Det forgangne år har bragt flere bøger om jazz på dansk frem end vi er vant til. Desuden har magasinet Jazzspecial holdt fanen højt som eneste danske jazzmagasin. I Sverige har de flere af slagsen. Et af dem, Orkesterjournalen fik en ordentlig og tiltrængt brush up i starten af 08. På aviserne er jazzen et stedbarn - og bliver behandlet som sådan.
Vi fik endelig bogen om Montmartre, men bare fordi den kommet er det jo ikke ensbetydende med at den er god.
MEN, det er den! Bogen der er skrevet af Wolsgaard-Iversen og Büchmann Møller, er uomgængelig for enhver jazzinteresseret i Danmark. Selv om spillestedet lukkede for så mange år siden, at størsteparten af de aktive danske jazzmusikere og -lyttere idag, aldrig nogensinde har været der. Så er det en så væsentlig historie at den trækker spor til idag, som en vigtig del af den danske jazzfolkesjæl. Blandt andet den del der handler om at spille med udenlandske jazzmusikere. Åbenheden overfor andre nationaliteter har altid været stor i dansk jazz. Danske jazzmusikere skylder utvivlsom meget i lærepenge til udenlandske musikere, som den anden vej skylder en pæn del for den imødekommenhed, store musikalitet og velvilje de som regel møder herhjemme. Så mon ikke det går op. Der er ihvertfald stadig mange udenlandske jazzmusikere der samarbejder med danske. Feks. medvirker der udenlandske musikere på 7 af årets 10 jazzplader her på Jazznyts liste.
Ham vi kender som jazztrommeslager fik taletid i den bedste sendetid i X-Faktor. Som dommer talte han for den gode smag, med et sprog der nok kunne få kaffekopperne til, at klirre ude ved kakkelbordene. Den popularitet/upopularitet som Thomas Blachman opnåede, udløste en fribillet til flere hundrede siders visdom spredt i bogen Det kolossale menneske, skrevet af Torben Steno, men ellers udtrykt af Blachman. Ikke så meget jazz måske, men rigtigt meget om det der driver kunsten.
Christian Munch-Hansen, der normalt gør sig Informations spalter havde fået den fine opgave at lave Copenhagen Jazzfestivals jubilæumsbog. En bog der blandt andet fik prædikatet coffee-table bog, med fremragende anmeldelser i bla. Gaffa. Bogen er spækket med billeder af Jan Persson og Gorm Valentin. Den indeholder desuden bidrag fra Ursula Andkjær Olsen, Cæcilie Norby, Henrik Wolsgaard-Iversen, Jan Kaspersen, Peter Laugesen, Ib Skovgaard, Kresten Osgood, Suzanne Brøgger, Per Vers og Thorbjørn Sjøgren. Vi får bla. historien om dengang DR spillede med jazzmusklerne og havde OB-vogne i gang inde ved Montmartre eller Ridebanen ved Christiansborg. Idag er de ikke engang repræsenteret med en diktafon.
Pladeselskabet Blue Note er ikke kun kendt for sit musikalske bidrag til jazzen i 50'erne og 60'erne. De var også kendte for deres uforlignelige pladecovers, der den dag i dag stadig fascinerer og inspirerer. På samme tid udkom der også lidt jazz på LP i Danmark. Faktisk kom der så lidt, at alt hvad er udkom kan samles i en lille bog. Det har pladesamleren og DJ'en Anders-Peter Andreasen og reklamemanden Morten Windelev gjort med bogen Cool Scandinavians, hvor de med udgangspunkt i Andresens store pladesamling har indscannet alle pladecovers fra perioden, samt suppleret med fotos taget af bla. Jan Persson.
For nogle år siden udkom Dan Turélls samlede jazzskrifter i bogen Charlie Parker i Istedgade på det lille forlag Bebop. Nu har forlaget samlet Jørgen Leths jazzskriveri fra nogenlunde samme periode i bogen En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem. Fra 50'erne til slutningen af 60'erne var der jazzskribenter på alle de større danske aviser. Der fandtes desuden diverse jazztidsskrifter. Mange jazzskribenter luftede deres højtravende og svært intellektuelle tanker for folket, hvilket næppe betød at jazzen blev mere udbredt. Men det derfor var det jo ikke uvæsentligt det de skrev, tværtimod. I dag er det en fornøjelse at læse Jørgen Leths tekster, der ofte svæver over i mere skønlitterære baner.
Arnvid Meyer var Mr. Swing King i 60'ernes jazzmiljø. Noget som datidens publikum nok vidste. Men for nutidens jazzinteresserede var det noget sværere at få øje på indtil Stunt udgav boksen Right out of Kansas City med 5 CD'ere, 1 DVD og en bog. Her havde sønnen og Jazz Special redaktøren Cim Meyer talt med mange af de musikere som Arnvid omgav sig med. Bogen er særdeles underholdende og ikke mindst et vigtigt dokument om en af de vigtigste jazzmusikere og personligheder der har været herhjemme.
Den sidste danske bog er en bog, der fik læsterlige klø i Jazzspecial. Da den moderne jazz kom til Danmark kommer på en eller anden fjollet måde til at fremstille sig selv som efterfølgeren til (doktordisputatsen!) Jazz i Danmark af Erik Wiedemann, der dækker dansk jazz fra århundredeskiftet til 1950. Det var den ikke! Den kunne højst kaldes en pamflet der dækkede perioden der fulgte efter. Hensigten har sikkert været god fra forfatternes side, men at nævne sig i sammenhæng med Wiedemann er dumt og lægger op til tæsk.
På Politiken tog man ved sommerens start afsked med jazzanmelderen Boris Rabinowitsch eller det var vist mere omvendt. Han har siden slået sine folder i Den Anden Radio og i Jazzspecial. Han var den sidste fra den gamle skole, der om nogen kunne slagte en jazzmusiker (spørg lige sangerinden Malene Mortensen, der har lavet sangen Mr. Knows it all til ham, på baggrund af en dårlig anmeldelse hun fik i Politiken). Nu er det Thomas Michelsen og Henrik Palle der anmelder jazzen i Politiken og det får de fem hjerter for herfra. Det har ikke skadet med lidt frisk jazzblod i den levende.
Det svenske jazztidsskrift Orkesterjournalen har holdt fanen højt i 75 år! Det er verdens ældste jazztidsskrift og slår det amerikanske Down Beat med nogle måneder. Bladet har de senere år lidt under et noget kedeligt og bedaget lay out. Men det blev der gjort noget ved med februarnummeret i 08. Et friskt og flot lay out hjalp gevaldigt på magasinet. I slutningen af året har de lavet et samarbejde med Jazzklubben, som vi herhjemme har kendt i mange år fra Jazzspecial. I erkendelse af at det ikke er belevet lettere at erhverve en jazzplade - heller ikke i Sverige - har de lavet et samarbejde med Jazzklubben, der ligesom i Jazzspecial tilbyder en pakke med 4 plader hver anden måned, heraf er mindst 2 med svenske artister. Gad vide om der vil være afsmitning på den danske del af Jazzklubben med de svenske plader.
To udenlandske jazzbøger fortjener også et par ord. Forlaget Taschens voldsomme, men flotte Jazz Covers er en bedrift på mange planer. Her er der udvalgt 1000 jazzpladecovers uden den store skelen til det kunstneriske indhold, men til hvordan pladerne så ud. Her er rigtigt mange godbidder og sjældenheder der er med til at skærpe nysgerrigheden.
Forlaget Penguin har udgivet deres niende Guide to Jazz Recordings. En bog der på mastodont-agtig vis indeholder anmeldelser af over 14.000 jazzplader. Den ene af forfatterne Richard Cook døde i 2007, men da det tager mere end et år at lytte til så mange plader, er han stadig medforfatter sammen med Brian Morton. Bogen er uundværlig for den seriøse jazzlytter. Som vindrikkernes Parker's Winebuyer's guide og de kristnes gamle og ny testamente er dette en bibel med mange sandheder og enkelte smuttere.
Det er to år siden vi sidst hørte fra den tidligere Ung Jazz vinder Jazzkamikaze på plade. Nu skulle der være nyt på vej fra dem. Den nye plade er indspillet i USA og der er ligeledes et amerikansk management involveret, de kalder iøvrigt Jazzkamikaze for Kamikaze på deres hjemmeside, så nu må vi se om der sker en navneændring når pladen kommer.
Magnus fra Gaarden vandt Ung Jazz i 2008 og udsender deres debutplade meget snart på Calibrated Records.
Magnus Hjorth Trio har indspillet i det suveræne Nilento-studio i Göteborg. Der kommer en ny plade til februar på Stunt.
Nikolaj Hess og Sissel Vera Petterson lavede i 2006 den lavmælte By this river, der nu følges op af pladen A word i slutningen af januar.
Sissel Vera medvirker også på sangerinden Anna Kruses debutplade Lyckokatt, der udsendes til februar. Tekstforlægget tager udgangspunkt i Edith Södergrans digte. Blandt de andre medvirkende er Lisbeth Diers, Gunnar Halle og Eva Malling.
Senere i 2009 skulle der komme en ny plade med sangerinden Malene Mortensen, der stilistisk bevæger sig mere væk fra det balladebaserede og føjer nye dimensioner til musikken. Kan man ikke vente indtil da, er der allerede nu udgivet en plade, der såvidt jeg ved kun findes som digital download. Den hedder Malene Live in Paris.
På Winther-rejse
Trompetisten Jens Winthers ny plade er en dobbelt CD, hvor de to plader har fået hver deres titel. Den første hedder Directions og den anden hedder New directions.
I den nye europæiske kvartet, der afløser den tidligere kvintet han havde, er der en enkelt genganger fra tidligere; trommeslageren Dejan Terzic. De to nye er bassisten Daniel Franck og det relativt ubeskrevne blad Carl Winther, der udover at spille piano også har æren at være Jens' søn, samt er uddannet på det rytmiske musikkonservatorium.
Winthers store force er den ro han musikalsk udstråler, ofte kommer man til at tænke Miles Davis i udtrykket og så alligevel ikke. Der er meget mere mental ro hos Jens Winther. I nummeret One for Anke lykkedes det perfekt, her er samarbejdet med Carl Winther på pianoet godt. Winther den ældre tager os med på en rejse med voksen moderne europæisk jazz, der både har inspirationmæssig gæld til amerikansk jazz og europæisk kompositionsmusik. CD nr. 1 er en virkelig god plade, som jeg kommer til at vende tilbage til. Mens CD nr. 2 der har titlen New directions er meget mere famlende og ufærdig, hvilket sandsynligvis har været hensigten, men for mig er den overflødig.
Pladen er delvis indspillet i Bayerischer Rundfunks studie i Nürnberg og i Sun studiet i København.
Jens Winther: www.jenswinther.net
Norsk varme
De to store franske jazzmagasiner Jazzman og Jazz Magazine har begge valgt Arild Andersens Live at Belleville blandt en af årets bedste jazzplader. Det er en koncertoptagelse fra Belleville i Oslo og Drammen Teater, hvor han sammen med den skotske saxofonist Tommy Smith og den italienske - men i Norge bosiddende - trommeslager Paolo Vinaccia, på myndig vis indtager scenen.
Arild Andersen har mange gange før vist at han er en af de store nordiske bassister, den ny plade lægger flere alen til dette prædikat. Allerede i 1972 lagde han grundstenen til karrieren med en anden trioindspining, Triptykon med Jan Garbarek og Edward Vesala. Tommy Smith er perfect match. Han kan spille piskesmælds-skarpt og lyrisk blødt og smukt. Pladen rummer så mange elementer, men trioen favner det. Pladen indledes med Independency, der er i fire dele. Her er specielt anden del et freejazz-eventyr, der må kunne få Aylerdisciple til at vågne op. Pladen afrundes med tre numre; Ellington's Prelude to a kiss, Outhouse - der springer ud af huset med fantastisk trommespil fra Vinaccia og til sidst Dreamhorse, hvor Arild Andersen med elektronik spiller en fed bas-intro.
Arild Andersen: www.arildandersen.com
Fra Bee Gees til Ligeti
Trioen The Bad Plus har siden 2000 holdt sig til en kraftfyldt og ekplosiv spillestil, hvor der ind imellem er smidt en gammel rock/pop sang blandt deres egne originale kompositioner. På debutpladen fra 2001 er der i CD-hæftet, en lille historie om dengang, hvor de før deres debutkoncert i maj 2000 snakker om hvad de skal spille. Bassisten Reid Anderson og trommeslageren Dave King foreslår at de spiller noget rockmusik, men det afviser pianisten Ethan Iverson. Han kender ikke nogen rocksange (hvilket man måske tænker er krukkeri, men manden er klavernørdernes nørd og har holdt sig til de 88 tangenter og ikke så meget andet). Reid og Dave foreslår flere rocksange de skal spille, Ethan afslår hver gang, da han ikke kender sangene. Som en joke foreslås Nirvana's Smells like teen spirit, den kender Ethan ikke...heller ikke da den spilles for ham.
Den kom alligevel med på debutpladen, iøvrigt sammen med Abba's Knowing me knowing you.
Siden da har de lavet flere forrygende coverversioner, hvor de har givet rockklassikerne en ordentlig omgang jazzprygl. Hvor længe kan man så fortsætte i det spor? Ja, det vides ikke. Men på den nye plade bryder de sporet, der er kommet en sangerinde med.
Rock/pop klassikerne er der stadig, men nu med sang af Wendy Lewis. De spilles endda så pænt at man næsten provokeres af, at de vover det. De er ret tro mod originalerne og antallet af musikalske skæverter i numrene er så få, at de næsten ville kunne spilles på DAB-radiokanalen Radio Soft. Bliver det så kedeligt? Næh det gør det overhovedet ikke.
Pladen starter med en anden Nirvana klassiker, den dystre Lithium der også er fra Nevermind-pladen ligesom Smells like teen spirit, det kan jo være at Iverson har hørt hele pladen siden? Wendy Lewis synger med en ikke-jazzet stemme, der rent og med en tilpas surmulet indierock attitude passer fint til trioen. Denne gang er der ikke blevet plads til kompositioner af egen avl. Til gengæld kommer vi hele paletten rundt. Lige fra György Ligeti's og Milton Babbit's matematisk korrekte musik - uden vokal, til numre af Pink Floyd (Comfortably numb), Wilco (Radio cure), Yes (Long distance runaround), Bee Gees (How deep is your love), Heart (Barracuda, den sang som Heart var sure over at Sarah Palin brugte ved et republikanske konvent i september) og flere andre.
The Bad Plus: www.thebadplus.com
My Space: www.myspace.com/badplus
Blog: thebadplus.typepad.com/dothemath
Udkrængende følsomt
Pladen er kåret som en af årets bedste jazzudgivelser af Politiken. Det drejer sig om en over 10 år gammel koncertoptagelse med sangeren og pianisten Andy Bey, der først ser dagens lys nu. Han er selskab Peter Washington på bas og Kenny Washington på trommer. Optagelserne er fra to aftener på Birdland og det er så intimt som det nu kan lade sig gøre på plade. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget Bey kommer ud til publikum med en udkrængende, følsom og yderst instrumental baryton/tenor-stemme. Han synger som en elegant jazzsax, kaster sig ikke kun over vocalese-kunsten. Han evner at trække ordene ud så det falder naturligt og lyder fantastisk, han fører stemmen op og ned i diverse registre. Han følger ikke nødvendigvis sit eget pianopspil. Han kan improvisere på vokalen, mens han spiller melodien på pianoet.
Sangene er fundet i standardsbogen, feks. All the things you are, Brother, can you spare a dime og Someone to watch over me og de præsenteres i nogle yderst lækre udgaver. Der savnes kun en Martini-cocktail og et lille rundt bord med en grim lampe. Så måske også lige Mr. Bey i stuen...ahhhh.
Bonusinfo:
Andy Bey er kåret som 2008's bedste mandlige sanger af den ameriaknske sammenslutning Jazz Journalists Association.
Andy Bey: www.andy-bey.com
På cykel med horn
Vélo Vélo er en ny konstellation på den danske jazzhimmel. Det betyder ikke at erfaringen er lille. Peter Fuglsang på klarinet, Jakob Davidsen på piano, Jakob Munck på tuba og Stefan Pasborg på trommer er musikere der får ørerne til at blafre af vellyst inden man overhovedet har hørt et piv fra dem. Det får de ikke ødelagt med den nye plade.
Pladen byder på cykelsportsinspireret jazz med nogle fantastiske titler - specielt hvis man har en lille Jørgen Leth i sig.
Pladen indledes med det cykliske nummer Rolf Sørensen. Herefter følger numre som Parnummersyv, en følsom balladehyldest til Casertelli (her menes nok Motorolarytteren Fabio CasArtelli der i '95 på tragisk vis døde på 16. etape under Tour de France), Hématocrite, Charly Gaul og Roubaix. Der er også blevet plads til en hyldest til Silvio Martinello, der markerede sig både som landevejsrytter og banerytter, hvor han bla. vandt Seksdages-løbet i Herning sammen med Bjarne Riis i 1996.
Der spares ikke på krudtet undervejs på numrene, der er skrevet af henholdsvis Fuglsang og Davidsen. Fuglsangs elegante og fornemme spil på klarinetten, Pasborgs stramme og på samme tid løse trommespil, Munck med sin alsidige og fyldige tuba og Davidsens både abrupte og lyriske smukke pianospil er med ti,l at skabe rammen for et band der besidder evnerne til, at favne bredt. Med humor og evner til dreje musikken en omgang laver de en både underholdende og krævende plade, der fortjener opmærksomhed fra den kræsne og kritiske jazz-aficionado.
Bonusinfo:
Pladen er med på denne blog's liste over de 10 bedste danske jazzplader fra de forgangne år.
Både Ib Skovgaard, Jørgen Leth og Raymond Poulidor takkes på pladen, på fransk selvfølgelig.
Soulkongen Otis i Europa
I denne måned er det 41 år siden at Otis Redding døde i en flyulykke, kun 26 år gammel. I løbet af den korte karriere han havde, nåede han at skabe så megen fantastisk musik at han uden problemer kunne leve videre som legende. Han var heldigvis særdeles produktiv i den korte karriere, der bød på en af de bedste soulplader der nogensinde er udkommet; Otis Blue.
I 1967 var han på en legendarisk turné i Europa sammen med en stribe andre kunstnere - Sam & Dave, Carla Thomas, Eddie Floyd, The Mar-Keys og Booker T & The MG's - fra pladeselskabet Stax. Her spillede de blandt andet i London og Paris, hvor koncerterne blev indspillet og udsendt på LP - The Stax/Volt Revue - kort tid efter. Pladerne var dog kraftigt redigerede (lidt for meget jubel på ikke passende steder etc.) og led voldsomt under at begge pladerne, hver især kun inkluderede et enkelt nummer fra Otis.
Det bliver der rådet bod på med den nye udgivelse, der kan kaldes en plade for hardcore Otis-fans. Lyden er ikke for god, men det betyder ikke så meget når han først sætter igang sammen med backing-bandet, der består af Booker T & The MG's og blæserne i The Mar-Keys. Da pladen både byder på sangene fra London og Paris er der mange gengangere. Men vi præsenteres for en række af Otis'største hits: Respect, I've been loving you too long, (I can't get no) Satisfaction og Try a little tenderness.
Bonusinfo:
Sidste år udkom der i USA en DVD med Stax/Volt Revue koncerten fra Oslo, der var optaget af NRK. Den er desværre ikke udkommet i Europa.
Umiskendeligt meget E.S.T.
E.S.T. har haft en karriere hvor det kun er gået en vej siden slutningen af halvfemserne og det er op. At den skulle slutte en sommerdag i år med Esbjörn Svenssons drukneulykke i Skärgården, er noget pis. Ikke bare handlede det om, at de var igang med at erobre terræn, hvor skandinaviske musikere normalt havde svært ved at gøre sig gældende (bla. USA). De var også igang med at erobre et ungt publikum der ikke normalt lyttede til jazz, hvilket kun kan fornøje mit hjerte når det gøres med så intelligent og personlig musik som E.S.T.'s tilfælde.
Den nye plade var indspillet og klar til lancering, inden Esbjörn Svensson gik bort. Den var som noget nyt indspillet i Australien, hvor det kun havde taget 2 dage. Normalt er deres musik indspillet over en måned i studiet og i Sverige. Deres teknisk avancerede triojazz - både musikalsk og lydmæssigt - får her en anden behandling, hvor der er mere plads til det grimme og knap så perfekte.
Det er stadig umiskendeligt meget E.S.T. og tak for det! Repetitive rockinspirerede grooves fra Dan Berglund på bas og Magnus Öström på trommerne skaber fundamentet i mange af numrene. Esbjörn kæler for detaljerne og leger med små enkle pianofigurer, han bliver ved med at udvikle og kredse om. Så selv om et nummer varer næsten et kvarter er det ikke et sekund for meget.
Bonusinfo:
Pladen fik platin i Tyskland i midten af november for 20.000 solgte eksemplarer.
Den er lige udkommet i en triple-vinyl udgave
E.S.T.: est-music.com
I gamle dage var det hele meget bedre og bla bla bla. I gamle dage var Danmarks Radio ihvertfald mere aktive i forhold til, at dokumentere hvad der skete på jazzscenen. Heldigvis er der meget af det der har overlevet indtil idag.
Det kan bla. opleves på DVD'erne i Jazz Icons serien. Her er den tredje omgang netop udsendt. Man kan købe hele boxen med de 7 skiver plus en bonus-skive eller man kan købe dem enkeltvis.
Sonny Rollins i København med i 1965 og 1968 med bla. NHØP, Kenny Drew og Albert "Tootie" Heath. Bill Evans i bla. København og med NHØP i Belgien. Rahsaan Roland Kirk med NHØP og Riel i Norge. Oscar Peterson i Holbæk med Ray Brown og Ed Thigpen er blandt nogle af højdepunkterne. I serien kan man også møde Cannonball Adderley, Nina Simone og Lionel Hampton.
www.jazzicons.com
En prøve på Joe Sample's talenter
Hører man til en af dem, der synes at Streetlife med Randy Crawford & The Crusaders hører til en af de største musikalske mesterværker i det 20. århundrede kan man roligt læse videre.
Joe Sample - der var med til at danne The Crusaders - har lige spillet i Falkoner teatret sammen med sangerinden Randy Crawford. De har meget passende også udsendt en ny plade, der er deres anden plade sammen. Materialet på pladen er valgt med udgangspunkt i The Blues.
Det er The Blues som den feks. blev spillet af Dinah Washington, tidlig Aretha Franklin og Count Basie med Joe Williams. Pladen åbner netop med deres kending, Everyday I have the blues. Herefter følger en række fine sange af bla. Randy Newman, Luther Ingram og Chip Taylor. Sample sidder ved flyglet. Han bakkes op af Christian McBride på bas og Steve Gadd på trommer, to herrer der begge er kendt for at kunne slå en proper og præcis næve. Det gør de ikke her, de er meget diskrete i deres spil. Lidt gæstespil på guitar, trompet og sax er der heldigvis blevet plads til. Hvilket er med til at trække en plade op, der meget let kunne være endt som en kedelig sag.
Joe Sample var en af The Godfathers indenfor den elektrificerede og flødelækre jazzpop op gennem 70'erne og 80'erne. Derfor er Swing Street Cafe noget af en overraskelse. Han lavede den i 1978 sammen med blues og soulguitaristen David T. Walker. Studiet er fyldt op med sessionmusikere, bla. en forrygende fire-mands blæsersektion. Sample spiller på det akustiske flygel. Melodierne er velkendte soul og blues klassikere, som Ray Charles' Hallelujah I love her so, Chuck Willis' C.C. Rider Bill Doggett's Honky Tonk og Woke up this morning der lyder som hvis Professor Longhair sad ved pianoet. Pladen blev først udsendt i 1981 og vakte ikke den store ballade. Det gør den heller ikke idag. Men den er stærkt underholdende.
The Crusaders hed indtil 1971 The Jazz Crusaders. Det musikalske vendepunkt var sket nogle år før, hvor de var gået fra deres hardbop inspirerede spil til den mere soulinspirerede jazz. Med navneændringen blev der sat en streg under udviklingen. Pass the plate var den første plade med det nye navn. Joe Sample på keyboards var her sammen med de gamle venner fra Texas; Wayne Henderson på basun, Stix Hooper på trommer og Wilton Felder på sax. Det swinger som bare...og man forstår hvorfor bandet fik så stort et publikum der ikke ellers lyttede til jazz. En dejlig funkifier af en plade.
Tre med trio
Der er noget nærmest romantisk tillokkende over klavertriojazzen. Den kan lokke dig, den kan være noget så dejlig at have i ørerne og i kroppen, den kan besætte dig...
Ja jeg indrømmer det. Jeg elsker klavertriojazz. Det kan være den klassiske Bud Powell og Oscar Peterson eller den nyere Chick Corea og Keith Jarrett. Men det her er altså et område hvor europæisk jazz i de seneste år, har haft ligeså meget interessant at berette, som den amerikanske. Godt nok har de Brad Mehldau og The Bad Plus i USA. Men prøv bare at tage Danmark, Sverige og Norge. Der er kommet så mange gode plader herfra de seneste 10 år at vi med rette kan være stolte.
Men det er altså ikke helt tosset det de laver lidt længere sydpå. Fra Tyskland kommer Julia Hülsman, der ganske vist er taget til Norge for at få den rette lyd, hos Jan Erik Kongshaug i Rainbow Studiet i Oslo, men det er hun jo ikke den første ECM-kunstner der gør. Det er ikke hver dag der kommer en plade med kun tyske kunstnere på ECM - og slet ikke en straight jazzplade. Gevinsten på pladen er Hülsman's versionering af popsangeren Seal's hit Kiss from a rose, der oprindelig er fra Batman Forever filmen.
Alboran Trio er italiensk med Paolo Paliaga ved pianoet der ligeledes har komponeret musikken. Det er deres anden plade. Pladen er en moderne klassisk trioplade med middelhavs -temperament, -smag og -varme. Bassisten Dino Contenti's syngende bas og Gigi Biocalti's bløde og levende trommespil går godt i spænd med Paliaga's pianospil.
Wolfgang Haffner fra Tyskland er trommeslager og han har lavet en sand perle med livepladen Acoustic shapes, sammen med Hubert Nuss på piano og Lars Danielsson på bas. Haffner har gjort det i jazz og popsammenhæng med store navne siden han begyndte at spille med Albert Mangelsdorff. Men i 2006 viste han med pladen Shapes at han selv kunne. Det var en electronicajazzplade. Den nye er til gengæld helt akustisk. Den kravler lige ind og pleaser melodigenet. Men der er heldigvis så meget kant og udvikling i musikken at vi ikke bare falder glade i søvn. En meget anbefalelsesværdig plade, hvor Nils Landgren gæster på sidste nummer med den røde basun.
Julia Hülsman: www.juliahuelsmann.de
Alboran Trio: www.alborantrio.com
Wolfgang Haffner: www.wolfganghaffner.com
Vokaljazz uden sang
Jørgen Emborg slæber rundt på et imponerende bagkatalog der starter i 1979 med LP'en Sargasso. Herefter er han med på nogle af de mest markante jazzplader der kommer i 80'erne, med feks. Frontline og Alpha Centauri. Desuden har han lavet en lang række plader i eget navn. Plader med sangerinder som feks. Cæcilie Norby i Frontline, Hanne Boel og Mona Larsen har været en vigtig del af hans karriere. Det slår mig flere gange, når jeg hører hans nye plade Statements, hvor sangbar hans musik er.
Istedet for vokalister har han istedet brugt en stribe personlige instrumentalister: Søren Lee (guitar), Hans Ulrik (sax), Kasper Vadsholt (bas), Morten Lund (trommer), Peter Dahlgren (basun) og Henrik Sveidahl (sax). På et nummer som Chanting savner man ikke sangerinden, da den er fyldt med elegante næsten sangbare soli. Emborg er både til klaver og keyboards. Har man en svaghed for fusion med funky bas og trommer er Fighting-Uniting lige i øret. Her er keyboardtæppet spændt ud under musikken og vi får smidt en fuldfed elektrisk guitarsolo lige i sylten.
Emborg sender os mange steder hen undervejs, det er ikke svært at følge med, om det så gælder den afrikansk-inspirerede Dancing-Laughing eller hyldesten til Joe Zawinul; For Joe Z. Sidstnævnte viser hvor stor en betydning Zawinul har haft for Emborg. Men også hvor flot Emborg indfanger sjælen i den afdøde østrigske legendes musik.
Jørgen Emborg: www.jorgenemborg.dk
-årets bedste danske jazzplader
Når året er ved at være omme er der tradition for at kigge tilbage. Det gør jeg også. Hvad er mere nærliggende end at kigge på den stak danske jazz-CD'er, som min elskede pladesamling er udvidet med. Pladeselskaber som Calibrated, Loveland/Longlife/Pladekisten, Stunt, ILK, Cowbell og ikke mindst Gateway har været skyld i at jazzpladepulsen har været oppe i det høje leje det meste af året.
Sidstnævnte pladeselskab er Dansk Musikerforbunds tilbud til danske musikere. Her bliver CD'erne distribueret via det store pladedistributionsselskab GDC, musikken er tilgængelig som downloads via de store musikportaler, musikerne bevarer alle rettigheder og mange andre gode fordele. Nu er det her ikke et reklameindslag for Gateway. Men som seriøs jazzblogger har jeg med stor fornøjelse konstateret at megen dansk jazzmusik udgives her. I sommers udgav Gateway sågar en dobbelt-CD med kun ny dansk jazz. Jeg aner ikke hvor mange plader de har udgivet i år. Jeg har ikke hørt det hele, Men mange af de plader jeg har hørt derfra er af højeste kvalitet, hvilket også kan ses på listen nedenfor.
På listen er der plader, der har det til fælles at det stilistisk nok kan kaldes jazz, ellers er der meget stor forskel. Det afspejler på dejligste vis den forskellighed, der er i dansk jazz. Åbenheden og manglen på kedelige dogmer i dansk jazz er med til at vise, at den i 2008 endnu en gang var i topform
Du kan lige nå at bruge listen som inspirator. Feks. når du skal ud for at købe en julegave, til dem du holder allermest af. For de skal da have en dansk jazzplade.
Listen er i uprioriteret rækkefølge
Martin Fabricius Trio: When sharks bite (Martin Fabricius/Gateway)
-danske plader med vibrafonen i centrum er sjældne. Når det gøres så begavet som her, er det værd at lytte til. En plade der kan nydes mange gange.
Halle/Nickelsen/Kjellberg: Echidna (ILK)
-kirkeorgel, trompet og guitar. 2 nordmænd og en dansker står bag denne bemærkelsesværdige plade med improviseret ambient musik optaget i 2 københavnske kirker.
Jakob Bro: The stars are all new songs vol. 1 (Loveland Records/Pladekisten)
-Jakob Bro er blandt årets mest aktive på pladefronten, med hele tre udgivelser. Den første var den bedste. Han gæstes af en stribe amerikanske jazzstars, der er med til at løfte pladen op i himlen.
Anne Mette Iversen: Best of the west/Many Places (Brooklyn Jazz Underground)
-kapelmesteren er dansk, bandet er amerikansk. Anne Mette Iversen bor i New York og har taget byen til sig. Hun har bevaret den musikalske forbindelse til fædrelandet i det musikalske sprog.
Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band: Live sessions with Jørgen Munkeby (Calibrated)
-power big bandet i en optagelse fra Roskilde Festival 2007, medbringende en brutal norsk musiker med lige stor kærlighed til både Coltrane og heavy.
Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music/BonnierAmigo)
-en medrivende intelligent moderne jazzrock plade, med filmisk effektivitet.
Sidsel Storm: Sidsel Storm (Calibrated)
-den her voksede sig ligeså stille stor. Den fik en plads i hjertet med elegant vokal og suverænt pianospil.
Mads la Cour: á la Cour (Stunt)
-den sidste indspilning fra Radiohusets Studie 3 blev en musikalsk fornøjelse. Mads la Cour er
i fint selskab. Han har lavet en fantastisk debutplade, af den sjældne slags.
Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen (JFCD/Gateway)
-der bydes ikke på på paladsrevolutioner her. Til gengæld kan man så glæde sig over at Fischer endelig fik lavet en soloplade...og sikke en!
VéloVélo: VéloVélo (Gateway)
-Nyt orkester med erfarne folk, der med humor og evner til dreje musikken en omgang laver en både underholdende og krævende plade.
Mesterværk om Montmartre
Montmartre er en legende i dansk jazzliv med historier så mange, at ingen kommer op på siden af spillestedet, der eksisterede i St. Regnegade i årene fra 1959-1976. Hvordan indfanger man den historie? Hvordan bliver det interessant for dem, der aldig har sat sin fod på stedet, men gerne vil komme tættere på sjælen. For det første, er det 32 år siden stedet lukkede. For det andet er der så mange myter, anekdoter og løgnehistorier, der er farvet af at Montmartre også var et værtshus hvor alkoholiske drikke blev flittigt udskænket -og ikke mindst indtaget. Hukommelsen har det med at blive selektiv på sin egen underfundige måde, når de første pilsnere er drukket.
Bogen har været mange år undervejs. Den er kommet til verden takket være nogle gamle Montmartre medarbejdere, der af den gamle leder Herluf Kamp-Larsen havde fået overdraget nogle kasser fyldt med presseudklip og andet godt fra tiden. En af dem var Jørgen Bo, der gennem årene havde taget en masse billeder i jazzhuset, sammen med Jan Persson og enkelte andre, som feks tegneren Klaus Albrechtsen er de skyld i at bogen er spækket med en masse billeder, hvoraf mange ikke er set før.
Bogen er skrevet af Henrik Wolsgaard-Iversen og Frank Büchmann-Møller. Det er en jætte-indsats, der har bedrevet. De har talt med gamle medarbejdere, musikere og andet godtfolk der havde sin gang på stedet. Wolsgaard-Iversen har bla. skrevet musikerportrætterne af de amerikanske musikere, der om nogen var med til at gøre stedet berømt: Ben Webster, Dexter Gordon, Oscar Pettiford, Brew Moore, Bud Powell, Kenny Drew og Johhny Griffin. Büchmann-Møller har skrevet den kronologiske gennemgang af historien, der aldrig bliver kedelig. Bogen er spækket med sjove anekdoter. Men det tager ikke overhånd, hele tiden holdes der fast i at ville fortælle historien om spillestedet. Hvorfor var det så specielt, hvorfor vendte mange musikere tilbage til stedet igen og igen? Lige præcis det spadestik dybere er man kommet med den her bog. Man kommer tæt på menneskene og sjælen i stedet og får via bogen et meget større indblik i, hvad det egentlig var der skete dengang.
Til sidst i bogen er der en komplet gennemgang af koncerterne. Den kan gøre ondt at læse - hvorfor var man der dog ikke?. I 60'erne var der mange af de legendariske gæstespil, hvoraf flere af disse siden er udgivet på plade - en diskografi er der selvfølgelig også i bogen. På listen nævnes der også når der var gæstemusikere med på scenen, hvilket ofte skete når de havde spillet et andet sted i byen tidligere på aftenen.
Man kommer også tæt på de mange danske musikere, der fik en karriere ud at have gået på det "rytmiske musikkonservatorium" i St. Regnegade. Det er fortsat et mysterium hvordan en 15 årig NHØP dog kunne ende på scenen sammen med den besværlige pianist Bud Powell. Med NHØP's ord om, at han egentlig ikke vidste hvad han gik ind til, at han først nogle år senere begyndte at tænke på, hvad der egentlig skete musikalsk i Montmartre, især for ham, blev han svimmel blot ved at tænke på, hvad de gamle rotter overhovedet troede om ham, hvad han overhovedet bildte sig ind.
Det er måske essensen ved Montmartre, nok var man klar over at der skete noget væsentligt på stedet. Men det er jo først langt senere at det viste sig, at det som den første leder Anders Dyrup startede. Som den næste leder Herluf Kamp-Larsen overtog og gjorde til et vigtigt fundament i dansk jazzhistorie, rent faktisk også spillede en vigtig rolle i international jazz.
Tvivl ikke et sekund. Denne bog skal stå på enhver jazzelskers reol. Køb den nu eller ønsk den i julegave.
Den svenske Grammisgalan 2009 afholdes d. 9. januar i Stockholm. I modsætning til den Danish Music Awards, kårer man i Sverige andre genrer end kun pop og rock ved et og samme arrangement.
E.S.T. med afdøde Esbjörn Svensson er nomineret i flere kategorier hvor de konkurrerer med popnavne, bla. i årets album, årets komponist, årets producer og selvfølgelig i kategorien Årets jazz. Her er de oppe mod en blanding af gamle garvede og unge friske: Bobo Stenson Trio, Georg Riedel Och Vänner, Nina Ramsby/Ludvig Berghe Trio, Oddjob, Peter Asplund Quartet, Steve Dobrogosz & Anna Christoffersson, Ulf Wakenius, Viktoria Tolstoy og Wildbirds & Peacedrums.
Grammis: www.grammis.se
Svensker på russisk visit
Det er en - på mange måder - stor fornøjelse at være i selskab med denne plade. Melodi materialet er ganske velkendt og Viktoria Tolstoy er lækker - at høre på. Pladen hedder My russian soul og det er udover et par russiske folkemelodier også den store klassiske komponist Peter Tchaikovsky's kompositioner der er brugt. Det er som melodimateriale til flere af de nyskevne tekster, der er skrevet af Anna Alerstedt. Man griber sig selv i gå og nynne med på sangene, men det er nok også fordi at meoldierne er forholdsvis velkendte, bla. fra Nøddeknækkeren, Svanesøen og Patehtique. Der er også musik af Vysotsky, Rachmaninov og Petrov. Stranger in paradise, der var baseret på en russisk melodi, var med i Broadway-musicalen Kismet fra 50'erne. Den er med som en af den slags numre, der banker på og spørger om den må komme indenfor.
Pladen er produceret Nils Landgren og Tolstoy bruger på pladen nogle af de fineste svenske jazzmusikere, der kan opdrives. Jacob Karlzon på piano har arrangeret flere af numrene og han er en fornøjelse i begge roller. Han har samarbejdet med Tolstoy de seneste år. Hans kraftfyldte indfølende og samtidigt følsomme klaverspil klæder Tolstoys stemme. Johan Granström (bas) og Rasmus Kihlberg på trommer supplerer forbilledligt. Joakim Milder på sax, Nils Landgren på basun og Lelo Nika på akkordion gæster på flere numre, desuden er der hældt en portion strygersovs ind over flere numre.
Pladen er som helhed meget mere velfungerende end man kunne frygte. De russiske numre holder til at blive jazzificeret, det bliver aldrig for sødt eller sukret. Det indeholder tværtimod den substans der skal til for at pladen er værd at høre igen og igen.
Bonusinfo:
Viktoria Tolstoy skriver på sit site d. 25. nov. at nu ville hun holde en pause indtil foråret, da hun snart skal være mor.
Viktoria Tolstoy: www.viktoriatolstoy.com
Dans og dystert
Oddjob er for Bond-kendere, japaneren der kan smide med sin dræbende bolwerhat i filmen Goldfinger. For jazzfolket er Oddjob blevet synonym med den svenske gruppe der efterhånden har lavet 4 CD'er. Den fjerde er den første der udgives på det tyske pladeselskab ACT. Det er ikke en atypisk Oddjobplade, men snarere en noget atypisk ACT-udgivelse.
Oddjob har altid lavet jazz til dansegulvet. Det gør de stadig. Inspireret af rare-groove, acid-jazz, fusion og andre mindre jazzintellektuelle genrer kan de spille musik for kroppen. Men det spøjse er at de også giver indhold til det vi har mellem ørerne. Engang imellem så meget at nogle af numrene ikke ville blive valgt af mig, hvis jeg var DJ og skulle holde festen oppe, i et niveau hvor pulsen var stabil.
Glem ikke at Oddjob er svenskere, så lite svart och deppigt måste det vara. På nummeret Painkiller slår de ikke smerten ned, men bringer os gennem et fedt langsomt groove med el-klaver, drone-orgel og en lækker solo fra trompetisten Goran Kajfes, uhhh det er dystert!
Pladen er dejligt afvekslende, med numre der appelerer til dansegulvet, men også mere downtempo sager som førnævnte og et nummer som Like Josef, der er en hyldest til Joe Zawinul. Alle numrene er skrevet af bandet, pånær den amerikanske folk-song/traditional Where did you sleep last night, som nogen måske husker fra Nirvanas unplugged plade. Den er ikke blevet mindre kedelig af en tur gennem Oddjob's vridemaskine med håndklap, fløjt og vibrafon.
Bonusinfo:
De spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 11. februar.
Oddjob: www.oddjob.cd
Når lyd og billede smelter sammen
Dette er på flere måder en ikke helt almindelig plade, den her. Det er en CD/DVD med 2 sider, på den ene side er det en CD og på den anden er det en DVD.
m:u:s:t er en trio der består af Henrik Munch (electronics) -tidligere kendt fra folk/electronica pionererne Sorten Muld, Christian Vuust (klarinet og saxofon) - kendt fra bla. Pauseland og samarbejde med digteren Peter Laugesen og Iben West (visuals) - der bla. har udsmykket Musikhuset i Århus. m:u:s:t bevæger sig musikalsk i et electrojazz univers, hvor de jazzede indslag er Vuusts fine indsats og fortjeneste. Henrik Munch har bragt inspirationen fra folkemusikken ret meget på afstand. Dog anes der en del folkemusik i det rytmiske, uden at det bliver særligt dominerende.
Det spændende ved denne plade er sammensmeltningen af lyd og billeder, der ikke just er nogen revolution - tænk lige MTV. m:u:s:t er meget langt den billede og lyd eksplosion som vi kender det fra traditionelle musikvideoer. Musikken er rolig og behagelig, tilføjet en masse små detaljer og lyde. Det er medvirkende til, at musikken ikke bliver et lydtapet eller underlægning til en film, men et interessant udtryk i sig selv, der afhængig af billederne.
Pladen indeholder 5 numre. På den første der hedder Harry er vi på besøg i en stue, hvor tiden har stået stille i en årrække. I en masse nærbilleder præsenteres vi for en række ting uden særlig værdi, men fyldt med minder. Pladens anden skæring, Trafik er tilføjet grønlandsk tale, billederne der ledsager, er ufokuserede trafikbilleder. Synes du det lyder spændende kan du se videoerne og høre musikken på deres site.
Pladens bedste nummer er Spy der byder på besynderlige sort/hvide billeder ledsaget af det mest jazz-inspirerede nummer på pladen. Det er ikke kun fordi at nummeret er jazzet, at det er godt. Men nok fordi Spy har mere form og sammenhæng end de andre numre.
m:u:s:t optræder også live med deres musik og billeder.
m:u:s:t: www.m-u-s-t.dk
