Basklarinetten er et fedt instrument. Det er alt for sjældent at den får lov til, at indtage en hovedrolle - og slet ikke som gennemgående instrument i en jazzkvartet. Det er heldigvis tilfældet med debuterende En Garde! hvor Kristoffer Nybye indtager den fine rolle på basklarinetten.
Det er trommeslageren Rasmus Elhøj der har komponeret musikken. Han er inspireret af 60’ernes jazzmodernisme, kontemporær kunstmusik og den europæiske avantgardescene. Svenske Petter Worland sidder ved klaveret mens danske Martin Brunbjerg Rasmussen tager sig af bassen.
Det er en følsom og bevægende rejse, hvor jazzen med et nutidigt skær fremstår som et flimrende sort/hvidt billedrørsfjernsyn, hvor tobaksrøgen er ved at lette. De sprudler og spræller i deres formfuldendte omgang med jazzen. En meget lovende debut.
Det er fjerde album i løbet af 12 år, hvor den herboende svensker Anna Kruse fortolker den finlandssvenske digter Edith Södergran. Denne gang har hun allieret sig med strygerkvartetten Who Killed Bambi. Endnu en gang er den svenske skuespiller Stina Ekblad med for, at recitere nogle af teksterne. Hun rammer med sit finlandssvenske dialekt så perfekt Edith Södergrans sprog og stemning:
“Jag skall sjunga att min längtan stannar, hon som ännu aldrig hållit rast, att hon skjuter lyran bort ifrån sig som om vore sångens uppgift löst.”
Anna Kruse kommenterer med sin sang på formfuldendt og smukt svensk. Fredrik Lundin supplerer på saxofonen på Revanche.
“Varje dikt skall vara sönderrivandet utav en dikt”
Det var ikke sjovt at være Edith Södergran, der kun nåede at blive 31 år inden hun døde af tuberkulose i 1923. Det er hudløse digte, hvor der er noget på spil. Ikke mindst livet. Hun er en iagttager og beskriver af livet.
Det er det som Anna Kruse til fulde forstår, når der tilsættes en let rytmeboks under digtet Beslut, hvorfra ovenstående stammer. Her kommer der trombone forbi og sammen med Who Killed Bambi balancerer de så smukt i melankolien.
Barndomsträd er pladen med rødderne. Hvad kommer vi af, hvad er vi blevet til? Anna Kruse har endnu en gang fortolket Edith Södergran. Hun har satset og sat noget på spil. Tak for det.
Det er en udgivelse med lydpoesi. Musikalske digte der i stedet for ord bruger musik til, at formidle følelser og stemninger. Det er komponiststuderende på Det Rytmiske Musikkonservatorium, Jeppe Dengsø der står bag Båd. Han spiller på samtlige instrumenter; cello, klarinet, klaver og spansk guitar der møder elektroniske klangflader.
Musikken er enkel og melodisk. I pressematerialet nævnes det, at holder man af Bamses Billedbog, Ryuichi Sakamoto eller Bremer/McCoy, så kan man genkende noget. Jeg vil tilføje det danske efterår. Lunefuldt, koldt, omskifteligt og der hvor vi rykker sammen for at holde varmen. Bladene skifter farve og forlader træerne. Det er musik man kan tage med ud i det begyndende mørke - et smukt soundtrack til en smuk årstid.
Den har selvfølgelig fanget min interesse, fordi der er så mange jazzfolk med på pladen, så jeg var mere end almindeligt nysgerrig. Jomi eller Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen har lavet en plade på dansk, hvor jeg får blandede indtryk der placerer sig mellem Katinka, Anne Linnet og en dosis Joni Mitchell. Hendes fortid i støjrock bandet Speaker Bite Me fornægter sig heller ikke - og kigger frem mellem sprækkerne på pladen. Hun har lavet så meget forskelligt gennem årene der har inkluderet eksperimenterende musik og et album med DR Big Band.
Når hun synger på dansk og har trykt teksterne på indersiden af pladecoveret - kommer der fokus på det hun synger. Der er samtykkesangen JaNejMåske, sangen om det kuldsejlede parforhold Knust Kompas. Det er fede tekster der giver lytteren stof til eftertanke og overvejelser.
Det er Kathrine Windfeld der har lavet hornarrangementerne, der eksekveres sjælfuldt af Maj Berit Guessora på trompet, Anders Banke på basklarinet og Jesper Løvdal på tenorsax. På Livet er lige begyndt, giver de et stemningsfuldt kommenterende spor til sangens tekst. Det er høj klasse. I øvrigt er det Kresten Osgood der spiller trommer på pladen, hvor Jomi selv sidder ved klaveret.
Lyst er et vellykket og sammenhængende album fra en sammensat kunstner, der kan så meget og lykkes med det.
20 år, 25 sange og et vinyldobbeltalbum med bluessangeren og guitaristen Thorbjørn Risager og bandet der henad vejen kom til at hedde The Black Tornado. Det er en imponerende måde at opsummere karrieren på. Materialet er fra 11 albums og der er også blevet plads til er par nye.
Thorbjørn Risagers rå og fyldige rock’n’roll stemme der kan minde om en blanding af Joe Cocker, Bob Seeger og Ray Charles, står selvfølgelig i centrum. Han er omgivet af et orkester der aldrig svigter. De kan spille The Blues, hvor der er elementer af roots, rock, jazz, soul og rhythm’n’blues. De lyder hele tiden som dem selv - hvilket er imponerende, at kunne holde fast i over så mange år. Det er veldefineret, uden tøven og sidder lige som det skal.
Thorbjørn Risager har skrevet al musikken pånær et par numre.
Han har en bredt funderet indgang til bluesen. Han kan spille roots som på China Gate eller Too many roads. Han kan lave en ballade som Heart of The night. Der hvor han er allerbedst er når soulen sniger sig ind og blæserne træder frem. Det sker heldigvis meget ofte, som når der går fest i den på All I want. Der er også jazz - You better pay attention eller moderne retrosoul som på Through the tears. Så er der alle numrene, hvor guitaren har sniffet rock og riffene flyver ud over publikum.
Risager og Den Sorte Tornado er i særklasse på den europæiske bluesscene, hvor de har fået et stort publikum i både Sverige og Tyskland. Udgivelsen kommer i et gatefoldcover med fotos fra Forladte Steder drengene Elhøj & Kirckhoff. Vinylen er i lækker smoky rød.
Han har lavet så ubeskriveligt mange plader - og indenfor jazzmiljøet og mange andre steder regnes han ikke for noget særligt. Kradser man lidt i overfladen og kommer ned under polkapotpourrier, spanske grisefester og party a gogo pladerne findes der enkelte plader der er værd at lytte til og særligt med disco jazz ører.
Han lavede allerede i 1971 Voodoo Party pladen, hvor han spillede funk, afro og soul. Hans versioner af Sly & The Family Stone numrene Sing a simple Song og Everyday People er absolut godkendte. Der er skruet op for percussion afdelingen, hvor der er ekstra meget congas. Han spiller Olatunji’s Jin-go-lo-ba, som Candido lavede 8 år, som jeg skrev om i et tidligere afsnit. Han er helt i sync med samtiden og spiller endda Marvin Gayes stærkt politiske Innercity Blues. Hansi - som James Last hed, gjorde den vilde hippiesoul lidt pænere men ikke kedelig.
I 1975 var han i Los Angeles, hvor han sammen med amerikanske musikere lavede albummet Well kept Secret. Han var kæmpestor overalt i verden fra Canada til Sovjetunionen - men ikke i staterne. Så med hjælp fra amerikanske musikere og en producer kunne det måske lykkes?
I disco jazz sammenhæng rykker han rent med Cole Porters Love for sale. Mediumtempo med Larry Carlton på funk guitar og strygere, kor og støn er den klar til en blaxploitation film. Den strøg ind på top 80 i USA. Gershwin’s Summertime sendes også ind i et groove efter en rolig start. Her kommer Tom Scott ind med den vildeste fløjtesolo undervejs. Det er stærke sager. Tempoet skrues ned til sidst og Ernie Watts træder til med en smooth saxsolo.
Albummet byder også på numre af Blood, Sweat and Tears og Moody Blues. Maurice Ravels Bolero får en ordentlig omgang med en heftig Carlton guitar. Well Kept Secret er James Last goes LA og holder hele vejen.
Discoen bragede igennem i de følgende år i hele verden. Det var ungdommens musik som James Last også tog under behandling på party-pladerne. Han gjorde den fordøjelig for det voksne parcelhuspublikum. Her kunne forældrene i en Martinibrandert træde saltstængerne ned i ryatæppet mens de dansede til James Lasts fortolkning af Car Wash.
I 1980 laver han en regulær perle. Endnu en gang var han taget til USA. Det var broderen Ron Last der sammen med James Last havde skrevet musikken - med to undtagelser, Giorgio Moroders Night Drive og The Seduction. De var oprindeligt fra American Gigolo soundtracket. David Sanborn lavede også en version af The Seduction, der kom med på Hideaway albummet. På James Last’s version er det ingen ringere end Michael Brecker der spiller saxofon. Den ender på en 28. plads på Billboards Hot100 - i øvrigt i samme uge som Blondie ramte førstepladsen med Call me, der ligeledes var fra American Gigolo soundtracket.
På pladen finder man seje sessionmusikere som Lee Ritenour, Rick Marotta, Waddy Wachtel, Paulinho da Costa, Ernie Watts etc. James Last var fascineret af synthesizere og kastede sig sultent over de nyeste elektroniske frembringelser. Han spillede selv synthesizer på albummet. Her er Falling Star i særklasse. Et helt unikt møde mellem disco, jazz, elektro og James Lasts blæsere og strygere. Med de klassiske 120 beats per minute er Falling Star en seks-stjernet disco jazz skæring.
James Last havde flere musikalske brødre. Werner Last huserede under navnet Kai Warner og lavede i 1977 de to albums Disco 78 og Disco 2000, hvor han bla. spillede Caravan, Cherokee og Sunny. Onde tunger vil nok kalde det palmehavedisco - og for det unge publikum i slut-70’erne var det helt sikkert noget hø. Jeg kan ikke lade være med at holde af det.
I det hele taget var det flere store tyske party-orkestre, der flirtede med discoficeret jazz. Peter Thomas Orchestra lavede i 1977 LP'en In Discoland, hvor de spiller en forrygende udgave af Chuck Mangiones Land of make believe.
Der er kun en ting, som jeg vil tilføje her. Keep Digging! Osse selv om du står i en Blå Kors genbrugsbutik i Skjern, hvor der kun er kristne plader eller partyplader fra 70’erne. Det er neverending - guldet venter.
Det er den svære toer, som vi nu får fra Ginne Marker. Hun kunne have valgt at fortsætte i samme stil som på debutalbummet, hvor jazz og pop blev blandet med stor succes og potentiale. På det nye album Ulteria har hun valgt at sætte poppen lidt længere frem og trukket jazzen ud i sidegemakkerne.
På sangen Clever tager hun hen mod slutningen en heftig drejning over mod et storladent Carpark North lignende univers efter, at have befundet sig i Suzanne Vega-land. Ginne Marker kan og vil(?) ikke sættes i bås. Hun er Ginne Marker. Hun er mere end vellydende hyggemusik med te og stearinlys.
Min absolutte favorit på albummet er Everest, hvor Ginne Marker går 70'er soulballadevejen - ikke ulig Silk Sonic. Ginne har ikke strygere men en dejligt sydende Dan Hemmer ved orgelet. Han er også med på The Poet, der er en skøn midnatsblå ballade.
Der er også de helt nedskalerede numre som Ulteria og Correlations, hvor Ginnes vokal og guitar er i centrum.
Pladen er en god fortsættelse af det hun startede med på debuten. Den rolige popsang, der står på singer-songwriter traditioner, som Never golden but beautiful, er en Ginne Marker specialitet. Det lykkes hun rigtigt godt med.
Det er svært at lade være med at blande Snorre Kirk ind her. Jeppe Gram er også trommeslager og har lavet en plade hvor han er i spidsen som kapelmester og komponist. Jeppe Gram og Snorre Kirk er vidt forskellige trommeslagere. Hvor Kirk er den stramme, til tider næsten underspillede stilist, så er Jeppe Gram den flagrende trommeslager, der ikke holder sig tilbage for et ekstra indspark hist og pist. De næres inspiratorisk af noget af det samme og så har de begge en indbygget sans for swing.
Jeppe Gram kommer med en bred erfaring - men jeg kan ikke erindre at han tidligere har lavet jazz af dennne slags. Hans forrige plade i eget navn var med det man kalder flydende jazz.
På The Doldrums er han tættere på 50'ernes post big band - små orkestre, der var swing med bebop og nævner også selv folk som Kenny Garret, Joshua Redman og Charlie Haden. Gram omgiver sig med en række yngre jazzmusikere, hvor Anders Krogh Fjeldsted på bas og Tobias Wiklund på kornet kendes fra Snorre Kirks orkestre. Jacob Artved på guitar og Oilly Wallace på altsax tilhører den unge generation mens Tomas Francks tenorsax med alder og myndighed afrunder det meget fint spillende orkester.
Jeppe Gram arbejder med variationer over The Blues. Det er jazz ud over det hele. Mangler du at blive overbevist, så lyt til The Shooter eller For the love of the old beat.
Jeg har lidt vendt rundt på begreberne og valgt nogle jazz standards, der fik den helt store disco overhaling i 70’erne. I de to første tilfælde blev det endda kæmpestore hits. Den tredje blev ret hurtigt glemt - mens den fjerde har kult karakter.
SUNNY
Boney M (band) 1976-?
Take the heat of me (Hansa 1976)
Intet var helligt for den tyske disco sensation Boney M, der lavede discoversioner af både Neil Young, Bob Marley og Creedence Clearwater Revival. På deres første album Take the heat of me fra 1976 var den første hitsingle, deres egen Daddy Cool, der blev efterfulgt af Sunny. Den var oprindeligt lavet af Bobby Hebb i 1966 - en souljazz single der ramte adskillige hitlister. Saxofonisten Stanley Turrentine lavede en forrygende udgave på Blue Note albummet The Spoiler, ligesom Wes Montgomery i øvrigt også gjorde samme år på albummet California Dreaming. Birgit Lystagers danske udgave Birger fra 1970 er dansktop i særklasse.
Boney M med producerbagmanden Frank Farian var sammen med Giorgio Moroder førende indenfor eurodisco genren. Det efterfølgende album Love for sale havde fået titel efter Cole Porter sangen, som de selvfølgelig også havde med på albummet.
HOW HIGH THE MOON
Gloria Gaynor (vokal) 1943-
Experience Gloria Gaynor (MGM 1975) How high the moon
På Billboards nye Dancechart I 1975, strøg Gloria Gaynors version af How High the moon fra 1940 musicalen Two for the show direkte ind på førstepladsen. Hitlisten afspejlede det som blev spillet på diskotekerne i New York området. Nummeret er up tempo discovaganza med strygere, blæs og alt det gode. Den placerede sig godt i forlængelse af hendes forgående gigant hit Never can say goodbye. How high the Moon er blevet spillet af mange jazzkunstnere, hvor Chet Bakers midnatsblå version er evigt smuk.
På det efterfølgende album I’ve got you fra 1976 lavede Gaynor en udgave ef Cole Porters I’ve got you under my skin, der nåede en fjerdeplads på Billboards Dancechart.
NIGHT AND DAY
Frank Sinatra (vokal) 1915-1998
Night and day - single (Reprise 1977)
Intet var umuligt for de store stemme. Frank Sinatra lavede en disco version af Cole Porter klassikeren Night and day, der kun udkom på single. Det er en storladen version med det store blæserudtryk og ren discorytme - og Frank Sinatra? Han står solid as a rock midt i det hele og er Frank Sinatra. Jeg har fundet en fed tv udgave fra 1977, hvor han er så urokkeligt cool. Jeg tror orkestret kunne have spillet den i en reggaeton version og Frank ville stadig gøre hans ting. I USA og Storbritanien var den i øvrigt kun et B-side nummer til Everybody ought to be in love mens den var A-side i Frankrig, Brasilien, Italien og Mexico. I USA udsendtes den også i en DJ venlig version på 12”, så den kunne blive spillet på diskotekerne.
I COULD HAVE DANCED ALL NIGHT
Biddu Orchestra
Biddu Orchestra (Epic 1975)
Den indiske producer Biddu Appaiah, der boede i England sendte i 1975 jazzstandarden I Could have danced all Night på dansegulvet. Han tilhørte euro-discoens første kolonne og lavede instrumentale disconumre. Her var nummeret fra Broadway musicalen My Fair Lady den første single fra Biddu Orchestra, der ramte 5. pladsen på discohitlisten i England. Biddu havde sans for at lave hits. I 1974 lavede han Carl Douglas hittet Kung Fu Fighting og siden fulgte han op med Tina Charles’ I love to love og Jimmy James.
Gennem pladens titel fortæller Hammond-organisten Kjeld Lauritsen at det handler om fængende og korte jazznumre. Da min far på 75 år så pladen udbrød han med det samme: “den er på ønskelisten til jul.” Han blev hurtigt fanget af udvalget af melodier som trioen spiller på pladen.
Jukebox Jazz åbner med Blueberry Hill og så dukker der ellers velkendte og nøje udvalgte jazzklassikere op. Autumn Leaves, S’Wonderful og lignende godter. Kjeld Lauritsen er som vanligt sammen med Per Gade på guitar mens trommeslageren Esben Laub er ny mand i trioen - han ved hvad en shuffle er, så han må godt være med.
Kjeld Lauritsens tilbagelænede spillestil, hvor tempoet kører i et beroligende groovy swing passer godt til mødet med jazzens standards. Der er en masse ro og luft i trioens måde at spille numrene på. Her er det eneste der forceres, en rasende god stemning.
Jukeboxen henne i hjørnet på værtshuset ryster støvet af sig. Musikken stråler og fremkalder en naturlig tørst efter en omgang mere. Hvem henter den i baren?
Jeg tror godt, at man kunne snyde flere med den her plade, hvis man påstod at den var fra firserne. Det er den ikke. Musikerne var end ikke født dengang. Det drejer sig om den ålborgensiske kvartet Metroscope, der lige har kvalificeret sig til finalen i JazzDanmark Konkurrencen.
De fire ungersvende med trommeslager Mikkel Noe som komponist på 5 af pladens 6 numre, har lavet fusionsjazz plade, hvor guitaren placerer sig centralt i lydbilledet. Det er Jonas Dannerbugt, der godt kan træde på pedalen, så der kommer tryk på. Det er nummeret Talk Back et godt eksempel på. Her slippes Mads Dalum Poulsen også afsted i en stabil bassolo.
Andreas Enrique Bergholdt på keyboards har en mere tilbagetrukket rolle, der giver god mening i Metroscope universet, hvor han samler bandet. Det er så meget en plade, der giver lyst til at høre bandet live. Så kan man også se Mikkel Noes trommespil. Der skal ikke herske tvivl om at det er en trommeslager der fører an. Breaks, fills og andet godt fra den store teknikerhylde er med på pladen.
I denne uge har jeg fundet tre af de allerstørste navne fra jazzen frem - og de fik ikke megen ros i samtiden for at have valgt discovejen. Herbie Hancock gik hele vejen og fik smæk af anmelderne. Mens Sonny Rollins var på fransk visit i discoen og slap nådigt for tæsk. Den sidste Art Farmer fik ikke så hård en medfart, som det kan ses i anmeldelsen fra MM i 1977.
YOU BET YOUR LOVE
Herbie Hancock (keyboards) 1940-
Feeds, don’t fail me now (Columbia 1979)
Det er svært at komme uden om Herbie Hancock, når historien om disco jazz skal skrives. Han spillede den mest funky jazz, der kunne opdrives i 70'erne. Årene hos Miles Davis satte sit præg på de første mere syrede funk plader i 70'erne, inden han landede mesterværket Headhunters i 1973. Det var her, hvor man fandt en stor del af det fundament, som Herbie Hancock stod på i resten af 70'erne. Det var groovy funky jazz, hvor der blev eksperimenteret og udviklet. Thrust, Man-Child og Secrets er alle top funk favoritter. Det var sent i disco-æraen, at Herbie Hancock endelig tjekkede ind og satte spot på spejlkuglen. I 1978 kommer Sunlight, der ikke er et fuldbyrdet forsøg ud i genren. Herbie begynder at synge - gennem en vocoder og scorede et hit med I Thought it was you i Storbritanien.
Med Feets don't fail me now er han endelig i sync med disco'en. Det sker i 1979 - mens discoen kører på de sidste dråber benzin, inden den går i stå i 1980. Med mere end 40 års afstand behøver man ikke at være i sync når man lytter. I stedet kan man nyde disco jazz genialiteterne You bet your love og Tell Everybody. You Bet your love ramte en 18. plads på den engelske hitliste. Det er heftigt disconummer med tommelfinger-bas, funky guitar, håndklap og Hancocks signatur vocoder vokal. Jeg har den på 12”single og elsker den.
“This album is a real candidate to be a worst Hancock album ever.” Bruger på websitet Prog Archives om albummet Feets, don’t fail me now.
“Herbie Hancock’s electric records up until this point were marked by intelligence and adventure, even at their most earthy. But no, this one doesn't have an ounce of either. Herbie falls hook, line and sinker for the disco fad and submerges his personality underneath the plastic vocals and four-on-the-floor disco beat.” Anmeldelse på Allmusic, hvor albummet indkassererer 1 ud af 5 stjerner.
I 1983 er Herbie Hancock helt i sync med samtiden og skaber det genredefinerende nummer Rock It, hvor scratch, electro, funk og jazz smelter sammen. Han scorer et kæmpehit og en masse nye fans - inklusive mig.
DISCO MONK
Sonny Rollins (tenorsaxofon) 1930-
Don’t Ask (Milestone 1979)
Hvad nu hvis Thelonious Monk havde spillet disco? Så havde det måske lydt sådan her. Det er tenorsaxofonisten Sonny Rollins’ udsagn om Disco Monk. To måneder efter at han havde indspillet nummeret spillede han på Pori Jazz Festival I Finland. Her spillede han nummeret der også blev indspillet. I 2016 dukkede den op på albummet Holding the stage - Road Shows vol. 4. I den forbindelse fortalte han at:
“Disco was everywhere back then—disco this and disco that. You couldn’t escape it. As you know, I love all kinds of music, so we started playing with this soulful, disco feel and I heard Monk in there. I wanted people to know that there were other things out there besides disco. Disco and Monk were supposed to be at two opposite ends of the spectrum. On one end you had disco, which some people thought was superficial. On the other you had Monk’s music, which others thought sounded strange. I wanted to bring them together—to show jazz fans that disco could be beautiful and to show people who loved disco that Thelonious Monk was special, too. You know, disco is great but here’s Monk, that it’s all one in the sense that all good music is one. By bringing the two together, I wanted to find something new in their togetherness, that there’s unity in their forms. That’s what I was seeking. That’s just the way I think, so the song was perfect for me.”
Jeg kan ikke helt gennemskue om der er en form for tilbageholdt begejstring eller decideret flovhed overfor disco mellem linjerne. Begejstringen for Monk kan man til gengæld kke tage fejl af. Faktum er dog at nummeret ikke tilgængeligt på Spotify, hvor den sammen med Don’t Ask pladens andet dansable nummer Harlem Boys holdes skjult for masserne. Det er en skam, for den en forrygende. Den er lidt svær at servere for dansegulvet, da der er nogle rolige balladepassager, der stopper festen flere gange. Efter at det er sket anden gang, så åbnes der til gengæld op for sluserne. Larry Coryell leverer en fed funky guitarsolo, hvor koklokken får tæsk og bassen funker afsted. Sonny Rollins fyldige tenorsax tager over i et sidste balladestykke inden de alle giver den gas.
Pladens åbningsnummer Harlem Boys har et steady groove og egner sig godt til et dansegulv. Sonny Rollins sveder for på saxofonen.
CRAWL SPACE
Art Farmer (trompet/flygelhorn) 1928-199
Crawl Space (CTI 1977)
“Jeg ved ikke, om der er noget at sige til, at jazzfolkene gerne vil have lidt af den kage, de senere elektrificerede år har rørt sammen. Det siges endog fra pålidelig kilde, at et disco-album med Dizzy Gillespie er på vej.
Når imidlertid kagen skæres ud i så velsmagende stykker som trompetisten og flygelhornspilleren Art Farmer gør det på "Crawl Space" er der også musikalsk belæg for at hoppe på vognen. Nu er han godt hjulpet med sin backing - Eric Gale (g), Dave Grusin (keyb), Will Lee og George Mraz (b) og Steve Gadd (dm), og han har en sjældent hørt gæst med sig - fløjtenisten Jeremy Steig.
Da Farmer nogle år i slutningen af 60'erne boede i Wien spillede han bl.a. sammen med pianisten Fritz Pauer. Han står her for et par gode kompositioner, "Siddharta" og "Petite Belle". Musikken er ikke så hektisk som meget af den New York'ske Creed Taylor-musik og der er hele den CTI'ske sildesalat i form af snesevis af sangere, blæsere og strygere. Farmers lidt sentimentale flygelhornspil bæres godt frem af Lee's markante basspil - og Gale siger med meget få ord. En behagelig stille plade i tidens stil - uden dens værste uhyrligheder .”
Jens Jørn Gjedsted i MM oktober/november 1977
Som Jens Jørn Gjedsted skriver, så er Art Farmers plade en behagelig stille plade i tidens stil. Ligefrem “uden dens værste uhyrligheder”. Titelnummeret Crawl Space er en tung funky groovy sag med en helt outstanding fløjtesolo fra Jeremy Steig. Den er er skridt tilbage fra dansegulvet, hvor man kan stå i halvmørket. Disco’en rumler inde i maven på pladen. Måske svigter jeg disco jazz begrebet lidt ved at medtage pladen. Fakta er dog, at du ikke kan stå stille, hvis du har svaj nok i bukserne og et shiny dansegulv i sigte.
Art Farmer lavede gennem karrieren flere albums der hører hjemme i enhver sund jazzhusholdning. Lige fra The Art Farmer Septet, der blev indspillet i 1953-54 og udgivet i 1956 over hans svenske plade fra 1964 til ovennævnte.
Indrømmet! Jeg er mere end en almindelig jazzlytter med stor pladesamling, Spotify, jazzblog og alt det der. Jeg kan høre alt det jazz jeg vil, 25 timer i døgnet. Alligevel er jeg også en af dem, der er træt af at DR ikke er sit ansvar bevidst og får sat P8jazz på budgettet.
Helt ærligt! Hvad er meningen?
Det er ikke kun fordi min skønne kone næsten hver dag spørger, hvad hun dog skal starte dagen med, når P8jazz programmet Snooze forsvinder fra morgensendefladen.
Det handler om en kanal der lige fra starten har omfavnet jazzen og al dens væsen. De har gjort så meget godt for det danske jazzmiljø, spillet musikken og talt med aktørerne. Helt grundlæggende har de lavet fed radio for dem, der ikke trænger til tidens (P3) eller den nære fortids (P4) popmusik.
At lave jazzradio handler ikke om vækst, målgrupper eller hits. Det er ikke noget der kan tilfredsstille storkapitalen.
Hvor kan man ellers inden for et kvarter høre musik, der står på samme stærke grundlag af kvalitet og strækker sig over så mange årtier?
Hip hurra for P8jazz!
DR! Få så fingrene ud af røret og afsæt penge til den og P6beat!
Når Jacob Anderskov laver et album er det ikke fordi han tilfældigvis er god til at spille klaver, styre et orkester eller skrive noder. Der er meget mere på spil. Denne gang har han samlet 10 improviserende musikere omkring sig. De fortolker og fremstiller livet som fugl, bi, flagermus og insekt.
Hvordan er det at opholde sig i sværmen, kuben eller flokken? Hvordan opfattes trusler fra omverdenen? Det er musikernes opfattelse og deres sansesystem der i spil. Anderskov har komponeret og dirigerer de 10 musikere.
Det er meget erfarne og drevne impro-musikere, der er vant til at bevæge sig rundt i de mere eksperimenterende områder indenfor jazz og klassisk musik.
Fuglene fløjter og bierne brummer. Flagermusene har et mere komplekst og mindre forudsigeligt udtryk på Spirits of The hives første pladeside.
Det er vel ret forventeligt at lyden af insekternes liv bliver monotont, kakofonisk og larmende? Det er måden som de fremstilles på af Anderskov og de 10 musikere. En hidsig klarinet skærer sig gennem den i forvejen hidsige stemning. Der er mere subtile stemninger længere inde på side B, hvor fløjter og basklarinet myldrer og arbejder efterfulgt af cello og skramlende uro.
Den musikalske fremstilling af dyrenes liv og sjælen i deres levesteder er en spændende musikalsk rejse. Det er historiefortælling og abstrakte fakta fra dyreverdenen.
Det er ikke hverdagskost at jazzmusikere eller musikere i det hele taget, debuterer i eget navn når de er på den anden side af 50 år. Hvis det sker, så har de som regel lavet noget tidligere som bandleader eller lignende. Lis Wessberg er en undtagelse på så mange fronter, at det ikke er værd at bruge plads på i denne anmeldelse. Under alle omstændigheder er hun debutant og en meget erfaren en af slagsen. Har du bare fulgt en smule med i dansk jazz, så kender du bla. basunisten Lis Wessberg fra Steen Rasmussens forskellige bands.
Albummet åbner blidt og roligt med de tre numre The Strip, The Ancient Road og In your absence - der er pladens mest jazzede nummer og dedikeret til percussionisten Jacob Andersen, som hun har spillet med i mange år. Hun er stilsikker og har styr på virkemidlerne. Der er så meget mere end jazz i Wessbergs inspirationer, hvor diskret elektronik og effekter også er med. Chimes er det tunge nummer, hvor effekter sender Lennart Ginmans bas i heavy-land.
Der er flere favoritter på pladen - og blandt dem er Sister M så vild! Marilyn Mazur medvirker på balafon. Der er blandet flere overraskende elektroniske lyde ind undervejs i nummeret med en pulserende rytme. Lis Wessbergs mand, Steen Rasmussen sidder ved tangenterne og bevæger sig steder hen, hvor jeg aldrig hørt ham før. Jeppe Gram er sidste mand i den utroligt velspillende kvartet.
Yellow Map hører til blandt årets helt store danske jazzudgivelser - og får en kæmpe anbefaling herfra.
