Torben Kragsbjerg: That’s Right - Miles Davis in the 1980’s (bod.dk) bog

Det er her, hvor mit jazzliv starter for alvor starter. Miles Davis i firserne. Efter at jeg havde opdaget ham i midten i firserne gik der flere år, inden jeg hørte Kind of Blue. Elektriske firser-Miles var svaret på mine bønner.

At der ligefrem findes en bog der dissekerer den musik, som Miles Davis lavede i firserne er næsten for meget af det gode. Så er du advaret! Der er dømt nerd-alert helt oppe i det røde felt.

Det er danske Torben Kragsbjergs universitetsspeciale That’s Right fra 1991, der nu ser dagens lys i bogform. Han har sat Miles Davis’ musik fra firserne ind i en historisk kontekst. Herefter har han beskrevet og analyseret en række numre fra perioden under de hovedoverskrifter: Blues, Spanish modes, Pop og Modern Composition.

Miles Davis forsvinder fra offentligheden og laver ingen musik fra midten af 70’erne og frem til 1980. Nogle af de musikere som han havde brugt i forskellige sammenhænge, stod til gengæld på toppen af jazztinderne: Shorter og Zawinul i Weather Report, Corea i Return to Forever, Herbie Hancock i Headhunters og V.S.O.P. etc. Dem beskriver Kragsbjerg ganske kort inden han starter med nørderiet.

Det er en bog der henvender sig til flere; musikstuderende, jazzmusikere med hang til den gode del af firserjazzen og såmænd også en jazzblogger, der ikke spiller jazz på et instrument - men på pladespilleren. Det er yderst lærerig læsning, når Torben Kragsbjerg tager os med helt ned på kussehårsniveau (den er god nok, de fandtes i store mængder i firserne). 

Han holder os i hånden og ørerne, når vi kommer ind under huden på nogle af de vigtigste indspilninger fra den periode. F.eks. sætter Torben Kragsbjerg ord på musikken fra Aura albummet, hvor Palle Mikkelborg havde lavet musikken. 

Kragsbjerg formår at beskrive og fortælle på en så konkret måde, at læserens egne evner til at bedømme er intakt. En meget anbefalelsesværdig bog til Miles-freaks og nydere - særligt dem der sætter stor pris på firser-Miles.

Bod.dk

Bévort/Grangaard: Gopler og andre urovækkende fænomener (Bevort/Gateway) LP/DL/stream

Det er en højst overraskende og meget velkommen udgivelse som saxofonisten Pernille Bévort har lavet i samarbejde med illustratoren Jeppe Grangaard. Den er blandt andet overraskende fordi det er en soloplade. Bévort er kendt fra mange forskellige sider af jazzen, men denne side kendte jeg ikke.

Pladen lander som kaldet i en tid, hvor der er brug for handling på klimaområdet. Der er brug for kunstnere der udtrykker sig med sanser og følelser. De irrationelle og ikke målbare fornemmelser og meninger omsættes til lyd og ord.

Pernille Bévort siger det så klart i spoken word nummeret Gopler og andre urovækkende Fænomener, der også er pladens titelnummer: “En overlever. En invasiv maritim organisme. Der fejrer bløddyrenes snarlige verdensdominans.”

Goplen er god metafor for alle de stokdøve og snotdumme politikere og finansfolk, der har vendt det døve øre til advarsler og fornuftige råd om klimaforandringerne.

Jeppe Grangaard har illustreret den flotte booklet, hvor både de gule veste og Greta Thunberg er med. Sidstnævnte er gudskelov med. Der er håb. Men ellers er pointen klar. Det ser sort ud.

Pernille Bévort bruger sine evner på diverse saxofoner og fløjter samt basklarinet som udgangspunkt. Hun spiller med sig selv i flere lag. Der er brugt field recordings og effekter til at lave det forunderlige univers med mærkelige lyde, fænomener, hændelser og Pernille Bévorts smukke og afvekslende saxofonspil, hvor der eksperimenteres på en helt anden måde end det jeg har hørt før fra andre solosaxofonister. Den elektroniske side hylder både det sanselige og det urovækkende.

Der er mange lag og endnu flere dybder på et album, der fortjener at man tager sig tid til, at dvæle ved musikken. Det er et vellykket og ambitiøst udspil, der kan anbefales til den nysgerrige og klimabekymrede musiklytter der savner holdning og synspunkter fra kunstnerne.

Gopler site

Analogik: Havnens perle (Jenka) LP/DL/stream

Så er Analogik endelig tilbage efter 7 års pladepause. De har deres helt egen plads på den danske musikscene. De har en helt unik lyd og eget udtryk. Musikken er nutidig med de tunge hip hop beats. Oven i det får vi med lige alvor og humor blandet håndspillet vibrafonette, et gammelt pivfalsk klaver, surf guitar, sømandskor, tuba, diverse saxofoner, percussion, trompet, synths, sav, banjo, violin og en masse elektronik.

Der hersker en fed buldrende og boblende stemning, med balkan, jazz og en hel verden af musik. Der er ingen tvivl om at det er meget velkomment comeback, hvor de holder fast i Analogiks særlige lyd og alligevel har udviklet sig hen mod mere eftertænksomhed. Festen er der stadig, den har bare fået et twist. Det er blevet tungere og mere stramt. Det er stadig sjovt, bare mindre fjollet. Og det klæder dem. 

Rillbar

Yves Theiler Trio: We (Intakt) CD/DL/stream >> RGG: Memento (Polski Nagrania/Polish Jazz/Warner) LP/CD/DL/stream >> Eivind Austad Trio: Northbound (Losen) CD/DL/stream

Der scores billige point, når jeg er på vej hjem i toget fra arbejde. En melodisk jazztrio med klaver, bas og trommer. Så er regionaltoget blevet til et eksprestog. Livet bliver en smule lettere. Arbejdsdagen har udviklet sig til lækker fritid. Efter en heftig afhængighedsperiode med Søren Bebe Trios nye plade i ørerne, kan jeg forsøge at trappe ned med tre andre trioplader. Bliver jeg abstinensfri?

Schweiziske Yves Theiler Trio har lavet deres tredje album. Der er masser af kraft i trioen. Tempoet er højt og melodierne er som taget fra nutidens popmusik med korte og enkle melodilinjer, der lægges ind i rytmisk båret klaverspil. Det leveres ikke videre elegant. Måske er der alligevel lidt for meget gang i den, når arbejdsdagen langsomt siver ud af kroppen.

Den polske trio RGG er svaret på mine drømme om rolig, behagelig og meningsfuld triojazz. Pladen åbner med den sarte, næsten tyste Tenderness og sætter standarden for resten af det smukke album. Pladen kommer meget passende i den genoplivede Polish Jazz serie, hvor nogle af de bedste polske jazzplader er kommet. Albummet med rodfæstet ro og tydelig inspiration fra klassisk musik er stærkt anbefalelsesværdig.

Nåh ja, nu kan jeg vel lige så godt tage en norsk trioplade med i den tredobbelte trioanmeldelse. Her er Eivind Austad Trio spot on, når lyden af norsk triojazz skal indfanges. Med lige dele ro og økonomiseret temperament indfries forventningerne om hvordan en norsk triojazz plade skal lyde. De tager en enkelt afstikker til populærmusikken og spiller David Bowies Space Oddity, noget de også gjorde på forrige album, hvor de spillede Life on Mars? Pladen er behageligt bekendtskab og god til rejsen hjem fra arbejde.

Intakt Records

RGG Trio

Losen Records

Søren Bebe Trio: Echoes (From out here music) CD/DL/stream

Det er med stor spænding, at jeg sætter mig ned og lytter til Søren Bebe Trios nye album. Han er for mig en af de mest rendyrkede lyrisk-smukke jazzpianister vi har i Danmark. Han dyrker den melodiske og let nordisk prægede pianotrio jazz, hvor Keith Jarrett er Godfather. Spændingen udløses med det samme. Han svigter ikke!

Svaret på mine ydmyge bønner om smuk melodisk jazz, der befinder sig i det berusende og rolige balladeland findes her. Allerede fra starten får vi Echoes og lidt senere Alba, som nok er det jazznummer, jeg har hørt flest gange indenfor den seneste måned. Han spiller såmænd også salmen Jeg er træt og går til ro. Her sætter bassisten Kasper Tagel ind med den store jazzbas med den tykkeste trælyd. En sand nocturne til at gå i seng på.

Det er sjette trioplade med Søren Bebe siden 2007 og trommeslager Anders Mogensen har været med hele vejen. De har en gensidig forståelse for finesser og time. Her lever eksempelvis New Beginning op til titlen, hvor første halvdel er løs og flydende - noget jeg ikke synes at have hørt før fra Bebe og Mogensen. Det er en af kvaliteterne ved pladen, hvor der i detaljerne dukker ting op, så jeg tænker at set måske er det bedste album fra Søren Bebe Trio nogensinde - og det siger ikke så lidt.

Sorenbebe.dk

Liebman/Koppel: Freebop (Cowbell) CD/DL/stream >> Koppel/Elsayed/Omran: Pharoah Blue (Cowbell) CD/DL/stream >> Knuffke/Monder/Koppel: Shadow of the future (Cowbell) CD/DL/stream >> Colley/Koppel: How to get there (Cowbell) CD/DL/stream

Han får ting til at ske. Benjamin Koppel laver for 10. gang SummerJazz Festival under Copenhagen Jazz Festival, hvor han inviterer en række spændende danske og internationale jazznavne til at spille. Benjamin Koppel spiller selvfølgelig også selv ved flere af koncerterne. Lige op til festivalen når han også at lancere 4 nye albums, hvor han har været involveret på en eller anden måde.

På det første album spoles tiden tilbage til 2015 med en indspilning fra SummerJazz på Betty Nansen Teatret. Benjamin Koppel spillede med en international gruppe med kolonorm kunstnerisk tyngde. Koppels mangeårige samarbejdspartner Kenny Werner ved pianoet, Scott Colley på bas, Bob Gullotti på trommer og ikke mindst Dave Liebman på saxofon. Det er jazz af den knivskarpe slags, hvor kvintetten spiller musik skrevet af Koppel. Det er jazz med åbne invitationer til de enkelte musikere. Det er intenst, krøllet og inspirerende. Meget passende spiller de også Lonely woman af Ornette Coleman, selvfølgelig i en kvarter lang udgave. Det er legende jazz med frie og lige børn.

Som søn af Anders Koppel, har Benjamin Koppel fået Mellemøstens toner tidligt ind i livet. Bazaar har sat dybe spor hos Benjamin Koppel (hvilket de også har hos jazzbloggeren, der mødte det forunderlige univers som 17 årig og pludselig hørte musik på en anden måde). Sammen med den egyptiske trio Maktoub med akkordeon, oud og percussion og bassisten Thommy Andersson åbnes der åbnes op for et fortryllende og vellykket møde mellem Norden og Mellemøsten. Der er hilsner til det faderlige ophav i To the uncles of Bazaar og til den største arabiske sangerinde nogensinde på Song for Om Kalthoum.

På Shadow of the future er det endnu en gang tid til et stjernehold. Denne gang med et yngre hold, der har været med til at sætte dagsordenen på New Yorks jazzscene i de senere år. Koppels altsaxofon finder sammen med Kirk Knuffkes kornet. De gøres skarpere af guitaristen Ben Monders tilstedeværelse, hvor der tilsættes uforudsigeligt skælvende guitarbølger. Thommy Andersson på bas og Johnathan Blake på trommer er en sejt swingende rytmegruppe uden ligegyldigheder.

Den sidste plade er en duoplade, hvor Benjamin Koppel er sammen med bassisten Scott Colley. De kender efterhånden hinanden rigtigt godt. Det er hverken famlende eller utydeligt, hvad de vil. Benjamin Koppel er behageligt rolig i saxofonspillet, hvor jeg tænker at Colley’s basspil sørger for trygheden til Koppel.

Fire plader på en gang er en massiv omgang, når samme kunstner går igen. Til Benjamin Koppels forsvar, så har han lavet fire meget forskellige plader. Skal jeg vælge en favorit, så er det den som han har lavet med Maktoub. Havde du spurgt en anden dag kunne det være den med Kirk Knuffke.

Cowbell

Den smalle danske musik uden podcasts! - Jazznyt kommentar

Gennem længere tid har idéen om, at lave podcasts puslet i mit hoved. Flere idéer har stået i kø. Den første er at at lave en månedlig podcast, hvor jeg samler op på de mest interessante danske jazzudgivelser, som jeg har skrevet om på min blog Jazznyt.com. Podcasten er en fortsættelse af bloggen - med snak, interviews og selvfølgelig musik.

Jeg har primært været optaget af, at få styr på det tekniske udstyr og så bare komme i gang.

Men!

Det koster penge. Ikke bare til ordentligt teknisk udstyr. Det koster penge at bruge musik i podcasten. KODA, der repræsenterer musikernes ophavsrettigheder skal have penge. Det er helt fint, at musikerne skal have penge, når deres musik bliver brugt - det er deres levebrød.

Det er derfor Koda skal have minimum 252 kr. om måneden for brug af 20 minutters musik i en podcast. Hvis der er mange lyttere koster det 0,29 kr. pr. gang den bliver streamet. Betingelsen er at podcasten er ikke-kommerciel, uden reklamer og gratis for lytteren.

KODA kan herefter fordele midlerne til komponister og musikere.

KODA er opmærksom på, at jazz og andre genrer ikke kan klare sig på kommercielle vilkår. De har en pulje, hvor musikerne kan søge om økonomisk hjælp til deres udgivelser. På mange af de plader jeg anmelder, er der et lille diskret KODA logo i hjørnet, der viser at de har støttet udgivelsen.

Jeg forestiller mig at KODA synes at det er godt, at der findes musikblogs som min, hvor den smalle musik lever. Hvor udgivelserne de støtter økonomisk, får omtale og bliver anmeldt. Specielt i en tid, hvor der rykkes godt og grundigt rundt i medielandskabet.

Den musik jeg beskæftiger mig med er den smalle musik, der hverken kan eller skal klare sig på rene kommercielle vilkår. Musik der ikke finder vej til hitlister og mainstreamradio.

Musikblogs er drevet af nørderne, de passionerede der simpelthen ikke kan lade være med at bruge deres fritid på, at skrive om musik. Der er ingen indtjening på en dansk musikblog. Jo bevares, man får da pladerne som man anmelder og kan komme på gæstelisten til koncerter. Det er bare ikke noget man får mad i maven af - eller råd til betaling for brugen af musik i en podcast.

For helt ærligt! Hvor har KODA forestillet sig at pengene fra en ikke-kommerciel, reklamefri podcast der er gratis for lytteren, skal komme fra? Min egen lomme, måske?

Mit forslag går i stedet ud på at KODA freder små, uafhængige, ikke-kommercielle podcasts, hvor der bruges musik. De kunne eksempelvis tage et par procent fra puljen der støtter de smalle udgivelser.

KODA bliver nødt til at erkende at de befinder sig i en ny tid for mediedækning af musik. En ny tid, hvor mange af deres medlemmer overhovedet ikke får nogen eksponering i mainstream radio eller podcasts. Her er lukningen af P8jazz og P6beat en regulær katastrofe for det danske musikmiljø.

Jeg vil gerne lave aftale med KODA, så de har styr på, hvordan deres medlemmers musik bliver brugt.

Vil KODA lave en aftale med en musikidealist uden penge, der kæmper med åben pande og lyttende ører?

Pakhus 1: Paysano - the lost studio tapes 1977 (Glad Grammofon) stream

Hvis Buki Yamaz, Heavy Joker og andre fede danske fusionsbands fra de sene 70'ere er noget for dig, så er der lige udkommet et helt og aldeles vigtigt album. Med 42 års forsinkelse udkommer Pakhus 1 albummet Paysano. To af medlemmerne blev sammen med medlemmer af Heavy Joker rodet ind i et projekt der blev til Tøsedrengene - og firserne, et helt særligt årti for dansk musik, kunne begynde.

Pakhus 1 bestod af Klaus Kjellerup på bas og percussion, Aage Hagen på keyboards, Fredrik Søegaard på guitar, Frank Jensen på guitar og percussion og Henrik Schaltz på trommer. Pladen er produceret af Michael Bruun i det legendariske Werner Studio og har gæsteoptrædener fra Aske Bentzon og Ole Thøger.

Vi er solidt plantet i den melodisk funk’ede fusionsjazz. Albummet åbner i et højt groove tempo med Nautilus, hvor Klaus Kjellerup får vist at han også kan spille jazzfunk bas. På titelnummeret Paysano, hvor Ole Thøger gæster på sopransax rammer de plet, her er et nummer med kultpotentiale til det dansegulv, hvor der spilles funky jazz.

Pakhus 1 kan også tage den med ro. Natbageren bevæger sig roligt afsted med finurlige breaks og mellemspil og rammer i midten, Bob James land. Aage Hagen giver den op på elklaveret. Albummet lukker ned med Dansemusen, et mediumslow funknummer med guitar og funkclavinet.

Det er vildt at et bånd med et album af så høj kvalitet kan glemmes i bunden af Fredrik Søegaards klædeskab, fordi pladeselskabet mistede interesse og der kom andre projekter i vejen. Derfor er det også fedt at den endelig er tilgængelig på streamingtjenesterne.

Det er også det eneste minus ved udgivelsen. Den findes kun på streamingtjenesterne. Der bør være potentiale til en vinyludgivelse. Der er mange fusionsfreaks, der gerne vil have sådan en frækkert på pladetallerkenen. Jeg ved i hvertfald at Brian Petro fra Radio Jazz vil blive lige så glad for en vinyl som jeg. Du kan høre Brian Petros interview fra Radio Jazz med to af medlemmene herunder.

https://www.facebook.com/pakhus01/

Medbøe/Halle/Malling: Hvor en var baen (Copperfly) 10”vinyl

Den skotske jazzguitarist Haftor Medbøe med de dansk/norske aner har lavet en plade baseret på melodierne til sønderjyske Martin N. Hansens digte. Medbøes danske aner er rundet af den alsiske muld ellers havde Haftor Medbøe næppe opdaget eller forstået digteren Martin N. Hansens digte og viser, der skrives og synges på alsisk.

Den nordiske jazztone står Haftor Medbøes hjerte meget nær, hvilket han bla. har bevist på den nylige udgivelse sammen med den svenske pianist Jakob Karlzon og tidligere på et album sammen med Espen Eriksen og Gunnar Halle.

Den norske trompetist Gunnar Halle er med på den nye plade, sammen med den NHØP-skolede danske bassist Eva Malling, som Medbøe har samarbejdet med flere gange før.

Musikken er udgivet på en 10” vinyl, hvor melodierne præsenteres i korte og kompakte versioner. Det er imponerende så intenst som Haftor Medbøe rækker ud og samler. Det er opløftende, når trioen spiller Folk der kam ind ad e bagdør. Halles beroligende og let støvede trompet finder ubesværet sammen med Medbøes minimalistiske og letflydende guitar, mens Eva Malling holder time. Sådan fortsætter de henover pladens ni skæringer. Det er meditativ og sanselig jazz. Det bølger frem i mødet mellem den alsiske nationaldigter og en kompromisløs jazztrio. De har lavet en stærkt anbefalelsesværdig plade, til jazzlyttere der ikke kan få nok af nordisk jazz, særligt af den type der rykker lidt ved konventionerne.

Copperfly Records

Carsten Dahl Trinity: Painting Music (ACT) CD/DL/stream

Her efterlades du ikke urørt. Du tages i hånden og med ind i musikken. Det er triojazz i absolut verdensklasse!

Efter at Carsten Dahl har sagt at han skærer ned på jazzen og vil bruge mere tid på, at male vælger han at lave et trioalbum, der kommer til at stå som et veritabelt højdepunkt i karrieren. Han har tidligere lavet gode - endda nogle rigtigt gode - trioplader med GinmanBlachmanDahl, Lennart Ginman/Frands Rifbjerg, Arild Andersen/Jon Christensen og såmænd også Mads Vinding/Alex Riel. 

Sammen med Nils Bo Davidsen på bas og Stefan Pasborg på trommer har han lavet et album der udkommer på tyske ACT Records. Det er med andre ord en plade der bliver lanceret internationalt - så verden i endnu højere grad vil opdage Carsten Dahls store talent - og måske kommer til, at kræve at han forlader  malerlærrederne noget oftere.

Musikken er indspillet i Rainbow studiet i Oslo, hvor Keith Jarrett har indspillet flere af sine vigtigste plader. Og Keith Jarrett er ikke til at komme uden om i forbindelse med Carsten Dahl Trinty. De spiller i forlængelse af tonen og klangen fra Keith Jarrett Trio og udvider uhæmmet territoriet. De bruger deres danske ophav, mest tydeligt med Jeg gik mig ud en sommerdag. En velkendt melodi, de tager på som skjorte og bukser og fylder ud med deres krop og fremtoning.

Materialet er overvejende velkendte standards som Over the Rainbow, All The things you are og You and The Night and The music. Det er tre musikere der kender hinanden godt. De udfordrer og fremkalder de gode sider. Nils Bo Davidsens stabile træfyldte baslyd og Stefan Pasborgs time og præcision er i godt selskab med Carsten Dahls virtuose jazzspil. Det er en poetisk og smuk triojazzplade, der fortjener at blive indtaget og hørt af både jazzkendere og rookies ud i jazzlytteriet.

Carsten Dahl Trinity favner og vil deres jazz og lyttere.

Bonusinfo:

Pladen udkommer 27. september.

Det er Carsten Dahl der har malet billedet på coveret. Jeg kan ikke umiddelbart komme på fortilfælde i ACT kataloget, hvor det er den samme der har lavet både kunsten og musikken.

Giant Steps i videoen nedenunder er ikke med på albummet

ACT Music

Carsten Dahl

Mads Houe & The Quavers: Make new sense (Mads Houe) LP/DL/stream

Den nordjyske jazzmusiker Mads Houe er skiftet fra trommer til bas siden første album med Mads Houe & The Quavers. Der er strammet en del op i forhold til debutalbummet i forhold til retning og overblik. Jeg ved ikke om det har noget med instrumentskiftet at gøre.

“Et stenkast herfra” der åbner albummet er en blæserfyldt og funky sag, der skylder sit til Snarky Puppy. Mads Houe vil heldigvis mere end, at være en dansk Snarky Puppy klon, så allerede på andet nummer, “Waiting for The bride”, vendes blikket indad og der kommer ro på. Pladen er præget af funken og fusionen. Men den danske folketone er lige så meget med. 

Det er tydeligt på “Canon no. 1 in Cm”, hvor Jakob Mygind gæster og shiner på sopransaxen. Nummeret er et godt eksempel på, at Mads Houe har arbejdet grundigt med arrangementerne, der er meget vellykkede på albummet. Han har et godt tag på instrumenterne med to saxofonister Martin Kirkegaard og Tadas Pasaravicius, en trompetist Dan Hejslet, en guitarist Salvador Olmos, en pianist Andreas Bergholt, en percussionist Benjamin Kronborg og en trommeslager Jakob Lundbye. Det lugter af ambitioner om at lave big band arrangementer. Pladen slutter dog et helt andet sted med den smukke bas og piano duet A Voice from within.

Make new sense er velskåret og dynamisk lækkert album med små hints til fusion og store danske stemninger.

Mads Houe & The Quavers på Facebook