I løbet af 2012, det niende leveår for bloggen Jazznyt har jeg hørt og anmeldt næsten 200 nye jazzplader, heraf 100 danske. Det er på den baggrund at jeg endnu en gang har valgt 10 danske jazzplader, der fortjener ekstra opmærksomhed. Det er plader der er med til give et godt billede af mangfoldigheden i dansk jazz. Plader der er med til at understrege at dansk jazz står kunstnerisk stærkt. Plader der har givet mig gode oplevelser. Tak til dem og ikke mindst tak til alle jer, der følger min blog!
Som noget nyt introduceres JAZZNYTPRISEN. Den gives til en musiker, der i det forgangne år har markeret sig i særlig grad inden- og udenfor for jazzen. Den gives til en musiker, der med nytænkning har formået at sprænge jazzens rammer så meget, at der også lægges mærke til det udenfor jazzens snævre stier. Den gives til en musiker der er kommet bredt omkring i jazzen. Den gives til en musiker der har samarbejdet med mange forskellige musikere i løbet af året. Midt i alt det, har han holdt fast i, at han er Stefan Pasborg.
Stefan Pasborg vil få overrakt prisen i forbindelse med, at han giver koncert med Ibrahim Electric på Fermaten i Herning d. 30. januar 2013.
JAZZNYTPRISEN 2012: Stefan Pasborg
Ibrahim Electric: Isle of men (Target)
Pasborg's Odessa X-Tra Large: Live (Stunt)
Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK)
På de tre udgivelser der er kommet med Stefan Pasborg her i efteråret har der været en sammenhæng, der går længere end at det er den samme trommeslager. Pladerne går fra det efterhånden gamle band Ibrahim Electric over Pasborgs Odessa XL og videre til Free Moby Dick. Tre musikalske lyspunkter.
Ibrahim Electric viser med deres syvende album, at de fortsat har en masse at byde på. De kaster sig ud i en seriøs omgang groovy og fængende orgeltrio-afrojazzrockfunk på Isle of men.
Free Moby Dick er en plade med kultpotentiale. Saxofonisterne Mikko Innanen og Liudas Mockunas er fantastiske. Det er godt hørt og tænkt af Pasborg, at sætte de to sammen.
I Pasborgs Odessa blandes det hele sammen. Led Zeppelin, Lounge Lizards, Black Sabbath blandet med trommemesteren Pasborg og nogle fede musikere giver et suverænt album.
2. The Mighty Mouse: Live at Glenn Miller Café (Barefoot Records)
Det er skidehamrende besværlig og kompliceret jazz uden hoved og hale, der med charme og vildskab erobrer lytteren. Musikken opleves som et cykelstyrt uden cykel. Det er vel det tætteste man kan komme på langt fra Keith Jarrett Trio. Uro i og omkring musikken.
3. Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (Hiatus)
Det er følsom musik, hvor fokus i høj grad er på stemninger. Det er stemninger præget af vemod, spiritualitet, melankoli og klangfuld skønhed. Pladen er et stort dansk jazzalbum, med internationalt potentiale. Forhåbentlig vil det få mange flere til at opdage Niels Lyhne Løkkegaard og hans musik.
4. Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated)
Den er fuldstændigt umulig at komme uden om. Hvem skulle tro at mainstream jazzen kunne lyde så frisk og ungdommelig i 2012? Trommeslageren og nordmanden Snorre Kirk er rundet af det Rytmiske Musikkonservatorium i København, sammen med svenskeren og pianisten Magnus Hjorth, der også er med på pladen. Den eneste etniske dansker på pladen er i øvrigt saxofonisten Jan Harbeck.
5. Bro/Knak (Loveland/Pladekisten)
Bro/Knak er et af de helt store danske musikalbums i 2012. Jakob Bro har satset højt. Det lyder ikke de som de tidligere albums Balladeering eller Sidetracked og så alligevel. Det her er Bro/Knak og det er stort. Et nyt kapitel kan skrives i den efterhånden omfangsrige historie om Jakob Bro. Pladen bliver en af dem, der fremhæves når Bro's karriere summeres op i en artikel i JazzSpecial anno 2037.
6. Simon Toldam Trio: Sunshine sunshine or Green as grass (ILK)
Det klassiske klavertrio-format er nyt for Toldam i den forstand, at der ikke er udgivet noget med ham før i en sådan opstilling. Der er alligevel noget umiskendeligt Toldam midt i de mange jazzklichéer. Han har sammen med de to medmusikanter lavet et på en gang løst og ustruktureret triounivers, der blander sig ubekymret med swing af den mest medrivende skuffe.
7. Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records)
Jazzens improviserede flader blandes med rockens beat - der til tider bliver dejligt urocket flagrende. Lars Bech Pilgaard går veje der ikke er nedtrådte eller udforskede. LP'en Mammut er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazz- eller rocklytteren der trænger til at få ny energi.
8. Richard Andersson: Intuition (Stunt)
Der hersker en ro på albummet. En naturlig ro der bedst kan sammenlignes med den ro, som mange mennesker befinder sig godt med når aften bliver til nat. Andersson har udstyret musikerne med nogle enkle melodier, hvor der kan tilføjes personlig fylde og sjæl til musikken. Det er organisk velspillet jazz, der griber øjeblikket og skaber magi.
9. Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen: Space is the place (Storyville)
Carsten Dahl har de foregående to år været med på årets bedste listen med henholdsvis solopladen Effata og frijazzoplevelsen Experience. Denne gang er han i et triosamarbejde af formidable dimensioner. Sammen med Arild Andersen og Jon Christensen der er veteranerne mens Dahl i denne sammenhæng er en knægt. Det har dog ingen betydning for samarbejdet, hvor Dahl er særdeles moden og velovervejet i et klaverspil, der er skabt ud fra improvisationer. En plade med internationalt format!
10. Mads Mathias: Free Falling (Calibrated)
Han har investeret en stor bunke penge og tid i denne udgivelse. Det er givet særdeles godt ud. Mads Mathias er en charmerende crooner med hang til swing og han har jazzen lige midt i hjertet. Vekselvirkningen giver et album med jazzpop-ballader, fullblown big band-swing og lækre intimiteter. Hvis der er nogen form for retfærdighed til, så er det her en af den slags plader der bør vække interesse udenfor jazzens snævre cirkler.
