Michel Camilo & Aarhus Jazz Orchestra - Musikhuset i Aarhus 27. juni

Pianisten Michel Camilo var ganske enkelt hot shit i slutningen af firserne. Første gang han gæstede Danmark var i 1987 på Montmartre under Copenhagen Jazz Festival. Det skete på en af sommerens varmeste dage – en sommer, der paradoksalt nok siden er gået over i historien som en af de koldeste.

39 år senere stod han på scenen i Musikhusets Store Sal sammen med Aarhus Jazz Orchestra på den varmeste dag, der nogensinde er målt i Danmark. Med risiko for at falde direkte ned i klichéfælden må det siges: Der var endnu varmere på scenen. Camilo havde taget sin faste rytmegruppe med, heriblandt den herboende cubanske conga-virtuos Eliel Lazo. Aarhus Jazz Orchestra kvitterede med 16 blæsere og deres nye chefdirigent, nordmanden Geir Lyssne, som kommer efter ni år i spidsen for NDR Bigband. Det er en chefdirigent af absolut international klasse, orkestret har fået fat i.

Der er enkelte koncerter, hvor jeg møder op usædvanligt godt forberedt. Sådan var det denne aften. Som ganske ung købte jeg In Trio, min første Michel Camilo-plade, og i en periode var han intet mindre end et musikalsk idol. Begejstringen kulminerede med One More Once fra 1994, hvor han foldede sit spil ud sammen med et bigband. Derfor var glæden også stor, da det viste sig, at en stor del af repertoiret kom netop derfra.

Camilos musik er højeksplosiv latinjazz. Teknisk nådesløs, propfyldt med vilde breaks og uden et eneste sekund til overs. Hver takt tæller. Hans klassiske baggrund høres især i de elegante soloindledninger, hvor han alene bygger spændingen op, inden orkestret eksploderer omkring ham. Samtidig er hans klaverspil dybt percussivt. Han behandler tangenterne, som var de skindet på en conga, og fingrene hamrer af sted med en kraft, præcision og rytmisk opfindsomhed, som stadig er dybt fascinerende.

Min sidemakker har gennem årene adskillige gange fortalt om den Michel Camilo-koncert, han oplevede på Brædstrup Kro i efteråret 1987. Lørdag aften blev derfor også en rejse tilbage til ungdommen for os begge – og tilbage til noget af den jazz, der var med til at forme vores musiksmag.

Og vi fik præcis det, vi håbede på. Faktisk mere.

Åbningen med Why Not? satte barren med det samme. Bigbandets altsaxofonist Kati Brien leverede en overbevisende solo og viste igen sit format i Just Kiddin', hvor hele orkestret arbejdede på højtryk for at komme levende gennem Camilos svimlende komplekse komposition. Min sidemakker lænede sig over og konstaterede, at Aarhus Jazz Orchestra aldrig havde lydt bedre. Jeg havde svært ved at være uenig. Blæsersektionen var ganske enkelt fremragende.

Caribe bredte øjeblikkeligt caribisk varme i salen, mens afslutningen med One More Once bød på stærke soli fra Michael Bladt og en saftig chase i trompetgruppen. Som ekstranummer kom On Fire, og titlen kunne dårligt have været mere passende. Til sidst stod hele salen op. Publikum klappede, jublede og sendte begejstringen tilbage mod scenen med samme energi, som Michel Camilo havde sendt ud over tangenterne.

Det var den eneste koncert med Camilo og big bandet. Det må de meget gerne gøre igen.

Jeg fik desværre kun taget et meget dårligt billede med telefonen fra koncerten, i stedet har jeg sat et billede ind af solnedgangen der mødte os, da vi kom ud fra Musikhuset.

100 stemmer - værk af Anders Malta i Musikhuset i Aarhus 27. juni

Hvordan beskriver man 100 års dansk jazz på en time? Det spørgsmål besvarede komponisten Anders Malta ved lørdagens åbning af Aarhus Jazz Festival med værket 100 Stemmer, fremført af 50 jazzmusikere i Musikhuset Aarhus. På fredag fremføres stykket af 50 andre musikere i DR Koncerthuset – heraf værkets titel 100 Stemmer.

Anders Malta lod uddrag af danske jazzkompositioner indgå i værket, hvor let genkendelige sange blev fremført undervejs. Cæcilie Norby sang eksempelvis Dansevise, og Frederik Vuust både sang og spillede klaver på en af de allermest kendte danske jazzmelodier, Leo Mathiesens Take It Easy Boy Boy.

Der var selvfølgelig en hyldest til Valdemar Eiberg, der var den første danske jazzmusiker, som indspillede en plade. Ellers dukkede bidrag op fra blandt andre Jens Winther (hvis søn Carl Winther spillede klaver i orkestret), Tomas Franck, Ben Besiakov, John Tchicai, Horace Parlan, Hugo Rasmussen, Lotte Anker, Thad Jones og Carsten Dahl samt nogle originale bidrag fra Torben Bjørnskov (der spillede bas i orkestret) og Gustav Hagelskjær (der spillede trommer i orkestret). Ud over de sidstnævnte var det primært musik med mindst 25 år på bagen. Savnede man de seneste 25 år i selve værket, kunne man til gengæld finde dem repræsenteret på scenen, hvor man blandt andet fandt de tre unge guitarister Carlo Dayyani, Casper Hejlesen og Albert Waidtløw. Der var også andre jazzmusikere, som har sat deres præg på dansk jazz i de senere år, eksempelvis Viktoria Søndergaard på vibrafon, der havde en fremtrædende rolle i værket. På blæserfronten spændte feltet fra gamle, gennemprøvede kræfter som Steen Hansen på trombone til unge Christian Holm-Svendsen på saxofon.

Med andre ord et forrygende setup på scenen i Symfonisk Sal, hvor der sagtens kunne have været flere publikummer til denne helt særlige engangsforestilling, som et hav af fonde og lignende havde støttet økonomisk.

Værket var Anders Maltas version af lyden af dansk jazz. I de komponerede dele var det tydeligt, at inspirationen overvejende kom fra den del af dansk jazz, der havde vendt ørerne mod USA. Latin, hiphop og fusion var ikke en del af den historie. Til gengæld fik freejazzen en fremtrædende rolle i fortællingen, hvor saxofonisterne blandt andre Nana Pi og Julie Kjær leverede nogle af værkets stærkeste frie passager. TS Høeg havde skrevet nogle stykker lyrik om jazzen, som han selvfølgelig selv læste op med sikker timing og sprælsk energi.

Det var på alle måder en vild oplevelse, hvor der også blev plads til Dawda Jobarteh på kora og Olga Witte på outsider-synth. Anders Malta styrede det hele sikkert hjem, og højdepunktet for mit vedkommende indtraf, da Ronja Rose Andersson fra bandet Musvit sang en morsom og rammende tekst om alle de klichéer, der tit bliver sagt om jazzen. En god afslutning på en stor eftermiddag i en veltempereret Symfonisk Sal, hvor klimaanlægget sandsynligvis var på overarbejde, da der var 35 grader udenfor.

The Counterfictionals/Mikkel Nordsø Band - Jazz Nights Holstebro - 27. september

 

Siden 2021 har festivalen Jazz Nights været med til, at sætte lys på jazzen i det nordvestlige hjørne af Jylland. Det er med udgangspunkt i Holstebro, byen der var været hjemby for den legendariske Jass festival. Årets program bød på mange godbidder. Det er trommeslageren og den tidligere Holstebro-dreng Anders Mogensen, der står i spidsen for festivalen.

Jeg havde valgt at besøge festivalen, lørdag aften, hvor først The Counterfictionals spillede, efterfulgt af Mikkel Nordsø Band. Det foregik på det gamle slagteris grund i to forskellige sale.

I Pallesalen var der ægte slagteristemning med hvide fliser på væggen og et råt udtryk med tydelige rør og ledninger. Her skulle The Counterfictionals spille. Jeg var bekymret for lyden med alle de hårde flader. Den bekymring blev heldigvis gjort til skamme. Loftpladerne gjorde en god indsats. The Counterfictionals ledes af Kristoffer Rosing-Schouw, der er en ægte multikunstner. Han har hentet inspiration i litteratur og film - og inkorporerer det i musikken. Han nåede i løbet af koncerten både at spille på klarinet, basklarinet, saxofon, fløjte og ikke mindst theremin. Bandet var det samme som på pladen, An incomplete encyclopedia of gentle emotions, og det var heldigt, da koncerten bestod af al musikken fra albummet plus lidt bonusnumre til slut.

Musikken var mættet af stemning - en filmisk og billedrig fortælling, hvor Rosing-Schouw ledte bandet gennem den smukke musik. Vi hørte Bjørn Heebøll på trommer, Tove Sørensen på bas, Henriette Groth på klaver og klarinet, Jeppe Zacho på saxofon og klarinet og Maja Romm på guitar. Jeg blev blæst helt væk af balladen, Beatrix & Bill, hvor Henriette Groth indledte nummeret på melodica. Det rolige og enkle var rislende smukt. Der var noget behageligt over Kristoffer Rosing-Schouws måde at lede bandet gennem musikken, hvor han flere gange satte sig ned på scenen omgivet af bandet og flød med musikken. Det smittede. Stemningen flød udover scenekanten og satte sig i publikum. Jeg satte mig også ned rent mentalt og lod mig flyde med. Det var en stor oplevelse.

Skiftet til Mikkel Nordsø Band gik hurtigt, der var et kvarter mellem koncerterne. 

Nordsø og co. spillede i Subhuset. Bandet har eksisteret siden midten af firserne, hvor Ole Theil på trommer, Peter Danstrup på bas og Ben Besiakov på tangenter har været med hele vejen. Den cubanske conguero Eliel Lazo kom med for 10 år siden. Sidst tilkomne var en anden percussionist, den i København bosiddende italiener Frederico Nelson, der i den grad kunne matche Lazo’s ekvilibrisme. 

Mikkel Nordsø Band er en charmerende rodebutik af Santana inspireret jazz-rock, latin og fusion. At de så havde taget mundharpevirtuosen Mathias Heise med som special guest var kun fedt. Når Nordsø band er bedst, så kommer den helt op at ringe. De er uovertrufne til at koge et grove, hvor Nordsø tager en solo efterfulgt af en beskidt Besiakov solo, der så toppes af Mathias Heise og Eliel Lazo. Det er fedt at opleve dem spille sig helt ud i en solo, der kun kan betegnes som lirens. Lazo charmerede sig gennem latin nummeret Mambo Lady og Heise spillede lækkert unisont med Nordsø i Back in Bamako. Bandet var så meget i musikalsk flow, at det først var efter 2 timer (uden pause), at de spillede aftenens sidste nummer. 

Lyden var ikke helt i skabet i Subhuset. Trommelyden var underligt mudret. At Mikkel Nordsø heller ikke helt havde styr på computeren, der skulle styre et virtuelt pedalbræt, var ganske sjovt - og fik min sidemand til, at spørge om jeg ikke kunne huske den der artikel fra bladet Hifi & Elektronik fra 80’erne, der handlede Sneakers-guitaristen Nordsø, der gik all in på guitar synthesizeren. Nordsø er stadig helt fremme inden for det sidste nye til guitaren. 

Holstebro Jazz Nights var særdeles velbesøgt og lokalerne meget velegnede til koncerterne. Vi kommer helt sikkert igen. 

Jazz Nights

Marius Neset/Joel Lyssarides/Henrik Linder/Anton Eger - Christiania Jazzklub - 11. juli Copenhagen Jazz Festival

 

Jeg havde skruet forventningen helt op. Da jeg så at denne kvartet skulle spille på Christianias Jazzklub var jeg ikke i tvivl. Det skulle jeg bare opleve. På den lille klub med plads til bare 100 mennesker spillede Marius Neset på sax, Joel Lyssarides på piano, Henrik Linder på bas og Anton Eger på trommer. En international gruppe af allerfineste karat. Det var første gang de spillede sammen i denne konstellation. Neset og Eger har hængt sammen i mange år. Henrik Linder er bedst kendt fra Dirty Loops og svenske Lyssarides er i de seneste år vokset gevaldigt internationalt.

Salen blev fyldt lige så snart dørene blev åbnet. De lagde hårdt fra land med numre fra Nesets seneste plade, Cabaret. Her var både høj oktan jazz og den smukke Song for Maja. Første sæt sluttede med Linders We make party when we see us og her fik jeg det som jeg havde drømt om, en fuldstændigt vanvittig solo på den seks-strengede bas, hvor tommelen også kom i brug. Linder anses ikke uden grund for, at være en af de helt store nulevende fusionsbassister. 

Koncerten blev en opvisning i at sætte sig selv som musiker og musikken på spil - og presse sig ud over kanten. Andet sæt åbnede med Nesets bryllupsmarch fra Cabaret albummet. Intense norske stemninger. De spillede et nyt nummer 1+1=11, der gik over i en duo mellem Neset og Eger, hvor der vrides mere ud af instrumenterne end jeg kunne forestille mig. Det eksploderer og får hele Christiania Jazz Klub til at sidde tilbage i dyb respekt og glæde over det som de lige havde oplevet. De spillede et ekstranummer, Hot 8 og jeg kunne ikke forestille mig en bedre afslutning på en perfekt koncert.

Spilleglæde og spontanitet var i højsædet. Det var øjeblikkets antændelse. De skulle spille endnu en koncert kl. 23.30. Men så var det også slut. Måske bliver det den eneste gang nogensinde at man kan opleve dem. Jeg håber det ikke. Det var årets koncert for mig.

Jan Harbeck Kvartet - Bartof Station - 11. Juli Copenhagen Jazz Festival

 

Når man får fri fra arbejde, kommer hjem og sætter over til en kop kaffe. Smider skoene, finder sutskoene og de bløde bukser. Så er dagens forpligtelser lagt til side. Skuldrene sænkes og pulsen falder. Det er sådan jeg får det, når jeg hører Jan Harbeck Kvartet. Det er som at komme hjem i jazzens rare favn.

Kælderen på Bartof Station var proppet til sidste plads. Rummet er heldigvis så lydmæssigt godt at kvartetten kan spille som de foretrækker, helt akustisk. De har spillet sammen i 18 år og det er langt fra første - eller sidste gang at jeg hører dem. De starter i klassisk Harbeck stil, ganske stille ud. Bassisten Eske Nørrelykke lægger roligt ud, publikum sidder helt stille og lytter koncentreret. Ånden i musikken siver ud i rummet. De starter med Ben Webster og Johnny Hodges’ I’d be there. 

De spillede flere nye numre fra det kommende album. Et af dem har allerede fået titlen Arena, et skønt nummer hvor Henrik Gunde fløjter unisont med klaversoloen. Jan Harbeck er en mester i at skabe en god og samlende stemning omkring musikken. Det eneste der trak ned, var at de spillede tre sæt, hvilket kun er mit problem. Jeg skulle afsted og høre mere jazz.

Blåly på Studenterhuset - A Plane to Catch på Charlie Scotts - 10. juli Copenhagen Jazz Festival

 

Så blev det min tredje dag på Copenhagen Jazz Festival. Jazzdanmark havde inviteret til netværksbar på deres nye kontor på Frederiksberg. Her var der mulighed for at smage på den helt unikke øl lavet til Jazzdanmark, der hedder Jaywalkin’ - opkaldt efter et 50 år gammelt album, der med rette kan kaldes dansk jazzklassiker. Der var også, nok som det primære, mulighed for at møde musikere og branchefolk. En fin mulighed for en jazzblogger, der også er med til at lave jazzkoncerter i Herning for, at hilse jazzfolket.

Efter aftensmad, var det tid til at høre Blåly, som jeg endnu ikke havde hørt live. Jeg ville også gerne have været til koncert med Kalaha, der spillede sidste koncert med Rumpistol som medlem. Uden at lyde for meget som fanboy, så har jeg hørt dem mange gange og skal snart høre dem igen på Moorjazz Festival i Herning (uden Rumpistol men med Hilal Kaya) - så de blev droppet til fordel for trioen, hvis plade Nystalgi har kørt mange runder på min pladespiller.

Blåly består af Barbara Fiig på piano, Johan Kjær Houver på bas og Timon Matern på trommer. De spillede i Studenterhusets hyggelige gård, hvor der altid er mulighed for at høre gode danske jazznavne i løbet Copenhagen Jazz Festival. Det var heller ikke nogen undtagelse her. De spillede velkendte numre fra Nystalgi; Afsked, Hoppet og ikke mindst Daggry, der handler om morgenen i en børnefamilie, den udviklede sig som en minisuite, hvor temperament og følelser kunne mærkes. Trioen spillede sin sidste koncert under festivalen. Det var tydeligt at de har et godt kendskab til hinanden som de også bruger. De spillede også nyt materiale fra det album der kommer i 2026. En god og stemningsfuld koncert.

Herefter gik det videre over stok og sten, hen mod Charlie Scotts, hvor A Plane to Catch spillede i et proppet og varmt lokale. Som den altid glade blogger med hang til funky jazz blev det et langt brusebad i grooves. Et sindssigt velspillende band med Andreas Toftemark på saxofon, Rolf Thofte på trompet, Mads Nørgaard på guitar, Anton Langebæk på bas, Simon Eskildsen på keys og David Besiakov på trommer. Jazz, soul, funk, ethiojazz og ikke mindst en masse luft til vilde soli blev en sikker vinder. Når Mads Nørgaard trykker den af på guitaren, løber op i baren og drikker af publikums øl, eksploderer Charlie Scotts i glæde og jubel. De spillede numre fra deres to plader. Som jeg skrev om den første, så var det en festplade, hvortil der skal drikkes øl, ryges smøger og danses hele natten. Det blev der også gjort her. Dog skulle smøgen klares ude på fortovet, hvor jeg til gengæld faldt i snak med en der også havde været til Sullivan Fortner Trio i tirsdags og var lige så begejstret som jeg. A Plane to Catch var den bedste jazzfest man kunne forestille sig. Perfekt på et værtshus som Charlie Scotts og ikke mindst fedt at møde en læser af bloggen, der hilste på og sagde tak for mit skriveri. Det betyder uendeligt meget.

Amaro Freitas - Bremen - 9. juli Copenhagen Jazz Festival

 

For præcis to år siden var jeg i Brasilien, hvor jeg rejste fra storbyen Manaus i Amazonas og ud i junglen. Her var jeg i tre dage. Det var en af de største og vildeste oplevelser i mit liv. Denne store og vigtige organisme gjorde et uudsletteligt indtryk. Det har den også gjort på den brasilianske pianist Amaro Freitas, der spillede for anden gang i år i København. Han har lavet albummet Y’Y der er en hyldest til skoven, særligt den i Amazonas og floderne i det nordlige Brasilien. Det handler om at leve, føle, respektere og drage omsorg for naturen og anerkende den som vores forfader.

Koncerten delte sig i flere afdelinger. I den første del var det helliget soloklaveret. Freitas har et intenst og rytmisk udtryk, hvor gentagelser vokser og ændrer sig undervejs. Her var det en noget indadvendt Freitas vi mødte. I den anden del kom der fokus på Y’Y albummet. Han præparerede klaveret med ting fra naturen og i samarbejde med lydmanden brugte han loops med forskellige fløjter, som han gik frem på scenen og spillede på. Det blev en levende størrelse, der voksede frem for øjnene og ørerne af publikum. Han blev mere og mere udadvendt. 

I den tredje del af koncerten inkluderede han hele salen, hvor han fik publikum til at nynne med på en simpel melodi skrevet over den vuggevise som hans mor sang for ham. Det lød aldeles stort. Samhørigheden mellem Freitas, publikum og musikken føltes og gav mening, som når han kaldte publikum for family. Ligesom vi er forbundne som mennesker således er vi også forbundet til naturen. Amaro Freitas ramte publikums sjæl og gav os noget med hjem i hjertet. Han sluttede med et nummer af landsmanden Milton Nascimento - og her blev atter nynnet med. Det blev en stor aften med brasilianske Amaro Freitas.

Jerry Bergonzi Quartet - Jazzcup - 9. juli Copenhagen Jazz Festival

Der findes timing og så findes der t-i-m-i-n-g. Det sidste fandtes i overmål på Jazzcup, hvor den amerikanske tenorist Jerry Bergonzi var i selskab med Carl Winther på piano, Rune Fog på bas og Anders Mogensen på trommer. Kort efter at jeg ankom til pladeforretningen og caféen, stod det ned i stænger udenfor. Det var dælme timing; at være i tørvejr med en stor fadøl og topklasse jazz. Kvartetten leverede også musikalsk timing. De var tight og sammenspillet og tydeligt at de kender hinanden godt. De spiller en lang række koncerter i løbet af festivalen. Jeg var til overflod glad for at det lykkedes at høre dem.

De spillede Bergonzis musik og hans arrangementer af velkendte jazzstandards. Som Carl Winther tørt konstaterede efter at de havde spillet en jazzstandard, så var det med akkorder som han aldrig havde hørt den spillet før. Bergonzi svarede at han lavede derangements, hvorefter de fortsatte med Body and soul eller var det soil?

Efter tre kvarter var der pause, det var der også i regnen, der meget passende satte i gang igen da musikken skulle starte. Jeg fandt min plads i det proppede lokale efter en pausesmøg ude på fortovet, hvorefter jeg lige nåede at tjekke Miles Davis sektionen i Jazzcups store udvalg af plader. Der var underligt nok et par stykker jeg manglede. 

Andet sæt var endnu en opvisning i kvartettens personlige takes på jazzen. De startede selvfølgelig med Here’s that rainy day. Koncerten sluttede med Bergonzis Blue DNA, der også er titlen på kvartetten seneste udspil, der lige er landet på streamingtjenesterne, hvor kvartetten i øvrigt tidligere har hittet med jazz standards.

Mark Solborg Tungemål - Koncertkirken - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

I Koncertkirken på Blågårds Plads på Nørrebro spillede Mark Solborg Tungemål med samme line up som på albummet Confluencia, der udkom lige op til festivalen, som jeg gav rosende ord her på bloggen. Det gjorde Allthat.dk også, da de kvittererede med en 6 stjernet anmeldelse på samme dag som koncerten. Jeg havde spurtet ude fra DR og ind til Koncertkirken og ankom lidt inde i koncerten. Det tog lige nogle minutter at omstille mig til rummet og roen i musikken. 

Mark Solborg er en musikalsk filosof. Hvilket har været meget tydeligt i de seneste års projekter. Hvordan kommunikerer vi? Hertil kan man spørge:  Hvordan skriver man musik om det? Det har Solborg et bud på. Det handler om forbindelser mellem mennesker, mellem musik og mellem instrumenter. Hvordan bliver vi forbundne? Solborg var sammen med samme hold som på pladen; Simon Toldam på klaver og keyboard, Susana Silva Santos på trompet og Ingar Zach på percussion og vibrerende membraner, mens Solborg selv spillede på guitar. Jeg har lidt af et crush på Zach. Hans ekvilibristiske måde at frembringe lyde på og bruge dem i musikken som en naturligt sammenhængende del, er helt vild. Santos Silva har en ærlig og ren tone, der placerer sig godt sammen med Solborgs og Toldams underbyggende stemninger. 

Koncerten blev en koncentreret omgang, hvor jeg som omkringfarende jazzblogger, fandt ro og mening. 

Sullivan Fortner Trio - DR Koncerthuset Studie 2 - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

I DR Koncerthusets Studie 2 var scenen og publikum klar til den amerikanske pianist Sullivan Fortner, en mand der tidligere har været fast mand hos Cecile McLorin Salvant og før det hos Roy Hargrove, plus en masse forskellige sideman tjanser. Desuden spillede han også på den danske bassist Richard Anderssons debutplade i 2010. Det var hans første besøg i Danmark i eget navn. Sullivan Fortner startede med at beklage at Donald Trump var deres præsident og sagde samtidig at det ikke var trioens skyld.’_Han medbragte Tyrone Allen på bas og Kayvon Gordon på trommer. Koncerten blev en opvisning ud i ekvilibristisk triojazz - den havde også tiltrukket adskillige danske jazzmusikere. 

Men også det internationale publikum, som de to italienere, jeg gik ved siden på vej ud af salen, der havde en begejstret samtale om trioens ritmico udgave af Bizets Carmen. 

Musikken var fuld af mange lag, vilde taktarter og rytmiske skift. Alligevel hang det sammen på smukkeste vis. De spillede en forrygende udgave af Thad Jones kompositionen Lets. Sorcerers Stick som Fortner lettere humoristisk dedikerede til Harry Potter og Hogwarts Music Academy, var en sammenskrivning af Herbie Hancocks The Sorcerer og Donald Browns The early bird gets the short end of the stick. Et godt eksempel på trioens store overblik og vanvittige overskud. Numrene kom som trioen havde lyst i øjeblikket. Der var ikke nogen sætliste. Til gengæld var der tilstedeværelse og nærvær i musikken, der kunne mærkes helt ud i salen.

Trashzz Festival - Lygten Station - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

På livets uendeligt store bucket list har jeg i mange år haft Bruxelles i top. Den by besøger jeg endelig i næste uge. En anden bucket list sag er at besøge Copenhagen Trashzz Festival ved Lygten Station. Festivalen har eksisteret i mange år under Copenhagen Jazzfestival. Det lykkedes endelig i år - og dagens program var lovende. Først var det støjjazzduoen Uraño. En bassist og en trommeslager der kastede sig ud i transcenderende brutale passager, der var særdeles trashet. Et godt match til S tog og eftermiddagstrafikken ved Nørreport Station.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvem jeg havde set mest frem til at høre. Lotte Anker, Peter Friis Nielsen eller Peter Ole Jørgensen. Men når de nu spillede sammen, så var det ret let. Tre legender på den danske freejazz scene i samme trio. Mokuto som de kalder sig, har eksisteret i mange år og det var med stor stolthed at Trashzz festival bagmanden Lars Bech Pilgaard præsenterede dem. Musikken var åben. Peter Friis Nielsens originale og abrupte basspil, Peter Oles bølgende trommespil og Lotte Ankers årvågne saxofon var perfekte sammen. Lidt regn i starten af koncerten og solens efterfølgende komme var en berusende omgang. Freejazz bliver ikke bedre. Live i byens åbne rum sammen med en flok dedikerede publikummer. Herefter måtte jeg desværre videre. Jazz festivalen var begyndt for mig.

Keith Jarrett: The Old Country - More from The Deer Head Inn (ECM) CD/digital

 

Der var en gang hvor Keith Jarrett var i sync med samtiden, hvor de plader der udkom, næsten lige var indspillet. Sådan forholder det sig ikke med denne udgivelse. Keith Jarrett spiller ikke offentligt på klaver længere. I stedet holder pladeselskabet ECM Records fast I legenden om en af de største jazzpianister nogensinde. Her er The Old Country - More from The Deer Head Inn en regulær “No Brainer”. 

Da At The Deer Head Inn udkom I 1994 var den lidt af en bombe for Jarrett fans, da trommeslageren i trioen lige pludselig ikke hed Jack DeJohnette, som det eller havde været kotume siden starten af firserne, hvor den første Standards plade var kommet. I stedet var det Paul Motian, som Jarrett også havde spillet en masse med. Koncerten på Deer Head Inn var en enkeltstående koncert.

På More from The Deer Head Inn præsenteres vi for det, der ikke blev plads til på den første plade. Det er intet mindre end guld. En uprætentiøs klubindspilning hvor skuldrene er sænket klæder Keith Jarrett. Det er rendyrket standards-materiale. Paul Motians mere nedtonede trommespil har jeg altid været fan af - og i den her sammenhæng er det helt fantastisk. Det er en plade i særklasse. Nok primært fordi jeg er Jarrett-fan. Derfor også stærkt anbefalelsesværdig til alle Jarrett-diggers derude. Er man bare på udkig efter en god klavertrioplade, kan den også anbefales. Lyt eksempelvis til deres version af Nat Adderley’s The Old Country, der med rette har givet navn til pladen. Desværre er den ikke udgivet på vinyl.

ECM records

Visti's Vinyl Collective på Hotel Cecil d. 31. maj - Koncert

 

Det var en vidunderlig tidlig sommerlørdag i København. Turen gennem København bragte mig forbi Københavns Burgerfest, Mullet Mesterskabet og Skateboard konkurrence på Rådhuspladsen. Der var dog ingen tvivl i min krop - jeg skulle til groovy klubfest med Visti’s Vinyl Collective på Hotel Cecil.

P8 jazzvært og DJ Jonas Visti stod for anden gang på scenen på et totalt udsolgt Hotel Cecil. Sammen med et band - der mellem os sagt - er så hot at det er et mirakel, at Visti kan samle dem på scenen på en gang. Det viste sig også at være umuligt. Den vanlige trommeslager Felix Ewert blev far aftenen før koncerten. Helt mirakuløst trådte Andreas Svendsen til og løste den tjans så vanvittigt fedt, at Ewert hellere holde igen med alle de børn ellers kan Svendsen let blive fast mand. Heldigvis havde Oilly Wallace på percussion, sax og fløjte, Johannes Wamberg på guitar og Nikolaj Svaneborg på keys ikke meldt forfald. 

Stemningen var varm og kærlighedsmættet og blev kun varmere da Visti trådte ind på scenen og talte så smukt om kærligheden og musikken, at hans mentor Master Fatman uden tvivl nikkede anerkendende med fra sit paradis hinsides. Vistis opdagelsesrejser i musikkens navn blev på scenen omsat til et brusebad i lækre rytmer og kropsglade grooves.

Første gæst på scenen var Dawda Jobarteh, der udover at synge og spille kora også har rejst rundt med Visti i Gambia. Herefter kom Emma Sehested Høeg som Visti lever sammen og har barn med. De præsenterede et nyt nummer med arbejdstitlen Den sene januar, der var blevet til mellem bolognese og putning. Det toppede de selvfølgelig til sidst i koncerten med ekstranummeret Sunshine i Atalaya, hvor de sang duet: “We could be Lovers tonight…”

Som en special surprise dukkede Luna Ersahin fra bandet AySay op og spredte en god energi. De spilede et nummer på tyrkisk fra det der en gang bliver Visti’s Vinyl Collective vol. 2 og fulgte den op med Ogum fra vol. 1, som Ersahin uden problemer sang på portugisisk. 

Jonas Visti har et band, hvor Svaneborg får lov til at space ud på keyboardet, hvor Oilly Wallace’s fløjte og percussion ind i mellem afløses af altsaxsoli, der er som at trykke på glædens gaspedal, Wamberg og Jobarteh kastede sig sammen ud i nogle vilde soli. Visti’s Vinyl Collective er et inspirerende lækkert sted at opholde sig. Med veltempereret coolness var den storsmilende Jonas Visti en god vært for en aften i kærlighedens og kærligheden til musikkens navn.

Spot Festival, lørdag d. 3. maj

 

Lørdag blev en forrygende dag, hvor saxofonen skinnede om kap med den sol, der skulle have været der. Det regnede en del i løbet af lørdag, det lod publikum på den udsolgte festival sig heldigvis ikke påvirke af

SHOOM - Alléscenen

Jeg var egentlig på vej til noget andet, da jeg i pisregnvejr krydsede Frederiks Allé, der var spærret af i anledning af Spot Festival. Der var stillet to scener op. Her hørte jeg noget der lød af den vildskab som kendetegner den jazzede del af no wave scenen fra starten af firserne, som jeg holder meget af.

Spot app’en blev åbnet og jeg fandt ud af, at det var en hollandsk gruppe, Shoom, der stod på scenen. Her stod der noget om Black Midi, Charlie Parker, Talking Heads og MF Doom som inspirationskilder. Jeg blev hængende og hørte en ung sortklædt gruppe iført solbriller, der udover attituden også spillede fedt. En saxofonist der vidste hvornår han skulle trykke den af, to guitarister, der kunne flænse et nummer og en bassist og trommeslager, der sørgede for de teknisk krævende breaks og skæve indslag. En meget godkendt performance med en skøn saxofonist.

VERONIKA RUD - Havescenen, 

Regnen havde fået godt fat i Aarhus, hvilket var et ret fesent udgangspunkt for rolig balladejazz på en eftermiddag. Musikkens transformerende og samlende væsen blev demonstreret i eftermiddagens regnvejr, hvor Veronika Rud spillede på Havescenen. Ja, det kunne have været fedt i solskin. I regnvejret rykkede vi til gengæld sammen med musikken om en god oplevelse. Veronika Rud var tydeligt rørt over det store fremmøde. Hun er en vokalstjerne i svøb. 

Hun har hjemme genren der også er kendt som jazz-jazz i disse genremodulerende (lad være med at tjekke ordet på google, det var noget jeg lige fandt på) tider. Veronika Rud har en stemme der dybt funderet i jazzen. Hun har styr på vokal traditionerne og bruger dem med balanceret ro. Sammen en velspillende trio trodsede hun regnen og skabte solskin i vore sjæle.

NAUSIA - Århus Bowlinghal

Den noget anderledes scene i bowlinghallen blev introduceret sidste år. Scenen var placeret ind over nogle baner - i den anden ende var der stadig åbent for at vælte nogle kegler. Jeg var så heldig at mødes med et par gutter der også blev grebet af bowlinghal stemningen. Vi fik øl og cowboytoast inden koncerten.

Nausia’s nye udtryk, hvor de trækker mere over indierocken var et klart hit hos det unge publikum. Personligt (jeg tilhørte den alderstunge del af publikum) synes jeg også at det var fedt. Isak Schiødt og Oskar Faye på saxofonerne var sammen med Christoffer Beese Nielsens guitar helt fremme. De præsenterede udelukkende numre far den nye plade, hvor særligt Eco-death altid er et hit.

IDA DUELUND - A-Huset

I A-Huset ved Institut for (x) holdte Sunship atter til, hvor de præsenterede en række koncerter, der kulminerede med Ida Duelund, der tidligere i år udsendte albummet Sibo. Hun har gennem adskillige år været bassist i mange forskellige projekter. Nu er hun gået solo med sit eget projekt, hvor hun også synger. 

Det er et dadaistisk projekt, der trækker på inspiration fra bla. Broadway’s jazzstandarder, kormusik fra Hildegard Von Bingens middelalder, og moderne klassisk kompositions- og improvisationsmusik. Hun havde allieret sig med viola og blæsere udover Rasmus Oppenhagen Krogh på guitar og Jakob Høyer på trommer. Ida Duelund sang på et eget konstrueret sprog, der fremstod meget poetisk og i balance med et legende musikalsk menneske. Jeg tænkte både på noget italiensk, fransk og en masse andet. Til sidst slap jeg de tanker og blev grebet med.

BITOI - Turkis

Der var noget der pegede på et sprogligt tema for mig. Endnu en gang hørte jeg et eget konstrueret sprog. Denne gang med udgangspunkt i et fugleatlas, hvor de latinske navnes fonetiske udtryk blev brugt. Jeg havde allerede hørt BITOI’s album, Sirkulu adskillige gange inden koncerten. BITOI, der står for Bass is the only instrument, bestod af den svenske bassist Cassius Lambert og tre vokalister. 

Koncerten blev en medrivende oplevelse, hvor de tre vokalekvilibrister Alexandra Shabo, Anja Tietze Lahrmann og Agnes Åhlund imponerede med et overskud og en teknisk præcision, der sammen med Cassius Lamberts out-of-this-world solobasspil (manden havde et massivt arsenal af pedaler foran sig) var en helt særlig oplevelse, der bevægede sig mellem det skrøbelige og det voldsomme. Mellem det mørke og det lyse.

TABLOID - Rytmisk sal, Musikhuset

Der var en monsterlang kø til Tabloid koncerten - og selv om jeg er anmelder, havde jeg ikke særlig adgang, så jeg hoppede (snød mig) ind i køen. Det blev en eksorbitant fed oplevelse, hvor gammelfar lige pludselig kunne nyde lyden af noget der mindede om firsernes (min ungdoms) funky jazz sammen med en sal fuld af unge mennesker, der jublede ekstatisk, når Oilly Wallace trykkede den af på saxofonen eller fløjten.

Johannes Wamberg på guitar, der står i spidsen for bandet, introducerede kort og herefter var der fuld fart på bandet og publikum. Det blev en hæsblæsende omgang af de helt store. Tabloid er et powerhouse af god energi og musikalitet. Det er sgu’ da fedt, at instrumentalmusik kan få så mange op at ringe. En stor stor oplevelse.