CJF 2009 *HOT*
Det gamle østeuropæiske skib M/S Stubnitz er atter i København under Jazzfestivalen. Jazzclub Loco præsenterer i løbet af de 10 dage en række koncerter, som ikke høres mage til på land.
På åbningsdagen spiller bla. August Rosenbaum Beholder. Pianisten Rosenbaum har samlet en kvartet med Jakob Bro, Thomas Morgan og Kevin Brow og spiller noget af den musik som han har skabt det seneste år, hvor han har været i New York og bla. spillet på klubben The Stone.
Mandag d. 6. juli indtager Kresten Osgood og Hvad er Klokken motorskibet Stubnitz sammen med bla. Nils Wogram, Frederik Thaae og Simon Toldam.
Trioen Mokuto med Lotte Anker, Peter Friis Nielsen og P.O. Jørgens spiller d. 7. juli sammen med den engelske kultguitarist Fred Frith, der blandt andet spillede med John Zorn's Naked City i 90'erne. Aftenen sluttes af med Grammofunch.
Herudover spiller bla. Stærkodder, Fra De Varme Lande, Prins Nitram, Crooked Spoke og Brum From Denmark på skibet i løbet af ugen.
Stubnitz: www.stubnitz.dk
Loco: locomusic.dk
CJF 2009 *HOT*
A Kid Hereafter og Jazzkamikaze mødes ved et battle i den Grå hal på Christiania d. 10. juli. Her vil de spille hver for sig, sammen og mod hinanden med gæster og surprises på scenen. Frederik Thaae alias A Kid Hereafter har etableret sig en af den danske rockscenes mest originale indslag. Jazzkamikaze går og varmer op til deres tredje CD Supersonic Revolutions, der meget snart udkommer.
Man kan varme op til koncerten ved at lytte til deres fælles nummer The Revolution's in your hand, der er udkommet som limited edition EP og som download. Her kan man høre Jazzkamikaze's Morten Schantz synge/battle sammen med/mod Frederik Thaae. Inden deres battle udtaler de: ”selvom vi fra begge ringhjørner selvfølgelig går hårdnakket efter titlen som sejrsherre, er meningen med koncertbattlen ikke kun at knock-oute hinanden. Battlen sigter i den grad også efter at give musikkens konventionelle rammer en direkte højre og sende konformiteten til tælling”.
My Space: www.myspace.com/jkvsakh
CJF 2009 *HOT*
Kgl. bas møder groovy Bentzon
Forbered dig på en overraskelse. Den kongelige operabassanger Stephen Milling er gået sammen med pianisten Nikolaj Bentzon om en plade. For at pisse territoriet af med det samme, starter de med Sinatra-klassikeren I've got you under my skin, hvor Bentzon spiller funky keyboard og Milling gør det han kan, synge en stjerneklar bas. Det er måske pladens dårligst fungerende nummer, der er for meget tempo og rytme til den skolede bassanger.
Det hjælper ligeså snart at tempoet sættes ned. Hal David's og Burt Bacharach's udødelige The look of love rammer plet. Stephen Milling slapper så meget af med det nummer, at han begynder at tage sig nogle improvisatoriske friheder. Han er tydeligvis fortrolig med materialet.
Pladen byder på et enkelt originalnummer, Swelling Milling ellers er resten af sangene kendte numre som feks. From Russia with love, Close to you, Dusty Springfield's Spooky og Sunny. Der er også blevet plads til en af de mere underlige, det russiske nummer Za vsje tebja, som Milling eksekverer uden problemer, grundet hans operaopdragelse, der også indebærer at kunne synge på russisk. Det eneste nummeret mangler er en medfølgende vodka.
Stephen Milling regnes for at være blandt de førende operasangere herhjemme og i udlandet. Han udfordres i mødet med Nikolaj Bentzon, der har et groovy hjerte. Det fungerer fint. De bakkes op ad Jonas Johansen på trommer, Kasper Tagel på bas og svenskeren Elias Källvik på guitar
Bonusinfo:
D. 3. juli kl. 21.00 er der releasekoncert for pladen i DR Koncerthuset Studie 2. Det sendes direkte på DR-P2. De spiller også i Århus d. 14. juli kl. 15.00 i Musikhuset.
Milling & Bentzon: www.millingbentzon.com
CJF 2009 *HOT*
Er du på nogen måde en smule nysgerrig i forhold til hvad fremtiden bringer indenfor dansk jazz, er Frederiksberg et godt sted at tage hen i den kommende uge. Frederiksberg disker som vanligt op med deres eget program på Copenhagen Jazz Festival.
Lørdag d. 4.juli er der gratis maratonkoncert. Otte navne på 12 timer spiller på Solbjerg Plads. Talenterne kommer fra Rytmisk Musikkonservatorium, så mon ikke der er en bred fortolkning af jazz i vente. Foo Foo, Lofi, Conexion og Télé Rouge hører til blandt de navne man kan fornøje sine ører med.
Resten af ugen er det i Det Kgl. Danske Haveselskabs Have ved Frederiksberg Runddel at man kan høre en blanding af børnejazz, unge jazztalenter og etablerede jazznavne, som Sinne Eeg, John Scofield, We Three med Dave Liebman, Steve Swallow og Adam Nussbaum og Roberto Fonseca Group.
Læs mere ::HER::
Nærvær og melankoli
En hymne lavet til ære for tab af inspirationen - det kræver en vis form for selvironi at indlede en debutplade med en sådan udladning. Den selvironi eller ærlighed har trommeslageren og komponisten Michael Dalgas så tilsyneladende, når han med Hymn to the loss of inspiration indleder pladen Skylight Lounge, der er Dalgas' debutplade. Skyligt Lounge er også navnet på bandet der inkluderer Niels Løkkegaard på sax, Morten Ankarfeldt på bas, Ask Nørholm på guitar (han spiller bla. i Maria Faust Group og Gaya) og Morten Pedersen på klaver og Rhodes (han er bla. kapelmester i Mighty Mouse).
Pladen ligger ikke langt fra det som feks. Niels Løkkegaard tidligere har lavet på den fantastiske plade Light Airborne. Har man en forkærlighed for moderne melodisk jazz med en snert af rock er Skylight Lounge klart anbefalelsesværdig. Saxofonisten Løkkegaard er sammen med de fine kompositioner to af pladens væsentligste attraktioner. Niels Løkkegaard har i de sidste par år udviklet sig til, at være en den danske jazzscenes stærkeste unge saxofonister. Den personlige nærværende tone med støvet kant fra Løkkegaard klæder Dalgas' let melankolske musik perfekt.
På trods af at trommeslageren er både komponist og kapelmester er Skylight Lounge ikke en trommeopvisningsplade.
Dalgas er ude i et ærinde, hvor han præsenterer en sammenhængende og flot debut, der ikke kun er god, men også giver lyst til at høre mere jazz komponeret af Dalgas og spillet af disse fyre.
Bonusinfo:
Michael Dalgas og Skylight Lounge er særdeles aktive under Copenhagen Jazz Festival og kan høres d. 5. juli på PH Cafeen, d. 7. juli på det Poetiske Bureau, d. 9. juli på Christianhavns Beboerhus, d. 10. juli på Huset og d. 12. juli i Jazzkælderen.
Michael Dalgas: www.michaeldalgas.com
My Space: www.myspace.com/michaeldalgas
Historien om ham og hende
Wynton Marsalis har en helt særlig position i dagens jazz i USA. Den er han ikke kommet sovende til. Nok er han kendt som ham den bagstræberiske, der i firserne råbte op om jazzen som USA's klassiske musik. På det tidspunkt stak han ud. Han var ikke kun en gudsbenådet trompetist, han var også iværksætter og meget andet.
I de senere år har han lukket plader ud af meget forskellig karakter.
På den aktuelle udgivelse bruger han de samme musikere som på From the Plantation to the Penitentiary fra 2007 og Willie Nelson pladen fra sidste år. Walter Blanding på sax og klarinet, Dan Nimmer på piano, Carlos Henriquez på bass og Ali Jackson på trommer. Det er et suverænt spillende band, der indfanger og omsætter Marsalis' musik og idéer på højeste plan.
Pladen består af et digt He and She, der omhandler det at blive voksen, ungdom, kærlighed, tab og hvad der ellers hører til mellem ham og hende. Digtet er klippet i 9 bidder, der omkranses af musik der indfanger stemningen i digtet. Den første forelskelse, den første dans, det første kys og kulminationen det første knald, som Marsalis lidt bornert kalder den første gang, den illustreres iøvrigt med en lidt lummer og saftig latintrompet. Pladen afsluttes med at de ni dele læses samlet op.
Pladen er musikalsk i høj klasse og Marsalis er i en klasse for sig. Det er en fin idé at skifte mellem digt og musik, men når man hører pladen for tredje gang hoppes digtene over og musikken står alene tilbage, hvilket den også sagtens kan.
Wynton Marsalis: www.wyntonmarsalis.org
Povo er tilbage
I 2005 udkom Povo's debutalbum We are Povo. Anders Andreasen og Lars Vissing stod i spidsen for et projekt der bød på dansabel jazz med rødder i 50'ernes jazz. Siden har der været forholdsvist stille omkring dem, udover enkelte remixes som feks. for den engelske gruppe Nostalgia 77 sidste år.
Nu er de tilbage igen. I første omgang med en 12"EP med tre numre. Til efteråret kommer der et helt album fra dem. Anders Andreasen er ikke musiker i gængs forstand, men til gengæld har han mange års DJ og klub-erfaring. I forbindelse med den nye udgivelse er det vigtigt at tilføje at Andreasen er pladesamler af den ekstreme slags. Noget man bla. fik demonstreret sidste år med bogen Cool Scandinavians, hvor der var billeder af samtlige danske jazzpladecovers fra 1950-1970. Alle pladerne kom fra Andreasens samling.
Sidste år kom der ligeledes en compilation, On the Spot vol. 2 med dansk jazz fra den periode, som Anders Andreasen havde samlet. Den udkom på det finske selskab Ricky Tick Records. Det nye projekt - der ligeledes udkommer på Ricky Tick, med Povo består af genindspilninger af numrene fra den plade. På den aktuelle 12"EP drejer det sig numrene City Blues, der oprindeligt var med Cy, Maia & Robert i et Sahib Shihab arrangement, Finn Mickelborgs Bennie's Groove og Sahib Shihab's Di Da.
Heine Hansen tager sig af pianoet, Bastian Sjelberg bassen og Lars Vissing af trompet og div. messingblæs. Vissing og Andreasen har produceret og programmeret beats og lyd med en klædelig sans for en organisk og levende stemning. Hvis jeg var pladevender denne sommer var der ingen tvivl om at City Blues ville få ekstra mange rotationer og det er ikke kun som dansegulvsjazz denne plade fungerer. Det her er en suveræn opdatering af et alt for underkendt og overset hjørne indenfor dansk musik, der også fortjener opmærksomhed som feks. den klassiske danske møbelkunst fra samme periode.
My Space: www.myspace.com/povoweb
Den ottende nordiske jazzkonference afholdes på Ålborg Universitetscenter d. 25.-27. august. Konferencen er åben for alle der tilmelder sig. Programmet indeholder en lang række oplæg indenfor emner som feks. "Jazz in Norway – as part of global jazz history", "(Examples of) 'Race' Consciousness in Danish Jazz Reception", "Jazz into Art Music in 60’s Sweden – Structures and Strategies" og "Medi(t)ating Montmartre: Realms of memory and musical place". Det lyder langhåret, men det er vi jo også nogen der synes er fedt.
Man skal tilmeldes før 1. august og det koster 475 kr at deltage i konferencen.
Det er Center for Dansk Jazzhistorie der står for konferencen.
www.jazzconference.net
Ny dansk jazzblog
Jazznet Denmark er navnet på en ny blog lavet af Henrik Kaldahl. Han har huseret på en almindelig hjemmeside i nogle år, men er nu skiftet til blogformatet. Freejazz og avantgarde er noget af det der vokser mest af i Kaldahls bed af pladeanmeldelser. Blandt de første (mange) anmeldelser finder man plader med folk som Adam Lane, Paul Bley, The Thing, Anthony Braxton, Burton Greene, Corey Wilkes og Tony Wilson.
Det bliver spændende at følge Henriks skriverier om pladerne, og så er det jo dejligt med en jazzblogkollega.
www.jazznet-dk.blogspot.com
Jens Winther får livsvarig ydelse
Den 12. juni blev Jens Winther indstillet til livsvarig økonomisk ydelse af Statens Kunstfonds Repræsentantskab. Den 49 årige trompetist der bor i Berlin blev bla. indstillet på baggrund af sit virke som en meget produktiv komponist og musiker.
De andre jazzmusikere der tidligere har fået livsvarig økonomisk ydelse er Pierre Dørge, Kenneth Knudsen, Jan Kaspersen, Marilyn Mazur, Palle Mikkelborg, Peter Friis Nielsen, Finn Savery, Niels Jørgen Steen, John Tchicai og Karsten Vogel.
Jens Winther: www.jenswinther.net
Tørt og klart
Guitaristen Thomas Maintz har bla. ladet sig inspirere af kort fra en Artbox, til musikken på pladen This is the color... På tre solostykker har han kastet sig over malerier af kendte malere som Miro (maleriet This is the color my dreams), Picasso (maleriet Nude in red armchair)og Hopper (maleriet Morning in a city). Herudover er der to jazzstandards; Someday my prince will come i en spændende soloversion og Alone together i en lækker trioudgave med akustisk guitar.
De resterende 6 numre har Maintz skrevet og her er han sammen med Jesper Løvdal på saxofon, Morten Lund på trommer og Thomas Fonnesbæk på bas. Det er her pladen for alvor folder sig ud. De andre (korte) numre er med til at væve musikken sammen. Når kvartetten spiller fornemmes der med det samme nærvær og en musikalitet, hvor der bruges empati og ærlighed.
Thomas Maintz er uddannet fra rytmekons i 1991 og har ikke spillet meget jazz offentligt siden dengang og det er da heller ikke sikkert at han vil gøre det nu. Han ernærer sig bla. som oversætter af manga-tegneserier. Men når han har noget på hjerte som han har her, skal han være velkommen i mine ører.
Thomas Maintz har selv produceret pladen, der i disse MP3-tider forkæler os ekstra meget, hvis det er CD-versionen der bliver sendt ud af stuens højttalere. Lyden klæder den tørre tone, som kvartetten har. Det er primært den abstrakte kunst han har taget udgangspunkt i og det musikalske billede forekommer klart, udfordrende og forståeligt.
Bonusinfo:
Pladecoveret der er lavet af Kaisa Gullberg, er udstillet på den igangværende udstilling Jazzens ansigter i Øksnehallen.
Imorgen åbner udstillingen Jazzens Ansigt i Øksnehallen i København. Den løber frem til 26. juli. 7 unge og innovative designere viser deres bud på et jazzcover -musikkens ansigt udadtil. Designerne er udvalgt så deres arbejde dækker forskellige jazzgenrer. En alsidig udstilling med et udvalg af nutidens bedste coverdesigns inden for den danske jazzmusik.
Følgende designere udstiller; Søren Severin, Mai-Britt Amsler, Henrik Gytz, Mark Solborg, Mike Højgaard, Kajsa Gullberg og Rasmus Meisler. Det er designere der lavet pladecovers for folk som Jakob Bro, Jakob Anderskov, Buffalo Age, Simon Krebs, Mads la Cour og Steinar Nickelsen.
Der skal lyde et stort hurra herfra for den udstilling. Vil man vide mere om de enkelte plader kan man bare besøge denne blog. De fleste af de udstillede plader har fundet frem til denne bloggers CD-afspiller og efterfølgende har fået nogle ord med på vejen. Som feks. Mark Solborg 4's 1+1+1+1, der bla. fik disse ord med på vejen i juni 2007: "Mark Solborg har som vanligt lavet pladecoveret og den illustrerer på fortrinlig vis musikken, med blandingen af klare rene linjer, fotokopi og grums."
Når Copenhagen Jazz Festival går igang kan man opleve følgende koncerter på Øksnehallens forplads: 6.juli kl. 18 - Solborg/Eilertsen/Bruun, Trio uden ryglæn... 8.juli kl. kl. 18 - PASBORG's ODESSA 5 8. juli kl. 20.30 - Siblings
www.dgi-byen.dk/jazz
Iturevet eventyridyl
Meget kan man beskylde rytmisk musikkonservatorium i København for, det er ihvertfald sjældent noget negativt der kan trækkes frem. Tag nu feks. kvartetten Schneeweiss Und Rosenrot. De har mødt hinanden på Rytmekons. De fire musikere kommer fra Schweiz (Lucia Cadotsch; vokal, elektronik), Tyskland (Johanna Borchert; piano, elektronik og vokal), Sverige (Petter Eldh; bas, elektronik) Luxemburg (Marc Lohr; trommer, elektronik). Der er sejt at Danmark har så central plads i nutidig europæisk jazz. Det viser denne udgivelse med al tydelighed. Sproget på pladen er engelsk, dog bliver der på på den korte enkle popmelodi Cykle sunget på dansk, med en dejligt charmerende accent.
Pladen er afvekslende og byder på skæv avantgarde på sangen Lillies in fall, avantgarde med uptempo poprytme på sangen Boogie no woogie, dystre toner på sangen Hibernation, electronica knik-knak på sangen Rise Up, iturevet eventyridyl på Märchenprinz og andre udfordringer, hvor pop ikke udelukkende er pop og avantgarde ikke kun er avantgarde. Pladen fortjener opmærksomhed fra den nysgerrige lytter, der har fundet glæde ved bands som Television Pickup, Tys Tys og Wildbirds & Peacedrums.
Bonusinfo:
De spiller under CJF2009 på Charlotte Ammundsens Plads kl. 16.30 d. 6. juli. Der er fri entré.
Schneeweiss Und Rosenrot: schneeweissundrosenrot.net
My Space: www.myspace.com/schneeweissrosenrot
Tab og taknemmelighed
I det medfølgende pressemateriale til Anders Mogensens nye CD-udgivelse Gratitude fortæller Mogensen om at musikken er lavet med baggrund i, at han blev skilt fra kæresten, der rejste til Norge med den mindste af deres fire børn. Han blev tilbage i Danmark med de tre drenge. En oplevelse med så voldsom betydning vil uundgåeligt gennemsyre et menneskes tilværelse på godt og ondt.
Tab har altid været et emne som mange musikere har valgt at bearbejde med musik. Tænk på alle de sørgelige kærlighedssange, der er blevet brugt som terapi for ulykkelige komponister og musikere. Sangene får også betydning for lytterne, der måske også har oplevet en form for tab. Musikken er med til, at åbne op for andre følelser end de rationelle, alle de følelser som vi ellers sætter en masse ord på.
Titler som Always, Great losses, Waltz for Klara, Kids, Wellness, Requiem og Well well and triple well giver et hint om hvad Mogensen har gennemgået. Musikken er ordløs og stemnings- og følelsesfyldt. Negative og triste stemninger får i musikken et nyt liv. Fokus flyttes fra det mest sure og åbner op for kreativiteten. Det er med at føre Anders Mogensen videre i livet. Vi bliver som lyttere lukket ind i den verden og har selvfølgelig ikke de samme tanker og følelser som Mogensen. Vi bliver rørt af den tone og melankoli som han har skabt og bruger musikken på vores egen måde.
Anders Mogensen har siden 1995 lavet seks soloplader og placerer sig med denne plade solidt. På pladen medvirker den tyske pianist Hans Koller (ikke den afdøde østrigske saxofonist af samme navn), saxofonisten Claus Waidtløw - han kan i den grad sætte en melankolsk tone og bassisten Andreas Lang.
Bonusinfo:
Der kommer endnu en ny plade med Anders Mogensen til august. Der er han sammen med George Colligan, Hans Ulrik og Jesper Bodilsen. De spiller iøvrigt på Brandts Klædefabrik i Odense d. 27. juni
Anders Mogensen: andersmogensen.dk
Svensk superbassist
Den svenske bassist Hans Backenroth har i over 20 år været blandt de mest fremtrædende jazzbassister i Sverige. Han har bla. medvirket på en række plader med trioen Sweet Jazz Trio, der har adskillige udgivelser i Japan på samvittigheden. Desuden har samarbejder med Arne Domnerus, Rebecka Törnqvist, Claes Janson, Putte Wickman, Jan Lundgren, Kjell Öhman, Monica Zetterlund, Lars Erstrand og Bernt Rosengren præget hans musikalske karriere. Nogen plade i eget navn er det dog ikke blevet til, før nu.
På pladen Bassic instinct medvirker Bernt Rosengren på tenorsax, Jacob Fischer på guitar, Roger Johansen på trommer og Kjell Öhman på piano. Desuden er Georg Riedel med som special guest. Pladens første nummer er Double Bass skrevet af Riedel. De to bassister indtager hver deres højttaler. I Backenroths solo kan man godt høre hvilken bastradition han er vokset ud af. I 1984 oplevede han NHØP ved en koncert i Karlstad og var herefter indfanget af kontrabassen. Ikke et dårligt udgangspunkt. Backenroth ligger ikke skjul på inspirationen fra de danske bassister og nævner idag Jesper Lundgaard som et forbillederne (hvor Lundgaard så den anden vej rundt har skrevet nogle meget rosende covernoter).
6 af pladens 10 numre er indspillet ved en koncert på Glenn Miller Café i december 2008. De fire andre er duo og solo numre der er studieindspillet.
Sikken et genialt udvalg af numre. Svallvågor der kendes med Jan Johansson fra pladen Innertrio, har Backenroth lavet om så det istedet er ham der spiller melodien på bassen og det holder hele vejen. Hvad er det, Min Marie med melodi af Evert Taube og tekst af NFS Grundtvig (hvis den altså skal synges) med et lånt arrangement fra Ole Kock Hansen, her i duo med Kjell Öhman er så nordisk at jeg får lyst til at give Sverige et puss och kram.
Backenroth har styr på jazzhistorien og vælger ikke at betræde den mest nedslidte vej. Daydream af Strayhorn (med en lækker lækker Fischer solo), Little girl blue af Rogers/Hart, Interlude af JJ Johnson og Prelude Blues af Duke Jordan er blandt de udvalgte, men også Horace Parlans Little Esther, der ofte har været på Parlans repertoire får her en fin behandling af Bernt Rosengren i en værdig og passende saxfront.
Pladen lukkes med en vaskeægte bassistklassiker af Oscar Pettiford. Svinninge Blues der var med i Pettiford og Erik Moseholms lærebog for bassister fra 50'erne og ligeledes blev indspillet af Moseholm, får vi her i en solo. Et nummer som Backenroth betegner som en god måde at starte dagen på. Her bruger han den så til, at afslutte en særdeles veloplagt og plade, der kan anbefales til alle der har en svaghed for en nordisk jazzbassist med sjæl og teknisk begavelse.
Bonusinfo:
På det svenske jazzsite Dig Jazz er der et fint interview med Backenroth i anledning af udgivelsen.
Hans Backenroth: www.hansbackenroth.com
Er man pladesamler har der altid været en stjerne, der har blinket ekstra meget over de japanske jazzudgivelser. De er hundedyre og svære at få i. Allerede der begynder man som pladesamler at vågne og når så den sidste detalje er eksklusiviteten, er pladesamlerens våde drøm blevet til virkelighed. Udgivelser med musik der kun kan fås i Japan, det er næsten for meget af det gode.
Chick Corea har foreksempel udsendt en stribe plader der kun er tilgængelige i Japan. Han udsendte feks. for 1½ år siden en 6-dobbelt CDboks med fem forskellige trioer! Den kan købes på den japanske udgave af HMV til ¥9,601 (525 danske kroner minus forsendelse).
Men der er også en del danske jazzmusikere der gør det i det japanske eksklusiv-udgivelser. Faste læsere af Jazznyt kan nok huske, at jeg tidligere har skrevet om Carsten Dahl og Kasper Villaumes udgivelser på Marshmallow Records i oktober 2006. Det er Mitsuo Johfu der står bag pladeselskabet der efterhånden er skyldig i en større omgang pladeudgivelser med danske jazzmusikere. Nok til at give pengepungen hos pladesamleren åndenød.
De to nyeste udgivelser er med Doug Raney Trio (der udover Raney på guitar består af Jesper Lundgaard på bas og Morten Lund på trommer) i en indspilning fra maj 2008. Den anden er med pianisten Olivier Antunes (der har et større bagkatalog i eget navn i Japan end i Danmark) i trio med førnævnte Lund og Jesper Bodilsen på bas, i en liveindspilning fra oktober 2008 i Musashino City i Japan. Antunes var også pladeaktuel i september 2008 med pladen Alice in Wonderland, ligeledes med Lund og Bodilsen. På samme tidspunkt udkom der også en plade med pianisten Henrik Gunde i en trioindspilning med endnu en omgang Bodilsen og Lund.
Den japanske glæde for de danske jazzmusikere kommer også til udtryk på de efterhånden 6 udgivelser der er kommet på Marshmallow Records med den svenske pianist Jan Lundgren. Fælles for dem alle er at det er Alex Riel på trommer og Jesper Lundgaard på bas.
Carsten Dahl har lavet 4 plader, Kasper Villaume og Bob Rockwell hver 2 plader på Mitsuos pladeselskab. Fælles for udgivelserne på Marshmallow er at det musikalske materiale er amerikanske standards.
Her stopper den japanske glæde over det danske ikke. I februar i år udkom Trompetisten Kasper Tranbergs fjerde CD i det japanske. Dreams and blues for Toru Takemitsu er en indspilning fra 2006, lavet i det legendariske studie 3 i Radiohuset i København. Musikken er en hyldest til den japanske klassiske komponist Toru Takemitsu og komponeret af Tranberg.
Jazzkælderen i Skindergade i København har mange af pladerne eller kan skaffe dem.
Marshmallow Records: www.marshmallow-records.com
Ewe: www.ewe.co.jp
HMV Japan: www.hmv.co.jp/en
Jazzkælderen: www.jazzmusic.dk
Nærmest naiv i sin enkelhed
Det er måske voldsomt at kalde det en tendens, men for 5-6 år siden dukkede der flere bands frem med en forkærlighed for elektroniske instrumenter af ældre dato, blandet sammen med akustiske instrumenter. Blandt dem var feks. Autofant og Jogujo Circuit, der begge havde rødder på det rytmiske musikkonservatorium i København. Nu har Jogujo Circuit lavet en opfølger til debuten. Siden dengang er de to norske medlemmer Gunnar Halle og Joakim Fröystein rejst hjem til Oslo. Tilbage i Danmark er blevet Jon Meinild. Pladen er blevet til ved disciplineret planlægning, telefonsamtaler og filudvekslinger.
Jon Meinilds vibrafon og Gunnar Halles utilslørede trompet er en væsentlig del af lyden. Blander man det op med de mange elektronisk fremkaldte lyde, loops, melodistumper, improvisationer og rytmer er man kommet et langt stykke. Når Joakim Frøysteins vokal så ovenikøbet tilføjes begynder man ane omridset til noget pop. Meen...det ville være for enkelt. Selvom enkelheden er en faktor, svæver der en lethed med tyngde over den musikalske stemning, der næsten fremstår naiv i sin enkelhed.
Når man taler elektronik og trompet kan der være en tendens til at tænke i retning af noget ambient, sfærisk og ECM-agtigt som hos Halles to norske trompetkolleger Nils Petter Molvær og Arve Henriksen. Det får man ikke hos Jogujo Circuit. Rytmeboksen giver pulsen, uden en dansegulvstung stortromme, men mere som en laptop der danser improviseret i takt. Har man en svaghed for skæv pop med vokal der ikke vil holde en meter på formiddagsfladen på P3, så er Jogujo Circuit et godt bud.
Bonusinfo
Jogujo Circuit spiller på Copenhagen Jazzfestival d. 5. juli og på lørdag d. 6. juni på Blå i Oslo
Jogujo Circuit: www.jugujo.com
My Space: www.myspace.com/jogujo
Luksuriøs stemning
Sangerinden Lilly lavede i 2005 albummet Before the crossing, hvilket ikke skaffede hende større berømmelse. Nu prøver hun igen med en plade - måske ikke for berømmelsens skyld, men fordi hun har lyst til at lave musik. Det er en flot produceret plade med en nærmest luksuriøs stemning. Pompøs pop med elementer af jazz, som man kender det fra feks. Caroline Henderson, Hanne Boel og Silje Neergaard er mest gennemgående. Hun har selv skrevet 11 af pladens 12 numre, men i stærk alliance med keyboardspilleren Jonas Berg. Han er vigtig på pladen, udover at spille har han også lavet nogle arrangementer der klæder Lillys fine popsange. På syv af pladens numre er der tilføjet en strygerkvartet der giver pladen et anstrøg af både flødesauce, som på To dare to love eller fortættet damp som på Second skin. Thommy Anderson på bas og Michael Finding på trommer er gennemgående, mens Jeppe Kjellberg på guitar og Lew Soloff på trompet gæster på hver fem numre.
Lilly: www.lillymusic.dk
Iggy Jazz
Der er ikke umiddelbart særligt mange grunde til at Jazznytbloggen skal beskæftige sig med Iggy Pop. Dog er der to grunde der gør sig gældende denne ene gang. Iggy Pop er blandt de kunstnere som Jazznyt's skriverka'l gennem mange år har fulgt med stor glæde. Når Iggy så vælger at lave en plade hvor der ligefrem er jazz med, som den blev spillet før Iggy blev født, så er der god grund til at åbne ørerne.
Pladen indledes med Kosma/Prévert's Les Feuilles mortes, hvor Iggy synger på fransk (med kraftig amerikansk accent) og Marc Phaneuf spiller en dejlig åben klarinetsolo. Pladen udgives af den franske afdeling af EMI. Måske er det derfor den gamle punkgodfather kaster sig over det franske sprog. Les Feuilles mortes lukker også pladen, hvor der er blevet mere plads til Marc Phaneuf.
Pladens andet nummer I want to go to the beach er nærmest et Leonard Cohen nummer, stille, roligt og en smule pompøst.
Festen blæses for alvor igang med King of the dogs, der er et Iggy Pop remake af den gamle Lil' Hardin sang King of the zulus. Ren New Orleans stemning, der i den grad klæder Iggy. En skam at det er det eneste nummer i den genre og klasse.
På resten af pladen er det blanding af klassisk, men dog noget afdæmpet Iggy-rock, roots, lidt elektronik og fine numre som How insensitive.
Hop ind på iTunes og download King of the dogs med det samme, det er en suveræn sommerfest-sang.
Iggy Pop: iggypop.org
Musikalsk festfyrværkeri
Pianisten og komponisten Herman D. Koppel blev i oktober sidste år fejret i anledning af sin 100 årsdag, ved en koncert i Den Sorte Diamant i København. Barnebarnet Benjamin Koppel havde samlet en lang række musikere fra jazzen og den klassiske musik for at fejre et musikalsk menneske der har sat dybe fodspor i dansk musik.
Koncerten var opdelt i to afdelinger, hvor den første er en kammerkoncert. Anden del er her hvor løjerne begynder. Benjamin har sammen med sin far Anders Koppel arrangeret Herman D. Koppels musik. Gennem 17 numre præsenteres vi for den mangeartede musik som Koppel den ældre lavede. Orkesteret er stærkt besat, vi finder bla. Alex Riel på trommer, Marilyn Mazur på percussion, Thommy Andersson på bas, Jacob Anderskov på klaver og Rhodes, Henrik Dam Thomsen på cello, Tine Rehling på harpe og Christina Bjørkøe på klaver blandt musikerne. Anders Koppel spiller selvfølgelig Hammondorgel og Benjamin Koppel tager sig saxofonen og dirigentrollen. Ind imellem dukker der gæster op, som Michala Petri på blokfløjte i Lille dans - et nummer der oprindeligt var skrevet til lille Anders på blokfløjte, der i 1958 uropførte den sammen med far Herman. Nikolaj Høi spiller sav og Lydia Kavina spiller på theremin. Operasangerinden Gitta Maria Sjöberg og gospelsangerinden Maria Carmen Koppel føjer vokaler til koncerten. En koncert der også byder på en veloplagt Svend Asmussen der solo på violin spiller Sangen om Larsen og der også blevet plads til klezmergruppen Mames Babegenush der spiller Mellem mennesker. Alt i alt en fantastisk bredt favnende koncert, der på fineste vis præsenterer et musikalsk menneske der udover klassisk og jazz feks. også var inspireret af tolvtonemusikken og den balinesiske gamelanmusik.
Herman D. Koppel: www.hermankoppel.dk
Fugle Metal Jazz
Norsk-engelsk metaljazztrio. Tyg lige lidt på den! Sådan præsenterer de sig. Guitaristen Vidar K. Schanche står i spidsen for trioen EGG 3, der også består af trommeslageren Ståle Birkeland og barytonsaxofonisten Simon Kaylor. Det er både norsk, engelsk, jazz og en trio. Men metal? Så er det ihvertfald hverken Metallica eller AC/DC der refereres til her. Metalmusikkens fyldighed er til gengæld tilstede. Riffs der serveres hastigt, firkantet og tungt som feks. på åbningsnummeret Butcher Red er en væsentlig del af EGG 3. På numre som Easteregg og Radioegg er der skruet ned for tempoet. Melankolien træder frem og detaljer pibler frem. Midt i numrene og mellem numrene kommer der nogle små indslag der er med til at understøtte EGG 3's pudsige forunderlighed. På Easteregg lyder det som en kylling afspillet på en 78'er, der synger opera på et uforståeligt sprog.
Schanche har komponeret musikken og har ladet sig inspirere af fugle -specielt kyllinger. Undervejs kommer jeg til at tænke på danske Jazzkamikaze, men også John Zorn, som feks. på Get the chicken before it eats the cow, hvor det midt i nummeret falder fuldstændigt fra hinanden. Gruppen Morphine befinder sig heller ikke langt væk. Her tænkes specielt på valget af barytonsax'en.
Der er ikke nogen bassist og det har en kæmpe betydning for at EGG 3's musikalske fremtoning. En bas ville have lagt en alt for tung bund og spærret for detaljerne som alle tre musikere byder ind med. Pladen rundes af med en afviger. The chickens are not what they seem er et rent Tom Waits rip off på to minutter inkl. vokal, hyggeligt men ikke grunden til at du skal købe pladen. De grunde er pladen til gengæld fyldt godt op med.
Bonusinfo
Pladen udgives på CCAPknirk, der er en underlabel til Stavangerselskabet CCAP.
My Space: www.myspace.com/eggthree
CJF 2009 *HOT*
