Viser opslag med etiketten Holland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Holland. Vis alle opslag

torsdag, maj 08, 2025

Spot Festival, lørdag d. 3. maj

 

Lørdag blev en forrygende dag, hvor saxofonen skinnede om kap med den sol, der skulle have været der. Det regnede en del i løbet af lørdag, det lod publikum på den udsolgte festival sig heldigvis ikke påvirke af


SHOOM - Alléscenen

Jeg var egentlig på vej til noget andet, da jeg i pisregnvejr krydsede Frederiks Allé, der var spærret af i anledning af Spot Festival. Der var stillet to scener op. Her hørte jeg noget der lød af den vildskab som kendetegner den jazzede del af no wave scenen fra starten af firserne, som jeg holder meget af.

Spot app’en blev åbnet og jeg fandt ud af, at det var en hollandsk gruppe, Shoom, der stod på scenen. Her stod der noget om Black Midi, Charlie Parker, Talking Heads og MF Doom som inspirationskilder. Jeg blev hængende og hørte en ung sortklædt gruppe iført solbriller, der udover attituden også spillede fedt. En saxofonist der vidste hvornår han skulle trykke den af, to guitarister, der kunne flænse et nummer og en bassist og trommeslager, der sørgede for de teknisk krævende breaks og skæve indslag. En meget godkendt performance med en skøn saxofonist.


VERONIKA RUD - Havescenen, 

Regnen havde fået godt fat i Aarhus, hvilket var et ret fesent udgangspunkt for rolig balladejazz på en eftermiddag. Musikkens transformerende og samlende væsen blev demonstreret i eftermiddagens regnvejr, hvor Veronika Rud spillede på Havescenen. Ja, det kunne have været fedt i solskin. I regnvejret rykkede vi til gengæld sammen med musikken om en god oplevelse. Veronika Rud var tydeligt rørt over det store fremmøde. Hun er en vokalstjerne i svøb. 

Hun har hjemme genren der også er kendt som jazz-jazz i disse genremodulerende (lad være med at tjekke ordet på google, det var noget jeg lige fandt på) tider. Veronika Rud har en stemme der dybt funderet i jazzen. Hun har styr på vokal traditionerne og bruger dem med balanceret ro. Sammen en velspillende trio trodsede hun regnen og skabte solskin i vore sjæle.


NAUSIA - Århus Bowlinghal

Den noget anderledes scene i bowlinghallen blev introduceret sidste år. Scenen var placeret ind over nogle baner - i den anden ende var der stadig åbent for at vælte nogle kegler. Jeg var så heldig at mødes med et par gutter der også blev grebet af bowlinghal stemningen. Vi fik øl og cowboytoast inden koncerten.

Nausia’s nye udtryk, hvor de trækker mere over indierocken var et klart hit hos det unge publikum. Personligt (jeg tilhørte den alderstunge del af publikum) synes jeg også at det var fedt. Isak Schiødt og Oskar Faye på saxofonerne var sammen med Christoffer Beese Nielsens guitar helt fremme. De præsenterede udelukkende numre far den nye plade, hvor særligt Eco-death altid er et hit.


IDA DUELUND - A-Huset

I A-Huset ved Institut for (x) holdte Sunship atter til, hvor de præsenterede en række koncerter, der kulminerede med Ida Duelund, der tidligere i år udsendte albummet Sibo. Hun har gennem adskillige år været bassist i mange forskellige projekter. Nu er hun gået solo med sit eget projekt, hvor hun også synger. 

Det er et dadaistisk projekt, der trækker på inspiration fra bla. Broadway’s jazzstandarder, kormusik fra Hildegard Von Bingens middelalder, og moderne klassisk kompositions- og improvisationsmusik. Hun havde allieret sig med viola og blæsere udover Rasmus Oppenhagen Krogh på guitar og Jakob Høyer på trommer. Ida Duelund sang på et eget konstrueret sprog, der fremstod meget poetisk og i balance med et legende musikalsk menneske. Jeg tænkte både på noget italiensk, fransk og en masse andet. Til sidst slap jeg de tanker og blev grebet med.


BITOI - Turkis

Der var noget der pegede på et sprogligt tema for mig. Endnu en gang hørte jeg et eget konstrueret sprog. Denne gang med udgangspunkt i et fugleatlas, hvor de latinske navnes fonetiske udtryk blev brugt. Jeg havde allerede hørt BITOI’s album, Sirkulu adskillige gange inden koncerten. BITOI, der står for Bass is the only instrument, bestod af den svenske bassist Cassius Lambert og tre vokalister. 

Koncerten blev en medrivende oplevelse, hvor de tre vokalekvilibrister Alexandra Shabo, Anja Tietze Lahrmann og Agnes Åhlund imponerede med et overskud og en teknisk præcision, der sammen med Cassius Lamberts out-of-this-world solobasspil (manden havde et massivt arsenal af pedaler foran sig) var en helt særlig oplevelse, der bevægede sig mellem det skrøbelige og det voldsomme. Mellem det mørke og det lyse.


TABLOID - Rytmisk sal, Musikhuset

Der var en monsterlang kø til Tabloid koncerten - og selv om jeg er anmelder, havde jeg ikke særlig adgang, så jeg hoppede (snød mig) ind i køen. Det blev en eksorbitant fed oplevelse, hvor gammelfar lige pludselig kunne nyde lyden af noget der mindede om firsernes (min ungdoms) funky jazz sammen med en sal fuld af unge mennesker, der jublede ekstatisk, når Oilly Wallace trykkede den af på saxofonen eller fløjten.

Johannes Wamberg på guitar, der står i spidsen for bandet, introducerede kort og herefter var der fuld fart på bandet og publikum. Det blev en hæsblæsende omgang af de helt store. Tabloid er et powerhouse af god energi og musikalitet. Det er sgu’ da fedt, at instrumentalmusik kan få så mange op at ringe. En stor stor oplevelse.






torsdag, januar 04, 2024

Fabrizio Paterlini: Riverscape (Memorec) LP/digital >>
Kristel Schneider: Riverscape - bog

 

Den franske flod L’Allier har sit udspring i Massif Centrale og løber nordpå hvor den slutter sig til Loire-floden, der ender i Atlanterhavet. Den 425 km lange flod er en af de sidste utæmmede floder i Europa. 

Den hollandske fotograf Kristel Schneider der bor i Frankrig tæt ved floden tog kontakt til den italienske musiker Fabrizio Paterlini om et samarbejde. Hendes fotobog med billeder af floden og naturen omkring skulle have et soundtrack, en LP som Fabrizio Paterlini skulle stå for.

Paterlini er en pianist der bevæger sig i moderne klassisk musik med referencer til ambient musik. Det er rolige klavertoner med en masse rum og tid til at lade klangen tindre i luften. Han supplerer med elektroniske klangflader der kan fylde meget og massivt - endda til den let dystre side. De komplementerer en flod der ikke lader sig styre. 

Fotobog og LP er superflotte og hænger godt sammen. Der er givet fuld gas på udformningen. LP’en er på klar vinyl og bogen ligger godt i hånden. Det er en god oplevelse, at sidde i stuen og mærke floden der er så langt væk. De bringer den tæt på.

Bandcamp

torsdag, juni 30, 2022

Arbenz X Postma/Jerjen/Barradas: Conversation #5 Elemental (Florian Arbenz) LP/CD/DL/stream

 

Så er den schweiziske trommeslager Florian Arbenz nået til femte kapitel i Conversation serien. Denne gang er han sammen med den hollandske altsaxofonist Tineke Postma, den portugisiske accodionspiller Jõao Barradas og den schweizisk/australske bassist Rafael Jerjen. Postma er et solidt navn fra den hollandske jazzscene og har i øvrigt det til fælles med Arbenz, at hun har lavet en plade sammen med Greg Osby. Barradas er trods sin unge alder veletableret indenfor både jazz og klassisk på accordion.


De fire musikere mødes i undersøgende improvisation, der befinder sig et sted mellem jazz og klassisk kammermusik. Det er alt andet end knastør improsnobberi. Det er et udadvendt og levende møde, hvor saft og kraft flyver om ørene. Det er fire musikere, der i koncentreret og ren form præsenterer Florian Arbenz’ musik på berigende vis. De spiller også Dino Saluzzi’s Luna Volver og får sendt en fin hilsen til en af tangojazzens fornemste repræsentanter. Trænger du til improviseret jazz af en karakter, der placerer sig et andet sted end den nordiske, så er Florian Arbenz’ projekt et godt farvand, at sejle rundt i.

Florian Arbenz Bandcamp

fredag, februar 04, 2022

P som i Piano - tredje del


Rembrandt Frerichs Trio: A wind invisible sweeps us through the world (Just Listen Records)
Hollandske Rembrandt Frerichs har haft den samme trio i 15 år. De har spillet sammen med forskellige musikere og lavet rene trioplader. Den nye plade er i princippet en trioplade, dog ikke rendyrket klavertrio. De har indspillet musikken i en gammel nedlagt kirke med en god akustik, der rummer en samling antikke orgler. Frerichs er ud af en kirkeorgel-slægt, så han spiller selvfølgelig lidt på orgel undervejs. Der er udgangspunkt i jazzen og inspiration fra Bach, kinesiske og armenske folkemelodier. En stemningsfyldt plade.



Daniel Garcia Trio: Via de la Plata (ACT Records)

Den spanske repræsentant Daniel Garcia i denne samling anmeldelser har lavet et trioalbum, hvor han har inviteret en række prominente gæster med undervejs. Han laver musik med udgangspunkt i hjemlandet, hvor der er tråde til keltiske, nordiske, mellemøstlige og afrikanske traditioner. Den fransk-libanesiske trompetist Ibrahim Maalouf er med på et par numre, den israelske klarinettist Anat Cohen medvirker på tre numre og landsmanden, guitaristen Gerardo Nunez  medvirker også på tre numre. Via de la Plata er et spændende møde med nye spanske jazztoner.



Rönkä/Sommer: Varo (Eclipse Music)

Trommeslageren Daniel Sommer er sammen med den finske pianist Artturi Rönkä på albummet Varo. Sidste mand i trioen er den estiske bassist Heikko Remme. Rönkä og Sommer har spillet sammen gennem flere år, bla. medvirkede Rönkä på Sommers debutplade Duets. Udgangspunktet er enkle kompositioner, hvor der er luft og plads til improvisation. Det er både rolig nordisk og ligefrem jazz med elementer af mere abstrakte udtryk. De har Kasperi Sarikoski med på trombone på et par numre. Rönkäs klaverspil er både beroligende og berigende. Det forstår Daniel Sommer og der sker en masse i deres sammenspil.



Craig Taborn: Shadow Play (ECM Records)

Den sidste plade er en den eneste soloplade i bunken. Der er gået mere end 10 år siden Craig Taborn debuterede i eget navn på ECM Records. Det var med solopladen Avenging Angel og der er gået næsten 25 år, siden han debuterede på ECM som medlem af Roscoe Mitchell Nine Factory. På Shadow Play møder vi ham i en koncertindspilning fra Wien. Han er et jazzet kalejdoskop, der bevæger sig mellem striks minimalisme, klassisk, avantgarde og jazz. Craig Taborn er en solopianist i helt egen klasse.

lørdag, oktober 05, 2019

Mats Eilertsen: And then comes the night (ECM) CD/DL/stream >> Mats Eilertsen: Reveries and revelations (Hubro) LP/CD/DL/stream

Den norske bassist Mats Eilertsen har slået sit navn fast i selskab med så stærke navne som Trygve Seim, Nils Økland, Tord Gustavsen og Mathias Eick. Han kan også selv. Han har lavet seks plader i eget navn siden 2004. I år har han tilføjet endnu to til listen.

Den første er And then the Night comes, har fået sin titel efter en roman af islændingen Jon Kalman Stefansson. Eilertsen er sammen med den hollandske pianist Harmen Fraanje og landsmanden og trommeslageren Thomas Strønen. Der er en dybde og en dynamik i lydbilledet af en meget fin karakter. Det er nænsom musik, hvor Mats Eilertsen har skrevet nogle enkle melodiske skitser som de arbejder ud fra i trioen. Som lytter bæres man væk på en bølge i havet, en krusning i søen. Det er triojazz og så meget mere.

På den anden plade er vi rykket ind i en stor træhytte på et klippefremspring. Her er Mats Eilertsen overvejende sammen med sig selv og har så på enkelte numre indkaldt nogle gæstemusikere. Der er Geir Sundstøl der kigger forbi med sin National Guitar på åbningsnummeret Nightride. Her bruger Eilertsen buen i det helt dybe basregister.  Thomas Strønen er med på flere numre, mens trompetisten Arve Henriksen er på det afsluttende nummer Appreciate, hvor Eilertsen bl.a. spiller på harmonium. Det er et stemningsmættet album, af en helt anden karakter end And then comes the night. Begge album befinder sig i særklasse. Lyt og bliv beriget.

torsdag, januar 04, 2018

Vulture Forest (Microtone) CD/DL/stream

Den danske guitarist Kristoffer Vejslev studerer på konservatoriet i Amsterdam. Her har han dannet gruppen Vulture Forest sammen med sydafrikanske James McClure på trompet, slovenske Luka Becic på bas og svenske Love Ekenberg på trommer. Det er ikke kun besætningen der har et internationalt snit. Musikken har også en international karakter.

Det er flydende, modal og ambient jazz. Filmisk jazz, hvor musikernes egoer træder tilbage og i stedet smelter sammen til et kollektivt hele. Hvis man f.eks. godt kan lide Jakob Bro eller Jakob Sørensen er man havnet det rette sted. Pladen er sammenhængende og fungerer godt.

mandag, august 28, 2017

Morten Poulsen Trio: Right! (Outrovært) DL/Stream

Det er Morten Poulsen Trio's første udgivelse, men Morten Poulsens tredje albumudgivelse. Den danske trommeslager er sammen med den hollandske guitarist Jorrit Westerhof og den danske bassist Jonathan Simon Seest.
Efter en famlende start over de to første numre med løse idéer og manglende struktur, hvor de tuner sig ind på hinanden, går trioen over i den blues-lignende Next. De får et tungt og et rockudtryk. Mariager er et fjordnummer, hvor mågerne skriger om kap med den blå himmel. På nummeret Right er trioen på hjemmebane. Man fornemmer med al tydelighed trioens lykkefølelse over at spille ved siden af melodi og rytme. Det smitter og glæder - helt ud til lytterne.

Albummets eneste nummer der ikke er skrevet af Morten Poulsen, er Erik Satie’s Gnosienne No1 Lent. Det er et flydende nummer, der godt kan minde om Jakob Bro's musik. Det er en enkel melodi der gentages og snurres omkring. På Song slipper guitaristen Jorrit Westerhof en indre avantgardistisk metal-djævel løs. Det bliver både hæsblæsende og skævt. Albummets afsluttende nummer Night Traveller er en god afslutter, hvor trioen kommer ind i et mere stringent og samlet udtryk. Her er der særligt plads til Jonathan Simon Seest’s bas. Hvilket er meget effektivt. Right! er et spændende og afvekslende trioalbum fra en nordjysk trommeslager, der har et personligt og originalt tag på jazzen.
Bonusinfo:
Morten Poulsen har lige modtaget Talentpris - Kulturpris Ålborg 2017 af Ålborg Kommune. Tillykke!

tirsdag, maj 31, 2016

Made to Break: Before the code (Trost)

Den amerikanske saxofonist Ken Vandermark kaster sit altid eventyrlystne og free jazz influerede saxofonspil ind i et effektivt mix af støj, funk og impro. Vandermark har tidligere gjort opmærksom på sin eksistens i projekter sammen med Peter Brötzmann, Mats Gustafsson og i egne projekter. Her er han sammen med Christof Kurzmann, (electronics), Jasper Stadhouders (bas) og Tim Daisy (trommer). Det er særligt sidstnævnte der er med til at holde et pace, som de andre følger i et overvejende rytmisk flow, der ikke er i en utællelig taktart for ikkemusikerlyttere.

Pladens tre numre er lange og former sig som forløb, hvor elektronik og improviserede afsporinger får plads og lov til at udfolde sig. Made To Break er med i en spændende tendens indenfor free jazzen, hvor der gerne må være et rytmisk indhold der appellerer mere til krop end hjerne. Andre bands indenfor den bevægelse er f.eks. finske Plop (med Mikko Innanen) og danske Boujeloud.

fredag, maj 13, 2016

Ryoko Ono & Rogier Smal: Wood Moon (Jvtlandt)

Et kort møde i Japan førte til en beslutning om atter, at mødes i Europa. Denne gang for spille og indspille deres musik. Den japanske saxofonist og vokalist Ryoko Ono, der har bred erfaring fra impro, blues, jazz, rock, noise og avantgarde mødes på pladen Word Moon med den hollandske percussionist Rogier Smal, der bl.a. hat indspillet med danskerne Johs Lunds og Maria Lund og amerikanske legender som Eugene Chadbourne og Marshall Allen. Sammen har de indspillet 9 numre, der befinder sig i et perlende friskt improviseret møde. Musikken er fri, ubundet og øjeblikkets umiddelbart fremkomne idéer. Improviseret musik, der i nogle poetiske og forunderlige forløb virker som en samtale mellem to fremmede mennesker der mødes i fælles forståelse. 

Smal’s ukonventionelle percussion kan give mindelser om eksempelvis PO Jørgens. Det er meget afvekslende og idérigt - i et spænd mellem det flydende og decideret rytmik, som f.eks. på det andet sidste af pladens 9 unavngivne numre. Her varmer han godt op under Ono’s saxofon, der danser og hvirvler rundt om trommerne. Det er til tider heftigt og i andre situationer poetisk medrivende.

tirsdag, marts 01, 2016

TPO: Fjord (Outrovært)

Trommeslageren Morten Poulsen pladedebuterer med to forskellige plader på en gang. Først var der LP'en NY, som han har lavet sammen med den amerikanske pianist Russ Lossing. Han er også aktuel sammen med trioen TPO, der ud over Poulsen består af hollænderne Sander Thijsen på piano og Jan Ruerd Oosterhaven på elbas. Musikken opstod mens de opholdte sig sammen i 6 dage i et hus lige uden for Mariager i Nordjylland. De lod inspirere af naturen, landskabet og i særdeleshed af fjorden ud for Mariager. 

Det er ikke ukendt at norske jazzmusikere har ladet sig inpirere af de store og klippefyldte fjorde i Norge. Derfor er det interessant at høre hvad der sker, når det er en dansk fjord, der omgivet af grønne bakker der inspirerer musikerne. Sker der noget andet? Det gør der. Men det handler nok i højere grad om musikerne. De er optagede af rummet og stilheden i musikken. Luft og eftertænksomhed. Det er musik, hvor man tvinges til at skrue ned for det mentale tempo. Toner og klange der komplementerer hinanden - uden at det nødvendigvis er en leflen for det ligefremt melodiske. Den kant klæder trioens musik. Fjord er en vellykket debutplade, hvor trioen formår at skabe balance mellem det skæve og det melodiske og mellem det hørbare og det tyste.

lørdag, september 26, 2015

Think Mom: Arklow (Presence Records) >> Maximalistica: The Clash of the Titans (Maximalistica)

I spidsen for trioen Think Mom finder vi guitaristen Ilari Filander fra Finland. Han har begået pladen Arklow sammen med danskerne Jens Mikkel på bas og Christian Windfeld på trommer. Det er et samarbejde der er opstået gennem Nomazz, det internordiske konservatoriesamarbejde, som både Filander og Jens Mikkel tidligere har været tilknyttet. Trioen spiller kantet og frit. Windfeld har et trommespil, der med sine mange forskellige slagtøj, næsten mere antager dimensioner af at være percussionspil. Windfeld filter og karter og spinder nye tråde i musikken. 

Maximalistica er andet tværeuropæisk projekt. Den hollandske trommeslager Tijn Jans er sammen med den danske instrumentkollega Terkel Nørgaard og tre guitarister, heriblandt svenske Stian Swensson. De har lavet en finurlig EP med 6 ultrakorte numre, to på 3 minutter og et langt på tyve minutter. Musikken er en krasbørstig blanding der skifter mellem svævende eksperimentelle lydcollager og heftige udladninger. Pladen kan fungere som et kig ind i fem musikeres fælles laboratorium. Et laboratorium hvor musikerne undrer sig og filosoferer gennem musikken.

fredag, maj 08, 2015

Snarky Puppy: Sylva (Universal)

Storladent, filmisk og svulstigst af hollywoodske dimensioner. Det er scenariet der udspiller sig, når man tager tidens hotteste jazzband og kobler dem sammen med et symfoniorkester. Snarky Puppys 14 mand store orkester mødes med det store hollandske symfoniorkester Metropole Orkest, der på ingen måde er novicer ud i rytmisk musik. De har lavet fremragende indspilninger med både Elvis Costello pg Vince Mendoza. Snarky Puppy har primært været kendt herhjemme som et youtube-fænomen, med nogle spektakulære koncertoptagelser. De har indtil nu selv stået for udgivelsen af deres plader, men er nu blevet opsnappet af mediegiganten Universal. 

Vi snydes ikke for deres velkendte funky hooklines og catchy grooves. Det er alligevel ikke helt det samme som det plejer, når der et spændt et symfoniorkester ud over Snarky Puppy. Bandets kapelmester og komponist, bassisten Michael League har tænkt stort. Brede strygerflader males ud over musikken, der bygges symfonisk op. Det bliver grandiøst og pittoresk. Snarky Puppy har f.eks. bevæget sig væk fra de world-elementer, der var på We like it here fra 2014. Det er i stedet hjemlandets filmmusik, der præger symfoniorkesterdelene. Det er en flødeskumskage, hvor der ikke er sparet på de kalorieholdige elementer. Okay, jeg bliver måske fed af det. Men for hulan da, hvor er det dog en fråderen fest, når det står på. 
bonusinfo:
De spiller uden symfoniorkester på Fermaten i Herning d. 3. november.

mandag, oktober 06, 2014

Benjamin Herman: Trouble (Roach Records/Dox)

Jeg er billigt til salg, når først hollænderen Benjamin Herman sætter altsaxofonen til munden. Han har en indladende og lækkerlummer tone der spiser måneskin. Han blæser cigaretrøg op i gadelampens ensomme pære. Den pære der kæmper for, at gaden ikke skal forsvinde for evigt i mørket. Han er atter sammen med trioen som han har lavet de to foregående albums Live og Cafe Solo med. Bassisten Ernst Glerum (kendt fra sit samarbejde med Misha Mengelberg og Han Bennink) og trommeslageren Joost Patocka (kendt fra sit samarbejde med sangeriden Rita Reys) er den afdæmpede og følsomme backing, tenderende til den skrøbelige side. Trioen har spillet to gange om ugen de sidste otte år på De Kring på Amsterdams Leidseplein. Her har forskellige musikere sat ind fra tid til anden. Heriblandt den unge pianist Daniel von Piekartz. Herman havde hørt et rygte om at hans stemme var helt speciel. I forbindelse med en koncert i Milano sang Daniel et par numre og stemmen var så special, at Herman vidste at de skulle lave en plade sammen.

Daniel von Piekartz’s stemme er speciel. Den er lys og minder meget om en kvindestemme. Så meget at jeg troede, at det var en kvinde indtil jeg så ham på pladecoveret. Repertoiret er et nøje udvalgt mix af pop, rock og jazznumre. Bobby Vinton’s Blue Velvet, JJ Cale’s You got me on so bad, Cal Tjader’s Curacao, Harry Connick Jr’s Trouble og Michel Legrand’s You must believe in spring er som fra et fedt mixbånd, man sætter på, når natten går hjem. Benjamin Herman understreger med denne plade sin position som jazzmusikeren der kan spille let fordøjelig jazz med kunstnerisk tyngde og respekt for arven. Det er anbefalelsesværdigt til en lørdag aften i selskab med kvinden i dit liv og en Old  Fashioned drink.

torsdag, september 25, 2014

Træben: Looking at the storm (Jarr Records/Pladekisten)

Kvartetten Træben med de i Holland bosiddende danskere Jens Larsen (guitar) og Søren Ballegaard (saxofon) er nu aktuelle med deres tredje album. Stilen er strammet lidt op i forhold til det forrige album. Søren Ballegaard kan lide at spille en mandig saxofon med en vis inspiration fra Dexter Gordon og Michael Brecker. Jens Larsen har skrevet det meste af musikken. Hans guitarspil er funderet i jazzen. Det fornemmes dog ret hurtigt, at Larsen kan og vil mere end at spille Jim Hall. Der er en pæn portion rock i guitaren. Numrene på pladen er en blanding af groovy jazz på Do you think they’re any good, tung mørk jazz på Darkest hour, melodisk whiskers-ballade på Something to lose, eftertænksomhed på Worlds apart, pågående rocket jazz på Better than the other one, fejende flot og opbyggelig stemning på Jim, godnatballade på Half moon, fræk og uopdragen på No og afslutningsvis beroligende flot og delvist iturevet på Looking at the storm.

Træben hører hjemme i Holland og har spillet flere koncerter i Danmark. Ballegaard og Larsen har sammen med hollænderne Olaf Meijer (bas) og Haye Jellema (trommer) en god og solid kvartet med et europæisk udtryk, der blander jazz, rock, melodi og musikalitet. 

lørdag, juni 14, 2014

Bo Saris: Gold (Deram/Decca/Universal)

Han starter veloplagt ud i en Motown/Marvin Gaye stil med nummeret Only god knows. Herefter følger endnu en skæring i retroskåret soulsnit, nemlig han første (eneste?) hit She’s on fire. Bo Saris vandt den hollandske udgave af Idols for nogle år siden. Han flyttede siden til London og har nu indspillet albummet Gold i Los Angeles. Det er en velproduceret plade, hvor man får fornemmelsen af, at alt er forsøgt optimeret til det yderste. Han kan synge i falset. Han kan synge inderligt. Han kan minde om Justin Timberlake, som f.eks. på nummeret The Addict.

Gold er måske netop kun guld. Det bliver ikke til diamanter. Det hele skinner lidt for meget. Der mangler nogle facetter. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er en håndfuld gode partynumre på pladen og det er vel et godt stykke over snittet i disse tider?

fredag, februar 28, 2014

Ben van den Dungen Quartet: Ciao city (Jazz & Worldmusic) >> Tango Extremo: Dama de Blanco (Jazz & Worldmusic) >> Nueva Manteca: 25 Years (Jazz & Worldmusic)

Hele 3 plader landede i postkassen fra den samme hollandske afsender. Umiddelbart meget forskellige plader. Tango, latin og straight jazz. Da jeg kiggede nærmere på pladerne, var der dog en musiker der gik igen. Saxofonisten Ben van den Dungen. En erfaren herre med et omfattende CV indenfor hollandsk jazz. Det er også ham der står bag pladeselskabet der har udsendt pladerne.
Under eget navn har han lavet pladen Ciao baby, hvor han med kvartet udlever en pågående jazzet drøm. Det er meget effektivt leveret. Der er lidt standardmateriale som Pannonica og So in love. Resten er materiale skrevet af van den Dungen. I kvartetten medvirker den velspillende pianist Michael Rodriguez.
Nueva Manteca har eksisteret i 25 år. I den forbindelse udsender de et dobbelt livealbum. De to CD'er er indspillet ved to forskellige koncerter. Den første er fra 2013 og indspillet i Bimhuis i Amsterdam. Den anden er en 20 år gammel radiooptagelse. Materialet er vaskeægte best of latinjazz materiale. Oye como va, Evil ways, Samba pa ti etc. Der er et par Miles Davis sager på begge plader. På den gamle indspilning finder man Seven steps to heaven og på den ny er det Tutu. Fælles for begge indspilninger er at musikken serveres meget veloplagt og festligt. Måske lige en tand for glat. Det syv mand store orkester, der ledes af pianisten Jan Hartong har lavet 11 plader indtil videre.

Den sidste plade er med Tango Extremo. Kvintetten med violinisten Tanya Schaap i spidsen har eksisteret siden 2003. De bevæger sig i grænselandet mellem jazz, klassisk og masser af tango. Van den Dungen spiller sopransax i gruppen, der også rummer accordeon, bas og piano. Dama de blanco er velskåret tango nuevo album. De tager kompositioner af bl.a. Nino Rota, Rachmaninoff, Debussy, Händel, Prokofiev og Richard Galliano under behandling. Van den Dungens sopransax står flot i selskab med violinen. 
Alle tre plader efterlader et flot indtryk af en musiker, der i mange år har været aktiv på den hollandske jazzscene med afstikkere ud i verden. Van den Dungen har spillet med både Nueva Manteca og Tango Extremo i Danmark.

søndag, februar 16, 2014

Third Eye: Connexion (Sonorama) LP

Hvis du tænker funk, når du hører kombinationen af 70’erne og europæisk jazz, så har tyske Sonorama Records genudgivet et sjældent mesterværk fra dengang, der bare skal købes. Third Eye var en hollandsk trio der fandt sammen med den jamaicanske saxofonist Wilton “Bogey” Gaynair i 1977, hvor de indspillede Connexion. “Bogey” havde boet i Europa siden slutningen af 50’erne og arbejdede siden med folk som Peter Herbolzheimer, Gil Evans, Freddie Hubbard og Bob Brookmeyer. Trioen blev til en sekstet med “Bogey” som midtpunkt. Den originale vinyl udkom kun i 600 eksemplarer og er siden solgt til uhyrlige priser. Til denne første genudgivelse af pladen har man fundet de originale masterbånd. Lyden er med andre ord topnotch.

Stilen lugter lidt af tidlig Return to Forever med funk grooves. Der er masser af Fender Rhodes og en smule god gammeldags ARP-synthesizer spillet af Rob van den Broeck. Bassen der er akustisk, har et funky groove der passer godt sammen med trommerne og congassen. Wilton “Bogey” Gaynair’s sax er frisk og pågående. Sammen med den anden saxofonist Gerd Dudek er funkfesten hjemme. Third Eye’s plade Connexion er forrygende og det er en meget velkommen genudgivelse.

fredag, august 30, 2013

Diederik Rijpstra: The Living City (Trytone)


Han bor og arbejder i New York City. Den hollandske trompetist Diederik Rijpstra har også indspillet sit nyeste album The Living City i byen. Han har ladet sig opsluge af metropolen og har alligevel ikke en eneste amerikaner med på pladen. I stedet er det tre canadiere og en japaner der har hjulpet ham med at omsætte de musikalske tanker. Rijpstra har lavet et blandingsprodukt, hvor nutidig jazz, stemninger, og indtryk fra byen danner fundamentet for en omskiftelig plade. Musikken er en hyldest og beskrivelse af byen. Byen som den bygges op fra morgenen. Lavet af lyde. Der ville ikke være en by uden os. En by hvor vi ledes på vildspor. Den levende by.

Rijpstra har taget en bid af det store æble. Han har fået byen ind under huden. På The Living City sætter han lyd på byen. Rijpstras oplevelse af New York City. Det er et collageagtigt og fragmentarisk. Flere gange rammer han plet. På den politiske Why Do You Occupy? er der lydklip fra Occupy-demonstrationerne i NYC. Den musikalske kulisse han giver demonstrationerne er fyldt med håb. Alligevel er der en nagende tvivl til sidst. Det er gennemarrangeret musik, der ikke næres af hektisk NYC-jazz. Det er fortællende og ambitiøs jazz med rødder i Europa, der peger i mange retninger. Mest fremad.

lørdag, august 24, 2013

Benjamin Herman: Deal (Roach Records) >> Benjamin Herman: Cafe solo (Roach Records)


Saxofonisten Benjamin Herman er en af Hollands mest respekterede jazzmusikere. Det er medlemskabet af New Cool Collective der har trukket flest overskrifter. De spillede bl.a. på Roskilde Festival i 2005. Deres udadvendte souljazz/latin stil med dansable vibes har tiltrukket mange. Men han har også en ret omfattende solokarriere.
På DR's P8 Jazz har de på det seneste spillet et par af numrene Hermans 2012-album Deal ret ofte. Det er et soundtrack til en film jeg ikke kender. Musikken er af den mere pompøse slags med symfoniorkester og hele pivetøjet. I en blanding af dubonnet, retrovibes, de glade 60'ere, plekterbas, veltunede strygere, hammond og en saxofonist der lystigt skifter mellem alt-, c-melody-, tenor og baritonsax får vi et soundtrack til en uskyldig tid og en åben verden. 

På Hermans nyeste album Cafe solo går han i den stik modsatte retning. Det er intim triojazz, der kan kan spilles i et tilrøget kælderlokale med plads til 30 mennesker. Det er så tilbagelænet, at der er en risiko for at Benjamin Herman falder af stolen. Det gør han ikke. Han bliver hængende i det yderste af musikken. Her kæler han så intimt og følsomt for altsax'en, at det næsten bliver for frækt. 10 gode jazzklassikere. Lige fra Gershwin's Summertime over You've changed til Dexter Gordon's Soy Califa. Det er en velfungerende plade, der i kraft af en velspillende og overskudsfyldt Benjamin Herman holder hele vejen. Det er et perfekt soundtrack til en hyggelig middag for to, hvor stearinlyset blafrer og solen er gået ned.

onsdag, juni 05, 2013

Han Bennink & Jaak Sooäär: Beach party (Barefoot Records)


Han Bennink er en legende i europæisk jazz, hvor han specielt indenfor freejazzen har sat et solidt aftryk. Han har bl.a. lavet et par plader sammen med danske Simon Toldam. Her er han sammen med den estiske guitarist Jaak Sooäär, der er uddannet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Siden 2001 har han undervist på det Estiske Akademi for Musik og Teater, hvor han siden 2004 har ledet jazzafdeligen. I Danmark havde Sooäär trioen Dynamite Vikings sammen med Thommy Andersson og Kalle Mathiesen.

Titlen Beach Party kan tages helt bogstaveligt. For nok er det freejazz som Bennink er kendt for. Her er han i stedet gået den smittende og swingende vej. Sooäär er en skarp jazzguitarist der veksler smidigt mellem opløsningen og saftigt swingende jazzspade. Beach Party er en udadvendt plade sprængfyldt med godt humør. De spiller On the sunny side of the street, I got Rhythm, Darn that dream, Pannonica og O sole mio, hvor de er tro mod melodi og rytme. Der er også blevet plads til et par estiske kompositioner og Misha Mengelberg's Hypochristmutreefuzz. Ind imellem spiller Bennink og Sooäär improstykker, der binder det hele sammen. Pladen er optaget i forbindelse med to koncerter sidste år i Estland. Den er et festligt bekendtskab, der holder hele vejen.