Michel Camilo & Aarhus Jazz Orchestra - Musikhuset i Aarhus 27. juni

Pianisten Michel Camilo var ganske enkelt hot shit i slutningen af firserne. Første gang han gæstede Danmark var i 1987 på Montmartre under Copenhagen Jazz Festival. Det skete på en af sommerens varmeste dage – en sommer, der paradoksalt nok siden er gået over i historien som en af de koldeste.

39 år senere stod han på scenen i Musikhusets Store Sal sammen med Aarhus Jazz Orchestra på den varmeste dag, der nogensinde er målt i Danmark. Med risiko for at falde direkte ned i klichéfælden må det siges: Der var endnu varmere på scenen. Camilo havde taget sin faste rytmegruppe med, heriblandt den herboende cubanske conga-virtuos Eliel Lazo. Aarhus Jazz Orchestra kvitterede med 16 blæsere og deres nye chefdirigent, nordmanden Geir Lyssne, som kommer efter ni år i spidsen for NDR Bigband. Det er en chefdirigent af absolut international klasse, orkestret har fået fat i.

Der er enkelte koncerter, hvor jeg møder op usædvanligt godt forberedt. Sådan var det denne aften. Som ganske ung købte jeg In Trio, min første Michel Camilo-plade, og i en periode var han intet mindre end et musikalsk idol. Begejstringen kulminerede med One More Once fra 1994, hvor han foldede sit spil ud sammen med et bigband. Derfor var glæden også stor, da det viste sig, at en stor del af repertoiret kom netop derfra.

Camilos musik er højeksplosiv latinjazz. Teknisk nådesløs, propfyldt med vilde breaks og uden et eneste sekund til overs. Hver takt tæller. Hans klassiske baggrund høres især i de elegante soloindledninger, hvor han alene bygger spændingen op, inden orkestret eksploderer omkring ham. Samtidig er hans klaverspil dybt percussivt. Han behandler tangenterne, som var de skindet på en conga, og fingrene hamrer af sted med en kraft, præcision og rytmisk opfindsomhed, som stadig er dybt fascinerende.

Min sidemakker har gennem årene adskillige gange fortalt om den Michel Camilo-koncert, han oplevede på Brædstrup Kro i efteråret 1987. Lørdag aften blev derfor også en rejse tilbage til ungdommen for os begge – og tilbage til noget af den jazz, der var med til at forme vores musiksmag.

Og vi fik præcis det, vi håbede på. Faktisk mere.

Åbningen med Why Not? satte barren med det samme. Bigbandets altsaxofonist Kati Brien leverede en overbevisende solo og viste igen sit format i Just Kiddin', hvor hele orkestret arbejdede på højtryk for at komme levende gennem Camilos svimlende komplekse komposition. Min sidemakker lænede sig over og konstaterede, at Aarhus Jazz Orchestra aldrig havde lydt bedre. Jeg havde svært ved at være uenig. Blæsersektionen var ganske enkelt fremragende.

Caribe bredte øjeblikkeligt caribisk varme i salen, mens afslutningen med One More Once bød på stærke soli fra Michael Bladt og en saftig chase i trompetgruppen. Som ekstranummer kom On Fire, og titlen kunne dårligt have været mere passende. Til sidst stod hele salen op. Publikum klappede, jublede og sendte begejstringen tilbage mod scenen med samme energi, som Michel Camilo havde sendt ud over tangenterne.

Det var den eneste koncert med Camilo og big bandet. Det må de meget gerne gøre igen.

Jeg fik desværre kun taget et meget dårligt billede med telefonen fra koncerten, i stedet har jeg sat et billede ind af solnedgangen der mødte os, da vi kom ud fra Musikhuset.

Per Texas Johansson: Orkester Omnitonal på musikaliska kvarteret (Moserobie) LP/CD/digital

 

Det er altid en god idé at tjekke, hvad der sker på den svenske jazzscene. Her er saxofonisten Per Texas Johansson et af mine faste holdepunkter, da han altid holder et ekstremt højt niveau på sine albums.

Hans nyeste album skuffer ingenlunde. Åbningsnummeret Hoax er som at blive hvirvlet ind i åbningsscenen i en hektisk film. Jeg kan bedst sammenligne det med starten på Marty Supreme, der flyver gennem New Yorks maniske gader i årene lige efter Anden Verdenskrig. Texas har et stort orkester på 17 mand, der bevæger sig mellem moderne klassisk musik, filmmusik og utraditionel bigbandjazz. I åbningsnummeret er det Fredrik Ljungkvist, der afleverer en vild solo, som er med til at sætte den høje standard for albummet. Det kribler og krabler i hele kroppen.

Det er Johan Siberg, der dirigerer orkestret, som spiller Per Texas Johanssons musik. Hvis du kun skal høre en svensk dagsordenssættende jazzskiva i år, så er det den her.

Bandcamp

Miho Hazama & DR Big Band: Frames (Edition Records) LP/CD/digital

 

Når DR Big Bands japansk-amerikanske chefdirigent Miho Hazama laver et værk, hvor hun udforsker den fortid, som big bandet står på skuldrene af, bliver jeg blød om hjertet. Når det samtidig gøres med den akkuratesse og elegance, som det er tilfældet her, er der ingen vej udenom: Det er et bigband-mesterværk.

Ib Glindemann, Ray Pitts, Palle Mikkelborg, Ole Kock Hansen, Thad Jones, Bob Brookmeyer og Jim McNeely (som Miho Hazama også har haft som underviser) har i hver deres markante periode stået i spidsen for det over 60 år gamle bigband. Det er dem, Miho Hazama har ladet sig inspirere af til de seks kompositioner, der udgør Frames.

Der er den ret indlysende med Aura II, hvor det er Palle Mikkelborgs værk lavet til Miles Davis, der har givet navn til kompositionen. Mikkelborg var dog mere end Aura; han lavede allerede i 1969 LP’en Brownsville Trolley Line med bigbandet. Det nævner jeg, fordi Hazama ikke har lavet en tribute til fortiden, Aura og det, der var. Hun har med nutidige ører skabt et selvstændigt værk, hvor hun bruger bigbandets sjæl og væsen til at skabe ny musik.

Numrene forløber som længere, suitelignende forløb, hvor stemninger og bigbandets kollektive udtryk og lyd står stærkest. Der er selvfølgelig også flere gode solopræstationer undervejs – det er jo en bigbandplade. Her bliver jeg nødt til at fremhæve Nicolai Schultz’ uforlignelige fløjtespil på The First Notes – just plain wow! Der er også Kaspar Vadsholts NHØP-lignende solo på nummeret LuLu. Frames er på alle måder aldeles vellykket.

Bandcamp

Mathias Heise & Danish Radio Big Band: A love supreme revisited (April) LP/CD/digital

 

Selvfølgelig er det blasfemi for højlys dag: at tage John Coltranes A Love Supreme, et uomgængeligt mesterværk, der igen og igen er blevet hyldet som en af de bedste jazzplader nogensinde, og arrangere musikken for bigband med mundharpe som soloinstrument. Det lyder på papiret som en dødssejler. I virkeligheden er det heldigvis noget helt andet, når det er Mathias Heise, der spiller mundharpe og har arrangeret A Love Supreme for DR Big Band.

Mathias Heise viste allerede som 25-årig, da han lavede albummet The Beast sammen med DR Big Band, at han sagtens kan tøjle et bigband og stå i spidsen med mundharpen som hovedinstrument. Han er tro mod Coltranes originalkomposition i den grad, man kan være det, når 20 musikere spiller musik, der oprindeligt blev fremført af en kvartet.

Mathias Heise er en vild virtuos på sit instrument, og han mestrer naturligvis det tekniske. Der, hvor jeg for alvor falder på røven over ham, er, når han både kan placere sig lidt foran, lidt bagefter og helt unisont med bigbandet, når de spiller melodistykkerne. Det virker, som om han gør, hvad han har lyst til – og samtidig passer det perfekt ind i fremførelsen.

Mathias Heise har tilføjet sin egen Harmonica Cadenza som solostykke lige før den afsluttende “Part IV – Psalm”, der går over i Coltrane-kompositionen Alabama. Det er en mesterlig og rørende afslutning på endnu et godt samarbejde mellem DR Big Band og Mathias Heise.

Mathias Heise

Odense Jazz Orchestra meets Loren Stillman (AMM Records/Gateway) LP/CD/digital

 

Sidste år kom pladen Ghost of a city med Odense Jazz Orchestra, hvor de spillede Jeppe Grams musik. Den blev nomineret til en DMA jazz award. Big bandets pladser er besat af en lang række markante jazzmusikere, der kan opfylde big bandets høje standard.

De er gået sammen med den amerikanske saxofonist og komponist Loren Stillman som herhjemme bl.a. kendes for sit samarbejde med Mikkel Ploug og ude i den store verden for at have spillet med Charlie Haden, Carla Bley og Paul Motian. Han har skrevet seks numre som big bandets bassist Kasper Tagel har arrangeret. 

Det er helt grundlæggende en god og sammenhængende big band plade, hvor der er et roligt og behageligt flow. Stillmans melodier lægger op til og er i stand til at rumme den musikalske fyldighed fra big bandet. Loren Stillman indtager ofte rollen som solist, enten på tenor eller sopransax. Han har en myndighed i tonen, der giver big bandet overskud.

Det er en fornøjelse at høre det vellykkede samarbejde mellem den nordiske tone og de amerikanske jazztraditioner. Lyt f.eks. til A tree falls eller den fortryllende Like a magic kiss, hvor big bandets mangeårige trompetist Tomasz Dabrwoski og Stillman mødes i flot samspil.

Mødet mellem big bandet og amerikaneren føjer endnu et anbefalelsesværdigt kapitel til historien om det fynske big band.

Odense Jazz Orchestra

Ray Charles: No one does it like… Ray Charles! (Tangerine Records) LP/CD/digital

 

Det er ikke det jeg plejer at skrive om her på bloggen. Når der så alligevel dukker en promotionmail op med nyt om en Ray Charles plade, så kan jeg ikke holde mig tilbage. Ray er en af mine allerstørste helte. Ligegyldigt hvilket humør jeg er i eller hvilken tid det er på døgnet, så er Ray Charles altid sagen. Det er jazz, rhythm’n’blues, soul og country. Han startede pladeselskabet Tangerine Records i 60’erne. I dag sørger The Ray Charles Foundation for at genudgive remasterede udgaver af pladerne fra Tangerine bagkataloget. De har i år genudsendt flere Ray Charles plader, der i den grad kan tåle et genhør med nutidens ører. 

Der er Love Country Style fra 1970, hvor han spiller countrysange med et jazz/soul/blues twist. Hør feks. hans fortolkning af Johnny Cash hittet Ring of fire. Så er der hitalbummet Ingredients for a recipe of soul fra 1963, der åbner med Busted, der også var en Johnny Cash sang men som Ray Charles fik endnu større succes med - han fik bla. en Grammy for den. Det oversete 1974-album Come live with me har ikke været genudgivet siden den udkom. Så meget desto mere er der grund til, at høre den. Det er ballader, Wurlitzer og strygerorkester.

Den seneste er No one does it like… Ray Charles! Det er en opsamling med numre, der kun har været ude på single eller som bonustracks. Pladen åbner med My baby don’t dig me fra 1964, hvor B-siden Somethings wrong også er med. Det er Ray Charles på højden af karrieren med storladen big band soul. Ray Charles var superproduktiv i 60’erne og det var almindeligt med 7-8 singler om året, hvor 3 af dem ikke var med på noget album, så der har været nok at plukke af. Pladen lukker med den smørbløde My heart fries for you fra 1964, som han fik et top 40 hit med. Inden da har der være et par ægte Ray Charles bangers som No one og Don’t set me free, der er grund nok til at bruge tid på albummet. 

Ray Charles døde for 21 år siden. Jeg er glad for at jeg oplevede ham live i Stockholm I sommeren 1992, hvor det pisregnede under hele koncerten, hvilket han var helt og aldeles upåvirket af. Han er for evigt en af de allerstørste i min musikalske verden.

Bandcamp

Janne Mark & Aarhus Jazz Orchestra feat. Arve Henriksen: Delta (Jaeger Community) LP/digital

 

Det er blevet til to albums på det store tyske pladeselskab ACT Records for Jazznytprisvinderen fra 2018, Janne Mark. Fælles for dem begge var at den norske trompetist Arve Henriksen medvirkede på dem. Det gør han heldigvis også på Janne Marks nyeste udgivelse, Delta, hvor hun genbesøger salmer fra de to albums i selskab med Aarhus Jazz Orchestra. 

Det er Aarhus Jazz Orchestra’s saxofonist Cesar Joaniquet, der på forbilledlig vis har arrangeret musikken. Salmerne er lavet til at blive brugt og sunget i fællesskab. Her folder han dem ud i tre dele, hvor big bandet får præsenteret musikken som små suiter. I den første del samles det man på mere verdslig vis kan kalde Janne Marks greatest hits. Verden er en salme, Gå stille og tyst, Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage, Pilgrim og Both in the world and yet outside it kobles sammen på forunderlig og logisk vis. Joaniquet kommer ind i salmernes sjæl og får gennem big bandets store lyd foldet dem ud på ny. 

Mødet mellem Janne Marks stemme, salmerne, Arve Henriksens trompet, big bandet og Joaniquets arrangementer er en stor lytteopplevelse. Som i opbygningen i tredje del til Altid allerede elsket, hvor det bliver dramatisk og storladent. Der er ikke nogen der sparer på noget som helst. Delta er en god og meget vellykket tilføjelse til Janne Marks musikalske verden. 

Jaeger Community

Peter Danemo: Gläntan (Resonansium) >> Peter Danemo/Norrbotten Big Band: Resonansium (Resonansium) >> Nevrin/Landin/Danemo: Vägen (Resonansium)

 

Den svenske trommeslager Peter Danemo, som vi herhjemme kender fra flere samarbejder med Fredrik Lundin har haft noget musik liggende, der trængte til at blive udgivet. Det betyder at der er udkommet tre plader på en gang. 

Den første er Gläntan, der er indspillet i 2019, hvor Danemo samlede 8 musikere omkring sig, er min favorit. Strygere, fløjte, klarinet, percussion og en klassisk jazzkvartet med Joakim Milder på tenorsax. Musikken er stor og rummelig. Der er en lydhørhed og et nærvær, der bl.a. er fremkommet i kraft af at de har lavet musikken sammen uden hovedtelefoner og forstærkning.

På den anden plade er Danemo sammen med big bandet Norrbotten Big Band, hvor vi møder dem på en indspilning fra 2016. Pladen placerer sig i forlængelse af Hedvigsnäs med big bandet og Danemo der kom i 2017, efter at Danemo havde været Artist in Residence ved big bandet. På Resonansium præsenteres vi for noget af den musik, der ikke blev plads til på Hedvigsnäs. Det er ikke overskudsmusik. Det er klasse big band musik, hvor minisuiterne Ember og Resonansium er højdepunkter.

På den tredje plade er det en helt anden retning. Her er det rendyrket improviseret jazz, hvor de mødtes i studiet uden plan eller retning. Peter Danemo er sammen med Klas Nevrin på piano og Pär-Ola Landin på bas. At det er musik der er opstået i øjeblikket betyder ikke at det er fri fra time eller struktur. Det er tre musikere, der benytter et grundlæggende kendskab til jazzen, hinanden og mødet i musikken til, at skabe triojazz, hvor det er ren improvisation der sprudler og spræller.

Bandcamp

Jeppe Gram & Odense Jazz Orchestra: Ghost of a city (Odense Jazz Orchestra) LP/digital

 

Det skal gå meget galt, hvis Odenses fodbold stolthed OB ikke rykker op i Superligaen efter denne sæson. Byen har allerede et big band i superligaklassen. Det var en idé i samme klasse, som Odense Jazz Orchestra fik, da de spurgte trommeslageren og komponisten Jeppe Gram om han ville skrive musik til dem. Det færdige resultat er nu udsendt på vinyl og på streamingtjenesterne. 

Fynboen Jeppe Gram var lige flyttet fra København til den fynske landsby Hesselager og der var stille. Lydene på landet efterlod mere plads til, at Gram kunne høre sin egen indre stemme. Albummet lægger godt fra land med Kentonian tubes and klaring bells, hvor Gram hylder big band Stan Kentons nummer Malaguena. Anders Filipsen dukker op undervejs med en vidunderlig Korg Mono-poly synth solo. Den polske trompetist Tomasz Dabrowski sætter barren højt med soli på numre som Mother Song og den heftige Brafrica.

Det er mest af alt Jeppe Grams album. Han fik en Danish Music Award i 2022 for årets album med Doldrums. Her er big band albummet noget helt andet. Til gengæld viser det noget om Grams bredde og store kompositoriske kvaliteter. Han er inspireret af big band lyden fra 60’erne og sætter sit eget personlige og nutidige præg på musikken. 

LP’ens side 2 åbner med Open Land, en hyldest til Fyn, hvor inspirationen fra en anden af øens store komponister Carl Nielsen er tydelig. Den former sig som en suite fra det sfæriske til det pulserende. Albummet afsluttes med titelnummeret, hvor Gram har ladet sig inspirere af ældre filmmusik. Her får saxofonisten Hans Mydtskov lov til, at løfte stemningen med en god og sikker tenorsaxsolo. Ghost of a city er et særdeles vellykket samarbejde mellem Jeppe Gram og big bandet.

Streaming

Aarhus Jazz Orchestra & Michael Bladt: Shapeshifter (Jaeger Community) LP/digital

 

Fodboldklubben Liverpool og jazz er to af Aarhus Jazz Orchestra’s mangeårige saxofonist Michael Bladt helt store favoritter. Efter en lang og hård periode uden mesterskaber er Liverpool helt og aldeles i spidsen i engelsk fodbold, hvilket gør ondt på jazzbloggeren, der altid har holdt med Manchester United. 

Til gengæld gør det ikke ondt, at den jazz som Michael Bladt sætter højest, The Brecker Brothers og lignende jazz er hot shit igen. Nu i en moderne aftapning, som det kan høres hos eksempelvis Snarky Puppy. Bladt har skrevet musikken - alle numrene var også med på den plade, Shapeshifter som Michael Bladt lavede sammen med Abekejser under navnet Clash for halvandet år siden. 

Aarhus Jazz Orchestra spiller musikken under ledelse af Nikolai Bøgelund og så har keyboardtroldmanden fra Snarky Puppy, Bill Laurance produceret pladen. Big bandet er forstærket med percusssionisten Bodek Janke og de to Abekejserfolk, Jon Døssing Bendixen og Jeppe Lavsen.

Jeg syntes at det halvandet år gamle album Shapeshifter var rigtig god. Den nye Shapeshifter med big bandet når nye højder. For det første er Aarhus Jazz Orchestra inde i en guldalder. De spiller hamrende stærkt og sikkert. Når der åbnes op for soli undervejs træder de forskellige musikere i karakter. Michael Bladts numre har ændret sig i det nye setup. Den store og fyldige lyd klæder numrene. Der er eksempelvis hyldesten til Liverpooltræneren Jürgen Klopp og pladens afsluttende hyldest til den dobbelte Tour de France vinder Jonas Vingegaard. Mine to favoritter på et album, hvor der egentlig kun er favoritter, er Mancave med en forrygende solo fra Bodek Janke og nummeret Clash, hvor hovedmanden sætter det det hele på plads med en sej tenorsaxsolo.

Big band fans med hang til funk og fusion vil ikke blive skuffede, når de hører Shapeshifter. Tværtimod. Det er endnu et godt og anbefalelsesværdigt fra provinsens musikalske perle, Aarhus Jazz Orchestra.

Jaeger Community

Blood Sweat Drum + Bass: Shiva’s Dance (Jaeger Community) LP/digital

 

Det er en to-delt udgivelse som big bandet Blood Sweat Drum + Bass er aktuel med. Der er hentet musikalsk inspration i Indien - og musikalsk hjælp udefra. Wayne Siegel har komponeret studiesiden, hvor pladens gennemgående musikalske gæst, den indiske fløjtenist Shashank Subramanyam er med. Wayne Siegel bruger sit selvopfundne Motion Tracking System, der benytter sig af et webcam til at opfange Siegels bevægelser, der ud fra et mønster omsættes til lyde. Det lyder og fungerer godt som et møde mellem indiske traditioner og moderne kompositionsmusik- dog med den lidt spøjse tilstedeværelse af nogle elektroniske udbrud, der muligvis utilsigtet, lyder som om der bliver trukket ud i toilettet.

Livesiden er indspillet i Musikhuset forbindelse med Aarhus Jazz Festival i 2023. Det er Blood Sweat Drum + Bass i en stærk opstilling og fuld af energi. Big bandets leder Chappe har skrevet tre numre sammen med Subramanyam. Undervejs er der soli med folk som Lars Fiil, Peter Dahlgren, René Damsbak og Johan Toftegaard Knudsen. Det flyder forrygende let og sammenhængende afsted. Subramanyam leverer nogle autentiske fløjtesoli undervejs. Live-siden åbner i klassisk BSD+B land med et vokal nummer, hvor Turid Guldin synger nummeret Mærker efter nu. En god start og fin status fra det gode big band.

Jaeger Community

Søren Ulrik Thomsen & Det glemte kvarter med Aarhus Jazz Orchestra: Hvor alting altid er (Blue Blitz Music) LP/digital

 

Jeg er ikke litteraturanmelder. I det hele taget er tekster ikke noget jeg dyrker ret meget her på bloggen, hvor langt den overvejende del jeg skriver om er instrumentalmusik. Der er enkelte undtagelser - og her er Søren Ulrik Thomsens samarbejde med Det Glemte Kvarter den største. Jeg forholder mig ikke analytisk til Søren Ulrik Thomsens tekster, der i dette tilfælde tidligere er udgivet i bogform i digtsamlingen En hårnål klemt inde bag panelet, som jeg tilfældigvis har stående i reolen.

Søren Ulrik Thomsen tager os med i livet, i hans liv med betragtninger om noget der har været, noget der er og noget der kommer. Om venner og bekendte, der bruges som udgangspunkt til at fortælle om hvor i livet Søren Ulrik Thomsen befinder sig. Min fascination af måden som han bruger ordene  og sproget er uendelig. Det er berusende og efterlader mig med stor glæde - og så burde det i princippet være nok.

Det er her at komponisten Mikkel Grevsen kommer ind i billedet. Han har med bandet Det Glemte Kvarter skabt musik til Søren Ulrik Thomsens digte på indtil nu fem albums. På det nye album er big bandet Aarhus Jazz Orchestra tilføjet. Det giver mere fylde og andre dimensioner til den musikalske udvidelse af Søren Ulrik Thomsens tekster. Mikkel Grevsen er ikke kun kommenterende - han komplementerer Søren Ulrik Thomsens sprog med nye dybder og vidder. 

Søren Ulrik Thomsens stemme og timing er dybt musikalsk og spiller flot sammen med det Det glemte Kvarter og Aarhus Jazz Orchestra, så ord og musik flyder afsted i en grad, hvor den time lange udgivelse tager mindre end en time. 

Stor anbefaling herfra - Mikkel Grevsen og Søren Ulrik Thomsen har gjort det igen. 

Det Glemte Kvarter på Facebook

Lars Møller, NDR Big Band feat. Palle Mikkelborg: Echoes (Dacapo) CD/digital

 

Det var noget af en skøn overraskelse da CD’en landede på mit bord. En koncertindspilning fra Musikhuset Aarhus fra 2019 med det legendariske tyske NDR Big Band under ledelse af Lars Møller. At trompetisten Palle Mikkelborg er med som gæst gør kun det hele meget bedre. 

Helt centralt på udgivelsen er den 26 minutter lange suite Echoes of India, der i tre dele bevæger os gennem Indien, Skandinavien og USA. Møller har gennem hele sin karriere hentet inspiration fra indiske musiktraditioner. Han formår at blande indiske ragaer med den dybe indflydelse fra amerikansk jazz, hvor Maria Schneider og i særdeleshed Gil Evans har sat sine spor. 

Palle Mikkelborg træder tydeligt frem og gør et stort indtryk. Det er dejligt at høre ham som solist sammen med et velsmurt big band, hvor særligt Mikkelborgs parløb med pianisten Florian Weber skal fremhæves. Møllers musik og arrangementer er i særklasse, hvilket Mikkelborg er med til at give et ekstra løft.

Pladens afslutningsnummer er Folk Song no. 1, der er bygget over Marken er mejet og som Møller skrev til European Youth Jazz Orchestra i 2007, hvor den tyske trommeslager Jonas Burgwinkel, der spillede med NDR Big Band i 2024 pudsigt nok medvirkede. På Echoes er det danske Morten Lund der sidder ved trommerne. Trommeslageren der trådte sine barnesko i Klüvers Big Band, er en suveræn big band trommeslager.

Echoes er et centralt værk i Lars Møllers karriere og stærkt anbefalelsesværdig til alle der holder af big band jazz og Palle Mikkelborg.

Dacapo Records

Radiodanseorkestret under ledelse af Otto Francker: Vol 1 & 2 (Gateway) CD/digital

 

Radioens Big Band eller DR Big Band som det hedder nu om dage er lige fyldt 60 år. Historien går længere tilbage - og her indtager Otto Francker en meget central rolle. Han var både arrangør og dirigent for Radiodanseorkestret, hvor der nu er dukket to CD’er op, spækket med indspilninger fra 1962, hvor han indtager ledelsen. Han havde allerede etableret sig som et stabilt navn indenfor underholdningsmusikken, der blev cementeret året efter disse indspilninger, da han skrev Melodi Grand Prix vinderen Dansevise.

Vi præsenteres for 46 numre. Jeg har indtrykket af at alt er med fra den periode. Selvfølgelig kunne man have været hård og kun udgivet de mest jazzede sager.. Så havde man ikke fortalt historien ordentligt. Det er kun godt, at alle detaljerne er med. 

Jeg er ikke bekendt med ret mange af musikerne i Radiodanseorkestret - det fortæller nok mere om mig. For jazz det kan de spille. 

På den første CD spiller de den vidunderligt veloplagte I cover the waterfront, der i arrangementet er skåret skarpt til blæserne. Vi får også uopslidelige klassikere som Love is here to stay, I could have danced all night og Walkin’. Otto Franckers egne numre Bell Sheep og Back to Indiana er to charmerende jazznumre.

En dejlig bonus på den første CD er de fem numre med Pedro Biker, hvor han går direkte ind hos mig, når han synger They Can’t take that away from me.

På den anden CD dukker Grethe Sønck op. Tre år efter hendes giganthit Klaus Jørgen, synger hun jazz som var det hendes primære ting. From here to eternity og Be careful it’s my heart er to fine dokumenter på, at Sønck kunne mere end revy og refrænsang. Hendes let mørke vokal passer fint til big bandet. 

De spiller også Bobby Timmons klassikeren This here, hvor rytmegruppen har fanget det swingende beat i souljazz nummeret. Blæserne er på overarbejde. Den senere giro 413 og Hej P3 vært, Erik Kaare leverer en god solo på guitar.

Begge CD’er er vægtige dokumenter i dansk jazzhistorie - og skal høres af alle med interesse for dansk jazzhistorie. 

Gateway Music Shop

Bonusinfo:

Efter at jeg havde lagt ovenstående op på bloggen, fik jeg en mail fra Otto Franckers søn, Steen, der har stået for udgivelsen af pladerne:

"Tak for anmeldelsen af de 2 CD’er med Radiodanseorkestret. Det var en rigtig fin anmeldelse med henblik på det historiske perspektiv. Det var netop derfor, jeg udgav dem - for at give et bidrag til  historien.

Du skriver, at jeg nok har medtaget alt fra den periode. Jeg har faktisk sorteret en del fra, fordi det ikke var jazzet nok. Og jeg har stadig en del, som jeg gerne ville have haft med. Der er fire numre med den finske sangerinde Seija Lampila (Round Midnight, Stelle By Starlight, Temptation og Time On My Hands) og et nummer med Sal Brigs (Get Out Of Town). Og der er mere med Grethe Sønck og noget med Freddy Albeck. 

Jeg har udeladt disse for ikke at få problemer med rettigheder, og nogle numre synes jeg ikke havde god nok lydkvalitet. Det er trods alt 60 år gamle spolebånd. 

Det, jeg er gået efter, er først og fremmest de fantastiske arrangementer.

Men igen, tak for anmeldelsen - den blev jeg rigtig glad for!"