Bear Garden: Up (Bolero) LP/digital

 

Martin “Bear Garden” Wirén spiller saxofon og hele line uppet af musikere på pladen indikerer, at det lugter af jazz - og det gør det også på albummet Up. Det lugter også af meget andet lækkert - særligt fra clubscenen.

Det er en knaldperle med god stemning, der ikke lefler. Pladen åbner med titelnummeret, der skylder sin del til Mobys sen-halvfemser downtempo electronica. 

Martin Wirén balancerer elegant mellem soul, pop og jazz. Det er ovevejende i et roligt tempo med masser bund. Han har inviteret en masse forskellige musikere ind over. Det er dog Martin Wiréns saxofon, klarinet og fløjte der shiner sammen med lidt vokal. 

Pladen byder på flere gode numre. Jeg har en svaghed for dance-nummeret Got to let it go, hvor Bear Gardens blanding af det elektroniske og fløjten på toppen er original. Ellers kan du snuse til hittet fra pladen, Hey ye ye yeah, hvis du trænger til et godt jazzet popnummer anno 2024. Jeg vil vove at påstå at den slags er en sjældenhed.

Bear Garden

Maria Bertel: Monophonic (Eget Værelse) LP (Relative Pitch) digital

 

Hun er bedst kendt fra noisejazzrock gruppen Selvhenter, der sidste år velfortjent fik en DMA-pris for årets bedste jazzudgivelse efter, at de havde udgivet deres første album i 10 år. Maria Bertel spiller trombone i gruppen og har nu lavet en soloplade, ligesom Selvhenters andre medlemmer Sonja LaBianca og Jaleh Negari tidligere har gjort. 

Kender man lyden af Maria Bertel fra Selvhenter, så er man bekendt med hendes brutale udtryk på trombonen. En lyd der trækker på effekter fra den dybe kælder. Det er det som hun præsenterer på albummet i en ren og uforfalsket udgave.

Det er hypersoniske kaskader af messing tilsat distortion. Det er fri improvisation i noise-genren af den bedste slags. Maria Bertels kompromisløse måde, at bruge trombonen på er befriende. Er man til eksperimenterende og grænsesøgende musik er Maria Bertels Monophonic en plade man er forpligtet til at bruge tid på. Jeg er iøvrigt ret vild med lyden på pladen. Den er så ren i alt det brutale. Stor plade. 

https://relativepitchrecords.bandcamp.com/album/monophonic

Entangled Grounds - The Sound of XJAZZ Berlin (XJAZZ!) LP/digital

 

XJAZZ festivalen i Berlin har har siden starten for 10 år haft ambitioner om at flytte lyden af jazzen. Sammen med Analogue Foundation har de lavet en plade der hylder lyden af Berlins jazzscene lige nu. 

Al musikken er indspillet over fem dage mellem november 2023 og februar 2024. Den er et forrygende dokument og en fed compilation for den der er nysgerrig på lyden af Berlins jazz. 

Den svenske bassist Petter Eldh er et etableret navn i Berlin. Herhjemme kender vi ham tidligere fra de faste tjanser hos Magnus Hjorth og Marius Neset. Han er med på åbningsnummeret Follow me sammen med Group 26.11 og på nummeret Ohm Eleven sammen med Àbáse. Her er det mødet mellem akustisk og elektronisk jazz med et twist af nutidig hip hop. Jeg er blevet fan og bliver nødt til at tjekke Àbáses kommende album ud. Det er ungareren Szabolcs Bognar der er Àbáse. Ohm Eleven er et lækkert uptempo nummer med analog elektronik og akustisk jazz. Her medvirker saxofonisten Ori Jacobsen (kendt fra Esperanza Spalding og Terri Lyne Carrington). 

Szabolcs Bognar er også med i gruppen Zeitgeist Freedom Enenrgy Exchange, der med det nutidige fusionsnummer Lady in Scarlet slår benene helt væk under mig. Vokalisten Douniah har med In The middle of The Night et af de mere straighte indslag. Pladen er en smeltedigel af nationaliteter og stilarter indenfor jazz - på trods af den store forskellighed fremstår pladen overraskende helstøbt.

Pladen lukker med en suite The Brewery Suite skrevet af Moses Yofee, Zacharias S. Falkenberg, Petter Eldh og Szabolcs Bognar. Her er strygere, blæsere og synthesizere og andet godt. En storslået afslutning, der kommer vidt omkring. 

Entagled Sounds er en fed status på lyden af Berlins jazz - og kan særligt anbefales til lyttere med hang til kombinationen af akustisk jazz og analog elektronik.

XJAZZ

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: Live in Turku (April Records) LP/CD/digital

 

Der er nogle musikere der lyder super når de er i studiet. Når de så spiller live, sker der lidt mere. Så eksploderer musikken mellem hænderne på dem. Alle gnisterne og krudtslammet rammer lytteren lige i hovedet, når det præsenteres på en LP. Det er tilfældet med gambianske Dawda Jobarteh og danske Stefan Pasborg. De beviser det til fulde med albummet Live in Turku, der blev optaget for et år siden i den finske by i forbindelse med en festival.

Pasborg er på toppen af en karriere, der har bragt ham vidt omkring. I samarbejdet med Dawda Jobartheh er der jazz, afro, rock i spil og de samler det på en original og medrivende måde. Rolling Stone redaktøren David Fricke skriver i pladens linernotes, at Pasborg samler Art Blakey, Mitch Mitchell og John Bonham. Jeg vil tilføje at Jobarteh på sin elektrisk forstærkede kora spiller et sted mellem de traditionelle mestre fra Gambia og Jimi Hendrix.

Lyt til Folkman eller Communication of a kind. Selvfølgelig er der blevet plads til Mingus-klassikeren Better Git Hit in your soul, det ville have været en skam uden den. Jobarteh og Pasborg mestrer improvisation og spontanitet på tværs af genrer og traditioner.

Bandcamp

Den legende legende - Alex Riel 1940-2024

 

Ofte siger man at det kan se ud som en leg, når en musiker med lethed og overskud udfolder sig på sit instrument. Alex Riel var indbegrebet af en legende musiker. 

Forfatteren Ane Riel var gift med trommeslageren Alex Riel. Hun kaldte ham ofte Legenden i sine opslag om ham på Facebook. Det er selvfølgelig vildt at kalde sin mand en legende - selvom han om nogen fortjente den titel. Han var en legende legende.

Alex Riel sov ind i sit hjem i Liseleje, søndag d. 9. juni, efter kort tids sygdom. Det er kun nogle få uger siden, at Alex’ gudsøn Stefan Pasborg slog nogle billeder af Alex op på Facebook. De var taget i hjemmet i Liseleje, hvor Alex storsmilende sad bag sit Gretsch trommesæt. Jeg kunne næsten høre ham spille, så megen musik var der i billedet.

Siden Alex’ bortgang har jeg sendt både Ane Riel og Stefan Pasborg nogle varme tanker. Jeg har også sendt varme tanker til det der hedder “Dansk Jazz”. Han har efterladt så store og dybe spor hos os alle, der har lyttet til og har haft berøring med Dansk Jazz de seneste 65 år. 

Han grundlagde karrieren på Jazzhus Montmartre, hvor han sammen med Niels Henning Ørsted Pedersen og Kenny Drew ofte agerede backing for de gæstende amerikanske stjerner. Han var allerede uddannet som damefrisør men valgte musikken. Savage Rose og senere Sebastian brugte hans præcise og fantasirige trommespil i rocken. I 70’erne var han også fast mand Peter Herbolzheimers legendariske big band. 

Han blev en legende - og legede sig frem til det. 

I 90’erne kom der gang i Alex’ egne projekter, hvor han spillede en lang række koncerter og udgav en stak gode plader, der i dag står som et stærkt statement i en stor karriere. 

Jeg har - som mange andre - oplevet ham til mange koncerter. En af dem der står tydeligt i hukommelsen var dengang, hvor jeg arbejdede som frivillig bartender på spillestedet Nicodemus i Herning i 1987. Jeg havde eftermiddagsvagten, da bandet ankom og stillede op. Bob Rockwell, Bo Stief, Marilyn Mazur og så Alex Riel, der havde sin hund med, der lagde sig foran trommerne. Det var så vildt at de skulle spille på vores lille spillested. Stemningen var god og løssluppen - og musikken var af en anden verden. Jeg sugede alt til mig. Alex Riel har siden imponeret mig gang på gang. Både med trioerne med Jesper Lundgaard og Heine Hansen eller den med Carsten Dahl og Mads Vinding, med Benjamin Koppel eller Santa Cruz på mit lokale spillested Fermaten.

Alex Riel var jazz. Han var i øjeblikket. I improvisationen. Præcision, timing, overblik og et smil på læben. Altid seriøs i musikken, samtidig med at man fornemmede at der et eller andet sted bag Gretsch-trommesættet sad en lille dreng der var fornøjet og klar til sjov.

Tak, Alex, for musikken og alt det som du gav os.

Han har et massivt musikalsk bagkatalog man kan gå på opdagelse i. Jeg har lavet en playliste, du kan lade dig inspirere af: Spotify - Alex Riel 1940-2024

Billedet er taget i Liseleje d. 28. maj i år.

Det kan. I øvrigt anbefales at læse Hans Barfods biografi Alex Riel - Manden bag trommerne fra 2010. I min anmeldelse her på bloggen skrev jeg dengang: “Vi får lov til, at komme tæt på en musiker, der ikke er hulens god til at huske titlerne på de melodier der skal spilles, men så til gengæld er udstyret med en overjordisk evne til at falde 100 % ind i den musik der spilles. Der er historier om tidspunkter, hvor den evne har været udfordret, som når han har spillet med symfoniorkestre og såmænd også med Sebastian, som Riel begyndte at spille med, tilbage i 1971. Alex Riel er en følsom musiker, der ikke er bange for at være i kontakt med følelserne. De bruges konstruktivt i musikken, hvor han er i stand til at være til stede og samtidig lade følelserne råde.”

Abekejser & Karmen Rõivassepp: Wonder Who Live (Jaeger Community) digital

 

Kombinationen af to af de bedste musikalske fænomener der er kommet fra Aarhus de seneste ti år suppleret med blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra er en virkelighed på denne udgivelse, der har sneget sig ind på streaming-tjenesterne for nogle måneder siden.

Abekejser består af fire af de vigtigste musikere fra aarhusianske jazzscene. De er sammen med den estiske sanger Karmen Rõivassepp, der - desværre for os i det danske - er flyttet tilbage til hjemlandet, efter 10 år i Aarhus. Supplementet med tre blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra giver Abekejsers keyboardfyldte univers endnu flere farver. 

Idéen til samarbejdet kom fra Jazz i Trekanten - der fornyelig ændrede navn fra det infantilt frække, til det kedelige Trio. 

Karmen skrev musikken og arrangerede Abekejser numre til blæserne. Hun er den fulde pakke og kender Abekejsermusikken godt. Det er eksempelvis blevet en ny lækkerbisken, når der tilføjes blæsere på den natteblå Nocturnal Observer fra Abekejsers debutalbum. En dejlig udgivelse.

Bandcamp

VoicEquilibrium: Depth & Ease (AMP) CD/digital

 

Pernille Mejer har tidligere lavet et par plader med tydelig base i jazzen. Albummet Iris fra 2018 var på mange måder opløftende, bla. med flere ordløse improvisationer. Det forfølger hun fuldt ud på albummet VoicEquilibrium, hvor der sættes fokus på stemmen. Hun er alene med stemmen, en loop station og et klaver. 

Det er ordløs sang i nogle helt afskrællede arrangementer, hvor det enkle og rene sættes i fokus. Hun har ladet sig inspirere af så forskellige emner som safran, New York City, ørkenen etc. 

Det er en plade skabt ud fra en nysgerrighed og oprigtighed. Hun dykker ned i stemmen og mulighederne. Hun vover sig ud, hvor det næsten vakler. Det er derfor jeg synes at det er vigtigt at lytte til pladen. Tag det som en udfordring. Du flytter dig undervejs i den abstrakte verden, hvor ikke alt er som du tror.

https://voicequilibrium.bandcamp.com/album/depth-ease

Jesper Hertz: Shizuka (Gateway) CD/digital

 

At jazz er et internationalt sprog er en gammel nyhed. En gang i mellem er det godt, at blive mindet om hvorfor det er sådan.

Det har den fynske pianist Jesper Hertz et meget klart svar på. Hans nyeste album er indspillet i Japan med japanske musikere. Hertz taler ikke japansk og de japanske musikere taler kun lidt engelsk. Det tænker man ikke over når man lytter til pladen Shizuka. 

Jeg er for nylig startet med at læse den japanske manga-serie Blue Giant, der handler om en ung fyr, der går i gang med at spille saxofon, inspireret af de store amerikanske mestre. Den giver et godt indblik i sammensmeltningen mellem amerikansk jazz og japansk kultur.

Jazz, Japan og Fyn forenes så smukt og ligefremt på Shizuka. Pladen er blevet til i samarbejde med bassisten Minoru Yoshiki, der også bidrager med et par numre. De har allerede turneret et par gange sammen i Japan og der er også en efterårstur i Japan på vej. Det er en af den slags jazzplader der stille og roligt sniger sig ind på en og bliver siddende. De spiller klassisk jazz med en positiv tone - styrken er mødet mellem dem. Måden de forvalter det på. Lyt feks. til den rolige Asakusa eller den dejligt dansende Seven Lucky Gods.

Gateway

Signe Emmeluth: Banshee (Motvind) LP/digital

 

Den danske saxofonist Signe Emmeluth har boet i Norge i mange år. Her har hun fundet fri- og ånderum til sin musik. Den aktuelle plade var et bestillingsværk til Vossajazz i 2021. Hun har samlet en septet af markante musikere fra Norden, herunder danske Anne Efternøler på trompet. Instrumenterne inkluderer vibrafon, tuba, bas, klaver, violin, diverse elektronik og vokal. 

Det er et album, hvor den frie improvisationsmusik er grundlaget, der udfordres af stukturerede smadrede rytmer, vilde vokaler, afsøgende larm og sarte soli. Der er en vedvarende intensitet i musikken der er overført til indspilningen. Åbningsnummeret 1 er et dynamisk festfyrværkeri.

Pladen har fået navn efter en kvindelig ånd i den irske mytologi, der varsler død. Det er et nummer 5 1.2 et godt eksempel på. Banshee’ernes skrig varsler snarlig død i familien. Her “skriger” alle 7 musikere og varsler at der sker noget. Det gør der også på pladen, der fortæller en musikalsk historie båret af kollektivet og originaliteten

Bandcamp

Holmström/Jansson/Ogood+Ström: Easy to remember (Gotta let it out) CD/digital >> Gilbert Holmström: Peak (Moserobie) CD/digital minus Spotify

 

I 2013 lavede Jonas Kullhammar sammen med dengang 75 årige saxofonist Gilbert Holmström, albummet Tiden er kort. Det er svensk og kan bedst oversættes som, at man har travlt. Jeg ved ikke om det var en antydning i forhold til Holmströms alder. Nu er han på vej mod de 87 år og virker ikke til, at have travlt. Desuden er han aktuel på hele to plader, hvor der på begge er forbindelser til Danmark.

På den første er Kresten Osgood gået i studiet sammen med Holmström som Osgood har spillet on/off med i over 15 år. De er sammen med den erfarne bassist Peter Jansson. De spiller en række kendte standards, lige fra Without a song til Night and day. Det gør de på yderst kompetent vis, hvor der ikke laves for mange svinkeærinder. Lyden af Holmströms sax og autenciteten er kæmpestor. 

Gilbert Holmström er et kultnavn i svensk jazz, særligt pga. 1965-albummet Uran Misstankar, med friske elementer af free jazz. At Holmström stadig kan slippe rammerne og spille frit, er tydeligt på udgivelsens andet sidste nummer, Tryck på alla knappar, hvor Peter Jansson afløses af Nikke Strøm på bassen. Holmström spiller med en styrke og overbevisning som er helt vild.

Den anden plade Peak, er i Holmströms eget navn. Den er udgivet af Jonas Kullhammars Moserobie, der også genudgav Utan Misstankar for over 10 år siden. Holmström har skrevet 4 af pladens 6 numre. Bandet består af tre kendinge fra dansk jazz, norske Erik Kimestad på trompet, finske Johnny Åman på bas og svenske Cornelia Nilsson på trommer. Desuden medvirker Mathias Landæus på piano.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde med alt det gode, der flyder mig i møde, når jeg lytter til pladen. Selvfølgelig er Gilbert Holmström noget helt særligt. Hans sikre tone er i ungdommens år formet af Ornette Coleman og John Coltrane og siden modnet, så han har fået sit eget sikre udtryk. Han er “one of a kind i nutidens skandinaviske jazz. Der er så meget historie og ægthed i ham. Alene det er grund nok til, at bruge tid på at lytte til musikken.

At han er sammen med det unge hold musikere, løfter hele projektet. De har en forståelse for den type jazz. Jeg kan ikke få nok af Erik Kimestad, når han er i det her hjørne. Der er så megen kontrolleret vildskab i den trompet. Det samme kan man sige om Cornelia Nilsson.

 

De fem musikere spiller to kompositioner, Deborah’s Thema og Poverty af Ennio Morricone, der er lavet til filmen Once upon a time in America. Det er en sand fornøjelse, at høre dem fortolke de i forvejen stærke melodier. Kimestad tager mit hjerte i Poverty, hvilket Holmström til gengæld gør I Deborah’s Theme, der bliver til spiritual jazz i deres fortolkning.

Stor anbefaling til begge Holmström udgivelser.

Bandcamp Gotta Let it Out

Bandcamp Gilbert Holmström

Iiro Rantala HEL trio: Tough stuff (ACT Records) LP/CD/digital

 

I starten af nullerne var jeg ret pjattet med finske Trio Töykeät. Særligt de to albums Kudos og High Standards hørte jeg meget. På den første var nummeret Gadd a tee, et skønt gospelinflueret nummer der hylder Steve Gadd og Richard Tee. Det var et nummer i den rimeligt straighte afdeling. De havde heller ikke problemer med at spille det udflippede.

Det slår mig tydeligt, at jeg har savnet dem, da jeg hører trioens pianist Iiro Rantalas nye trioalbum, hvor han er sammen med bassisten Conor Chaplin og trommeslageren Anton Eger (aka. Vildbassen fra Phronesis). 

Allerede fra åbningsnummeret står det klart at det er en trioplade med kraft, substans og fylde. En plade hvor alle tre musikere er på og helt fremme. De spiller med en masse overskud, der bruges til at indføje finurlige detaljer og en masse humor. Prøv feks. at stikke dine ører ind i nummeret Will you be my bop.

Da jeg hører pladen første gang havde jeg ikke set, at der var et nummer der hedder Tee Four Three. Det er en variation over hittet fra 2000-pladen Kudos. Chaplins håndfaste bas og Anton Egers afvekslende og opfindsomme trommespil er en fornøjelse. Som kirsebærret på toppen, kigger Mathias Heise forbi med sin mundharmonika på pladens sidste nummer, Liberty City.

Iiro Rantala

Finn Rees: Dawn is a melody (Mr. Bongo) LP/CD/digital

 

Jazz til tiden eller jazz i tiden. Det kan være svært at finde det rigtige begreb, når den jazz man lytter til, rammer lige ned i nutiden. Der hvor vi er lige nu. Jazz som jeg vil påstå, vi vil tale om som 2020’ernes jazz en gang i fremtiden. 

Tangentspilleren Finn Rees er australier og har hentet en god portion inspiration i den spirituelle jazz - Alice Coltrane-stemningen. Der er såmænd også lidt harpe og strygere. Der er tråde til Matthew Halsall, Herbie Hancock, club grooves og en tæft for den gode melodi.

Dawn is a melody er Finn Rees’ første plade i eget navn. Det er det altid veloplagte pladeselskab Mr. Bongo, der har bragt musikken til vores del af verden. Lyt til grooy Expansion eller den spirituelle Looking Up.

Bandcamp