KortJazzNyt Uge 14 2014

Bassisten Jasper Høiby er aktuel med sit femte Phronesis-album og det går ikke stille af sig. For anden er han på forsiden af det engelske jazzmagasin Jazzwise sammen med trioen, der også består af Anton Eger og Ivo Neame. Hvis du ikke kan finde bladet i din kiosk kan du hente den digitale version i iTunes bladkiosken. Pladen anmeldes her på bloggen d. 7. april, hvor den udgives.

jazzwisemagazine.com

Trommeslageren Jacob Roveds Quintet bestående af Rasmus Ehlers (piano), Jesper Bodilsen (bas), Thomas Fryland (trompet) og amerikaneren John Ruocco (klarinet og sax) har lavet albummet Remembering Billy Strayhorn. Roved har oprettet en crowdfunding-side, så interesserede kan være med til at finansiere albummet. Musikken er selvfølgelig af Strayhorn, der var kendt for sit mangeårige samarbejde med Duke Ellington og en helt særlig evne til at skære en jazzmelodi.

booomerang.dk/projects/remembering-billy-strayhorn/

Anders Mogensen udsendte for nylig albummet Just another day at the office sammen med den amerikanske saxofonist Gary Thomas og den svenske bassist Daniel Franck. Nu får du mulighed for at møde Mogensen på kontoret, hvor han sidder bag trommerne de næste 12 dage. Turnéen starter d. 1. april i Warszawa og kommer forbi Esbjerg, Struer, København, Odense, Oslo, Stockholm og Hamburg. Jeg skrev bl.a. om pladen at “musikerne har spillet sig godt ind på hinanden og ikke mindst Anders Mogensen's materiale. Kompositionerne indeholder en ligefremhed og en lyst til at blive spillet.”

facebook.com/amogensen1

Der er to udgivelser på vej med danskere i hovedrollerne på ECM Records, det måske vigtigste jazzpladeselskab i verden. Der er ikke meldt officielle datoer ud endnu. Men det skulle være ret sikkert at pladerne kommer i indeværende år. Guitaristen Jakob Bro indspillede i efteråret en trioplade med Thomas Morgan (bas) og Jon Christensen (trommer). Den udkommer sandsynligvis til efteråret.

Stefano Bollanis 4. album sammen med danskerne Morten Lund (trommer) og Jesper Bodilsen (bas) udkommer ligeledes senere i år. Denne gang er der gæster med. Mark Turner (sax) og Bill Frisell (guitar) medvirker på pladen der blev indspillet i foråret 2013.

Er North Sea Jazz festival i Rotterdam blevet til en r'n'b-festival? Med hovednavne som Pharell Williams, Stevie Wonder Nile Rogers & Chic, Outkast, Isley Brothers, Mavis Staples, Joss Stone og The Daptone Super Soul Revue er det svært at modsige. Der er selvfølgelig jazzet modvægt i form af Al Jarreau (?!), Snarky Puppy (der fik en Grammy for bedste R'n'b/soul sang, men som regel spiller jazzet, når det er live), PRISM med Dave Holland (de spiller jazz!), Tom Harrell og Martial Solal Trio.

Northseajazz.com

Søndag d. 6. september afholdes der V-Day - en dag i vinylpladens tegn i Herning. Det er en plademesse med masser af brugt (og ny) vinyl. Der udstilles også analog hifi og pladespillere. Jeg kommer med flightcasen med pladespillere og mixer og spiller hele dagen lystigt løs af plader fra min vinylsamling (jazz, soul, funk, rock, blues, hip hop, exotica og electronica). Kom forbi og hils på! Det starter kl. 11 og foregår på Grøndahlsvej i Herning.

facebook.com/vdayherning

Finjustér din dabradio og lyt med på P8-jazz d. 9. september fra kl. 15.00, hvor jeg er inviteret i studiet og bliver interviewet af selveste Niels Christian Cederberg. Jeg tager en bunke favoritplader med i studiet fra de 10 år, jeg har skrevet på her på bloggen. Programmet slutter omkring kl. 9.00 d. 23. september [der kan være anvendt ironi i den sidste sætning].

Sangerinden Trinelise Væring har sammen med pianisten Jonas Berg lavet projektet Oh Purity!, hvor de lader barokken møde jazzen. Det er der kommet dokumentarfilmen Oh Purity in Watching landscapes ud af. Den debuterende Instruktør Frigge Fri har fulgt Oh Purity ensemblet over 4 dage i September 2013, hvor de øvede, spillede koncert og arbejdede med indspilningen af et nyt album. Frigge Fri tager os med til koncert og på en filmisk rejse ind i musikkens hjerte, og Trinelise Væring fortæller om arbejdet med musikken. Dokumentarfilmen vises på DR-K i løbet af foråret.

youtu.be/N2O3G1PFRms

Petter Eldh: Love declared disaster averted (Galatea Records) 7”single

Den svenske bassist Petter Eldh der er uddannet fra det Rytmiske Musikkonservatorium i København var en del af den danske jazzscene i den periode. Han bor i dag i Berlin. Han spiller bl.a. med Django Bates, Marius Neset og Schneeweiss und Rosenrot. 

Nu har han meget utraditionelt valgt at debutere i eget navn med en vinylsingle. På trods af det lille format, er besætningerne på side A og side B vidt forskellige. Hele 9 mand - her af 5 saxofoner - var i studiet på nummeret Love declared disaster averted. Eldhs bas er markant og helt fremme i billedet. Han spiller med et knækket groove, der fylder godt i nummeret. Christopher Dell’s vibrafon giver en fed stemning mens de fem saxofoner laver et slags rytmisk saxet soundscape. 

B-sidens Frans Paul er en mere dyster sag, hvor Jacob Anderskov ved pianoet er i fremtrædende. En spændende singledebut! Den følges op af en endnu en singleudgivelse senere i år, hvor Eldh er sammen med den engelske trio Troyka.

galatearecords.com

pettereldh.com

The Revelations: The Revelations (Schema)

Der breder sig en lummer cocktailstemning i stuen, når denne plade kommer på. Glasset er røgfarvet. Bakkenbarterne er lige så fyldige som behåringen i underbukserne. Der hældes Dubonnet i glasset. Vi befinder os i 1970. Produceren Gianni dell’Orso lavede sammen med broderen Giacomo projektet og pladen The Revelations. Pladen var tænkt som et “musikbibliotek” til TV, hvor Dell’Orso-brødrene under navne som Prolution, Lindock og Onward skabte musik, der kunne glide ind i sendefladen og skabe groovy stemning i de italienske stuer, der endnu havde Berlusconi til gode. 

Pladen udkom i et meget lille oplag og har siden været eftersøgt sjældenhed blandt de få, der har kendt den. Nu har Schema genudgivet pladen. Musikken er bevæger sig i helligt felt mellem psykedelisk easy listening og funky pop. Orgel og skarp el-guitar og et tilbagelænet groove er med til at sikre den gode 70’er stemning. 

ishtar.it

Søren Møller/Jesper Løvdal/Joel Frahm/Ari Hoenig: Lines of progression (ILK)

Lines of Progression udkom sidste efterår i forbindelse med en turné. Jeg har først fået pladen nu, så det er altså ikke fordi at jeg er en langsom anmelder. 

De to danskere Søren Møller (orgel) og Jesper Løvdal (sax) mødes med amerikanerne Ari Hoenig (trommer) og Joel Frahm (sax) til en udfordring af rammerne for det klassiske orgelcombo setup. De har en mission om både at spille jazz, klassisk minimalisme, indierock og europæisk impressionisme samtidig med at de bevarer deres nordiske og amerikanske rødder. Det lyder meget fortænkt på papiret.

Men er noget andet, når de først lader instrumenterne tale. Møller og Løvdal har begge en en ballast i traditionerne. De har dog altid undersøgt mulighederne for at gå nye veje. Møller har skrevet 6 af pladens 8 numre og netop hans udforskning af grænselandet mellem klassisk musik og jazz er en hjørnesten på pladen. Kvartetten har efterhånden været på flere turnéer sammen og virker fortrolige med materialet. Møller er mest kendt som pianist og springer heller ikke ud som Jimmy Smith-klon på orgelet. De tør noget med musikken og kommer med en frisk opdatering af et orgel combo. Hoenig og Frahm er de to amerikanere der er med til, at give musikken en klassisk omgang new yorker jazzskarphed. Løvdal og Møller hænger godt med i det selskab. Lines of Progression har både dybde og perspektiv. 

ilkmusic.com

Lubos Soukup Ensemble: Through the mirror (Animal Music)

Den tjekkiske saxofonist Lubos Soukup har boet i København siden 2010. Han udsendte i slutningen af 2012 et kvartetalbum, der nu fører os frem til dette album, hvor kvartetten er blevet til et ensemble med yderligere 6 blæsere og 4 strygere. Det er et transeuropæisk projekt i mere end en forstand. København er udgangspunktet. Her har Soukup samlet kvartetten der består af tyskeren Christian Pabst på piano, svenskeren Joel Illerhag på bas og danskeren Morten Hæsum på trommer. Herudover er de supplerende seks blæsere fra Danmark, England og Sverige mens strygerne er fra Soukup’s hjemland Tjekkiet.

Musikken er bl.a. inspireret af litteratur (Milan Kunderas klassiske roman Tilværelsen’s ulidelige lethed), af det at være en udlænding i Danmark og af instrumentforbilledet Wayne Shorter. Der er en centraleuropæisk glød, som kendes fra den klassiske musik (eks. Anton Dvorak). Der er jazzens umiddelbarhed og spontanitet. Soukup kombinerer dem i et ambitiøst setup, uden at miste overblikket.

lubossoukup.com

Per Störby Jutbring: Dance of the diaper fairy (Hoob)

Han lavede musikken til den fantastiske dokumentar Searching for Sugarman om Rodriguez fra 2012. Den musik der usynligt var tilstede ved siden af Rodriguez’ egen musik. Per Störby Jutbring er ellers mest kendt fra gruppen New Tide Orquestra, hvor han komponerer musikken og spiller bandoneon. Desuden laver han popmusik i projekterne Pearl Fiction og Zeitgeist. Han blev i 2013 kåret som Årets komponist ved Manifestgalan - de uafhængige svenske pladeselskabers alternativ til Grammisgalan.

Prisen gav ham modet til, at lave en soloplade. Uden at have skrevet noget musik, tog han i sommerhus på Gotland. I en uge arbejdede han ved flygelet, savnede konen og datteren og frem voksede minimalistiske og enkle melodier.

Albummet er dedikeret til datteren og titlen indikerer nok i høj grad, hvor gammel hun var, da musikken blev til. Han holder sig til klaveret og suppleres undervejs af lidt cello og violin undervejs. Pladen er en vellykket soloklaverplade, hvor Keith Jarrett, melankoli, melodi og romantisk klassisk musik får lov til at præge lydbilledet.

Læg i øvrigt mærke til coveret og E.T. i brilleglasset. Der er også en hilsen til rumvæsenet på nummeret E.T. Behind the sofa.

hoobrecords.com

Mighty Mighty: See the light (Schema)

Min begejstring for finsk jazz med rødder i den dansable del af 60'ernes hardbop har været uhæmmet stor, siden jeg hørte Five Corners Quintet første gang. Navne som Jukka Eskola og Timo Lassy har siden været sikre levendører af den udadvendte jazz. Det finske pladeselskab Ricky Tick udgav i årene 2003-2011 en perlerække af finske jazzplader. Siden har det italienske pladeselskab Schema taget over og udgivet plader med Eskola, Lassy og nu Mighty Mighty. En sekstet ledet af pianisten Kari Setälä der også tager udgangspunkt i hardboppen.

Mighty Mighty har ikke helt den samme stilistiske skarphed som Five Corners Quintet. Setälä har også ladet sig inspirere af 70’ernes mere funky tilgang til jazzen. Der er flere kærlige nik til CTI Records. Her er elektrisk piano og old school synth også en del af lydlandskabet. På nummeret Seventh Sign fungerer det suverænt. Der smides en Rhodes-solo med underliggende strygersynth midt i nummeret, som Herbie Hancock ville elske. På andre numre fungerer det knap så godt. Mighty Mighty har mange gode elementer og ofte swinger det. Der er også numre der slet ikke kommer ud over rampen. 

ishtar.it

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway)

Hvis pladen kun bestod af åbningsnummeret Jamil ville jeg give den 500 stjerner. Hvor jeg dog elsker det nummer! Nu giver jeg slet ikke stjerner til de plader jeg anmelder og pladen består også af andet en Jamil. Så jeg “nøjes” med at give pladen 6 stjerner - hvis jeg altså gav stjerner. Det er bassisten AC der har skrevet åbningsnummeret på pladen, som egentlig er den første plade Anders AC Christensen, Nikolaj Hess og Mikkel Hess har lavet under navnet Hess/AC/Hess. De har spillet sammen siden deres ungdom i Vejle og lavede også en plade under navnet Spacelab for 5 år siden. De har været fast natindslag på Copenhagen Jazzhouse under Copenhagen Jazzfestival gennem mange år, hvor Nikolaj Hess har siddet ved Hammond B3 orgelet. På den aktuelle plade er det i stedet flygelet og den mere eftertænksomme musik der er kommet i fokus.

Det er musik i balance med sig selv og med lytteren. Der er en magisk ro og fylde i musikken. Flere af numrene har været brugt i film i andre udgaver. Pladen er et soundtrack til dit øjeblik. Nikolaj Hess sætter ikke en finger forkert undervejs på flygelet. Det føles så logisk og rent. AC er ham der sætter musikken sammen med en usvigeligt sikker og følsom bas. Mikkel Hess er i musikken. Fornemmer musikkens sjæl og markerer. Hess/AC/Hess har skabt et trioalbum sprængfyldt med originalitet, melodi og vitalitet. Det er et meget anbefalelsesværdigt album!

spacelabmusic.dk

Jakob Holm 4: Chapter six - Victor Victor (Gateway)

Guitaristen Jakob Holm er ikke kendt fra jazzens kulørte blade. Han har også holdt sig ude af jazzrampelyset de senere år og bl.a. lavet blues. Nu er han vendt tilbage til noget af det han startede med i 2000, hvor han spillede sammen med den amerikanske bassist Marc Johnson på jazzstævnet på Vallekilde Højskole. Det udløste efterfølgende et par plader sammen med Johnson og trommeslageren Anders Mogensen. En enkelt af pladerne var desuden med saxofonisten Anders Medin. Nu er Holm genforenet med Mogensen og Medin, mens Johnson er skiftet ud med Richard Andersson. 

Hvor jazzguitarvindende herhjemme ofte har blæst i retning af Jakob Bros flydende guitarspil i de senere år, har Holm holdt fast i de blå toner. Det er ikke blues som i den bluesrock han også kan spille. Det er blues som John Coltrane kunne spille den. Det er teknisk krævende guitarspil, hvor tonerne doseres nænsomt i tæt samspil med saxofonisten Anders Medin. Holm spiller klassisk jazzguitar med tyngde, hvilket bl.a. høres på pladens eneste nummer, der ikke er skrevet af Holm, John Coltranes Central Park West. Rytmeduoen Mogensen og Andersson holder et højt niveau hele pladen igennem.

jakobholm.dk

Magnus Hjorth Trio: Blue Interval (Stunt)

Jeg tænker på min afdøde morfar, når jeg hører Magnus Hjorth Trios version af Glenn Miller klassikeren Moonlight Serenade. Min morfar havde den på en 78'er, som jeg arvede da han døde. Han nød og elskede musik. Derfor får jeg lyst til at spille denne veldrejede klavertrioversion for ham. Jeg er sikker på, at han ville have nydt den sammen med mig. Vi kunne have siddet sammen på tværs af generationer. Den gamle skomager og den “progressive” jazzblogger med hver sin håndbajer. Moonlight Serenade kører vuggende i baggrunden, mens fødderne vipper i takt. Det er noget af det fantastiske ved musik. Man sendes på tankerejser, følelser vækkes til live.

Her er Magnus Hjorth Trios nyeste plade Blue Interval et godt eksempel. Selv om det meste af musikken er nyskrevet (af Hjorth), er der er en behagelig genkendelighed. Magnus Hjorth har en fænomenal evne til at spille triojazz i traditionen fra Oscar Peterson og ligesindede Han befinder sig alligevel i nutiden, så det aldrig bliver et rip off eller tilbageskuende. Det er rendyrket spilleglæde med elegante Snorre Kirk bag trommerne og Lasse Mørck som ny mand på bassen. Blue Interval er en af den slags plader, der sidder i skabet med det samme. Her behøver man ikke at nærstudere eller lytte fem gange. Det lyder ukompliceret. Men Hjorth er en jazzpianist i en særlig klasse. Blue Interval understreger og udbygger den position. 

sundance.dk

Tord Gustavsen Quartet: Extended Circle (ECM)

Vi er næsten halvvejs inde i andet nummer før det bliver til en kvartet. Tenorsaxofonisten Tore Brunborg tier pænt stille indtil da. Her åbenbarer der sig en pæn tenorsaxversion af Jan Garbarek. Det er den norske salme Eg veit i himmerik ei borg sender os i en hymnelignende tilstand ud i fjeldene. Det er norsk på godt og ondt. Det er pianisten Tord Gustavsens sjette album på 10 år på ECM Records. Der var succes fra dag et. I 2004 var efterspørgslen på skandinaviske klavertrioer stor. Tyskland, England og andre lande havde forelsket sig i Esbjörn Svensson Trio og havde brug for mere. Enter Tord Gustavsen Trio, der med ballader, mol og melankoli passede perfekt som supplement. 

Det fortsætter de med på denne plade, hvor der ikke er meget nyt under solen. Det er lækkert. Det er behageligt. For at det ikke skal blive for forudsigeligt og kedeligt, kommer Tore Brunborg så ind i billedet. Han kan andet end sin Jan Garbarek. Han er tenorsaxofonist og vælger heldigvis en anden tone på de andre numre. Han er bare ikke med på alle numre. Det bliver til Trio med gæst. Det er en skam. For det er i kvartetten der sker mest. Bevares, det er uimodståeligt classy - men også lidt ferskt og kedeligt. Mere Tore til Tord, næste gang.

player.ecmrecords.com/tord-gustavsen-quartet--extended-circle

Krokofant: Krokofant (Rune Grammofon)

Kan man både blæse og have mel i munden? Kan man både være krokodille og elefant? Kan man både spille skæv rock og hård jazz? Det første er der ikke ændret på. Men de to sidste ting prøver norske Krokofant at gøre noget ved. En krokofant er kendt fra en norsk børnesang, hvor den både blæser og har skarpe tænder. I bandet Krokofant blæses der også hensynsløst løs på os. Guitaren bider med skarpe tænder.

Guitaristen Tom Hasslan og trommeslageren Axel Skalstad startede som duo efter at de mødt hinanden i en guitarforretning i jazzfestivalbyen Kongsberg. I 2012 tilføjede de saxofonisten Jørgen Mathisen (kendt fra bl.a. The Core og Zanussi Five). Hvor de i duoen havde dyrket det frie udtryk kom der mere struktur på efter Mathisens indtræden. Med et hæsblæsende og disciplineret udtryk sender Krokofant en seriøs omgang progressiv rock a la King Crimson iblandet Peter Brötzmanns frie vildskab ud i hovederne på os. Det er særdeles vildt og dejligt.

runegrammofon.com

Tangojazz: Milonga triste (Gateway)

De tre århusianere Jens Christian Kwella (guitar), Peter Friis (bas) og Ulrik Bisgaard (trommer) inviterede i foråret 2011, altsaxofonisten og klarinetisten Florián Navarro til at spille sammen med dem ved en koncert. Trioen spillede ellers udelukkende jazz, men havde her inviteret en musiker der var født i Argentina og havde fået tangoen ind med modermælken. Nu har de lavet en plade sammen, hvor tangoen og jazzen mødes. Det er ikke kun tangoens rytmik der fylder i lydbilledet. Tangojazz har nemlig bevaret en god bid jazz i deres musik. Herved får de deres eget originale udtryk. Tango nuevoens godfather Astor Piazzolla står øverst på komponistlisten på pladen mens Kwella supplerer med nogle mere uhøjtidige nordiske numre. Desuden er der blevet plads til en fornøjelig version af Police’s 1978-hit Roxanne. 

Milongaen er der hvor tangoen danses og Triste beskriver den inderlige og melankolske stemning i tangoen. Flere gange undervejs på pladen giver Jens Christian Kwella los på guitaren og slipper vilddyret løs, som på Deus Xango og den afsluttende Libertango, hvor han smider en fuldfed spade ind i foretagendet. Dét er lige præcis derfor Tangojazz er noget specielt. De gør det på deres egen måde med respekt for traditioner og håndværk. Navarros tørre og nærværende tone er et godt match til Tangojazz.

tangojazz.eu

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Tjak Tjaka Tchicai (Steeplechase)

Som helt ung guitarist kom Pierre Dørge med i John Tchicais Candentia Nova Danica i 1969. Senere i New Jungle Orchestra’s tidlige år i 80’erne var John Tchicai en af orkestrets vigtigste solister. Siden har Tchicai utallige gange gæsteoptrådt med Jungleorkestret og gjorde det helt frem til sin død i oktober 2012. Derfor er det oplagt at Pierre Dørge & New Jungle Orchestra hylder saxofonisten, der mere end nogen anden dansk jazzmusiker har opnået respekt rundt omkring i verden. Dørge bruger orkestret som en levende organisme. Der er et udtryk og en (u)samling i musikken der er sin helt egen. Denne gang handler det om Tchicai og alligevel er det New Jungle Orchestra. 

Tchicais ånd hviler smukt i musikken. Dørge har hentet inspiration i Tchicais liv og det samarbejde og venskab som de to har haft. Der er Largo Lapidarius, som Tchicai skrev til NJO-albummet Different places - different bananas fra 1988. Der er How is the sunshine up there?, der bygger på Tchicai-nummeret It is beautiful up there. Der er Irene Beckers Tchicai-hyldest Dualities. Autobahn Tchicai Zwei handler om Tchicais kærlighed til biler, hvor Tchicai ifølge Dørge ville have været en formel 1 bil, hvis han havde haft fire hjul. Mozombo er inspireret af Tchicais far, der var fra Congo. New Jungle Orchestra har lavet en klassisk NJO-plade, der emmer af Dørgesk jazz og kærlighed til John Tchicai. Det er en meget værdig og vedkommende hyldest.

newjungleorchestra.com

Søren Kjærgaard/Ben Street/Andrew Cyrille: Syvmileskridt (ILK) LP

Det er sjældent at danske jazzmusikere holder fast i et samarbejde som Søren Kjærgaard har gjort det med bassisten Ben Street og trommeslageren Andrew Cyrille. Kjærgaard har fundet stor inspiration i Andrew Cyrille og er tiltrukket af trommeslageren der spillede fast med pianisten Cecil Taylor i slut-60’erne. Det er ikke musik der er kopieret fra Taylor, der er i stedet tale om indirekte inspiration. Det er pianisten Kjærgaards fjerde album sammen med de to amerikanere. I en stor del af den musik som de tre har spillet sammen, har de dyrket musikken i musikken. Musikken der er inde musikken. Mellemlagene og det der  sker inde i lagene. Det er stærk musik. Man kunne kalde det avantgardistisk. Man kunne også kalde det stemninger på kanten. Spændinger i tonerne. Det er dragende.

Når Thelonious Monk spiller sine skæve dansende jazztoner  går det ind og pirrer min sjæl. Søren Kjærgaard kan det samme. Han får mig til at bremse op og nærlytte. Her er også en skæv skønhed. På nummeret Tripple Skip er der linjer tilbage til netop Monk. En afslappet melodisk frihed og nogle helt fantastiske swingende trommer. Søren Kjærgaards fornemmelse for musikkens æstetik er styrken. Det er endnu en gang tydeligt med dette album, hvor trioen har dyrket det cykliske i musikken. Tilbagevendende figurer der vendes og drejes. Her er skæringen Cyrillic Circle et godt eksempel. Den puls og det pace som Andrew Cyrille lægger ind i nummeret er sammen med Kjærgaards gentagelser på pianoet perfekt. Ud over en LP i et flot cover får man en downloadkode med ekstra numre. Her er andre takes af enkelte numre. Syvmileskridt er et meget smukt album.

sorenkjaergaard.com

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (Tyrfing) LP

Hvis punkattitude, freeform, impro, jazzgalskab og noise er noget der tænder dig, så er Jakob Thorkild Trio’s LP Art Sleaze et must-have. Der er linjer tilbage til den danske eksperimenterende punk som den lød i starten af firserne, hvor den blandede sig med andre kunstarter som teater og billedkunst. En af aktørerne fra den scene er også med i Jakob Thorkild Trio. Trommeslageren P.O. Jørgens, der bl.a. har gjort sig bemærket i No Knox, Cockpit Music og Wild Mans Band sikrer med ukonventionelt og fantasifuldt freeform-trommespil med puls og nerve en bund i trioen, der giver Jakob Thorkild luft til at improvisere i vilden sky. Guitaren placerer musikken i udkanten af alt. Der er grimhed. Der er dommedagsdroner som på nummeret Deutschland. Der er primitive eksplosioner og fine larmende detaljer. Der er avanceret og jazzet freeform guitar.

Jakob Thorkild har med denne plade sat sig tungt på et område der er ret underbefolket i dansk jazz. Den grimme punkjazz. Musik der elskeligt provokerer melodiøret. Jakob Thorkilds trio er effektive og heftige. Nils Bo Davidsen trakterer den elektriske bas som stod han mellem et avantgardejazzband og et eksperimenterende punkband. Jakob Thorkild vrider, flænser og sønderriver guitaren. Det er kunst. Det er beskidt. Det er stærkt anbefalelsesværdigt!

soundcloud.com/jakobthorkild

Niclas Knudsen: Radio Timbuktu (Big Note/Gateway)

Ibrahim Electric-guitaristen Niclas Knudsen inviterer med pladen Radio Timbuktu til en fest af den slags man ikke vil hjem fra. Knudsen har ofte sat sit afrikansk inspirerede guitarspil i centrum i bl.a. Ibrahim Electric. Rejser til vestafrika og en årelang fascination af vestafrikansk guitarspil fører os frem mod denne plade, der for at holde stemnigen også har fået navn efter tuareg-byen Timbuktu, der ligger i Mali. Niclas Knudsen har ikke en konventionel tilgang til jazzguitarspil og musik i det hele taget. Han drypper uhæmmet både indiske ragaer, cubanske rytmer og amerikanske spirituals ned i den store musikgryde, så det ikke udelukkende er en afrobeat eller jazzplade.

Der hersker en både udadvendt, legende og afslappet stemning på albummet. Sammen med erfarne blæsere som Lars Vissing (trompet), Jakob Munck (tuba, pølsehorn) og Mads Hyhne (trombone) og trommeslageren Mads Andersen får Knudsen omsat sine idéer. Her kan jeg ikke lade være med at fremhæve Lars Vissings trompet. Det er simpelthen for sjældent at vi får lov til at høre den. Hans klare og sikre tone er en fornøjelse. Musikken har funkede beats på Le funk mystique, syrede afrobeats på Fela Boogie og highlifefest på Lagos frequency. Radio Timbuktu er en omfavnende plade. En plade der spjætter og viser at verdensmusikinspireret jazz har det ganske godt i kolde Danmark.

niclasknudsen.com

Christina von Bülow: The Good life (Stunt)

The Good life er en af mine alltime favoritter med Tony Bennett. Dovent og mæt af livet sukker han nærmest ååååhh…The Good Life…Det er besnærende smukt hver eneste gang. Altsaxofonisten Christina von Bülow har sammen med pianisten Søren Kristiansen, bassisten Jesper Lundgaard og den amerikanske trommeslager Elliot Zigmund ladet lige præcis det nummer være titelnummer på en plade der er optaget på Jazzhus Dexter i Odense i forbindelse med en lille turné i 2012. Her er ingen mæthed at spore. Her handler det mere om en begejstring for en smuk melodi. Hvilket resten af pladen også afspejler, hvor de præsenterer jazzklassikere som Tenderly og Star Eyes. Her er fire musikere, der har jazzens standardmateriale helt inde under huden. Styrken er Christina von Bülows suveræne tone, der endnu en gang viser følsomme spændinger. 

Søren Kristiansen kan få tangenterne til at danse og Lundgaard er sikker som altid på bassen. Zigmund er heller ikke kedelig i sit spil, der bl.a. har grobund i flere år fast sammenspil med Bill Evans. Pladens svaghed er at den er lidt for flink og lidt for straight. Det er selvfølgelig en fjollet kritik, al den stund at det er det, de fire musikere elsker at være. Jeg er dog farvet af min samtid og elsker finske Timo Lassys nye og mere trashy version af The Good life. Det kommer måske til at lægge denne kvartet til last. Sådan må det så være. Det ændrer heldigvis ikke på, at jeg elsker Christina von Bülows smukke altsax.

sundance.dk

KortJazzNyt Uge 11 2014

Årets første nummer af det norske jazzmagasin Jazznytt udkommer først til efteråret. Det sker efter at der i efteråret blev lavet en læserundersøgelse. Det medførte bl.a. at man  ville ansætte magasinets redaktør gennem 12 år Jan Granlie på nye og andre vilkår. Da han ikke ville ansættes på de nye vilkår blev han fritstillet.

Det er Norsk Jazzforum og Stiftelsen Odin der udgiver magasinet, der har 2.500 abonnenter. I denne uge er der sendt en mail ud til dem, hvor i der står at man er inde i en ændringsproces, hvor formålet er at videreudvikle Jazznytt til at være det førende norske jazzmagasin.

Man har ansat den tidligere skribent og redaktør på det engelske magasin The Wire, Rob Young som konsulent til dette. Han er næsten lige flyttet til Norge sammen med en anden The Wire skribent Anne Hilde Neset, der ifølge Jan Granlie i denne artikel er gode venner med bestyrelsesformanden i Norsk Jazzforum Kristin Danielsen. 

Det nu tidligere redaktionsmedlem Johan Hauknes stiller en række spørgsmål til Norsk Jazzforum og stiftelsen Odin på Ballade.no omkring processen.

Den danske violinist Mads Tolling, der er bosat i San Francisco er på turné sammen med Jacob Fischer (guitar), Kasper Tagel (bas) og Snorre Kirk (trommer) fra d. 27. marts og til d. 12. april i Danmark, hvor de spiller 12 koncerter. Da Tolling var 14 år oplevede han for første gang Svend Asmussen live, der dengang spillede med Jacob Fischer. Flere af koncerterne vil være en hyldest til den 98 årige violinist.

madstolling.com

Den canadiske trompetist Lina Allemano (på billedet) er tilbage i København d. 3. april, hvor hun kan høres i Koncertkirken på Blågårds Plads sammen med Lina Allemano Four. Koncerten er den første af en lang række koncerter i Europa inden kvartetten går i studiet for at indspille deres sjette album.

linaallemano.com

Der er kun løftet en smule af sløret for hvilke kunstnere der spiller til Copenhagen Jazzfestival. Nemlig de to vist forskellige Gregory Porter og Mats Gustafsson/Thurston Moore. Allerede d. 28. marts spiller Robert Glasper i Koncerthusets Studie 2 i København ved en koncert arrangeret af Copenhagen Jazzfestival. Han var ellers et navn der godt kunne have spillet til Copenhagen Jazzfestival.

jazz.dk

Det er ikke så ofte at der er jazz med i DR K programmet Smagsdommerne. Selve smagsdommerpanelet har dog budt på jazznotabiliteter som Benjamin Koppel og Kresten Osgood. En forklaring på den manglende jazz kunne være den man kunne læse på den pladeaktuelle saxofonist Christian Vuusts Facebookside: 

"Jeg sendte mit nye album til Adrian Lloyd Hughes på DR's Smagsdommerne. Tænkte at han måske havde lyst til at kaste musikken for løverne i et af programmerne. Jeg fik et udførligt og befriende ærligt svar fra ham. Jeg må nok give ham ret i at mit album ikke er udmærker sig ved at være vildt provokerende. Her er et uddrag af hans mail:

"Det er en helt igennem skøn plade du har indspillet... Desværre tænker jeg også: ”Hvad skal Smagsdommerne tale om?” Det program jeg leverer til DR K lever jo af uenighed. Det er nok en hæmsko for mange produkter og værker, for det skubber perfekte værker som dit længere om i bussen til fordel for provokationer og meget store sværdslag. En vaskeægte prostitueret på en scene i en container i en baggård på Vesterbro har bedre muligheder for at komme gennem nåleøjet end nogen folk som passer deres arbejde med stor fornøjelse for sig selv og deres publikum. Wallah, sådan er det."

I dag starter Christian Vuust releaseturen på Dexter i Odense med sit "ikke-provokerende" album Urban Hymn.

christianvuust.com

Helle Hansen: Songs of death, love & other mayhem (Heart Core Records/Gateway)

Jeg fanges med ørerne i begge lejre med denne plade. På den ene side er der musik der er lige besættende og smukt som det Elvis Costello lavede sammen med den klassiske kvartet Brodsky Kvartetten. På den anden side er det musik der efterlader mig overlæsset på den musicalagtige måde. Musik der er fyldstof og mere bliver en undskyldning for at fortælle en historie end for at spille noget flot. 

Helle Hansen tager ikke let på tingene og har lavet en plade med en meget smuk titel. Det er en flot ramme at sætte musikken ind i. Hun starter i Costello hjørnet med første nummer Crystal. Hun har lavet pladen sammen med Randers Kammer Orkester (eller Randers Chamber Orchestra) og trommeslageren Martin Klausen. Helle Hansen er den erfarne sanger i front, der selv supplerer med lidt ekstra instrumenter. På hendes tiende udspil i eget navn sætter hun barren meget højt. En barre der ellers allerede var sat højt med det forrige album Uncommon Ground, der udløste en Danish Jazz Award p.g.a. kompositionerne.

Songs of death, love & other mayhem er et hamrende ambitiøst og personligt album fra en kunstner der selv går hele vejen. Hun har skrevet teksterne, musikken og arrangeret musikken. Det er både modigt og flot gjort. Jeg savner noget af jazzens skævhed som hun tidligere har brugt i sin musik. På den anden side ville det nok ikke have passet ind i det univers som hun har lavet på pladen. Okay, indrømmet jeg er primært jazzanmelder og faste læsere af min blog har nok bemærket at jeg sjældent bruger tid på selve lyrikken. Helle Hansen er et samlet hele, hvor teksten betyder meget. Det er vel forventeligt at hun på et tidspunkt tager det fulde spring og laver en musical. Der er i hvertfald nok materiale at tage her på pladen, som f.eks. sangen We’re late og flere andre.

hellehansen.dk

Torbjörn Zetterberg: Och den stora frågan (Moserobie)

Bassisten Torbjörn Zetterberg har bl.a. gjort sig gældende i Jonas Kullhammar Quartet og med sin egen gruppe Torbjörn Zetterberg Hot Five. På denne plade tager han blæserne med ind under bassens vinger. Her får vi 2 x sax, 1 x trombone og 1 x trompet med plads til at give slip. Umidddelbart kan det godt minde om nogle af Stefan Pasborgs blæserfyldte projekter som Odessa. Zetterberg har været bredt omkring på den svenske jazzscene. Der er alligevel gået syv år siden den forrige plade kom. For fire år siden følte han sig fastlåst og havde svært ved at komme videre i sit liv. Han flyttede i et buddhistisk tempel, hvor han boede i et år på fuldtid. Han havde ikke taget bassen med. De efterfølgende to år brugte han også meget tid i templet og vendte tilbage til musikken med større selvindsigt og glæde på livet.

Musikken er kraftfyldt og kan sine steder minde om Zetterbergs instrumentkollega Charles Mingus. Her tænker jeg på The black saint and the sinnerlady. Træk Mingus' bluesinspiration fra og tilføj europæisk kammermusik og østeuropæisk ramasjang. Hyllning til Ovissheten er et smukt eksempel på det. Klarinetten er i centrum og det rolige tempo giver ro til eftertanke. 1+1=1 er et ekstrovert nummer, hvor Jon Fält fyrer op med trommerne og de enkelte medlemmer kommer til syne med nogle herlige soli. Jonas Kullhammar på barytonsax og Mats Äleklint på trombone er forrygende. Och den stora frågan besvarer ikke spørgsmål. På den anden side stiller den heller ikke spørgsmål. Det er et album der er til stede.

quesonegro.de

Arve Henriksen: Chron/Cosmic Reaction (Rune Grammofon) 2CD

For et år siden udkom det 7 dobbelte album Solidification, med Arve Henriksens tidligere udgivelser samlet i en LP-boks. Der var dog en enkelt med ny musik. Musikken er nu tilgængelig som en selvstændig udgivelse sammen med en ny CD. Begge plader kan købes seperat på LP. Den tidligere udgivne Chron er med musik Arve Henriksen har indspillet når han har været på turné. Jorden rundt, på forskellige hotelværelser. Da Henriksen som udgangspunkt er trompetist kan man let forestille sig, at andre hotelgæster har klaget over nordmanden p.g.a. larmen. Trompeten har for det ligget i kassen i forbindelse med de indspilninger. Det er elektronisk og eksperimenterende. Der er elementer der kan minde om Supersilent, som Henriksen også er medlem af. Der er mange lange faser med toner der tumler rundt i en rodet kakofoni. Det bliver noget trættende at høre på i længden.

Der sker noget helt andet og mere spændende på Cosmic Reaction, der ligger i forlængelse af Places of Worship der udkom i efteråret 2013. Her kommer der farve i kinderne. Vi føres ind i et elektronisk og fascinerende univers af smukke klange og stemninger. Her er Arve Henriksen tydeligvis på hjemmebane. Jeg fornemmede en vis stagnation i forbindelse med Places of Worship. Den er ikke så tydelig her. Det er afvekslende og alligevel med et afstemt udtryk. Han benytter sig af trompeten, stemmen, synthesizer, elektronik og real-lyde. Arve Henriksen fastholder den særstatus han har i ny eksperimenterende jazz med Cosmic Reaction. Det er fornøjelse at støde hovedet på plader der både er smukke og udfordrende.

arvehenriksen.com

Chris Minh Doky & The Nomads: Live From the Board (Red Dot/Warner)

Da Chris Minh Doky var på turné med The Nomads i 2012 optog han alle koncerterne. Efterfølgende fandt han frem til de bedste indspilninger og samlede dem på dette album. Han har spillet med denne gruppe i flere år. Det er først nu, at der kommer noget på plade med dem. Gruppen er centreret omkring Chris Minh Doky og det er primært hans musik der bliver spillet. Når Minh så har valgt at spille sammen med nogle musikere, der i høj grad kender sit eget værd og ligeså vel kunne have været dem der var i hovedrollen, er det imponerende som Minh overlever i det setup. Han får sin musik blæst ud over publikum på en meget medrivende måde.

Der er blevet plads til Minh-kendinge som Home Sweet home, September, Rain og I told You so. Styrken i genhøret af disse numre er at de opføres live af et sammenspillet band, der giver numrene ny energi. Trommeslageren Dave Weckl er en levende legende, der bag folk som Chick Corea og Michel Camilo pissede trommeterritoriet af i 90’erne. Han kan stadig pisse sit territorie af. Han byder ind med powerfyldt og teknisk krævende trommespil der passer perfekt i de funkbaserede rammer som Chris Minh Doky sætter jazzen ind i. Guitaristen Dean Brown er ingen John Scofield. Han har sin egen mere kantede og skæve jazzrockede stil, der elegant puffer til Minh’s musik, så den ikke bliver pæn og kedelig. Keyboardtroldmanden George Whitty har fulgt Minh i mange projekter. Han er med som rammesættende musiker, der holder fast. Til tider forlader han dog galaksen med en eller anden spacet synthsolo, som var en anden tid værdig.

Samlet hørt er det ikke uden grund at Chris Minh Doky & The Nomads er i stand til at trække en god bunke folk af huse i det ganske land, når de tager på turné. Det er heftigt som en rockkoncert, det er lyrisk som en jazzkoncert og medrivende som en funkkoncert. Musikken er udadvendt og spilles med indlevende entusiasme. Vi møder her den desværre sjældne kombination af bred popularitet, spilleglæde og ekvilibrisme. 

doky.com

Lina Nyberg: The Sirenades (Hoob)

Lina Nyberg er en erfaren svensk jazzsangerinde, der har været vidt omkring i jazzens verden. Hele 16 albums er det blevet til siden debuten i 1994, hvor hun lavede en duoplade sammen med Esbjörn Svensson. Siden har hun været bredt omkring i jazzen. Standards, brasiliansk og eksperimenterende jazz har hun været omkring. Spørgsmålet er om det aktuelle album er hendes mest ambitiøse? Det er en utroligt flot indpakket dobbelt-CD. Pladetitlen The Sirenades er opfundet af Nyberg. Det spiller på sirenerne fra den græske mytologi, der får en til at glemme. Sirener der advarer om krigstid og serenader, sange som man fremfører for dem man elsker. Pladen er todelt. Den ene del er lavet sammen med Norrbotten Big Band og Lina Nyberg Band  mens den anden halvdel kun er med Lina Nyberg Band. Et band der rummer pianisten Cecilia Persson, guitaristen David Stackenäs, bassisten Josef Kallerdahl og trummisen Peter Danemo. Lina Nyberg har lavet al musikken og arrangementerne. 

Der er to numre der går igen på begge plader. Den betagende The Monster Song, hvor hun i big band versionen bruger blæserne effektivt og selv spiller op med indladende og dramatisk sang til big bandet. Den er meget flot fremført og har en forrygende altsaxsolo fra Håkan Broström. Da jeg så hører den i kvartetversionen, er Nyberg atter i det dramatiske hjørne. Her er Kallerdahls bas dansende og fyldigt bredt ud under hele nummeret og Stackenäs spiller en afrikanskfarvet guitarsolo. Igen meget flot! Big band-albummet lukkes ned med en kort instrumentaludgave af Who shall measure, der så åbner kvartetpladen i vokaludgaven. Lina Nyberg har et modent og modigt udtryk. Hendes sangmæssige klang og bredde er stor og hun bruger det uhæmmet. Det er derfor at The Sirenades er et af den slags album der kan holde længe. Hun har netop modtaget den prestigefyldte Lars Gullin-pris, hvor netop hendes stemmepragt fremhæves. Når man har en stemme som Lina Nybergs og får det brugt sammen med fantasifuld og afvekslende musik er der lagt i kakkelovnen til de store roser. The Sirenades er et anbefalelsesværdigt album.

Bonusinfo: 

Pladen udkommer d. 12. marts, hvor der også er releasekoncert i Norrköping. D. 15. marts kan hun høres i Stockholm.

linanyberg.se

Pierette Ensemble: Akrostik (Gateway)

Ofte har jeg skrevet om musik der er en blanding mellem klassisk og jazz, når jeg har anmeldt jazzplader på udflugt i den klassiske verden. Jeg tænker også på klassisk kammermusik og jazz, når jeg hører denne plade. Men at kalde det en blanding af klassisk og jazz er for enkelt. Det er ikke nogen af delene. Det er jazz. Det er improvisation. Det er klassisk. Det er abstrakt. Pierrette Ensemble er 4 danske musikere og 2 engelske musikere. Danskerne har overvejende erfaring fra jazzen mens englænderne kommer fra avantgardescenen. Det er saxofonisten og fløjtenisten Julie Kjær der sammen med pianisten Signe Bisgaaard har samlet denne gruppe, der også består af Pernille Bévort (sax), Lisbeth Diers (percussion), Alison Blunt (violin) og Hannah Marshall (cello).

Et akrostikon er ifølge Ordborg over det danske sprog, et digt eller vers, hvori linjernes begyndelses- eller slutbogstaver danner et eller flere ord, når de læses lodret. I Pierette Ensemble arbejder de både med fri improvisation og det nedskrevne og arrangerede. Kjær har komponeret to af numrene, Bisgaard har komponeret tre numre mens der er tre impronumre. Musikken kan måske forstås lodret? Det er udfordrende musik. Musik hvor hver enkelt musiker har sine øjeblikke. Diers’ pulserende percussion, Bévorts bevægende basklarinet, Bisgaards elegante piano og Kjærs udfordrende altsax er sammen med de to engelske strygeres sans for fortællinger et spændende setup. Akrostik er muligvis ikke det lettest tilgængelige. Til gengæld er det musik med dybde og fantasi nok til mange lytninger.

pierette.org

The Wøøøh: Souvenirs Souvenirs (Ormo Records)

Sammen med den franske bassist Sylvain Didou har de tidligere Magnus Fra Gaarden medlemmer, Lars Bech Pilgaard (guitar), Henrik Pultz Melbye (sax) og Casper Mikkelsen (trommer) lavet albummet Souvenirs Souvenirs. De har som The Wøøøh eksisteret siden 2009 og udgav i 2012 deres debutalbum. Musikken er beskidt rock blandet op med beskidt jazz. De bruger rockens groove som afsæt for at kunne spille jazzens mere krøllede raffinementer. Det er Didou der har komponeret musikken og pladen udgives også på et fransk pladeselskab.

Trommeslageren Casper Mikkelsen er god som indpiskeren. Pultz Melbye laver store flader med tenorsaxen. Det bliver til tider fedtet - men aldrig glat. Lars Bech Pilgaards guitarspil bevæger sig mellem det underligt eksperimenterende, det udadvendt rockende og de jazzede nørderier. Gruppens samlede udtryk giver malende smukke billeder som afslutningsnummeret Run, grimrianer som nummeret Pylone og endelig en skævt vuggende herlighed som Dodgeball.

thewoooh.bandcamp.com

Timo Lassy: Live with Lassy (Schema)

Vil du gerne have jazz og fest? så køb denne plade! Sjældent har jeg har hørt en jazzplade hælde så uhæmmet store festdoser ud af højttalerne, samtidig med at det “bare” er helt almindelig straight jazz. Der er baggrundstøj og snak fra publikum. Lyden er ikke den bedste, nærmest lidt rumlende. Der er lange introduktioner til flere numre og det foregår vel at mærke på finsk. Alligevel indkapsler saxofonisten Timo Lassy livestemningen og hyggen og får den boret ned i rillerne. Det swinger i bedste Ramsey Lewis-stil. Musikken er indspillet ved hjælp af en klassisk Nagra IV-S spolebåndoptager og Bang & Olufsens lige klassiske mikrofon BM5. Derfor er der en lyd som er mere henad 60’ernes liveindspilninger end en nutidig lyd. Faktisk havde man ikke nok ubrugte spolebånd og måtte så ty til nogle brugte. Derfor er der enkelte gange hørbare udfald i den analoge musik.

Timo Lassy var med i de toneangivnede finske bands Five Corners Quintet og Teddy Rok Seven og udgav sine første plader på pladeselskabet Ricky Tick. Nu er han sammen med flere andre finske jazzmusikere rykket til det italienske pladeselskab Schema. Her udgav han i 2012 albummet In with Lassy med dansegulvshittet Teddy the Sweeper. Hans studieindspilninger er meget mere stramme i arrangementerne end det som vi møder her på live-indspilningen. Her er looseness og klirrende isterninger i Koskenkorva-glasset. Festen er i højsædet. Stemningen er høj og afslappet. Her er kendinge som Just one of those things og The good life. Men det betyder ikke så meget når først festen er i gang, da Lassy’s egne numre passer suverænt ind i konteksten.

timolassy.com