Loveless Blue Jazz Quintet (LBJQ) CD/DL/stream

 

Det er Aarhus by Night ud over det hele. Hvad pladen mangler i at bringe nyt til torvs, opvejes så rigeligt af autenciteten og indlevelsen.

Det er jazz og bluessangeren James Loveless der synger sammen med nogle meget erfarne Aarhus-folk, hvor saxofonisten Niels Mathiassen er lige så legendarisk som spillestedet Vestergade 58, hvor pladen selvfølgelig er indspillet.

Og hvor er det dog en fornøjelse at lytte til Niels Mathiassen. Prøv feks. Georgia on My mind, hvor der er en uforlignelig saxsolo med saft og cry i tonen.

De spiller en række udødelige jazzklassikere som God Bless The Child, Our love is here to stay, Wade in The water og All of me. James Loveless er tilstede i sangen og bruger sin blues-charme. Det er en af den slags plader, der giver lyst til at høre dem live og drikke en øl eller to sammen med vennerne. 

Loveless Blue Jazz Quintet

Eva Cassidy with The London Symphony Orchestra: I Can only be me (Blix Street)

 

Da jeg var en ung knægt i firserne købte jeg ofte magasinet Hi-fi & Elektronik. Her var der udover al grejet også musikanmeldelser. Man brugte 13 skalaen som karakter. Her havde man delt det op i Musik, fremførelse, teknik og omslag. Jeg kunne fristes til at tilføje kvalitet på det færdige produkt. Det bliver aktuelt når jeg sidder med det nye album med Eva Cassidy. Jeg har fået fingrene i deluxe udgaven, der er på 2 plader og skal afspilles på 45 omdrejninger. Vinylkvaliteten er i top og helt rolig når der afspilles. Det er i samme liga som det kendes fra det danske presseri Nordsø Records eller de tyske genudgivelses-connoisseurs Speakers Corner. Vi befinder os i klassen lige under MoFi og Analogue Productions. Kendere ved at de koster kassen. Det gør Eva Cassidy pladen ikke. Den sælges i normalt prisleje. Fedt, at der er nogen der holder kvalitetsfanen højt uden at tage ekstra for det.

Musikken er perfekt til en stille aften med partneren eller til en hi-fi anlægs blæresession med vennerne. Det står rasende skarpt.

Der er efterhånden gået 27 år siden sangerinden Eva Cassidy døde i en alder af 33 år. Så det er ikke nyt - men halvnyt materiale som er på pladen. Hun opnåede gigantisk succes med opsamlingen Songbird, der kom 2 år efter hendes død. Pladeselskabet tænkte mange år senere over hvad Eva Cassidy ville have gjort i dag. Der er valgt 9 numre fra hendes repertoire, hvor man har arrangeret musikken for symfoniorkester. Den spilles af London Symphony Orchestra - der suppleres med hendes originale vokalspor og enkelte instrumenter fra originalindspilningerne. Det kunne lyde som gravrøveri. Det gør det ikke. 

Det er gjort nænsomt og resultatet er storladen musik med inspiration fra jazz, folk, blues, soul, pop og country. Det fungerer rigtigt godt med jazzstandards som Autumn Leaves og You’ve Changes og soul-klassikere som People Get ready og Ain’t Sunshine. 

Mine karakterer i bedste Hi-fi & Elektronik stil med tilføjelse af kvalitet på produkt:

Musik: 9

Fremførelse: 10

Teknik: 11

Omslag: 5 (med pil ned)

Kvalitet: 11

Blix Street

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Navigation Blues (Provogue) LP/CD/DL/stream

 

Gennem årene har bluessangeren og guitaristen Thorbjørn Risager sammen med bandet The Black Tornado opbygget et stort og stabilt i Danmark, Sverige og i særdeleshed Tyskland. De tager på lange turnéer og udsender med jævne mellemrum et nyt album. Der er gået to år siden den sidste med ny musik - sidste år gav de os i stedet et Best of album.

Navigation Blues er måske deres bedste. Helstøbt i lyden og stilen. De er både inspireret af funk, soul, gospel og rock’n’roll i deres skramlede og støvede bluesverden. Risagers syvmandsgruppe med både blæs og fylde er tighte og sammenspillede. På pladecoveret står der en mand ved the crossroads. Hvilken vej skal han vælge? Risager har ikke mistet sin indre GPS. Han ved godt hvilken vej han skal vælge. Der er både Fire Inside og Something to hold on to inden man kan Watch The Sun go Down.

Thorbjørn Risager

Uffe Steen Trio & Vestbo Trio: Grooves (Dog Hound Records) LP/CD/DL/stream

 

Min lokalpatriotisme påvirker sjældent mine jazzskriverier, da Herning ikke indtager en særligt stor plads i dansk jazz. Derfor er glæden dobbeltstor (og lidt ærgerlig) når Uffe Steen Trio & Vestbo Trio har indspillet den ene side af deres nye album på Fermaten - det spillested der har formet mig og betydet allermest i forhold til mit velformede musikøre.

Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke overværede koncerten som de spillede. Det var der iøvrigt ingen der gjorde. Den blev indspillet under en af corona-nedlukningerne. 

Guitaristerne Uffe Steen og Michael Vestbo står i spidsen for hver deres trio. Det er Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer i Steen’s Trio mens det er Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer i Vestbos trio. De har tidligere lavet albummet Doppler Effect, hvor de både spillede med hver sin trio og sammen. Denne gang er alle seks musikere sammen hele tiden. Hvis man kender Uffe Steen og Vestbo, så ved man godt at det ikke betyder ekstra meget larm. Det man i stedet får, er en masse lækre detaljer.

Begge trioer dyrker den gode melodi, hvor der som regel kan fløjtes med. Enkelheden i melodien giver dem mulighed for, at åbne op for finesser og teknik. De er ikke blærerøvsguitarister, det er de alt for gode til. Uffe Steen er troldmanden og selvom Vestbo er en erfaren herre, bliver han lærlingen. De spiller sammen og op til hinanden. Side B er en liveindspilning fra Musikhuset i Aarhus (med publikum). Her er Uffe Steens komposition Signs et godt eksempel på mødet mellem trioerne.

Er du til tilbagelænet og grounded bluesy, jazzy og folky guitartrio, så er Grooves-pladen et absolut must!

Uffe Steen Bandcamp

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Best of (RUF Records) LP/CD/DL/stream

 

20 år, 25 sange og et vinyldobbeltalbum med bluessangeren og guitaristen Thorbjørn Risager og bandet der henad vejen kom til at hedde The Black Tornado. Det er en imponerende måde at opsummere karrieren på. Materialet er fra 11 albums og der er også blevet plads til er par nye. 

Thorbjørn Risagers rå og fyldige rock’n’roll stemme der kan minde om en blanding af Joe Cocker, Bob Seeger og Ray Charles, står selvfølgelig i centrum. Han er omgivet af et orkester der aldrig svigter. De kan spille The Blues, hvor der er elementer af roots, rock, jazz, soul og rhythm’n’blues. De lyder hele tiden som dem selv - hvilket er imponerende, at kunne holde fast i over så mange år. Det er veldefineret, uden tøven og sidder lige som det skal. 

Thorbjørn Risager har skrevet al musikken pånær et par numre. 

Han har en bredt funderet indgang til bluesen. Han kan spille roots som på China Gate eller Too many roads. Han kan lave en ballade som Heart of The night. Der hvor han er allerbedst er når soulen sniger sig ind og blæserne træder frem. Det sker heldigvis meget ofte, som når der går fest i den på All I want. Der er også jazz - You better pay attention eller moderne retrosoul som på Through the tears. Så er der alle numrene, hvor guitaren har sniffet rock og riffene flyver ud over publikum. 

Risager og Den Sorte Tornado er i særklasse på den europæiske bluesscene, hvor de har fået et stort publikum i både Sverige og Tyskland. Udgivelsen kommer i et gatefoldcover med fotos fra Forladte Steder drengene Elhøj & Kirckhoff. Vinylen er i lækker smoky rød.

Ruf Records

Vestbo Trio: Reflector (Dali) LP/CD/DL/stream

 

Albummet åbner med tre numre, der falder godt i ind guitaristen og bandleaderen Michael Vestbos superlækre og veldefinerede musikalske univers, vi efterhånden kender fra flere plader. Den seneste fra 2019 opnåede pæne salgstal og Vestbo Trio nåede ud til større publikum. De enkle og behagelige melodier der kommer lytteren i møde. De bliver spillet af en trio der sanser og samler detaljer. Jesper Smalbros bas-puls og Eddi Jarls smukke trommer er spot on sammen med Michael Vestbos guitarspil, der både har twangy, akustisk, jazz, blues og country på repertoiret.

Til sidst på LP’ens side 1 sker der noget uventet. Sangeren Bjørn Fjæstad dukker op på Lampchops sang My Blue Wave og smelter sammen med trioen. Intimiteten og roen flyder. Fjæstad har en magnetisk dragende måde at synge på. Der er drama og fortælling. Han fortsætter på side 2, hvor det er Adele’s - undskyld Bob Dylan’s - To make you feel My love. De giver den et nærværende personligt touch. Fjæstad er også med på den engelske version af Ne me quitte pas, If you go away, hvor Fjæstad åbner op for noget af den mere storladne sang, som han også er blevet kendt for fra diverse teaterscener og rock-musicals.

Så er det tid til mere instrumental Vestby Trio. Babylon er et uptempo jazzy nummer, hvor kaffekopperne rasler på hylderne. Den efterfølgende Carl er en lille godnat-sang. Det er ikke sengetid endnu. 

Den engelske kultsanger Bill Fay’s The Healing Day giver Bjørn Fjæstad plads og luft til, at åbne op for det mere teatralske, hvilket Vestbo Trio er med til at omsætte. Sikke en tagløfter.

Albummet lukker stille ned med den instrumentale Redscale. Vestbo Trio har været tro mod deres musikalske sjæl og alligevel flyttet sig tilpas meget til, at Reflector er noget andet end det forrige album.

Indpakning og produktion er endnu en gang i top. Lars Skjærbæk har siddet ved mixerpulten og har givet musikken en lækker organisk lyd, der giver lyst til at skrue højt op for anlægget - pladen er iøvrigt meget passende udgivet i samarbejde med højtalerproducenten Dali.

Vestbo Trio på Facebook

Doctor Django and His Nurses: You are my Valentine (Gateway) LP/DL/stream

Der er swing og der er violin. Men for en enkelt gangs skyld er det ikke inspirationen fra Svend Asmussen, der står i kulissen og vipper med foden. Doctor Django & His Nurses har vendt ørerne langt mod vest og spiller bluesinspireret swingjazz med en sjat country.

Kvartetten med Jens Byskov Jensen på vokal og violin som Doctor Django og Henrik Nielsen på trommer, Mads Uldall-Jessen på bas og Enrico Rosa på guitar som His Nurses, udsendte for halvandet år siden en vinylsingle med et par numre. Denne gang gælder det fuldlængde formatet, der indeholder musik fra en koncert. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man lige skal justeres ind på Jens Byskovs vokal. Han spiller gerne op til americana med et halmstrå i mundvigen - det placerer sig ikke i afdelingen for skønsang, men vinder på charmen.

Bandet trækker ofte over mod the blues - som på Poor folks on The hill, hvor Enrico Rosas guitar fanger godt an. Det er et velspillende band, der spiller tilbagelænet og afslappet.

Pladens helt store gevinst er Enrico Rosas formidable guitarspil. Hans sans for den skæve timing er en fornøjelse. Sammen med Jens Byskovs violin tager han på nogle modige afstikkere, der vidner om et stort spillemæssigt overskud. Det er krøllet på en hyggelig og intim måde.

Doctor Django and his Nurses er som ingen andre i dansk jazz. Tak for det! Pladen er et skønt eksempel på den kreative diversitet der hersker i dansk jazz.

Doctor Django and his Nurses

Champion Jack Dupree (Storyville) 3CD+DVD

Han var bokser før han satte sig ned ved klaveret, derfor hed han Champion Jack Dupree. Nu har Storyville lavet en box, hvor de har samlet en en række indspilninger med blueslegenden, der fra starten af 60’erne og frem til sin død i 1992 ofte indfandt sig på de danske bluesscener. Han indspillede adskillige plader for Storyville. Den første var sammen med Papa Bues Viking Jazz Band i 1962, der selvfølgelig også kan høres i boksen. Senere var det sammen med Fessor, der ligeledes er med i boksen. Selv om det er samarbejderne med de danske trad. jazzere der fylder på CD’erne. Så er der en dansker, der overstråler dem alle i Champion Jack sammenhæng.

Det er selvfølgelig blueguitaristen Kenn Landing, der også har skrevet linernotes til boksen. Ham møder vi på DVD’en, hvor han i 1986 på Rådhuskroen (der i dag hedder Mojo) er sammen med sit Blues Band og Champion Jack Dupree. Jeg må indrømme at jeg bliver blød, når jeg tjekker ind ved et bord i det tilrøgede lokale, hvor koncertplakater er bagtæppet på scenen (havde helt glemt Bo Wilson Band). Det er New Orleans blues af den gode beskidte slags. Kjeld Lauritsen spiller iøvrigt harmonika og tilføjer en dosis zydeco til den store gryderet. På DVD’en er der også nogle solo og duo indspilninger. Særligt Alberta hvor Champion Jack Dupree er alene, er helt forrygende.

Boksen er fin reminder på, hvor stor en musiker Champion Jack Dupree. Om det var jazz, blues eller boogie spillede ikke den store rolle. Han var stadig sig selv hele vejen.

Storyville Records

Raindogs: Ud af natten (Raindogs/Gateway) LP/DL/stream

Raindogs er trioen bag albummet Ud af natten. Rain Dogs er navnet på et Tom Waits album og et dansk/norsk Tom Waits coverband - ingen af dem har noget med denne udgivelse at gøre. Ud af Natten er også en digtsamling af Michael Strunge - det har heller ikke noget med musikken at gøre, der iøvrigt er instrumental. Pladecoveret minder om 90’ernes reklamer for Tuborg Classic. Bag alle disse modsatrettede indtryk, inden musikken spiller, med øl, hæs sang og postmodernisme, er der en skøn trio, der dyrker melodien med guitaren i centrum.

Det er nærliggende at nævne Vestbo Trio i den her sammenhæng. Kender du dem, er du på rette vej. Kristoffer Nørager Møller har et lækkert jazzy touch i bluesguitar spillet. Det er en af den slags plader der ikke skal spilles til. Den sidder og lyder godt med det samme. LP’ens 9 skæringer er en god blanding af medium og langsom tempo, der på to tredjedele suppleres med orgel. 

Der er ikke nogen der skal skynde sig. De svøber os ind i let folkinspireret og jazzet univers med bluesguitar. Rolige numre som Nærvær og afslutteren See you er favoritter sammen med albummets åbningsnummer After The rain. Raindogs er lyden af nordisk Blues tidligt søndag morgen.

Raindogs på Facebook

Uffe Steen Trio + Vestbo Trio: Doppler effect (Dog Hound Records) LP/CD/DL/stream

Det her er ikke en jazzplade. Det er en plade med to guitarister der også kan spille jazz. Det er to guitarister der både har jazz, blues, rock, roots og folk med i baggagen og bruger det som de har lyst til. Det her er en plade til dem, der gerne vil høre exceptionel dansk guitarspil i verdensklasse med superlyd.

Den århusianske guitarist Uffe Steen er en legende indenfor dansk musik. Han har siden 70'erne spillet i et hav af konstellationer. Desuden har han undervist en masse guitarister på konservatoriet i Aarhus. Det gælder bl.a. Michael Vestbo der med Vestbo Trio har lavet 2 gode albums. På dette album kombineres kræfterne. Uffe Steen stiller med sin trio bestående af Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo på trommer, mens Michael Vestbo har Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer med. Albummet er en liveindspilning fra Atlas i Aarhus, med tre numre med Uffe Steen Trio, fire numre med Vestbo Trio, tre numre med begge trioer og en enkelt, bare med Uffe Steen og Michael Vestbo. 

Der er genvalg til flere af de gode numre fra Vestbo Trios 2 plader. På den bil-venlige Whitewall Tires mødes trioerne på forrygende vis. Det er musik der både kan spilles i den åbne Corvette fra 1965 og i den lukkede Suzuki Liana fra 2004. Der er det tunge åbningsnummer Cast in stone, hvor Steen og Vestbo ikke krydser klinger, men i stedet mødes i en lækker el-guitar-duet. Fornøjelsen ved denne unikke plade er, at høre 6 musikere der hver især har noget særligt at byde ind med. Her er både noget til guitar-connoisseurs, lyd-fetichister og dem der bare synes at det er fedt med velspillet og afbalanceret musik.

LP’en og for såvidt også CD’en kommer i en flot grafisk indpakning, der sætter en tyk streg under, hvorfor det er værd at købe musik i den fysiske udgave, fremfor bare at streame musikken. 

http://vestbotrio.com

https://uffesteen.bandcamp.com/

Big Creek Slim: Keep my belly full (Gateway) >> Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Change my game (Ruf Records)

Han er opvokset i Ikast og bor i dag i Brasilien. Begge dele er der ikke meget blues i, hvis man udelukkende tænker på musikgenren. Big Creek Slim alias Marc Rune har fået en DMA pris for albummet Keep my belly full, som årets danske bluesudgivelse 2016. Han fik i øvrigt prisen som Årets danske bluesnavn i 2015. Det er fuldt forståeligt når man hører albummet Keep my belly full. Det er blues der har søgt næring i den helt gamle blues fra 30'erne og frem til 50'erne. Autencitetsgraden er høj, hvor Marc Rune med sit enkle guitarspil og den rå stemme laver blues i meget høj klasse. Det er den uforfalskede rootsblues der fylder mest. Der er dog også blevet plads til afstikkere, som f.eks. til surfgenren med det fede instrumentalnummer Cockfighter og gospelnummeret Sink 'Em low.

Sangeren og guitaristen Thorbjørn Risager har fået et solidt hul igennem til det tyske og det svenske marked. Et hurtigt kig på turnéplanen for foråret viser at det både er Køge, Kalmar og Bonn der skal besøges. Risager har sammen med bandet The Black Tornado udgivet sit tredje album på det store tyske bluespladeselskab Ruf Records. Det syv mand store band har siden 2003 kun skiftet to medlemmer ud. Stilen er pågående bluesrock blandet med en god portion soul. Der har også sneget sig nogle funky 70'er elementer ind på titelnummeret Change my game, hvor Isaac Hayes ville være fornøjet. Risagers fyldige bluesrøst og et tight spillende band med masser af blæs er igen omdrejningspunktet for en vellykket plade, hvor de afvekslende arrangementer og melodier sikrer en større bredde, end den vi er vant til i bluesgenren. Pladen har i øvrigt enmeget lækkert produceret lyd.

bigcreekslimblues.com

Risager.info

Bly de Blyant: The Third Bly de Blyant Album (Hubro) >> Bushman’s Revenge: Jazz, fritt etter hukommelsen (Rune) >> Tenderton (Little Birdie)

I udkanten af jazzen, hvor den smelter sammen med krautrocken og andre bevidsthedsudvidende subgenrer indenfor rocken, sker der en masse i Norge. 

Den norske trommeslager Øyvind Skarbø har udvidet trioen Bly de Blyant med vibrafonisten Ches Smith (Marc Ribot, Xiu Xiu, Mr. Bungle). I forvejen består gruppen af guitaristen Hilamar Jensson (Tyft, Jim Black) og multiinstrumentalisten Shahzad Ismaily (Marc Ribot, John Zorn). De har lavet et album, hvor Ches Smith’s vibrafon af naturlige grunde får lv til at fylde meget. Det er et fantasirigt univers der balancerer elegant mellem eksperimenterende improvisation, underspillede enkle melodier, krautrockens underfundige ligefremhed og jazzens snirklede detaljer.

Guitaristen Even Helte Hermansens rent norske trio Bushman’s Revenge er aktuelle med deres ottende album. Denne gang bevæger de sig tilbage i bandets historie. Til begyndelsen hvor jazzen fyldte mere. Even Helte Hermansens mål har været at lave et album, hvor Coltrane/Shorter møder elektrisk blues/Hendrix uden at volumeknappen bliver skruet op på 11. Albummet åbner med McCoy Tyners Contemplation, der serveres i i dejligt sumpet version, der lugter af Cream. Pladen byder på en grundlæggende stemning af tilbagelænet blues blandet i jazzsyren. Det fungerer rigtigt godt. Pladens to sidste numre er et par favoritter. Albert Aylers spirituelle Angels åbnes flot med Hermansens lækre syrespade. Det forsvinder ikke i larm og ballade. Men bliver i stedet en smuk jazzhymne. Pladens sidste nummer er Hermansens egen Lola mit dem Gorgonzola, en komposition der peger direkte på Jan Johansson og den nordiske urjazz. Jazz fritt etter hukommelsen er et anbefalelsesværdigt album, med et band der ikke har glemt jazzen.

Den sidste plade i denne norske stak, er med det debuterende band Tenderton. Hvor vi med de to foregående albums stilistisk befandt os i slut 60’erne, er vi med denne kvartet rykket ind i 70’erne. Den symfoniske rock har taget over. King Crimson og Yes står i kulissen. Pladens åbningsnummer, Bolero er en 13 minutter lang rocksymfoni, hvor guitaristen Arild Hammerø er i centrum. Efter en kilometerlang guitarsolo, sniger Haakon-Marius Pettersen sig ind med en synthsolo efterfulgt af en velspillet Rhodes solo. To lyspunkter i et nummer der tenderer til det svulstige. Pladen falder gudskelov ikke i den store guitarsololirsuppe. Heldigvis tager de på nogle spacede udflugter undervejs. Det er symfonisk jazzrock af den storladne “norske” slags.

hubromusic.com

runegrammofon.com

facebook.com/tendertonband

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Songs form the road (Ruf Records) CD+DVD >> Mighty Sam McClain & Knut Reiersrud: Tears of the world (ACT)

Her er to gode nordiske bluesplader, der begge udkommer på et tysk pladeselskab. Den ene er med danske Thorbjørn Risager der udover at have opbygget et større og større dansk publikum, også har erobret blueshjerterne i specielt Sverige og i særdeleshed Tyskland. Det betyder bl.a. at Risager kan tage på længere turnéer i det store land sydpå. Det er også i Tyskland, at vi møder Thorbjørn Risager & The Black Tornado i en 10 mands udgave. På et udsolgt The Harmonie i Bonn blev det aktuelle album indspillet i januar i år. Det tyske pladeselskab Ruf Records har med deres serie Songs from the roads tidligere udgivet albums med Canned Heat, Jeff Healy og Luther Allison. I en kombi med både CD og DVD er turen nu kommet til Thorbjørn Risager. Der er for kendere af Risagers tunge soulfyldte blues ikke noget nyt under solen. Gevinsten ved dette album er at den er indspillet live. En smittende stemning er indfanget og formidles fornemt på både CD og DVD. Bandet spiller veloplagt og udadvendt. Er man dansk bluesfan, så er denne udgivelse et must - man bliver ikke skuffet.

Fra Norge kommer guitaristen Knut Reiersrud der sammen med den nyligt afdøde amerikanske sanger Mighty Sam McClain har begået et forrygende album. Det er rhythm'n'blues der emmer af B.B. King, Solomon Burke, Bobby Blue Bland, blues, soul og strygere. Det flyder ubeværet fra et band der med grooves og stemning lyder som noget fra en anden tid og et helt andet land end Norge. Det er meget høj klasse. Det eneste problem jeg har med pladen, er pladeselskabet ACT’s kliniske pladecoverstil, der i den grad mismatcher musikken. Den findes heldigvis også på vinyl, med et mere passende cover udgivet af det norske pladeselskab Big Dipper.

risager.info

knutreiersrud.no

Vestbo Trio: While You were gone (Dog Hound Records) LP

Efter to EP'er og en LP siden 2010 er det blevet tid til endnu en langspiller - der både er tilgængelig på CD, vinyl og download. Vestbo Trio med guitaristen Michael Vestbo i spidsen holder fast i den rootsbaserede stil der trækker på elementer fra folk, blues, rock, country og jazz. Så langt så godt, hvis det ikke lige var fordi at musikken har taget en markant drejning. Der er kommet en producer på som har sat sit tydelige præg på trioen. De har brugt Lars Skjærbæk, der ud over at være guitarist hos Tim Christensen også har trioen Boat Man Love - samt var et markant medlem af Inside the Whale. Skjærbæk tilføjer det ekstra krydderi til musikken. Det lidt frække og ligefremt uforudsigelige.
Michael Vestbo holder fast i stilen fra de foregående plader, hvor musikken med udgangspunkt i trioens sans for at skabe musikalske billeder, befinder sig i et sydstatskryds.

Whitewall Tires er et nummer, der tager os med på en luksuriøs tur ud i det blå. Der er harmonium, elbas, akustisk guitar og en svævende elektrisk guitardug foldet under hele nummeret. Det er en lille perle. Pladen kommer bredt omkring. Der er den sovsede og funky Cissy Strut, pladens eneste lånte nummer og der er den halvfjollede Guitar Boogie. Ellers er der fokus på cineastiske toner, der bringer os ind i en tør, støvet og solvarm parallelverden der kan minde om sydstaterne i USA. Det er måske ikke videre originalt, men det fungerer godt fordi det er så gennembearbejdet.

Vestbo på guitar, Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på bas tager deres musik seriøst og serverer den kompromisløst flot. Her er det hele det færdige produkt jeg tænker på. Lyden er i særklasse. Mens indpakningen med design af Paul Wilson er noget af det flotteste jeg har set i år. Er du til vinyl er der ingen vej udenom - den er meget flot og får din pladespiller til at lyde lækkert. For de særligt interesserede skal det tilføjes, at lyden er skabt ud fra The Nordic Dynamic specifikationerne, der er udviklet af Peter Lyngdorf og Kim Rishøj.
vestbotrio.com

Ned Ferm: Spent all the money (Stunt)

Det er altid dejligt med overraskelser. Specielt de positive. Den amerikanske saxofonist Ned Ferm har opholdt sig i Danmark siden starten af nullerne. Her har han bl.a. spillet fast med Nicolai Munch Hansen, Mads Hyhne og Anderskov Accident. Han har også optrådt som gæsteindslag ovre i rocken. Men det er jazzen han er mest kendt for herhjemme. Når alt det er sagt, er det meget overraskende at Ned Ferm's første soloplade henter så stor inspiration fra country, folk og blues som det er tilfældet. Hjemme i staterne har han et countryband, hvor han synger og spiller banjo, så det er måske ganske lige til for Ned Ferm.

Afslappet jazz, roots, country og blues i behagelig balance. Bob Dylan er ikke langt væk. Ned Ferm er ligesom Dylan heller ikke nogen stor sanger i gængs forstand. Der er til gengæld nerve og indlevelse i stemmen. Han synger ikke med den samme rustne brægen som Dylan. Ned Ferm synger mere tæt op ad sit eget saxspil. Wedding Song er et formidabelt eksempel. Her synger han duet med Marie Fisker, der også er med på Can’t believe You just did it again, hvor hun synger duet med Kira Skov. De medvirkende musikere på Ned Ferms plade er med til at løfte den væsentligt. Den vanvittigt smukke Hymn to her har en forrygende intens bassolo fra Nicolai Munch-Hansen, der sammen med Rune Kjeldsens slideguitar og Jakob Høyers bækkenspil skaber et helle midt i nummeret. Emanuele Maniscalco medvirker på piano, pumporgan og Wurlitzer og Mads Hyhne er med på trombone. Spent all the money er selvfølgelig et anbefalelsesværdigt album, der godt kunne løbe med en Danish Music Award i crossoverkategorien.

Stunt Records sidder på et kunstnerisk guldæg lige nu. Det startede med Kira Skov og den meget roste When we were gentle. Ned Ferm’s plade fortsætter i det spor. Lige om hjørnet venter Marie Fisker og Kira Skov’s album The Cabin Project, hvor Ned Ferm også har ydet en væsentlig indflydelse. Det kan kun blive godt.

sundance.dk

Rune Kjeldsen: Cloud Talk (Blackout) LP

Guitaristen Rune Kjeldsen er kendt fra mange forskellige sammenhænge på den danske rockscene. Kira & The Kindred Spirits og Nikolaj Nørlund, for blot at nævne et par stykker. Han er kendt for sine evner på guitaren. Hvad sker der så, når han laver et soloalbum, hvor solo er helt bogstavligt. En mand og en guitar - bl.a. en gammel danskbygget guitar fra 1942. Musikken er indspillet i en lejlighed på Vesterbro hos en ven, hvor Kjeldsen boede efter et forlist forhold. Stemningen er heller ikke specielt opløftende. På den anden side, er det en intens og fortættet stemning, der stråler ud gennem højtalerne.

Rune Kjeldsen har roots, country, blues og rock inde under huden. Han spiller kun på akustisk guitar på pladen, der emmer af filmiske stemninger. Det er ikke uden grund, at klassiske filmsoundtracks som Ry Cooder’s Paris Texas og Gusatvo Santaolalla’s Brokeback Mountain er nogle af dem man kommer til at tænke på, når man hører pladen. Cloud Talk er et modigt udspil fra en guitarist der som regel står på scenen med en elektrisk guitar. Her viser Rune Kjeldsen nye dybder og farver af sit flotte guitarspil.

runekjeldsen.com

Ben & Ellen Harper: Childhood Home (Prestige Folklore/Universal) >> Rosanne Cash: The River & The Thread (Blue Note/Universal)

Det sker sjældent eller mere præcist aldrig, at der anmeldes en countryplade her på Jazznyt. Men nu er der altså landet et par plader i stakken til anmeldelse. Jeg har vel fået dem fordi den ene er udgivet af Blue Note og den anden af Prestige Folklore (en genoplivet sublabel til jazzselskabet Prestige). Da jeg samtidig også har set flere amerikanske TV-serier - True Detective, Fargo og Banshee - hvor roots og country er en naturlig del af soundtracket, så var jeg også kommet i god form til noget americana. 

Den første plade er med søn & mor, Ben & Ellen Harper. På deres første fælles album sætter de fokus på akustisk rootsinficeret folk, blues og country. Det er musik i vaskeægte countryånd. Der er melankoli og intimitet i træhytten. Ben Harper’s mormor og morfar stiftede i 1958 The Folk Music Center & Museum i Claremont, Californien. Centeret tiltrak i 60’erne og 70’erne folk som David Lindley, Taj Mahal og Ry Cooder. Musikere der blev en del af Ben Harper’s barndom og opvækst. Mor videreførte siden centret. Så når mor og søn er sammen er det traditionerne der hyldes. Det er americana i bedste forståelse. Instrumenthåndteringen er formidabel. Musikken sætter sig mere sundt i kroppen end et all inclusive morgenmåltid på en amerikansk diner.

Hvor det er første gang, at Ben Harper er sammen med sin mor på plade. Så forholder det sig lige omvendt med Rosanne Cash, der startede karrieren hos faren Johnny Cash i starten af 70’erne. Hun er vokset op på en countrydiæt. Har flirtet med pop og rock. Hun er på sikker hjemmebane på albummet The Song and The Thread. Det hviler på en sund og nærende blanding af roots, country, americana, folk, blues og singer-songwritergenren. Med en stemme fuld af nærvær og sjæl har Rosanne Cash ikke problemer med at komme hjem i vore hjerter. Det er rasende velspillet med cameo-optrædender fra bl.a. John Prine, Derek Trucks og Jon Cowherd.

benharper.com

rosannecash.com

Stein Urheim: Stein Urheim (Hubro) >> Bly de Blyant: Hindsight bias (Hubro)

Der skal ikke herske nogen tvivl om at det norske pladeselskab Hubro er et af de mest spændende nordiske pladeselskaber, når det gælder udgivelser i spændingsfeltet mellem impro, rock, jazz, electronica og eksperimenterende musik. Der er et gennemført og færdigt udtryk i musikken. Om det så er noise eller ambient. Deres pladecovers er en grafisk fornøjelse. 

Blues og country mødes i et støvet vejkryds. Bill Frisell krydser klinger med Ry Cooder. Mumbai sender gode vibrationer mod Beijing. Strengeekvilibristen Stein Urheim har lavet et meget originalt album, hvor han udover guitar også spiller på fløjte, harmonika, tamboura, bpuzouki, mandolin og mange andre instrumenter. Produceren Jørgen Træen supplerer med synth. Pladen er en levende vidnesbyrd på, at musik er grænseløs. Stein Urheim lader forskellige musikalske traditioner mødes og får dem smeltet umærkeligt og organisk sammen. 

Trioen Bly de Blyant med Hilmer Jensson (guitar+div), Øyvind Skarbø (trommer) og Shazad Ismaily (bas+div) har også lugtet til noget blues. Det er dirty og farligt. Det er foruroligende. Det er progrock, jazz og avantgarde. Der er disconummeret Laura der lyder som et outtake fra Daft Punk’s Random Access Memories komplet med Nile Rodgers guitar og fed bas. Der er The Eighteen Irascibles med banjocountrytoner og nummeret Michael Jackson Pollock’s progrock.

Begge plader kan anbefales til nysgerrige guitarister der trænger til inspiration.

hubromusic.com

Vestbo trio: Flowmotion (Dog Hound) 10" vinyl/CD/download

Fem numre fordelt på en 10 tommer vinylplade. Fem numre der svømmer over af stemningsfyldte billeder. Guitaristen Michael Vestbo lavede sidste år langspilleren Less talk... sammen med trommeslageren Eddi Jarl og bassisten Jesper Smalbro. Den aktuelle Flowmotion EP placerer sig elegant i forlængelse af det album. Vi får en intim og stuehyggelig lyd med en steady trælækker bas, whiskers og så Michael Vestbo's elektriske guitar. Han er rundet af jazzen og har siden rejst rundt  med the blues out in the country. Guitarens rolige twang er med til, at skabe billeder og giver en natteblå stemning. 

Der er masser saft i musikken, der har et levende og meget organisk afsæt. Vestbo Trio bruger det til fulde. De har med enkle melodier og små virkemidler skabt en stor lille plade. Jeg har hørt Flowmotion mange gange siden den landede hos mig. Når jeg er kommet hjem fra arbejde har jeg søgt pladespilleren og sat Flowmotion på. En plade der fungerer som lavmælt baggrundhygge og i kraft af den fine produktion er den også god til, at ryste støvet af højttalerne. I takkenoterne står der bl.a. tak til Hifiklubben. Jeg er ret sikker på, at det er den slags plader der kan være med til, at få pladespiller-tvivleren til at smide et par tusinde efter en pladespiller i Hifiklubben, når de får demonstreret en grammofon.

vestbotrio.com

L Wood Joy: BoogieRollSwingJazz (L Wood Joy)

Det er sandsynligvis et underholdende caféband. Nu skal jeg i det her tilfælde kun forholde mig til pladen. Pladen signalerer tydeligt her er vi. Vi kan spille så'n her, book os! De tre musikere kan rent teknisk aflevere musikken uden større problemer. Det handler bare om så meget andet, når man kaster sig over en genre, der er nok så enkel at spille. Det kræver en hulens masse personlighed, hvis man skal tænde en ild hos publikum. Når man har valgt at spille i samme stil som Dr. John og Professor Longhair, så er det også dem der en min referenceramme. Jeg har også hørt SP Just Frost og senere Skipper Just Frost til en hel del koncerter, så de befinder sig også i min referenceramme for, hvordan det skal lyde, når man spiller New Orleans-funky rhythm'n'blues.

Her efterlader L Wood Joy en del tilbage at ønske. Spilleglæden og entusiasmen stråler fint igennem. De spiller udødelige klassikere som Mess Around, Big Chief og Route 66. Det blandes med selvskrevne numre, der lugter af New Orleans men alligevel lyder ganske dansk. 

lwoodjoy.dk