Velspillet klassisk akustisk jazz
Grandpa left You nothing er Mads la Cours anden plade i eget navn. Pladen kan ses som en proces, der flytter sig fra mainstream melodisk jazz til den mere udfordrende avantgardejazz - med alle mellemregningerne derimellem. Mads la Cour arbejder hårdt på trompeten i sin søgen efter en personlig tone. Han har udviklet sig siden den ellers meget overbevisende plade A la Cour. Musikalsk kan der anes tendenser af Miles Davis' 60'er kvintet, men la Cour spiller bare ikke som Miles. Han lyder mere som, hvis Clifford Brown havde fået lov til at leve ind i 60'erne. Det er en fornøjelse at høre jazz spillet så velkvalificeret og friskt, som Mads la Cour gør. Han er af vore allerstørste jazztalenter - inklusiv alle instrumenter.
Han har samlet en gruppe af unge musikere, der allerede har placeret sig solidt på jazzscenen. Saxofonisten Niels Løkkegaard, Pianisten Magnus Hjorth, bassisten Petter Eldh og trommeslageren Snorre Kirk er med til, at folde la Cours kvalificerede melodimateriale ud.
På balladen Invisto banasto hænger følelserne uden på instrumenterne.På Shades of green spiller Løkkegaard en skarp og teknisk krævende hurtig sax af Parker-skolen, la Cour tager over med en ligeledes teknisk krævende trompet ikke ulig Dizzy Gillespie. På nummeret inspirations begynder det at blive lidt mere farligt.
Sådan sendes vi rundt på en plade, der efterlader et særdeles godt indtryk af hvordan klassisk akustisk jazz med fokus på blæserne skal spilles idag.
My Space: www.myspace.com/madslacour
3 generationer spiller ud
Viper ledes af trommeslageren Anders Provis, der sammen med trompetisten Kasper Tranberg og el-bassisten Peter Friis Nielsen er en trio der spænder over 3 generationer. Alle tre har de interessen for free jazz til fælles. Peter Friis Nielsen er nestoren, der nok er ukendt for mange danskere, men uagtet dette, er han en af de mest anerkendte free jazz-bassister i verden. Herhjemme har han såmænd også fået anerkendelse, idet han er tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Kasper Tranberg er trompetisten, hvor de høje kunstneriske ambitioner har været et kendetegn hele karrieren igennem, uanset om det er swing eller avantgarde han spiller. Anders Provis har tidligere gjort opmærksom på sig selv i bla. Textil og Kostcirkeln.
Her er det tre individualister der har skabt en free jazz-plade, med stor originalitet. Friis Nielsens uimodståelige buldrende, bølgende, abrupte og steady basspil. Tranbergs idérige og mangefacetterede trompetspil. Provis' åbne trommespil, der leger med lydendes farver.
Viper er en supertrio for folk med hang til en skarp trompetist, en flagrende trommeslager og en mumlende bassist. Hvis det sidste lød negativt, så var det din tolkning. Viper er en trio der anbefales herfra!
Bonusinfo:
Viper spiller på Råhuset i København d. 5. juli.
My Space: www.myspace.com/andersprovisviper
Der er lagt op til musik i supereksklusive rammer, når ILK Records holder deres egen lille festival i Krystalgade 21. Der er kun plads til 25 publikummer på den nye intimscene, der hermed indvies.Hver dag kl. 15 er der koncert og man bestemmer selv, hvad man vil betale i entré.
Navnene på de optrædende bliver en perlerække af pladeselskabet ILK's musikere: Søren Kjærgaard, Peter Bruun, Simon Toldam, Jesper Løvdal, Little Red Suitcase, Mark Solborg og Jacob Anderskov.
www.ilkmusic.com
Det gode skib Stubnitz, der har været vært for mange koncerter, må lige pludselig ikke længere være det, pga. besynderlige regler. Derfor har Jazzclub Loco været nødsaget til at flytte intet mindre end 40 koncerter i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival.
I stedet holder Loco til på Ama'r Strandbar og Råhuset. Django Reinhardt Tribute, Viper, Chris Speed, Anderskov Accicent, Loren Stillman, Marilyn Mazur, Evan Parker, Orchestra of Jenno og Lotte Anker sammen med Fred Frith er noget af det der er på programmet.
www.locomusic.dk
Danmarks Radio var i 60'erne en gang i mellem forbi Jazzhus Montmartre i St. Regnegade. TV-optagelser derfra inkluderede som regel en panorering forbi Mogens Gyllings flotte gipsmasker lidt til venstre for scenen. Da Jazzhus Montmartre for nylig genåbnede, var der ingen gipsmasker på væggen. De blev fjernet umiddelbart efter at spillestedet lukkede i 1976 og er forsvundet.
Det er lykkedes Niels Lan Doky fra Montmartre, at få Mogens Gylling til genskabe maskerne. Gylling har på ægte jazzvis improviseret over de gamle masker og skabt nogle nye der bliver afsløret ved en højtidelighed d. 2. juli. For at skabe en Montmartre-stemning bliver den musikalske ledsagelse ved arrangementet foretaget af to veteraner på Montmartre-scenen. Martial Solal på piano og Mads Vinding på bas vil spille duojazz på højt niveau. Det var iøvrigt Mads Vinding der kontaktede Niels Lan Doky, da han så at lokalet i St. Regnegade stod tomt.
Om aftenen indleder de to musikere Montmartre's festival-program.
www.jazzhusmontmartre.dk
Sunship er endnu engang med til at levere god musik til Aarhus Jazzfestivals program. Trompetisten Jakob Buchanans Kvartet med Jakob Bro, Simon Toldan og Marilyn Mazur. Anderskovs internationale Agnostic Revelations med Chris Speed, Michael Formanek og Gerald Cleaver. Stephan Siebens vanvidsjazztrio Angel. Simon Toldam's Stork med bla. Nils Davidsen og Jimmy Nyborg. Koncerterne afholdes på Voxhall og Lobby.
www.sunship.dk
Hæmningsløst
Trommeslageren Emil de Waal har aldrig valgt den letteste vej, når han har udgivet plader i eget navn. Under navnet Emil de Waal+ har han lavet eksperimenterende musikalske projekter, hvor samarbejdet med de enkelte involverede musikere har farvet musikken. Der er altid et umiskendeligt de Waal-touch over musikken. Så er det egentlig ligegyldigt om han har samarbejdet med electronica-kunstneren Spejderrobot, jazzpianisten Søren Kjærgaard eller multiinstrumentalisten Gustaf Ljungggren, der ellers alle føjer noget personligt til musikken.
På den nye plade Elguitar & Saxofon har han fundet på et spøjst koncept. Han samarbejder med tre musikere, der alle har det tilfælles at de både spiller på saxofon og guitar. Den mest kendte er førnævnte Ljunggren, som de Waal kendt i over ti år, Ljunggren var bla. med i Emil de Waal og Jonas Johansens Band Mrazem-projekt. Jens Bjørnkjær alias Jenno er kendt fra Hess is More og den sidste er Albert Raft Rasmussen.
Pladen er en eksperimenterende plade, hvor de Waal nysgerrigt bruger melodien som udgangspunkt for sine eksperimenter. Han spiller trommer, han programmerer, laver lyde og tilføjer hæmningsløst en klassisk rytmeboks - på trods af at han er en fantastisk trommeslager - til et nummer hvis det er nødvendigt.
Bonusinfo:
Emil de Waal+ spiller på Studenterhuset i København d. 7. juli og på Charlottenborg d. 8. juli.
My Space: www.myspace.com/emildewaal
Århusdebutant med ambitioner
Han er studerende på konservatoriet i Århus og gør med dette pladeudspil opmærksom på sig selv som bassist, orkesterleder og komponist. I selskab med de imaginære - og særdeles levende - venner; Scott Westh på trompet og flygelhorn, Kasper Staub på flygel, Jacob Danielsen på tenorsax og basklarinet og Andreas Skamby har han lavet en plade med seks numre der vil lidt af hvert. Jeg er overrasket over, at han på trods af forskelligheden af numrene, har godt styr på musikken på hele pladen. Der er den indledende Jo-Pulis - der iøvrigt gentages i en noget anden version til sidst på pladen - der ikke ligefrem byder op til dans. En skævert af i avantgarde-klassen. Herefter følger balladen They never forget a pretty face, med flot blæserspil af Danielsen og Westh. Kissing can be helpful placerer sig i samme kategori. Skibsted er god til at manøvrere rundt i balladerne.
I'm pretty sure it's round er endnu en overraskelse. I regulær mainstreamstil præsenteres vi for orkestrets enkelte medlemmer, med nogle velkvalificerede soli af bla. Danielsen, Staub og bandlederen. Det er en plade der i overbevisende stil får præsenteret, en af de nye unge århusianske jazzmusikere der er på vej. Han vil mere end en ting og tak for det! Han er 22 år og viser her, at fremtiden kan bringe ham flere forskellige steder hen. Jeg håber at han afprøver balladesporet igen.
Bonusinfo:
Peter Skibsted and His Imaginary Friends spiller på Fairbar i Århus d. 15. juli.
My Space: www.myspace.com/peterskibsted
Urban fjord
Er du en sucker for urbanjazz med snerten af en god popmelodi, så er Manu Katché's tredje udspil, Third Round for ECM Records et godt sted at lede. Et gyngende groovy flow sat i scene af trommeslageren Manu Katché, der er godt hjulpet af nogle vanvittigt velspillende medmusikanter; Tore Brunborg på sax, Jason Rebello på piano og Jacob Young på guitar får alle chancen for at vise deres værd. Third Round er en meget anbefalelsesværdig akustisk fusionsjazzplade. Katché har hentet en god portion inspiration fra Jan Garbarek Group, hvor han er mangeårigt fast medlem. Katché tilføjer det natlige neonskær til musikken, der gør pladen til en metropolit-jazzplade.
Tore Brunborg er på sopran- og tenorsax med til at løfte Katché's plade. Det samme gør sig gældende på Ketil Björnstads nye udspil Remembrance, hvor Brunborg sammen med trommeslageren Jon Christensen agerer medspillere. Bjørnstad er romantikeren, der med sit lyriske spil der smager mere af det klassiske end af jazzen har lavet en flot plade, hvor Christensen er den gammelkendte makker - han var også med på Bjørnstads debut fra 1974. Det er første gang at Brunborg er med på en Bjørnstad-plade. Pladen er med sine 11 stykker musik et kærkomment eksempel på hvordan norsk jazz kan lyde i sin urform.
Manu Katché: player.ecmrecords.com/katche
Ketil Bjørnstad: player.ecmrecords.com/bjornstad
En bestseller er født
Trio og soloplader er det eneste der er kommet fra Keith Jarrett i over 25 år. Man kunne fristes til at påstå at han har fundet frem til skabelon der virker - for han er jo ikke ligefrem blevet mindre populær i de seneste år. Men når man tager det høje produktive output i betragtning kunne det engang imellem være ønskværdigt at han lavede andet end improviseret soloklaver og trio-standard-jazz.
Det gør han nu. I forbindelse med en indspilningen af en filmdokumentar om bassistens Charlie Hadens musikliv, spillede Jarrett og Haden sammen. De spillede tidligere sammen i 70'erne i Jarret's kvartet, der også bestod af Dewey Redman og Paul Motian.
Hadens karakteristiske bas med den lækre trælyd er i selskab med Jarrett i sit uforlignelige pophjørne, et perfect match i genren piano/bas duo. Det glider ubesværet ned og er en velkommen plade hos det kvalitetsbevidste musikpublikum, der trænger til en plade de kan sætte på i en sen nattetime og høre i selskab med deres elskede. Det sidste er Jarrett's råd i hæftets liner notes.
Numre som For all we know, Where can I go without You, Body and soul og Randy Crawford popklassiker One day I'll fly away er med til, at lægge grundstemningen til en god sen nattetime i selskab med den elskede - en god singlemalt eller et glas portvin ville nu heller ikke skade.
player.ecmrecords.com/jarrett-haden-jasmine
Impro over de romerske gudinder
Alt ændrer sig, livet er kaos, skønhed, kærlighed og opløsning, men vi har dette øjeblik. Måske er dette øjeblik det bedste i hele vores liv? Vi ved det ikke, men vi ved, at alt ændrer sig. Sådan er Moder Jords lov. Med udgangspunkt i fortællingerne om gudinderne i den romerske mytologi, har sangerinden Hanne Hammer lavet en række tekster, som hun sammen med ægtemanden og bassisten Niels Ryde og pianisten Jacob Broholm har sat musik til.
De har improviseret sig frem til musikken, hvorefter andre musikere; Anders Mogensen (trommer), Mads la Cour (trompet), og Rasmus Friboe (klarinet) efterfølgende har lagt deres instrumenter på. En meget åben proces, der frigør musikken fra i forvejen definerede stilistiske kunstgreb. Det er en besværlig og meget ambitiøs måde at gribe det an på.
Hanne Hammer og Niels Ryde har før bevist, bla. med deres Valentine Quartet, at de til fulde har styr på den musikalske side af sagen. Det er uden tvivl derfor at de nu vil prøve noget andet. Dette er ikke en straight plade. Der er numre der emmer af klassisk skønhed, som feks. balladen Venus, med et fornemt samarbejde mellem Hammer og Ryde på den karakteristiske elbas. Der er numre der ender i noget rod, som feks. The Fairy song, der givetvis vil lege med lytterens følelser, men simpelthen kommer til fremstå lettere besynderlig.
Det er en smal udgivelse, hvor en stor del af pladens numre fungerer fint, som i de melodiske momenter på pladen, hvor dine ører bliver adspredt på en behagelig måde.
My Space: www.myspace.com/hannehammer
Så er vinderne fundet i Jazznyts Montmartre-konkurrence. Tre heldige læsere har fået direkte besked på, at de har vundet en billet til koncerten med Ulf Wakenius/Alvin Queen/Mads Vinding/Niels Lan Doky onsdag d. 23. juni kl. 20.00. Go' fornøjelse til de tre.
Pladeselskabet Barefoot Records har igen i år slået lejr i Jazzkælderen under Copenhagen Jazzfestival. De præsenterer 18 koncerter med et bredt udvalg af deres egne kunstnere og lang række fine gæster i mange forskellige konstellationer. The Mighty Mouse, Skylight Lounge, Maria Faust Group og Morten Pedersen er at finde på den lille intime scene, hvor entréen er det modsatte af den høje kvalitet - nemlig lav (30,-, hvis du skulle spørge).
Det er sidste gang at der er jazz på den næsten legendariske adresse i Skindergade, da Jazzkælderen desværre lukker og slukker for bestandigt.
Barefoot Records fortsætter heldigvis og har fire nye udgivelser på vej med deres kunstnere.
www.barefoot-records.com
Benjamin Koppel har alene med sit projekt Valby Summer Jazz sat røre i den danske jazzandedam. Han har sammensat et ambitiøst program, hvis lige ikke er set før. Copenhagen Jazzfestival har i sit trykte program stort set valgt, at ignorere at Koppel har lavet et program der byder på Jazzpar-prisvindere (Mazur og Potter), europæiske legender (Humair, Danielsson, Rosengren), danske legender (Bazaar, Osgood, Riel og Rasmussen), guitar legender (Abercrombie og Lê) og amerikanske legender (Werner, Foster og Watson). Det undrer Koppel sig højlydt over. Festivallederen Signe Lopdrup er uenig.
http://ibyen.dk/fokus/copenhagenjazzfestival/article992727.ece
Det otte år gamle album One afternoon at Jazzcup med saxofonisten Bob Rockwell i hovedrollen, godt sekunderet af bla. Kasper Villaume og Karsten Bagge, bliver til virkelighed igen d. 9. juli. Her er de tre musikere sammen med Anders Bergcrantz og Thomas Ovesen igen at finde på Jazzcup's lille scene.
Dagen efter kan Rockwell/Villaume/Ovesen. Denne gang sammen med Maiken Ingvordsen og hendes faste trommeslager Anders Mogensen på Fidels.
Der er tale om et længe ventet scenecomeback til Villaume efter, at han brækkede hånden ved ulykke under Copenhagen Jazzfestival for tre år siden.
http://www.lidtmere.dk/jazz
Indierock udsat for jazztrio
Ofte har vi set popsangere og -sangerinder tage vejen over i jazzens verden. Det har næsten altid været standardmateriale de har kastet sig over. Mens indie, jazz og originalmateriale ikke er specielt udforsket. Er det fordi det ikke virker? Hvis man lytter til tyske Chris Gall trio feat. Enik får man et godt bud på noget der virker.
En hårdtspillende pianist, Chris Gall og en hårdtslående rytmesteady trommeslager, broderen Peter Gall er med til at sparke musikken fra land. Trioen spiller mere sammenhængende end eksempelvis The Bad Plus, der lavede en vokalplade for et par år siden, med en "ikke-jazz" sangerinde. Ellers er der flere paralleller, da The Bad Plus netop var tvunget til samle musikken noget mere, når de skulle være backing for en sangerinde.
Chris Gall Trio feat. Enik spiller udelukkende originalmusik, der langt hen ad vejen lyder som noget der godt kunne spilles af et nutidigt indierockband. Men fordi det bliver spillet af en jazztrio får det et helt andet udtryk. Det kan tiltale en jazzfan - der synes at indierock har en slem tendens til at køre i tomgang. Men det kan også tiltale en rockfan - der synes at jazz, med sine taktarter og besynderlige rytmer kan blive for indviklet. Enik har en fin personlig røst, der uden problemer kan fylde og lyde af noget sammen med den rockende jazztrio.
Chris Gall: www.chrisgallmusic.com
Der er lagt op til stjernestunder på Jazzhus Montmartre når den svenske guitarist Ulf Wakenius indtager scenen sammen med den amerikanske trommeslager Alvin Queen. De to kender hinanden fra samarbejdet hos Oscar Peterson og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Ved klaveret er det Niels Lan Doky, der kender Alvin Queen helt tilbage fra sin debutplade fra 1986. Mads Vinding er robuste bassist i kvartetten.
Jazznyt har fået tre billetter til rådighed til koncerten d. 23. juni kl. 20.00. De sættes på højkant til en rask konkurrence.
Din opgave bliver at svare på nedenstående og du er med i lodtrækningen om en billet.
Hvad hedder Niels Lan Doky's debutplade, hvor Queen spillede trommer og NHØP sad ved bassen?
Send fluks en mail med dit svar til nielsovergaard@gmail.com inden d. 20. juni 2010
http://www.jazzhusmontmartre.dk/concerts_june2010.html
Tilbage i april blev både Caroline Henderson og Niels Lan Doky slået til ridder af Dannebrog. I dag var Doky i audiens hos Dronning Margrethe. Han havde komponeret et stykke musik med titlen Theme for a Queen til hende. Han gav hende noderne til musikstykket samt en åben invitation om til enhver tid, at komme forbi Jazzhus Montmartre for at høre musikstykket.
Et af medlemmerne af Jazznyt's Facebook-gruppe Andreas Lind Pedersen har lavet en genial koncertkalender til Copenhagen Jazzfestival 2010, som du kan lægge i din mobil. Den er yderst brugervenlig og funktionel, når du feks. står i Kgs. Have kl. 18.00 lørdag aften og bare skal ha' mere af det der jazz.
Med den enkle brugervejledning på sitet, kan det næsten ikke gå galt.
http://gofish.dk/cjf2010.html
Under den norske Nattjazz-festival i Bergen blev der streamet en koncert på nettet, hver aften. For dem der ikke så dem, er der stadig mulighed for, at se koncerterne på Nattjazz's site.
Roy Hargrove Quintet, Tony Allen, Mostly Other People Do The Killing, Dag Arnesen Trio og Jonas Kullhammar Quartet er blandt de udvalgte kunstnere.
http://www.nattjazz.no/index.php?Stream=Ja&counter=6
Niels Lyhne Løkkegaard er for tredje år i træk med i Jazzbaltica-ensemblet ved jazzfestivalen i den tyske by Salzau. Tre aftener i træk er de på scenen. Udover Løkkegaard finder man bla. også den svenske basunist Karin Hammar, den tyske pianist Michael Wollny. Undervejs gæstes de bla. Donny McCaslin, Nils Landgren og Maria Schneider.
www.jazzbaltica.de
Den kriminelle vilde underverden
På sidste års Nattjazz-festival i Bergen blev værket Crime scenes opført. Festivalen havde bestilt det hos guitaristen og komponisten Terje Rypdal. Han fik til koncerten hjælp fra Bergen Big Band, Palle Mikkelborg på trompet, Ståle Storløkken på Hammond og Paolo Vinaccia på trommer. De opførte en hyldest til krimifilm-genren.
Alle de gode klichéer som vi kender så godt, er kørt i stilling. Lige fra Prime suspects til crime solved. Undervejs møder vi bla. Godfather og Taxi Driver. Med hjælp fra enkelte filmlyds-citater føres vi gennem den grumme underverden, godt ledsaget af et råt big band og en hårdtarbejdende og -spillende guitarist. Er man til rock er nummeret Don Rypero et godt sted, at starte. Der smides en heftig og vild guitarsolo i front på et nummer med en masser rockdrive, godt støttet af Ståle Storløkkens viltre hammondorgel - hvor kodeordet er 70'ernes progressive rock.
Når Palle Mikkelborg sendes på banen er det i stedet Miles Davis og Bitches Brew der tænkes på. Sumpede, skæve rockgrooves placerer os i den mørke baggård, hvor der foregår mistænkelig aktivitet og The good cop (Palle Mikkelborg) kommer og rydder op. Nummeret Parli con me er et hit for filmnørder. Fyldt med filmcitater fra kendte film, er det bare at komme i gang med at gætte.
Terje Rypdal er i særklasse på denne plade. Han styrer uden problemer big bandet (han blev jo også uddannet af George Russell i sine unge dage). Det er jazz med en historieopbygning, som var det en symfoni. Palle Mikkelborg er vild og spiller helt fantastisk, inspireret af den seje Miles Davis, som kun ganske få kan være det.
player.ecmrecords.com/rypdal
Singer-songwriter med rødder i jazzen
Hun har rødder i jazzen. Det kan sagtens høres, at det er jazzen der har givet Josefine Cronholm fundamentet til at lave den musik som hun laver nu. Denne plade skal dog ikke stå på jazzhylden i pladeforretningen (eller jazzkategorien i netbiksen) eller anmeldes af en jazzblog. Det bliver den så alligevel. Men for musikkens skyld kunne håbet være at den kommer bredere ud. Den kan sagtens trække vejret i eksempelvis singer-songwritergenren. Ikke sådan at forstå at der ikke er noget for jazzbuffs - tag feks. trompetisten Gunnar Halle!
Hun har tidligere fået flere jazzpriser for sine plader i Danmark, for godt nok er hun svensker, men hun er uddannet på Rytmekons og bor også i København i dag. Hun har selv skrevet al musikken på pladen, der godt kan minde om Joni Mitchell's musik. Roligt, enkelt og melodisk. Henrik Lindstrand (der også spiller keyboards i Kashmir) har produceret pladen og spiller div. keyboards. På pladen har de brugt andre skandinaviske musikere, der har København som base. Svenskeren Gustaf Ljunggren på guitar, svenskeren Thommy Andersson på bas og nordmanden Gunnar Halle på trompet, der egentlig ikke har så stor en rolle på pladen, men når han så træder frem med sin sfærisk svævende trompet ovenover det hele, giver det pladen et sidste løft op.
Josefine Cronholm har lavet en anbefalelsesværdig plade af langtidsholdbar kvalitet, der både kan høres på en smuk dansk sommeraften, som på en blæsende kold efterårsnat.
Man bliver så tørstig
Som en anden Keith Richards, lever Arne (Papa) Bue Jensen på trods af et hårdt liv i musikkens tjeneste stadigvæk. Ja han er faktisk gået hen og blevet 80 år. Det er noget der skal fejres, synes pladeselskabet Storyville, der har udgivet Papa Bue's musik siden slutningen af 50'erne. 80 numre på 4 CD'er fra årene 1954 til 1978 er inkluderet i fin lille boks med medfølgende booklet. Et udpluk af indspilninger der gennem tiderne er foretaget med så prominente folk som bluessangeren Champion Jack Dupree, New Orleans-legenden George Lewis, klarinetkongen Edmond Hall, Wild Bill Davison, Theis Jensen og ikke mindst Gustav Winckler i en indspilning fra 1977.
Papa Bues Viking Jazz Band - som de kom til at hedde pga. tegneren/sangskriveren/sangeren Shel Silverstein (bla. kendt for teksterne til Dr. Hook) der i slutningen af 50'erne havde hørt dem i Nyhavn - har gennem tiderne haft adskillige musikere gennem orkesteret. Folk som klarinetisten Jørgen Svare, trompetisten Finn Otto Hansen og banjospilleren og sangeren Bjarne Liller var med til, at gøre Papa Bue til et kendt orkester, ikke bare i Danmark men også i udlandet på adskillige længere turnéer.
Som søn af forældre der var født i efterkrigsårene, fik jeg en solid dosis Papa Bue ind med modermælken. Specielt når der blev sunget på dansk af Liller. Sidder på et værthus...etc. Den del er desværre droppet i denne boks. Boksen virker som et produkt der skal ud til de steder i verden, hvor man ikke helt sætter pris på, at der bliver sunget på dansk. Dog er temaet fra Olsen Banden filmene med under navnet The Olsen Gang Theme.
Skål!
Den røde basun i Afrika
Var du til funk i starten af halvfemserne, oplevede du sikkert også Ridin' Thumb, med bla. Niels HP og Jeppe Kaas. De fortsatte med at spille sidenhen. Det er dog den tidlige udgave af dem, som jeg kommer til at tænke på, når jeg hører Nils Landgren Funk Unit's seneste udspil. Smooth groovy funk a la Tower of Power, Herbie Hancock og CTI Records er nogle af Landgrens kendetegn.
Pladen Funk for life er lavet til fordel for Læger uden grænser med fokus på slummen i Kibera i Nairobi, Kenya. Indtægter fra pladesalget går til organisationen. Den fungerer også som startskud for Funk for Life-projektet, som du kan læse om på nedenstående site.
Som nævnt i starten er det den klassiske funk, som den blev lavet i 70'erne i USA der er udgangspunkt for manden med den røde basun; Nils Landgren. Afrofunken er ikke sneget ind, selv om der er et stort rødt Afrika på pladecoveret. Sammen med et velspillende band, hvor specielt Magnum Coltrane Price på bas og sang og Magnus Lindgren på div. blæs er langt fremme, har Landgren lavet en herligt underholdende plade, som han har gjort det så ofte før. Intet nyt under den afrikanske sol.
Funk for Life: funkforlife.com
Nils Landgren: www.nilslandgren.com
Han tog New York med hjem
Han pladedebuterer først nu, hvor han er i midten af 30'erne. Han er uddannet i både København og New York. Sidstnævnte by havde nok farvet pianospillet, allerede inden han var taget derover. Nu har det under alle omstændigheder fæstnet sig endegyldigt i et postbop-farvet spil med nuancer af noget mere nutidigt storbyjazz. Hans pianospil er velovervejende modent, med nogle gode selvskrevne melodier som ramme.
Sammen med bassisten Simon Dyhr, trommeslageren Mikkel Villingshøj og ikke mindst saxonisten Tomas Franck har Jonas Vincent med pladen New roots sat et tydeligt aftryk på dagens danske jazzscene. Han har skrevet alle 9 numre på pladen, der byder på en række afvekslende numre. Stilistisk er han at finde i den klassiske kvartetjazz med udgangspunkt i tydelige melodier. Undervejs kommer jeg til at tænke på Michael Breckers 90'er kvartet, Herbie Hancoock er heller ikke langt væk. Han spiller overvejende på akustisk piano. Men på det herlige nummer Treading water har han dog sat sig ved Würlitzeren og giver associationer til den første udgave af Return to Forever.
Jonas Vincent spiller med en sikker selvfølgelighed - og har fuldstændigt styr på den spilletekniske side af sagen. Før denne plade landede på mit bord, var han en aldeles ukendt pianist for mig, hvilket han nok også er for de fleste. Men så skal de bruge Tomas Francks medvirken som øreåbneren. Francks stilsikre og følsomme tenorsaxspil af Coltrane-skolen, matches ikke af mange herhjemme og på New Roots er han i storform. Balladen Care er et dejligt bekendtskab, hvor Francks solo sætter det hele på plads.
Jonas Vincent: www.jonasvincent.com
My Space: www.myspace.com/jonasvincent
I en kælder sort som kul
Da jeg for nylig var i New York, var der indlagt - et nærmest obligatorisk - pilgrimsbesøg på Village Vanguard. Her er indspillet en lang række af de største liveinspilninger i jazzens historie. Sonny Rollins' trioindspilninger A night at The Village Vanguard vol. 1 & 2, John Coltrane's Live at The Village Vanguard og Bill Evans' Sunday at The Village Vanguard og Waltz for Debby (der er indspillet på samme dag). Indspilninger der blev foretaget for næsten 50 år siden. Men Village Vanguard lever og ånder stadig. Paul Motian sad ved trommerne på Bill Evans pladerne. Det gjorde han også den aften hvor jeg, 49 år senere var på Village Vanguard.
Village Vanguard ligger i en kælder og lugter som en sådan. Den er slidt og manden ved indgangen er så muggen, at man næsten er ved at tilføje et "undskyld, at jeg kom" sammen med de 35 $, det koster at komme ind. Flere af billederne på væggen er sat op med tegnestifter. Men det er ligegyldigt, for når lyset slukkes og musikken først begynder at spille, så er magien til stede - sammen med undergrundsbanen, der buldrer afsted så tæt på lokalet, at det hele vibrerer. Sammen med Loren Stillman på sax, Masabumi Kikuchi på piano og de to bassister Thomas Morgan og Ben Street, inddrager Paul Motian publikum i en fortryllende balladeverden, med enkelte vildere afstikkere.
Sammen med det tidligere medlem af Paul Motian Trio 2000, saxofonisten Chris Potter og pianisten Jason Moran indspillede Paul Motian sidste år den aktuelle plade Lost in a dream på Village Vanguard. Pladen inkluderer 9 numre komponeret af Paul Motian og en enkelt, Be careful it's my heart af Irving Berlin. Chris Potter er i topform, han klæder Paul Motian's musik så flot. Moran er noget mere tilbageholdende og neutral end han ellers plejer at være. For Chris Potter-fans er denne plade et must. For Motian-fans er den lige så vigtig, men hvorfor hulen skal der komme så meget med Motian? Det er svært at følge med i den evige strøm af plader han udsender.
player.ecmrecords.com/motian
Velspillet klassisk akustisk jazz 
