Made to Break: Before the code (Trost)

Den amerikanske saxofonist Ken Vandermark kaster sit altid eventyrlystne og free jazz influerede saxofonspil ind i et effektivt mix af støj, funk og impro. Vandermark har tidligere gjort opmærksom på sin eksistens i projekter sammen med Peter Brötzmann, Mats Gustafsson og i egne projekter. Her er han sammen med Christof Kurzmann, (electronics), Jasper Stadhouders (bas) og Tim Daisy (trommer). Det er særligt sidstnævnte der er med til at holde et pace, som de andre følger i et overvejende rytmisk flow, der ikke er i en utællelig taktart for ikkemusikerlyttere.

Pladens tre numre er lange og former sig som forløb, hvor elektronik og improviserede afsporinger får plads og lov til at udfolde sig. Made To Break er med i en spændende tendens indenfor free jazzen, hvor der gerne må være et rytmisk indhold der appellerer mere til krop end hjerne. Andre bands indenfor den bevægelse er f.eks. finske Plop (med Mikko Innanen) og danske Boujeloud.

trost.at

Butch Lacy/Jesper Løvdal/Mark Dresser/Kresten Osgood: Being Playing (ILK)

I over 30 år har den amerikanske pianist Butch Lacy boet i Danmark. Han flyttede hertil umiddelbart efter at han stoppede i Sarah Vaughans trio. Han havde også spillet i flere periode sammen med Lee Konitz. I Danmark begyndte han at undervise og ikke mindst, at påvirke unge danske jazzmusikere. Undervejs har han haft en trio sammen med trommeslageren Kresten Osgood og en duo med saxofonisten Jesper Løvdal. Sammen med dem og den amerikanske bassist Mark Dresser har han lavet albummet Being Playing. 

Musikkken former sig i følge pressemeddelelsen meditativt og kompositionerne er mere som moderne klassisk musik end jazz. Jazzen er dog i høj grad tilstede i fremførelsen af musikken. Jesper Løvdal både lyder som et frit improviserende John Coltrane og som Løvdal - han er en musikalsk kamæleon, der som få kan skifte farve og form efter omgivelserne. Bassisten Mark Dresser - som Lacy spillede med i USA for 35 år siden, har bl.a. spillet med Anthony Braxton, Tim Berne og John Zorn. Han har en ukonventionel og dybt original spillestil. Den altid spændende Osgood føjer de sidste brikker til det puslespil, der i overvejende grad lægges af Lacy. Det er ham der giver retning og overblik.

ilkmusic.com

Niels Wilhelm Knudsen Quartet feat. Gilad Hekselman: Abandoned Places (Mohwak Music/Gateway)

På de foregående to udgivelser med bandleader og bassist Niels Wilhelm Knudsen har hard bop og cool jazz været i højsædet. Det er sendt til hjørne på den nye plade Abandoned Places. I stedet har han som pladetitlen fortæller sat fokus på de forladte steder. Det gør han i selskab med israelske guitarist Gilad Hekselman der i de senere år har været Talk of the Town i New York. Sidste år var han JazzDanmarks Artist in Residence. Det var i den forbindelse at samarbejdet mellem Knudsen og Hekselman opstod.

Hekselman tilhører generationen af jazzguitarister der er kommet efter Kurt Rosenwinkel. Inspirationen fra Rosenwinkel har betydet mere tidligere i karrieren. I dag kan der godt ryge et mere beskidt vrid på guitaren ind over, som det foreksempel kendes fra John Scofield. Knudsen har samlet et fint band omkring sig. Med de mindre kendte Frederik Moth på saxofon og Carsten Svanberg på piano, samt den altid sikre Andreas Fryland på trommer. Det er jazz med en duft af 90'erne og New York over sig. Teknisk krævende stykker, der emmer af den gode melodi som omdrejningspunkt. De svømmer heldigvis aldrig helt væk i deres egen begejstring over teknikaliteterne. Hekselman er en schweizerkniv og doserer sin brede kunnen i passende mængder ud over pladen. På den skønne tilbaglænede ballade Driftwood er der drysset afrostøv ind over guitaren. Det er et godt eksempel på de fine detaljer man finder overalt på pladen.

Niels Wilhelm Knudsen har endnu en gang lavet et godt album, der kan tilfredsstille nysgerrige jazzpuritanere.

nielswilhelmknudsen.dk

MAdHAs (Gateway)

MAdHAs er en groovy og avantgardistisk jazzfest. Bassisten Emil Brun og trommeslageren Morten Hæsum leverer et pulserende fedt beat, der bruges af trompetisten Jimmy Nyborg fra Sverige og saxofonisten/klarinetisten Lubos Soukup fra Tjekkiet til, at sende nogle drøje jazzhug til højre og venstre. Alle musikerne har huseret på konservatorier og i den danske jazzundergrund i flere år. De spiller med et åbent og direkte udtryk, hvor der ikke tages nogen gidsler.

Kan man lide en funky basgang, en sejlende trommerytme, en rå og upoleret trompet og en risky saxofon, så er MAdHAs et rasende godt bud. Pladen er deres debut og fungerer godt i sit blomstrende rod. Der er en dynamisk vekslen mellem ultrakorte numre og andre af mere normal længde. Kvartetten må helt sikkert være et suverænt liveband, når de kan lave en plade, hvor de transformerer så megen energi og spilleiver ud gennem højtalerne hjemme i stuen.

facebook.com/Madhasmusic

jimmynyborg.com/bands/madhas/

Kenneth Dahl Knudsen: We’ll meet in the rain (Two Rivers Records)

Stilen er ubetinget international og storladen. Det kan da godt være at Kenneth Dahl Knudsen er fra det nordjyske. Men han er også en bassist der har rejst rundt i verden og suget en masse indtryk til sig. Det er fire år siden at hans forrige album udkom. I mellemtiden er der sket meget med musikeren Kenneth Dahl Knudsen. Han er modnet som musiker. Det er blevet endnu tydeligere, at han har noget på hjerte. Han vil gerne fortælle en historie med musikken. Det er et nyt kapitel i Kenneth Dahl Knudsens liv.

Han bruger hele 19 musikere til at fortælle historien. Han har selvfølgelig selv skrevet og arrangeret al musikken, hvor der både er blevet plads til vokal, strygere og blæsere. Han er god til at give plads til de enkelte musikere undervejs. Musikken kan være solbeskinnet - som på det brasiliansk inspirerede nummer Dapo, hvor Linda Jozefowski’s fløjte sætter sit tydelige præg. Den ti minutter lange A Merry Song har trukket strygerne langt frem. Ligesom Marie Seferian’s ordløse vokal får lov til at fylde på nummeret, der næsten opfører sig som et stykke småsymfonisk filmmusik. 

Kenneth Dahl Knudsen er god til at bruge melodistykkerne og indenfor den ramme lade musikken vokse frem. Stemningerne svinger i mellem regnen, skyerne og solen. We'll meet in the rain er et vellykket album fra en omrejsende dansk jazzbassist, der har opfanget indtryk fra verden omkring ham (og os). Pladen er udgivet på det engelske pladeselskab Two River Records og i det hele taget et glimrende eksempel på at jazzen trives på tværs af grænser - noget musikken i høj grad symboliserer.

tworiversrecords.org

kennethdahlknudsen.dk

Mathias Landæus: From the piano (Moserobie)

Dette er ikke en soloklaverplade i traditionel forstand, selv om det kun er klaveret der har leveret lydene på Mathias Landaeus plade From the Piano. Han har brugt klaveret til at frembringe mange forskellige lyde, toner, klange og beats. Herefter har han bearbejdet lydene elektronisk og sat dem ind i en ny sammenhæng. Det giver en meget blandet plade der placerer sig i ingenmandslandet mellem electronica og jazz. Her er soundscapes som på nummeret Angels in our car, hvor det ikke umiddelbart er muligt at identificere klaveret henover det næsten 9 minutter lange nummer, hvor der foldes et tæppe af klange ud. Herefter går det direkte over i The male isolation pattern, der med sit pulserende clubbeat og klange kan bruges på et dansegulv. Landaeus er som en kamæleon og skifter direkte over til noget der lyder som og er et klaver på det afsluttende nummer Last song on earth - hvor klaverlyden fordrejes hen mod slutningen.

From the piano er et modigt udspil. Mathias Landæus er en erfaren jazzmusiker fra den svenske jazzscene, der tidligere har bevæget sig indenfor den akustiske jazz. Med denne plade åbner han op for et nyt terræn i sit musikalske landskab. Det er en meget anbefalelsesværdig plade til dem der savner et virkeligt originalt bud på, hvordan man skal bruge elektronikkens muligheder sammen med et akustisk instrument som klaveret - i dette tilfælde et Steinway Model O Grand Piano fra 1919.

landaeus.com

moserobie.com

Cadentia Nova Danica: August 1966 Jazzhus Montmartre (Storyville) >> Finn von Eyben: Plays Finn von Eyben/Finn von Eyben Workshop & Radiojazzgruppen 1966-1967 (Storyville)

I starten af 60’erne var danske John Tchicai med til, at sætte sit aftryk på den gryende avant-garde jazzscene i New York. Han spillede saxofon med markante folk som John Coltrane, Archie Shepp, Don Cherry og Albert Ayler. Da han efter fire år i New York kom hjem, satte han bl.a. gang i den danske jazz avant-garde med gruppen Cadentia Nova Danica, som han lavede to LP’er med i slut-60’erne. Nu er der dukket et bånd op fra deres første koncert i august 1966 på Jazzhus Montmartre. Cadentia Nova Danica udviklede sig til sidst til et 26 mands ensemble. I starten var de kun 8 medlemmer. Tchicai og Karsten Vogel spillede altsax. Her ud over var det Hugh Steinmetz på trompet, Kim Menzer på trombone, Steffen Andersen og Finn von Eyben på bas, Bo Thrige Andersen på trommer og italieneren Giorgio Musoni på percussion. De spiller 5 kompositioner, hvor de starter ud med to af Tchicai. Det er avantgarde jazz af høj og uimponeret kvalitet. Det ungdommelige gå på mod og den store lyst til, at eksperimentere gør at det bliver til en spændende optagelse. Der er elementer fra den spirituelle amerikanske freejazz og fra den europæiske avantgardejazz. De spiller f.eks. Misha Mengelbergs Viet Kong til sidst. 

De har også fundet nogle andre spændende optagelser frem. Det drejer sig om optagelser hvor bassisten Finn von Eyben er i fokus. De fem første numre er med Finn von Eyben Workshop på en optagelse fra Metronome studiet i København 1966. Her kan man bl.a. høre det senere Cadentia Nova Danica og Burnin’ Red Ivanhoe medlem Kim Menzer på trombone, der kom direkte fra den traditionelle jazz som medlem af Københavns Fodvarmere. Han kom med på anbefaling fra Erling Kroner. Musikken var inspireret af Charles Mingus og i høj grad af Albert Ayler og Cecil Taylor, der havde efterladt dybe indtryk hos von Eyben.  De sidste 3 numre er med Radiojazzgruppen i en optagelse fra 1967. Her ændrer det sig noget. Musikken får et kvalitetsmæssigt løft i kraft af Radiojazzgruppens dygtige musikere. Von Eyben spiller bas sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen. De er sammen med Bjarne Rostvold med til at give musikken et rytmisk og dynamisk aftryk, der minder mig om nutidens Fire Orchestra. Prøv f.eks. at lytte til Flower Point. Det er meget stærke sager. Pladeselskabet Storyville skal have stor ros for at bringe disse indspilninger frem i lyset. Det er både vægtige og nye vinkler på dansk jazzhistorie.

storyvillerecords.com

Lars Bech Pilgaards Slowburn: Som Før (Momeatdad) LP

Det er den tredje LP fra Lars Bech Pilgaards Slowburn siden 2012. Sammen med bassisten Thommy Andersson, klarinetisten Lars Greve og trommeslageren Thomas Eiler har Pilgaard skabt et band, der indtager en særposition på den danske jazz og musikscene. Det er musik der utæmmet befinder sig i et skramlet univers. Et univers hvor man har det bedst i skyggerne, der hvor det enkle og lyse ikke kommer ind. Den på en gang komplekse og alligevel simple no wave og den minimalistiske avantgarde sætter sit tydelige præg på musikken.

Lars Bech Pilgaard giver om muligt et endnu stærkere og sammenhængende lydbillede af en tid, hvor indtryk fra hele verden vælter ind over os. Kvartettens improvisationer og sammenspil, hvor minimalismens gentagelser bruges som afsæt, til de enkelte numres udvikling undervejs er intense og stærke. Lars Bech Pilgaard har på det seneste været aktuel med så forskellige projekter som Bisse, Klimaforandringer, SVIN og de mere eksperimenterende Laser Nun og Sav. Alle nogle spændende og gode projekter. 

Slowburn er i den sammenhæng noget særligt. Det er et helle, hvor Pilgaard samler op og spreder ny musik. Som Før udgives som de to tidligere albums på vinyl. Denne gang på grøn vinyl. Albummet skal have den allerstørste ros herfra. Jeg var begejstret for de foregående albums. Som Før placerer sig i en klasse for sig. Det er helende, nutidig dansk musik, der på tværs af genrer bruger løs af minimalisme, jazz, impro, rock, world og klassisk. 

momeatdad.com

Jeppe Højgaard; Gennem Glasset I: Lapsus (Jeppe Højgaard) Kassette >> Jeppe Højgaard: Gennem Glasset II: Syner (Jeppe Højgaard) Download >> Jeppe Højgaard: Gennem Glasset III: Spejlinger (Jeppe Højgaard) LP

Denne trefløjede udgivelse er et imponerende statement fra en musiker, jeg ellers kun kendte som saxofonist fra flere udgivelser sammen med Anders Filipsen (bl.a. The Black Nothing). Men nu revurderer jeg fuldstændigt det ensporede syn. Et kassettebånd med en tilhørende downloadkode og en LP udgives på en gang. Musikken på alle tre udgivelser er forskellig og fælles for dem alle tre er at det er Jeppe Højgaard der har lavet og spiller al musikken.

På kassettebåndet har Højgaard anvendt to Casio minisynthesizere fra midtfirserne - den ene i en modificeret version. Det er skrøbelige toner, der forvrænges og overstyres. En digital verden hvor 1 og 0 er på syretrip. Det er braser og syder i Casiosynthesizernes chips-hjerner, der får lov til at komme på et bevidsthedsudvidende trip. På kassettebåndets side A lyder det som en støjende transistorradio der ikke kan finde en kanal. Vi lukkes ind i en verden, hvor skønheden  ikke er et ideal. På B-siden er det blips og blops, der hygger sig sammen med knasende brag. Forestil dig et videospil fra 80’erne, der er stukket af fra dagligdagens forudsigelige elektroniske malstrøm.

Der følger en downloadkode med kassettebåndet. Den kan bruges til at hente andel del af trilogien. Her spiller Jeppe Højgaard på en præpareret kanoun. Det er et strengeinstrument kendt fra bl.a. Grækenland, Tyrkiet og de arabiske lande. Musikken hænger sin egen måde sammen med den første del af trilogien. Højgaard tager igen et for vores musikkultur - og tid - mindre brugt instrument og sætter det ind i en ny klang og tonemæssig sammenhæng. Hvislende klangflader møder strengeinstrumentets myriader af eksotiske lyde.

På LP’en sker der noget nyt. Jeppe Højgaard begynder at synge. Teksterne kredser om de mørke sider af livet. Om følelser der toner ud. “Et frossent sprog svæver gennem spejlet. Ødelægger mig. Metalsvanens sang ind hvor hjertet kæmper i det røde og blå.” Det er meget personlige tekster af den uafrystelige og opbyggelige slags. Det er ikke overlæssede sange men enkle og nærværende sange. Sange der fungerer godt om natten. Højgaard bruger overvejende den akustiske guitar. Han suppleres også undervejs af Rasmus Kjær Larsen og Cecilia Persson på klaver. Ellers er det hans småt støjende klangflader der spændes ud under og mellem sangene. Det er her man kan høre sammenhængen mellem de tre udgivelser. Der skal ikke herske nogen tvivl om at LP’en Gennem Glasset III: Spejlinger er en særdeles anbefalelsesværdig udgivelse, der fungerer selvstændigt. Det er kun hvis man får lyst til at grave dybere i Jeppe Højgaard, at de to første dele skal med. Når jeg hører Jeppe Højgaards guitar og følelser i den afklædte sang Drøm af ord får jeg lyst til, at give ham et kram. “Jeg fortryder. Det mørke vi skabte. Ånder ud på gulvet. Ordene plukket af deres mening. Som sårede dyr. Kæmper vi videre…”

jeppehojgaard.com

Ryoko Ono & Rogier Smal: Wood Moon (Jvtlandt)

Et kort møde i Japan førte til en beslutning om atter, at mødes i Europa. Denne gang for spille og indspille deres musik. Den japanske saxofonist og vokalist Ryoko Ono, der har bred erfaring fra impro, blues, jazz, rock, noise og avantgarde mødes på pladen Word Moon med den hollandske percussionist Rogier Smal, der bl.a. hat indspillet med danskerne Johs Lunds og Maria Lund og amerikanske legender som Eugene Chadbourne og Marshall Allen. Sammen har de indspillet 9 numre, der befinder sig i et perlende friskt improviseret møde. Musikken er fri, ubundet og øjeblikkets umiddelbart fremkomne idéer. Improviseret musik, der i nogle poetiske og forunderlige forløb virker som en samtale mellem to fremmede mennesker der mødes i fælles forståelse. 

Smal’s ukonventionelle percussion kan give mindelser om eksempelvis PO Jørgens. Det er meget afvekslende og idérigt - i et spænd mellem det flydende og decideret rytmik, som f.eks. på det andet sidste af pladens 9 unavngivne numre. Her varmer han godt op under Ono’s saxofon, der danser og hvirvler rundt om trommerne. Det er til tider heftigt og i andre situationer poetisk medrivende.

jvtlandt.com

Food: This is not a miracle (ECM) >> Thomas Strønen: Time is a blind guide (ECM)

Det er ikke så ofte at der dukker virkeligt vellykkede jazz og electronica alliancer op - hvilket er ærgerligt, da begge genrer har så meget at give hinanden. Jeg havde på fornemmelsen af duoen Food var svaret på mine ønsker. Norske Thomas Strønen og engelske Iain Ballamy har før vist vejen, for hvordan det skal gøres. Senest med albummet Mercurial Balm fra 2012, hvor de også havde den østrigske guitarist Christain Fennesz med, ligesom de også har på det nye album. Det er Thomas Strønen der står bag al musikken, ligesom han tager sig af trommerne, diverse keyboards og elektronik. Det er på samme tid både organisk, minimalistisk og meget levende. Der er en særlig forbindelse mellem Strønens percussive fornemmelser og Iain Ballamy's næsten meditative saxofonspil. Det smelter sammen i et roligt tempo. Et meget levende bevis på at electronica og jazz stadig kan fungere sammen.

Strønen er også aktuel med et album i eget navn. For første gang laver han et helt akustisk album på ECM Records med Time Is A Blind Guide. Det er også navnet på det syv mand store norsk/britiske ensemble der er med til at omsætte musikken. Det er noget andet Food og de elektronisk/eksperimenterende sager, som man ellers kender fra Strønen. Strønen har atter skrevet ak musikken. Han får hjælp til at fremføre musikken fra to percussionister, en violinits, en cellist, pianisten Kit Downes og bassisten Ole Morten Vågan. Det er jazz der møder klassisk der møder worldmusic der møder… Det er rytmisk messende og afvekslene. Et særldeles spændende projekt.

thomasstronen.com

ecmrecords.com

Erik Svendsen Laustsen: Champagnen og patronerne (selvudgivelse)

Trommeslageren Erik Svendsen Laustsen har lavet denne boblende knaldperle. Champagnen og Patronerne er et musikalsk statement fra en trommeslager der både har spillet fast indenfor jazzen med bl.a. saxofonisten Magnus Thuelund og indenfor poppen med Thomas Buttenschøn. Han vælger tydeligvis egne veje, når han debuterer i eget navn. Pladen byder på hele tre forskellige trioer, der desuden suppleres med flygelhorn på enkelte numre. Det er pianisterne der bliver til fikspunkterne.

Peter Rosendahl suppleres af Kasper Tagel på bas, William Larsson suppleres ligeledes af Kasper Tagel på bas og Jeppe Zeeberg suppleres af Casper Nyvang Rask på bas er de tre forskellige trioer som Laustsen har skrevet musikken til og spiller trommer sammen med. Mads La Cour er gæsten på flygelhornet. Det er sprudlende nordisk jazz, der indeholder tilpas store mængder af alkohol, krudt og swing til, at det aldrig bliver alt for pænt. Det er et personligt output fra en jazztrommeslager, der fortæller en vedkommende og meget velspillet historie. Champagnen og patronerne er dekadent og farlig. Det er en plade med et frirum af jazz.

champagnenogpatronerne.dk

MC Einar & Kuntakt: Åben dine læber (Longlife) LP

Der er gået næsten fem år siden den første plade med den danske rap legende MC Einar og jazztrioen Kuntakt udkom. Der var mange gode “takter” på den plade. Det er dem de har samlet op og har brugt på den nye plade Åben dine læber. Det er blevet til en mere sammenhængende plade, hvilket er klædeligt i denne sammenhæng. Det er jazz’n’poetry i den smukkeste indpakning. Einar Enemarks rytmiske fremførsel og leg med ordene i digte skrevet af Rune T. Kidde og Mark Hebsgaard er både rap, recitering og sang. Enemarks entertainer-gen er en gevinst for projektet. Han er inde teksterne og lader krop og hoved komme i kontakt med betydningen af teksterne. Den kompromisløst ærlige og ægte tilstedeværelse i musikken er i særklasse. Det er Mark Hebsgaards digt Åben dine læber, der har givet titlen til pladen. Han har også skrevet teksten til Gud er stor. Ellers er det Rune T. Kidde der har skrevet resten af teksterne. 

Kuntakt er en trio med Anders Bast på sax og diverse, Thomas Præstegaard på trommer og Jens Kristian Andersen på bas og div. De suppleres undervejs af lidt ekstra blæs og vokal. Bast har skrevet en stor del af musikken. Her er Historien om de kæmpestore bryster en sand perle. Teksten er liderligt morsom, hvor Basts musik er sødmefyldt støttende. Det lækre groove får et ekstra kick af Jens Kristian Andersen sejt dansende bas. Noget som også er i centrum på Skrot er hot, der er en sand floorfiller i sit funky setup og MC Einars ordflow. Åben dine læber er tilbagelænet og loose, hvilket understøttes af en meget gennemført produktion. Det er så absolut godkendt og i orden. MC Einar er en voksen og moden mand med noget på hjerte. En meget anbefalelsesværdig plade til de groovy ordnysgerrige og de gamle MC Einar fans der har været i kontakt med det levede liv.  

pladekisten.dk

facebook.com/mceinarogkuntakt

Sternlumen: Sternlumen (selvudgivelse) LP

En dag lå  der en pakke med en CD i min postkasse. Den lå nogle dage i sit neutrale cover der ikke gave nogen idé om musikken, før den blev åbnet og afsplllet. Jeg blev fanget og forundret. Jeg havde ingen anelse om hvem kunstneren bag pladen var. Sternlumen stod der på den og ikke så meget andet. Udover at Sternlumen var Thomas Kudela og et piano. Kudela er tysker og bosat i København på Nørrebro. Historien fortæller at han næsten ikke rørte et piano i syv år, hvorefter han genoptog klaverspillet. 

Med en nysgerrighed uden forbehold, spiller han fabulerende og ubundet nogle smukke melodistykker på soloklaver. Det er et fyldigt spil, der trækker på inspiration fra både klassisk musik, jazz og postrock. Hans improviserede klaverspil flyder ind i mellem afsted som ambient soundscapes. Det afbrydes af dansende tangenter og sirlige forløb - som var det filmmusik.

Det er musik til storbynatten. Til den neonoplyste nat, hvor en sval brise sender ensomme sjæle afsted på drømmerejser. Det er så enkelt og ligetil, at jeg forbløffes over hvor meget Sternlumen egentlig siger med klaveret på pladen. Sternlumen er eklektisk musik. Musik der tager idéer fra forskellige genrer. Det sættes sammen i en ny sammenhæng og giver en helt ny mening. Det er på mange måder en anbefalelsesværdig plade der ofte vil blive spillet igen. Den er udgivet på hvid vinyl i gatefoldcover, samt på CD. 

sternlumen.com

Margrete Grarup: Walk with me (Storyville)

I 2014 modtog Margrete Grarup den Nordjyske Jazzpris. At det var en nordjysk pris var ikke tilfældigt. Det var nemlig i selvsamme region at hun siden 1990 havde huseret i jazz, blues og gospel sammenhænge - både som underviser og udøvende kunstner. I resten af Danmark havde man ikke opdaget hende. Det bliver der lavet om på nu. Hun har i flere år samarbejdet med bassisten Mads Vinding, som også medvirker på denne plade. Sammen med andre markante musikere som Carsten Dahl på piano, Marilyn Mazur på percussion, Poul Halberg på guitar og flere andre har hun lavet et album sprængfyldt med jazzkærlighed. 

Materialet er primært klassiske jazzmelodier som Nature Boy, On the sunny side of the street, What a wonderful world og My Funny Valentine. Det er lidt for meget af det gode med alle de kendinge. Det havde ikke gjort noget, hvis hu  havde gravet lidt dybere i jazzarven. Det skal dog retfærdigvis siges, at der der et par originale melodier med på pladen, hvor hun selv har skrevet en enkelt. 

Grarup har en markant stemme og det er derfor at denne plade fungerer. Hendes gospel og bluesprægede stemme til den lidt mørke side er i særklasse. Der er styr på intonationer og fraseringer. Hendes sammenkobling af Strange Fruit og Summertime er intens og meget vellykket. Der er en masse personlighed puttet ind i den præstation. Havde den her plade ikke været Grarups pladedebut, havde den næppe båret så meget præg af, at hun skulle nå, at præsentere meget af det som hun har arbejdet med gennem årene. Nu er tavlen visket ren. Så mindre lige ud ad vejen som On the sunny side… og mere sjæl som i Strange Fruit/Summertime på den næste plade…please. Det lyder nemlig fedt!

Bonusinfo

Margrete Grarup trådte i løbet af få dage til, da sangerinden Birgitte Laugesen døde lige før en turné med Laugesen Allstars i januar. De spiller flere koncerter i 2016. Margrete Grarup er også med i Mahalia Jackson Tribute, der ved kirkekoncerter rundt i landet mindes den karismatiske gospelsangerinde. Så der skulle være god mulighed for at stifte bekendtskab med Margrete Grarup. 

storyvillerecords.com

Danielsson Neset Lund: Sun Blowing (ACT)

Inden for kort tid, har jeg på bloggen anmeldt tre saxtrioplader med henholdsvis Julie Kjær, Henrik Pultz Melbye og Magnus Thuelund. De er meget forskellige, selv om de alle har hentet stor inspiration i freejazzen. Nu har jeg modtaget en fjerde plade med en saxtrio. Her er der ikke noget der lugter af freejazz - overhovedet. Idéen til pladen opstod i 2012, hvor den danske trommeslager Morten Lund, den svenske bassist Lars Danielsson og den norske saxofonist Marius Neset var på vej tilbage til København i tog fra Jazz Baltica festivalen i Tyskland. De to først nævnte havde spillet sammen i både Ulf Wakenius og Cæcilie Norbys bands. Men de havde aldrig spillet sammen med Marius Neset. 

De gik i studiet sammen i København, hvor de hver medbragte nogle kompositioner. Her efter mødtes de i musikken. Neset er kendt for, at have planlagt sine indspilninger ned til mindste detalje. Det skete ikke her. Han blev i stedet udstyret med to musikere, der kunne skabe detaljerne i nuet - i selve situationen. Pladen lukker ned med Don Grolnicks ballade The cost of Living, et nummer som Michael Brecker spillede på sin solodebut i 1987. Brecker er en musiker som de alle tre har inde uden huden. Danielsson har turneret med ham, Lund har spillet duosessions med ham og Neset har aldrig skjul på sin store fascination af den unikke amerikanske saxofonist. Det er meget betegnende for pladen. Det er tre musikere, der mødes i øjenhøjde og spiller jazz der flyder fra det inderste af hjertet. Det kan høres og det smitter af på lytteren. De skaber magien i øjeblikket. Det er spontan opstået jazz, hvor de i kraft af deres store musikalitet griber mulighederne og bruger dem.

actmusic.com

Chris Minh Doky: New Nordic Jazz (Red Dot Music) LP

Chris Minh Doky har på et sent tidspunkt i karrieren opdaget at han er fra Danmark og Norden - eller måske har han altid vidst det - det er bare først nu, at det får en større betydning for den musik som han spiller, end det tidligere har haft. Han markerer det med trioalbummet New Nordic Jazz. Her er han i trygge musikalske hænder sammen med pianisten Peter Rosendal og trommeslageren Jonas Johansen. Johansen har Minh kendt siden ungdommen.  Rosendal lærte han at kende i forbindelse med det Kgl. Teaters opsætning af balletten Come fly away, hvor Minh var kapelmester og Rosendahl sad i orkestret. De jammede i pauserne og Minh fandt den helt rigtige pianist til sit projekt. Rosendal har gennem hele sin karriere haft et tæt forhold til den nordiske tone. Noget man med tydelighed kan høre på hans første trioplader fra starten af nullerne og siden med trioen rosendal.earle.templeton.

Minh har selv skrevet musikken. Han fokuserer på begreber der indkredser det særligt nordiske. I pressemeddelelsen nævner han bl.a. skilsmisse, ordentlighed, druk, sommer, lys, demokrati og dialog. Pladen åbner meget velvalgt med den håbefulde Lyset, der afløses af den lette og boblende Sommerpiger på cykel. Herefter sendes vi direkte over i Efterår. Det kan virke en kende banalt. Musikken taler sit tydelige sprog. Det er det melankolske og og let søgelige vi kommer i kontakt med. Minh fortæller en historie der kan forstås. Det er ikke svært at komme i kontakt med Minhs musik. Efter Efterår sendes vi ud på den brusende melodi Havet - der afløses af håbet og salmen Det dufter Lysegrønt. 

Side 2 åbner med Sting’s Sister Moon, der kan virke malplaceret på en “nordisk” jazzplade. Klangen og tonen i Minh’s version giver dog helt god mening. Pladen afsluttes med O Nata Lux skrevet af Morten Lauridsen, der er amerikaner med dansk afstamning. Den fremkalder nogle af de samme følelser som I skovens dybe stille ro og er en meget fin finale på en plade, der peger i en ny retning for Minh’s karriere. Eller måske tilføjer den nærmere endnu en dimension til Minhs CV. Jeg håber og tror ikke på at Minh kunne finde på, at pensionere The Funk Bass.

doky.com

Magnus Thuelund Trio: First Song (Gateway)

Det er en personligt udviklende rejse for komponisten, musikeren og bandleaderen Magnus Thuelund. Det er ud-, af- og undersøgende. Hvad sker der, hvis jeg går denne vej? Thuelund søger at definere sig selv og musikken med denne plade. Til den proces bruger han bassisten Graig Earle og trommeslageren Jonas Johansen. Det er en spændende trio, der uden problemer finder sammen om Thuelunds komplicerede kompositioner.

Det enkle og næsten spartanske udtryk som trioen har, klæder Thuelunds musik. Der er former og figurer, der er skåret helt ind til benet. Thuelund er en saxofonhaj. Han spiller den komplicerede musik med stor vellyst og gåpåmod. Jonas Johansens erfarne trommespil tilsætter unikke elementer af rytmisk skønhed. Graig Earle udstråler ved bassen en vuggende ro, der samler trioen og kører tilpas sikkert hjem. Det er saxtriojazz, der i al sin enkelhed har elementer fra den aldrig helt færdige jazz. Det er velspillet og melodiøs jazz. Det er en spændende plade.

magnusthuelund.com