New Yorker klubben The Stone præsenterer koncerter med eksperimental og avant-garde musik. Saxofonisten mm. John Zorn er meget engageret i klubben. Han står bag en serie CD'er der er udgivet til støtte for klubben og den seneste indeholder et møde fra januar i år mellem John Zorn og to andre New Yorker legender; Lou Reed og Laurie Anderson. Lou Reed er ikke fremmed overfor avant-garde musikken, han var allerede i 60'erne blandt foregangsmændende med at inkoorporere avant-garde med rock i gruppen Velvet Underground. Laurie Anderson er avant-garde, næsten ligegyldigt hvad hun har lavet. Pladen indeholder 3 numre. Lou Reed holder sig kun til guitaren, Laurie Anderson til violinen og electronics og John Zorn holder sig til sax'en.
De tre musikere kan opleves i Milano d. 24. september, hvor de sammen med Marc Ribot, Greg Cohen, Kenny Wollesen og flere andre spiller på http://www.teatroarcimboldi.it/
Pladen kan købes ::HER::
Fotos fra koncerten
Sydsvensk jazzeksplosion
Det sydsvenske pladeselskab Kopasetic holdte i efteråret 2006 en festival hvor deres kunstnere optrådte i forskellige sammenhænge. Ud af det er der kommet to CD'er. Den ene med overvejende akustisk (en elektrisk guitar er dog med) og den anden med elektrisk jazz. På den akustiske er den første kunstner Krister Jonssons Trio med cellisten Svante Henryson som gæst på scenen. Det er meget smuk musik de spiller. Vores egen Lotte Anker spiller sammen med Footloose og den sidste konstellation på pladen er saxofonisten Cennet Jönsson kvartet der er suppleret med Dave Liebman, der er mest kendt for den musikalske opdragelse han fik hos Miles Davis. De to saxbetvingere starter ud med noget der lyder som to enormt oppustede haner der i en hønsegård, forsøger at blæse den anden ud med den højeste tone. Men da det ikke lykkes for nogen af dem, skifter musikken hurtigt karakter og de to mødes i et forrygende sammenspil. Wauw siger jeg bare. Det er fedt at læne sig tilbage og nyde to saxofonister der virkelig forstår at kæfte op.
På den elektriske plade er den første gruppe LIM, med Henrik Frisk på tenorsax, David Carlsson på bas og Peter Nilsson på trommer, de suppleres med Marc Ducret på hårdt spændt og potent guitar. Vi kender Ducret herhjemme for samarbejdet med Stefan Pasborg. Her er det dog ikke så vildt som hos Pasborg. Det store højdepunkt på pladen er nummeret Elektra med Elektra Hyde, gruppen består af Peter Danemo (trommer), Krister Jonsson (guitar), Staffan Svensson (trompet) og Johannes Lundberg (bas), de supplerer alle fire med electronics. Der står på pladeselskabet Kopasetic's site at der kommer en plade med dem i 2007, men den er desværre ikke udkommet. De bevæger sig i et spændende stemningsfyldt elektro-akustisk felt. Kom så med den plade...!
Pladen slutter med en 20 minutter lang frisymfoni med guitaristen Anders Nilsson's Aorta og hvilken finale! Mattias Carlsson på sax, David Carlsson på bas og Peter Nilsson på trommer er med på at give den gas. Det er tung jazz med et rockgroove, der som en slange sniger sig igennem natten.
Bonusinfo:
KOPAfestival afholdes i år i dagene 2. til 4. oktober i Malmö og Lund med bla. Stroman/Jönsson New Project og Triple Bass Fantasy.
Kopasetic: www.kopasetic.se
Langhåret Jazz
Fusionsmusikken er til tid og evighed rodfæstet i 70'erne med Weather Report og Return to Forever som de to store spydspidser. Herhjemme kunne vi også være med. Secret Oyster med Karsten Vogel på sax og Claus Bøhling på guitar i spidsen var Danmarks bedste bud i den teknisk krævende genre. Fusionsmusikken afgik dog ved døden i midt-80'erne, og kun enkelte holdte stædigt fast i genren.Idag kigger fusionsmusikken igen frem fra kulisserne. Return to Forever er lige nu på den store reunion-tour og Secret Oyster bliver dyrket så meget i USA, at hele deres bagkatalog blev genudgivet i USA på CD for 2 år siden. Sidste år blev de så inviteret til en festival i staten New York. Koncerten i USA der var deres første i 30 år foreligger nu på CD. De spillede også nogle enkelte koncerter i DanmarkPladen er skæmmet af en lidt dårlig lyd, men når man først har vænnet sig til det, imponeres man af det høje niveau de spiller på. Det er ikke uforståeligt at de blev store i 70'erne, ikke bare i Danmark, men også ude i Europa. Legendariske Ole Streenberg passer stadig trommerne. Jess Stæhr er skiftet ud med Assi Roar på bas og Kenneth Knudsen er skiftet ud med Daniel Fridell på keyboards.Velkommen til en seriøs omgang udspacede enormt lange guitarsoli, Vogels heliumsax og nogle tågede keyboardklange. No wonder, at der blev røget så meget stærk tobak dengang. Det her er definitionen på langhåret jazz.
Bonusinfo:
De spiller på Karens Minde Kulturhus d. 5. juli kl. 19.00 i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival. Her er det Christoffer Møller der klarer tangenterne.
Fynsk blomsterbed
Valentine's Day eller My Funny Valentine, her kommer vi til at tænke på kærlighed i relation til Valentine. Det gør man også når det gælder Valentine Quartet. De to styrende medlemmer, sangerinden Hanne Hammer og bassisten Niels Ryde er gift med hinanden og materialet som de har valgt at kaste sig over, dufter af kærlighed.
To af sangene er taget fra Niels Rydes fænomenale 2006-udspil Everything I love, hvor Waltz for Jane og Home var uden sang, nu er der føjet tekster til. Hanne Hammers vokal er er mørk og sensuel. Hun er en klassisk skolet sangerinde med styr på stemmen og tillige en behagelig ro. Materialet er en blanding af standards som Come rain or come shine og Someone to watch over me, lidt brasiliansk som How insensitive og Summer samba, lidt Bacharach som Alfie og egenkomponerede ting som de i starten nævnte.
Materialet er som et blandet blomsterbed, men da mulden under blomsterne er af den samme slags bliver der også en sammenhæng. Jakob Broholm spiller på pianoet, Nikolaj Bundvig på trommerne og Svend Hulthin gæster med sin guitar på nogle numre.
Du kan downloade Waltz for Jane ::HER::
My Space: www.myspace.com/valentinequartet
Canadisk eksil-trommeslager
Han er fra Canada, men har været bosiddende i Danmark de sidste fire år. Kevin Brow er jazztrommeslager og aktuel med en CD med sin gruppe Koptor, der består af tre musikere, der holder til i New York. Det drejer sig om Eivind Opsvik på bas, Jacob Sacks på piano og Rob Mosher på sax. Kevin Brow er meget aktiv på den københavnske jazzscene, hvor han bla. spiller sammen med Graig Earle, Jacob Anderskov, Mikkel Ploug og Jeppe Skovbakke. På den nye plade spilles der udelukkende musik af Kevin Brow. Kompositionerne er af den åbne, undersøgende og melodiske slags. I kraft af at Brow har valgt så stærke medspillere får musikken også ind imellem vinger og kommer godt op at flyve.
Kevin Brow og Koptor er et spændende bekendtskab. Brow spiller både teknisk krævende og flydende intelligent trommespil. Der lægges en behagelig fyldig, men ikke hårdtslående bund. Det er en fornøjelse at der stadig er højt kvalificerede udenlandske jazzmusikere der søger mod Danmark, så der til stadighed kommer ny og spændende inspiration ind i det dejlige danske vidtfavnende og -flagrende jazzmiljø.
Bonusinfo:
Han spiller med Koptor d. 8. juli på Blågårds Plads under Cph. Jazzfestival, hvor det dog er Jacob Anderskov der klarer pianoet og Pete Robbins der mestrer saxofonen.
Kevin Brow: www.kevinbrow.com
My Space: www.myspace.com/kevinbrow
Den 41 årige saxofonist og komponist Lars Møller vandt 1. prisen for big band kompositionen "Folk song no 1", der blev opført ved det internationale jazzkomponist symposium i Tampa Florida i weekenden.
"Jeg er specielt beæret over prisen, fordi en af Big Band musikkens "grand old men" Bill Holman og den måske mest spændende nutidige komponist Jim McNeely sad i juryen... Med den øjeblikkelige dollar kurs er det pekuniære udbytte af prisen dog til at overse", udtaler Lars Møller.
Folk song no 1, der bruger den danske sang "Marken er mejet" som udgangspunkt, blev oprindeligt skrevet til Europea Youth Jazz Orchestra, som Lars Møller var leder af på en turne i Europa og Kina i 2007. Musikken fra denne turne kan høres på en CD, der er på trapperne hos music mecca. International Jazz Composers' Symposium er siden 2006 blevet arrangeret af The Center for Jazz Composition på University of South Florida. http://centerforjazzcomp.arts.usf.edu/default.asp?n=intljazzcomposers
Hed aften med Petrucciani i NYC
Den lille franske pianist Michel Petrucciani nåede i sit 36 årige liv at betage rigtigt mange. Hans på en gang dynamiske, kraftfulde og lyriske spil gjorde ham til en af de mest feterede pianister i 80'erne og 90'erne. På denne DVD, der er en live optagelse fra New Yorkerklubben Village Vanguard en september aften i 1986, er han i selskab med bassisten Palle Danielsson, der er mest kendt for samarbejdet med Keith Jarrett og trommeslageren Eliot Zigmond, der er mest kendt for at have siddet bag Bill Evans. Netop Jarrett og Evans er to pianister man kommer til at tænke på, når man hører Petrucciani. Evnen til at holde sine soli i live så længe som Petrucciani er imponerende. De dør ikke ud og det er utroligt, når der kun er 5 numre på den 53 minutter lange DVD. Der er tid til udfoldelse og konstant flytter musikerne sig afsted.
Guitaristen Jim Hall er gæst på to numre og han er måske ikke den mest ophidsende guitarist, men det er ligegyldigt, for det er de tre andre der brænder sig fast på nethinden. Lyd- og billedkvalitet er efter 80'er forhold i fin kvalitet. Denne DVD kan klart anbefales elskere af triojazz. Der findes iøvrigt en plade fra Blue Note med en koncert på samme sted og med den samme trio optaget to år tidligere.
Benjamin Koppel i internationalt selskab
Saxofonisten Benjamin Koppel har et plademæssigt aktivitetsniveau som kun få herhjemme. De seneste par år har han lavet plader sammen med internationale kapaciteter som Larry Goldings, Daniel Humair og Phil Woods. I år har han allerede udsendt en plade sammen med Alberte Winding.
Nu er han atter aktuel med to vidt forskellige plader. Den første European Jazz Factory er sammen med fire europæiske musikere; Gueorgui Kornazov fra Bulgarien på basun, Cedric Piromalli fra Italien på piano, Thommy Andersson fra Sverige på bas og Daniel Humair fra Frankrig på trommer. 3 af pladens 12 numre er komponeret af Thommy Andersson, resten er signeret Benjamin Koppel. De har lavet nogle numre, hvor musikerne på meget kvalificeret vis får mulighed for at vise deres evner ud i frigjorte improvisationer. Der er hele tiden en ro og puls der får musikken til at hvile. Kvintetten optrådte for nylig i Paris på et udsolgt Sunset/Sunside.
Den anden plade er også med et stærkt hold; Paul Bley på piano, Marilyn Mazur på percussion og trommer og de to svenskere Thommy Andersson på bas og Peter Nilsson på trommer. Koppel spiller både på sopran- og altsax, samt tubax, der en bassaxofon. Paul Bley er om ikke kongen free jazz, så ihvertfald en af de allerstørste og han har aldrig været fedtet med sit talent. Vi har feks. før hørt ham på danske plader med NHØP i 1973, Fredrik Lundin i 1990 og Kresten Osgood i 2007. Contemplation er en opvisning i moderne free jazz og måske ikke den nemmeste plade at komme ind på for den jazz-utrænede, men der bliver spillet på meget højt plan og når man først får den ind i øret sker der en masse.
Bonusinfo:
Benjamin Koppel er som vanligt meget aktiv under Copenhagen Jazzfestival, hvor han bla. spiller to aftener på Copenhagen Jazzhouse sammen med Alex Riel, Kenny Werner, Bobby Watson og Pierre Boussaguet.
Cowbell: www.cowbellmusic.dk
My Space: www.myspace.com/wwwmyspacecombenjaminkoppel
Det var et chok, da jeg i går aftes fik at vide at den svenske pianist Esbjörn Svensson var død ved en drukneulykke i den stockholmske skærgård. Hans betydning for svensk, skandinavisk og international jazz har været kæmpestor.
Udgangspunktet var i den femten år gamle trio med Magnus Öström på trommer og Dan Berglund på bas, her blandede de pop, rock og elektroniske eksperimenter med triojazz inspireret af så forskellige folk som feks. Thelonious Monk og Keith Jarrett. Denne unikke blanding har givet dem et stort publikum i Europa (specielt England og Tyskland) og USA, hvor de som eneste europæiske gruppe nogensinde var på forsiden af det stokkonservative og ærkeamerikanske jazzmagasin Downbeat i maj 2006.
Den første plade When everybody has gone blev lavet i 1993 i Sun Studio i København. Men det var først fra From Gargarins point of view fra 1998 at de skabte deres unikke stil og lyd. De har lavet 11 plader, hvor højdepunktet er Seven days of falling fra 2003, der også var med til åbne porten til USA. Samme år udkom koncert DVD'en Live in Stockholm der indeholder en koncert fra 2000 optaget på Nalen i Stockholm. Deres 12. plade er allerede indspillet og skulle efter planen udsendes til september.
Trioen der i starten hed Esbjörn Svensson Trio for siden at ændre navn til E.S.T. modtog et hav af priser. Sidst de spillede i Danmark var d. 4. juli 2004 i Glassalen i Tivoli under Copenhagen Jazzfestival.
Læs et af de sidste interviews med Esbjörn Svensson på det svenske Lira's site: http://www.lira.se/article.asp?articleid=2226
Ved fredagens Danish Music Awards Jazz på det nyrenoverede Copenhagen Jazzhouse blev pladeselskabet Calibrated de helt store vindere. De hjemtog 3 ud af 4 mulige priser. Den sidste tog pladeselskabet Stunt, hvor trioen rosendal.earle.templeton fik prisen for årets bedste danske jazzplade med CD'en Tide. Det er iøvrigt Peter Rosendals eneste udgivelse på Stunt, resten har han udgivet på Calibrated.
Lennart Ginman var en veloplagt vært ved aftenens show, hvor han både underholdte med anekdoter, fakta og personlige holdninger.
Årets første vinder på scenen var Martin Lutz Group, der med deres Where are the trumpets vandt kategorien Årets Cross-over udgivelse, det var en meget stolt og overrasket Martin Lutz der modtog prisen for en glad plade med rødder i både afrikansk musik og dansk folkemusik.
Den næste musiker der modtog en pris var Niels Lyhne Løkkegaard for pladen Light Airborne, det var i kategorien Årets nye danske navn. Løkkegaard er måske ikke så ny længere, men pladen er den første i eget navn.
Jesper Thilo fik overrakt IFPI's ærespris af den gamle ven og kollega Niels Jørgen Steen, der holdte en længere tale om Thilos unikke indsats i det danske jazzmiljø. Thilo spillede efterfølgende et par numre med hustrioen, der bestod af Morten Lund på trommer, Peter Rosendal på piano og Mads Vinding på bas. Thilo kom iøvrigt på scenen igen senere på aftenen, hvor han spillede sammen med Christina von Bülow.
Pianisten Søren Kristiansen fik magasinet Jazzspecials pris for årets danske jazzplade. Han fik den for den meget overraskende solopianoindspilning With a song in my heart, der udkom i efteråret. Det var Jazzspecials anmeldere der havde valgt Kristiansens plade.
Peter Rosendal blev hædret af DJBFA (Danske sangskrivere og komponister) som årets komponist. Han fik overrakt prisen af Pernille Bevort. Rosendal havde i det forgangne år udgivet pladen Solo og triopladen Tide, plader som han med rette har vakt positiv opsigt med.
Årets vokaljazzplade blev som ventet Sinne Eegs Waiting for dawn. Hun har i den grad erobret de danske jazzelskeres hjerter i det forgangne år. Sinne Eeg var også på scenen for at synge og holdte sig til det mest jazzede i hendes repertoire og det var ikke ringe!
Årets danske jazzplade blev rosendal.earle.templeton med Tide, en helt suveræn triojazzplade, der stilmæssigt er ganske dansk, men så absolut ikke letbenet og fimset. Der er saft og kraft i de tre musikere.
.jpg)
Fra Waits til Brüel
At lave en hel CD på grund af to numre er nok for mig. Hvor tit er det lige at Tom Waits skriver to sange med en bestemt dansk sangerinde i tankerne... - yes I know, det er sket før, men det var altså i 70'erne og Mathilde (fra Lasse og ...) fik jo ikke selv lov til at synge Walzing Matilda. Nu gælder det Kaya Brüel, der var med i forestillingen Woycek, som Waits skrev musikken til og han skrev de to numre Lullaby og A good man is hard to find med netop Brüel i tankerne. De to sange er intet mindre end fantastiske, og det viser sig heldigvis at Kaya Brüel i fortolkerens rolle, med rette kan indtage en plads i rækken af gode danske jazzsangerinder. På akkompagnatørpladsen finder vi pianisten Jacob Christoffersen, der før (hos bla. Benni Chawez og Malene Mortensen) har vist sine evner som den nok bedste herhjemme til at dække jazzvokalen allerbedst op. Det fungerer flot endnu en gang.
Men som en bonus oveni dette kan Kaya Brüel også selv skrive sange, hun har skrevet 7 af pladens 11 numre og de falder ikke ved siden af de andre sange, der udover Waits kompositionerne, er My Funny Valentine og You go to my head.
Kaya Brüel er med denne plade rykket ind i den danske jazzvokalsuperliga, hvor hun må kæmpe om toppladserne med Caroline Henderson, Sinne Eeg og Cæcilie Norby. Pudsigt nok er det iøvrigt en svenske sangerinde, Rigmor Gustafsson som jeg kommer til at tænke på, når jeg hører Brüel og det er et kæmpeplus i min notesbog. Lyt feks. til hendes egen Feminine Wiles, hvor Claus Waidtløw supplerer med en lækker saxsolo.
Bonusinfo:
Kaya Brüel spiller på Islands Bryggens Kulturhus d. 10. juli kl. 20, som en del af Copenhagen Jazzfestival.
Kaya Brüel: www.kayabruel.dk
My Space: www.myspace.com/kayabruel
Den amerikanske saxofonist Michael Blake spiller med sit danske band Blake Tartare på Jazz Standard d. 18. juni, bandet består af Kresten Osgood på trommer, Jonas Westergaard på bas og Søren Kjærgaard på piano. Sidstnævnte udsendte tidligere i år triopladen Optics, den anmeldes i juniudgaven af All About Jazz New York, hvor der bla. står: "Both “Elegy” and “Radio House Requiem” might be described as ballads and they are both gorgeous CD highlights. The latter does portray a sense of loss, but the sophisticated harmonies played at a slow, steady tempo make for riveting listening." og herfra kan jeg kun tilføje at Radio House Requiem ikke bare føles som at den handler om tab, Den HANDLER om tab, nemlig Radiohusets lukning og dermed også lukningen af de legendariske indspilningsstudier.
Jacob Anderskov Trio spiller på Cornelia Street Cafe d. 17. juni. Anderskov benytter sig af de lokale musikere Mark Helias på bas og Tyshawn Sorey på trommer. Dagen efter spiller Anderskov en solokoncert på Scandinavian House.
I byen Rochester i staten New York er der jazzfestival fra d. 14. juni. Her spiller Jazzkamikaze to dobbeltshows, Jacob Anderskov optræder med en solokoncert og Blake Tartare spiller ligeledes på festivallen. Blake Tartare fortsætter iøvrigt til Canada hvor de både spiller i Victoria og Vancouver.
Dansker på internationalt guitartogt
Det er gruppens anden CD på det spanske pladeselskab Fresh Sound. Guitaristen Mikkel Ploug står i spidsen for kvartetten der består af den amerikanske saxofonist Mark Turner, den danske bassist Jeppe Skovbakke og den irske trommeslager Sean Carpio.
Mark Turner lavede 1998-2001 nogle bemærkelsesværdige plader for Warner og begyndte i samme periode at spille sammen med guitaristen Kurt Rosenwinkel. Et betydningsfuldt makkerskab, som vi har hørt på bla. Rosenwinkels Heartcore og og Next step. Nu er Mark Turner ved at have et betydningsfuldt makkerskab med endnu en guitarist. Kvartetten har turneret en del sammen siden den sidste pladeudgivelse og samarbejdet mellem Turner og Ploug er ved at være sammentømret. De spiller sammen, åbner op for hinanden, fletter toner sammen og skaber nye veje.
Der veksles mellem ballader og mere pågående dynamiske numre. Mikkel Ploug har skrevet og produceret pladen og han kan ikke roses nok for det flotte og professionelle stykke arbejde han har lagt for dagen. Et arbejde der med rette har vækket interesse i udlandet. Mon ikke også det gør herhjemme?
Bonusinfo:
Mikkel Ploug spiller flere koncerter under Cph Jazzfestival, bla. på Lades d. 4. juli og Kvarterhuset d. 5. juli,My Space: www.myspace.com/ploug
Samisk/elektronisk kultursammensmeltning
Hun har siden sit internationale gennembrud i 1989 med pladen Gula Gula været med helt fremme på verdensmusikscenen. Hun kommer fra nordnorge og er same, hvilket også fremgår af musikken, hvor hun bla. synger på samisk. Så langt, så godt. Hvis det ikke lige var fordi at der er kommet en plade med remixes af Mari Boines musik, hvor folk (inklusive undertegnede) udenfor verdensmusikmiljøet kan blive indfanget af hendes musik. Det er electronicafolk som Mungolian Jet Set, The Knife, 120 Days og Mental Overdrive der er sat på opgaven at remixe hendes musik. Musikken har med andre ord ikke fået en omgang chillet loungelak, men derimod en omgang nordisk nutidig progressiv elektrooverhaling der får mine ører til at blafre. Der er både de stille numre som Elle (Mungolian Jet Set remix version) og et nummer som Suoivva (Mental Overdrive) der kan få et dansegulv til at rotere af sig selv.
I 2001 blev den første samling af remixes udsendt, dengang var det folk som Jah Wobble og Biosphere der havde mixet.
Mari Boine: www.mariboine.no
My Space: www.myspace.com/boine
Klassisk 70'er big band jazz
1970'erne var storhedstiden for jazz-big bands i Europa. En lang række radiostationer (og private mæcener) var med til at finansiere de dyre orkestre. Peter Herbolzheimer, George Gruntz og Clarke-Boland havde godt fat i det centrale Europa, hvor der var et godt miljø (og økonomi) for den musik. I Danmark havde vi Thad Jones og Radioens Big Band, de var også med Champions League (eller mesterholdenes turnering som det hed dengang). Det er de vist ikke længere, som Boris Rabinowitsch også føler sig kaldet til at pointere i et læserbrev for et par uger siden i Politiken. Han mener at det er en overdrivelse, når DR i reklamer kalder DR Big Band for verdens bedste.
Nå men lad os vende tilbage til 70'erne. Francy Boland havde sammen med den amerikanske trommeslager big bandet The Francy Boland-Kenny Clarke Big Band i årene 1962-1972. Her komponerede Boland al musikken. Fire år senere indspiller han med et 25 mand stort big band, over 4 dage tre LP'er; Blue Flame, Red Hot og White Heat, der nu er samlet på en dobbelt CD. Francy Boland's musikalske inspiration er hentet i de amerikanske big bands storhedstid fra slutningen af 30'erne til midten af 40'erne. Derfor er der også flere kompostioner hentet fra den periode; Dancing in the dark, All the things you are, Autumn in New York og East of the sun and west of the moon er blandt numrene man finder på dobbelt-CD'en. Blandt de gode solister finder vi Sahib Shihab på både fløjte, baryton- og sopransax, Tony Coe på klarinet, Benny Bailey på trompet og Ronnie Scott på tenorsax. Francy Boland spiller selv klaver og el-piano, og sidstnævnte instrument er med til at tidsfæste de tre plader for evigt, for der er spredt adskillige el-piano soli udover hele pladen.
Francy Boland døde i 2005, 75 år gammel.
Saxofonisten Jesper Thilo er årets modtager af pladebranchesammenslutningen IFPI's ærespris. Han meldte sig ind Dansk Musikerforbund d. 1. maj for 50 år siden og har siden været en af de mest aktive jazzmusikere herhjemme. Det store folkelige gennembrud fik han som en af de mest markante blæsere i Radioens Big Band op gennem 70'erne, men havde allerede indenda markeret sig hos bla. Arnvid Meyer, hvor han nåede at spille med de mange gæstende amerikanske musikere, som feks. Ben Webster, som også har været en væsentlig inspirationskilde for Thilo.
Jesper Thilo er musiker af den gamle skole, han er klassisk uddannet på det kgl. danske Musikkonservatorium i København, hvilket gjorde ham svært kvalificeret til orkestre, hvor der skulle spilles fra bladet, som feks. Ernie Wilkins Almost Big Band og flere andre. Han udgav i 1980 sin første plade i eget navn. Materialet blev hentet i den store amerikanske sangbog og det har han iøvrigt holdt sig til lige siden. Han har som kapelmester lavet plader sammen med bla. Clark Terry, Al Grey, Harry "Sweets" Edison, Sir Roland Hannah og Hank Jones. Han har altid benyttet nogle af de fineste danske jazzmusikere som sidemen; Søren Kristiansen, Olivier Antunes, Frands Rifbjerg, Svend Erik Nørregaard etc. Sidste år udsendte han pladen Jazz a la carte.
Jesper Thilo lavede i 2000 den anbefalelsesværdige bog Man ska' ku' se komikken, der handler om Thilo's spændende og underholdende musikerliv. I 2006 medvirkede han i DR's børneprogram Sigurd & Big Bandet, hvor han spillede figuren Dr. Jazz, der vidste alt om jazzens historie.
Prisen overrækkes på fredag d. 6. juni på Copenhagen Jazzhouse i forbindelse med Danish Music Awards Jazz.
Bonusinfo:
Jesper Thilo spiller som vanligt ved en lang række koncerter under sommerens jazzfestivaller, her må du simpelthen selv tjekke de respektive festivalsites.
Der er ingen webhenvisninger her til sidst, da Thilo som før nævnt er af den gamle skole, og My Space er ikke en promoveringsmulighed på nettet for Thilo, men pletten midt på scenen lige foran mikrofonen.
