Allan Botschinsky Quintet: Live at The Tivoli Gardens 1996 (Stunt) CD/DL/stream >> Jesper Thilo Quartet: 80 Live at Jazzcup (Stunt) CD/DL/stream

 

Her er to danske jazzlegender af de helt store. Allan Botschinsky forlod os for to år siden og Stunt har valgt at sende en koncert fra 1996 med Allan Botschinsky på gaden. Jesper Thilo er still going strong som det høres på liveindspilningen fra Jazzcup.

Selv om det trompetisten Allan Botschinsky der står øverst på plakaten på Jazzhus Slukefter, er det en anden, der stjæler min opmærksomhed. Tenorsaxofonisten Bent Jædig har det som en fisk i vandet, når han bliver sluppet løs i et repertoire, der overvejende består af standards. Åbningsnummeret er Miles Davis' bebop-klassiker Four, hvor Alex Riel spiller helt suverænt. Det sprøjter af velplaceret løssluppenhed. Der er ikke mange der kan gøre det efter. Når de spiller 2 timer og et kvarter, er der flere gange hvor jeg falder fra og det lyder også som om, at det sker enkelte gange for musikerne undervejs. Det ændrer ikke på, at det lyder superfedt, når tempoet er skruet op og Bent Jædig spiller for på Donna Lee - så er det lækkert.

Det er spillevende dansk jazzhistorie det her. Det kan da godt være at tenorsaxofonisten Jesper Thilo rundede de 80 år sidste år - men som man har hørt og set det så mange gange før i jazzen, så er alderen ikke en hæmning. Thilo spiller usvigeligt sikkert på denne koncertindspilning fra februar i år, hvor han var sammen med Søren Kristiansen på piano, Daniel Franck på bas og Frands Rifbjerg på trommer på Jazcups lille intime scene i det indre København.

De spiller et nænsomt udvalg af jazzens fine standards, hvor numre fra øverste hylde i det store jazzstandard lykkehjul, Body and soul eller Stardust er ren Thilo eventyrland. Hans personlige og monumentalt varme tone indkranser de fine melodier. Det er Jesper Thilo når det er bedst - og det siger ikke så lidt.

Sundance

Alawari: Alawari (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Den kom blæsende ind på jazzscenen i foråret. Alawaris debutplade, der ikke prøver at lyde som andre plader på den danske jazzscene. Gruppen vandt JazzDanmark konkurrencen i 2017, det var dengang den hed UngJazz. April Records har med deres progressive udgivelsespolitik, der giver plads til unge danske jazzfolk, sendt pladen ud på et marked hvor kvaliteten og konkurrencen i forvejen er tårnhøj.

Alawari skal nok finde deres plads. De spiller med originalitet, kant og smerte. Det seks mand store band består af Sune Sunesen Rendtorff (klaver), Carlo Janusz Becker Lauritsen (trompet og flygelhorn), Jonatan Melby Bak (bas), Asger Uttrup Nissen (altsax), Simon Forchammer (trommer), Frederik Engell (tenorsax). Desuden skal det også nævnes at Eigil Pock Steen laver liveprocessing og sampling.

Hovednummeret - den helt store genialitet på albummet, er den seks-et-halvt minut lange Misundelse. Den er ubehageligt grum og syregrøn. Blæserne bygger op og der er en dommedagsgrowlende vokal, der skaber uhygge i en grad, så man hurtigt fanger at misundelse er en grim ting. Alawaris kompromisløse tilgang til ny eksperimenterende jazz, er forfriskende og modig. Deres kollektive lyd er den store gevinst - og nok også en af grundene til, at de er nomineret til DMA Jazz pris i Årets udgivelse og Årets nye navn kategorierne.

Alawari Bandcamp

Jakob Bro & Joe Lovano: Once around The Room - a Tribute to Paul Motian (ECM) CD/DL/stream

 

“Du kan ikke øve det ukendte.” Sådan siger den amerikanske saxofonist Joe Lovano i podcasten som ECM Records har lavet, i forbindelse med udgivelsen af albummet Once around the Room. Albummet er Jakob Bro og Joe Lovano’s hyldest til trommeslageren Paul Motian der døde i 2011. De har lavet den sammen med tre bassister der alle har gjort tjeneste hos Motian. Amerikanerne Larry Grenadier og Thomas Morgan og danske Anders AC Christensen, der spiller el-bas på pladen. Joey Baron og Jorge Rossy sidder ved trommerne - og har af gode grunde ikke spillet med Motian. De har til gengæld Motian inspiration med i bagagen.

De syv musikere mødtes for et år siden i Vanløse i The Village Recording Studio. Der var booket to dage. Allerede efte første dag var de færdige, da de gik ud for at spise aftensmad. Andendagen brugte de på at lytte på deres session. De var tilfredse - og de har også god grund til. Det er en meget personlig hyldest til mennesket og musikeren Paul Motian, som de alle har lært en masse af. Selv om det er 11 år siden at han døde, lever arven efter ham.

Her er flydende time - hvor empati og følelse får dem til at mødes i musikken. De går ind i det ukendte sammen. Det er øjeblikkets kunst. Her er både den stratosfærisk smukke Song to an old Friend skrevet af Jakob Bro og den eventyrlige For The love of Paul skrevet af Joe Lovano, hvor trommeslagerne skaber noget som er af en anden verden.

Once around The Room er en af de mest originale og personlige musikalske hyldester, jeg kan mindes at have hørt.

Jakob Bro

Andrea Maagaard: No story to be told (Andrea Maagaard) stream

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at trommeslageren Antonio Dayyani var en af de helt store oplevelser på den nys overståede Moorjazz Festival. Hvor mange trommeslagerkapelmestre har modet til, at forlade scenen under to numre for, at lade de andre musikere spille ens kompositioner? Her var pianisten en af dem der blev på scenen. Da Antonio Dayyani introducerede hende, synes jeg at der var noget bekendt over navnet. 

Det var der også! Jeg havde såmænd gået og hørt hendes EP i den forudgående uge. Da det var med sang på, koblede jeg det ikke til pianisten på scenen. Men den var god nok. Det var en og samme person. Andrea Maagaard har lavet EP’en No story to be told sammen med Lukas Loeb på bas og diverse instrumenter. Den fortjener både opmærksomhed og at du lytter til den. Andrea Maagaard har sans for melodi og harmoni. Det er fine og enkle melodier. Hendes tekster handler hjernerystelse, psykisk sygdom og søskendekærlighed. De indeholder både sårbarhed og styrke. Hendes nærvær og intimitet gør, at hun kommer tæt på os. Det kan mærkes og føles når hun synger og spiller.

Andrea Maagaard

Hvalfugl: Bag vore øjne (Hvalfugl) 10"vinyl/DL/stream

 

Der er øjeblikke der indlejres i kroppen - hvor man kan fremkalde følelsen fra dengang det skete. Det er selvfølgelig rarest når det er en god oplevelse. Sådan en har jeg med Hvalfugl, der spillede for 2 år siden på det lokale kunstmuseum i et rum med en skøn akustik. Malerier omkransede publikum og Hvalfugl. Hvalfugl gik ind i musikken og tog os med. Det var et magisk øjeblik. Det var iøvrigt lige efter at de havde udsendt albummet, der meget passende hed Øjeblikke vi husker.

Siden har der været stille fra Trioen. Det retter de op på nu med EP’en Bag vore øjne, der er udsendt på 10” vinyl. De har valgt at inddrage Little North trommeslageren Lasse Jacobsen på alle fem numre. Det er en lille genistreg. Lasse Jacobsen er her, der og alle vegne i musikken uden at blive dominerende eller voldsom. Han glider elegant ind Hvalfugls berusende skønne nordiske univers. Her er højt til himlen, der er overvejende blå. Det afsluttende nummer, Krusninger ruller behageligt ind over kroppen. Endnu en gang må jeg overgive mig totalt til Hvalfugl. 

Hvalfugl

SloGlo: Symbols and mirrors (Flood Music) DL/stream

 

Det er elektronisk jazz, der ikke har sigte på at skabe lækre lydlandskaber eller dansable beats. Der eksperimenteres og undersøges løs. SloGlo har et lydunivers skabt af analoge synthesizere og knækkede beats, der kan være uden forvredet puls og med skæv time. Der er farvestrålende synthhymner der blæses ud over beatsene. Der er dystre basladede og organiske numre med rumklang som i en gammel værftshal på Holmen i København. Det er også her man kan møde manden bag SloGlo, amerikanske Matt Carroll der er i gang med sin uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium. 

Trommeslageren og produceren Matt Carroll er oprindeligt fra Chicago. Musikken opstod undervejs, da han var på turné med Chicago bandet Finom, der tidligere hed OHMME. Han er et boblende overflow af nye takes på jazz og electronica.

SloGlo på Bandcamp

August Rosenbaum: Songs people together (Escho) LP/DL/stream

 

Det er lang tid siden der sidst er kommet noget fra August Rosenbaum, der for 12 år siden debuterede som jazzpianist i eget navn med nogle skønne trioplader. Han havde også en sideløbende karriere, hvor han spillede med Coco O og Robin Hannibal i Quadron. Her var stilen elektronisk r’n’b og det er den vej han har forfulgt på det nye album, hvor jazzen er på afstand. 

Der er enkelte jazzede lysglimt der sniger sig gennem sprækkerne, som eksempelvis på Selfish kind of love, hvor stemningen er jazzet. Tempoet er til den rolige side. August Rosenbaum iklæder musikken nogle luksuriøse rober, hvor han får hjælp fra forskellige vokaler undervejs ligesom han også selv synger.

Robin Hannibal er med på det meste af albummet både som sangskriver og leverandør af diverse rytmer, beats og synth. 

Jada er med på et par numre, Coco O. er også med. På den dragende Empire medvirker den legendariske rapper Kool Keith fra Ultramagnetic MC’s sammen med trommeslageren Moses Boyd fra Binker & Moses. Songs People Together er flot og gennembearbejdet. I øvrigt siger mine popører, at Hypnotized med Jada burde blive et hit.

August Rosenbaum

Yasuhiro Kohno Trio + one: Song of Island (BBE) >> Masaru Imada Trio: Planets (BBE) >> Per Husby Septett: Peacemaker (BBE)

 

Der er ustyrligt meget dansk jazz der, de seneste 20 år, er udgivet af kunstnerne selv. CD’ens lave produktionsomkostninger gjorde det muligt for mange, at udgive egen musik uden et etableret pladeselskabs indblanding. 

Skruer vi tiden længere tilbage, blev det straks sværere. Alene det, at det skulle udgives på vinyl og at man ikke havde de samme distributionskanaler som i dag, gjorde det til en besværlig proces. Oplagene var små - og det er her, hvor det bliver en omkostningstung affære, at være jazzlytter i dag med hang til den slags. De koster kassen, særligt de mest eftertragtede og dem der aldrig er genudgivet. 

Britiske BBE har lige genudgivet tre af den slags eftertragtede plader. To japanske og en norsk.

Yasuhiro Kohno Trio’s titelnummer fra Song of Island var med opsamlingen J Jazz Deep Modern Jazz From Japan vol. 3 som BBE udgav sidste år. Nu er tiden altså moden til, at vi skal have hele albummet fra 1986, der i sagens natur er ultrasjælden i den oprindelige japanske udgivelse. Pladen tilhører en særlig periode i japansk jazz, hvor dedikerede jazzmusikere dyrkede og værnede om den akustiske jazz mens den digitale musikrevolution buldrede afsted. Vi møder pianisten Yasuhiro Kohno i en kluboptagelse, hvor intensiteten driver nedad væggene. Han er i selskab med sin trio. I dagens anledning er der tilføjet en vibrafonist. Det er kraftfuld og effektiv triojazz i højt tempo, hvor vibrafonisten tilføjer ekstra ild. Blev man forelsket i Song of Island fra J Jazz opsamlingen, er der ingen vej udenom, så er hele albummet en lille guldklump.

Masaru Imada Trio var også med på J Jazz vol. 3 med nummeret Planets. Her får vi hele albummet af samme navn. Tiden er 1977. Igen er det triojazz med melodi og temperament. Masaru Imada, der stadig lever i en alder af 90 år, er en erfaren herre på den japanske jazzscene, hvor han både har været omkring fusionsjazzen og spillet på klubberne i Shibuya området i Tokyo. Pladens højdepunkt er den over et kvarter lange Sea’s Pasture, der er en spirituel triojazz suite.

Per Husby Septetts Peacemaker blev udgivet af Studentersamfundets Plateselskap i 1977 i 500 eksemplarer. Det var deres eneste udgivelse. Med fire blæsere - tre saxofoner og en trompet i front, er der fylde som et lille big band. Albummet åbner og lukker med Charlie Parker kompositioner, der i mellem kommer der et par Kenny Wheeler numre og et par stykker af kapelmesteren og pianisten Per Husby. Pladens titelnummer er en modalkomposition af Harold Land. I det hele taget kommer de godt omkring i jazzen, hvor de også får spillet bossa, bop og ballader. En fin udgivelse der udgives på dobbeltvinyl, der skal afspilles i 45 rpm. Det giver bedre lyd og plads til et ekstra nummer, Lush Life, der aldrig har været ude før. Båndet som Lush Life er taget fra, lyder ikke til at have haft det for godt. Den er markant dårligere i lyden end de andre numre.

BBE Music

Nathalia Flórez: Tæthed og tomhed (Nathalia Flórez) LP/CD/DL/stream

 

Nathalia Flórez synger det i titelsangen Tæthed og tomhed: 

“Som aftensolen skinner

Dunkelt, lyst”

Og videre:

“Jeg vil sultes, mættes

Fortyndes, fortættes

I medgang og modgang

Med dig”

At være i det svære og i det gode sammen. Det handler om livets dualitet på Nathalia Flórez andet album. Det er samme hold musikere som på den første, udover at Thomas Fryland er gæst på nogle numre på trompet og flygelhorn. 

Stilen er visejazz med elementer fra højskolesange, salmer og singer-songwriter genren. 

Det er en plade til efteråret, hvor mørket trækker op, det blæser udenfor og måske i sindet. Nathalia Flórez er tekstmæssigt i det univers, hvor dagen går på hæld. Hun sætter ord på det svære og pakker det elegant og givende ind i sine viser. 

Som hun synger i Det tager kun et øjeblik:

“Den bedste vej er svær at gå

Kan du stadig huske vejen hjem?”

Tæthed og tomhed er en jazzplade, hvor teksterne er vigtige - de følger også med i et hæfte. Sangerinden fra Fanø har forfinet det som hun startede på debutalbummet.

Nathalia Flórez

Portraits in Jazz: Monday (Waidtlow Music) >> Gathering in Jazz: Straight Road (AMM)

 

Kvartetten Portraits in Jazz med Claus Waidtløw (saxofon), Nikolaj Hess (piano), AC (bas) og Jakob Høyer (trommer) kaldte deres første album for Sunday. Nu er tiden inde til mandag eller Monday. Stemningen og tempoet er det samme. Det er rolig jazz i balladeland. De har indtil nu opnået 15 mio. afspilninger af det første album på Spotify. Det kan jeg godt forstå. Det er gode melodier spillet af fire lydhøre musikere, der spiller utroligt sikkert og behageligt. Claus Waidtløw er i særklasse på tenorsaxofonen. Hans varme tone er med til at løfte Portraits in Jazz. Kvartetten bliver aldrig banal eller corny i deres spil, dertil er de for dygtige. 

Claus Waidtløw er også aktuel sammen med Gathering in Jazz, hvor stilen er en lidt anden. Igen er han sammen med topmusikere; Lars Vissing (trompet), Heine Hansen (piano), Kasper Tagel (bas) og Anders Mogensen (trommer). De går mere i retning af et postbop præget spil, der lugter af de tidlige 60’erne, USA og Blue Note. Det er en fornøjelse, at høre  dem spille op til hinanden. Det sprøjter af spilleglæde og overskud i kvintetten. Det er alt for sjældent at Lars Vissing spiller denne type jazz, hvilket er en skam - han er en stjerne - Heine Hansen holder sig heller ikke tilbage. Der er stil og klasse over kvintetten.

Du finder musikken på streamingtjenesterne.

Suite Dilation - film om Kasper Tranberg - instrueret af Mike Højgaard - kan ses på Filmstriben

 

Det første man hører er en der råber Okonomiyaki (lækker japansk streetfood delikatesse)- hvorefter der skiftes til billeder fra landet på Lolland.

“Det er fantasien der giver liv til den tone man gør”

“Når man spiller med andre, så er man med i en speciel klub - og det er ret fedt - he he” siger trompetisten Kasper Tranberg smilende i den halv time lange dokumentar, Suite Dilation af Mike Højgaard, der kan ses på Filmstriben. 

Vi følger Kasper Tranberg i færdiggørelsen af den sidste del af en trilogi, hvor han spiller fire kompositioner i tre forskellige settings - med sekstet (albummet Strawboss fra 2018), trio (albummet Terzet fra 2018 og altså solo-delen (Suite Dilation fra 2020) som dokumentaren kommer omkring.

Vi kommer med ned i Kasper Tranbergs “maskinrum”. Tanker, følelser, stemninger, idéer og filosofier. Hvad driver ham og hvorfor spiller han det som han gør, bliver på forståelig vis fortalt på en måde, så ikke musik-kyndige sagtens kan være med. Det er ikke kryptisk eller far out. Det er et menneske der taler om den ekstra stemme han har med trompeten.

Instruktøren Mike Højgaard kommenterer Kasper Tranbergs tanker om musikken med flotte billeder fra Lolland og Japan. Det er en meget sympatisk dokumentar om et skabende menneske, der er et med musikken. Glæden og nødvendigheden i Kasper Tranbergs musikliv strømmer ud til os via Mike Højgaards vellykkede dokumentar. 

Den er på alle måde anbefalelsesværdig. Se den og mærk Kasper Tranbergs musik.

The Supreme Court: A supreme vibe (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er fire år siden at jeg hørte The Supreme Court, live for første gang. Jeg undrede mig dybt over, at de ikke allerede dengang havde udgivet noget. Jazzy hip hop der peger tilbage på halvfemsernes fede jazz/hip hop vibes, i stil med The Roots og Jazzmatazz er simpelthen for fedt. Det er først nu, at der er et album klart med dem. Pladens linernotes der er skrevet af DJ Katrine Ring indledes med disse ord: “Debutalbummet med The Supreme Court har været undervejs længe. Her er intet hastværk. De enkelte numre er vokset frem i en naturlig fremdrevet hastighed. Musikken er modnet helt af sig selv. Musikerne i bandet har spillet sammen i et årti og arbejder derudover i mange forskellige konstellationer.”

Alt godt kommer til den som venter, er ellers et ordsprog jeg hader. Men som med oste og vine  er det ikke alt, der skal forceres. Hos The Supreme Court er der r’n’b, soul, hip hop og jazz i pæne doseringer. That Oooh Yeah med Al Agami’s søn E. Brown med en lækker soulet vokal. AM Roots med Kuku Agami på rap og en hård og effektiv fading ud af nummeret mens Oilly Wallace folder sig ud på altsaxen. Sangeren Bette står for pladens eneste dansksprogede indslag - og hun er et stjernefrø. Når hun synger Hjem får jeg vibes i retning af en ung og følsom Sanne Salomonsen. 

Patrick Dorgan leverer en overskudsfyldt og velfungerende late night soul vokal på balladen Bird Seed, hvor Johannes Wamberg også smider en guitarsolo ind til sidst. Herefter er det rapperen Joseph Agami der skruer op for tempo og tænding på Dots. På Cicumstantial Rant folder bandet sig ud med svære breaks og fed stemning. That’s The vibe med Kuku Agami og E. Brown er organisk hip hop, der i langsomt tempo kører ud i natten. Hen mod slutningen af albummet er det Al Agami’s tur til at gribe mikrofonen. Selv om det snart er 30 år siden han startede, er hans flow og teknik stadig frisk og boblende. På Passing Moments er han i selskab med blæsere. 

The Supreme Court er Jonathan Rahbæk på bas, Johannes Wamberg på guitar, Jacob Broholm på keys og Andreas Fryland på trommer. De har lavet en rigtig god jazzet hip hop plade, der spreder god energi.

The Supreme Court på Bandcamp

Pladen udkommer d. 25. november.

Ditte Rønn: Angli Avantgarden (Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum) LP

 

Da den herningensiske tekstilfabrikant Aage Damgaard havde skjortefabrikken Angli i 50’erne og 60’erne inviterede han kunstnere forbi på ophold. Mest kendt er perioden med den italienske avantgardist Piero Manzoni. Men også danske kunstnerne som Paul Gadegaard, Sven Dalsgaard, Svend Wiig-Hansen, Robert Jacobsen og Carl-Henning Pedersen kom forbi og satte deres præg. Aage Damgaard var visionær som få og turde tage chancer. Han var bla. med til, at starte Herning Højskole og skabte restauranterne A Hereford Beefstouw. 

Han var også optaget af sine medarbejdere, syerskerne på fabrikken. Her indgik kunst som en vigtig del af arbejdsmiljøet. Paul Gadegaard udsmykkede den første fabrik i festlige farver og kubistiske former. Musik skulle der også til. Der blev spillet Miles Davis ud af højtalerne på fabrikken. Det har komponisten Ditte Rønn forholdt sig til på albummet Angli Avantgarden. Hun har tidligere skabt musikalske værker til Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning - og da hun har en fortid i jazzen, lægger det hende ikke fjernt, at komme med et bud på en jazzet fortolkning af Aage Damgaard og Angli Avantgarden.

Hun har samlet en original kvartet til indspilningen af musikken. Jesper Bodilsen på bas, Peter Rosendal på klaver, Rhodes og flugabone, Lis Wessberg på trombone og Anders Holm på trommer. Musikken er en hyldest til Aage Damgaards tanker og visioner. Ditte Rønn har ladet sig inspirere af symaskiner, vævemaskiner, den støjende lydkulisse, højskoleånd etc. Helt konkret dukker lyden af symaskiner op undervejs. Anders Holm sidder helt fremme på beatet med swing og præcision. Bodilsen holder sammen på materialet. Rosendal og Wessberg væver fantasifuldt.

Musikken er delt op i 6 dele. Jeg hører den gryende start, nysgerrigheden, ilden, iværksætteriet, vildskaben og til sidst en opløftet afklarethed. Ditte Rønn kommer godt ned i materialet og mulighederne. Hun har med Angli Avantgarden lavet en forrygende hyldest til et forrygende og inspirerende menneske.

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum

Jazznytprisen 2022 går til KALEIIDO

 Der har ikke været et sekunds tvivl i mit sind. Jazznytprisen skal i år gå til KALEIIDO med guitaristen Anna Roemer og saxofonisten Cecilie Strange. 

Det er 11. gang at prisen gives. De får som udgangspunkt prisen for albummet Elements. I anmeldelsen i forbindelse med udgivelsen i foråret, kaldte Jazznyt pladen for et mesterværk, en milepæl i dansk jazz og ikke mindst i de to musikeres karriere. Det er deres musikalske fremstilling af himlen, jorden, havet og jordens indre. Det er musik med drama og spænding.  Anna Roemer spiller ikke guitar som andre. Hun væver stemninger. Når hun rører ved strengene kan man høre blodet ruse gennem dem. Cecilie Stranges saxofon svæver gennem rummet og opfanges af Roemers enkle anslag. Det er musik der i improviseret form flyder afsted. Melodi og klangflade mødes i skyen og på jorden. Havet bruser. Jordens indre varmer. På pladen medvirker desuden Anders AC Christensen, Hannah Schneider og Mikkel Hess.

Gaffa's anmelder Ivan Rod var enig og gav pladen seks stjerner og skrev bla. "...er der noget uomgængeligt ved Elements. Albummet er mesterligt – en sag, jeg givet selv vil tage frem igen og igen, endog om fem, ti og femten år og skamlytte."

Cecilie Strange og Anna Roemer har et ganske særligt samarbejde og går egne veje. De har med KALEIIDO skabt en original base, hvorfra de kan lave deres musik. De laver inspirerende og eventyrlig musik, der i rolige stemninger stiger op og rører lytteren. Det er jazz med klangflader, improvisation og stor originalitet. 

KALEIIDO inviterer forskellige kunstnere ind i deres projekter. De har bla. samarbejdet med Rumpistol, Mathias Holm, Cornelia Nilsson, Jakob Høyer, Mikkel Hess, Yellow Spoon, Stine Stendorph, Anders AC Christensen og Hannah Schneider. De ved ikke på forhånd hvordan det kommer til, at lyde. De skaber musikken i øjeblikket og alligevel er der noget umiskendeligt over det. De to musikere har deres egen lyd og udtryk.

Prisen består af et stykke original keramik lavet af Mette Overgård alias Milimetermette. Prisen bliver overrakt på Fermaten d. 12. november i forbindelse med Moorjazz festival 2022, hvor KALEIIDO giver koncert sammen med bassisten Anders AC Christensen og sangeren Hannah Scheider.

Jazznyt prisen er en dansk musikpris stiftet af jazzbloggeren Niels Overgård fra musikbloggen Jazznyt. Den blev skabt for at hædre danske jazzmusikere, der gennem deres virke flytter grænserne for jazzen. Musikere der repræsenterer jazzen på fornemste vis i deres samtid.

Tidligere modtagere af prisen

2021: April Records - pladeselskab - prisen blev overrakt i pladeselskabsbossen Jan Schmidts køkken

2020: Signe Bisgaard - dirigent og komponist- prisen blev overrakt på kaffebaren Hverdag i Aarhus

2019: Abekejser - band - prisen blev overrakt i forbindelse med Moorjazz festival på Højskolen i Herning

2018: Janne Mark - sanger og komponist - prisen blev overrakt i Skjoldhøjkirken i Aarhus

2017: Lasse Mørck - bassist og komponist - prisen blev overrakt på kunstmuseet Heart i Herning

2016: Jens Mikkel - bassist og komponist - prisen blev overrakt på Fermaten i Herning

2015: Jakob Buchanan - trompetist og komponist - prisen blev overrakt i Viborg domkirke

2014: Carsten Dahl - pianist og komponist - prisen blev overrakt på Bakkehuset i Ikast

2013: Jakob Bro - guitarist og komponist - prisen blev overrakt på Fermaten i Herning

2012: Stefan Pasborg - trommeslager og komponist - blev overrakt på Fermaten i Herning

Morten Haugshøj Group & The Street Doctors: Double Up (Morten Haugshøj) LP/CD/DL/stream

 

Det er snart fem år siden, at Morten Haugshøj udsendte den første plade med Morten Haugshøj Group. Pladen hed The Street Doctors og da folk siden har omtalt dem som The Street Doctors, har han for lethedens skyld tilføjet det til gruppenavnet. Guitaristen er I front for en kvintet med Jesper Løvdal (saxofon), Simon Eskildsen (klaver), Thomas Sejthen (bas) og Espen Laub von Lillienskjold (trommer). 

Morten Haugshøj spiller som udgangspunkt klassisk jazz. Han kalder det moderne kontemporær bebop - east coast jazz møder den nordiske lyriske varme. Det handler om at turde, at drømme. At sætte et mål og prøve at nå det. Det er Haugshøjs album et godt eksempel på. Han tror på jazzen og er helt ind til marv og ben, en jazzmand. Han folder sine jazzdrømme ud. Som han selv siger, så har den stil indenfor jazzen som han spiller, trange kår i Danmark. Han viser her at han gør en stor indsats for, at jazz af den slags stadig kan skinne herhjemme.

Han har skrevet alle pladens numre (der er to mindre på vinylen, grundet pladsmangel). Der er en hyldest til guitaristen Pat Martino, der døde sidste år. Der er et nummer til Ukraine og den skønne The T-Rex is coming, der er skrevet til hans fire årige søn. Det er en fornøjelse, at høre de fem musikere, der får Haugshøj numre til boble. Man bliver lige mindet om, at Jesper Løvdal efterhånden er alt for sjældent hørt på tenorsaxofonen. Her er Double up på fed jazzstemning og energi.

Morten Haugshøj

Hvem er den mest streamede danske jazzmusiker?

 

På Spotify er det muligt, at se de enkelte kunstneres antal afspilninger pr. måned. Det er sjovt at dykke ned i. Hvem bliver afspillet mest og hvem bliver slet ikke? Det er ikke muligt at finde en liste over de meste spillede danske jazzkunstnere. I stedet har jeg selv søgt på kunstnere som jeg har en idé om, at de er de mest afspillede. Det er muligt at jeg har overset nogen. Dog er jeg ret sikker på, at jeg har nogenlunde styr på top 10. 

På listen har jeg medtaget forskellige danske  jazzkendisser. Her er det ret overraskende, at der er så stor forskel på brødrene Dokys streamningtal. Jeg har også medtaget de kunstnere der er nomineret i kategorien Årets Jazzudgivelse til DMA Jazz 2022. Her bliver det tydeligt, at udover Bévort 3 så er det ikke kunstnere, der finder sit publikum via Spotify. Det samme gælder i øvrigt også de fem numre der er indstillet i kategorien Årets Track. Her er der ikke tilgængelige tal for afspilningerne på tre af numrene, hvilket betyder at de afspillet under 1000 gange. Jeppe Gram er afspillet over 8000 gange mens Søren Kristiansen og Thomas Fonnesbæks nummer lige har passeret 1000 afspilninger.

Hvis man skal have mange afspilninger på Spotify, så skal man med på de toneangivende playlister. Det kunne eksempelvis være State of Jazz (med næsten 850.000 følgere) der i denne uge (uge 44) har seks danske kunstnere på listen: Dawda Jobarteh, Rick Margitza & Modern Jazz Trio, Nice Chair (med Claus Waidtløw), Niels Vincentz, Jakob Bro og Anders Mogensen & Carl Winther, blandt de 100 udvalgte og aktuelle numre.

Her er flere af de danske musikere der er streamet mest repræsenteret. Trommeslageren Anders Mogensen er med to gange - både under eget navn og i Modern Jazz Trio sammen med Carl Winther. Anders Mogensen står bag AMM (Anders Mogensen Music). Det er det mest streamede danske jazzpladeselskab (eller jazzudgivelsesselskab, som det vel retteligheden burde hedde). Han udgiver singler næsten hver eneste uge, som forløbere til albums. Anders Mogensen har lavet en model, hvor han hele tiden sørger for at der er gang i butikken. Indtægten fra streamingtjenesterne ryger til skabelsen af nye projekter. Anders Mogensen har en ekstern partner der sørger for at pushe musikken på Spotify. Der er i øvrigt ingen af AMM’s udgivelser der er tilgængelige på CD eller vinyl

Saxofonisten Claus Waidtløw er kongen af dansk jazzstreaming. Han er med i Gathering in Jazz - sammen med Anders Mogensen og Portraits in Jazz - sammen med Nikolaj Hess. Begge er aktuelle med nye albums. Sidstnævnte har ladet op til udgivelsen af det samlede album Monday med fem singler. De har dog ikke helt nået samme antal afspilninger som forrige album Sunday, hvor hittet Melancholia snart er oppe på 5 mio. afspilninger. Onde tunger kunne kalde det spekulationsjazz. Det bliver bare gjort til skamme når man hører det som han spiller. Det er meget høj klasse.

Claus Waidtløw 355.467

Nikolaj Hess 286.026

Carl Winther 276.618

Anders Mogensen 271.961

Portraits in Jazz 267.653

Jan Harbeck Quartet 252.054

Bremer/McCoy 246.967

Morten Lund 226.340

Sinne Eeg 209.935

Chris Minh Doky 179.918

Gathering in Jazz 175.807

Svaneborg/Kardyb 162.407

The Modern Jazz Trio 146.218

Hans Ulrik 145.861

Niclas Knudsen 140.848

Heine Hansen 139.219

Indra Rios-Moore 138.071

Jesper Bodilsen 136.584

Jakob Bro 122.907

Thomas Fonnesbæk 115.819

Carsten Dahl 98.167

Ginne Marker 84.085

Cæcilie Norby 63.157

The Danish Radio Big Band 46.996

Niels Henning Ørsted Pedersen 41.449

Bévort 3 23.252

Marilyn Mazur 6.294

Niels Lan Doky 4.364

Kjeld Lauritsen 2.574

Tobias Wiklund 756

Jeppe Gram 615

Alawari 588

Blue Lake 353

Jeppe Zeeberg 182

Horse Orchestra 100

Johanna Elina Sulkunen 49

Kristian Tangvik 38

Svaneborg Kardyb: Over Tage (Gondwana) LP/CD/DL/stream

 

For et år siden spillede duoen Svaneborg Kardyb på Moorjazz Festival i Herning, som jeg er med til, at lave. Her hviskede de en hemmelighed i øret til jazzbloggeren. De havde skrevet kontrakt med det britiske pladeselskab Gondwana, som Matthew Halsall står i spidsen for. Udover at selskabet har en ekstrem høj coolness faktor i jazzvinylernes vidunderlige verden, så har de udgivet GoGo Penguin, Nat Birchall, Dwight Trible, Portico Quartet og Halsalls egen musik. Den danske duo passer godt ind i det selskab og har med den pladekontrakt i hånden en stor chance for succes udenfor Danmark. 

Det er med stor spænding at jeg hører albummet. De holder fast i stilen som den kendes fra de to foregående albums. Det er enkle melodier der fremføres i minimalistiske klæder. Nikolaj Svaneborgs stemningsfyldte Würlitzerspil suppleret med piano og synth , er i selskab med Jonas Kardybs fantasifulde trommespil, hvor små figurer snurrer sig om finurligheder. Der er spænding, et venligt temperament og behagelige grooves i duoens spil. 

Orbit blev lanceret som førstesinglen - og er med til at vise at de er vokset siden debutpladen i 2019. Trompetisterne Jonas Scheffler og Jakob Sørensen medvirker begge på den og tre andre numre. De tilføjer en ekstra brik til Svaneborg/Kardyb universet. 

Det er en af den slags plader, hvor der gemmer sig så meget godt - og hvor hver enkelt nummer er et hit. Svaneborg Kardyb har udviklet sig og er tro mod sig selv. Så bliver det ikke meget bedre. Det skal desuden tilføjes at de atter har indspillet musikken i Lydhørs Garage i Aarhus sammen med Anders Ørbæk. Den lyd er ikke uden betydning i duoens originale og betagende musik. 

Over Tage får en kæmpeanbefaling herfra.

Svaneborg Kardyb