Scott Hamilton: Swedish Ballads…& more (Stunt)

Svenske ballader...mmmm...det er som fyldte chokolader - spørgsmålet er kun hvor mange man kan klare. Jeg kan nok klare flere fyldte chokolader og svenske ballader end de fleste. Min kvalmegrænse findes nord for Haparanda. Den amerikanske saxofonist Scott Hamilton har spillet sammen med hans nordiske kvartet i en del år efterhånden. Her er den svenske pianist Jan Lundgren et prominent medlem. Hans påvirkning af Scott Hamilton i retning af de svenske ballader har spillet en stor rolle i forhold til det nye album med kvartetten. Jeg har albummet Ballad Essentials fra 2000 med Scott Hamilton - et album jeg ofte har nydt. Det er en opsamling af ballader fra de mange udgivelser der er udkommet siden 1977 på Concord Records. Når jeg hører det retrospektive album, er der ingen tvivl om, at Hamilton kan kæle for balladesaxofonen som f.eks. Ben Webster kunne. Hamilton er noget specielt.

Jeg er billigt til salg, når Scott Hamilton vælger at inkludere Quincy Jones' Stockholm Sweetnin' - en af mine all time favourites på hans svenske ballade-album. Han spiller også Dear old Stockholm, Olle Adolphssons Trubbel og Jan Johanssons Blues i oktaver. Det som Scott Hamilton også gør er, at han ikke overrasker. Han er lige så driftsikker som de fornuftige herresko han har på, på det ellers tjekkede cover. Billedet er taget i det navnkundige værelse 606 på Radisson Blu Royal Hotel, hvor inventaret er intakt med Arne Jacobsens design møbler. Møblerne er fra samme tid, som flere af melodierne,så det er såmænd meget passende. 

Det er danskerne Jesper Lundgaard på bas og Kristian Leth på trommer der runder kvartetten af. Det er Hamiltons tredje "danske" album, hvor Leth har været genganger på alle album. Swedish Ballads er min favorit blandt de tre. Grunden er at der har været en original og klar idé med udvælgelsen af materialet. Det er blevet til en hyggelig plade med solidt materiale og adskillige gode detaljer.

sundance.dk

Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason Why vol. 1 (Headspin Recordings)

Han fik den første Nordic Music Prize for albummet X/Y i 2012. Albummet var langt hen ad vejen meget elektronisk funderet. Jeg var dog en smule skuffet i forhold til det fantastiske album Headspin fra 2004 - et album der må betegnes som et af de mest vellykkede overhovedet i genremødet mellem jazz og electronica i den periode. Kroatiske Goran Kajfes der bor i Sverige har også gjort opmærksom på sit talent i gruppen Oddjob. Det nyeste album trækker på en del erfaringer fra netop den gruppe, der bl.a. har spillet musik fra Clint Eastwood's film på albummet Clint fra 2010. På det aktuelle album har Kajfes fundet 8 numre frem fra musikverdenens mere obskure hylder. Der er tyrkisk psykedelisk funk (Edip Akbayram's Yakar Inceden Inceden), svensk progressiv rock (Bo Hanssons Storstad), nigeriansk highlife (Celestine Ukwu's Okwukwe Na Nchekwube) og tysk psykedelisk electronica (Cluster's Es war einmal).

Goran Kajfes har samlet det 10 mand store Subtropic Arkestra (navnesammenfaldet med Sun Ra's Arkestra er ikke tilfældigt), hvor markante folk som Jonas Kullhammar på sax, Per "Ruskträsk" Johansson på sax, Jesper Nordenström på orgel, moog og cembalo og Johan Berthling på bas bl.a. er medlem. De spiller veloplagt og medrivende. Der er hårfin grænse mellem det løst spillede og det gennemarrangerede. Kajfes styrer i imponerende grad tropperne gennem tøjlesløs vildskab og medrivende grooves. The Reason Why vol. 1 er et fantastisk og originalt bud på en videreudvikling af jazzen fra 70'erne. Der er en grænseløs og opsøgende nysgerrighed i musikken. Jeg kommer til at tænke på noget af det som Don Cherry, Art Ensemble of Chicago og Sun Ra lavede i 70'erne uden at der går nostalgiflip i den. Jeg kan på det kraftigste anbefale dette album! Der er fest og farver i en bevidsthedsudvidende grad af de sunde.

Bonusinfo:

Jeg har samlet originalnumrene på en Spotify-liste nedenfor.

gorankajfes.com

Spotify: The Reason Why Original

Kenny Wheeler/Norman Winstone/London Vocal Project: Mirrors (Edition)

Da jeg så at Edition Records var på vej med et album med trompetisten Kenny Wheeler og sangerinden Norma Winstone i en slags genforenning, dog uden pianisten John Taylor, håbede jeg på at jeg ville modtage den til anmeldelse. De 3 førnævnte lavede under navnet Azimuth 3 klassiske ECM plader i slutningen af 70'erne. Både Winstone og Wheeler har medvirket på interessante plader indenfor de senere år, så det er ikke kun i fortiden, at de lavede interessant musik. I stedet for Taylor er det, det 24 mand store London Vocal Project de samarbejder med på Mirrors. Kenny Wheeler har skrevet musikken mens teksterne er taget fra digte af Stevie Smith, Lewis Carroll og W.B. Yeats. Så langt, så godt. 

Det er desværre blevet til en meget skuffende omgang. Korarrangementerne er usædvanligt kedelige og ligegyldige. Der synges i en flerstemmig blanding af mande og kvindestemmer. Jeg er meget overrasket over, at Kenny Wheeler er involveret i et projekt der (undskyldning sammenligningen) mest af alt lyder som en forårskoncert på et gymnasium. Bevares, der er da små lyspunkter - som når Norma Winstone synger solo eller når der dukker en Kenny Wheeler solo op. Desuden har saxofonisten Mark Lockheart faktisk flere fine soli. Jeg vil opfordre Kenny Wheeler til, at lytte til hans danske instrumentkollega Jakob Buchanans nyeste projekt Rekviem (der her kan høres i en optagelse fra 2012: https://soundcloud.com/jakob-buchanan). Det er sådan man laver spændende kormusik med et strejf af jazz anno 2013! 

Mirrors bør gå i glemmebogen.

editionrecords.com

Kolonihaven Unikum: Saltö (ARK)

Kunsttryk, digte og en LP. Stemninger fra en lille svensk ø og lyden et flygel. Det hele er samlet i en flot hvid mappe. Kolonihaven Unikum står for musikken mens Peter Ole Pedersen har lavet træsnit og Rasmus Klitgaard Hansen har lavet lyrik. De to musikere Christian Windfeld og Anders Ørbæk der udgør Kolonihaven Unikum, opholdte sig i fem dage på den lille affolkede svenske ø Saltö, der ligger i naturparken Kosterhavet tæt på Norge. Her boede de i en hytte, hvor et flygel dannede rammen om deres naturromantiske lydrejse. De præparerede flygelet med papir, klokker og mønter. Christian Windfeld har tidligere opnået opmærksomhed her på bloggen som trommeslager i Admiral Awesome og Caution! Art Kills!. 

Musikken er blevet til en meget levende organisme. Ørbæk og Windfeld er gået radikalt til værks. De har umiddelbart ladet tilfældighederne råde. Det er betagende og til tider beroligende musik med kant og nerve. Musikkens sjæl mærkes. Lyrikeren Rasmus Klitgaard Hansen har ud fra musikken lavet teksterne, der er på den ene side af de 10 ark der er i mappen sammen med LP'en. På den anden side er Peter Ole Pedersens træsnit, der bl.a. viser enkeltdele fra et flygel. Når det hele sætte sammen, får man en oplevelse, der ikke kan sidestilles med noget andet projekt jeg har anmeldt her på bloggen. Musikoplevelsen udvides med de andre medier man får sammen med LP'en. Det er blevet til et meget anbefalelsesværdigt og originalt projekt.

saltö.com

arkmappen.dk

Charles Lloyd/Jason Moran: Hagar's song (ECM)

Intet mindre end to CD'er skal der til, når Charles Lloyd hylder hans tipoldemor. Hun blev som 10 årig slave solgt til en ny slaveejer og som 14 årig blev hun gravid. Historien er brugt som inspiration til Hagar Suite, der i fem dele beretter om hvordan man stjal et barns liv. Sammen med pianisten Jason Moran, der også er medlem af Lloyd's kvartet har den snart 75 årige saxofonist skabt et album, der aftvinger respekt. Charles Lloyd's karriere har været noget ujævn. Den periode han befinder sig i nu, er dog meget udbytterig. Specielt samarbejdet med Jason Moran har givet den ældre saxofonist fornyet kunstnerisk energi.

Når de som her, mødes i duoformatet, bliver det meget tydeligt hvad det er de kan sammen. Lloyd har valgt at supplere den selvskrevne suite med velkendte numre som Ellington's Mood indigo, Gershwin's Bess, You is my woman now og Bob Dylan's I shall be released (som han dedikerer til The Band trommeslageren Levon Helm). Som pladens afsluttende nummer har han valgt Brian Wilson's Beach Boys-klassiker God only knows. Charles Lloyd spillede sax på flere af Beach Boys albums i 70'erne. Det er med andre ord Lloyd's album, da han har valgt musikken. Jason Moran er dog ikke kun klistret på. Han fungerer som en velspillende partner, der har jazzhistorien med ved klaveret. Hagar's song er en fornøjelse i kraft af Lloyd's modne balladespil og Moran's afklarede pianospil.

player.ecmrecords.com/lloyd_and_moran-hagars_song

Morten Haxholm Quartet: Equilibrium (Storyville)

To af de allerstørste talenter på den danske jazzscene, krydser her klinger med to drevne jazzmusikere fra New York. Det er bassisten Morten Haxholm der står i front for kvartetten. Han har skrevet al musikken. Haxholm har ikke gjort det store væsen af sig endnu i offentligheden. Han har i de seneste par år også været optaget af studiet på den prestigefyldte solistlinje på det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Sammen med saxofonisten Frederick Menzies har han været i New York, hvor han sammen med Ari Hoenig på trommer og den uforlignelige guitarist Jonathan Kreisberg har indspillet et stærkt debutalbum.

Det er jazz der stiller krav til den enkelte musiker. Haxholm har ikke taget let på tingene. Han har lavet en stribe kompositioner, der ikke pleaser musikerne men tvinger dem til at yde deres bedste. I pladens noter skriver han til nummeret Cruithne, at det i B-stykket skifter mellem 7/4 og 5/4 og tilføjer at han elsker de skæve takter. For jazzlytteren der ikke tæller noget som helst, når lyttelapperne er slået ud, er det kun et interessant biprodukt. Jeg forholder mig i stedet til, at det fungerer vanvittigt godt. Sammenspillet i kvartetten er suverænt. Menzies er saxofonist vi helt sikkert kommer til, at høre meget mere til i fremtiden. Han har ingen problemer med at spille op til Kreisberg's drevne guitarspil. Det er dog Morten Haxholm, der er topattraktionen på pladen. Flere af kompositionerne - f.eks. Giacometti og Ezra - er ganske enkelt meget stærke og interessante. Haxholms basspil er myndigt. Han styrer slagets gang. Det er en imponerende debutplade. Han lægger ud med jazz, der lugter af New York - ikke kun i stil men også i talent og udstråling.

mortenchristian.dk

¡haUtUllin!: ¡haUtUllin! (Barefoot Records)

Uden at fornærme nogen, kan man vist roligt kalde denne plade for en radikal omgang far out musik. Finske Markus Pesonen - der i 2011 lavede det forrygende album Hum med hans gruppe - spiller på denne plade på guitar, pedaler, dimser og laptop. Norske Haakon Berre - fra bl.a The Mighty Mouse - spiller på trommer, percussion, skrammel, dimser og laptop. De udgør tilsammen ¡haUtUllin! Hvis bandnavnet er underligt, ja så er musikken det mildest talt også. Lydfragmenter og løsrevne musikstumper. Feedback, elektronisk larm, skrammel og andet indikerer på fineste vis, at støjen er gud. 

Pesonen's og Berre's musikalske eksperimenter er vigtige. Her afprøves og udvikles lyd og musik, der udfordrer lytteren. I lydlaboratoriet skabes og nedrives musikken. Det er skrappe sager. Så meget desto mere, er pladen vigtig. Jeg kommer aldrig til, at voldhøre pladen. På den anden side, er det umådeligt spændende, at tage hovedtelefonerne på og tage på en spacet rejse. Det er sjovest, hvis man gør det uden, at sikkerhedsselen er spændt.

hautullin.bandcamp.com

Splashgirl: Field day rituals (Hubro)

Man bør ikke lade sig forvirre af bandnavn og pladecover. Begge dele leder dig ikke i retning af musikken. Navnet Splashgirl og et billede af en bunke efterladte partyballoner, indikerer ikke, at vi er ovre i et Esbjörn Svensson Trio-lignende pianotrio univers. Det er vel at mærke, den eksperimenterende og dystre side af Esbjörn Svensson Trio tankerne sendes i retning af, når jeg hører denne norske trio. De udsendte i 2011 et album der høstede store roser i de engelske musikmagasiner Uncut og Jazzwise. Den aktuelle plade er indspillet i Seattle, hvor produceren Randall Dunn (kendt fra bl.a. støjbandet Sunn O))) og som producer af det kommende Sort Sol album) har siddet ved knapperne.

Det interessante er, at Dunn har sendt trioen i retning af mere klassisk lydende jazz - uden at der går Bill Evans i den. Trioen er fortsat bastung og sort som natten. Her er ikke megen sjov. Andreas Stensland Løwe (piano, keys), Jo Berger Myhre (bas) og Andreas Lønmo Knudsrød (trommer, perc) har skabt en særlig platform for deres musik. Når de så supplerer med Eyvind Kang på bratsch på tre numre, så er det først at de rigtigt forlader jazztriogalaksen. Spændende!

splashgirl.no

Taylor's Universe: Worn Out (Marvel of Beauty)

Når man taler om fusion indenfor jazz, handler det som regel om den genre, der var meget stor i 70'erne og 80'erne. Fusion kan også forstås som en blanding. Robin Taylor er en fusionist der laver musikalske collager. Han blander forskellige stilarter og musikstumper, klistrer dem i halen på hinanden, hvorefter det næsten bliver til minisymfonier. I 70'erne dyrkedes man det bl.a. i rocken hos så forskellige folk som Emerson, Lake & Palmer og Mike Oldfield. Robin Taylor er en jazzrockhaj og henter en stor del af sin inspiration i den genre. Når man hører et nummer som Munich, bliver collagetanken særdeles tydelig. Han væver forskellige dele sammen, hvor man til at starte med, nyder Karsten Vogel's sopransax og lækre keyboard klangflader. Hvorefter der skiftes til Jakob Mygind's saftige tenorsax med underliggende orgel. Det hele tilsat Klaus Thranes stadionrocktrommer. Herefter en fin kvindestemme og sådan bliver det ved i lidt over 10 minutter med endnu flere skift og afdelinger. Robin Taylor spiller selv bas, guitar, keyboard og diverse på pladen. Han suppleres af de førnævnte, samt trompetisten Hugh Steinmetz - der har en smuk intro på åbningsnummeret Floating Rats - og guitaristen Jon Hemmersam der tager en stribe guitarsoli.

Måske er det aktuelle album, Robin Taylor's bedste jazzrockalbum - han har lavet en del freeplader, der også trækker interesse. Han stritter som vanligt i mange retninger. Men på en eller anden måde, er det lykkedes ham, at skabe en sammenhængende historie, der holder ørerne travlt beskæftiget. Historien er så spændende, at ørerne heller ikke falder af. Så er det også værd at bemærke, at Taylor kommenterer den danske militærindsats i Afghanistan med nummeret Jens in Afghanistan. Den starter med en lang marchtrommeintro tilsat en halvsløj keyboardfløjte og trompet samt politikere der taler i munden på hinanden. Det begynder at bliver anstrengende at lytte på. Efter 3 minutter folder nummeret sig ud i en heftig omgang Miles Davis-inspireret jazzrock af den fede slags. Så selv om skoene på coveret er "Worn Out" og genren Robin Taylor bevæger i, heller ikke er frisk som en mac-computer, så er det nu alligevel et vedkommende album, for folk med hang til storladen og symfonisk jazzrock.

soundcloud.com/udi-koomran/sets/taylors-universe-worn-out

This Review in English

Nik Bärtsch's Ronin: Live (ECM)

Fjerde album blev til et live-album. Siden 2005 har schweizeren Nik Bärtsch sammen med bandet Ronin været tilknyttet ECM. Som et af de få nutidigt lydende bands, med rod i takter der kan tælles af de fleste, har Nik Bärtsch's Ronin været et helt unikt ECM navn. Pladen er dobbelt album med indspilninger fra Tyskland, Østrig, Holland, England og Japan. Den markerer samtdigt et farvel til gruppens bassist siden starten, Björn Meyer. Hans markante el-bas, der med et konstant groove er trukket helt frem i lydbilledet har været et af gruppens kendetegn. Afløseren Thomy Jordi spiller passende nok bas på pladens allersidste nummer. Det kan heldigvis hurtigt konstateres, at gruppen ikke løber tør for de fede basgrooves.

Live præsenterer en række kompositioner fra de tidligere albums. Gruppen har altid haft et levende udtryk. Her på pladen bliver det særligt tydeligt. Nik Bärtsch skriver passende i CD-booklettens linernotes, at en koncert er et meditativt og en eksplosiv form for samarbejde. Her tænker han både på musikerne og mødet mellem dem og publikum. Det er nu ikke fordi at pladen er overlæsset med lyde fra publikum. Hvilket er en skam, da musikken jo netop ikke er skrøbelig Keith Jarrett soloklaver, der ikke kan tåle et host uden at gå i stykker. Der måtte for min skyld godt have været lidt mere larm ellers har det en tendens til, at blive en kende for fersk,.

player.ecmrecords.com/nik-baertsch-live

Xylop: Xylop (Gateway) >> Thomas Albæk Jakobsen's Flux: Relationships (Fluxmusic)

To nye nordjyske jazzprojekter, der begge er kvintetter. Forskellen består i mere end, at det ene band ledes af trommeslageren og det andet af guitaristen. De har i øvrigt også inkluderet det noget oversete bogstav X i begge bandnavne.

Guitaristen Jens Fiskers gruppe Xylop med bl.a. Jakob Mygind på sax og Jakob Sørensen på trompet spiller ukompliceret og ligefremt. Jens Fisker vælger at gøre det direkte. Kompositionerne og arrangementet af musikken lægger op til enkle afviklinger af de fine melodiske kompositioner. De enkelte musikere lever op til kravene og spiller flot. Der er elementer af 50'ernes jazz og andet godt som feks. bossa. En god plade. Men hvorfor kalder de sig Xylop. Ud over at de er sikre, at man rammer dem i første hit, hvis man googler dem. Navnet er for fjollet til den ellers gode musik. Det samme gælder det grimme cover der slet ikke passer til musikkens æsteticitet.

Relationships er trommeslageren og igangsætteren Thomas Albæk Jakobsens nyeste projekt. Han har tidligere bl.a. stået bag JazzNord Ensemblet. Han har samlet et band med musikere der har udgangspunkt i Nordjylland. Han kalder projektet for Flux og har klogeligt nok sat sit eget navn foran, da der for et par år siden var et andet danskbaseret jazzband der kaldte sig for Flux. Thomas Albæk Jakobsen er meget ambitiøs og har lavet en plade med avanceret musik. Det stiller krav til de enkelte musikere. Her skal specielt Ole Visby have ros for et afvekslende og veloplagt spil på både tenorsax, klarinet og basklarinet. Her er specielt nummeret Inception pt. 1 et glimrende eksempel, hvor Visby spiller på klarinet. Thomas Albæk Jakobsen skal have ros for, at kaste sig ud i et så krævende projekt. Det stiller omvendt også krav til lytteren om  at følge med, når først musikken spiller. Her faldt jeg desværre af nogle gange undervejs.

fluxmusic.dk

Bushman' Revenge: A little bit of big bonanza (Rune Grammofon)

Tung og skramlet disortionguitar i et improvisationspræget univers, kan blive til noget værre noget på den fede måde. Lyt bare til danske SVIN. Den norske trio Bushman's Revenge er ligeledes tunge i lyden. Men ikke helt på samme måde som SVIN. Bushman's Revenge holder sig på rockens smalle rytmesti. De befinder sig i et univers, hvor surfock, Jimi Hendrix, Sonny Sharrock og en god portion syre er grundlaget for en kraftudladning af de mere voldsomme. Med titlen A little bit of big Bonanza er der lagt til et krydsrefererende landskab, hvor der skydes løs…er man overbevist om, mens de første tyve minutter af pladen vælter ud gennem højttalerne. 

Så sker der noget helt andet. John Lennon Was The Greatest Man Who Ever Lived hedder en fredselskende hyldest til John Lennon. Akustisk guitar og vibrafon fylder rummet. Toner der peger i retning af Lennon. Bushman's Revenge er meget mere end larm. De fortæller historier med instrumenterne. Musikken er billedrig og afvekslende. Even Helte Hermansen (guitar), Rune Nergaard (bas) og Gard Nilssen (trommer, percussion og vibrfaon) udgør Bushman's Revenge. Endnu en gang har Norge og Rune Grammofon vist vejen for nutidig instrumentalmusik, der lugter af rock og jazz.

bushmansrevenge.virb.com

Nicolai Munch-Hansen: Æter (Stunt)

Der findes musikere der aldrig udgiver noget i eget navn. Men ellers er meget aktive på både scene og plade. En af dem er basunisten Mads Hyhne. Når han så til gengæld har en musikalsk ven, der benytter ham som det er tilfældet her. Ja så behøver Hyhne ikke, at udgive noget selv for at stjæle rampelyset. Det er på bassisten Nicolai Munch Hansen's 3. soloudspil Æter, at Hyhne folder sig ud i bemærkelsesværdig grad. Prøv feks. at lytte til Land of Look behind, hvor Hyhne's længselsfyldte basun fylder rummet og melodien. Det står stærkt. Nu kommer det til, at lyde som om de andre musikere er statister på albummet. Det er overhovedet ikke tilfældet. Nicolai Munch-Hansen holder fast i den amerikanske saxofonist Ned Ferm, der ligesom Hyhne er med på Munch-Hansens to foregående albums.

Albummet Æter er ikke så bedøvende som titlen antyder. Indlemmelsen af den amerikanske trommeslager RJ Miller giver musikken en flydende rytme. Der er referencer i mange retninger på et ellers rimeligt stringent album. Helt-fremme-skoen-sax på Rocking sunday. Hymnen Levon er en  hilsen til The Band trommeslageren Levon Helm, der døde sidste år. Titlen Kondignogen er taget fra en tekst af Johannes V. Jensen.  Søren Kjærgaard på piano er sidste mand i kvintetten. Nicolai Munch-Hansen har samlet fire personlige musikere omkring sig. Her bevarer han deres personlighder i sine kompositioner. Æter er nutidig jazz med en masse klatgæld rundt omkring.

sundance.dk

Marc Johnson/Eliane Elias: Swept away (ECM)

Ægteparret Marc Johnson og Eliane Elias gæster Jazzhouse d. 16. februar. De er på turné med denne plade. På Jazzhouse er trommeslageren fra pladen, Joey Baron skiftet ud med Joe LaBarbera. De kommer som trio på Jazzhouse mens Joe Lovano gæster på flere numre på pladen. Den består af en blanding af Elias' og Johnson's kompositioner med et enkelt fælles nummer.

Marc Johnson var Bill Evans' sidste faste bassist i perioden 1978-1980. Eliane Elias har karrieren igennem været inspireret af maestro Evans. I 2007 lavede hun Something for You - en hyldest til Bill Evans gennem hans musik. Pladen var med Johnson ved bassen og Baron ved trommerne. Der er en klar fortsættelse og udbygning af det, de arbejdede med på den plade. Her er det igen triojazzen der har overtaget. Kender man - og ikke mindst - elsker man Bill Evans' musik, så er det her album, et af den slags der sidder med det samme. Med tilføjelsen af saxofonisten Joe Lovano opstår der flere interessante ting. Lovano spiller afdæmpet og indføleligt. Han kommer listende ind i musikken. Mærker efter og afpasser sit spil i imponerende grad. Han er tilbageholdende og til stede. Selv om Lovano ikke er med på Jazzhouse hersker der vist ingen tvivl om at det bliver en stor klavertrio aften.

player.ecmrecords.com/johnson

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Night fall (Storyville)

Når natten falder på bliver alle katte grå. 

Der er også et par jazzkatte der insisterer på at være blå.

Islandsk altsax og Københavnsk Hammond

En guitar der ryger en cigaret

Whiskers kærtegner lilletrommen

For dem der har ondt i hjertet

For You, for Me, for Evermore

For dem der er forelskede

For dem der laver aftensmad

For dem der er trætte

Når tankerne flyver afsted

Skylark

Når minderne tager ved

Når tiden står stille

Når sjælen bølger

Trommer der rider afsted

The touch of your lips og orglet bruser

Swing og standards

Natten falder og det er slut

Young at heart

Tak til Kjeld Lauritsen (Hammond), Sigurdur Flosason (alt-sax), Jacob Fischer (guitar) og Kristian Leth (trommer) for en fantastisk og meget anbefalelsesværdig plade med klassisk swingende jazz.

Bonusinfo:

Der bliver rig mulighed for at opleve kvartetten rundt om i landet i den kommende tid: Paradise Kbh. (6/2), Aarhus (7/2), Rytmeloftet Juelsminde (28/2), Jazzcup Kbh. (1/3), Hornbæk (1/3), Rampelys Silkeborg (2/3), Fermaten Herning (3/4), Horsens (4/4) og La Fontaine Kbh. (6/4).

kjeldlauritsen.dk

Henrik Sørensen: Organum Momentum II-III (Wave/Gateway)

Keith Jarrett er næppe uden skyld i, at Henrik Sørensen har en stor interesse for jazzede side af improvisation på kirkeorgel. Jarrett's i dag legendariske kirkeorgel-indspilninger fra 1976 Hymns og Spheres er netop genudsendt på ECM Records. Sørensen nævner ikke Jarrett som inspirationskilde og det behøver han heller ikke! Kirkeorgelet har været brugt i århundreder til improvisation. Sørensen har en baggrund i både jazz, klassisk musik og som kirkeorganist. I 2010 udkom Sørensens første orgelimprovisationsplade. I den forbindelse var intentionen, at den næste plade skulle indeholde musik komponeret af jazzfolk. Undervejs kørte det i en anden retning. Det er i stedet blevet til en dobbelt CD med original improviseret musik, der er indspillet i to forskellige kirker. Forskellige i størrelse og dermed også i lyd. Men også i forskellige i stemning.

Pladerne er optaget i Vor Frue Kirke i Assens og i Ørsted Kirke på Fyn. Assens-indspilningen er stor i volumen og lyd. Musikken bliver ligeledes stor og til tider voldsom. Rummets lyd og fyldige klang fornemmes meget tydeligt på den flotte indspilning. I den lille Ørsted kirke fornemmes kammerstemningen. Lyden er fortættet og nærmest intim. Det afspejler sig også i Sørensens spil, der bliver mere venlig og ligefrem. De tolv dele i Aer Ludus Suite er klart mine favoritter.  Jeg fortabes i en tidsopløsende ro, når jeg hører dem. Der er melodi og en umiddelbar tilgængelighed blandet med kant og forunderlighed. Henrik Sørensens flydende tilhørsforhold til genrer er til stede hele tiden. Organum Momentum II-III er en værdig opfølger til den første plade. Det er beundringsværdigt og vigtigt at der udgives musik af denne type. 

henrik-sorensen.dk

Mark Solborg Trio feat. Herb Robertson & Evan Parker: The Trees (ILK)

Som sprukne tirader af vindpust og knaster smyger Mark Solborgs seneste projekt sig afsted. I et organisk hele, hvor improvisationen sendes ud af fem musikere og menneskers tilstedeværelse i øjeblikket. Guitaristen og facilitatoren Mark Solborg løfter sig med sit seneste projekt op i trætoppene. Han har allieret sig med den engelske avantgarde-veteran, saxofonisten Evan Parker og den amerikanske trompetist Herb Robertson. I trioen er bassisten Mats Eilertsen og trommeslageren Peter Bruun perfekte partnere i et musikalsk projekt, der stiller så store krav til den enkelte musiker.

Det er stille musik, der væver sig ind og ud. Vokser i styrke og igen bevæger sig et nyt sted hen. Solborg omtaler selv projektet som et absolut højdepunkt i hans arbejde med improviseret musik. Jeg vil ikke tøve med at kalde det et højdepunkt i dansk improjazz. The Trees er noget af det flotteste som Solborg har præsenteret i sin 12 plader lange karriere. Musik der får sin egen ånd og bliver til en levende organisme, der gennemstrømmes af forundring og glæde. 

Min sjæl, hvad vil du mer?

Bonusinfo:

Solborg og Parker kan opleves sammen med Nils Davidsen og Peter Bruun i Koncertkirken på Blågårds Plads d. 7. feb. kl. 21.30. Uden tvivl et godt bud på en stor oplevelse.

solborg.dk

Fire! Orchestra: Exit! (Rune Grammofon) >> Colin Stetson & Mats Gustafsson: Stones (Rune Grammofon)

Suggestivt. Forførende. Transcendent. Det er store ord men det er også et stort orkester. I gamle dage kaldte man det et big band. I dag hedder det Orchestra eller andet, der indikerer at man ikke er et Count Basie swing big band. Den svenske saxofonist Mats Gustafsson har sammen med bassisten Johan Berthling og trommeslageren Andreas Werliin trioen Fire! der på den aktuelle plade er udvidet til 28 mand! Fire bassister (bl.a. Dan Berglund), fire trommeslagere, 6 saxofonister (bl.a. Fredrik Ljungkvist og Jonas Kullhammar) etc. Der er med andre ord mulighed for en massiv mur af lyd og den kommer også! Der er ikke mange ligheder med et klassisk big band. Har man, som jeg en svaghed for det store lydtryk, et stort orkester kan give, så er Fire! Orchetra det helt rette. Der er paralleller til free jazz big bands som Charlie Haden's Liberation Orchestra og Carla Bley's. Men også et orkester som Kresten Osgood's Indianerne trækker på noget af det samme. Når Mats Gustafsson er indblandet i et projekt - som man også kender det fra The Thing - så bliver det til tider særdeles tungt og muskulært. Der er heldigvis også mange fine detaljer, hvor sangerinderne Mariam Wallentin og Sofia Järnberg især skal fremhæves. Exit! er en uomgængelig stororkester plade!

Mats Gustafsson er også aktuel på en duoplade sammen med instrumentkollegaen Colin Stetson. Stetson har gjort sine hoser grønne i den alternative del af rocken, bl.a. som fast medlem af Arcade Fire's tourband. Han har også lavet en soloplade. Gustafssons meritter udi sax-only plader er omfattende med både solo og trioplader (med Vandermark og Brötzmann). De har hentet inspiration i den svenskeren Gunnar Ekelöf's digte. Stetson spiller alt- og bassax mens Gustafsson er på tenor- og barytonsax. Stones er en forholdsvis dyster sag. Der er passager der er besnærende. Mens der også er sider i deres musik der gør ondt på den fede måde.

runegrammofon.com