Tomasz Dabrowski & The Individual Beings (April) LP/CD/DL/stream

 

Vi har haft glæde af den polske trompetist Tomasz Dabrowski i Danmark i 14 år, hvor han har tydelige sat spor i dansk jazz. Han er blandt den efterhånden større gruppe polske jazzmusikere, der har slået sig ned i Danmark gennem de senere år. Udover egne projekter har han også slået sine folder i DR Big Band og sammen med Kasper Tom og Fredrik Lundin.

Dabrowski tog Lundin med til Polen, da han indspillede nærværende album i den polske radios studier i Warszawa i 2021 sammen med polske musikere og norske Knut Finsrud på trommer. Polen har leveret mange store jazzmusikere siden 60’erne. Her er Dabrowskis instrumentkollega Tomasz Stanko et fyrtårn - og har givet stor inspiration til Dabrowski. Dabrowski lånte i forbindelse med indspilningerne, den trompet som afdøde Tomasz Stanko brugte i 90’erne, hvor han lavede flere af sine vigtigste albums.

Musikken på albummet er ekspressiv og insisterende. Der er ifølge pladens linernotes noget der trækker i retning af Miles Davis Quintet med Wayne Shorter. Jeg er ikke sikker på, at Miles ville have brudt sig om vildskaben der ind i mellem tenderer til free jazz, som eksempelvis på Sandy. 

Der er mere end vildskab i Dabrowskis musik. Der er det sarte og delikate interplay i septetten som det høres på Short Gesture og Troll. Flere af gruppens medlemmer supplerer med diskrete elektroniske elementer, hvor trommeslageren Jan Emil Mlynarski er i fokus med elektronikken på Queen of Mondays, hvor Finsrud tager sig af det akustiske trommespil. Mlynarski er meget tydelig med en skarp syntetisk bækkenlyd, der skærer igennem nummeret, hvor Lundin iøvrigt leverer en fed tenorsaxsolo.

Dabrowski og gruppen har skabt et solidt album med tyngde og dybde. Der er masser af stof til mange lytninger.

Tomasz Dabrowski Bandcamp

Olga Witte: Organ Trio No 1+2 (Olga Witte) CD/stream

 

Kombinationen kirkeorganist, musiketnolog der har brugt over 15 år på, at studere det balinesiske instrument gamelan, underviser, komponist, Big band arrangør og jazzpianist er ikke hverdagskost. Det er baggrunden for østjyske Olga Witte, der er aktuel med albummet Organ Trio, der er delt op i to.

På den første del, Please crawl out of My eyelid spiller Olga Witte på pibeorgel. Hun er sammen med de to basunister Jens Kristian Bang og Jens Balder. Første del er et klangmaleri, hvor en let dyster stemning sniger rundt. Herefter åbnes der i anden del op for den mere udadrettede og ekspressive og abstrakte jazz. I tredje del er Witte i fokus med orgelet. Fjerde del lukker ned med et nærmest filmisk tema.

Olga Witte er bla. fascineret af orgelet fordi man kan gå fra det milde til det vanvittigt vilde. Sidstnævnte kommer i spil med det samme på den musikalske fortælling i syv dele om den østjavanesiske heks Calon Arang. Her er hun sammen med Anja Nedremo på altsax og Jacob Rønne Danielsen på tenorsax.

Nedremo kommer fra den klassiske musik mens Jacob har huseret på den århusianske jazzscene i mange år. Olga Witte bruger principper, strukturer og praksisser fra den balinesiske gamelan. Det er et ukendt område i musikken for mig. Til gengæld er både den eksperimenterende jazz og pibeorgelet ganske velkendte for mig. Dog ikke i kombination. Det er her hvor Olga Witte har skabt sit helt eget og dybt originale musikalske sprog. Hun er så dybt inde i musikken at det smelter sammen på forunderlig logisk vis. Det er vildt og mildt - og værd at gå på opdagelse i.

Olgawitte.dk

Lars Greve: En verden, der melder sig (Lars Greve) LP >> Koncertinstallation på Copenhagen Contemporary 17. februar 2022

 

“En komponent, som omdanner fra en energiform til en anden – eller kan give respons på en fysisk påvirkning – kaldes en transducer.” Sådan er den helt korte Wikipedia beskrivelse af de små bokse som Lars Greve havde monteret på ventilationsrørene og bagvæggen i en 600 kvadratmeter store udstillingshal på Copenhagen Contemporary på Refshaleøen.

Her spillede han to gange om dagen over 8 dage i februar. 

Hallen blev til en højtaler. Et rum hvor lydens vibrationer kunne mærkes på rørene. Bagvæggen skælvede når de dybe bastoner satte ind, hvilket min krop mærkede da jeg lænede mig op ad væggen under koncertinstallationen torsdag aften. Musikken opstod som en slags feedback: Greve spillede på sin klarinet og lyden blev sendt via talrige transducere direkte ud til rørene, der blev bragt i vibrationer og gav sit eget besyv med i form af dirrende over- og undertoner.

Lars Greve har gennem flere år været optaget af rum og dets påvirkning af lyden, hvilket bla. er dokumenteret på Breidablik fra 2014 og Ingvar Cronhammar samarbejdet Dødedans fra 2017. Han er gået endnu dybere ind det og har skabt platformen Resonerende Rum, som installationen på Copenhagen Contemporary er en del af. 

Ved koncertinstallationen spillede han på klarinet, dobbeltklarinet og basklarinet. I et næsten tre kvarter langt flow frembragte han lyde og stemninger gennem improvisation, hvor droner, magi og gentagelser hvirvlede rundt i rummet. Hen mod slutningen var der en hilsen til kunstneren Ingvar Cronhammar, gennem nogle toner fra Jeppe Aakjærs Stille Hjerte, som Greve spillede til Cronhammars begravelse for snart et år siden.

Publikum blev bedt om at bruge rummet, at gå rundt og høre og mærke lyden, lægge sig, stå eller sidde på gulvet. Oplevelsen ændrede sig alt efter hvor man befandt sig. Med skærpet lyttesans gik jeg ind i nærmest meditativ tilstand, hvor tankerne befandt sig i nuet sammen med Greves toner.

I forbindelse med udstillingen har Greve udgivet LP’en En Verden, der melder sig. Den er indspillet i rummet, der oprindeligt var en B&W svejsehal, på Copenhagen Contemporary. Den er optaget ved at man har bevæget sig rundt i rummet. LP’en gengiver på den måde en lignende oplevelse som den man havde i rummet unde koncertinstallationen. En dynamisk og foranderlig lydoplevelser.

LP’en er et flot dokument, hvor Lars Greves klarinetimprovisationer optager den ene side. I øvrigt er der presset 32:25 minutters musik ind på den side, hvilket er rekord for det danske vinylpresseri Nordsø. På den anden pladeside er der et resonerende motiv, skabt af kunstneren Carl Krull. En verden, der melder sig markerer også en overgang til noget nyt. Lars Greve har afsluttet et skriftligt forskningsprojekt på Det Rytmiske Musikkonservatorium om resonerende rum og er klar til næste fase, hvor han skal lave flere projekter med rum, der spiller med og er en del af lydudtrykket. 

Resonerende Rum

33.33 omdrejninger i minuttet

 

Tallet er magisk. Enhver med en sund forstand ved at det handler om LP’en. 33 1/3  - hastigheden som den store sorte vinylskive afspilles med på pladespilleren. 

Jeg har valgt at hylde LP’en, omdrejningspunktet for min mangeårige interesse musikken, i jazznyt-bloggens post nr. 3333 - det har næsten taget 18 år, at komme hertil. Med lidt kvik hovedregning er jeg kommet frem til, at jeg skriver indlæg nr. 10.000 når jeg fylder 90 år. 

Jeg fik allerførste LP til min ni års fødselsdag i 1977. Det var Gasolins Efter endnu en dag. Jeg havde godt nok allerede Jullerup Færgeby, Kaj og Andrea og en Ingrid og Lillebror plade på LP. Men det var første gang jeg fik en rigtig plade, som jeg havde ønsket mig. Jeg havde en lille Philips rejsegrammofon med indbygget højtaler. Oh My goodness! Det var stort.

Det var selvfølgelig først mange år senere at jeg fandt ud af hvem ham der Palle Mikkelborg var, der var nævnt på pladecoveret. Gasolin’ var og er fede - og jeg synes stadig at Efter endnu en dag er den bedste plade som de har lavet.

Den store sorte vinylplade, der er pakket ind i et stort kvadratisk paphylster har været og er stadig udgangspunkt for mange fede oplevelser. Først og fremmest er der musikken, der rent ud sagt lyder orgasmelækker, når vinylen lægges under en god pickup og klemmes ud gennem et fedt hifianlæg. 

Med LP’erne dyrker jeg en samlermani. Jeg er evigt og altid på jagt efter den næste plade som jeg mangler. For tiden er jeg på jagt efter - eller som det også kan formuleres - afsøger jeg de økonomiske grænser for, hvornår jeg kan tillade mig, at købe følgende 25 plader:

Mal Waldron: Mal/2 (Prestige 1957)

Art Pepper: Meets the Rhythm Section (Contemporary 1957)

Horace Parlan: Us Three (Blue Note 1960)

Duke Ellington & His Orchestra: Piano in the Background (Columbia 1960)

Charlie Rouse: Bossa Nova Bacchanal (Blue Note 1963)

Sahib Shihab & The Danish Radio Jazz Group (Oktav 1965)

Albert Ayler: New York eye and ear control (ESP Disk 1966)

Miles Davis: Nefertiti (Columbia 1968)

Don Patterson with Sonny Stitt: Brothers-4 (Prestige 1969)

Donny Hathaway (Atco 1971)

John Coltrane: Sun Ship (Impulse 1971)

Hampton Hawes: Northern Windows (Prestige 1974)

Donald Byrd; Steppjng into tomorrow (Blue Note 1974)

Joe Henderson feat. Alice Coltrane: The Elements (Milestone 1974)

Monty Alexander feat. Ernest Ranglin: Rass! (MPS 1974)

Cleveland Eaton: Plenty Good Eaton (Black Jazz 1975)

Candido: Dancin’ & Prancin’ (Salsoul 1979)

Atmosfear: (Dancing in) Outerspace (Elite 1979) 12”maxi

Freeez: Southern Freeez (Pink Rhythm 1980)

Apocalypse: Twilight Music (Mood Records 1980)

Incognito: Jazz Funk (Ensign 1981)

Ed Motta: Entré e Ouca (WEA 1992)

Matthew Halsall: Salute to the sun (Gondwana 2020)

Alfa Mist: Bring Backs (Anti- 2021)

Adrian Youngee & Ali Shaheed Muhammad: Jazz is Dead 10 Remixes (Jazz is Dead 2022)

LP’er , vinyler, grammofonplader eller hvad man ellers kalder dem. De trives og lyder bedst med 33 1/3 omdrejninger pr. minut, medmindre de skal spilles på 45 omdrejninger - men det er anden historie og ødelægger grundlaget for dette blogindlæg. Jeg trives med pladerne. Hurra for dem - og tak fordi du har lyst til at følge min blog. Lige om lidt begynder jeg rejsen mod de næste 3333 blogindlæg. Mon ikke det også tager 18 år?

Eberhard Weber: Once upon a time - Live in Avignon (ECM) >> Marc Johnson: Overpass (ECM)

 

Tyske Eberhard Weber har gennem karrieren været tæt knyttet til pladeselskabet ECM. Her har han udgivet adskillige plader i eget navn og været et fremtrædende medlem af Jan Garbareks gruppe. Der findes to plader der udelukkende rummer Eberhard Webers soli fra Garbarek koncerter gennem årene. Nu har ECM fundet en regulær solokoncert frem. Den er fra Avignon i 1994. Det er 49 minutters Weber solospil. Det er med den karakteristiske syngende baslyd. Det opfører sig nærmest som soundscapes, når bassens toner flyder meditativt sammen. Er du vild med Webers lyd, så er pladen uundværlig.

Hvor der kun er en enkelt kending på Webers plade, My Favourite Things, så får man lidt mere på Marc Johnsons Overpass, hvor han åbner med Eddie Harris vildbassen Freedom Jazz Dance og fortsætter med Miles Davis’ Nardis, et nummer Johnson spillede til alle koncerterne med Bill Evans fra 1978 og frem til Evans’ død i 1980. Johnson var i studiet i Sao Paolo i 2018, hvor han havde et par dage ledig i kalenderen. Han spillede på en lånebas med en lækker dybde og dynamik. Samurai Fly er en hilsen til Samurai Hee-Haw som han lavede til Bass Desires gruppen i 1986, her spiller han med sig selv i nogle overdubs.

Begejstringen for låneinstrumentet er så stort, at han har lavet en hyldest, Yin and Yang til den, hvor han dyrker harmonikken i instrumentet. Albummet afsluttes med den minimalistiske Whorled whirled World. En god afslutter på et album, hvor Johnson formår at fortælle så meget med bassen.

ECM Records

Carl Winther & Karl-Martin Almqvist: A ballad moment (AMM) stream

 

Jeg vil til enhver tid nævne A love supreme eller for den sags skyld Ascension som vigtige John Coltrane albums, før jeg nævner kvartet-pladen Ballads. Faktum er dog at jeg har hørt Ballads meget mere end de andre - det er måske det jazz album jeg har hørt allermest. Hvorfor er det vigtigt at nævne? Jo, det handler om, at Ballads er en plade, der kan spilles på alle tider af døgnet, ligegyldigt hvilket humør jeg er i og hvem jeg er sammen med. 

Pianisten Carl Winther og tenorsaxofonisten Karl-Martin Almqvist, svenskeren fra DR Big Band, er i gået samme retning med A ballad moment. Sammen med bassisten Johnny Åman og trommeslageren Anders Mogensen har de lavet en brugsplade. En af den slags plader, hvor man begynder at ryge igen og drikker sig småfuld på en tirsdag aften. Moonlight in Vermont, Autumn in New York, Old Folks og andre klassiske standards i balladetempo flyder behageligt fra kvartetten. 

Man kan selvfølgelig også vælge en mere ædruelig vej, når pladen skal høres. Det er under alle omstændigheder klassisk jazz spillet af fire musikere der ikke kan lade være. 

Søren Kristiansen & Thomas Fonnesbæk: The Touch (Storyville) CD/DL/stream

 

Det er egentlig underligt, selv om der helt sikkert er kloge folk, der har sagt og skrevet noget om det. Det er så let og ukompliceret at lytte til, at det ikke kræver flere afspilninger før det er kravlet ind under huden. Samtidig er det så pissesvært at spille. Det lyder ikke bare godt - men himmelråbende godt. Det er Oscar Peterson og Niels Henning Ørsted Pedersen - to musikere der befandt sig godt sammen i musikken der hyldes på The Touch.

Det er pianisten Søren Kristiansen og bassisten Thomas Fonnesbæk der hylder instrumentkollegerne på The Touch - Aftrykket eller Finessen. Det som bliver siddende. Peterson og NHØP var unikke fordi de var virtuoser, teknisk uovertrufne og i en særlig forbindelse med instrument og musik. Derfor satte de et dybt aftryk i jazzen og såmænd også på hinanden.

Det er Kristiansen og Fonnesbæks idé om hvordan Oscar Peterson og NHØPs musik kan spilles i dag. “Klassisk musik” - men improviseret, som de skriver i pladens liner notes.

De spiller bla. On danish shore, der er noget så sjældent som en fælles OP og NHØP komposition. Fonnesbæk kaster sig straks ud i et solostykke der hylder det som vi elsker NHØP for. At spille et voldsomt kompliceret melodistykke, der får højtalerne til at smelte som smør. Kristiansen holder sig ikke tilbage og sidder helt fremme på klaverstolen. Det er et fint udvalg af mindre forudsigelige sager, som eks. Night Child og det helt indlysende afsluttende “pop”hit Hymn to freedom. The Touch er flot og nutidig hyldest til to af de allerstørste.

The Touch på Bandcamp

Jazz Furniture (Caprice) LP/DL/stream

 

Det er dejligt, at blive overasket over ens manglende jazzviden, når der dukker sådan en lækkerbisken op. Jeg anede ikke, at de tre medlemmer af Esbjörn Svensson Trio havde lavet en plade sammen med tre stjerneblæsere i 1994. Den kom selvfølgelig kun på CD dengang. Jeg har opdaget den, fordi den netop er genudgivet på vinyl.

Gruppen vandt prisen Jazz i Sverige, der udløste en turné og en pladeudgivelse. De tre E.S.T. medlemmer Esbjörn Svensson (piano), Dan Berglund (bas) og Magnus Öström (trommer) havde lige udgivet deres første plade, When everybody has gone i 1993, inden de rykkede sammen med Magnus Broo (trompet), Fredrik Ljungkvist (sax) og Per Texas Johansson (sax) og lavede gruppen Jazz Furniture. Har du bare fulgt en smule med i svensk jazz de seneste 20 år, så er der en god chance for at du kender de tre blæsere.

Det er med andre ord, retrospektivt, en regulær supergruppe. Med det følger som regel også nogle udfordringer. Her er udfordringen, at det er en samling unge og meget selvbevidste musikere, der har deres forskellige idéer om retningen for gruppens musik. Det stritter i mange retninger - og det er derfor det er fedt.

De buldrer afsted med stor energi og nerve. De spiller som om livet er på spil. Mellem Magnus Broos heftige åbningsnummer Iceman og Fredrik Ljungkvists smukke afslutningstango Astor, får vi en blanding af det søde, bitre, sure og salte, med et let drys af jazzumami. 

Pladen er genudgivet på dobbeltvinyl i et flot gatefoldcover. Det var Åke Linton der sad ved mixerpulten og lavede den lækre lyd, som Jonas Kullhammar mesterligt har masteret til vinyl. Det lyder suverænt på anlægget. Husk at advare naboerne inden du sætter pladen på. Den skal spilles HØJT!

Jazz Furniture på vinyl

SVIN & Aarhus Sinfonietta: Elegi (Dacapo) LP/DL/stream

 

Da jeg anmeldte den første plade med SVIN for ti år siden, kaldte jeg dem for et seriøst spark i jazzens boller. Det var heavy-spade, hvinende saxofon og buldrende rocktrommer. Dengang havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg en dag skulle anmelde en plade, hvor SVIN var sammen med Aarhus Sinfonietta.

Det skal jeg så nu. De tre SVIN, Lars Bech Pilgaard på guitar, Henrik Pultz Melbye på saxofoner og klarinet og Thomas Eiler på percussion er kommet i klassisk selskab. Det er ikke et fisefornemt selskab. Det er til gengæld et af bedste danske kammerensembler ud i ny kompositionsmusik som de er sammen med.

Som SVIN har udviklet sig over årene giver det god mening at møde dem i denne indpakning. Allerede fra starten var der elementer af kraut-og progrock. De arbejder de stadig med - bare i en opdateret udgave. De meditative stemningsskabende droner får et ekstra tryk i dybden, når det ni mand store kammerensemble med tre percussionister, er med til at få SVINs musik ud af det intense trykkammer. Det bliver mere pompøst og dynamisk.

Der er elementer fra den elektroniske musiks klangflader, fra filmmusikkens stemningsstøttende og -udvidende univers og fra gadepercussion. Det fornemmes ret stærkt at de tre SVIN-musikeres vanlige grundlag løftes og intensiveres. Mødet mellem SVIN og Århus Sinfonietta udgives af det klassiske pladeselskab Dacapo på dobbeltvinyl i et prunkløst gatefold cover, hvor udtrykket passer godt til musikken. 

En vigtig detalje er at vinylen skal afspilles på 45 omdrejninger, hvilket ikke fremgår af pladens label, men af et klistermærke på det medfølgende plastikydercover, som jeg selvfølgelig smed væk - og nåede først at opdage afspilningsfejlen efter at have hørt det hele i gennem første gang på 33 omdrejninger - nå men det var nu heller ikke ringe - men dog bedst på 45.

Elegi på Bandcamp

Peter Danstrup: Absolute Danstrup (ILK) LP/DL/stream

 

Gud og Djævlen stod og kiggede med i kulissen mens Peter Danstrup kæmpede sin dødskamp. Han blev lagt ned af coronaen, på samme tidspunkt som samfundet blev lagt ned af coronaen.

Det var helt konkret at han lagt ned af coronaen - og her må jeg indrømme, at jeg fik et mindre chok da jeg i april 2020 så ham i sygehussengen i TV-avisen, hvor han forpustet fortalte om rædslerne han måtte gennemgå som corona-syg.

Nu har han lavet albummet Absolute Danstrup, hvor han skildrer døds- og livskamp. Han er desperat og svovlende sarkastisk. Sangerne Michael Rexen og Nina Baun giver Peter Danstrups musik en stemme. På et enkelt nummer er det vokalselskabet Glas, som han også lige har lavet en plade sammen med, der opdaterer Lille Peter Edderkop med ny tekst og musik af Danstrup. Han har omgivet sig med et hold stærke musikere.

Det første der springer i ørene er ligheden med Tom Waits. Den skæve jazz og blues inspirerede musik med en desperat sanger, Michael Rexen åbner albummet med Jesus gonna make My dying bed. Herefter kommer der endnu et nummer der peger i retning af Waits. Nu som han lød i starten af dette årtusinde og meget passende medvirker Bent Clausen, der samarbejdede med Waits i samme periode. Clausen er med på det meste af albummet på xylofon. 

Peter Danstrup har lavet den stærkeste musikalske skildring af COVID-19 pandemien. Her er personlige og samfundsmæssige aspekter - han favner begge dele gennem tekster og musik. En vild bedrift af den 67 årige musiker og komponist. Lyt med og blev indfanget af drama, musik og historie.

Peter Danstrup

P som i Piano - tredje del

Rembrandt Frerichs Trio: A wind invisible sweeps us through the world (Just Listen Records)
Hollandske Rembrandt Frerichs har haft den samme trio i 15 år. De har spillet sammen med forskellige musikere og lavet rene trioplader. Den nye plade er i princippet en trioplade, dog ikke rendyrket klavertrio. De har indspillet musikken i en gammel nedlagt kirke med en god akustik, der rummer en samling antikke orgler. Frerichs er ud af en kirkeorgel-slægt, så han spiller selvfølgelig lidt på orgel undervejs. Der er udgangspunkt i jazzen og inspiration fra Bach, kinesiske og armenske folkemelodier. En stemningsfyldt plade.

Daniel Garcia Trio: Via de la Plata (ACT Records)

Den spanske repræsentant Daniel Garcia i denne samling anmeldelser har lavet et trioalbum, hvor han har inviteret en række prominente gæster med undervejs. Han laver musik med udgangspunkt i hjemlandet, hvor der er tråde til keltiske, nordiske, mellemøstlige og afrikanske traditioner. Den fransk-libanesiske trompetist Ibrahim Maalouf er med på et par numre, den israelske klarinettist Anat Cohen medvirker på tre numre og landsmanden, guitaristen Gerardo Nunez  medvirker også på tre numre. Via de la Plata er et spændende møde med nye spanske jazztoner.

Rönkä/Sommer: Varo (Eclipse Music)

Trommeslageren Daniel Sommer er sammen med den finske pianist Artturi Rönkä på albummet Varo. Sidste mand i trioen er den estiske bassist Heikko Remme. Rönkä og Sommer har spillet sammen gennem flere år, bla. medvirkede Rönkä på Sommers debutplade Duets. Udgangspunktet er enkle kompositioner, hvor der er luft og plads til improvisation. Det er både rolig nordisk og ligefrem jazz med elementer af mere abstrakte udtryk. De har Kasperi Sarikoski med på trombone på et par numre. Rönkäs klaverspil er både beroligende og berigende. Det forstår Daniel Sommer og der sker en masse i deres sammenspil.

Craig Taborn: Shadow Play (ECM Records)

Den sidste plade er en den eneste soloplade i bunken. Der er gået mere end 10 år siden Craig Taborn debuterede i eget navn på ECM Records. Det var med solopladen Avenging Angel og der er gået næsten 25 år, siden han debuterede på ECM som medlem af Roscoe Mitchell Nine Factory. På Shadow Play møder vi ham i en koncertindspilning fra Wien. Han er et jazzet kalejdoskop, der bevæger sig mellem striks minimalisme, klassisk, avantgarde og jazz. Craig Taborn er en solopianist i helt egen klasse.

P som i Piano - anden del

 

Ben Besiakov: The Art of Jazz with Ben Besiakov (AMM)

Han er en legende i det skjulte. Det er ikke så tit han rører på sig. Når det sker, er det til gengæld værd at lægge mærke til, som på den nyeste The Art of Jazz, hvor han spiller jazzstandards. Han har en evne som få til, at kunne kravle ind i melodien, blive der og lade et poetisk og berigende univers udfolde sig for vores ører. Ben Besiakov har så vidt jeg har googlet mig frem til, ikke udgivet album i over 20 år. Han er sammen med Johnny Åman på bas, Johann Leijonhufvud på guitar og Anders Mogensen på trommer.

Nikolaj Bentzon Trio & Tuva Semmingsen: Arvegods - sange og romancer af Emma Hartmann (Do it Again Records)

Pianisten Nikolaj Bentzon kommer ud af en vild musikalsk slægt. Han er søn af Niels Viggo Bentzon og tipoldefaderen var 1800-tallets store komponist J.P.E. Hartmann, der var gift med Emma Hartmann, der også komponerede musik. Nikolaj Bentzon fører den musik, som hun udgav under mandligt pseudonym, op i en jazzet nutid. Hun skrev musik til nogle af samtidens store digtere, heriblandt Christian Winther og den finske nationaldigter J.L. Runeberg. 

Operasangeren Tuva Semmingsen synger, trods sit norske ophav, på et smukt og formfuldendt dansk der minder mig om noget fra 50’erne. Det passer godt sammen med Nikolaj Bentzons meget elegante og tidløse klaverspil.

Göran Strandberg Trio: Mevlana (Resonansium)

Svenske Göran Strandberg har været en del af den svenske jazzscene siden 1970. Han har været vidt omkring og har bla. arbejdet en del med big bands. Her møder vi ham i trioformatet sammen med bassisten Svante Söderqvist og trommeslageren Peter Danemo. De har spillet sammen siden 2019 og indspillede over 2 dage i maj 2021 albummet Mevlana, der er opkaldt efter en 1200-tals digter og mystiker. De spiller musik af Göran Strandberg suppleret med en af mine helt store favoritter, Steve Swallows Falling Grace. Det er en lyttende trio, hvor de komplementerer hinanden - pianoet stjæler måske umiddelbart billedet - sammen med de to andre instrumenter stråler det til gengæld meget smukt og elegant. 

Ole Matthiessen: Social Distancing Blues (Stunt)

Ole Matthiessen fyldte 75 sidste år. Hans nye og femte album på Stunt Records siden 2008, tager udgangspunkt i pandemien. Titelnummeret og andre er skrevet med tanker på musiklivet der kørte på vågeblus. At Ole Matthiessen har været aktiv i mange år på den danske jazzscene afspejles bla. i, at han har medtaget nummeret Ikke noget endnu som han deltog med, i Danmarks Radios amatørkonkurrence i 1967. Der er hyldester og musikalske hilsener til Yusuf Lateef, Eddie Harris og Nelson Mandela. 

Det fornøjelige ved pladen er den yderst veloplagte ophavsmand ved pianoet, der styrer et meget kompetent hold af musikere (inkl. fire blæsere) gennem jazzen, der står 50’erne og 60’ernes traditioner. 

P som i Piano - første del

 

Så er det tid til piano-tema på bloggen. De næste 3 dage gennemgår jeg 12 aktuelle plader med klaveret i hovedrollen. De er fra 10 forskellige lande; Polen, Japan, Israel, Finland, Sverige, Holland, Spanien, Tyskland, USA og Danmark. De har hver især fine kvaliteter der gør, at de er værd, at lytte til. God fornøjelse.

Eyal Lovett: Through The rain (Berthold)

I Danmark har vi mange herboende udenlandske jazzmusikere. En af de nyere i flokken, er den israelske pianist Eyal Lovett der bor i Danmark, hvor han studerer på solistprogrammet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Han er aktuel med triopladen Through the rain, hvor den herboende tjekkiske bassist Jan Sedlak er med. Det er triojazz der vil tiltale yndere af eks. Brad Mehldu og Shai Maestro. Niveauet er tårnhøjt. Der flyder en rolig lyrisk åre i musikken.

 

Marcin Wasiliewski: En Attendent (ECM Records)

Den polske pianist Marcin Wasiliewski har gennem mange år haft den samme faste trio. Med jævne mellemrum siden 2008 er der kommet en plade med trioen med på ECM Reccords. Fælles for dem er, at de aldrig skuffer. Han har en unik evne til at blande det melodiske og komplicerede. Der er stærke rødder i europæisk jazz, hvor der ikke er langt til klassisk musik samtidig med, at udsynet er med.

Ayumi Tanaka Trio: Subaqueous Silence (ECM Records)

I Norge har den japanske pianist Ayumi Tanaka boet siden 2011. Her har hun bla. lavet plader sammen med Thomas Strønen og Christian Wallumrød. Hun har gennem flere år haft en trio med Christian Meaas Svendsen og Per Oddvar Johansen, hvor de bla. har udgivet deres plader på eget selskab Nakama og senest norske AMP. Nu er de rykket til ECM Records, der skal hjælpe med at løfte dem ud i verden. Det er kammerjazz med inspiration fra japansk klassisk musik og norske komponister.

 

Frank Dupree Trio: Nikolai Kapustin Blueprint (Capriccio)

Den russisk/ukrainske komponist Nikolai Kapustin døde i 2020. Han blev kaldt en russer i Gershwins klæder. Det giver den tyske pianist Frank Dupree os et indblik i på albummet Blueprint. Sammen med sin jazztrio spiller han 23 forskellige kompositioner fra Kapustins karriere. Dupree har en klassisk baggrund og har tidligere lavet plader med Kapustins klassiske musik. Det er en plade med et andet jazztemperament end jeg er vant til. Enkelte numre fremstår skabelonagtige og staffagefyldte. Andre numre som åbningsnummeret er ren Gershwin-glæde, der swinger elegant afsted. Paraphrase on Blue Bossa er med et stædigt insisterende udtryk. Jeg går ud fra, at det er den klassiske baggrund der skinner igennem i Frank Duprees klaverspil.