Viser opslag med etiketten Copenhagen Jazz Festival. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Copenhagen Jazz Festival. Vis alle opslag

lørdag, juli 12, 2025

Marius Neset/Joel Lyssarides/Henrik Linder/Anton Eger - Christiania Jazzklub - 11. juli Copenhagen Jazz Festival

 

Jeg havde skruet forventningen helt op. Da jeg så at denne kvartet skulle spille på Christianias Jazzklub var jeg ikke i tvivl. Det skulle jeg bare opleve. På den lille klub med plads til bare 100 mennesker spillede Marius Neset på sax, Joel Lyssarides på piano, Henrik Linder på bas og Anton Eger på trommer. En international gruppe af allerfineste karat. Det var første gang de spillede sammen i denne konstellation. Neset og Eger har hængt sammen i mange år. Henrik Linder er bedst kendt fra Dirty Loops og svenske Lyssarides er i de seneste år vokset gevaldigt internationalt.


Salen blev fyldt lige så snart dørene blev åbnet. De lagde hårdt fra land med numre fra Nesets seneste plade, Cabaret. Her var både høj oktan jazz og den smukke Song for Maja. Første sæt sluttede med Linders We make party when we see us og her fik jeg det som jeg havde drømt om, en fuldstændigt vanvittig solo på den seks-strengede bas, hvor tommelen også kom i brug. Linder anses ikke uden grund for, at være en af de helt store nulevende fusionsbassister. 


Koncerten blev en opvisning i at sætte sig selv som musiker og musikken på spil - og presse sig ud over kanten. Andet sæt åbnede med Nesets bryllupsmarch fra Cabaret albummet. Intense norske stemninger. De spillede et nyt nummer 1+1=11, der gik over i en duo mellem Neset og Eger, hvor der vrides mere ud af instrumenterne end jeg kunne forestille mig. Det eksploderer og får hele Christiania Jazz Klub til at sidde tilbage i dyb respekt og glæde over det som de lige havde oplevet. De spillede et ekstranummer, Hot 8 og jeg kunne ikke forestille mig en bedre afslutning på en perfekt koncert.


Spilleglæde og spontanitet var i højsædet. Det var øjeblikkets antændelse. De skulle spille endnu en koncert kl. 23.30. Men så var det også slut. Måske bliver det den eneste gang nogensinde at man kan opleve dem. Jeg håber det ikke. Det var årets koncert for mig.

Jan Harbeck Kvartet - Bartof Station - 11. Juli Copenhagen Jazz Festival

 

Når man får fri fra arbejde, kommer hjem og sætter over til en kop kaffe. Smider skoene, finder sutskoene og de bløde bukser. Så er dagens forpligtelser lagt til side. Skuldrene sænkes og pulsen falder. Det er sådan jeg får det, når jeg hører Jan Harbeck Kvartet. Det er som at komme hjem i jazzens rare favn.


Kælderen på Bartof Station var proppet til sidste plads. Rummet er heldigvis så lydmæssigt godt at kvartetten kan spille som de foretrækker, helt akustisk. De har spillet sammen i 18 år og det er langt fra første - eller sidste gang at jeg hører dem. De starter i klassisk Harbeck stil, ganske stille ud. Bassisten Eske Nørrelykke lægger roligt ud, publikum sidder helt stille og lytter koncentreret. Ånden i musikken siver ud i rummet. De starter med Ben Webster og Johnny Hodges’ I’d be there. 


De spillede flere nye numre fra det kommende album. Et af dem har allerede fået titlen Arena, et skønt nummer hvor Henrik Gunde fløjter unisont med klaversoloen. Jan Harbeck er en mester i at skabe en god og samlende stemning omkring musikken. Det eneste der trak ned, var at de spillede tre sæt, hvilket kun er mit problem. Jeg skulle afsted og høre mere jazz.


fredag, juli 11, 2025

Blåly på Studenterhuset - A Plane to Catch på Charlie Scotts - 10. juli Copenhagen Jazz Festival

 

Så blev det min tredje dag på Copenhagen Jazz Festival. Jazzdanmark havde inviteret til netværksbar på deres nye kontor på Frederiksberg. Her var der mulighed for at smage på den helt unikke øl lavet til Jazzdanmark, der hedder Jaywalkin’ - opkaldt efter et 50 år gammelt album, der med rette kan kaldes dansk jazzklassiker. Der var også, nok som det primære, mulighed for at møde musikere og branchefolk. En fin mulighed for en jazzblogger, der også er med til at lave jazzkoncerter i Herning for, at hilse jazzfolket.


Efter aftensmad, var det tid til at høre Blåly, som jeg endnu ikke havde hørt live. Jeg ville også gerne have været til koncert med Kalaha, der spillede sidste koncert med Rumpistol som medlem. Uden at lyde for meget som fanboy, så har jeg hørt dem mange gange og skal snart høre dem igen på Moorjazz Festival i Herning (uden Rumpistol men med Hilal Kaya) - så de blev droppet til fordel for trioen, hvis plade Nystalgi har kørt mange runder på min pladespiller.


Blåly består af Barbara Fiig på piano, Johan Kjær Houver på bas og Timon Matern på trommer. De spillede i Studenterhusets hyggelige gård, hvor der altid er mulighed for at høre gode danske jazznavne i løbet Copenhagen Jazz Festival. Det var heller ikke nogen undtagelse her. De spillede velkendte numre fra Nystalgi; Afsked, Hoppet og ikke mindst Daggry, der handler om morgenen i en børnefamilie, den udviklede sig som en minisuite, hvor temperament og følelser kunne mærkes. Trioen spillede sin sidste koncert under festivalen. Det var tydeligt at de har et godt kendskab til hinanden som de også bruger. De spillede også nyt materiale fra det album der kommer i 2026. En god og stemningsfuld koncert.


Herefter gik det videre over stok og sten, hen mod Charlie Scotts, hvor A Plane to Catch spillede i et proppet og varmt lokale. Som den altid glade blogger med hang til funky jazz blev det et langt brusebad i grooves. Et sindssigt velspillende band med Andreas Toftemark på saxofon, Rolf Thofte på trompet, Mads Nørgaard på guitar, Anton Langebæk på bas, Simon Eskildsen på keys og David Besiakov på trommer. Jazz, soul, funk, ethiojazz og ikke mindst en masse luft til vilde soli blev en sikker vinder. Når Mads Nørgaard trykker den af på guitaren, løber op i baren og drikker af publikums øl, eksploderer Charlie Scotts i glæde og jubel. De spillede numre fra deres to plader. Som jeg skrev om den første, så var det en festplade, hvortil der skal drikkes øl, ryges smøger og danses hele natten. Det blev der også gjort her. Dog skulle smøgen klares ude på fortovet, hvor jeg til gengæld faldt i snak med en der også havde været til Sullivan Fortner Trio i tirsdags og var lige så begejstret som jeg. A Plane to Catch var den bedste jazzfest man kunne forestille sig. Perfekt på et værtshus som Charlie Scotts og ikke mindst fedt at møde en læser af bloggen, der hilste på og sagde tak for mit skriveri. Det betyder uendeligt meget.

torsdag, juli 10, 2025

Amaro Freitas - Bremen - 9. juli Copenhagen Jazz Festival

 

For præcis to år siden var jeg i Brasilien, hvor jeg rejste fra storbyen Manaus i Amazonas og ud i junglen. Her var jeg i tre dage. Det var en af de største og vildeste oplevelser i mit liv. Denne store og vigtige organisme gjorde et uudsletteligt indtryk. Det har den også gjort på den brasilianske pianist Amaro Freitas, der spillede for anden gang i år i København. Han har lavet albummet Y’Y der er en hyldest til skoven, særligt den i Amazonas og floderne i det nordlige Brasilien. Det handler om at leve, føle, respektere og drage omsorg for naturen og anerkende den som vores forfader.


Koncerten delte sig i flere afdelinger. I den første del var det helliget soloklaveret. Freitas har et intenst og rytmisk udtryk, hvor gentagelser vokser og ændrer sig undervejs. Her var det en noget indadvendt Freitas vi mødte. I den anden del kom der fokus på Y’Y albummet. Han præparerede klaveret med ting fra naturen og i samarbejde med lydmanden brugte han loops med forskellige fløjter, som han gik frem på scenen og spillede på. Det blev en levende størrelse, der voksede frem for øjnene og ørerne af publikum. Han blev mere og mere udadvendt. 


I den tredje del af koncerten inkluderede han hele salen, hvor han fik publikum til at nynne med på en simpel melodi skrevet over den vuggevise som hans mor sang for ham. Det lød aldeles stort. Samhørigheden mellem Freitas, publikum og musikken føltes og gav mening, som når han kaldte publikum for family. Ligesom vi er forbundne som mennesker således er vi også forbundet til naturen. Amaro Freitas ramte publikums sjæl og gav os noget med hjem i hjertet. Han sluttede med et nummer af landsmanden Milton Nascimento - og her blev atter nynnet med. Det blev en stor aften med brasilianske Amaro Freitas.

Jerry Bergonzi Quartet - Jazzcup - 9. juli Copenhagen Jazz Festival

Der findes timing og så findes der t-i-m-i-n-g. Det sidste fandtes i overmål på Jazzcup, hvor den amerikanske tenorist Jerry Bergonzi var i selskab med Carl Winther på piano, Rune Fog på bas og Anders Mogensen på trommer. Kort efter at jeg ankom til pladeforretningen og caféen, stod det ned i stænger udenfor. Det var dælme timing; at være i tørvejr med en stor fadøl og topklasse jazz. Kvartetten leverede også musikalsk timing. De var tight og sammenspillet og tydeligt at de kender hinanden godt. De spiller en lang række koncerter i løbet af festivalen. Jeg var til overflod glad for at det lykkedes at høre dem.


De spillede Bergonzis musik og hans arrangementer af velkendte jazzstandards. Som Carl Winther tørt konstaterede efter at de havde spillet en jazzstandard, så var det med akkorder som han aldrig havde hørt den spillet før. Bergonzi svarede at han lavede derangements, hvorefter de fortsatte med Body and soul eller var det soil?

Efter tre kvarter var der pause, det var der også i regnen, der meget passende satte i gang igen da musikken skulle starte. Jeg fandt min plads i det proppede lokale efter en pausesmøg ude på fortovet, hvorefter jeg lige nåede at tjekke Miles Davis sektionen i Jazzcups store udvalg af plader. Der var underligt nok et par stykker jeg manglede. 


Andet sæt var endnu en opvisning i kvartettens personlige takes på jazzen. De startede selvfølgelig med Here’s that rainy day. Koncerten sluttede med Bergonzis Blue DNA, der også er titlen på kvartetten seneste udspil, der lige er landet på streamingtjenesterne, hvor kvartetten i øvrigt tidligere har hittet med jazz standards.





Mark Solborg Tungemål - Koncertkirken - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

I Koncertkirken på Blågårds Plads på Nørrebro spillede Mark Solborg Tungemål med samme line up som på albummet Confluencia, der udkom lige op til festivalen, som jeg gav rosende ord her på bloggen. Det gjorde Allthat.dk også, da de kvittererede med en 6 stjernet anmeldelse på samme dag som koncerten. Jeg havde spurtet ude fra DR og ind til Koncertkirken og ankom lidt inde i koncerten. Det tog lige nogle minutter at omstille mig til rummet og roen i musikken. 


Mark Solborg er en musikalsk filosof. Hvilket har været meget tydeligt i de seneste års projekter. Hvordan kommunikerer vi? Hertil kan man spørge:  Hvordan skriver man musik om det? Det har Solborg et bud på. Det handler om forbindelser mellem mennesker, mellem musik og mellem instrumenter. Hvordan bliver vi forbundne? Solborg var sammen med samme hold som på pladen; Simon Toldam på klaver og keyboard, Susana Silva Santos på trompet og Ingar Zach på percussion og vibrerende membraner, mens Solborg selv spillede på guitar. Jeg har lidt af et crush på Zach. Hans ekvilibristiske måde at frembringe lyde på og bruge dem i musikken som en naturligt sammenhængende del, er helt vild. Santos Silva har en ærlig og ren tone, der placerer sig godt sammen med Solborgs og Toldams underbyggende stemninger. 

Koncerten blev en koncentreret omgang, hvor jeg som omkringfarende jazzblogger, fandt ro og mening. 

onsdag, juli 09, 2025

Sullivan Fortner Trio - DR Koncerthuset Studie 2 - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

I DR Koncerthusets Studie 2 var scenen og publikum klar til den amerikanske pianist Sullivan Fortner, en mand der tidligere har været fast mand hos Cecile McLorin Salvant og før det hos Roy Hargrove, plus en masse forskellige sideman tjanser. Desuden spillede han også på den danske bassist Richard Anderssons debutplade i 2010. Det var hans første besøg i Danmark i eget navn. Sullivan Fortner startede med at beklage at Donald Trump var deres præsident og sagde samtidig at det ikke var trioens skyld.’_Han medbragte Tyrone Allen på bas og Kayvon Gordon på trommer. Koncerten blev en opvisning ud i ekvilibristisk triojazz - den havde også tiltrukket adskillige danske jazzmusikere. 


Men også det internationale publikum, som de to italienere, jeg gik ved siden på vej ud af salen, der havde en begejstret samtale om trioens ritmico udgave af Bizets Carmen. 

Musikken var fuld af mange lag, vilde taktarter og rytmiske skift. Alligevel hang det sammen på smukkeste vis. De spillede en forrygende udgave af Thad Jones kompositionen Lets. Sorcerers Stick som Fortner lettere humoristisk dedikerede til Harry Potter og Hogwarts Music Academy, var en sammenskrivning af Herbie Hancocks The Sorcerer og Donald Browns The early bird gets the short end of the stick. Et godt eksempel på trioens store overblik og vanvittige overskud. Numrene kom som trioen havde lyst i øjeblikket. Der var ikke nogen sætliste. Til gengæld var der tilstedeværelse og nærvær i musikken, der kunne mærkes helt ud i salen.

Trashzz Festival - Lygten Station - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

På livets uendeligt store bucket list har jeg i mange år haft Bruxelles i top. Den by besøger jeg endelig i næste uge. En anden bucket list sag er at besøge Copenhagen Trashzz Festival ved Lygten Station. Festivalen har eksisteret i mange år under Copenhagen Jazzfestival. Det lykkedes endelig i år - og dagens program var lovende. Først var det støjjazzduoen Uraño. En bassist og en trommeslager der kastede sig ud i transcenderende brutale passager, der var særdeles trashet. Et godt match til S tog og eftermiddagstrafikken ved Nørreport Station.



Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvem jeg havde set mest frem til at høre. Lotte Anker, Peter Friis Nielsen eller Peter Ole Jørgensen. Men når de nu spillede sammen, så var det ret let. Tre legender på den danske freejazz scene i samme trio. Mokuto som de kalder sig, har eksisteret i mange år og det var med stor stolthed at Trashzz festival bagmanden Lars Bech Pilgaard præsenterede dem. Musikken var åben. Peter Friis Nielsens originale og abrupte basspil, Peter Oles bølgende trommespil og Lotte Ankers årvågne saxofon var perfekte sammen. Lidt regn i starten af koncerten og solens efterfølgende komme var en berusende omgang. Freejazz bliver ikke bedre. Live i byens åbne rum sammen med en flok dedikerede publikummer. Herefter måtte jeg desværre videre. Jazz festivalen var begyndt for mig.

mandag, juli 15, 2019

Marcus Miller - koncert DR Koncerthuset - søndag 14. juli CJF 2019

Jeg kan lige så godt komme af med min irritation først i anmeldelsen. Hvorfor skal trommerne lyde som om de stod inde midt i en hangar? Er det lydmanden der har eklatant dårlig smag? Eller er det fordi DR Koncerthusets akustik, ikke er lavet til et trommesæt der får nogle smæk?
Ret skal være ret, lyden blev bedre i løbet af koncerten - og her skal det både forstås som en kombination af, at mine ører havde vænnet sig til trommelyden og at lydmanden også havde skruet på knapperne.

Marcus Miller er en legende på el-bassen. Tommelfingerbassens skytshelgen. Her indrømmer jeg blankt, at jeg knuselsker tommelfingerbas og Marcus Millers måde at sætte bassen helt i front.

Han er på tur med musikken fra det seneste album, Laid Black, der er et mere end godkendt Marcus Miller album.
Han var sammen med et suverænt velspillende band, hvor særligt trompetisten Russell Gunn gjorde indtryk. De lagde ud med nogle numre fra det nye album, hvor der var pænt gang i den. Herefter kom der lidt mere ro på med nummeret Sublimity “Bunny’s Dream”. Et nummer som Marcus Miller havde lavet til sin svigermoder, der døde under indspilningerne til albummet. Det afroinspirerede nummer, hvor der var ro på viste Millers store og vilde bredde på bassen - der behøver ikke, at være kul på, hele tiden.

Det er umuligt at komme udenom Miles Davis, når det handler om Marcus Miller. Han spillede Bitches Brew, der regnes som en af kickstarterne til fusionsjazzen - eller conFusion, som Miller kaldte det. De startede meget tro ud mod originalen og viste mere og mere af dem selv undervejs.

Hen mod slutningen af koncerten fik vi så Tutu, som Marcus Miller skrev til Miles Davis i 1986. Her stod Russell Gunn endnu en gang distancen og leverede suverænt trompetspil.

Aftenens sidste nummer var en af mine helt store Marcus Miller favoritter, Blast fra 2007-albummet Free, hvor bassen får nogle rap over strengene med Millers funky tommelfinger. Nu kunne jeg rejse mig lykkelig og fusionsfyldt fra det bløde sæde i DR Koncerthuset og gå ud i den københavnske sommeraften, hvor månen var på vej til at blive fuld.

søndag, juli 14, 2019

Danmarks Dyreste Jazz Mixtape - koncert Alice - lørdag 13. juli CJF 2019

Sceneskiftet kunne næsten ikke være større. Et kvarters cykeltur fra Tivoli og Gregory Porter til Nørrebro og spillestedet Alice, der lagde scene til koncert med Danmarks Dyreste Jazzmixtape. P8jazz værten Jonas Visti havde samlet nogle bidder fra de dyreste danske jazzvinyler. 

Han opførte sit Jazzmixtape live med hjælp fra DJ’s og producerne, Shatter Hands, CHLLNGR (der også spillede saxofon) og Dust Masta Hits. I halvmørket hørte vi bidder fra de dyre jazzplader, der blev understøttet af electronica, scratch og tunge beats i et roligt tempo. Ind imellem dukkede der også snak op med folk fra jazzmiljøet, der talte om dengang. Det hele var sat lækkert i scene - og for en pladenørd som mig var det sjovt at quizze med sig selv og se om jeg kunne gætte hvor bidderne kom fra. 

Louis Hjulmand og Oscar Pettiford og Radiojazzgruppen var blandt de udvalgte. Jonas Visti har tidligere spillet mange DJ-jobs sammen med Master Fatman , hvor de bla. har dyrket deres fælles interesse for brasiliansk musik. Visti brugte en intro, hvor Fatman talte om musikken i Brasilien og at bassen i brasiliansk musik er det fedeste. Her satte introen til et af de bedste danske, brasiliansk inspirerede numre nogensinde, Heavy Jokers Leaving for Calabassa festen i gang. Jonas Visti spillede selv på vuggende brasilianer-bas. Det var en fed finale på en lækker aften på Alice. Båndet Danmarks Dyreste Jazzmixtape bliver snart udgivet.

Ghost-Note - koncert Roots and Jazz Balders Plads - lørdag 13. juli CJF 2019

Det undrer mig, at Snarky Puppy endnu ikke har spillet på Copenhagen Jazz Festival. De er såmænd på turné i Europe lige nu. De er alligevel tilstede, på en mere indirekte måde under årets festival. 

Jeg oplevede trommeslageren Jamison Ross i fredags og han spiller trommer for Snarky Puppy på deres kommende USA tur. Ghost-Note, der består af percussionisten Nate Werth og trommeslageren Robert “Sput” Searight, har begge været med i Snarky Puppy siden starten. 

De stillede op på Balders Plads med et superfunky band. To teknisk seje saxofonister, der kunne deres Michael Brecker og Maceo Parker og i øvrigt begge havde spillet med Prince. En guitarist der kunne sine funk-licks. En keyboardmand, der vekslede ubesværet mellem piano og det mere funkladede spil. Bassisten MonoNeon var ultrafunky - både i lyd og udseende. 

De to rytmeskabere Werth og Searight var bedst, når der blev smidt et gyngende funkgroove på banen.  Den totalt proppede Balders Plads fangede den fængende funk og havde lidt sværere ved de stille passager, som feks. i et længere solopianostykke. Her blev der knevret løs om løst og fast, men ikke lyttet. Damn, det var irriterende. Nå, men det er prisen for at musikken sendes ud på pladser til et ikke-betalende publikum. Jeg burde vel egentlig ikke klage, men i stedet glædes over, at så mange mennesker hørte en omgang klasse-funk. 

Doskopi - koncert Koncertkirken - lørdag 13. juli CJF 2019

I en lille gård ved siden af Koncertkirken på Blågårds Plads spillede den unge kvintet Doskopi, der i foråret debuterede med EP’en Virvar, som jeg begejstret har anmeldt her på bloggen. 

Og begejstringen kunne sagtens overleve en koncert med nogle unge musikere, der nok elsker og respekterer jazzen - men også gerne vil udfordre genren og sig selv. 

Kvintettens sammenspil var en særlig fornøjelse. Der var et overskud og en humor i musikken, hvor lytterne blev lukket ind uden problemer. De spillede deres egne skæve udgaver af jazz standards. Det musikalske sprog er farvet af en inspiration fra jazzens guldalder i slut 50’erne og start 60’erne. Jazz, der er uden GPS og improviserer sig frem til en ny og nogle gange smukkere rute.

Det var desværre også kvintettens sidste koncert i lang tid, da guitaristen Jeff Wagner er optaget på konservatoriet i San Francisco, hvor han begynder efter sommerferien og iøvrigt skal have Julian Lage som lærer. Kvintettens andre medlemmer er hver og en, også værd at holde øje med.

Claudia Campagnol - koncert The Green Island - lørdag 13. juli CJF 2019

Det fuldstændigt usandsynlige indtraf lørdag eftermiddag, da en ultrakort og heftig byge ubønhørligt skar sig gennem den københavnske sommer. Lige så hurtigt som den kom - lige så hurtigt var den gudskelov væk. 

Det var heldigt for Claudia Campagnol med band, der skulle spille på en meget lidt tildækket scene på The Green Island ved havnefronten. Claudia Campagnols blanding af r’n’b og fusionsjazz havde fyldt The Green Island til bristepunktet med nysgerrige lyttere. Hun startede med singlen All through you. Bandet med blandt andre Claudias mand, Niclas Campagnol på trommer var megatjekkede og coole. De havde ingen problemer med at omsætte Claudia Campagnols avancerede arrangementer på den let gyngende scene - hele The Green Island flyder på vandet.

Med en lethed, positiv ligefremhed og et kæmpestort talent synger Claudia Campagnol sig ind i hjerterne. Når hun tager sin keytar frem og smider en keyboardsolo, så er jeg solgt. Som f.eks. i nummeret Conquer the world. Måske erobrer hun verden. Til at starte med havde hun ikke problemer med at erobre The Green Island.

Vulture Forest - koncert Studenterhuset - lørdag 13. juli CJF 2019

Jeg havde lagt et stramt program for dagen og nåede lige, at tjekke den første koncert ved Euroradio Jazz Competition på Islands Brygge, med østrigske The First gig never happened. Better Get hit in your soul med basklarinet i front, Hammond, høj solskin på Bryggen og en kajak vandpolo kamp i baggrunden. En fin måde at starte dagen på. 

Dagens anden koncert var med Vulture Forest i Studenterhusets gård. Den var udsat en halv time, da big bandet MIBB spillede ved Rundetårn. Funky og messingladet jazz, hvor Birdland var et sikkert hit.


Vulture Forest lagde hårdt fra land, så de kunne overdøve de sidste toner fra big bandet. Herefter fulgte et sæt med flot melodisk og nordisk inspireret jazz, hvor de spillede numre fra deres to albums. Det stod med det samme klart at bandet har en stjerne i trompetisten James McClure. Han spillede med en smuk og længselsfuld tone. Den danske guitarist Kristoffer Vejslev har samlet et band, der får den flydende jazz til at svæve. Der er feks. Simple as Can be, der handler om at drikke øl i solen og bare være til. Det er rensende musik, hvor man fik tømt hjernen for overflødig støj og flød med på den stille bølge af melodisk jazz.

Gregory Porter - koncert Glassalen Tivoli - lørdag 13. juli CJF 2019

Et af Copenhagen Jazz Festivals absolutte hovednavne indtog lørdag aften Tivoli. Ikke på den store udendørs scene, hvor Tivolis Big Band med Michael Carøe i rollen som Frank Sinatra spillede op til dans på plænen. Næh, Gregory Porter spillede i Glassalen, med plads til lidt under 1000 mennesker, rygtet fortæller at man oprindeligt ville lave koncerten i Royal Arena. Gudskelov blev det ikke til noget. Musikken er alt for intim og nærværende til en giganthal.

Det er ikke uden grund at han endnu en gang er hovednavn på festivalen og iøvrigt også er det i Århus, hvor han i aften spiller i Musikhuset. Jeg må indrømme, at han ikke har imponeret med det seneste Nat King Cole projekt, så forventningerne var skruet ned fra starten. Det blev der hurtigt lavet om på. Han spillede en masse sange fra gennembruds albummet Liquid Spirit fra 2013; Holding on, Hey Laura, Water on Bridges og titelnummeret. 

Han havde salen med fra starten. Måske lige en smule for meget, da publikum i deres sommerkåde humør grinte, hver gang Porter sagde noget. Den store velklædte sanger bad folk om ikke, at grine, da han talte om dem der var udenfor Tivoli. Han kaldte dem “lost”. Her skulle det forstås som dem der falder uden for samfundets rammer og ikke som dem, der ikke havde billet til en Gregory Porter koncert. Gregory Porter har holdninger og lod dem sive blidt fra scenen under hele koncerten. 

Gregory Porters store stemme og nærvær kom, så og sejrede. Hans band var også et pænt stykke over det almindelige. Dog havde saxofonisten en tendens til at tage på nogle uinspirerede solo-ture. Det betød dog mindre i det store billede. Da han sang balladen Be Good (Lions Song) fra 2012-albummet af samme navn, gav han sit publikum “The Chills”. Stemningen kom op at ringe adskillige gange. Gospel oplægget til Liquid Spirit, med opfordring til “Clap Your hands now!” blev grebet med det samme. Musical Genocide blev brugt som afsæt til bassolo, hvor bassisten både citerede Smoke on the water!? og Stevie Wonder - måske en hilsen til den legendariske koncert for 5 år siden i DR Koncertsalen, hvor Stevie Wonder var på scenen sammen med Porter . 

Klokken blev et godt stykke over 22 inden Gregory Porter sluttede efter to ekstranumre - med balladen No Love Dying som endnu en af koncertens højdepunkter. Her blev vi sendt ud i den varme sommeraften, hvor Michael Carøe sang Fly me to the Moon på scenen lige udenfor. Og det var der vi havde været. På månen og tilbage igen. 

lørdag, juli 13, 2019

Kalaha vs. Bill Laswell - koncert Den Sorte Diamant - fredag 12. juli CJF 2019

Bill Laswell er en gammel bashelt fra firserne, hvor jeg blev fan på grund af Material og Last Exit. To hårdt slående bands på hver deres måde. Og nu: Bill Laswell sammen med tidens bedste danske band, Kalaha. Det kan næsten ikke gå galt. Eller kan det? 

I en pænt (forventnings)fyldt sal I Den Sorte Diamant skulle to de favoritter mødes. Der blev lagt sikkert fra land, hvor Kalaha spillede tre numre alene - og når de spiller, så bobler min kropslige og mentale musikglæde. Bill Laswell kommer på scenen sammen med Gustaf Ljunggren, der er special guest på pedalsteel guitar og banjo. Efter en længere improviseret klangflade sag med alle musikerne, mødes Ljunggren og Laswell i en giftig duel, hvor Ljunggrens pedalsteel styrede direkte mod afgrunden. Syret og sejt. Laswell var ikke helt vågen og klar endnu…

Og det var han også kun momentvis under koncerten, hvor han stod og stenede som en anden bas-Gandalf, der ville sige noget klogt. Det kunne hobitterne i Kalaha gudskelov ikke vente på. De havde deres skønne verden, som Gandalf (eller var han måske nærmere Saruman?) tjekkede ind og ud af. De øjeblikke hvor det spillede og de mødtes var fedt. Laswell spiller med en lang fed tone på bassen. Noget der kiggede tydeligt frem under et reggae-inspireret nummer og det sidste nummer Bedtime. Ligesom de længere improviserede passager havde sine øjeblikke. Kalaha er stadig det fedeste danske band lige nu. Og det er ikke Bill Laswell’s skyld. 

Jamison Ross - koncert Fringe Jazz Fest Pumpehuset - fredag 12. juli CJF 2019

Han slipper afsted med at synge en banal sang til datteren om, at han er på tur og snart kommer hjem. Han slipper afsted med at synge Yesterday - jep den der Beatles sang. Han slipper afsted med at gensynge et stykke fra sangen som han lige har sluttet. Fordi lige præcis det stykke betyder så meget for ham, så det vil han gerne dele endnu en gang. Han slipper afsted med at få hele salen til at synge videre på den sang, de lige har overstået, mens guitaristen skifter en streng. Han slipper afsted med at citere What a wonderful world i slutningen af en sang, så hele salen får akut syng-med-pres og er ved at eksplodere over et tilbageholdt “world”, fordi Ross kan sin gospel og trækker publikum med i soul-kirken.

Jamison Ross i Pumpehuset til Fringe Jazz Fest blev en medrivende oplevelse. Sangeren og trommeslageren var i selskab med en guitarist og en bassist. Når Jamison Ross trykker den af på trommerne i Snarky Puppy, er det noget helt andet. Ligheden er at han begge steder spiller trommer på den overskudsfyldte måde. Jamison Ross har publikum i sin hule hånd - og det har han fordi han er i nærkontakt med dem. Vi er budt indenfor hos Jamison Ross. Han lytter og fornemmer salen. 


Musikken er r’n’b og soul, som den lyder i New Orleans. Jamison Ross har noget på hjerte og fanger med sin oprigtighed. Som var han en præst der stod foran menigheden. Jeg hører noget Neville Brothers i balladerne. Det er sydstats soul med jazz - eller er det omvendt. Det bliver på ingen måde banalt eller corny. Det er tight og i helt unik en-til-en kontakt med publikum. Han sidder bag trommerne og taler og synger til her enkelt i salen. Det er derfor han kan slippe afsted med det han gør. Han er i en liga for sig. 

fredag, juli 12, 2019

Soren Skov Orbit - koncert på Huset - torsdag 11. juli CJF 2019

Med kun en vinylsingle på bagen og deres anden koncert nogensinde, var det en imponerende bedrift at Soren Skov Orbit havde samlet så mange publikummer til deres koncert i Huset, hvilket Søren Skov heller ikke var for fin til at påpege og takke for. Stilen kan bedst betegnes som etnisk modaljazz. Enkel jazz båret af en tydelig melodi, hvilket jeg allerede kendte fra de to numre på singlen. 

Rytmegruppen med Rune Lohse på trommer, Yohan Ramon på percussion, Mikkel Gomard på piano og Casper Nyvang Rask på bas lavede en organisk og spirende bund til Søren Skovs saxofon. Han spillede primært på sopransax og supplerede med lidt tenorsax undervejs. Joachim Schiødt gæstede undervejs på basklarinet og klarinet. Netop basklarinetten er en vigtig del på nummeret Orbit Bound, hvor Schiødt spillede den enkle melodi, som de andre bevægede sig omkring. 

Selvom de hedder Soren Skov Orbit er det et kollektiv. Det er i høj grad det samlede hele, der skal iagttages og lyttes til. Musikerne havde et forsigtigt udtryk, hvilket bla. Yohan Ramon og Mikkel Gomard demonstrerede fra deres pladser. De var der for at sikre at hele butikken lød godt, ikke for at sælge sig selv. Hvis der er en der skal fremhæves, så må det blive Casper Nyvang Rask, der med stor sikkerhed lagde et effektivt basgroove på hyldesten til Søren Skovs hood, Københavns nordvest kvarter NV. 

Undervejs i koncerten sneg der sig også toner fra afromusikken og fra de arabiske lande ind. Kamelerne sørgede for, at hvirvle sandet op i ørken-nummeret North Saharan Bargain. Afslutningsvis skal der kun lyde en enkelt klage: “Hvornår kommer der et helt album med Soren Skov Orbit?” Der er tydeligvis nok materiale og talent til noget der kunne blive en seriøst god langspiller.

Maniscalco/Bigoni/Solborg - koncert på 5e - torsdag 11. juli CJF 2019

5e i Kødbyen, hvor den efterhånden legendariske Mandagsklubben holder til året rundt, byder på en lang række koncerter i den eksperimenterende ende af jazzen. Mange af dem med et internationalt snit.

Her er guitaristen Mark Solborgs nu syv år gamle samarbejde med italienerne Francesco Bigoni på klarinet og saxofon og Emanuele Maniscalco på trommer, effekter og lidt klaver, right down my alley. De har lavet to fantastiske LP’er og da jeg endnu ikke har hørt dem live, så ligger det lige for.

Maniscalco plejer at spille mere på piano, men har fravalgt det ved denne koncert, hvor han næsten udelukkende holder sig til trommerne og et lille keyboard, der bruges til underliggende soundscapes. Trioen præsenterer en blanding af nye og gamle kompositioner, hvilket ikke er så vigtigt. Det handler om øjeblikket, hvor vi som lyttere væves sammen med trioens musik og 5e’s rå lokale. 

Bigoni har en helt særlig smuk tone på klarinetten, hvor hans empatiske spil med Solborg er berigende. Undervejs bevæger trioen sig mellem den helt frie og rå jazz til den enkle og melodiske jazz. Det gør det på en utvungen og naturlig måde. Jeg får en følelse af at trioen kunne spille i et døgn og stadig ville have nyt at fortælle.


Maniscalco/Bigoni/Solborg var en next level free jazz oplevelse.

Anders Mogensen 50 år - koncert i Prøvehallen - torsdag 11. juli CJF 2019

Sommeren har ramt København på den der rigtigt lækre måde. Gaderne er fyldte med solskinsglade mennesker i sommerklæder. Trommeslageren Anders Mogensen fyldte for nylig 50 år og havde taget de Hawaii inspirerede sommerklæder på til koncerten, hvor han sammen med gode musikalske kolleger fra den mangeårige karriere, spillede en fødselsdagskoncert. 

Det er Anders Mogensen, så der bliver ikke sparet på noget og mindst af alt de musikere som han omgiver sig med. De bliver pisket frem allerede fra starten, hvor Mogensen sætter et friskt pace på ride bækkenet. Det er heldigvis ikke noget problem for de andre at følge med. Nils Davidsen på bas og Niclas Knudsen på guitar, som Mogensen spillede med i When Granny Sleeps er på scenen sammen med Mads la Cour på flugelhorn og Hans Ulrik på saxofon. Undervejs kommer der flere gæster på scenen. 

Engelske Percy Pursglove på flugelhorn kommer på scenen, da de spiller Carl Nielsens Tit er jeg glad. Der er med andre ord lagt op til flugelhorns battle. Noget battle bliver det ikke, dertil er instrumentet alt for fredfyldt og rund i tonen. Til gengæld får englænderen vist hvorfor han bla. spiller i flere af de tyske radio big bands. Anders Mogensen er det naturlige omdrejningspunkt på scenen. Det er ikke fordi koncerten fyldes op med trommesoli. Det er istedet de oplæg og den årvågne og tighte stil som Anders Mogensen leverer til musikerne, så de kan levere deres soli.


Sidste nummer i første sæt er Hans Ulriks Walking in circles, hvor bassisten Jonny Åman også kommer på scenen sammen med saxofonisten Karl Martin Almqvist. To bassister og fire blæsere løfter taget på Prøvehallen og sender spilleglæde og energi direkte ud til publikum. En forrygende finale på første sæt. I andet sæt blev det lavet om på sammensætningen, så bla. Carl Winther kom med på piano. Jeg hastede videre i den lune sommeraften inden det nåede så langt med fine fødselsdagsfejring.