DOMi & JD BECK: Who Asked? (Blue Note/Apeshit) CD/LP/stream

 

Der skulle gå præcis fire år siden debuten Not Tight, inden den fransk/amerikanske duo DOMi & JD BECK kunne være klar med en opfølger. Det er meget lang tid, særligt når albummet lyder som et album, hvor der, for at kunne forstå duoens udvikling, mangler et album eller to mellem debuten og opfølgeren. Der er af uransagelige årsager kommet vokal med – ikke fra gæster som på debuten, men fra dem selv, hvor trommeslageren JD BECK er den primære. Det lyder ikke godt. Hans vokal er monoton og kedelig. Han synger melodien lidt i samme stil som Thundercat, bare uden sjæl og nerve.

Det matcher ikke duoens tekniske kunnen, hvor de i et eller fedt mashup mellem hiphop, jazz og computerspilsmusik laver nogle crazy ting på trommer og keyboards, hvilket typisk er det, der popper op i de korte reels på Instagram og lignende, som de lægger ud på nettet og er så kendte for. Det er en skam, at duoen er gået vokalvejen. Havde der så bare været en popbanger på pladen, havde de næsten været tilgivet. Jeg håber inderligt, at deres næste album, der først kommer i 2030, hvis de holder den nuværende kadence, er et instrumentalalbum.

Duoen skulle dog stadig være en fed koncertoplevelse, hvor vokalen efter sigende træder i baggrunden. Hvornår kommer de egentlig til Danmark?

Blue Note

Kaptajn Ørentvist + Pierre Bastien: Vanishing worlds//Kaptajn Ørentvist + Giancarlo Schiaffini: Grappa rules//Kaptajn Ørentvist + Jimi Tenor: Paradox Island (Ninth World Music) CD/digital

 

Tre udgivelser fra Jørgen Teller og PO Jørgens’ band Kaptajn Ørentvist på en gang i tre forskellige samarbejder har sendt lyttelapperne på overarbejde. 

På den første er Kaptajn Ørentvist sammen med den franske multiinstrumentalist Pierre Bastien. Bastien laver selv instrumenter, hvor metalbyggelegetøjet Mecano altid har været en del af instrumentariet. Han spiller også på præpareret kornet, negle violin, rotererende fløjter og diverse elastikinstrumenter. Det fortæller en hel del om den ukonventionelle musikers tilgang til musikken. Derfor passer han også godt sammen med Kaptajn Ørentvist, der på ingen måde gør det forventede. Det er tre legelystne, ekstremt nysgerrige musikalske væsener der mødes i et improvisatorisk hav af muligheder.

Den 83 årige italienske Giancarlo Schiaffini spiller trombone og intet andet. Han er bla. kendt fra samarbejder med Lol Coxhill og Thurston Moore. Her bevæger Kaptajn Ørentvist over i et mere europæisk klingende free jazz lignende univers. Jørgen Teller holder sig til en akustisk guitar med stålstrenge mens PO Jørgens er i percussionhjørnet. En højeksplosiv og meget intens plade.

Min favorit i stakken er samarbejdet med finske Jimi Tenor, der spiller fløjte, tenorsax og keyboards. Her er Kaptajn Ørentvist udvidet med Erik Kimestad på trompet og Kristian Tangvik på tuba og elektronik. De fem musikere finder sammen på en bund af PO Jørgens frie rytmer, der aldrig løber tør for energi. PO Jørgens har suget alverdens musik til sig - og ud kommer der nye veje der sender tankerne i mange retninger. Her er mere elektronik end på de to andre plader. Det er som om at det musikalske vokabularium er uendeligt. Der sker hele tiden noget uventet. Det er særligt Jimi Tenors og Erik Kimestad soli der får min opmærksomhed. Lyt feks. til det uforlignelige nummer Black Blood. PO Jørgens skaber et grovve fra en anden verden. Pladen får en stor anbefaling herfra.

PO Jørgens på Facebook

daoud: ok (ACT Records) LP/CD/digital

 

Når en musiker lanceres som en enfant terrible i fransk jazz, så er jeg ekstra nysgerrig. Fransk-marokkanske Daoud aka. Luc Klein Ben Abdeslam er aktuel med andet album i eget navn og den første på den store internationale label ACT Records.

Trompetisten, der også spiller på flugelhorn, synths og Ondes martenot har lavet en plade, der på mange måder fortsætter stilen fra debutpladen Good Boy fra 2024, hvor han på elegant vis blander jazz med pop og hip hop. Denne gang er der blevet råd til, at gå lidt mere i dybden i produktionen og til at invitere internationale gæster. Undervejs dukker flere af europæisk jazz' pt. hotteste navne op. Hollandske Teis Semey på guitar, polske Kuba Wiecek på altsax og britiske corto.alto på trombone er blandt gæsterne.

Musikalsk er det ikke så bad ass’et. Det er i stedet ret lækkert. Han er startet i studiet med bandet, hvor de på jazzet vis, har indspillet musikken uden så mange dikkedarer. Efterfølgende er det rykket over i en pop produktion, hvor der er kælet for detaljerne. Det er den store styrke ved pladen. Den gennemført lækre produktion. Jazz, hip hop, r’n’b, electronica, pop, afro og drum’n’bass smelter sammen. Der er flere gode hits på pladen. Dijon, Plato’s Twins og Soda er nemme at gå til. Trænger du til nutidig jazz der er let at gå til, uden at forfalde til det rene smør, Så er Daoud et godt sted at gå hen.

Bandcamp

Yaron Herman: Radio Paradise (Naïve) LP/CD/digital

 

Den israelske pianist Yaron Herman, der bor i Paris har flere gode trioplader på samvittigheden. I 2010 lavede han Follow the white rabbit på ACT Records og I 2019 lavede Songs of the degrees, der kom på Blue Note. Her har landsmanden Ziv Ravitz altid været fast mand bag trommerne. Det er han også på det nye album Radio Paradise. Denne gang har Yaron Herman udvidet besætningen og lader de to tenorsaxofonister, franske Alexandra Grimal og schweiziske Maria Grand deles om tjansen. 

Stilistisk er det den dynamiske og udadvendte jazz, der er i højsædet. Herman har lavet pladen efter to år, hvor han har givet solokoncerter og lavet bogen Le Déclic Créatif - Kreativitetens gnist, med der til hørende talks. Musikken fremstår som et rum der åbnes, hvor der skal luftes ud og spændinger i musikken giver nye muligheder. Særligt balladen The minute before og den dejligt kringlede Better Place Blues er gode numre at lytte til.

Yaron Herman

Obradovic-Tixier Duo: Jiggled Juggler (Somewhere Beyond) LP/CD/digital

 

I forbindelse med at jeg var med til at lave programmet til Moorjazz Festival 2024 var der opstået et hul på vores lounge-scene. Jeg havde observeret at der var en fransk-kroatisk duo i Danmark på samme tid - og guderne eller hvem der nu har med den slags at gøre - ville at Obradovic-Tixier Duo kunne spille på vores festival. Vi gav dem ikke optimale forhold på den lille scene, med deres store lyd. Det lod duoen sig ikke påvirke af og leverede to højeksplosive sæt. Noget som os der oplevede det, stadig taler om. De kommer atter til Danmark til november, hvor de spiller på Kedelhuset i Silkeborg.

I mellemtiden kan man varme op med det nye udspil Jiggled Juggler. Franske David Tixier på klaver og keyboards og kroatiske Lada Obradovic på trommer og percussion er en komplet enhed. De hylder anti-helten, den kluntede jonglør eller klovnen. Han repræsenterer klodsetheden i en verden der er blevet så skrøbelig. Jiggled Juggler er en kritisk observation af verden, hvor der også er håb.

Grundlæggende er Obradovic Tixier Duo et overflødighedshorn af vilter og energisk jazz båret af den gode melodi. David Tixier bruger klaveret til, at spille melodien, der gerne er rytmisk loadet i udtrykket. Det følges op af Lada Obradovic’s ekvilibristiske trommespil, der er overlæsset på den fede måde. Hun er ikke bleg for at blande taktarter uden at det lyder rodet. Der sker noget hele tiden i det opfindsomme og originale trommespil. David Tixier er også alsidig i udtrykket og bruger diverse keyboards til at udvide det. Jiggled Jungler er deres tredje fuldlængde udspil og er i god forlængelse af deres liveoptræden. En god oplevelse.

Bandcamp

Michel Petrucciani Trio: Jazz Club Montmartre CPH 1988 (Storyville) CD/digital

 

Det var allerede fra starten af karrieren, at den lille franske pianist Michel Petrucciani spillede sammen med de vildeste sidemen. Han døde i 1999, kun 37 år gammel. Der findes f.eks. udgivelsen fra 2009, hvor han er sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen på Copenhagen JazzHouse scenen i 1994. Den udgivelse kunne kun lade sig gøre fordi Danmarks Radio parkerede OB-vognen i Niels Hemmingsensgade og optog koncerten på fineste vis. Det samme gjorde de i 1988, hvor det var i Nørregade udenfor Montmartre, at de parkerede OB-vognen. Den indspilning ser nu dagens lys og tak for det.

Det er pladeselskabet Storyville der sørger for, at vi får lov til at høre Michel Petrucciani sammen med bassisten Gary Peacock og den nyligt afdøde trommeslager Roy Haynes. Det er muligvis endnu en dag på kontoret for den sprudlende trio, der spiller to sæt foran et entusiastisk og medlevende publikum, sådan lyder det bare ikke. Det er en ganske unik indspilning med trioen, da der tidligere kun er udgivet en halv plade med dem på Michel Plays Petrucciani fra 1988. Det var på den efterfølgende tur, at de spillede i København. De spillede nogle dage senere i Karlsruhe, hvorfra en del af den koncert blev udgivet i 2019. Vi får endnu mere musik på Montmartre indspilningen.

Der er hyldester til instrumentkollegerne Bill Evans (Someday my Prince will come), Keith Jarrett (på Petruccianis Mr. K.J.) og Paul Bley (Turnaround). Det er en udadvendt trio, der næsten ikke kan være i sig selv af musikalsk begejstring. Tjek eksempelvis Petruccianis She did it again ud. Det er så vildt. Jeg tror ikke at triojazz anno 80’erne kan lyde ret meget bedre.

Bandcamp

Fabrizio Paterlini: Riverscape (Memorec) LP/digital >> Kristel Schneider: Riverscape - bog

 

Den franske flod L’Allier har sit udspring i Massif Centrale og løber nordpå hvor den slutter sig til Loire-floden, der ender i Atlanterhavet. Den 425 km lange flod er en af de sidste utæmmede floder i Europa. 

Den hollandske fotograf Kristel Schneider der bor i Frankrig tæt ved floden tog kontakt til den italienske musiker Fabrizio Paterlini om et samarbejde. Hendes fotobog med billeder af floden og naturen omkring skulle have et soundtrack, en LP som Fabrizio Paterlini skulle stå for.

Paterlini er en pianist der bevæger sig i moderne klassisk musik med referencer til ambient musik. Det er rolige klavertoner med en masse rum og tid til at lade klangen tindre i luften. Han supplerer med elektroniske klangflader der kan fylde meget og massivt - endda til den let dystre side. De komplementerer en flod der ikke lader sig styre. 

Fotobog og LP er superflotte og hænger godt sammen. Der er givet fuld gas på udformningen. LP’en er på klar vinyl og bogen ligger godt i hånden. Det er en god oplevelse, at sidde i stuen og mærke floden der er så langt væk. De bringer den tæt på.

Bandcamp

Enrico Pieranunzi: Something Tomorrow (Storyville) CD/DL/stream

Den uhyre produktive italienske pianist Enrico Pieranunzi har lavet adskillige plader sammen med danske bassister, Jesper Lundgaard, Mads Vinding og Thomas Fonnesbæk. Med sidstnævnte har nu udgivet en tredje plade, hvor det er den 75 årige franske trommeslager André Ceccarelli der sidder ved trommerne. Han har i øvrigt, apropos danske bassister, både spillet med Niels Henning Ørsted Pedersen og Chris Minh Doky i Birelli Lagrenes trio.

Der sker en masse, der er både tempo og dynamik. Det er som at sætte sig i den dybe lænestol, hvor man omgives af varme og tryghed. Overskuddet som de tre musikere spiller med giver ro. Her er ikke noget der skal forceres eller klemmes igennem i balladerne. Det er naturligt og behageligt. Når triojazz der har rødder i Bill Evans traditionen spilles så elegant og gennemført som her, så siger jeg, ja tak.

Storyville Bandcamp

Line Kruse: Bånd (Continuo Jazz) CD/DL/stream

 

Det er sjette album siden debuten i 2005. Den danske violinist Line Kruse boet og arbejdet i Paris siden 1993. Hun har overvejende lavet musik sammen med franskmænd. Hun har også haft en dansk septet i flere år. Det er dnt som hun bruger her. Det giver god mening. Pladen hedder Bånd. Det er en hyldest til alt det der binder os sammen, til oprindelseslande og adoptionslande, til kulturer som gensidigt beriges af møder og sammentræf.

Line Kruse har medtaget to Carl Nielsen sange, Nu er dagen fuld af sang og Den milde dag er lys og lang. Hun har bevaret folketonen i arrangementerne. Sidstnævnte bliver i øvrigt sunget af islændingen Helgi Jonsson. Cæcilie Norby er med på Burt Bacharach’s That’s what friends are for. Lige præcis Cæcilie Norby kan bære den sang, hvor drama og patos bevares. Den er iklædt en en lækkert blæserarrangement, som Line Kruse har lavet. Kruse har skrevet resten af musikken på pladen, hvor der både er hilsner til Harald Blåtand og tangoen. Bånd er et album der vil og kan meget i grænselandet mellem folketone, jazz og klassisk

Line Kruse

Arbenz X Vistel/Moutin: Conversation # 4 Vulcanized (Florian Arbenz) LP/DL/stream

 

Den schweiziske trommeslager Florian Arbenz havde jeg allerede et kendskab til fra trioen Vein. Han startede sidste år projektet Conversation, hvor jeg har fået fingrene i den nyeste, #4. Idéen er at han over 12 projekter vil lave musik i lige så mange forskellige besætninger.

Vulcanized er en saxtrio vildbasse, der skulle have været en kvartetplade. De cubanske brødre Maikel Vistel (saxofon) og Jorge Vistel (trompet) skulle sammen med franske Francois Moutin (bas) i studiet for at spille Florian Arbenz’ arrangementer. Det ændrede sig hastigt, da Jorge Vistel dagen før indspilningen i allerbedste 2021-ånd blev testet positiv for COVID-19.

Arbenz arbejdede hurtigt og fik numrene rearrangeret til triomusik. Begge pladesider åbner med Monk kompositioner, Bemsha Swing og Hackensack. Derudover spiller de to numre fra Vistel brødrene, Scarlet Woman af Zawinul, Waltz for Debby af Bill Evans, Freedom Jazz Dance af Eddie Harris og A soothing thrill af Francois Moutin (ham kender vi herhjemme for samarbejdet med Niels Lan Doky).

Pladen er et sandt trommefyrværkeri. Arbenz danser, sprudler og spræller forrygende bag trommesættet. Så selv om han kalder pladen for en konversation, så er det trommerne først. Heldigvis har Maikel Vistel så tilpas meget stamina og stædighed i tonen, at han placerer sig godt i trommeriet.

Det er en opløftende og glad plade, der vil passe perfekt til en forårsdag med åbne vinduer og volumen oppe på 11.

Florian Arbenz Bandcamp

Innanen/Pasborg/Piromalli: This is it (Cleanfeed Records) CD/DL/stream

 

Finske Mikko Innanen og danske Stefan Pasborg spillede sammen i Triot (m. John Tchicai og Nicolai Munch Hansen) for 17 år siden. De har også spillet sammen i andre sammenhænge. Nu er de atter sammen. Denne gang på en trioplade sammen med franske Cedric Piromalli på Hammond-orgel. Piromalli kendes herhjemme bedst fra samarbejde med Benjamin Koppel.

Når Pasborg er i en orgel-trio bliver det svært, at lade være med at nævne Ibrahim Electric. De spiller også et enkelt Ibrahim Electric nummer, Manic Zigaman, der med Piromallis orgel og Inannens saxofon lyder af noget helt andet. Det er knap så megen ilterhed i denne trio.

Mikko Innanen har en fed rock’n’roll approach i tonen, særligt når han spiller på barytonsaxofonen, som på åbningsnummeret Mockingbird eller pladens absolut fedeste nummer, Riding with Cafarelli. Han finder også sopraninosaxofonen frem på nummeret Søhesten. Det er tøjlet vildskab. Piromalli har en mere jazzet tilgang til orgelet end Ibrahim Electrics Jeppe Tuxen, der trækker meget på rocken. På This is it er der flere nik til klassisk orgel-jazz. Og Pasborg? Suveræn!

Clean Feed Records

Hasse Poulsen & Thomas Fryland: Dream A world (Das Kapital Records) CD/DL/stream

 

Den danske guitarist Hasse Poulsen har boet i Frankrig siden 1997, hvor han også i de seneste mange år har haft sit primære virke. Han bevæger sig oftest i den mere eksperimenterende del af jazzen, bla. med trioen Das Kapital. Nu har han vendt sig mod en lang række meget (som i meget) kendte melodier, som han spiller på akustisk guitar. Han gik i studiet en december dag i 2019 sammen med trompetisten Thomas Fryland og indspillede albummet.

Albummet er en slags omvendt provokation, når en musiker der er bedste kendt fra avantgarden spiller regulære hits uden, at file dem ned til ukendelighed. Bob Dylan’s The times they are a-changin’ og Oscar Peterson’s Hymn to freedom er velkendte hits fra 60’erne - ligesom John Lennon’s Imagine og Pink Floyd’s Another brick in The Wall er det fra 70’erne. Hasse Poulsen vælger at spille venlige fortolkninger af sange, der helt sikkert har en stor betydning for ham - men det er ikke forventelige fra en guitarist der gerne søger ud mod kanterne. Eller måske er det lige netop forventet, at han går den den uforventede vej.

Hasse Poulsen

Klara Kristin: Lullaby & Drum Machine (Klara Kristin) LP/stream

 

Hvis du har købt det nye nummer af modemagasinet Costume, så ved du godt hvem Klara Kristin er. Hun er på forsiden. Den i Frankrig bosatte danske model og skuespiller kan nu også skrive sanger på CV’et. 

Hun har allieret sig med Johannes Wamberg og Jonathan Bremer som producere på albummet Lullaby & Drum Machine. Det er en lille genistreg, da Wamberg og Bremer forstår det organiske musikalske univers som Klara Kristin har skabt. 

Stilen er som snydt ud af 60’ernes nouvelle vague, chanson og ye ye, hvor Francoise Hardy og Serge Gainsbourg var blandt stjernerne. Det er også her, hvor Klara Kristin har fundet materialet til pladen. Franske sange fra 60’erne og 70’erne og enkelte brasilianske og amerikanske sange der er oversat til fransk. Jobims Agua de beber på fransk, André Hodeir’s Saint-Tropez og André Popp’s L’amour joue au violon er blandt pladens perler. 

Pladen er delt op i to. De stille sange på Lullaby siden og på Drum Machine siden er der tilsat en vidunderlig gammel rytmeboks. Oilly Wallace spiller fløjte og synthesizer og Zier Romme er med på diverse tangenter, mens Bremer tager sig af bassen og Wamberg er på guitaren. Pladen er meget vellykket med sit retrounivers, der alligevel har en tråd til nutiden. Klara Kristin på pladespilleren, en café au lait og en tændt Gitanes, så er min stue omdannet til parisisk café. Merci beaucoup. 

Klara Kristin

Mino Cinelu & Nils Petter Molvær: SulaMadiana (Modern Recordings) LP/CD/DL/stream

Den norske trompetist Nils Petter Molvær har gennem mange år ,med jævne mellemrum, formået at lave plader, der rykker lidt ved det eksisterende jazzverdensbillede. Den nye plade er ingen undtagelse. Snarere tværtimod. 

Sammen med den franske percussionist Mino Cinelu, der bl.a. har Miles Davus på CV'et, har han lavet albummet SulaMadiana, der er i mangel af bedre betegnelse er verdensjazz i ordets bedste betydning. 

Vi får Molværs norske ophav og trompetspil ladet med elektroniske effekter og Cinelus fantasifyldte og afvekslende percussionspil. Musikken er en hyldest til de nyligt afdøde Manu DiBango, Tony Allen og Jimmy Cobb, tre af de helt store trommestilister indenfor jazzen. Det er vildt medrivende rytmefyldt univers med liv og farver. Albummet får en stor anbefaling herfra.

Nils Petter Molvær

All Too Human: Because You’re worth it (ILK) LP/DL/stream

Peter Bruun er tilbage med sit Vernacular avantgarde eller “folkelige avantgarde” projekt All Too Human. Noget der i sagens natur er rimeligt modstridende. Det er heldigvis ikke noget problem for Peter Bruun (trommer), Marc Ducret (guitar), Kasper Tranberg (trompet og kornet), Simon Toldam (keys), Petter Eldh (bas og elektronik) og Anders Banke (sax og fløjte). 

Musikken er ikke umiddelbart folkelig. Det er tydeligt at Peter Bruun bruger poppens melodiske og rytmiske elementer. Han knækker og vender dem og får nye varianter frem. De fremstår kortvarigt lettilgængelige som poppen. Overordnet er det kompliceret musik der insisterer på din opmærksomhed. Peter Bruun skærer musikken op. Rytmerne kan minde om broken beats, men er ikke delt op i fire fjerdedele. Det er helt suverænt. 

I pressematerialet står der: “LP’en indeholder et foldbart ‘Magic Mirror’ og otte håndtegnede analoge animationer (phenakistoscoper), en til hver sang. Denne udgivelse er et musikalsk kærlighedsbrev til den eventyrlystne lytter ... Because You’re Worth It.” 

Jeg har i stedet for “kærlighedsbrevet” modtaget et pudsigt hybridprodukt til anmeldelse. En CD lagt ind i et vinylsinglecover sammen med nogle forskellige papskiver. Det er anmelderversionen af All Too Humans Because You’re Worth it...

ILK Music

Mariane Bitran/Alain Apaloo: Wind of tomorrow (Alisio Music) CD/DL/stream

Det er ret vildt at tænke på, hvor mange udenlandske jazzmusikere der bor i Danmark. De er kommet hertil af mange forskellige grunde og er blevet hængende. Som nu feks. den franske fløjtenist Mariane Bitran og guitaristen Alain Apaloo fra Togo. De har lavet albummet Wind of Tomorrow, hvor de meget passende spiller den gode gamle traver What a wonderful world, som en påmindelse om, at det er den rent faktisk.

Albummet er et positivt bekendtskab. Det er to erfarne musikere, der med overskud serverer legende numre som St. Gregory Hills, hvor de nysgerrigt undersøger toner og klang sammen, for at forene det i et lækkert rytmisk stykke, hvor fløjte og akustisk guitar står godt sammen. Apaloo supplerer med diskret percussion undervejs på pladen. Det er verdensjazz med noter af folk og blues. Største fornøjelse er de to musikeres møde i musikken, deres sammenspil. 

Mariane Bitran

Jakob Park: Cinematic Jazz Tales (Gateway) stream >> Naoko Sakata: Inner Planets (Footprint Records) CD/DL/stream >> Jon Balke: Discourses (ECM) CD/DL/stream >> Benjamin Moussay: Promontoire (ECM) CD/DL/stream

Fire soloklaveralbums af vidt forskellig karakter. En dansker, en nordmand, en franskmand og en japaner der bor i Sverige. Alle pianisterne er rodfæstede i jazzen. 

Danske Jakob Park har lavet en plade han kalder Cinematic Jazz Tales. Det er musik der kan fungere som et soundtrack, til det du er i gang med. En masse skønne melodier, med høj genkendelses- og fløjtemed-faktor. Her er både danske melodier og jazzstandards. Der leges på ægte jazzvis med melodiernes muligheder. Det flyder let og ubekymret afsted. Jeg savner lidt kant og farlighed - det må der godt være, selvom musikken er et lydtapet.

Japanske Naoko Sakata, der har boet i Sverige siden 2008 vil det anderledes. Udgivelsen består af fem improvisationer. Åbningen er over et kvarter lang og former sig som et klassisk klaverstykke til den modernistiske side. Den åbner med smukt og flydende klaverspil, der på dramatisk vis skifter karakter halvvejs inde i nummeret. Det er udfordrende og hverken godt som lydtapet eller pleaser. 

Norske Jon Balke er den erfarne rotte i selskabet. Han er aktuel med sit tredje soloalbum på ECM Records. Han fortsætter stilen som blev lagt på Warp fra 2014, med diskrete elektroniske virkemidler koblet til klaverets klange. Effekterne er lige præcis så distinkte og lette, at de næsten bliver et kommenterende soundtrack til Jon Balkes soloklaver. Det er godt tænkt, når det er så velfungerende som her.

Den sidste plade er med franske Benjamin Moussay. Det er også min favorit i stakken. Det er samtidig også pladen, der er den mest jazzstringente af de fire. Her er masser af ro og plads til eftertænksomhed i musikken. Intet forceres eller forsøger på, at være andet end det som det er. En mand og et klaver, placeret i indspilningsstudie, hvor det lyder godt og stort. Der præsenteres et melodisk flow og en elegance af franskmanden, som bedst kendes fra samarbejdet med Louis Sclavis. Perfekt plade til behagelige stunder i lænestolen.

Jean-Sébastien Simonoviez & Jakob Dinesen: Spirits of the waterfall (iMusician/Hâttve) CD/DL/stream

Gennem de sidste mange år har saxofonisten Jakob Dinesen overvintret i Thailand. Her er nye samarbejder opstået, hvilket vi bla. har hørt på flere af Dinesens udgivelser. Det er også i Thailand at han har mødt den franske pianist Jean-Sébastien Simonoviez. De har lavet et duoalbum sammen. Simonoviez er en erfaren herre, der udover at have lavet flere musikalske projekter i Asien også har en del udgivelser på samvittigheden.

Duopladen er en rolig sag, hvor det er de to musikeres stærke samspil, der er attraktionen. De mødes i øjenhøjde gennem de to instrumenter. De går ind i kompositionerne og tager ejerskab. Materialet er en blanding af numre af Dinesen, bl.a. den smukke hyldest til Nicolai Munch-Hansen, Nicolai smuk, der også var med på Dinesens seneste album, numre af Simonoviez og et par stykker de har skrevet sammen. Desuden er standarden Here’s that rainy day også kommet med på den vellykkede plade, der passer godt til en stille stund.

Louis Sclavis: Characters on a wall (ECM) >> Stephan Micus: White Night (ECM) >> Avishai Cohen & Yonathan Avishai: Playing the room (ECM) >> Gianluigi Trovesi & Gianni Coscia: La Misteriosa musica delle Regina Loana (ECM)

Det er snart 50 år siden, at Manfred Eicher udgav sin første plade på pladeselskabet ECM. Det var med Mal Waldron og er næppe den første plade man tænker på, når snakken falder på det stadig uafhængige pladeselskab, der står bag over 1600 udgivelser. ECM er Keith Jarrett, Jan Garbarek, John Abercrombie og mange andre store jazznavne. En af selskabets helt særlige kvaliteter er den store bredde af kunstnere de repræsenterer. Her er fire plader, der på hver sin måde er “klassisk” ECM.

Det er den franske klarinettist Louis Sclavis’ 13. album, der er udgivet af ECM. Han har ladet sig inspirere af Ernest Pigeon-Ernest’s vægmalerier fra både Rom og Ramalla, der også er afbildet i CD-hæftet. Han er sammen med en fransk kvartet, der spiller lyrisk smuk jazz. Musikken er stærkt stemningsskabende.

Tyskeren Stephan Micus har siden midten af firserne været tilknyttet ECM og er nu aktuel med sit 23. album på selskabet. Som en af få kunstnere har han fuld kontrol over hele processen (Manfred Eicher er eksempelvis ikke producer). Han spiller selv på alle instrumenterne, der er en veritabel samling af instrumenter fra hele verden, han skriver og producerer også selv musikken. Han laver helt bogstaveligt verdensmusik. Der er både inspiration fra Østen, Arabien, Afrika og sikkert også flere andre steder.

De to israelske musikere Avishai Cohen (trompet) og Yonathan Avishai (Piano) har spillet sammen siden de var teenagere. På deres første duoalbum sammen, har de valgt at spille John Coltrane’s Crescent, Ornette Coleman’s Dee Dee, Abdullah Ibrahim’s Kofifi Blue, Stevie Wonder’s Sir Duke og flere andre. Det er kammerjazz af den smukkeste slags. Et meget anbefalelsesværdigt album.

Den italienske duo Gianluigi Trovesi (klarinet) og Gianni Coscia (akkordion) har lavet deres nye album som en hyldest til den afdøde forfatter Umberto Eco, som Coscia havde et livslangt venskab med. De spiller både Basin’ Street Blues, As Time goes by og ene masse selvskrevne numre. Det er italiensk når det er bedst. Meget medrivende og fuld af liv.

ECM Records

Line Kruse Orchestra: Hidden Stone (Continuo Jazz) CD/DL/Stream

Den i Frankrig bosatte, danske violinist Line Kruse er atter på spil. Hun har denne gang lavet et album med inspiration fra argentisk zamba, peruviansk festejo og europæisk musik. Musikken er sat i scene med et 20 mands big band, bestående af forskellige nationaliteter, baseret i Frankrig og to ganske velkendte herrer herhjemme; Gerard Presencer på trompet og flugelhorn og Steen Nikolaj Hansen på trombone.

Det der allerførst slår mig er, at det ikke er et big band med en violinist som solist. Det er et big band, hvor det samlede udtryk er homogent. Line Kruse har skrevet og arrangeret al musikken, pånær et enkelt nummer. Hun har en fortid i Gotan Project og har også en tangohilsen med på albummet; Tango la jalouse, hvor landsmanden Jacob Gade kigger med fra kulissen. Der er Kleines Nachtmusik, hvor inspiration fra europæisk klassisk musik er tydelig. Albummet er med alle de forskellige inspirationer et varmt brusende hav af oplevelser.

Line Kruse