For præcis to år siden var jeg i Brasilien, hvor jeg rejste fra storbyen Manaus i Amazonas og ud i junglen. Her var jeg i tre dage. Det var en af de største og vildeste oplevelser i mit liv. Denne store og vigtige organisme gjorde et uudsletteligt indtryk. Det har den også gjort på den brasilianske pianist Amaro Freitas, der spillede for anden gang i år i København. Han har lavet albummet Y’Y der er en hyldest til skoven, særligt den i Amazonas og floderne i det nordlige Brasilien. Det handler om at leve, føle, respektere og drage omsorg for naturen og anerkende den som vores forfader.
Koncerten delte sig i flere afdelinger. I den første del var det helliget soloklaveret. Freitas har et intenst og rytmisk udtryk, hvor gentagelser vokser og ændrer sig undervejs. Her var det en noget indadvendt Freitas vi mødte. I den anden del kom der fokus på Y’Y albummet. Han præparerede klaveret med ting fra naturen og i samarbejde med lydmanden brugte han loops med forskellige fløjter, som han gik frem på scenen og spillede på. Det blev en levende størrelse, der voksede frem for øjnene og ørerne af publikum. Han blev mere og mere udadvendt.
I den tredje del af koncerten inkluderede han hele salen, hvor han fik publikum til at nynne med på en simpel melodi skrevet over den vuggevise som hans mor sang for ham. Det lød aldeles stort. Samhørigheden mellem Freitas, publikum og musikken føltes og gav mening, som når han kaldte publikum for family. Ligesom vi er forbundne som mennesker således er vi også forbundet til naturen. Amaro Freitas ramte publikums sjæl og gav os noget med hjem i hjertet. Han sluttede med et nummer af landsmanden Milton Nascimento - og her blev atter nynnet med. Det blev en stor aften med brasilianske Amaro Freitas.
For et år siden lavede Steen Rasmussen den skønne plade Milton på svenska sammen med sanger Josefine Cronholm. Nu er han atter pladeaktuel - stilen er selvfølgelig stadig brasiliansk inspireret jazz. Han har såmænd den brasilianske trommeslager Celso de Almeida med i trioen, der også inkluderer bassisten Kaspar Vadsholdt. Al musikken er med en enkelt undtagelse skrevet af Steen Rasmussen. Der har sneget sig noget nordic cool med i den brasilianske jazz. Det er feks. tydeligt på Hymn to life eller Home, der står klare og friske som en dansk sommermorgen.
Pladens cover med den klare gule farve og den røde ananas er lavet af Per Arnoldi og passer så godt til musikken. Det er de rene og tydelige farver - her er ikke de dusede eller blege farver der kan høres i musikken. Det kan være småfunky som på titelnummeret eller rene brasilianske lækkerier som på Bossa para Joyce.
Manhã de carnal af Luiz Bonfa gæstes af sangerinden Marilda Almeida, ligesom det sidste nummer på pladen Eu sei que você sabe også har gæster med. Det er Lis Wessberg, der kigger forbi med trombonen og Jonas Krag med guitaren. Det bliver næsten et “klassisk” Steen Rasmussen nummer, hvor han træder mere i baggrunden med klaveret. Fedt at blive mindet om, at han også kan det. Ellers er jeg nu ganske fornøjet med at han har lavet en trioplade.
Den brasilianske genre MPB er en paraplybetegnelse. Forkortelsen står for Musica Popular Brasileira. Selv med ikke-eksisterende talenter ud i det portugisiske sprog, kan man let gennemskue, at det står for Populær Brasiliansk Musik. Det er genre med rødder tilbage i midten af 60’erne og starten af 70’erne, hvor det piblede frem med store brasilianske kunstnere: Jorge Ben, Marcos Valle, Gal Costa, Caetano Veloso, Milton Nascimento og Tim Maia. De blandede soul, bossa, jazz, samba, pop, psych etc. på en fordomsfri og åben måde, som intet andet sted i verden. Genren er blevet mere og mere populær på vore breddegrader i de senere år. I facebookgruppen Jazzogvinyl har der været en tydelig tendens, hvor man har dyrket de gamle og i mange tilfælde sjældne plader. Det har dog ikke handlet om nutiden.
Derfor er det dobbeltfedt når der dukker en gruppe som Bala Desejo op. De kan deres MPB ind til benet. De er aktuelle med albummet Sim Sim Sim, som vandt en Latin Grammy i 2022 for at være det bedste bedste pop album på portugisisk. Du kan roligt tilføje Bala Desejo til dine nye favoritter, hvis du dyrker brasilansk musik. Kvartetten består af fire vokalister og musikere med separate karrierer, hvor Lucas Nunes bla. spiller med Caetano Veloso. Det er solbeskinnet og melankolsk. Et nummer som Passarinha er nutidig Bossa-glæde. Der er rolige numre som Nesse Sofa og festnumre som Baile de Mascaras (recarnaval). Bala Desejo kan favne det uden problemer.
I Danmark har jazz med inspiration fra Brasilien haft det godt i mange år. Her er tre aktuelle og ret forskellige udgivelser, der enten har har rod i Brasilien eller har hentet inspiration derfra.
Den brasilianske sangerinde Rosa Passos gav koncert på Copenhagen Jazzhouse i 2001 i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Storyville har allerede udgivet første sæt fra koncerten i 2021. Nu får vi andet sæt med Rosa Passos. Hun tilhører samme generation som Milton Nascimento og Joyce, der alle etablerede sig i og udenfor Brasilien fra starten af 70'erne. Stilen er MPB, bossa og latinjazz. Rosa Passos spiller også guitar og har en sej brasiliansk trio med på scenen. Copenhagen Jazzhouses legendariske chef Lars Thorborg skriver i pladens linernotes, at hun kaldes for Brasiliens Ella Fitzgerald.
Den brasilianske sangerinde Clarice Assad har sammen med den danske trommeslager Johan Dynnesen lavet et hyldest album til singer/songwriter Milton Nascimento. Titlen Window to the world kommer fra sangen Janela para o mundo, som er et nummer fra albummet Nascimento der kom i 1997. Assad finder også musik tidligere i Nascimentos karriere med Clube da Esquina no. 2 (og 1) som han lavede i 1973 sammen med Lo Borges. Clarice Assad synger nogle flotte duetter med broderen Rodrigo Assad på to numre, ligesom hun også gør med Muato. Dynnesen har samlet Jesper Bodilsen på bas og Francesco Cali på accordion til indspilningerne. En god hyldest til en af Brasiliens helt store.
Jazz og brasiliansk musik er en særdeles god kombination. Det understreger bassisten Torben Westergaard med udgivelsen Jazz Brazil, hvor han har komponeret 9 stykker, der har hentet inspiration i det brasilianske. Han har allieret sig med den erfarne brasilianske pianist Helio Alves - der i øvrigt også har spillet med førnævnte Rosa Passos. Herudover er den altid velspillende Hans Ulrik på tenorsax og trommeslageren Jonas Johansen, der kan sætte en rytme så let og præcist, at musikken letter. Percussionisten Rogério Boccato er med på halvdelen af pladen. Han giver numre som Sambartido og Samba Optimisma autencitet. Jazz Brazil er et vellykket og sammenhængende album.
Vibrafonisten Martin Fabricius udgav sit seneste trioalbum Under The same sky på det tyske selskab Berthold Records. Samme selskab var i forbindelse med Jazzahead 2019 i Tyskland - hvor musikere og branchefolk fra verden var samlet til en branchemesse - hurtige til at fange idéen om, at samle musikere med tilknytning til selskabet og sende dem til Sao Paulo i Brasilien for i løbet af 10 dage i januar 2020 for, at indspille albummet Sao Paulo Panic.
Vokalisten Dani Gurcel og trommeslageren Thiago Rabello fra Brasilien er sammen med tyske Timo Vollbrecht - der bor i New York, den israelske guitarist Tal Arditi - der bor i Berlin, brasilianske Frederico Heliodoro på bas og danske Fabricius. Albummet blev indspillet lige før hele verden lukkede ned på grund af corona. Det er en reminder om en nær fortid.
Musikken er en festlig blanding af de seks musikeres unikke møde, hvor de brugte tiden på at finde hinanden og udvikle musikken. Gurcel’s portugisiske vokal, Vollbrechts stærke saxofon, Arditis klassiske jazzguitarlyd og Fabricius’ vibrafon er i mødet med den brasilianske rytmegruppe tæt på hinanden og viser med al tydelighed, hvorfor man som ofte siger at jazzen er et internationalt sprog. I øvrigt skal Fabricius’ bidrag For Greta The Good fremhæves for sit smukke og flydende udtryk.
Den amerikanske percussionist Frank Colon af puertoricansk oprindelse kalder meget brugervenligt sit album for Latin Lounge, hvilket er en præcis og tydelig beskrivelse af stilarten som han dyrker. Han har tidligere spillet med prominente folk som Tania Maria, The Manhattan Transfer, Wayne Shorter. Milton Nascimento og Airto Moreira.
Colon har indspillet albummet i Rio de Janeiro, hvor han har samlet nogle dygtige musikere omkring sig, feks. Carlos Malta på fløjte. Stilistisk er det tilbagelænet smooth latin, hvor trompet, føjte, harmonika eller klaver skiftes til, at være godt fremme i lydbilledet. Trænger du til velspillet eksotisk smooth jazz. Look no further.
I den seneste tid har jeg gået og nydt det nye Pat Metheny album, som er det bedste han har lavet i over 10 år. Så kom den her i vejen. Den danske trommeslager Lasse Schjerning er sammen med de brasilianske musikere, Pedro Martins på guitar og Frederico Heliodoro på bas, som han lærte at kende i Berlin i 2018 og turnerede med i 2019, hvorefter musikken på albummet blev indspillet. Det er ret indlysende at nævne Pat Metheny i den her sammenhæng. Vel at mærke, når den levende legende har fokus på, at spille magisk guitar. Der er nemlig noget af den samme magi på Lasse Schjernings udspil.
Det er et mindre scoop at Schjerning er sammen med Martins. For ligesom at sætte det i perspektiv, så er Pedro Martins featured gæstekunstner på Thundercats nye album, hvor han er med på titelnummeret i en særdeles vigtig rolle. På Lasse Schjernings EP er der et behageligt melodisk flow i musikken. Stemningen er tilbagelænet, hvilket er i særligt fokus på nummeret Ballade, hvor Pedro Martins guitar svæver afsted på opdriften skabt af Lasse Schjernings trommer.
Det er en meget anbefalelsesværdig debut fra den unge trommeslager.
På Molde Festivalen i Norge spillede trommeslageren Paal Nilssen-Love’s Large Unit i 2018 i en helt særlig udgave. Bandet havde eksisteret i 5 år på det tidspunkt. Nilssen-Love’s kærlighed til ethiopisk og brasiliansk musik foldes ud i fuldt flor på albummet, hvor koncerten fra Molde er dokumenteret.
Large Unit er et stort skandinavisk free jazz ensemble med bla. den danske saxofonist Julie Kjær i en central rolle. Bandet er på scenen sammen med det ethiopiske danse og musik ensemble Fendika, brasilianske musikere og den hollandske guitarist Terrie Ex (der har rødder i eksperimentalpunk, hvilket også høres glimtvis). De 22 musikere og dansere mødes i et stort kollektivt sammensurium af musik, fest, dans og glæde - så meget at det kan høres hjemme i stuen.
Det fungerer mildest talt godt. De skulle efter sigende være på turné til sommer - spørgsmålet er vel kun om det bliver på Roskilde Festival eller Copenhagen Jazz Festival, at de spiller. De vil passe lige godt begge steder.
For over 5 år siden udgav bassisten Morten Ankarfeldt pladen Vermelho e azul, sammen med den brasilianske guitarist Caio Marcio Santos. Pladen var lavet i Brasilien sammen med lokale musikere. Da Ankerfeldt efterfølgende turnerede med musikken, samlede han en kvartet med Santos, Christina von Būlow på altsax og fløjte og Cassius Theperson på trommer og percussion. De fungerede så godt sammen, at Ankarfeldt kaldte kvartetten Rio Jazz 4. De udgav efterfølgende en plade sammen i 2014. Nu er de atter samlet på pladen Tonalidades.
Caio Marcio Santos spiller udelukkende på akustisk guitar. Han har hentet stor inspiration hos den brasilianske guitarlegende og komponist Baden Powell. Vi befinder os overvejende i bossa nova-genren, med jazz, choro og samba elementer. Santos har skrevet de fleste af pladens numre. Han har et flydende smukt og virtuost guitar-spil, der stråler som solen på sommerdag uden ende. Når Christina von Bülow samtidig spiller på fløjten så bliver sommeren lige så varm som, den vi har oplevet i 2018. Pladen åbner med titelnummeret Tonalidades, hvor von Bülows fløjte får tiden til, at stå stille. Den varme brise kærtegner kinden.
Jeg har endnu ikke skrevet om von Bülows altsax, der er et af hovednumrene i den musikalske auktion som kvartetten har sat op. Det er med en omfavnende ro og sikkerhed, at von Bülow spiller på altsax'en, der er en vigtig og udefinérbar tristesse til stede i tonen og spillet. Prøv f.eks. at lytte til balladen Quando nada basta.
Morten Ankerfeldt styrer sikkert kvartetten gennem de jazzede toner og brasilianske rytmer, hvor trommeslageren Cassius Theperson med overskud og charme er en sikker garant for de tilbagelænede rytmer. Det er en fornøjelse, når brasilianske og danske musikere kan mødes på så højt et niveau. De får en stor anbefaling her fra bloggen.
Det er sjette album siden 2007 med brasiliansk inspireret musik, som pianisten med mere, Steen Rasmussen har lavet. Fælles for dem alle er, at Steen Rasmussens hustru Lis Wessberg har medvirket på trombone - noget der farvet musikken karakteristisk og stemningsfuldt. Percussionisten Jacob Andersen har også været med hele vejen. Ellers har trommeslageren Jonas Johansen og bassisten Frederik Damsgaard næsten også været med på dem alle. Det er de selvfølgelig på det nyeste album, hvor Steen Rasmussen har trukket en lang række forskellige sangere ind over projektet. Der er de, i Steen Rasmussen sammenhænge, velkendte sangere Leo Minax og Josefine Cronholm. De er begge med på et par numre. Minax synger en skøn duet sammen med den 70 årige brasilianske legende Joyce Moreno, der også har et nummer alene.
Canta er et afvekslende og til tider noget strittende album i forhold til de forgående to albums, hvor der kun har været Leo Minax på vokalsiden. Det er også charmen ved albummet, der ikke bare er en fortsættelse af det forrige album. Det er et selvstændigt værk, hvor danske Mark Linn, Caroline Franceska og Marie Carmen Koppel også har deres shining hours. Desuden medvirker den italienske sangerinde Barbara Casini med ordløs sang på den smukke Homenagem á vida, hvor Rasmussen spiller på harmonika og Hans Ulrik leverer en fed saxsolo.
Steen Rasmussen bevarer med Canta, pladsen som dansk førsteelsker, når der skal spilles brasiliansk farvet jazz.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival på Paradise Jazz d. 10. juli kl. 21.00, hvor Leo Minax er med.
Hvis der er noget som pladeselskabet ECM er mestre i, så er det at skabe plader hvor den stilrene æstetik rådyrkes. Der går en lige linje gennem ECM's udgivelser fra 70'erne og frem til idag. Det skyldes først og fremmest selskabets bagmand og producer på de fleste udgivelser, Manfred Eicher. Jeg har fundet tre aktuelle udgivelser frem, der hver især hører hjemme i ECM-butikken.
Den britiske saxofonist Andy Sheppard er meget snart aktuel på en ny plade sammen med Espen Eriksen Trio. I mellemtiden kan man fornøje sig med denne kvartetudgivelse, der er en opfølger til kvartet udgivelsen Surrounded by sea fra 2015. Han har holdt sammen på kvartetten med nordmanden Eivind Aarset på guitar, Michel Benita på bas og Sebastian Rochford på trommer. Pladen bevæger sig mellem smukke ballader, som titelnummeret Romaria, der er skrevet af brasilianeren Ranato Teixeira til ambient jazz og flagrende sager som They came from the north.
Den japanske trommeslager Shinya Fukumori er taget til Europa, hvor han har fundet sammen med tyskeren Walter Lang på piano og franskmanden Matthieu Bordenave på tenorsax. Selv om vi geografisk befinder os i München, hvor trioen holder til, så er der ikke langt til den nordiske tone i jazzen. Fukumori fremhæver bl.a. Keith Jarretts My Song og Ketil Björnstads The Sea, som inspirationskilder. Det er dog mest det japanske ophav der fylder i de frie og flydende ballader.
Jeg har gemt den bedste plade til sidst. John Surmans Invisible Threads er en af de smukkeste kammerjazzplader, jeg har hørt længe. På sopran- og barytonsax og basklarinet spiller han en række krystalsmukke og rolige melodier sammen med den brasilianske pianist Nelson Ayres og Rob Waring på marimba og vibrafon. Det er musik, hvor der er tid til at lytte. Her er alt af betydning. Køber du kun en kammerjazzplade i år, skal det være den her. Du bliver ikke skuffet.
Thomas Clausen må være den kunstner, der har udgivet flest plader i eget navn på pladeselskabet Stunt. Han har bl.a. lavet adskillige brasiliansk inspirerede plader. I 2009 lavede han After the Carnival sammen med Carlos Malta. De er nu atter sammen. Malta er et velrespekteret navn i brasiliansk jazz og medvirkede i øvrigt også på Snarky Puppy's Family Dinner vol. 2 fra sidste år. De to musikere får lidt hjælp undervejs af trommeslageren Niclas Campagnol og bassisten Romulus Duarte.
Repertoiret er en blanding af Clausens og Maltas kompositioner. De kan både spille kammerjazz med et touch af den klassiske musik, som på After the metronome. De kan spille med virtuos humor som på deres version af den urgamle Tiger Rag. Clausen spiller også på Rhodes, som på Nippon, hvor Malta slipper fløjten og spiller på sopransax. Nøj det er fedt!
Dreamland er en imponerende status fra Thomas Clausen, der utrætteligt og rundhåndet deler sine musikalske tanker med os.
Der er ikke nogen angivelse af hastigheden på denne 10” vinyludgivelse. Det er altid et af de mere spændende elementer, når vi har med eksperimenterende musik at gøre. Ret hurtigt finder jeg frem til at den skal køre med 33 1/3 omdrejninger. Guitaristen Henrik Olsson, der bl.a. spiller med The Hum og Penumbra Ensemble har en duo sammen med trompetisten Erik Kimestad, der bl.a. spiller med Horse Orchstra og Kresten Osgood. I denne duo har de lavet en anti-rutine i deres spil. Det vedligeholdes f.eks. ved at invitere en tredje musiker ind i projektet. De mødtes med den brasilianske stemme/performance kunstner Marcela Lucatelli i Black Tornado Studiet tilbage i februar måned. Det gik så godt, at de blev nødt til at udgive musikken.
På en orange vinyl, der er udgivet i 100 eksemplarer, bliver vi som lyttere lukket ind i en underlig verden der i første omgang lyder bimlende skør. Lucatelli er stemmekunstner og har næsten lige udgivet sit eget album, Phew!
I samarbejdet med Olsson og Kimestad er Lucatelli også konsekvent og søger ikke til grænserne, men går langt ud over dem. Hun skriger, piver, grynter og raller. På intet tidspunkt synger eller taler hun. Hun vrider og slider på stemmebåndet. Der er noget tragikomisk og uhyggeligt over det. Det fungerer, fordi der ikke tages hensyn til noget. Det er umenneskeligt menneskelig noise. Olsson går i en enkelt af pladens fire skæringer over i noget kantet punklignende guitarspil. Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg genkender noget. Ellers er der ikke noget som helst genkendeligt. Ønsket om anti-rutinen lykkes til fulde. At der står trumpet ud for Erik Kimstads navn på pladen er også en hjælp, da jeg ikke umiddelbart kan identificere det gyldne horn.
Det er en plade til de nysgerrige uden fordomme. Det er farligt og spændende.
Bonusinfo:
De spiller ved Barefoot Records jazzfestival arrangement på H15 d. 8. Juli kl. 20.00
Det er nok kun de allerskarpeste iagttagere af den danske jazzscene, der kan holde styr på Simon Spang-Hanssens mange projekter. Nu har jeg efterhånden skrevet om en del her på bloggen og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ekstra glad for, at han atter har lavet en plade med sit brasilianske projekt Grupo. Den forrige kom i 2011 og var indspillet i Brasilien. Den nye plade er pånær pianisten med den samme besætning. Men denne gang er den indspillet i København. Spang-Hanssens franske hustru Mariane Bitran leverer lækker jazzfløjte. De tre brasilianske musikere på klaver, elbas og trommer serverer suveræn backing for Spang-Hanssen.
Simon Spang-Hanssen har selv skrevet 10 af pladens tolv numre. Pladens titelmelodi Caminho da lua er en vidunderlig ballade, mens Casa Feliz er et festnummer. Trænger du til en omgang brasiliansk klingende jazz, er Simon Spang-Hanssens plade det bedste danske bud siden Steen Rasmussens to år gamle Presenca.
Brasiliansk musik er andet end samba og bossa nova. Girls in Airports saxofonisten Lars Greve besøgte landet i 2015, hvor han mødtes med tre musikere fra Rio de Janeiro’s musikundergrund. Sammen har de indspillet denne udgivelse på byens eneste spillested for eksperimenterende musik, Audio Rebel. Det var guitaristen Eduardo Manso, der inviterede Lars Greve til koncerten, der oprindeligt skulle være udgivet som vinyl i Brasilien. Men grundet OL og kulturstøtte der forsvandt, trådte Insula fra Blågårds Plads til. Det er nu i stedet udgivet på kassettebånd. Et økonomisk lettere håndterbart materiale end den hippe vinylplade.
Lars Greve havde lært fra den session som han og August Rosenbaum lavede med avantgardeveteranen Sven Åke Johansson, at de ikke skulle spille en eneste tone sammen inden de gik i gang med den 40 minutter lange session. Sammen med bassisten Felipe Zenicola og percussionisten Thomas Harres har de lavet en buldrende freejazz session, der ikke minder om det som vi er vant til at høre fra Europa eller USA. Sarte og følsomme klarinettoner sætter ind efter at en massiv lydmur er bygget op. De finder sammen om eksplorerende elementer af noget genkendeligt, der udfordres og presses til kanten. Kassettebåndet er på mange måder en anbefalelsesværdig udgivelse til freejazzlyttere generelt og i særdeleshed, dem der tror at de har hørt alt.
I de sene 60'ere opstod genren jazzrock som en blanding af jazz, rock, souljazz, funk, progrock, latin etc. I 70'erne begyndte Miles Davis at stikke af i mere og mere syrefunky universer, indtil han trak sig helt væk fra offentligheden. Weather Report fejrede kæmpetriumfer og spillede store udendørskoncerter. Return to Forever, Mahavishnu Orchestra, Brecker Brothers, Passport og mange andre var med til øge genrens popularitet. Det var en genre der med sine kilometerlange soli og teknisk krævene forløb, tiltrak musiknørder og andre med hang til at intellektualisere musik.
Der skete noget i starten af 80'erne. Det var allerede i 70'erne begyndt at hedde fusionsjazz. Mange vil mene at det var de digitale instrumenters fremkomst, der slog fusionsjazzen ihjel i 80'erne. Det lød spaceage smart i sådan cirka en måned, hvorefter det lød håbløst bedaget. Fjollede frembringelser som guitarsynthesizeren og de elektroniske trommer sendte fusionsjazzen i helt nye retninger. Man oplevede at islandske Mezzoforte med Garden Party og Herbie Hancock med Rock It ligefrem kunne hitte med musikken. Den kom ud til et stort publikum, der ikke tænkte over at det var fusionsjazz eller noget der lignede. Miles Davis' genkomst i jazzen og nye folk som John Scofield og Bill Frisell gav også håb om at fusioneret jazz ikke var uddød.
I de sene 80'ere og i 90'erne oplever man hip hoppens omfavnelse af jazzen. Kunstnere fra begge lejre tager på besøg i den anden lejr. Acidjazzen og senere nu jazz føjer endnu flere aspekter til lyden af den fusionerede jazz.
Fusionsjazzen og det der ligner har aldrig været død. Indenfor de senere år har vi dog alligevel oplevet en revitalisering, hvor folk som Kamasi Washington, Snarky Puppy, Cory Henry og Flying Lotus har sparket ny energi og nye publikummer ind i genren.
JazzNyt har lavet denne guide i fire dele med 12 spændende kunstnere, der indenfor det sidste år har udgivet ny musik. Flere af kunstnerne er koncertaktuelle i Danmark. Følg med og bliv inspireret.
Hvem: Bill Laurance - piano, keys.
Stil: fusion, jazz, funk
Land: Storbritanien
Seneste udgivelse: Live at Union Chapel (Ground Up 2016), Aftersun (Ground Up 2016)
I stil med: Snarky Puppy
Info: Fast mand hos Snarky Puppy siden starten i 2004. Kan anbefales hvis du ikke kan få nok af Snarky Puppy. På solopladerne medvirker flere SP medlemmer, bl.a. Michael League. Laurance blander gerne det akustiske klaver med elektriske tonerog klange. Han har desuden spillet med så forskellige folk som Chris Potter og Morcheeba.
I stil med: George Duke, Steely Dan, Stevie Wonder, Gregory Porter
Info: Han udgav sit første album allerede i 1988 og har siden lavet 11 albums. Inspirationen fra 70'ernes og de tidlige 80'eres musikscene i Los Angeles, trak ham til Californien, hvor han lavede sit seneste album med nogle af planetens sejestesessionmusikere fra den periode: Marvin Smitty Smith, Patrice Rushen og Hubert Laws. Han har på et tidspunkt udtalt at der ikke er lavet god musik efter 1983, hvor den digitale lyd begyndte at herske i alverdens musikproduktioner. Han eren romantiker, der hjemme i Brasilien har en vinylsamling på over 30.000 plader. Han er ekstremsamler og skal helst have pladerne i så god stand som stand som muligt, hvor han opbevarer dem efter japanske samlerstandarder.
Hvem: Morten Schantz (f. 1980), piano, keys. Marius Neset (f. 1985), sax. Anton Eger (f. 1980), trommer
Stil: fusion, jazz, rock
Land: Danmark
Seneste udgivelse: Godspeed (Edition 2017)
I stil med: Weather Report, Jazzkamikaze, Herbie Hancock
Info: Allerede tidligt i karrieren lavede Morten Schantz nogle utilslørede fusionsplader med Morten Schantz Segment, sideløbende med at han skabte karriere med Jazzkamikaze. Nu tager det en ny retning med Neset og Eger fra Jazzkamikaze. Masser af keyboards og højt tempo. En moderne aftapning af 70'ernes fusionsjazz. Albummet udkommer senere i januar.
Vi er godt med i forhold til jazzviolinister her i landet. Ud over at vi har Kristian Jørgensen og Bjarke Falgren, så blev Svend Asmussen 100 år for et halvt år siden. Mads Tolling, der bor i USA, blev kåret som den bedste jazzviolinist af kritikerne i det amerikanske jazzmagasin Down Beat for en måned siden.
Samtidig med det har endnu en dansk jazzviolinist Alexander Kraglund markeret sig. Sammen med guitaristen Jeppe Holst dannede han i 2014 duoen Violí Violã, Nu har de deres første album klart. É Luxo Só er brasiliansk inspireret musik af den behagelige akustiske slags. Både Kraglund og Holst har stor erfaring med den brasilianske musiks stærke traditioner.
Musikken på pladen består af brasilianske kompositioner og en enkelt af Jeppe Holst. Den brasilianske sangerinde Thais Motta sikrer at projektet får den helt rigtige stemme. Den smukke sangerinde er allerede etableret i Brasilien, med flere udgivelser bag sig. Det er et scoop, at de har fået hende med på pladen. Hun giver pladen det sidste og afgørende løft. I øvrigt skal det også nævnes at Afonso Corrêa er med på percussion, samt at Kragelund også fremdrager den kromatiske mundharmonika flere gange. En dejlig dansk-brasiliansk plade i disse OL tider.
Næsten samtidig med at Family Dinner vol. 2 udgives, har Snarky Puppy fået deres anden Grammy for albummet Sylva, som de lavede sammen med hollandske Metropole Orkest sidste år. Den første Grammy fik de for Family Dinner vol. 1 sangen Something, som de lavede sammen med Lalah Hathaway. Sylva og Family Dinner projekterne er nogle af de projekter som den superaktive gruppe har gang i. Deres største og vigtigste projekt er deres konstante turnéer, der sidste år bragte dem til Danmark for første gang. Senere i år står de på Amager Bio's scene med to koncerter der allerede er udsolgte. Den voldsomme koncertaktivitet kan opleves via sitet livedownloads.net hvor det er muligt at downloade (mod betaling) 50 forskellige koncerter fra deres seneste turné. Heriblandt den danske koncert fra Fermaten i Herning. Desuden er der et boxset med 32 CD'er og 16 koncerter på vej fra World Tour 2015.
Senere i år udkommer der endnu et album fra Snarky Puppy - denne gang med ny musik og fokus på det der kunne kaldes bandets kerneprodukt, nemlig fusionsjazzen.
Nu gælder det Family Dinner vol. 2, der ligesom etteren er en plade, hvor de byder gode musikalske venner til bords og spiller en meget blandet omgang musik. I en nedlagt kirke i New Orleans har de indspillet musikken foran publikum, der sidder sammen med musikerne. Alle har hovedtelefoner på - så de alle, både musikere og publikum får samme gode lyd. Overskuddet fra salget af musikken går til The Roots of Music Foundation - der arbejder med musik som støtte til unge mennesker i New Orleans.
Albummet der både er en CD og DVD åbner med Becca Stevens, der er sammen med den svenske folktrio Väsen. Herefter skiftes der til den afroperuvianske sangerinde Susana Baca der er sammen med guitaristen Charlie Hunter. Projektet handler om kommunikation gennem musikken. Om at knytte bånd. Sangeren Chris Turner står i front på Liquid Love, hvor Snarky Puppy sammen med kor, blæs og heftig percussion skaber en r’n’b fest. Herefter går turen til Mali, hvor Salif Keïta er med. Han havde ikke mulighed for at komme til New Orleans pga. sygdom. I stedet tog Snarky Puppy bandleaderen Michael League til Mali med musikken som var blevet indspillet i New Orleans. Her kunne Salif Keïta i sit studie sammen sine korsangerinder lægge vokal på Soro (Afriki). Brasilianerne Calos Malta på fløjte og Bernardo Aguiar på pandeiro medvirker også på nummeret.
Da Snarky Puppy besøgte Fermaten havde de sangerinden Michelle Willis med som opvarmning. Hun medvirker også på Family Dinner vol. 2, hvor hun på pumporgan er sammen med Laura Mvula på nummeret Sing to the moon. Den unge engelske sanger og pianist Jacob Collier er sat sammen med Big Ed Lee, sousaphonisten fra New Orleans, der bl.a er kendt fra Soul Rebels Brass Band. Der går stram up tempo funky i den, når duoen Knower sammen med saxofonisten Jeff Coffin indtager scenen med nummeret I Remember. Stor er kontrasten når der afsluttes med David Crosby og Somebody Home. Der er nogen hjemme. Der er nærvær.
Family DInner vol. 2 fortsætter på DVD’en med yderligere fem numre med Becca Stevens, Väsen, Susana Bacca, Knower og Nigel Hall & NOLA International. Det er en massiv omgang, hvor vi kommer omkring i musikkens verden på en levende og betagende måde. Det er kærligheden til musikken og fælleskabet der opstår ud af det, det handler om. Der kan ikke sættes en enkelt genrelabel på dette album. Musikken på DVD’en knyttes sammen med samtaler med musikerne. Vi bydes indenfor og er med. Family Dinner vol. 2 får en stor anbefaling herfra.
"Never change a winning team" er der et klassisk ordsprog der siger. Det overholder Steen Rasmussen næsten også på sit nye album sammen med den brasilianske sanger og guitarist Leo Minax. Han har dog skiftet trommeslageren Jonas Johansen ud med den brasilianske trommelegende Paolo Braga. Da Steen Rasmussen udsendte Lo mejor de cada casa i 2013 var jeg aldeles begejstret for pladen. Det er jeg stadigvæk. Derfor er forventningerne også høje til det nye album, der også skuffer en smule efter nogle få gennemlytninger. Jeg har ventet lidt med at skrive om pladen. Den skulle lige have lov til at sætte sig - og det skulle vise sig at være en god investering. Musikken kommer snigende på den lækre måde. For Steen Rasmussen gør det igen!
Steen Rasmussen har skrevet 7 af pladens 10 melodier - Leo Minax har skrevet de 3 andre. Der er muligvis en nordisk tone i spil et eller andet sted. Jeg hører det brasilianskinspirerede som det mest dominerende. Lis Wessbergs bløde trombone smelter sammen med Fredrik Damsgaards Höfner bas, der omfavnes af Jacob Andersens percussion og Paolo Bragas trommer. Steen Rasmussens piano og Leo Minax guitar og vokal balancerer igen smukt med en underliggende lækker tristesse. Sjældent har jeg hørt melankoli fremført så opløftende. Det er gennemført og sammenhængende. Undervejs gæstes de af den legendariske brasilianske sangerinde Joyce og den svenske sangerinde Josefine Cronholm, som Rasmussen tidligere har lavet et album sammen med. Steen Rasmussen laver ikke Lo mejor de cada casa vol. 2 - men udvikler projektet indenfor de musikalske rammer han selv har bygget op. Presenca er et stærkt anbefalelsesværdigt album.
bonusinfo:
De kan opleves ved Jazz by the sea i København d. 10. juli og i Musikhuset i Århus d. 11. juli.
Morten Ankarfeldts første plade sammen med Caio Marcio dos Santos kom sidste år. Den var forrygende godt samarbejde om brasiliansk farvet jazz. De har fortsat deres samarbejde og Ankarfeldt har denne gang taget en dansk musikerkollega med ind i projektet. Altsaxofonisten Christina von Bülow er et perfekt match til de to, der også har brasilianeren Cassius Theperson med på trommer og percussion. Sammen med Rio Jazz 4 kommer vi med på en rejse vi ikke vil hjem fra. Christina von Bülow har stor erfaring med brasilianske toner. Hendes lyriske altsax har både noget Stan Getz og nordisk i sin tone. Den er et naturligt og godt match med Caio Marcio dos Santos’ akustiske guitar. Når hun så som på nummeret Lamentos do Morro supplerer med fløjten, så føjer det bare endnu mere til det i forvejen flotte sammenspil.
Musikstilen er samba, choro og bossa blandet op med en god portion nordisk jazzsjæl. Ankarfeldt og Santos har trimmet samarbejdet og udvidelsen med von Bülow og Theperson i kredsen er godt hørt. Det bliver til noget andet end den ellers meget gode debutplade. En god udvikling med dejlige numre som f.eks. Ankarfeldts Bonde Xaxado, hvor Peter Rosendal i øvrigt gæster på melodica.
