Ben van den Dungen Quartet: Ciao city (Jazz & Worldmusic) >> Tango Extremo: Dama de Blanco (Jazz & Worldmusic) >> Nueva Manteca: 25 Years (Jazz & Worldmusic)

Hele 3 plader landede i postkassen fra den samme hollandske afsender. Umiddelbart meget forskellige plader. Tango, latin og straight jazz. Da jeg kiggede nærmere på pladerne, var der dog en musiker der gik igen. Saxofonisten Ben van den Dungen. En erfaren herre med et omfattende CV indenfor hollandsk jazz. Det er også ham der står bag pladeselskabet der har udsendt pladerne.

Under eget navn har han lavet pladen Ciao baby, hvor han med kvartet udlever en pågående jazzet drøm. Det er meget effektivt leveret. Der er lidt standardmateriale som Pannonica og So in love. Resten er materiale skrevet af van den Dungen. I kvartetten medvirker den velspillende pianist Michael Rodriguez.

Nueva Manteca har eksisteret i 25 år. I den forbindelse udsender de et dobbelt livealbum. De to CD'er er indspillet ved to forskellige koncerter. Den første er fra 2013 og indspillet i Bimhuis i Amsterdam. Den anden er en 20 år gammel radiooptagelse. Materialet er vaskeægte best of latinjazz materiale. Oye como va, Evil ways, Samba pa ti etc. Der er et par Miles Davis sager på begge plader. På den gamle indspilning finder man Seven steps to heaven og på den ny er det Tutu. Fælles for begge indspilninger er at musikken serveres meget veloplagt og festligt. Måske lige en tand for glat. Det syv mand store orkester, der ledes af pianisten Jan Hartong har lavet 11 plader indtil videre.

Den sidste plade er med Tango Extremo. Kvintetten med violinisten Tanya Schaap i spidsen har eksisteret siden 2003. De bevæger sig i grænselandet mellem jazz, klassisk og masser af tango. Van den Dungen spiller sopransax i gruppen, der også rummer accordeon, bas og piano. Dama de blanco er velskåret tango nuevo album. De tager kompositioner af bl.a. Nino Rota, Rachmaninoff, Debussy, Händel, Prokofiev og Richard Galliano under behandling. Van den Dungens sopransax står flot i selskab med violinen. 

Alle tre plader efterlader et flot indtryk af en musiker, der i mange år har været aktiv på den hollandske jazzscene med afstikkere ud i verden. Van den Dungen har spillet med både Nueva Manteca og Tango Extremo i Danmark.

benvandendungen.nl

nuevamanteca.nl

tangoextremo.com

3xHess: Music for mum & dad (Hessmusic/Gateway)

Hver for sig har brødrene Hess skabt nogle flotte karrierer. De har fra tid til anden også arbejdet sammen i forskellige sammenhænge. For første gang rykker de tæt sammen som 3xHess og laver en plade til deres forældre. Emil på saxofon, Nikolaj på klaver og Mikkel på trommer er alle tre vigtige musikere på den danske jazzscene. Her viser de hvorfor. Alle tre er virtuoser på deres respektive instrumenter. Der er en dyb professionalisme kombineret med evnen til at formidle så logisk og ligefremt.

Som brødre vi dele, siges der ofte. Her har brødrene delt komponisttjansen. De byder hver ind med tre kompositioner. Mikkel Hess har taget Ssshhhh med fra Hess is More mens Nikolaj Hess har taget Lullabye med fra Spacelab. Ellers fremstår musikken som spritny og sammenhængende. Det er dansk jazz i den allerbedste betydning. De er rundet af salmer og højskolesangbogen. De er rundet af melankolien. Det er jazz i den sangbare form. Jazz af den slags som pirrer følelserne. Der er New York og standards med i bagagen. Her på pladen har de valgt to gamle danske sange som de eneste ud over deres egne. Gerhardt/Crügers Hjerte, løft din glædes vinger og Jæger/Vejslevs Kirsten og Vejen fra Gurre. 

Jeg tænker ikke at barndomshjemmet i Vejle var fyldt med larm og ballade, når jeg hører pladen. Der var musik og der var plads til det. De tre brødre har suget til sig af livet og har lavet en smuk hyldest til forældrene og det de har fået med sig i livet hjemmefra. Far Mogens skriver i digtet Anslag i CD-hæftet: “…Jeg fyldes op, fordybes, et rytmevæld, lys af lyd…”

emilhess.dk

nikolajhess.com

mikkelhess.dk

Kalles World Tour: The black and white album (Gateway)

Når man har en jazzblog som en fritidsbeskæftigelse, så bliver man ret hurtigt træt af at skrive om dårlig musik. Jeg gider ikke at lytte til dårlig musik. Så derfor er der sjældent nogen der får en decideret dumpeanmeldelse her på bloggen. For jeg hører ikke det dårlige. Eller det vil sige, hvis pladen er en stinker ved første gennemlyt, lader jeg pladen ligge og skriver ikke om den. Nu gør jeg så en undtagelse. Jeg har dårligt nok hørt pladen igennem. Det kan jeg simpelthen ikke klare. Det er end ikke en jazzplade. Hvorfor er den så egentlig havnet hos mig? Pladecoveret ligner noget på en demo-CD med et metalband fra Holstebro fra 1991. 

Kalle Mathisen har eksisteret i udkanten af dansk musik gennem adskillige år. I den medsendte pressemeddelelse skriver han, at han valgte at tage direkte fra psykitarisk afdeling og på world tour med sit onemanband Kalles World Tour. Han har haft programmet Weekendsax på Radio 24/7, hvor lytterne ringede ind og bad ham om at blande blues og samba (blamba), klassisk musik og hip hop (klaskhop) og Tom Waits og Kraftwerk (Waitwerk). For lige at holde fast i den sidste, så er der heldigvis noter med på pladen, der fortæller hvornår han spiller hvad. Nummeret Bitte nicht schiessen skulle være den blanding af Waits og Kraftwerk. Men det lyder som hverken eller… og heller ikke midt i mellem. På nummeret Oldie but goodie bruger han en omskrivning af basgangen fra L:Ron:Haralds Mæ å min Kadett, der var et sample fra The O’Jays’ For the love of money. Det skulle være en blanding af tibetansk folkemusik og funk (tibunk). Av for den da, det gør ondt. På Russian Superstar blander han russisk folkemusik og disco - det lyder mere hen ad Leaving on a jetplane.

Er det for sjov? At man påstår at det lyder som noget, men så lyder det af noget helt andet? Det lyder i hvertfald ikke godt eller sjovt. I det medfølgende pressemateriale har han fået notabiliteter som Mads Brügger, Ivan Horn, Geo og Jacob Riising til at give musikken stjerner. De giver alt mellem 5 og 6 stjerner. Det er godt for Kalle. Så behøver han heldigvis ikke denne anmeldelse, hvor jeg højst vil give en sherifstjerne til Kalle.

Christian Vuust: Urban hymn (Aero Music)

Velkommen til New York City. Velkommen til lyden af en dansker i New York City. Saxofonisten Christian Vuust rejste i 2013 for indspille dette album med tre af de fineste amerikanske musikere. Vuust og pianisten Aaron Parks, bassisten Ben Street og trommeslageren Jeff Ballard gik sidste sommer i Sear Sound studiet i New York, sammen med legenden James Farber ved knapperne. Vuust havde boet et par måneder i byen, hvor han havde spillet koncerter, komponeret musik og suget byens sjæl til sig. Han afsluttede opholdet med denne indspilning. Der er flere danskere der har taget den tur indenfor de senere år. Vuust hører til den aldersmæssigt tungere del af de folk. Han er født i 1964 og skal end ikke overbevise sig selv om at han spiller en umanerligt lækker tenorsax. 

Det er lige præcis den ro, der er med til at give os et helt fantastisk album. Tempoet er ligesom musikkens sjæl roligt - det er overvejende ballader. Der er melodi. Der er tid til at aflevere en historie. I starten af 90’erne var Vuust i USA for at blive uddannet, da han kom hjem til Danmark arbejdede han med musik inspireret af Grønland, lavede Salmeduoen sammen med Hans Esbjerg, var med i Pauseland etc. På Urban Hymn samler han sine inspirationskilder og kører dem igennem et New York-filter. Det er meget følelsesmættet. Der er en snert af noget melankolsk i  musikken. Christian Vuust udnytter at han har Parks ved klaveret og Parks er omvendt god til indfange Vuusts idéer. Urban Hymn er allerede en af mine absolutte 2014-favoritter! En veldefineret blanding af New York og Danmark.

Bonusinfo:

Aaron Parks kommer til Danmark og tager på en minitur med Christian Vuust. De starter d. 13. marts i Odense, 14. marts i København, 15. marts i Aarhus og d. 16. marts i Herning. Klaus Nørgaard spiller bas og Jakob Høyer spiller trommer ved de koncerter.

christianvuust.com

Orbit Stern: Ude i skoven, inde i byen (Boogie Post Recordings) LP

Jeg fik en besked fra guitaristen Samuel Hällkvist om jeg ville være interesseret i at anmelde en plade med Orbit Stern. Jeg lyttede lidt til musikken på Soundcloud og kunne godt forstå Hällkvists spørgsmål. For det er nemlig ikke jazz det her. Men for en musikmisbruger som mig med hang til eksperimenterende udkantsmusik, lød det så absolut interessant. Jeg svarede OK og han sendte en LP. Han er sammen med trommeslageren og programmøren Frederik Hauch. Samuel Hällkvist tager sig også af programmering udover at spille guitar. I en særegen blanding af country, twang, disco, beats, pop og melodi opstår Orbit Sterns musik. Jeg får flere gange flashbacks til filmsoundtracks fra 80’erne, hvor nummeret Langsom Jagt lyder som noget Eric Serra kunne have lavet til den franske kultfilm Subway.

Orbit Stern er et postmodernistisk mashup på kanten af det dekadente forfald. Der er funklende og levende stjerner. Ude i skoven, inde i byen er en herlig LP til mennesker der er stødt på grund i storbyens berusende stemning. De vil ikke hjem og de vil ikke blive. Hällkvist og Hauch har 100% styr på musikken. Lækkert.

orbitstern.com

Morten Kargaard Septet: Origin (Gateway)

Hvis Morten Kargaard går rundt med en uopfyldt drøm om at lave filmmusik. Så er han kommet et skridt nærmere med denne plade. Klassisk understøttende filmmusik med strygere og blæsere. Ikke for voldsomt og dominerende. Det er nærmere en ekstra emotionel udbyggende dimension til selve historien. I Kargaards tilfælde er der kun musikken. Vi får udvidet hverdagen med flere følelser, når Morten Kargaards musik flyder ud af højttalerne. Det er beroligende og næsten meditativt. Guitaristen Morten Kargaard har siden 1991 haft Morten Kargaard Group med bl.a. Makiko Hirabayashi. Til den nye musik som han har skabt har han dannet en septet, med strygere, obo og trompet/flygelhorn. Det er kun trompetisten Flemming Agerskov og bassisten Lars Johnsen som jeg kender fra jazzen.

Origin er et rytmisk funderet album med stemninger og musikalske landskaber. Det er skabt af en musiker, der bevarer overblikket i den komplekse opbygning og arrangering af musikken. Musiken er ikke kompleks at lytte til. Morten Kargaard har styr på den klassiske musiks virkemidler og blander dem med jazzens muligheder. Origin er et originalt album på den danske musikscene, hvor danske jazzmusikere på udflugt i den klassiske musik ofte går en mere eksperimenterende og mindre tilgængelig vej. Morten Kargaard vil noget andet.

mortenkargaardseptet.dk

Attila Zoller: Jazz Soundtracks (Sonorama) >> Now’s The Time Deep German Jazz Grooves 1956-1965 vol. 1 (Sonorama) >> Now’s The Time Deep German Jazz Grooves 1957-1969 vol. 2 (Sonorama)

Genudgivelser af ældre jazz kan håndteres på mange måder. Gå et smut i Stereo Studie eller Fona og du finder ret hurtigt Miles Davis, Louis Armstrong og anden amerikansk jazz til 30 kroner. De er lavet uden respekt for andet end penge. Der er selvfølgelig undtagelser. Herhjemme er der i de senere år desværre kun Little Beat Records (Leo Mathisen serien) og Stunt Records (KB Hallen), der har lavet nogle seriøse og smagfulde genudgivelser. Ellers må vi kigge langt efter ældre dansk jazz i ny aftapning. I Tyskland er selskabet Sonorama helt i front i forhold til behandlingen af ældre musik. Det beviser disse tre plader til fulde. 

Attila Zoller var en ener på den tyske jazzscene. Han var flygtet fra hjemlandet Ungarn i 50’erne og fik ret hurtigt fodfæste i Tyskland sammen med folk som Hans Koller Jutta Hipp. Han var også i USA i flere perioder i 60’erne. På denne plade har man samlet filmmusikken fra tre film af instruktøren Hans Jürgen Pohland. Al musikken er indspillet live og improviseret, mens Zoller og musikerne så filmene. Pat Metheny har kaldt Zoller for en af hans helte. Mens det amerikanske jazzmagasin Jazztimes har kaldt ham “One of the 10 most underrated Jazz Guitarists of all time.” Hvis der er brug for yderligere underbygning af de påstande, er Jazz Soundtracks et godt sted at starte. De tolv numre er fra ’62, ’66 og ’67. Her bruges jazzen som udgangspunkt for et fantasifuldt og swingende lydtæppe til filmene. 

Sonorama udsendte i 2010 og 2012 de to compilations Now’s the time, der bevæger sig i henholdsvis 1956-1965 og 1957-1969. Der er deciderede guldklumper og absolutte ligegyldigheder på begge plader. Souljazz med Die Deutschen All Stars (inkl. Rolf Kühn, Emil Mangelsdorff, Hans Koller og Helmut Brandt). Rolf Kühns klarinet går igen på Meeting at the Barberina sammen med pianisten Horst Jankowski. Der er nogle ikke så gode vokalnume på Volume 1, medmindre man elsker engelsk med tyk tysk accent. Volume 2 byder på Hans Koller Septett med en 22 årig Gary Peacock på bas i 1957 og hele fire sax’er i front. Albert Mangelsdorff Jazztett spiller Nica’s Dream, hvor Dusko Goykovich fører an med suverænt trompetarbejde. Begge plader fortjener et lyt. Det er vanvittig spændende europæisk jazzhistorie pakket yderst lækkert ind med vidende linernotes. Er det for meget forlangt, at ældre dansk jazz også kommer ud på denne måde?

sonorama.de

Kjeld Lauritsen: Come sunday (Music Mecca)

Kirkerne er gudskelov stadig mere udbredte i Danmark end 7-Eleven butikkerne. De er spredt ud over hele landet. Bruges til gudstjenester, dåb, bryllup og andet nødvendigt. En gang i mellem bruges de også som koncertrum. Mange kirker har en formidabel akustik, der er god til kormusik, klassisk og selvfølgelig jazz. Hammondorganisten Kjeld Lauritsen har sammen med tenorsaxofonisten Jan Harbeck og trommeslageren Esben Laub von Lillienskjold lavet en trio, der tager ud spiller kirkekoncerter. De har lavet CD’en Come sunday, hvor de præsenterer deres musik.

Der er noget pudsigt over at Lauritsen tager sit Hammond B3-orgel med ud i kirkerummene, med tanke på alle de fine kirkeorgeler der står der. Men Hammond- og kirkeorgel er vidt forskellige og Lauritsen har ikke problemer med at vise hvorfor og hvordan. Han spiller mere brusende Hammond og mindre perkussiv Hammond i trioen end man er vant til fra hans side. Det er sikkert for at opnå de rolige stunder i musikken, hvor man kan lade sig opsluge og lade tankerne flyde med musikken. 

Jan Harbeck er en mester, når der skal saxofon af den intime slags. Han er helt inde under huden på lytteren. Lillienskjold fremhæver ikke sig selv men understøtter i stedet  musikken på nænsom vis. Vi får tre Strayhorn-kompositioner og ligeledes tre fra Ellington. Det er en Harbeck-spidskompetance at spille den musik. Lauritsen byder ind med et par numre, hvor Lonnies Lullabye er et dejligt genhør fra Lauritsens 2013-plade In the Zone. Lillienskjold og Harbeck har hver et nummer med. Endelig bydes der på en forrygende gospel og en solosaxudgave af salmen Du, som har tændt millioner af stjerner. Hvis jeg var et menighedsråd, der var på udkig efter et swingende kirkearrangement, så behøvede jeg ikke at lede længere. Come sunday er et godt bud på en omgang “Jazz i kirken”.

kjeldlauritsen.dk

janharbeck.com

Morten Schantz: Unicorn (Calibrated)

I sidste uge var der en rørende historie i Berlingske Tidende om Morten Schantz og hans møde med kærligheden. En dramatisk historie om nærmest umulig grænseløshed kærlighed til en danser og skuespiller i Marokko. Historien var fyldt med forhindringer og endte gudskelov lykkeligt. Inden jeg havde læst den artikel, havde jeg allerede hørt Schantz’ nye plade Unicorn flere gange og havde tænkt at der var sket noget med Schantz. Jeg vidste ikke hvad. Med Berlingske Tidendes historie gav det pludselig mening. Pladen er dedikeret til Rabab Aomari som Schantz mødte første gang i 2009 men først blev gift med i 2012.

I selskab med sine gamle triokumpaner Morten Ankarfeldt på bas og Janus Templeton er Schantz på sikker grund. Han har så tilføjet percussionisten Ayi Solomon til sit musikalske univers, hvilket er godt tænkt. Solomons dansende trommer passer perfekt ind i den musik som Schantz har skabt. Unicorn er et folkloristisk fyrværkeri med mange farver og stemninger. Set i lyset af en karriere der har budt på pågående jazz i Jazzkamikaze af meget vekslende kvalitet og funk i Schantz Segment. Så havde jeg en anden idé om hvordan denne plade kunne lyde. Schantz gav allerede et hint om retningen med pladen Conveyance fra 2011 Men at det skulle blive så fuldendt og helstøbt som denne plade. Den havde jeg ikke set komme. 

Der er hældt en diskret dosis arabisk inspiration (og instrumenter) i musikken. Afrojazzen er heller ikke gået ram forbi. Når det så lægges sammen med en pianist der er vokset op med Oscar Peterson og samtidig har noget dansk i sig. Ja så får man den unikke blanding som Schantz byder på. Han har skrevet alle numrene på pladen, pånær den afsluttende We Found Love som Rihanna hittede voldsomt med for et par år siden. En velkommen jazzversion af en nutidig “standard”. Han favner musikken og lader det smelte smukt sammen i et melodisk hele. Unicorn er et foreløbigt højdepunkt i Morten Schantz’ karriere, der allerede har budt på ganske fine plader. Unicorn kan meget vel gå hen og blive en af årets plader.

mortenschantz.com

Third Eye: Connexion (Sonorama) LP

Hvis du tænker funk, når du hører kombinationen af 70’erne og europæisk jazz, så har tyske Sonorama Records genudgivet et sjældent mesterværk fra dengang, der bare skal købes. Third Eye var en hollandsk trio der fandt sammen med den jamaicanske saxofonist Wilton “Bogey” Gaynair i 1977, hvor de indspillede Connexion. “Bogey” havde boet i Europa siden slutningen af 50’erne og arbejdede siden med folk som Peter Herbolzheimer, Gil Evans, Freddie Hubbard og Bob Brookmeyer. Trioen blev til en sekstet med “Bogey” som midtpunkt. Den originale vinyl udkom kun i 600 eksemplarer og er siden solgt til uhyrlige priser. Til denne første genudgivelse af pladen har man fundet de originale masterbånd. Lyden er med andre ord topnotch.

Stilen lugter lidt af tidlig Return to Forever med funk grooves. Der er masser af Fender Rhodes og en smule god gammeldags ARP-synthesizer spillet af Rob van den Broeck. Bassen der er akustisk, har et funky groove der passer godt sammen med trommerne og congassen. Wilton “Bogey” Gaynair’s sax er frisk og pågående. Sammen med den anden saxofonist Gerd Dudek er funkfesten hjemme. Third Eye’s plade Connexion er forrygende og det er en meget velkommen genudgivelse.

Sonorama.de

Morten Haugshøj Kvartet: Artbreak (Gateway)

For en uges tid siden fik saxofonisten Michael Bladt den århusianske musikpris Gaffelprisen. Hvis man ikke forstår hvorfor Bladt har fået den pris, kan man starte her med Morten Haugshøj Kvartets andet album. Da det første udkom for tre år siden fremhævede jeg lige præcis Bladt. Det er ikke mindre grund til at gøre med det nye udspil Artbreak. Kvartetten er den samme med guitaristen og komponisten Morten Haugshøj i front, Bladt på tenorsax, Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer. Den dejlige flertydige titel Artbreak spiller bl.a. på pladecoveret hvor kunsteren Arthur Tudsborg i surrealistiske toner har portræteret musikerne. Direkte oversat til dansk betyder artbreak også kunstpause på dansk. Her er betydningen en anden end den Artbreak er på engelsk. 

Musikken er ikke flertydig. Det er tydeligt, hvad Haugshøj vil med sin musik. Han er meget inspireret af nutidens new yorker-scene og folk som Jonathan  Kreisberg. Musikken har varme og glød. Der lægges godt fra land med åbningsnummeret Cleopatra. Sejthens gyngende bas, Knudsens suverænt swingende trommer og Bladts skarpe og præcise saxofon er sammen med Haugshøjs guitar med til at åbne op for en plade, hvor niveauet er højt hele vejen. Der er uptemposager som Early morning deadline, lækre ballader som Mind nourishment og meget andet godt. Artbreak lukkes ned med Bliss, et solonummer med Haugshøj ved den akustiske guitar. Haugshøj er teknisk meget velfunderet og kan både spille hurtigt og tage den med ro som på Gossamer Kiss. Med denne plade viser Morten Haugshøj Kvartet at jazzen egentlig har det helt okay for tiden i den århusianske.

mortenhaugshoej.dk

Mette Lind: Running (Gateway)

Det sker ikke så sjældent at jeg modtager en CD fra en sangerinde, som jeg aldrig har hørt om før. Således er det også tilfældet med denne EP, som Mette Lind har begået. Sangerinden Mette Lind har grundmaterialet i orden. Der er styr på stemme og udtryk. Hun vil mere end blot være endnu en standardjazzfortolker. Derfor er der kun inkluderet to fra den skuffe. Can’t help loving that man og You and the night and the music. De tre andre har hun selv skrevet musik og tekst til. De er mere til singer-songwriter siden end standardjazzen og falder noget anderledes ud. Hun omgiver sig med tre musikere, der har fuldstændigt styr på håndværksmæssige. Guitaristen Jeppe Holst, bassisten Jakob Lind Lauritsen og trommeslageren Jesper Uno Kofoed har sandsynlivis gjort det de er blevet bedt om. Er det godt nok? Tjah, jeg synes at det bliver lidt anonymt. Det havde ikke gjort noget hvis der var taget lidt chancer undervejs. Hvad er risikoen? Mette Lind vil nok gerne ud og spille med sin musik. Her er konkurrencen megahård og en sjat synligere personlighed gør ikke noget. Jeg tror at hun har det i sig.

mettelind.dk

Kasper Staub Trio: Havnepladen (KS) LP

Der er noget fint og nærmest skrøbeligt over Kasper Staubs musik. En emmende følsomhed. Der er valsetakter med små skæverter. Der er frispil med melodier. Kasper Staub læner sig modigt op ad ingenting. Der er risiko for at falde. Han bliver stående. Havnepladen er Kasper Staub Trios anden LP. Selve pladecovereret er i særklasse. Gulligt hengemt pap. Det hengemte er helt og aldeles ægte. Da det er et gammelt pladecover der har fået indersiden vendt ud. Så på indersiden af Kasper Staubs plade finder man et gammelt pladecover. F.eks. er min en gammel Cliff Richard-plade fra 80’erne.

Staubs musik bevæger sig rundt om små elaborerende figurer. De veklser og danser rundt. Trioen består også af Jens Mikkel på bas og Anders Vestergaard på trommer. Her er nogle musikere, der indrammer Staubs musik. De giver den flere dimensioner. På debutpladen var numrene ikke så lange. Denne gang er der mere tid til fordybelse, hvilket kaster impronummeret Ritual af sig. Det er ikke overstyret eller vildt. Det er kærlighed til mulighederne med instrumenterne. Nummeret omkranses af to balladeperler, Hjem og Verdenskort, der med melankoli og ro er smukke som morgensolen. Havnepladen er et meget anbefalelsesværdigt album!

Bonusinfo:

Pladen er kun udgivet i 100 vinyleksemplarer og kan købes i Stardust i Aarhus.

kasperstaubtrio.tumblr.com

soundcloud.com/kasperstaub

Benjamin Koppel: Illuminations Living Room Recordings #1 (Cowbell/Tiger) >> Benjamin Koppel: The lost musicians Living Room Recordings #2 (Cowbell/Tiger) >> Anders Koppel & Kenny Werner: Breaking borders #1 (Cowbell/Tiger)

Benjamin Koppels pladeselskab Cowbell er aktuel med hele tre udgivelser. Som noget nyt har de indgået et samarbejde med Tiger-butikkerne, så pladerne for det første er tilgængelige i over hundrede butikker og for det andet sælges de til kun 30,- stykket. Tiger har før haft stor succes med nogle af de plader som de har udgivet. Bl.a. har en serie med tidligere udgivet Cowbell-musik, der strakte sig over 10 plader, solgt over 60.000 eksemplarer. Devisen om at få musikken ud til lytterne, har haft stor gennemslagskraft. Benjamin Koppel har lavet nogle forskellige serier med musik. I den ene serie der hedder Living Room Recordings er der kommet 2 plader. Pladerne er indspillet hjemme hos Benjamin Koppel omkring Steinway-flygelet som han arvede efter Herman D. Koppel. Den første plade er sammen med den franske pianist Jean-Michel Pilc, hvor Koppel har ladet sig inspirere af franske Arthur Rimbauds digtsamling Illuminations fra 1874 i forbindelse med skabelsen af kompositionerne. Koppels valg af altsaxofon hele pladen igennem klæder musikken. Pilc er en stærk pianist. Alligevel efterlader musikken et frapperende udtryk. Det hænger ikke helt sammen. 

Det går bedre på den anden udgivelse i dagligstueserien. Her er Koppel sammen med New Nordic Quartet. Igen henter han inspiration i litteraturen. Denne gang har han ladet sig inspirere af 8 nordiske litteraturklassikere. Lige fra Scherfig over Heinesen til Lagerlööf og Lindgren. Sammen med pianisten Eythor Gunnarsson (fra Mezzoforte) som Koppel tidligere har indspillet med, den norske trommeslager Audun Kleive og den svenske bassist Thommy Andersson (som Koppel ofte har samarbejdet med) er Koppel i godt selskab. Der er enkelte numre, hvor det bliver noget kantet. Ser man bort fra dem og fokuserer på perlerne, så er slet ikke så tosset! På den næsten 10 minutter lange The Immortal story der er bygget over Blixens Den udødelige historie rammer kvartetten zenit. Det er så smukt. Koppels altsax er omkransende og Gunnarssons pianospil sidder lige i øret og pirrer behageligt. Der er flere numre der rammer noget af det samme.

Den sidste plade er slet ikke med Benjamin Koppel. Den er første udspil i serien Breaking Borders og er med Benjamins far Anders Koppel på Hammondorgel og den amerikanske pianist Kenny Werner, som Benjamin har et nært musikalsk forhold til. De mødes over instrumenterne og har lavet pladens ni numre sammen. Der er eksperimenter og løssluppenhed. Der er bølgende Hammondorgel i bedste Anders Koppel-stil som det kendes fra Savage Rose og ikke mindst Bazaar. Der er små fine figurer som de mødes over og improviserer ud fra. Breaking Borders serien vil forsøge at afspejle lyden af nutidens jazzscene. Her er det første udspil nok ikke den mest betegnende. På den anden side er Koppel og Werner to dejlige musikere, der kender deres musikalske værd og har skabt en atypisk nutidig improbåret jazzplade.

Bonusinfo:

Der er også to Carsten Dahl-plader til 30,- i Tiger-butikkerne. Papillon og Dreamchild. De er begge tidligere anmeldt her på bloggen.

cowbellmusic.dk

tiger-music.com

Niels Wilhelm Knudsen Quintet: Mohawk (Mohawk Music/Gateway)

Der er ingen revolutioner i vente på bassisten Niels Wilhelm Knudsens debutplade Mohawk. Snarere tværtimod. Men hvorfor også revolutionere noget der i forvejen er så velfungerende? Her tænker jeg på den jazz som Niels Wilhelm Knudsen spiller sammen med en sejt swingende kvintet. Det er jazz som vor fader kunne lide den. Det er afslappet og tilbageskuende. Her gælder de regler og rammer der blev opstillet for over 50 år siden. 

Der er en frisk og umiddelbar ligefremhed i musikken. Musik med et velsmurt swingende og melodisk drive. Der er rødder i 50’ernes cooljazz, de tidlige 60’eres hardbop og lidt der peger ind i nutiden. 

Jeg kendte ikke bassisten Niels Wilhelm Knudsen i forvejen. Til gengæld har Knudsen valgt nogle sidemen, der løfter musikken og udløser en rigtig god plade. Jens Søndergaard spiller både alt- og tenorsax på pladen. Han er driftsikker som bare… Han udstråler overskud. Thomas Maintz har et usvigeligt sikkert greb om guitaren. Han tilføjer undervejs lidt effekter, der placerer sig diskret i baggrunden. Jakob Svensson tager sig af vibrafon og Dennis Drud sidder ved trommerne. Der tages ikke chancer. Til tider er det næsten for sikkert. Det gør nu ikke noget. Niels Wilhelm Knudsen plejer at have en mohawk-frisure, heraf pladetitlen. Der er noget vildt og oprørsk over hårstilen. I stedet tager han den så med ro på bassen. 

facebook.com/nwkmusic

Motherfucker: Mother (Tyrfing) 7”single

Der er noget ustyrligt pubertært over at kalde sit band for Motherfucker. Specielt når man er et godt stykke fra puberteten…aldersmæssigt. Henrik Pultz Melbye (sax), Jakob Thorkild Overgaard (guitar) og Thomas Eiler Vju (trommer) har musikalsk et behov for at pisse på konventionerne. Så på den måde er det pubertære helt på plads. Dark metal, avangardistisk jazz og uhæmmet impro udløser et forslået og iturevet musikalsk univers. Energisk og fuld af punket attitude udgør 7”singlen et heftigt koncentrat. Numrene Mother I, II og III veksler mellem Pultz Melbyes saxvildskab som den kendes fra Mats Gustafsson, Overgaards dronepåvirkede noiseguitar og Vju’s løse og sprællende trommer. Der piskes en stemning op som holder hele singlen.   

Billeder fra koncerten hvor musikken er optaget: youtube.com/watch?v=_93Wv_gPKIo

Jazznytprisen 2013

Fredag d. 14. februar spiller Jakob Bro Tentet feat. Peter Laugesen på Atlas i Aarhus. I den forbindelse får Jakob Bro overrakt Jazznytprisen 2013. En pris han får på baggrund af finalepladen December Song i trilogien med Balladeering og Time. På alle tre plader har Lee Konitz og Bill Frisell medvirket. Paul Motian var med på den første og hans musikalske ånd har påvirket de efterfølgende. Jakob Bro har som altid gang i mange projekter. Der er flere nye ting på vej. 

Tentetten består dog af gamle Jakob Bro-kendinge.

De amerikanske blæsere Andrew D’Angelo og Chris Speed og den danske instrumentkollega Jesper Zeuthen. Der er hele tre bassister, Thomas Morgan, AC og Nicolai Munch Hansen og to trommeslagere Kresten Osgood og Jakob Høyer mens Nikolaj Torp tager sig af tangenterne. For at fuldende det hele , er digteren Peter Laugesen med den behagelige østjyske røst og de krøllede digte med ved koncerten.

Prisen består af en originaltegning, som afsløres her på bloggen næste fredag.

Jeg håber at vi ses!

fondenvoxhall.dk/vare/406-atlas-jakob-bro-tentet-feat-peter-laugesen

jakobbro.com

Bévort 3: Trio Temptations (Bévort/Gateway)

Det er mig egentlig grundlæggende imod. Men nu gør jeg det alligevel. Sætter fokus på kønnet set i forhold til det kunstneriske udtryk. Vi har ikke voldsomt mange kvindelige jazzsaxofonister, der også udgiver plader i eget navn. Der er heldigvis undtagelser. Lotte Anker, Katrine Suwalski, Julie Kjær, Christina Dahl, Laura Toxværd og Pernille Bévort hører til undtagelserne. Jeg vil så fremkomme med en påstand om, at det har en betydning med kønnet og musikken. Det fornemmer jeg flere gange når jeg lytter til Pernille Bévorts nyeste udspil. Det er en trioindspilning og det er ofte Sonny Rollins' saxtriosager der er et fixpunkt i den sammenhæng. Det kommer ikke til udtryk her. Der er endda ganske langt til Rollins' mere pågående og maskuline spillestil. Og nu kommer jeg så med den: ”Det lyder istedet meget feminint!”. I denne (som så mange andre) sammenhæng skal det forstås positivt.

Det er Pernille Bévorts niende plade. Hun får hjælp af Espen Laub von Lillienskjold på trommer og Peter Hansen på bas. Det er selvfølgelig Bévort der er i centrum. Hun er god til at lukke medspillerne ind i musikken. Det åbner op for et nærværende sammenspil. Hun veksler smidigt mellem tenorsax, sopransax og basklarinet. Hendes melodiske tæft og åbenhed udløser en plade der er et behageligt bekendtskab. Bévort har ikke travlt med at bevise noget og tak for det! Trio Temptations er stemningsmættet og ganske intens. Pladen er et insisterende flot statement fra Pernille Bévort. En plade med en saxofonist der nok har legender med i bagagen, men nu har nået en alder og en modenhed, hvor hun naturligt blander sit danske ophav og jazzhistorien på en flot måde.

pbevort.dk

Sweet Banditry: Farvefisen blomstrer (Marsken Records)

Pladen rummer mange harske budskaber og anklager mod det vestlige forbrugersamfund. Endda på dansk. Jeg har ikke været i nærheden af en plade i al min tid som jazzblogger, der har været så snublende tæt på at være lavet af nitroglycerin som denne. Danske Louise Dam Eckardt Jensen er hovedkvinden bag Sweet Banditry. Hun har skrevet musik og tekst, synger og skriger, spiller sax og tværfløjte og supplerer med elektronik. Det er ætsende skarpt. Brutalt overvældende. Hun formår i rystende grad, at få performancekunstens nedsmeltede vanvidsscener til at brænde sig fast. Pladetitlen Farvefisen blomstrer er dedikeret til Jens Jørgen Thorsen. Louise D.E. Jensen har noget af den samme anarkistiske og kaotiske tilgang til kunsten som Thorsen. Der er energien fra punken, vildskaben fra freejazzen og den verbale skarphed fra poetryslammen.

Louise D.E. Jensen har samlet et stærkt band omkring sig. Ægtemanden og makkeren fra Home of Easy Credit, Tom Blancarte spiller bas, den freepunkede Brandon Seabrook tager sig af guitaren og den geniale trommeslager fra kultjazzbandet Mostly Other People Do The Killing, Kevin Shea er med til at fuldføre Louise D.E. Jensens vanvittige projekt. Farvefisen Blomstrer er et radikalt opgør med forbrugerismen. Det er på alle måder en voldsom oplevelse. En plade med et nummer der hedder FY SKAM JER! og indeholder sætningen “stupide, intetsigende tv-værter…” fortjener ros for modet og for måden det leveres på.

Bonusinfo:

Louise D.E. Jensen spiller en instore koncert i New York pladeforretningen Downtown Music Gallery sammen med bassisten Tim Dahl d. 16. februar, hvis du skulle være på de kanter.

Der arbejdes på at lave koncerter med bandet i Danmark til sommer.

facebook.com/marskenrecords

facebook.com/sweetbanditry

Barney Wilen: Moshi Too (Sonorama) LP

Den franske saxofonist Barney Wilen befandt sig i et kunstnerisk tomrum i slutningen af 60’erne. Han havde 10 år tidligere lavet to af jazzens måske vigtigste soundtracks. Ascenseur pour l’echafaud sammen med Miles Davis og Les Liaisons Dangereuses sammen med Thelonious Monk og er i øvrigt hovedrolleindehaveren i tegneserien Barney og den blå tone. Wilen løste sin kunstneriske krise ved at tage på en tur til Marokko, Algeriet, Niger, Mali, Øvre Volta og Senegal sammen med en gruppe musikere, filmfolk og den smukke Caroline de Bendern, et ikon fra studenteroprøret i 1968 i Paris, der siden skulle blive hans hustru. Efter at have været væk fra Europa i 2 år kommer parret hjem uden film. Til gengæld har de optaget 50 bånd med en masse forskellig musik undervejs. En lille smule af det kan høres på Barney Wilens album Moshi fra 1972. Ellers forbliver musikken på båndene i en papkasse.

Sammen med de tyske pladeselskab Sonorama’s Ekkehart Fleischhammer overfører og restaurerer Wilens søn, Patrick i 2012 nænsomt båndene til et digitalt lydspor. Det er det der er blevet til et 80 minutters mesterligt album. En kalejdoskopisk collage over en rejse rundt i det vestafrikanske for over 45 år siden. Wilen havde hentet sax-inspiration fra Pharoah Saunders og John Coltrane. Han havde hørt jazzrocken og tidlig elektronisk musik. Vi får en blanding af afrikansk musik spillet af lokale musikere, hverdagslyde med snak og så en masse velspillet afrojazz. Specielt de to lange numre, den flippede dansefest Black Locomotive og balladen Serenade for Africa er fornøjelige. Det er et meget anbefalelsesværdigt album, specielt for dem der interesserer sig for afrikansk jazz og tror at de har hørt alt.

sonorama.de

Ralph Alessi: Baida (ECM) >> Andre Canniere: Coalescence (Whirlwind Recordings) >> Hayden Powell: Roots and stems (Periskop)

Tre trompetistplader. To amerikanere og en nordmand med et engelsk navn. Amerikaneren Ralph Alessi er nok den mest kendte i det selskab. Sammen med seje folk som Jason Moran (piano), Drew Gress (bas) og Nasheet Waits (trommer) er han aktuel med sit debutalbum for ECM Records. Det er hans niende album i eget navn. Musikken har et noget afmålt og køligt udtryk. Alessis tone er tydelig, præcis og skarp. Alligevel er det som om det ikke rigtig fungerer i denne sammenhæng. Han har travlt. Men det er ikke til at gennemskue hvad det er, han har travlt med. Musikken hænger ikke sammen for de fire ellers dygtige musikere. Det er en skuffende plade.

Amerikanske Andre Canniere bor i London, hvor han bl.a. spiller sammen med den danske bassist Henrik Jensen. På Cannieres eget album har han taget pianisten Ivo Neame med. Neame kendes bl.a. fra danske Jasper Hoiby’s trio Phronesis. Coalescence er et ganske spændende album, hvor inspiration fra Sverige (Sweden Hill), forurening (Gaslands) og den amerikanske våbenlov (Point Zero) har inspireret Canniere. I kraft af et fyldigt klaverspil, en heftig trommeslager og guitarist der ikke er bange for at sparke energi ind i musikken er Cannieres album et ganske fint bekendtskab.

Den norske trompetist Hayden Powell har lavet et nedtonet trioalbum af den flotteste slags. Sammen med pianisten Eyolf Dale og bassisten Jo Skaansar har han lavet et album der fremstår gennembearbejdet og fuldendt. Det er norsk som når man medtager melankoli. Det er jazz som når man medtager sjæl og indlevelse. Det er indføleligt levende. Powell musik fremstår som akustisk kammerjazz. Det er indspillet hos Jan Erik Kongshaug i Rainbow Studiet i Oslo, hvilket giver det sidste løft til et album, hvor trompetisten måske nok er norsk. Men så absolut ikke lyder lige som landsmændene Arve Henriksen og Nils Petter Molvær.

ralphalessi.com

andrecanniere.com

haydenpowell.com

Ninna Milner: Connection (Airplay)

Ninna Milner er ikke helt grøn og har medvirket på flere plader førhen. Men det er først nu som 52 årig, at hun tager det fulde spring og laver en jazzplade, hvor hun er den hovedansvarlige. Jeg ved ikke om det er alderen der er skyld i, at hun tør gøre ting som "man" ikke normalt gør. Hun vælger f.eks. at spille Michael Jacksons Blame it on the boogie i en totalt jazzificeret akustisk version. Det samme gælder for Gloria Gaynor's klassiske discotrip I will survive. Det kræver en vis form for mod. Det er ikke numre, der som de klassiske jazzstandards fra den store amerikanske sangbog skriger på, at blive foldet ud i nedtonede jazzudgaver. Med et modent sangforedrag og mesterligt medspil fra pianisten Mads Søndergaard lykkedes det rent faktisk at få en ny og fuldstændigt afdiskofiseret I will survive med et roligt og behageligt tempo.

Ninna Milner er ellers ikke gået hele coverversionvejen. Pladen er også befolket med originalmateriale, som hun har lavet sammen med erfarne folk som Helle Hansen og Kjeld Lauritsen. Udover Søndergaard på piano (og lidt accordion) udgør Janus Templeton (trommer) og Morten Ankarfeldt (bas) kernen i bandet. Ellers gæster saxofonisterne Christina von Bülow og Simon Thorsen på en række numre. Connection er ganske vellykket plade, der i kraft af mesterlig backing får de bedste sider frem i Ninna Milner.

ninnamilner.dk