mandag, september 26, 2005

Christian Winther er endt i Houston
Saxofonisten Christian Winther der til daglig er bosiddende i New Orleans er endt i Houston, Texas efter Katrina's hærgen. Han udsender til januar sit andet album på Steeplechase. Winthers konservative spillestil (tænk Gonsalves eller Rouse) bliver udfordret af de mere sprælske New Orleans musikere, pianisten Richard Johnson og trommeslageren Ali Jackson. Musikken ender ikke med at blive museumsjazz, men et moderne bud på klassisk jazz. Pladen kommer til at hedde The Only Plan, og udgivelsen følges op af en Danmarksturné under den landsdækkende Vinterjazzfestival, hvor han bla. besøger Holbæk og Svendborg.
www.christianwinther.com

Brad Mehldau Trio på Jazzhouse
Brad Mehldau Trio udsender idag CD'en Day Is Done. Mehldau har siden The Art of The Trio fra 1997 udsendt adskillige trioplader, hvor de faste medlemmer har været Larry Grenadier på bas og Jorge Rossy på trommer. I foråret i år blev Rossy skiftet ud med Jeff Ballard. Mehldau's Radioheadbesættelse er uformindsket, da han starter pladen med nummeret knives out fra Radiohead's Amnesiac. Brad Mehldau Trio kan opleves på Copenhagen Jazzhouse d. 9. november.
www.bradmehldau.com

Curtis Stigers på Danmarksturné
Sangeren Curtis Stigers spillede for nylig på den lille Restaurant Piil & co. i Klampenborg, sammen med bla. Chris Minh Doky og Kasper Villaume. Nu får mange flere muligheden for at høre Stigers live. Han spiller i Musikhuset i Århus d. 12. nov. og de følgende 3 dage på Copenhagen Jazzhouse, for at slutte af i Odense d. 16. nov. Stigers udsendte tidligere i år den meget anbefalelsesværdige CD I Think It's Going To Rain Today.
www.curtisstigers.com

Ugens absolut mest overflødige nyhed?
Ugens ligegyldige (men alligevel interessant for jazzfreaks) hitliste
"Hvilke ord har flest hits i Google søgeresultaters sider på dansk"
1. Jazz 5.410.000 hits
2. Pop 5.030.000 hits
3. Sex 4.020.000 hits
4. MP3 3.510.000 hits
5. Musik 3.470.000 hits
6. Country 3.160.000 hits
7. Klassisk 2.970.000 hits
8. Rock 1.870.000 hits
9. Hip hop 1.220.000 hits
10. Soul 1.220.000 hits
www.google.dk

fredag, september 16, 2005


JazzNyt på Jazzspecial.dk
Fremover vil mine nyheder også kunne findes på www.jazzspecial.dk

DVD Efterår.
Sommeren er ved at slippe sit tag, og efteråret er på vej ind ad døren. Boligprogrammerne er atter på skærmen, men her i efteråret kan vi også fylde vore skærme og ører med ny jazz.

For første gang kommer der en dansk jazz DVD. Ginman Blachman Dahl har genoptaget samarbejdet med saxofonisten Thomas Agergaard. I 1998 udsendte de Testing 1-2-3-4 på Blachmans hedengangne pladeselskab ManRec. Den følger med DVD udgivelsen, som rummer en koncert optaget på Copenhagen Jazzhouse. Den er instrueret af Don McGlynn. McGlynn har bla. lavet dokumentarer om Charles Mingus, Art Pepper, Dexter Gordon og såmænd også en om Horace Parlan, hvor Jimmi Roger Pedersen er med på bas.
Don McGlynn

Ginman Blachman Dahl

Keith Jarrett er for første gang ude på en DVD udsendt af ECM Records. Det drejer sig om solokoncerterne fra 2002 i Japan, hvoraf en del tidligere i år blev udsendt på CD'en Radiance. Jarrett afslørede i augustnummeret af DownBeat, at han havde brugt hosten fra et publikum, som "inspiration". Nummeret blev ganske enkelt afsluttet, da der blev hostet. Jeg tror dog ikke, at man skal tage det som en opfordring fra Jarrett til at hoste under hans koncerter.

Supernordmændende Supersilent udsender 26. september koncertDVD'en 7. Den er optaget af Kim Hiorthøy på 16 mm sort/hvid film. Med mixmeister Deathprod, som vanligt bag mixerpulten, kan det vist ikke gå galt.
Rune Grammofon

Branford Marsalis Quartet i Radiohuset
Den amerikanske saxofonist Branford Marsalis besøger Radiohusets Koncertsal d. 8. okt. Han medbringer sin faste kvartet siden 2000; Joey Caldarazzo på piano, Eric Revis på bas og Jeff "Tain" Watts på trommer. Kvartetten fik i 2000 en Grammy for bedste jazz album. Koncerten er et samarbejde mellem DR og Copenhagen Jazzfestival. Første gang de samarbejdede var under Jazzfestivalen, hvor pianisten Brad Mehldau spillede en solokoncert.
Branford Marsalis

Lovedale & Cuong Vu
Jesper Løvdal har inviteret en spændende amerikansk trompetist til Danmark. Cuong Vu som på det seneste har nydt stor opmærksomhed for sin medvirken på Pat Metheny's The Way up skal optræde med Jesper Løvdals Lovedale. Cuong Vu er en del af miljøet omkring musikere som Chris Speed og Jim Black. To musikere som begge har inspireret flere danske musikere. Lovedale og Cuong Vu spiller bla. i Sofiekælderen, hos Sunship i Århus og Dexter i Odense.
Cuong Vu (her kan du downloade et enkelt nummer fra Vu's nyeste CD udgivet på ArtistShare)

New Orleans støttekoncert i Vega
SP Just Frost skulle spille en almindelig koncert i Vega d. 30. sept. Det er nu lavet om til en støttekoncert til fordel for katastroferamte musikere og deres familier i New Orleans. De har indbudt en lang række danske musikere der ligesom SP Just Frost står i stor gæld, til den megen musik, som er kommet fra New Orleans. Fessor, Lasse & Mathilde, Wonderbrazz, Orion Brassband, Lilian Bouté, Gregory Boyd, Elsebeth Krog og Organizers er blandt de optrædende.
SP Just Frost


Nyt fra Bugpowder
Bandet med rockmusikerne Laust Sonne og Jonas Struck og jazzmusikerne Mads Hyhne og Kasper Tranberg har netop færdigmixet deres andet album, som udkommer i løbet af efteråret. Det indeholder materiale fra Vinterjazz koncerten i Århus, samt optagelser lavet i studiet i foråret.
Bugpowder

Nyt fra Nacka Forum
Nej det er ikke en tilbudsavis for indkøbscenteret Forum Nacka i Stockholm, men derimod en ny CD med nogle af Sveriges hotteste unge jazzmusikere. Det er deres anden CD, som de kalder en blanding af Første maj, gammel hæderlig bebop og rock’n’roll. Skørt, løssluppent, frodigt og frejdigt med andre ord. Bandet består bla. af Jonas Kullhammer på saxofon, som er blevet kåret årets svenske jazzmusiker et par gange og Goran Kajfes på trompet, der er af kroatisk oprindelse, bosiddende i Stockholm, og desuden med et par år på Rytmekons i København på CV’et.
Deres nye plade kommer også som LP, og hedder Leve Nacka Forum.
Jonas Kullhammer
Goran Kajfes

Nacka Forum

Moserobie

fredag, september 09, 2005

Dizzy's trompet til salg
D. 14. sept. er der auktion over musikalsk relaterede effekter fra Lorraine og Dizzy Gillespie's hjem i Englewood, New Jersey. Bla. Dizzy's trompet, billeder, plader og mundstykker. Du kan se alle effekterne på auktionsfirmaet Dawson & Nye's site ::HER:: Lorraine Gillespie døde sidste år.

onsdag, september 07, 2005

Koncert for orkanofre


Man kan ikke sige New Orleans uden at sige Jazz, sådan har det været i 100 år. Men for tiden kan man desværre ikke sige New Orleans uden at sige katastrofe.
I New York bliver der den 17. sept. afholdt en koncert med titlen Higher Ground Hurricane Relief Concert Benefit for Victims of Hurricane Katrina i Frederick P. Rose Hall , med Wynton Marsalis i spidsen. Indtil videre er Peter Cincotti, McCoy Tyner, Abbey Lincoln, Arturo Sandoval, Paquito Di Rivera, Diana Krall, Elvis Costello, Paul Simon, Buckwheat Zydecho, Cassandra Wilson, Bill Cosby og Whoopi Goldberg på programmet. Blue Note optager og udsender en CD fra koncerten, kan man ikke vente indtil da, er der flere netradiostationer der sender koncerten.

New Orleans før katastrofen
I maj måned var basunisten Nils Landgren og pianisten Joe Sample i studiet sammen i New Orleans. Det er blevet til pladen Creole love call, som udkommer 26. oktober på tyske ACT Records Sample og Landgren har kendt hinanden i over 20 år, og bl.a. spillet sammen i Randy Crawford's band. Sangene er en blanding pop, soul og jazz.
I det kuriøse afdeling kan det nævnes at Ray "Ghostbusters" Parker jr. spiller guitar på pladen.

tirsdag, september 06, 2005

Big Bands på Voxhall


Voxhall i Århus danner rammen om to big band arrangementer her i efteråret. Den første er når der er big band battle d. 6. oktober. I det ene ringhjørne er det århusianske Blood, Sweat, Drum´n Bass, med Jens Chr. "Chappe" Jensen i spidsen, big bandet er et udvidet big band med ekstra fokus på rytmegruppen. Orkestret består af 2. guitarer, 2 keyboards 2 kontrabasser og tre trommeslagere + 14 blæsere. I det andet ringhjørne er det norske Listening Ensemblet under ledelse af Geir Lysne, bandet har turneret over det meste af verden og har udgivet 3 CD'er på tyske ACT.
Den 18. november kaster DR Big Band sig ud i, nok noget af det mest ekstreme i flere år. Signe Høirup Wille-Jørgensen alias Jomi Massage har igennem længere tid arbejdet sammen med Lars Møller om en fuld cyklus af splinternye sange – visuelt iscenesat af den konceptuelt eventyrlystne designer- og instruktørtrio Ingen frygt.

World On A String til Kina
World On A String med bla. Bjarke Falgren og John Sund tager på turné i Kina i starten af oktober, de skal spille på Midi festivalen i Beijing. Derudover skal gruppens medlemmer give masterclasses og workshops på konservatoriet i Beijing.

søndag, september 04, 2005

Arve Henriksen+Maria Schneider=Sketches of Spain


Det Norske Blåsensemble fremfører i midten af september Gil Evans' Sketches of Spain, som Miles Davis var med til at udødeliggøre. Maria Schneider, der i august nummeret af Down Beat blev nr. 1 i deres legendariske Critics Poll for både Jazz album, Komponist og Arrangør, skal dirigere. Hun kender Gil Evans musik meget indgående, da hun i en periode arbejdede som assistent for Evans. Arve Henriksen, som ikke er bleg for at frembringe lyde af trompeten, som man aldrig havde forestillet sig, har overtaget Miles Davis' rolle. Arve Henriksen har udover to soloplader på samvittigheden også et medlemskab af Supersilent han kan være stolt af.

torsdag, september 01, 2005

Muthspiel's Materiale


Den østrigske guitarist Wolfgang Muthspiel er ikke ukendt på vore breddegrader, han var på turné, sidste efterår med bassisten Niels Ryde, det er der også lige kommet en CD ud af, Everything I love, og de tager atter ud på de danske landeveje i foråret 2006. Maiken Ingvordsen havde ham med ved sin optræden på den Sorte Diamant under Copenhagen Jazzfestival.
Muthspiel er en alsidig herre, og aldrig kedelig. Han har eget pladeselskab, Material Records, hvor han i år bla. har udsendt en soloplade med sig selv, og en soloplade med den tyrkiske pianist Aydin Esen. Fornylig kom der en sampler med de forskellige kunstnere han har udsendt, og den vil jeg gerne give de varmeste anbefalinger. Den indeholder et par numre med Muthspiel og den norske sangerinde Rebakka Bakken (de har lavet 2 plader, og en enkelt remixsag), der er ligeledes et par numre, hvor Muthspiel er sammen med sin bror pianisten Christian Muthspiel (det de laver, er vanvittigt smukt og originalt). Der er også et nummer med Beefolk, et spændende østrigsk (fra Graz) orkester der blander jazz og folkemusik. Problemet med den her sampler er at jeg har fået lyst til at købe hele Material Records bagkatalog.

Danemo er klar med ny CD
Trommeslageren Peter Danemo, som vi herhjemme nok bedst kender for det mangeårige samarbejde med Fredrik Lundin, har det meste af 2005 været på landevejen med Viktoria Tolstoy. Men han har også haft tid til at lave sin anden CD med nimandsbandet Peter Danemo Kapell. Bandet indeholder jazzkändisser som f.eks. førnævnte Lundin, Peter Dahlgren på basun, Per "Texas" Johansson på klarinet, Krister Jonsson på guitar og Mattias Svensson på bas. Pladen hedder Resonance og er udsendt dB Productions.
Fredrik Lundin siger om pladen: Køb den! Jeg har faktisk ikke hørt noget lignende!

Malene.dk vil spille jazz
Malene Langborg Jazz Junction spillede i januar 2005 på Copenhagen Jazzhouse, det blev optaget og herligheden udsendes nu på CD. Malene Langborg står selv for udgivelsen på selskabet 3songs. Pladen hedder I wanna play jazz

Sydafrikansk jazz er andet end Abdullah Ibrahim


Okay, det er vist ikke nogen nyhed, men for mig har den sydafrikanske jazz altid været synonym med Abdullah Ibrahim, men for nylig blev jeg gjort opmærksom på det sydafrikanske pladeselskab Sheer Sound, og hvis man skal starte et sted, er det vist det bedste.
De satser kraftigt på ny jazz, og har etableret sig som selskabet, der nærmest har stået at for udgive "the who's who of South African jazz".
Bla. kan pianisten Andile Yenana anbefales, han har en klassisk jazztone, men det sydafrikanske ophav fornægter sig ikke.
Her i Europa har det jo længe været opfattelsen at amerikansk jazz stagnerede for adskillige år siden (hvis man skal være meget firkantet) og at det var i Europa at udviklingen skete, men noget tyder på at der også er en udvikling af jazzen igang i det afrikanske.
Man kan købe Sheer Sound's plader pr. postordre via deres site, men en svensk kvinde, Annika Westman, forsøger at starte en nordisk distribution op.

Polar Bear i Soweto Kinch's fodspor


Den engelske The Mercury Prize er nok primært en rockpris (med tilhørende undergenrer), men alligevel har jazzgruppen Polar Bear sneget sig ind i selskab med bla. Coldplay og Antony & The Johnsons. De er nomineret med pladen Held on the tips of fingers, som vakte en del opmærksomhed i det engelske, da den udkom. I 2003 var Soweto Kinch (ny plade med ham senere i 2005) nomineret for hans debutplade, og det er jo gået ganske godt for ham siden (var på forsiden af Jazzspecial, tidligere på året!). Polar Bear er sammen med Acoustic Ladyland en del af den nye vitale engelske jazzscene, som ikke er bange for at kaste sig ud på dybt vand, der bliver eksperimenteret og spillet jazz af høj klasse.Besøg deres pladeselskab Babel Label's site ::HER::

Først forsvundet, nu sagsøgt
Madeleine Peyroux forsvandt, men dukkede hurtigt op igen. Pladeselskabet kunne ikke finde hende i London, hvor hun skulle lave promotionarbejde. Hun var istedet taget til New York, hvor hun opholdt sig sammen med sin manager?! Nu er hun så blevet sagsøgt for 1 mio $ af hendes eks-kæreste William Gallison. I samarbejde med ham, lavede Peyroux i 2003 en demoCD med 7 sange. Gallison mener han ejer rettighederne til pladen. En plade som nok er blevet er del mere værd efter hendes pludselige stjernestatus. Men Peyroux's pladeselskab forhindrer ham i at udgive pladen.

Dansker bag amerikansk Ben Webster biografi
Frank Büchmann Møller, bibliotekar på Syddansk universitet, er ved lave en biografi om Ben Webster på engelsk. Den hedder Someone to watch over me, og udgives af university of Michigan Press i starten af 2006. De står bag en serie som de kalder Jazz perpectives, hvor der tidligere er kommet bøger om jazz i Japan, Miles Davis og Lester Young. Du kan læse mere om serien ::HER::
Büchmann Møller har tidligere lavet fotobogen Is this to be my souvenir, med billeder fra Timme Rosenkrantz's samling, samt biografi om Lester Young, You just fight for your life.

Lira, svensk jazzblad

Svensk jazz har i mange herrens år haft magasinet Orkester Journalen (eller OJ), et blad som hylder de mere konservative dyder indenfor jazz (og lay out). Men der er faktisk andre muligheder på den anden side af sundet. Lira, som har eksisteret i en årrække, har i de seneste år haft mest fokus på jazz. På deres site ::HER:: er der rig mulighed for at udforske de forskellige numre af Lira, da der er en pæn bid af de forskellige artikler fra bladet. I det seneste nummer er der noget om svensk frijazz, Monica Zetterlund etc.