Clothing Club: Spring Collection (Clothing Club) LP/digital

 

I en tid med fast fashion i et hysterisk opskruet tempo og nye kollektioner hele tiden er det en fornøjelse med Clothing Club, der holder fast i dyderne og sender en afgrænset og langtidsholdbar forårskollektion på gaden.

Her er der plads til de stilarter, de er kendt for, og som de lancerede i 2024 med Fresh Fade-kollektionen. Der har også sneget sig nye inspirationer og farver ind i forårskollektionen.

Japansk fusion og city pop er hot shit lige nu og har blandt andet kunnet høres hos Tabloid. Clothing Club har deres eget take på det og inkorporerer japansk synthskønhed på Part Time Vintage. Der er den rolige Norwegian Wool, og så er der et nummer som Straw Hat D. Luffy, hvor et lækkert groove flyder sammen med tangentspilleren Deep Chains rolige klaverspil.

Clothing Club er en fast sammentømret enhed, hvor alle tre — Deep Chain (Berg) på keyboards, Rasmus Lykke under aliaset MS Lowkey på bas og Thorbjørn Lemvig under navnet Phairo Z på trommer — hele tiden skinner om kap med funken. De spiller med et ligefremt og teknisk stærkt overskud. Der er så mange favoritter på pladen: åbningsnummeret, partyslaskeren Casquette (Basbjørn på Streetfood) og den stramme Moonboots.

For lige at vende tilbage til de nye styles, så er der både rap fra Sean Lightfoot på Pocket of Change og sang på Front Row, hvor det bliver til en krammer af en sjæler — et noget atypisk nummer på pladen. Albummet slutter helt oppe på toppen med Slope Style, hvor grooves og j-fusion-synth eksploderer i skøn forening.

Jeg er vild med Clothing Club og kan ikke få nok. De får en kæmpeanbefaling fra Jazznyt. I øvrigt kan det tilføjes, at de har lavet soundtracket til det helt nye computerspil Scritchy Scratchy, der allerede er et kæmpehit. Rygtet siger, at soundtracket også udkommer på vinyl.

Gateway Musicshop

Spot Festival 2026 - mine 11 koncerter og en masse solskin

 

Når jeg har mødt folk, jeg kender, i løbet af de to dage, som Spot Festivalen har varet, har de oftest sagt noget i retning af, at der ikke var så meget jazz på Spot, og om det var nok for mig. Om det var? Ja da! Der var en masse jazz rundt omkring – både det helt åbenlyse og den jazz, der kommer ud gennem revner og sprækker i andre genrer. Faktum var, at den mest indlysende organisation til at skabe fokus på jazzen i Danmark, JazzDanmark, ikke var med i år for at sætte ekstra fokus på jazzen, som de tidligere har været. De satsede hele butikken weekenden før på Jazzahead i Tyskland.

Spot er en genial festival. Du kan vælge udelukkende at lytte til folk, roots, electronica, indie, hiphop, rock, avantgarde eller jazz i løbet af de to dage, som festivalen varer. Blandingen af små, intime indendørsscener, koncertsale og store udendørs scener er god. Man kan komme helt tæt på musikken og i øvrigt sagtens løbe ind i nogle af de mange optrædende musikere rundt omkring på festivalpladsen. Spot er venlig, hyggelig og imødekommende.

VENYA – fredag på UMTO-scenen
Helt utilsigtet blev min fredag på Spot Festival fyldt med trompet – og nå ja, en masse solskin – og det er da også lidt jazzet.
Første band på Spot var en blød, jazzet start på en stegende hed festival på UMTO-scenen (Unge Miljøernes Take Over).
Stilen var inderlig, 70’er-lækker, organisk neo-soul med en god portion jazz, særligt i samspillet mellem vokal og trompet. Kender man Tigeroak, er man godt på vej. Tilsæt en keyboardspiller, der kan sin jazz, og en trompetist, der har roen og sjælen til at skabe et smukt, flydende rum i musikken.
Venya er i den grad et band, jeg vil følge fremover. Koncerten sluttede med nummeret Blue, der havde et fedt hiphop-beat, en stærk klaversolo og et unisont møde mellem trompet og vokal. Undervejs kom der nogle uventede skift, og det klædte nummeret.

SEBI VIOLA – fredag på UMTO-scenen
En dosis ægte soul-kærlighed fra en ung fyr med rigtig meget på hjerte, som han når at dele med stor charme og nærvær med publikum i løbet af den halve time, som showcasen varer. Sebi Viola er moderne soul i stil med det, man kender fra D’Angelo og andre. Det er meget let at omfavne hans musik, der emmer af spilleglæde og gode vibes. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han har valgt en stil, der stiller store krav til musikerne – men også til ham selv som sanger, hvor han sammen med saxofonisten nailer den flere gange undervejs med stor publikumsrespons.

BØLLE – fredag på Klubscenen
Bølle er et band fra Aalborg, og som de friskt sagde, da de kom på scenen, var det anden gang, de spillede i Aarhus. De konstaterede tørt, at der var ti gange så mange til denne koncert på den lille Klubscene som dengang, de spillede på Café Smagløs.
Trompetisten (og lejlighedsvis flygelhornspilleren) Bertil Vesterlund er et kæmpefund. Han har allerede sat sit navn i Aalborg i adskillige sammenhænge, bl.a. i livebandet for indiepopduoen Schæfer, der et par timer senere spillede på den store udendørsscene, hvor Bertil trådte i karakter flere gange.
Bølle har tydeligvis arbejdet med deres scenefremtoning – og de balancerer fint i deres kedeldragter og i introduktionerne til de enkelte numre, som de skiftes til at give. Her er både show og godt humør, når de trykker den af med deres velformede udgave af moderne jazzfusion. En fed oplevelse – og der er vist nye numre på vej fra gruppen.

TINGO – fredag på Folkscenen
Efter at have hørt en række helt nye navne var det tid til Tingo, der spillede på Folkscenen. De udgav deres debutalbum for nogle år siden og har et nyt på vej. De kunne sagtens have spillet på en jazzscene, hvis en sådan fandtes på Spot.
De spillede norske og svenske folkemelodier i deres eget take med en jazzet (improviseret) tilgang. De spillede også titelnummeret fra deres kommende album Medvind Modvind, som April Records udgiver i oktober. Her er Cecilie Stranges saxofon dejligt støvet og rolig. Tim Ewés trompet er det lyse og glade indslag i al den nordiske melankoli. Tingo gør det let og ligetil at lytte til folk (udtalt på engelsk)-jazz eller jazzet folk.

PURPUR – fredag på UMTO-scenen
Det var tredje band, jeg ville høre på UMTO-scenen om fredagen. Det syv kvinder store band mødtes i et uforudsigeligt clash mellem jazz, nordisk folk og pop. Her var der atter trompet, som sammen med saxofonisten var særdeles velspillende. Desuden to vokaler, keyboard, bas og trommer.
Glæden over at se det store publikum sidst på eftermiddagen var tydelig. Purpur gør det ikke let for sig selv. De spiller afvekslende og spændende arrangementer, hvor de bringer både kollektivet og de enkelte musikere godt i spil. De deltager i øvrigt i JazzDanmarks Jazzkonkurrence sammen med Venya og Eljo, som spillede sidste år på Spot. Purpur var en rigtig god liveoplevelse – og der kommer også snart musik på streamingtjenesterne.

AEGTESKAB – fredag på Cirkelscenen
Dagen sluttede meget passende et sted, der matchede den paneldebat, jeg startede dagen med på SPOT+. En debat om alderisme i musikbranchen, hvor fokus var på ældre musikere, der bliver presset og ikke længere får samme opmærksomhed som yngre.
Her er Aegteskab i den grad en trio af erfarne musikere, der har været med længe og er etablerede navne. Så hvorfor spille på Spot, der primært fokuserer på nye og uprøvede navne? Det kan man, når man disker op med noget nyt – som bluessangeren og guitaristen, Lars Lilholt, trommeslageren og jazzsaxofonisten gjorde. Musik af høj klasse med fokus på nærvær, virtuositet og ikke mindst originalitet fik den overvejende voksne del af publikum til at smelte sammen med musikken foran Musikhuset.

LUCIE HENDRY – lørdag i Musikhusets Lille Sal
Den herboende skotske harpist Lucie Hendry har netop udsendt sit andet album. Hun spiller på den mindre leverharpe og har taget masser af inspiration fra skotsk folkemusik med ind i sin egen lyd. Hun havde bl.a. den skarpe jazzguitarist Jacob Djursaa med på scenen.
Her spillede de numre fra det nye album. Stilistisk lander det et sted mellem de storladne skotske traditioner og jazzens mere jordbundne udtryk. Hun indtager scenen med en god og positiv udstråling og er musikalsk ét med sit instrument.

VIKTORIA SØNDERGAARD TRIO – lørdag på Palmehavens udendørsscene, Institut for (X)
Der var proppet med publikum udenfor Palmehaven, hvor koncerten foregik. Inden start var der en konstant uro og vandren frem og tilbage foran den lille interimistiske scene, og jeg var bekymret for oplevelsen.
Viktoria havde taget Elvira Skovsang og Frederik Blæsild Vuust med, og det blev en stærk og intim oplevelse. Publikum faldt til ro og lyttede intenst. Musikken, som Viktoria selv kaldte mystisk, var måske ikke så mystisk endda – men den var dragende. Den vedvarende baggrundsstøj fra festivalen smeltede sammen med trioens udtryk.
De spillede numre fra Secrets, der udkom i efteråret – bl.a. Le soleil, le pain et l’âme og Her Absence, en kærlighedssang skrevet af Frederik til Viktoria. En stor oplevelse i små rammer.

HØK – lørdag i Musikhusets Kammermusiksal
Koncerten var lige startet, da jeg kom ind i den lille kammermusiksal. Jeg famlede mig frem i mørket, direkte fra solen udenfor. I scenelyset stod trioen HØK, hvis navn består af medlemmernes forbogstaver. Guitar, bas og trommer.
Musikken var naturinspireret – smuk, melodiøs og nærmest indladende. Trioen viste dog flere facetter. I nummeret Distance bevægede de sig fra en kantet start over i et roligt, flydende udtryk. En god oplevelse.

CLOTHING CLUB – lørdag på Garden Stage, Institut for (X)
Hvis Drake og Rihanna var en jazztrio fra Aarhus, ville de lyde som Clothing Club. De har netop udgivet deres andet album Spring Collection og præsenterede naturligvis materialet herfra.
Trioen med M.S. Lowkey på bas, Deepchain på tangenter og Phairo Z på trommer har skabt et funky festalbum, der fik den tætpakkede plads foran scenen til at gå amok. Instrumental funky jazz, der rammer bredt, er en fornøjelse. Clothing Club kan starte og styre en fest – her var både jazzet stadionrock og stramme grooves. Kæmpe optur.

RUMPISTOL ENSEMBLE – lørdag i A-Huset, Institut for (X)
Jeg havde på fornemmelsen, at det var en god idé at være der i god tid. Rumpistol og hans ensemble spillede på den lille scene i A-Huset.
Frederik Bülow på trommer, Sven Dam Meinild på saxofon og basklarinet og Arendse Nordtorp Pedersen på violin udgjorde et ekstremt velspillende band.
Rumpistol har bevæget sig fra de ambient-prægede udgivelser til det nye album Nebula, hvor han arbejder med mere episke udtryk. Det fik rummet til at vokse. Titelnummeret blev en kæmpeoplevelse, og også Vildheks fra Isola blev leveret i en forrygende version.
Jeg sluttede mit Spot her – og i den grad på toppen. En vild finale på to vilde musikdøgn. Spot gjorde det igen!

Open Sky Unit (sdban) LP/digital

Det er ikke måske ikke lige det første du tænker på, når snakken falder på groovy jazz fra 70’erne. Men tro mig! Belgien er en guldgrube af obskure og lækre sager fra den periode. De fleste med interesse for emnet, burde kende bandet Placebo med Marc Moulin. Det er især compilationpladerne Funky Chicken part 1 & 2 og Funky Chimes Part 1 & 2 fra henholdsvis 2014 og 2017, der har været med til at sætte fokus på de lækre sager. 

På den allerførste af compilationpladerne var der et nummer, Sunshine Superstar, med Open Sky Unit der vakte en interesse for at høre mere med bandet. Nummeret var taget fra deres eneste udspil fra 1974, der nu er genudgivet af pladeselskabet sdban og tak for det. Originalen er selvfølgelig hundedyr. 

Det er amerikaneren Rob Wilson der havde lavet musikken. Han var blevet i Belgien efter at have været udstationeret som soldat. Bandet var samlet af Jacques Pelzer der spillede fløjte og sax, som en hyldest til Dave Liebmans band Open Sky. Han havde inkluderet datteren Micheline på trommer, hun havde allerede som 19 årig spillet på en Archie Shepp plade. Det var Pelzers fætter der spillede bas og såmænd svogeren der udgav pladen på sit pladeselskab Duchesne der ellers fokuserede på klassisk musik. 

Pladen er en liveindspilning og det er kun en styrke. Bandet har en funky tilgang til jazzen med en masse plads til improvisation. Pladens andet nummer, At Man, er fuld af Liebman-inspiration og bobler i et groove, hvor Micheline Pelzer hele tiden er helt fremme på beatet på lilletrommen. Åbningsnummeret Open Skyer dejligt hippie-agtig. Totalt åben og nysgerrig 70’er vibe i en stram jazzsetting. B-siden starter med Sunshine Star, der er europæisk souljazz af den allerbedste slags. Det efterfølgende nummer, Passion and compassion bevæger sig roligt gennem flere faser, hvor alle i bandet får lov til at stå tydeligt frem. 

Den eneste plade som gruppen nogensinde lavede får en kæmpestor anbefaling herfra. Det er europæisk groovy jazz af den allerbedste slags. 

Bandcamp

Bushbabies: Huma Bird (Big Note) LP/digital

Da de udgav deres første plade for halvandet år siden skrev jeg, at det ikke mindede om noget som hovedmanden bag Bushbabies, Niclas Knudsen havde lavet før. Det er for at være pæn, en ret upræcis beskrivelse. Man kunne sagtens høre at det var Niclas Knudsen der spillede guitar på pladen, hvor han var sammen med Jonathan Bremer på bas og Felix Ewert på trommer. Det kan man stadig høre på deres andet album Huma Bird, hvor Knudsen har skrevet al musikken. Han har gang på gang lagt mig ned i forbindelse med koncerter med Ibrahim Electric og Kalaha. Han er ikke kun en livemusiker. Han kan også lave plader, der kan høres igen og igen.

Det er Huma Bird et vidunderligt eksempel på. Bushbabies samler en masse musikinspiration op på deres vej. Persisk funk, brasiliansk folklore, afrikanske koklokker og tibetanske bjerge i deres søgen efter den guddommelige fugl Huma bird, der i følge sagnet bringer evig lykke til den, der bliver ramt af dens skygge. 

Når Niclas Knudsen er sammen med Bushbabies er det melodien og det virtuose guitarspil der er i centrum. Han er mere afdæmpet og knap så ekstrovert i spillet, som man ellers ofte hører det fra ham. Det åbner op for et et mere forfinet spil, hvor detaljerne træder tydeligt frem. Der er kun gode numre på pladen, hvor jeg dog vil fremhæve Huma Bird, Who let the funk in og ikke mindst den lækre albumafslutter, In between.

Bushbabies på Facebook

 

Jazz Room Records Present: "Covers" (Jazz Room Records) LP/digital

 

Jeg er en sucker for den slags udgivelser. Compilations med en masse materiale jeg ikke kender, hvor man har på fornemmelsen, at det er cremen der er fundet frem. Det er overvejende numre der ikke er lette, at få fat i og måske slet ikke har været ude på vinyl. Paul Murphy fra Jazz Room Records har bla. tidligere lavet de to forrygende compilations Jazz Room vol. 1 & vol. 2. Nu har han atter brugt sin gyldne ører og lavet en compilation med jazzede fortolkninger af andres numre. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte. Det stritter i mange retninger. Der er 14 numre på opsamlingen. 

Det kunne feks. være det ungarske fusionsband med hang til hip hop, Jazzbois og deres knaldperle fortolkning af Horace Silvers Nutville I en ny live indspilning. Der er den Italienske trio 3iO, der spiller Underworld hittet Born Slippy, den stammer fra en plade som trioen lavede i 2011 med triojazzudgaver af elektroniske hits. Der er orgeljazz med gospelkor på Mike Ledonne Groover’s version af Simon & Garfunkel Bridge over troubled water. Der jazzrock/latin med finske Saimaa’s forrygende udgave af Deodato’s Super Strut. 

Så er der et par numre fra nogle 90’er plader. Altsaxofonisten Antonio Hart’s party fortolkning af Cannonball Adderley’s Sticks og jazzveteranerne Frank Morgan og Bud Shank der spiller George Cables’ Quiet Fire. Det er ren jazznydelse. 

Det er en suveræn og sammenhængende compilation på trods af de mange forskellige stilarter. Den lægger op til fest. 

Bandcamp

The Action 4s (April Records) LP/CD/digital

 

Det er vel ikke helt uden for skiven, at kalde The Action 4s for en slags jazzens supergruppe. Mathias Heise på mundharmonika, den nylige Ben Webster prismodtager Rasmus Sørensen på klaver og keyboards, den efterspurgte engelske Conor Chaplin på bas og den altid supereffektive Anton Eger på trommer. 

Mathias Heise har i forvejen en fusionsgruppe Quadrillion som han har spillet med i mange år. The Action 4s er også fusionsjazz i moderne aftapning. Anton Eger er helt fremme på lilletrommen, hvor der hele tiden sker noget. Det er jazz, rock, funk og electronica i en fed blanding. Det er uden tvivl Mathias Heises mundharmonika der indtager hovedrollen. 

Pladens andet nummer Sugaruzd var også med på Anton Egers forrygende soloalbum Æ fra 2019. Mathias Heise indtager en central rolle og spiller melodistykket. Den kommer lige efter den vilde åbning The Mikster som Mathias Heise har bidraget med.

Vinylens side 2 åbner med IOEDWLTO, der er min favorit. Chaplins bas og Sørensens keys skaber et flydende industrielt univers med Egers whiskers drevne trommespil neden under. Herefter går det over i et klub-beat, hvor Sørensen og Heise mødes i et rytmisk intermezzo. Til sidst skiftes der til en elektronisk nedsmeltning. Searchlight og SXL er to andre gode numre, hvor der er mere samling på kvartetten. De kan begge dele og det lykkes helt og aldeles på deres debutplade. Afslutningen Eclectic horizons er en dejlig funky fætter, der efterlader mig med lysten til at opleve dem live.

Bandcamp

Visti's Vinyl Collective på Hotel Cecil d. 31. maj - Koncert

 

Det var en vidunderlig tidlig sommerlørdag i København. Turen gennem København bragte mig forbi Københavns Burgerfest, Mullet Mesterskabet og Skateboard konkurrence på Rådhuspladsen. Der var dog ingen tvivl i min krop - jeg skulle til groovy klubfest med Visti’s Vinyl Collective på Hotel Cecil.

P8 jazzvært og DJ Jonas Visti stod for anden gang på scenen på et totalt udsolgt Hotel Cecil. Sammen med et band - der mellem os sagt - er så hot at det er et mirakel, at Visti kan samle dem på scenen på en gang. Det viste sig også at være umuligt. Den vanlige trommeslager Felix Ewert blev far aftenen før koncerten. Helt mirakuløst trådte Andreas Svendsen til og løste den tjans så vanvittigt fedt, at Ewert hellere holde igen med alle de børn ellers kan Svendsen let blive fast mand. Heldigvis havde Oilly Wallace på percussion, sax og fløjte, Johannes Wamberg på guitar og Nikolaj Svaneborg på keys ikke meldt forfald. 

Stemningen var varm og kærlighedsmættet og blev kun varmere da Visti trådte ind på scenen og talte så smukt om kærligheden og musikken, at hans mentor Master Fatman uden tvivl nikkede anerkendende med fra sit paradis hinsides. Vistis opdagelsesrejser i musikkens navn blev på scenen omsat til et brusebad i lækre rytmer og kropsglade grooves.

Første gæst på scenen var Dawda Jobarteh, der udover at synge og spille kora også har rejst rundt med Visti i Gambia. Herefter kom Emma Sehested Høeg som Visti lever sammen og har barn med. De præsenterede et nyt nummer med arbejdstitlen Den sene januar, der var blevet til mellem bolognese og putning. Det toppede de selvfølgelig til sidst i koncerten med ekstranummeret Sunshine i Atalaya, hvor de sang duet: “We could be Lovers tonight…”

Som en special surprise dukkede Luna Ersahin fra bandet AySay op og spredte en god energi. De spilede et nummer på tyrkisk fra det der en gang bliver Visti’s Vinyl Collective vol. 2 og fulgte den op med Ogum fra vol. 1, som Ersahin uden problemer sang på portugisisk. 

Jonas Visti har et band, hvor Svaneborg får lov til at space ud på keyboardet, hvor Oilly Wallace’s fløjte og percussion ind i mellem afløses af altsaxsoli, der er som at trykke på glædens gaspedal, Wamberg og Jobarteh kastede sig sammen ud i nogle vilde soli. Visti’s Vinyl Collective er et inspirerende lækkert sted at opholde sig. Med veltempereret coolness var den storsmilende Jonas Visti en god vært for en aften i kærlighedens og kærligheden til musikkens navn.

John Lamkin: Hot (JazzRoom) LP/digital

 

Her er en plade der oprindeligt kun kom i et begrænset oplag i et private press. Den er med en musiker i hovedrollen, der udelukkende medvirkede på denne ene plade. Det er over fyrre år siden den blev udgivet. Den kunne let hensygne i glemsel.

En gang i mellem dukker de glemte og sjældne plader op til overfladen igen, fordi hard core crate diggers, DJ’s, og nørdede plade arkæologer vil det anderledes. 

Richard Murphy fra pladeselskabet Jazz Room er lige præcis sådan en fyr og cementerer endnu en gang hans store talent i at finde rare shit jazz og udgive det til pladetosser som undertegnede.

John Lamkin var en trompetist fra Washington DC, der i 1981 selv udgav pladen Hot. Titlen indikerer i den grad hvad det handler om. Det er glohed funky jazz med en trompetist der ikke er bange for at trykke den af som en anden Donald Byrd. Dybest set er pladen udkommet alt for sent og har tidligt i 80’erne lydt som noget bedaget 70’er hejs. Men med nutidens ører (og særligt mine) der er mere venligt stemt overfor 70’er lyden end man var i 80’erne, så er pladen Hot en fuldfed genudgivelse. Bevares der er da et par vokalnumre, der ikke holder og er ganske lamme. Det glemmes når man hører resten af pladen. Ticket, 722, Aiya og Hot er fire gode numre til jazz on the floor og en funky jazzfest. 

Bandcamp

Hogo Fogo: Rumble in the jumble (Hogo Fogo/Gateway) LP/digital

 

Det er rent ud sagt, en af de der små overraskelser som jeg ikke lige regnede med. Hogo Fogo lavede for tre år siden et godkendt album - og så heller ikke mere. Det viser sig nu, at det var et forstudie til den plade som jeg har fået mellem hænderne. Kvartetten med Lars Emil Riis på keyboards, Spencer Gross på guitar, Michael Dalgas på trommer og Søren Lund bas har lavet et gennemført og lækkert album.

Det er tydeligt at det er erfarne musikere, der ikke har brug for at vise sig frem. De har forfinet de musikalske idéer som de startede med det forrige album. 

Det er smooth uden at være ligegyldigt. Man kan nok indhegne det som funk, r’n’b, jazz og afro i den bløde og rolige ende. Her er ikke højt tempo eller instrumentlir. Her er stor musikalitet og et fedt stemningsskabende sammenspil. 

Det var allerede en stor favorit på pladespilleren efter få afspilninger - og efter endnu flere vokser den bare.

Der er varme numre som Fang Sway med et roligt groove. Den tilbagelænede reggaefrækkert Sulahue er opkaldt efter sangerinden som de fire spillede med for over ti år siden. Den første single fra albummet Breezing with the birds, er som en flyvetur gennem den varme sommerluft. Den afsluttende Wingood er vel nærmest en afro-shuffle - og er med til, at holde albummet kørende i kroppen længe efter at den er slut.

Stor anbefaling herfra til Hogo Fogo og Rumble in the jumble. I første omgang kan albummet kun høres samlet på vinyl. Numrene udgives som singler henover det næste halve år.

Hov! Jeg glemte at nævne Jiving the jive - den er også fed!

Hogo Fogo på Facebook

Bentzon BIG Brotherhood (Do it Again Records) digital

 

Det er meget lang tid siden, at Bentzon Brotherhood har huseret i mine ører. Så dukkede denne pludselig op i Messenger, hvor Nikolaj Bentzon skrev at han lavet et album med Bentzon BIG Brotherhood. Det lød for godt til, at være sandt. Men det var sandt. Funky jazz ligesom Bentzon Brotherhood spillede den, “bare” udvidet med big band. Den største forskel på Bentzon Brotherhood og Bentzon BIG Brotherhood er at big bandets blæsere har overtaget de fleste af Nikolaj Bentzons udfoldelser på keyboardet. Der er væg-til-væg blæs. Det funky groove varetages af bassisten Kaspar Vadsholt der altid har været med i Brotherhood’en, Tira Skamby på percussionn, Jeppe Holst på guitar og det unge århusianske stjernefrø John Riddell på trommer. Der er 13 blæsere med erfarne kræfter som Vincent Nilsson og Peter Fuglsang.

Nikolaj Bentzon kalder selv albummet for Steely Dan meets Herbie Hancocks Headhunters. Der er ligefrem numre der peger direkte i den retning. Nummeret Donald and Walter har fået navn efter Steely Dan bagmændene. Der er også et nummer der hedder Big Band Sisters - men her tænker jeg mere på Dancing in the street end Babylon Sisters. Nikolaj Bentzon har en stor musikalsk bagage hvor funken er en stor del. Big band har også fyldt meget, særligt fremtrædende, da han var med i DR Big Band. Klassisk musik er også en del af hans virke. Den sender han en morsom hilsen til med Radetzky Dismarch, der indledes ligesom Strauss’ Radetzky March, men hurtigt kører af vejen og bliver lækkerfunky. Min absolutte favorit er uden tvivl den langsomme Lone Skum, hvor Nicolai Schultz spiller en superfed fløjte - han dukker heldigvis op flere gange med fløjten. Det er ikke kun i gamle dage der er hentet inspiration. Særligt trommeslageren Louis Cole og Jacob Mann Big Band kan man høre inspiration fra.

Konklusionen er ganske enkel. Bentzon BIG Brotherhood har lavet en røvrystende god jazzfunk plade. Der er kun en fejl og det er at den ikke kommer på vinyl. Min pladespiller ville have elsket den.

Bandcamp

The Heist: Upside Down (Basmor Records) stream

 

Det er spionfilmmusik som det kunne lyde i de sene 60’ere eller tidlige 70’ere. Keyboardspilleren Michael Heise har skabt gruppen The Heist, der allerede med åbningsnummeret Mokuto Kenyaki lægger ud med eventyrlig musik. Det kan næsten lyde som library jazz eller funk. Musik skabt til en ukendt film - men i den rette stemning til at være soundtrack til en velklædt mands tur langs havnen i Saint Tropez i en blå Renault Alpine. Cigaretten sidder skødesløst mellem læberne. Kvinden med de mandelformede mørke øjne og det lange sorte øjne ved hans side kigger nervøst bagud. Er hun elskerinden eller hun fra den den frygtede bulgarske efterretningstjeneste?

Heise spiller på clavinet med whammy bar, så den lyder som en guitar og hammond-orgel. Han er sammen med Bastian Sjelberg på bas og Jeppe Gram på trommer. Det er en dejligt underholdende plade med egne numre og en vidunderlig version af The Specials hittet Ghost Town fra 1981.

A Plane to Catch: Moko Jumbie (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er en farverig knaldperle af en jazzplade der lægger op til dans og fest. Det er den hellige treenighed jazz, soul og afro, der med et skud funk direkte ind i blodårerne udgør grundlaget for den københavnske kvintet A Plane to Catch.

De fandt sammen under corona nedlukningen i 2020, hvor de ikke kunne komme ud at spille. I stedet skabte de bandet A Plane To Catch, hvor de spillede og øvede sammen i øvelokalet i Bolsjefabrikken på Ydre Nørrebro. Andreas Toftemark på saxofon og komposition, Rolf Thofte på trompet, Mads Nørgaard på guitar, Anton Langebæk og David Besiakov på trommer har skabt et band, hvor Motown soul, ethiojazz a la Mulatu Astatke, funky grooves og en rå og upoleret lyd er afsættet for albummet Moko Jumbie

Rolf og Andreas’ blæsere på toppen er direkte in your face og giver lyst til at hoppe til det danseinviterende groove der skabes af gruppen, der i øvrigt suppleres af Simon Eskildsen på orgel (og cover artwork) og Yohan Ramon på percussion på flere numre, som eksempelvis de uimodståelige Ethiopiques og Lingon Grove. 

Det er en festplade, hvortil der skal drikkes øl, ryges smøger og danses hele natten.

A Plane To Catch Bandcamp

Tabloid: Tabloid (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Kombinationen af guitaristen Johannes Wamberg og saxofonisten Oilly Wallace er set i flere udgaver. For et år siden lavede de endnu en rolig duoplade med standards og. Nu gælder det Johannes Wambergs Tabloid - og god damn! De er fede! Jeg har brugt dem som soundtrack til adskillige køreture, hvor jeg i langsomt tempo, fløj afsted. Johannes Wamberg har hentet inspiration i 70’ernes og 80’ernes funky fusionsjazz og har fjernet alle flovserne. Det er åbningsnummeret I love U et godt eksempel på.

Tabloid er et ægte superband fra den danske jazz og popscene - Wamberg og Wallace er sammen med bassisten Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy, Felix Ewert på trommer, der bla. spiller med Julias Moon, Andreas Odbjerg og Nik & Jay og Malthe Rostrup på keyboards, der bla. spiller med Jada. Det er let at få associationer til bands som Heavy Joker, Santa Cruz og Buki Yamaz, der i 70’erne også rummede de sejeste unge musikere i dansk musik, der siden satte dagsordenen på den danske musikscene - hvilket Tabloid allerede er godt på vej til, da de lige har været backingband for Coco O ved en række udsolgte koncerter.

Tabloid spiller melodisk glad og udadvendt jazz, funk og soul, hvor det kollektive udtryk er vigtigt. Wamberg og Wallace spiller ofte melodierne unisont i front, hvor der lægges op til solo eller fedt sammenspil. 

Det er selvfølgelig klart at jeg allerede har hørt nummeret Ile Flottante en million-milliard gange. Det er disco jazz i topklasse. Oilly Wallace på altsaxen lyder som sig selv og ryger ikke i en Sanborn eller Maceo Parker fælde, bare fordi de spiller funky. Ligesom Wamberg heller ikke forsøger sig som George Benson. Det er her at Tabloid afslører sig som det de er: FANTASTISKE! De bevæger sig uhæmmet rundt i en ofte udskældt genre og bevarer integriteten og troen på sig selv.

Bandcamp Tabloid

Pino Palladino/Blake Mills: Notes with attachments (Impulse!/New Deal) LP/CD/DL/stream

 

Der er 34 år mellem Paul Young’s giganthit Wherever I lay my hat og Ed Sheeran’s endnu større hit Perfect. Bassisten er den samme på begge numre. Den 63 årige walisiske session-bassist Pino Palladino. Han har også været medlem af The Who. Han blev hyret to dage før de skulle spille koncert i The Hollywood Bowl. The Who’s legendariske bassist Jon Entwhistle var lige død. Pino klarede det perfekt udover at de klagede over at han ikke spillede højt nok. “We can’t hear you.”

På det tidspunkt havde han i en periode spillet med The Soulquarians, der blev samlet på foranledning af D’Angelo og rummede notabiliteter som Questlove, J. Dilla og Roy Hargrove. De udviklede sammen med Mos Def, Erykah Badu og Talib Kweli den lyd af sort amerikansk musik, som stadig kan høres. Det var her han revolutionerede moderne basspil med at ligge forskudt rytmisk. 

Det er noget af alt det som Pino Palladino har taget med på hans første plade i eget navn, der ellers ikke lyder af pop eller hip hop. Det lyder som og er en jazzplade. Han har lavet pladen sammen med Blake Mills. De har valgt at placere saxofonen i en central rolle på pladen. Det er Sam Gendel og på et enkelt nummer Marcus Strickland der leverer den del. Palladino og Mills leger og eksperimenterer med musikken. Der er jazz, pop, afro, akustiske og elektriske instrumenter i den store gryde. 

De samler mange dele og får et ensartet udtryk ud af det. Der er en masse at hente for nørderne - og for andre er det et spændende musikeventyr. Det eneste der ikke er så fedt er, at Pino Palladino tilsyneladende ikke turnerer længere - han ville have været et perfekt hovednavn i DR Koncerthuset ved årets Copenhagen Jazz Festival.

Efter at have skrevet anmeldelsen, kontaktede jeg bassisten Bo Stief for, at høre hans mening om pladen. Han skriver bl.a. at “Det er den “nyeste” jazz, jeg har hørt længe... Det er en superplade med så meget stemning og med musikere der kan og vil... De har fundet noget som ikke har været her før... noget som har det bedste af fortiden med og samtidig peger ud i fremtiden.”

Notes with Attachments