Spot Festival er et fedt sted at møde mennesker. Hvilket jeg også benyttede mine dage til. Der er mange branchefolk og en hulens masse musikere. Jeg fik hilst på og snakket med en masse forskellige folk.
Jeg startede lørdagen til branchetalk på den del af Spot der hedder Spot+. Her var der oplæg om streaming og hvordan økonomien hænger sammen. Det var superspændende og i øvrigt også meget kompliceret at forstå hvordan afregningen foregår.
Der var koncert allerede kl. 12 i Symfonisk Sal i Musikhuset, hvor r’n’b sangeren MAAD ZEN og sangskriver og guitarist Lasse Michelsen var på scenen sammen med blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra, strygere fra Aarhus Sinfonetta, Jon Døssing fra Abekejser på keys og trommeslageren Jakob Marker der bl.a spiller med Tigeroak. Det var en god opvågning og start på en lang Spot-dag. Urban grooves med strygere og blæs er en lækker kombi - og det fungerede godt.
Jeg gik direkte til en talk med Troldspejlet værten Jakob Stegelman der fortalte om filmmusikkens vigtighed. Noget han gjorde ved at benytte nogle forskellige filmintroer. Det var spændende og tankevækkende. Jeg nåede over på Turkis til en hyggelig eftermiddageskoncert med den tyrkisk-islandske duo Thorhan, der spillede musik inspireret af både Tyrkiet og Island. Det lyder lidt underligt på skrift - men var det overhovedet ikke i virkeligheden. Det var iøvrigt en kobling til talken jeg lige havde oplevet med Stegelman. Thorhan spillede en hyldest til Ennio Morricone - en komponist som Stegelman fremhævede som en vigtig grund til spaghetti westerns blev så populære.
Der skal ikke herske nogen tvivl om at den koncert som jeg havde set allermest frem til var duoen Kaleiidos møde med Aarhus Jazz Orchestra. Hvad var det så jeg oplevede og levede det op til forventningerne? Det var en af den slags koncerter, hvor man skulle være og mærke det med hele kroppen og sindet. Lagre den intense stemning. Duoen Kaleiido leverede sammen med Aarhus Jazz Orchestra den ubetinget største oplevelse for mit vedkommende på Spot Festival. De brugte hele Symfonisk Sal - blæsere der var placeret på balkonerne og højttalere placeret i rummet, så lyden kunne sendes rundt. Aarhus Jazz Orchestras musikere var ude i et nyt og for nogle grænseoverskridende territorium. Kaleiido udvidede deres eget originale område indenfor muskken. De plejer at mødes med nogle få musikere og ud fra nogle enkle rammer skabe improviseret musik. Det gjorde de også med Aarhus Jazz Orchestra. Forskellen var at big bandet i det her tilfælde blev et instrument, en lydskaber, der smeltede sammen med Anna Roemer (guitar) og Cecilie Stranges (saxofon) flydende musik, der til tider var ambient og på andre tidspunkter skabte kanter.
Undervejs var der solostykker til trompetisten Jakob Sørensen og saxofonisten Cesar Joaqinet. Bassisten Ida Duelund, der havde spillet på Spot, dagen før med Lueenas, var sprunget til som stand in i sidste øjeblik. Det fungerede ligesom resten, suverænt. Aarhus Jazz Orchestra er modige i deres udforskning af jazzens muligheder og Kaleiido har endnu en gang understreget, hvorfor de er noget helt særligt på den danske musikscene. I øvrigt siger rygtet siger, at det ikke er det sidste vi har hørt til samarbejdet med Kaleiido og Aarhus Jazz Orchestra.
Jeg havde næsten lige skrevet en positiv anmeldelse af Henrik Lindstrands nye album Klangland, så det var stor forventning at jeg skulle opleve ham i Musikhusets store sal, der ret hurtigt blev fyldt op. Han indtog scenen sammen med strygerne Who Killed Bambi. Det blev en smuk oplevelse, hvor Henrik Lindstrands rene og klare mol-farvede musik indtog lytterne i salen og hensatte dem i en meditativ tilstand. Han foldede musikken fra det nye album ud på smukkeste vis. I øvrigt sneg han, hen mod slutningen af koncerten, nogle seje jazzfraseringer ind i musikken og afslørede at han også har en del og andet med i den musikalske bagage end Kashmir.
Jeg nåede lige, at opleve Anna Brønsteds Our Broken Garden, der er aktuel med nyt album til august. Herefter gik turen til Aarhus Congress Center ved siden af Musikhuset. Her skulle hip hop/jazz bandet Ahead spille sammen med den pladeaktuelle rapper Jaden Castro. Ahead er vel det tætteste vi kommer på et The Roots lignende band herhjemme. Bandet inkluderer blandt andet trommeslageren Mathias Fischer og guitaristen Glen Montanaro. Jaden Castros rapflows er knivskarpe og sikre, hvilket blev bakket godt op af bandets fede groves. Der blev stille og roligt fyldt op foran scenen. En lækker koncert der giver lyst til mere. En lyst jeg kan få styret i Aalborg, hvor de spiller hver måned på El Mundo sammen med forskellige kunstnere.
Årets Spot skulle sluttes af med manér. Det sikre valg ville være Smag på dig selv, som jeg har set mange gange. I stedet havde jeg besluttet at det skulle værre AySay der spillede på samme tid i Lille Sal i Musikhuset. Den plan blev spoleret, da jeg løb ind i en der gav et hot tip. Jeg havde ikke lagt mærke til Akabanga i programmet. De skulle spille på Turkis. Da jeg fik at vide hvem det var der skulle på scenen, så var jeg ikke i tvivl. Jeg havde nemlig oplevet dem for halvandet år siden under et andet navn; De Place/Gambula/Bøgh - og det havde jeg ikke glemt. Det var burning afro med masser af electro og house.
Trommeslageren fra Total Hip Replacement, Jakob De Place, guitaristen fra Faratuben Mikas Bøgh og bassisten fra Athletic Progression, Justo Gambula har med bandet Akabanga skabt noget af de fedeste afro, der kan opdrives herhjemme. Både Bøgh og Gambula spillede mere på keyboards end på deres vanlige instrumenter. De rammer lige ned i tendenserne og musikken der strømmer ud fra det afrikanske kontinent, hvor hip hop, house og electro smelter sammen med afro af forskellige slags. Turkis var proppet og der blev hoppet og danset. Akabanga er en fest - og kan, uden at det virker underligt, være et godt midnatsnavn på adskillige festivaler, inklusiv de jazzede.
Det var en suveræn afslutning på et Spot, der for mit vedkommende blev mindeværdigt - særligt på grund af Kaleiido og Akabanga.
