahl er underviser i musikvidenskab, Johan Toftegaard spiller både på sax, klarinet og fløjte, Jon Noe er rytmeguitaristen med stor erfaring fra gypsyjazzen og bassisten Thomas Løkke Læssøe er musikunderviser.

Just Like Django er i den korte version et drønhyggeligt bekendtskab. De har selv skrevet alle numrene på pladen. Det er musik, der er som snydt ud af en parisisk café. Man ser de blå røgtåger fra Gitanes-cigaretterne i det fjerne. Stemningen emmer af kærlighed. Kærlighed til musikken, Kærlighed til swing. Det er stemningsfyldt og holder et højt niveau hele pladen i gennem. Det er tydeligt at Just Like Django ikke kun har styr på teorierne omkring gypsyjazzen. De har indfanget sjælen.

justlikedjango.dk

Bryn Roberts: Fables (Nineteeneight)

Han bor i Paris, den canadiske pianist Bryn Roberts og han har lavet en plade i New York City sammen med amerikanske musikere. Det er også her at han primært har udfoldet sig. Der er gået ni år siden hans sidste album i eget navn. Han har været godt rundt i jazzmiljøet i New York og har også spillet mere mainstream musik. Her er han tilbage ved kernen. Han har komponeret 6 af pladens 8 numre. Sammen med Orland LeFleming på bas og Jonathan Blake på trommer har Roberts grundlaget for at folde musikken ud på det tørre.

Saxofonisten Seamus Blake kigger forbi på nogle numre. Det er melodisk jazz der trækker på Bill Evans traditionen. Højdepunkterne på pladen er ikke Roberts egne numre og Seamus Blake medvirker heller ikke på de numre. Cole Porters In the still of the night og Styne/Cahns Guess I’ll hang my tears out to dry får begge en meget smuk triojazzbehandling. Den sorte pianolak skinner i natten mens tonerne svømmer afsted. Blakes trommespil vibrerer let under det hele. Smukt.

bryn-roberts.com

Niels Lan Doky Trio: Scandinavian Standards (Parlophone)

Det har mildest talt ikke gået stille af sig, at Niels Lan Doky er tilbage i Danmark igen. Midt i al virakken omkring åbningen af restauranten og spillestedet Standard Cph, og gamle konflikter med flere folk fra tiden på Jazzhus Montmartre, udkom der også et album med Niels Lan Doky. 

Han har tidligere lavet plader med russisk, fransk og italiensk musik. Nu er turen kommet til Skandinavien (der også i Doky's version inkluderer Finland). Her er ingen køer hellige for Doky. Udvalget af melodier er for en skandinav og i særdeleshed en dansker grænsende til det banale.

Niels Lan Doky er så vidt jeg ved den første dansker der har indspillet en tro version af TV-køkken titelmelodien Truddelutter, skrevet af svenskeren Bengt Hallberg. Ligeledes spiller han Jan Johanssons Visa från Utanmyra - eller for at være mere præcis, så er det ikke Johanssons melodi. Det er en gammel svensk folkemelodi, som Johansson fortolkede på albummet Jazz på Svenska - men det er ham der skyld i at vi kender melodien. Niels Lan Doky har lavet et nyt arrangement af folkevisen. Det er blevet til et arrangement der er mere tro mod Johansson-fortolkningen end den originale gamle vise. 

Det kører der ud ad med Solen er så rød, mor, I skovens dybe stille ro (der begge har fået oversat titlerne til engelsk), Til Ungdommen, Sibelius og Grieg. Pladen åbner med Dear old Stockholm eller Ack Värmeland du sköna - som er den bedst kendte skandinaviske jazzstandard og måske endda den eneste rigtige. Doky er ikke bleg for at inkludere hans egen Misty dawn - som også er fantastisk og nu med på en Doky-plade for tredje gang. 

Der er en meget passende hommage til Niels Hennning Ørsted Pedersen på I skovens dybe stille ro. Jonathan Bremer er måske den første danske bassist siden Jesper Bodilsen og Morten Ramsbøl, der rammer NHØP-tonen så smerteligt smukt. Smerteligt, fordi NHØP ikke er her længere. Smukt, fordi der har manglet en ung bassist der ikke er bange for at hylde en af vore største jazzmusikere nogensinde. Bremer er sammen med trommeslageren Niclas Bardeleben i topform. De spiller friskt og lige til og beviser ret tydeligt at de er coming men i dansk jazz.

Nu har TV-Køkken melodien i Doky-versionen gjaldet ud af P8 Jazz om morgenen i den seneste uges tid. Jeg er begyndt at blive træt af den. Den holder ikke til mange afsplininger i den aftapning. De første gange blev jeg underholdt. Jeg har det som efter et besøg på Burger King. Nu må der godt gå en måned inden næste gang. 

Pladen vil sandsynligvis aldrig komme i nærheden af en nominering til en Danish Music Award - men det er meget sandsynligt at det bliver den mest solgte jazzplade herhjemme i år. Så på en eller anden måde er han bare provokerende vigtig for jazzen i Danmark. Han er kendt langt udenfor jazzens cirkler. Sådan en er der også brug for. For det lyder jo ikke dårligt det manden spiller.

Bonusinfo:

Den 13. november spiller Niels Lan Doky på Dizzy's Club Coca Cola i New York. Her præsenterer han musikken fra pladen ved to releasekoncerter, hvor Bremer og Bardeleben er skiftet ud med Gary Peacock og Jeff "Tain" Watts.

nielslandoky.com

Nils Wogram Root 70 with Strings: Riomar (NWOG Records) >> Samuel Blaser Consort in Motion: A mirror to Machaut (Songlines)

Trombonen er ikke det fødte solistinstrument. Der er dog enkelte jazzkunstnere, der med en insisterende stædighed, sørger for at det bliver brugt som chefinstrumentet i et band. Herhjemme er afdøde Erling Kroner et tydeligt eksempel på at det kunne lade sig gøre. I denne anmeldelse er det to europæere der er fokus på. Tyske Nils Wogram og schweiziske Samuel Blaser. Begge er meget aktive på den europæiske jazzscene og har en rimelig høj udgivelsesfrekvens bag sig.

Jeg vil uden tøven udnævne pladecoveret på Nils Wograms plade til at være det bedste jeg har set i år! Og det er ikke det eneste gode ved denne plade. Tegningen hænger så fint sammen med musikken. Nils Wogram har inddraget 3 strygere kvartetten Root 70. Her udforsker og undersøger han muligheden for at lave en opdateret og nutidig version af third stream-jazzen. Jazzgenren der opstod i slutningen af 50'erne og var et møde mellem den klassiske musik og jazzens improvisation. Der behøver ikke nødvendigvis, at være strygere med i third stream musikken. I Wograms tilfælde er det dog passende. Hans greb om musikken er lyrisk og behagelig. 

Den schweiziske trombonespiller Samuel Blaser har allerede opbygget en imponerende karriere. I 2006 var han med i det danske projekt Swinging Europe's big band European Jazz Orchestra. På det tidspunkt havde han allerede etableret sin kvartet med bl.a. Thomas Morgan. Kvartetten har han siden fortsat med. I 2010 lavede han projektet Consort in Motion med Paul Motian på trommer. Her fortolkede de klassisk musik af bl.a. Monteverdi. Nu er han tilbage med et nyt Consort in Motion projekt. Der er kun genvalg til en enkelt musiker, pianisten Ross Lossing fra den forrige plade. Til gengæld har Blaser udvidet med basklarinetisten Joachim Badenhorst. Denne gang er det den franske middelalder poet og komponist Guillaume de Machault som Blaser kaster sig over. Blaser forsøger at spejle musikken og supplerer med egne kompositioner skabt ud fra Machault's egen musik, der også optræder på pladen. Det er der kommet et særdeles spændende og flot album ud af. Der går nærmest jazzrock i den til sidst på pladen.

Fælles for begge plader er de to trombonespilleres spil, der er i særklasse. De vil forskellige ting og får det formidlet på forbilledlig vis. Trombonen lever i bedste velgående som soloinstrument i europæisk jazz,

nilswogram.com

samuelblaser.com

Live Jazz i Horsens og Aarhus

I dagene fra torsdag d. 7. november til lørdag d. 9. november afholdes der for første gang nogensinde en latinjazzfestival i Danmark. Det er Horsens Ny Teater der er vært for arrangementet. Torsdagen står i Aarhus Jazz Orchestra's tegn. Big bandet åbner festivalen med at spille sammen med 120 børn og senere på aftenen kan de høres med Sammy Figueroa som solist. Inden da har Mads Vinding, Thomas Clausen og Vini Iuel også været på scenen. Festivalen byder på danske og udenlandske kunstnere og byder om fredagen på musik fra kl. 17 til midnat.

Om lørdagen starter det allerede kl. 15.00 med en af mine 2013 pladefavoritter: Steen Rasmussen og Leo Minax. Herefter kører det over stok og sten med Ivan Melon Lewis, Hector Martignon for at at slutte med Gonzalo Rubalcaba og nattejam.

hnt.dk

I sommers var jeg ude med riven efter Aarhus Jazz Festival. Jeg savnede internationale kunstnere og nogle af de risikovillige eksperimenter som tidligere har været afholdt under festivalen. Nu afholdes 11Tsuki Jazzfest i dagene 5. november til 9. november. Her er i den grad et godt bud på både det internationale og det risikovillige. Der er f.eks. dobbeltkoncert med et af de mest spændende nye danske jazznavne, Kasper Staub Trio og den amerikanske supertrio FLY på Atlas på onsdag. Om lørdagen er der hele fire navne på programmet på B House. Den amerikanske harpespiller Zeena Parkins og den norske gruppe Bushman's Revenge er to gode grunde til, at opsøge arrangementet.

https://www.facebook.com/events/592159524180484/?ref=22