Mette Juul: Thank you & other stories (Nilento Records) LP/CD/digital

 

Den danske sanger og guitarist Mette Juul har siden sit andet album haft bassisten Lars Danielsson med i forskellige opstillinger. Denne gang er det sammen med pianisten Peter Rosendal. Hendes udgangspunkt er singer-songwriter traditionen, hvor jazzens sjæl er med. 

Selvfølgelig er Joni Mitchell en slags husgudinde indenfor den genre, man kunne også nævne Eva Cassidy. Mette Juul er ikke jazzsanger i traditionel forstand. Hun synger med indlevelse og nærvær der kan mærkes og har et tæt slægtskab med jazzen. 

Roen og varmen breder sig i musikken. Her skal det ikke være nogen hemmelighed at det er godt at Peter Rosendal er med som pianist. Han forstår sangenes væsen. Mette Juul har selv skrevet 10 af pladens 12 numre, hvor Dream on er min favorit. Hun spiller også den gamle traver Let’s face the music and dance i en laaaangsom udgave, hvor franskmanden Xavier Desandra Navarre medvirker på percussion. Pladen afsluttes med Adeles udødelige Make you feel my love (der dog af flere ældre mænd anses for at være et nummer af Bob Dylan). 

Thank you & other stories placerer sig som et af Mette Juuls bedste albums. Det er en moden plade fra sanger og musiker, der bliver ved med at udvikle sig.

Mette Juul

Andreas Tilliander & Goran Kajfes: In Cmin (Kontra-Musik) LP/digital

 

Her er et møde mellem electronica musikeren Andreas Tilliander og jazztrompetisten Goran Kajfes, der hver især har sat varige spor i svensk musik siden slutningen af 90’erne. De er er gået sammen på albummet In Cmin. 

Genremæssigt er det electronic dub og jazz. Selve pladens titel er en hyldest til minimalisten Terry Rileys komposition In C og det faktum, at de har forsøgt at holde musikken i C-mol (C minor på engelsk). I det hele taget er rammerne omkring musikken tydelige og gennemtænkte. Begge pladesider åbner med en hyldest til en måne. På side A er det månens bjergkæde Montes Caucasus, hvor Tilliander spiller bassen på den klassiske Roland TB-303 og Kajfes for første gang spiller på fløjte på plade.

De to musikere mødtes første gang i 2005 til den svenske Grammis Gala, hvor de begge havde vundet førsteprisen. Tilliander i Klubb/Dans for albummet World Industries og Kajfes med Headspin i Jazz. Her bliver jeg nødt til at indskyde en personlig bemærkning om, at lige præcis det album var et af dem jeg lyttede allermest til for 20 år siden.

På pladens side 2 fortsætter de i deres klangflade belagte univers, hvor dybe toner pibler frem som det kendes fra dub-musikken. Goran Kajfes’ trompet svæver med en ro gennem månelandskaber og andre steder. Musikken er opstået gennem improvisation, hvor de på grund af deres stærke baggrunde og gode overblik mødes så sikkert i musikken. Pladen afsluttes med en hyldest til dengang de mødtes første gang, Twozerozerofive, hvor de til Grammis Gala efterfesten besluttede af de en dag ville lave musik sammen. De holdt ord og de får et svensk tack for det.

https://andreastilliandergorankajfes.bandcamp.com/album/in-cmin

Eljo: Merging (Blik Flak) LP/digital

 

Da jeg sidste sommer hørte duoen ELJO på Fairbar i Aarhus i forbindelse med byens jazzfestival, var det ikke kun solen der skinnede udenfor, der var med til at løfte humøret. Det gjorde doen med Elias Lykkeskov på keyboards og Johannes Bohn på trommer i den grad også. De laver melodisk jazz og elektronisk musik med et pulserende beat. Små stramme melodi figurer foldes ud og tager nye veje undervejs.

Elias Lykkeskov bruger old school synthesizeren Prophet med en frisk tilgang. Når han er sammen med Johannes Bohn der har et tight og originalt trommespil er der åbnet op for en duo, vil mere end at please, hygge og underholde.

Det er de store flader med faste rytmer. Lyden er stor og rummelig. Det kan næsten lyde som filmmusik.

Pladen slutter i et roligt hjørne med først Daybreak og derefter den endnu langsommere Valsen. En smuk afslutning på pladen. Inden da har vi været på klub med dem på Hubble. Dyrket det storladne med klaveret i centrum på Tvivlsom sandhed. Været sammen med en kølig firsersynth og et frisk whiskersdrevet trommespil på Rapid Dreaming. 

Ja, jeg er begejstret for Merging, hvilket vel ikke ikke er så underligt når duoen er på mission med tangenter og trommer der både kan tilfredsstille jazzen og den elektroniske side i mig. 

Bandcamp

Thorhan: Lilja (Thorhan) LP/digital

 

De har begge base i Aarhus og er født i Danmark. De er sønner af immigrantforældre og har udspring i meget forskellige kulturer. Orhan Özgür Turan spiller på strengeinstrumentet baglama og spiller bla. i Ipek Yolu, han har rødder i tyrkisk kultur. Thor Arnarsson spiller på guitar og kommer fra islandsk kultur. 

Som der står på pladecoveret så er det en anatolsk og islandsk symbiose. Jeg hørte duoen på Spot Festivalen for 2 år siden, hvor jeg her på bloggen konstaterede at blandingen af det tyrkiske og islandske lød mere mærkelig på skrift end det gjorde i virkeligheden. Det er det samme jeg kan konstatere med albummet. Pladen åbner med to smukke instrumentalnumre, Rey og Göl skrevet af Orhan. Herfter synger de hver en traditional fra deres respektive forældres oprindelseslande på islandsk og tyrkisk. Numrene klæder hinanden.

Det er tydeligt at det er to musikere, som har styr på deres instrumenter, hvilket gør dem i stand til at mødes med så forskellige baggrunde uden, at det virker kunstigt eller forkrampet. Det er global musik, der afspejler to personlige musikeres vellykkede møde med hinanden. 

Gateway

Nausia: Finding a circle (Vasen) LP/digital

 

Det er den københavnske kvintet Nausias tredje album og sikken et. Jeg har været aldeles begejstret for de to første og de fortsætter med at begejstre. Stilen har et udgangspunkt i 60’ernes spirituelle jazz, hvor modal-jazz, fri-jazz, sød guitar-rock og ny progressiv jazz-rock er nogle af elementerne som de også har været omkring. Musikken er i nutiden. Rockens stramme beats klæder klæder Isak Schiødt og Oskar Fayes fabulerende og flagrende saxofoner. Et af hittene på pladen er Eco Death, hvor Laurits Schmidt Eriksens trommer og Milo Aurvigs bas indtager en central rolle og de to saxofoner assisteret af guitaristen Christoffer Beese Nielsen bevæger sig på kanten til opløsning.

Et andet centralt nummer på pladen er Wabi-Sabi,der refererer til en bevidsthed omkring naturens enkelthed og klodens forgængelighed. Nummeret er også med til at markere en mere tilgængelig side af Nausia, der nok er skramlet i udtrykket, men mindre støjende end tidligere. Det klæder kvintetten med den udvikling. For det første fordi at de bevæger sig i nye retninger. Samtidig med at de bevarer en originalitet og et samlet udtryk. Nausia er stadig et af dansk jazz’ sejeste bands, der fortjener et større publikum. Er du til skæv rock og heftig jazz, så går du ikke galt i byen med pladen.

Bandcamp

Aarhus Jazz Orchestra & Michael Bladt: Shapeshifter (Jaeger Community) LP/digital

 

Fodboldklubben Liverpool og jazz er to af Aarhus Jazz Orchestra’s mangeårige saxofonist Michael Bladt helt store favoritter. Efter en lang og hård periode uden mesterskaber er Liverpool helt og aldeles i spidsen i engelsk fodbold, hvilket gør ondt på jazzbloggeren, der altid har holdt med Manchester United. 

Til gengæld gør det ikke ondt, at den jazz som Michael Bladt sætter højest, The Brecker Brothers og lignende jazz er hot shit igen. Nu i en moderne aftapning, som det kan høres hos eksempelvis Snarky Puppy. Bladt har skrevet musikken - alle numrene var også med på den plade, Shapeshifter som Michael Bladt lavede sammen med Abekejser under navnet Clash for halvandet år siden. 

Aarhus Jazz Orchestra spiller musikken under ledelse af Nikolai Bøgelund og så har keyboardtroldmanden fra Snarky Puppy, Bill Laurance produceret pladen. Big bandet er forstærket med percusssionisten Bodek Janke og de to Abekejserfolk, Jon Døssing Bendixen og Jeppe Lavsen.

Jeg syntes at det halvandet år gamle album Shapeshifter var rigtig god. Den nye Shapeshifter med big bandet når nye højder. For det første er Aarhus Jazz Orchestra inde i en guldalder. De spiller hamrende stærkt og sikkert. Når der åbnes op for soli undervejs træder de forskellige musikere i karakter. Michael Bladts numre har ændret sig i det nye setup. Den store og fyldige lyd klæder numrene. Der er eksempelvis hyldesten til Liverpooltræneren Jürgen Klopp og pladens afsluttende hyldest til den dobbelte Tour de France vinder Jonas Vingegaard. Mine to favoritter på et album, hvor der egentlig kun er favoritter, er Mancave med en forrygende solo fra Bodek Janke og nummeret Clash, hvor hovedmanden sætter det det hele på plads med en sej tenorsaxsolo.

Big band fans med hang til funk og fusion vil ikke blive skuffede, når de hører Shapeshifter. Tværtimod. Det er endnu et godt og anbefalelsesværdigt fra provinsens musikalske perle, Aarhus Jazz Orchestra.

Jaeger Community