Future Sounds of Jazz vol. 16 (Compost) LP/CD/digital

 

Der er gået 31 år, siden den første plade i compilationserien Future Sounds of Jazz udkom. Dengang var det, for real, fremtidens lyd af jazzen. Det var dér, hvor jazz og electronica smeltede sammen og i en periode blev kaldt nu jazz. Det er lang tid siden. Men serien eksisterer i bedste velgående. Nu er det blevet tid til Vol. 16. Holder det stadig? Har de tabt pusten?

Det er stadig Compost-pladeselskabsbossen Michael Reinboth, der har samlet musikken, og det stritter i alle mulige retninger. Det er selvfølgelig stadig elektronisk, og der er både house, ambient og spiritual. En enkelt stilart glimrer dog ved sit fravær, og det er hiphop, der ellers blev krydskontamineret med jazz på samme tidspunkt, som Future Sounds-serien opstod.

På pladen finder vi bl.a. Felix Laband, der nok har fremtiden bag sig og leverer et – til gengæld ret fedt – track, der lugter af nullerne. Amerikanske Bitchin’ Bajas leverer et forrygende eksperimenterende nummer. Nublu-bagmanden Ilhan Ersahins Birds får mig til at tænke på Tullio De Piscopos Stop Bajon fra 1984 – Ersahin tilføjer dog andre dimensioner med sin spacede saxofon. Remixet af Emanative & Jessica Laurens’ Om Supreme er en godbid, der understreger, at jazz og electronica godt kan mødes i 2026 og stadig lyde nutidigt. Brittany Davis, der synger og spiller piano, bidrager med et helt akustisk nummer, muligvis det første nogensinde i Future Sounds-serien. Sådan kunne jeg blive ved.

Måske er fremtiden fortid for Future Sounds-serien. Det ændrer ikke på det faktum, at Vol. 16 byder på så mange forskellige godbidder, at serien stadig er et yderst velkomment indslag, når man godt kan lide mødet mellem jazz og electronica, der ikke ender som ligegyldig loungemusik.

Bandcamp

Klanglys: The key to be (Klanglys) LP/CD/digital

Det er den herboende tyske guitarist Johannes Käsbach, der er primus motor i Klanglys. Han har skrevet, arrangeret og produceret al musikken, der fremføres af et internationalt band med polske, tyske og en enkelt dansk musiker. Det er bandets andet album.

Johannes Käsbach er altmuligmanden i bandet. Han har skrevet, arrangeret og produceret musikken, ligesom han spiller guitar og synger. Det med sangen er ret væsentligt. Johannes Käsbach og bandets violinist Alexandra Raczyńska synger begge med lyse og rene stemmer, og helt i jazzens ånd synger de melodien, hvilket er med til at give Klanglys deres helt eget udtryk.

Kompositionerne har et mangefacetteret lydlandskab. Det er, som om Johannes Käsbach tager os med på sine rejser og betoner oplevelser og landskaber i sin musik. Stilistisk kommer Klanglys bredt omkring, samtidig med at de opretholder deres eget udtryk. Her er både elementer af rock, brasiliansk musik, fusion, pop og en masse jazz.

Klanglys er ikke som andre. Og tak for det.

Bandcamp

 

Alm (Boomslang Records) LP/digital

 

Guitaristen Carlo Dayyani fra Danmark er sammen med Steven Moser (trommer) og bassisten Seth Sjöström en del af trioen ALM, der er baseret i Berlin, hvor de studerer på Jazzinstitut Berlin. Debut-EP’en indeholder fem numre og åbner med det fragmenterede nummer “Drumsolo”, der – trods titlen – ikke er en trommesolo. Den følges op af den pulserende “Preach” og den lige så dragende “Motvind”, hvor Seth Sjöström indleder med en fedmefyldt bas, som Dayyani og Moser skaber uro omkring.

Det er ikke larmende jazz. Det fremstår som et ambitiøst projekt, hvor de tre musikere insisterer på at udvikle og gøre noget andet – og det lykkes ganske godt. De topper til allersidst på “Cocoon”, et nummer, jeg er vendt tilbage til igen og igen under lytningen af pladen. Mosers urolige rytme, Dayyanis opbyggende guitar og Sjöströms ulmende bas er betegnende for trioens musik, som forhåbentlig vil føre til meget mere fra den kant.

Boomslang Records

Richard Andersson with Rudi Mahall, Artur Tuznik & Kasper Tom: Monk & More (Hobby Horse Records) CD/digital

Det er meget let at holde af denne udgivelse. Danskerne Richard Andersson (bas) og Kasper Tom (trommer) spiller her sammen med den herboende polske pianist Artur Tuznik og den tyske klarinetist Rudi Mahall, der også gerne spiller på basklarinet.

Vi hører dem på en “fluen på væggen”-optagelse fra Hobby Horse Studios, hvor de spiller musik af Thelonious Monk og andre. Lyden har et rumligt præg med karakter af noget dokumentarisk. Det er en af grundene til, at jeg holder så meget af udgivelsen. Autenticiteten og ægtheden passer perfekt til Monks musik, der for mig altid har været musik med plads til det skæve og uperfekte.

De spiller f.eks. Pannonica, Brilliant Corners og Wee See af Monk, men der er også blevet plads til Lee Konitz’ Subconscious-Lee og flere andre. Det er fire musikere, der mødes omkring nogle amerikanske klassikere, hvor Mahall indtager hovedrollen, og Tuznik viser nogle fine sider af sit klaverspil.

Bandcamp

Hyper Elastic Jinx: We vote force majeure (Barefoot Records) CD/digital

 

Prøv lige at smag på bandnavnet. En vildt bøjelig forudsigelse om at noget ikke kan gå galt og alligevel gør det. Vi er helt ude i den eksperimentelle jazz, hvor rytme og melodi er gået i opløsning. Det er de to danske saxofonister Signe Emmeluth (der bor i Norge) og Nana Pi der er sammen med den japanske guitarist Keisuke Matsuno der bor i Berlin, ligesom bandets koreanske trommeslager Halyn Kim.

Kvartetten sender et politisk budskab til lytteren – et budskab, der minder os om, at verden og de strukturer, vi lever i, hverken er socialt, økonomisk, økologisk eller politisk bæredygtige og kun gavner et mindretal af mennesker. Albummet er ikke en påkaldelse af katastrofe, men en længsel efter en overlegen og uimodståelig kraft, som mennesker ikke kan ignorere – en kraft, der sætter fokus på sociale værdier, kulturel udveksling og økologisk bæredygtighed.

Med en force majeure håber Hyper Elastic Jinx på en uimodståelig global forandring i perspektiver og tankesæt. 

Det kunne lyde som et indlæg i en politisk debat i det igangværende valg til Folketinget. Det er det desværre ikke. I stedet vil jeg opfordre politikerne til, at sætte sig ned, smide deres naive og magtsøgende overbudspoltik ad helvede til og lytte til Hyper Elastic Jinx. Hvis de ikke forstår det første gang, skal de lytte igen og igen, indtil det er feset ind. Hvad der i et musikalsk udtryk er umiddelbart grimt og ikke lettilgængeligt, er i stedet et budskab der handler om tage den verden vi lever i alvorligt. Jeg stemmer på Hyper Elastic Jinx.

Bandcamp

Vejslev/Brunbjerg/Elhøj: iT’s a RioT (In the flesh Record Company) LP/digital

 

Det er en af jazzens ypperste discipliner. At kunne spille jazzstandards, hvor man gennem improvisation og personligt musikalsk udtryk fortolker melodierne og endda gør dem til sine egne. Jazzhistorien er proppet med eksempler, hvor særligt 50’erne og 60’erne dannede grobund for disciplinen. Der er blevet længere mellem snapsene i dansk jazz i den senere år, når det kommer til fortolkningerne - altså den rigtigt stærke snaps, der ikke er lavet for at blive playlistemateriale på Spotify. Men af kunstnerisk nødvendighed, hvor man har noget på hjerte.

Trioen med Kristoffer Vejslev på guitar, Martin Brunbjerg Rasmussen på bas og Rasmus Elhøj Jensen på bas har gennem adskillige år spillet sammen og opbygget et grundlæggende kendskab til hinanden. Det bruger de på iT’s a RioT, hvor de kommer med et bud på en stærk snaps-

De har også inviteret nogle ret afgørende gæster med på pladen. Det høres allerede fra starten, hvor de åbner med to Thelonious Monk sager, først Monk’s dream, hvor både tyske Rudi Mahall på basklarinet og svenske Hannes Bennich på altsax er med og derefter Ask med now, hvor det kun er Mahall der medvirker. Begge musikere giver trioen noget saft, kraft og gejst. På Ricochet som er en kollektiv improvisation, er Simon Toldam med som gæst, her sker der også ting og sager i musikken. De udfordrer og udfordres. Den efterfølgende In the wee small hours of the morning er en pleaser, der stikker noget ud efter pladens vitale åbning. Det er betegnende for pladen, som er bedst, når gæsterne træder ind i studiet og musikken og sender den uventede steder hen. 

Det handler ikke om at trioen er tandløs. De spiller godt og er ikke bange for at kaste sig ud på dybt vand, som når de spiller Oscar Pettifords Tricotism, hvor Martin Brunbjerg kommer helskindet gennem basspillet. Jeg synes bare at det er bedst som når de spiller Smog Eyes, hvor Mahall og Bennich trykker den af. Men hov! Hvad er nu det? Der fades ud kort inde i nummeret, så vi kun hører en lille bid. Det sker heldigvis ikke på en mine all time favourites, Monk’s Well You Needn’t, hvor Mahall og Bennich også er med. Det swinger på den gode skæve måde.

Kristoffer Vejslev

Kati Briens Dream Band: Zelebrity Zebra (Jaeger Community) LP/digital

 

Siden 2019 har tyske Kati Brien spillet altsax i Aarhus Jazz Orchestra, hvor hun i den grad har sat et tydeligt aftryk. Jeg var ikke klar over at hun siden 2010 havde haft sit Dream Band i Berlin, som hun udgav en plade med i 2017. Her spiller hun alt- og sopransax, klarinet og guitar. Gruppen er en sekstet med altsax/klarinet, trombone, basklarinet/klarinet, bas og trommer udover Kati Brien. 

Alene beskrivelsen af instrumenterne giver et hint om sekstettens lyd. Det er en blæserne der er fokus på, med en særlig plads til klarinetten.

Det er den rolige jazz der fokuseres på, hvor gæstevisitten eksempelvis fra Karmen Rõivassepp på Stop looking at me, lover, er en ekstra fornøjelse. Der er nærmest en altmodisch feeling i musikken, hvor de tyske rødder ikke fornægter sig. Jeg kan ikke lade være med at få associationer til kammermusikalsk kabaretmusik. 

Jaeger Community

Gilbert Paeffgen Trio: Der mann auf dem trampolin (Rabbit Hill Records) CD/digital

 

Det handler selvfølgelig om lytterens udgangspunkt, men har man hørt sin del af Pat Metheny, så åbner Gilbert Paeffgen Trio ganske behageligt op for deres sjette album siden 2001, Der mann auf dem trampolin, hvor der er sammenfald med den lette, rytmiske og melodiske tilgang til musik som Pat Metheny har. Schweiziske Paeffgen er ikke guitarist, men trommeslager og spiller desuden på dulcimer eller hakkebræt, som det også kaldes, hvilket han gør på åbningsnummeret.

Paeffgen er sammen med Claude Meier på bas og Fabian M. Mueller på piano. Stilistisk er pladen formet af jazz, klassisk og folk. Melodien er det bærende element med enkelte frie afstikkere. Der er også blevet plads til Duke Ellingtons African Flower i en fin og afbalanceret udgave.

Bandcamp

Lars Møller, NDR Big Band feat. Palle Mikkelborg: Echoes (Dacapo) CD/digital

 

Det var noget af en skøn overraskelse da CD’en landede på mit bord. En koncertindspilning fra Musikhuset Aarhus fra 2019 med det legendariske tyske NDR Big Band under ledelse af Lars Møller. At trompetisten Palle Mikkelborg er med som gæst gør kun det hele meget bedre. 

Helt centralt på udgivelsen er den 26 minutter lange suite Echoes of India, der i tre dele bevæger os gennem Indien, Skandinavien og USA. Møller har gennem hele sin karriere hentet inspiration fra indiske musiktraditioner. Han formår at blande indiske ragaer med den dybe indflydelse fra amerikansk jazz, hvor Maria Schneider og i særdeleshed Gil Evans har sat sine spor. 

Palle Mikkelborg træder tydeligt frem og gør et stort indtryk. Det er dejligt at høre ham som solist sammen med et velsmurt big band, hvor særligt Mikkelborgs parløb med pianisten Florian Weber skal fremhæves. Møllers musik og arrangementer er i særklasse, hvilket Mikkelborg er med til at give et ekstra løft.

Pladens afslutningsnummer er Folk Song no. 1, der er bygget over Marken er mejet og som Møller skrev til European Youth Jazz Orchestra i 2007, hvor den tyske trommeslager Jonas Burgwinkel, der spillede med NDR Big Band i 2024 pudsigt nok medvirkede. På Echoes er det danske Morten Lund der sidder ved trommerne. Trommeslageren der trådte sine barnesko i Klüvers Big Band, er en suveræn big band trommeslager.

Echoes er et centralt værk i Lars Møllers karriere og stærkt anbefalelsesværdig til alle der holder af big band jazz og Palle Mikkelborg.

Dacapo Records

Hoffy Beats & Tonion: Diorama (Effortless Audio) digital

 

Danske Jonas Hoffman alias Hoffy Beats og tyske Tim Binder alias Tonion har netop udgivet Diorama, der allerede er et stort hit på Spotify, hvor åbningsnummeret Jetty har rundet 4.3 mio. afspilninger. Det handler om lo-fi, chill out genren - den frække slægtning til jazz, electronica og hip hop, der sniger sig ind på lytteren og tager ophold i ørerne, mens hjernen har travlt med alt muligt andet. Tempoet er langsomt, beatsene er nærmest slæbende. Stemningen er positiv og opløftende.

Hoffy Beats er ekstremt produktiv og har siden 2020 været blandt de dominerende kunstnere i genren på verdensplan. Han er involveret i mange samarbejder med andre kunstnere over hele verden. Nogle af samarbejderne foregår via nettet, andre gange mødes han også med dem i virkeligheden. Ligesom det var tilfældet med Tonion, hvor musikken er blevet til i studier i Danmark, Norge, Tyskland og Frankrig. 

Selvom de enkelte numre kan høre hver for sig, fortjener Diorama, at blive lyttet til som et samlet hele. Det er en rejse, hvor klaver og keyboard undervejs møder både saxofon, cello og trompet. Det kan være svært at holde styr på hele Hoffy Beats’ produktion. Diorama er værd at fokusere ekstra meget på. Særligt grundet det høje ambitionsniveau, der holder hele vejen. Det er lo-fi fra allerøverste hylde.

Spotify

Entangled Grounds - The Sound of XJAZZ Berlin (XJAZZ!) LP/digital

 

XJAZZ festivalen i Berlin har har siden starten for 10 år haft ambitioner om at flytte lyden af jazzen. Sammen med Analogue Foundation har de lavet en plade der hylder lyden af Berlins jazzscene lige nu. 

Al musikken er indspillet over fem dage mellem november 2023 og februar 2024. Den er et forrygende dokument og en fed compilation for den der er nysgerrig på lyden af Berlins jazz. 

Den svenske bassist Petter Eldh er et etableret navn i Berlin. Herhjemme kender vi ham tidligere fra de faste tjanser hos Magnus Hjorth og Marius Neset. Han er med på åbningsnummeret Follow me sammen med Group 26.11 og på nummeret Ohm Eleven sammen med Àbáse. Her er det mødet mellem akustisk og elektronisk jazz med et twist af nutidig hip hop. Jeg er blevet fan og bliver nødt til at tjekke Àbáses kommende album ud. Det er ungareren Szabolcs Bognar der er Àbáse. Ohm Eleven er et lækkert uptempo nummer med analog elektronik og akustisk jazz. Her medvirker saxofonisten Ori Jacobsen (kendt fra Esperanza Spalding og Terri Lyne Carrington). 

Szabolcs Bognar er også med i gruppen Zeitgeist Freedom Enenrgy Exchange, der med det nutidige fusionsnummer Lady in Scarlet slår benene helt væk under mig. Vokalisten Douniah har med In The middle of The Night et af de mere straighte indslag. Pladen er en smeltedigel af nationaliteter og stilarter indenfor jazz - på trods af den store forskellighed fremstår pladen overraskende helstøbt.

Pladen lukker med en suite The Brewery Suite skrevet af Moses Yofee, Zacharias S. Falkenberg, Petter Eldh og Szabolcs Bognar. Her er strygere, blæsere og synthesizere og andet godt. En storslået afslutning, der kommer vidt omkring. 

Entagled Sounds er en fed status på lyden af Berlins jazz - og kan særligt anbefales til lyttere med hang til kombinationen af akustisk jazz og analog elektronik.

XJAZZ

Anke Helfrich: We’ll Rise (Enja Yellowbird) CD/digital

 

Den er nomineret i kategorien Album of the year til Deutscher Jazz Preis, der finder sted til april. Jeg har af mange - nogle bedre end andre - grunde ikke hørt alle tyske jazzalbums - men tror at den har en god chance.

Pianisten Anke Helfrich har lavet et album der er er gennemsyret af jazz sammen med sine vanlige musikere, Dietmar Fuhr på bas og Jens Düppe på trommer. Der hvor albummet skiller sig ud fra den store flok, er det budskab som Anke Helfrich vil ud med. Op gennem historien har bemærkelsesværdige kvinder præget verden med deres bidrag og præstationer. Nogle er blevet kendte mens andre uretmæssigt er glemt. Det er fokus for Anke Helfrich, der meget passende lægger ud med at hylde den amerikanske jazzpianist Geri Allen, der døde kort efter sin 60 års fødselsdag i 2017. Nummeret indledes med Terri Lyne Carrington, der fortæller om Geri Allens betydning for hende, for andre og for musikken. Geri Allen er en rollemodel for Anke Helfrich og mange andre. 

Der er numre der hylder maleren Frida Kahlo, den italienske skuespiller Giulietta Masina og den franske instruktør Alice Guy-Blanché. Sprinteren Cathy Freeman hyldes på ‘Cos I’m free, hvor Adrian Mears gæster på didgeridooo og senere skifter over til trombone. Det er et forrygende dynamisk nummer, der vitterligt lyder af svævende frihed. Thelonious Monk er en af Anke Helfrichs store forebilleder. På The Nell-Nica sætter hun fokus på to vigtige kvinder i Monk’s liv. Hans hustru Nellie Mona, der sørgede for at kradse Monk's hyre ind og Nica de Koenigswarter, den britiske baronesse som Monk mødte i Paris i 1954 og som siden hjælp ham på mange måder. Monk hylder dem i øvrigt selv, på henholdsvis Crepscule with Nellie og Pannonica. Helfrich går ind i Monks musik og kommer ud med et frisk take på traditionerne. 

Albummet lukkes ned med en soloklaverudgave af Duke Ellingtons Sophisticated Lady, som Helfrich dedikerer til sin moder. En passende afslutning på et meget personligt album, der giver noget til lytteren. We’ll Rise er ikke et traditionelt tribute-album, det er meget mere end det.

Anke Helfrich

Nissen Mosh: Precious (Enja Yellowbird) CD/DL/stream

 

I 2017 flyttede den unge altsaxofonist Asger Nissen til Berlin for, at studere på konservatoriet Jazz Institut Berlin. Han har etableret sig som musiker i Berlin og er nu aktuel med første album i eget navn. Han har tidligere været medlem af Alawari og har i Tyskland samarbejdet med flere store navne. Han er lige nu aktuel på den amerikanske trommeslager Jim Blacks album Ain’t no saint som medlem af Jim & The Schrimps.

I Nissen Mosh er han sammen med danske Thorbjørn Stefansson på bas og tyskerne Velentin Gerhardus på piano og Marius Wankel på trommer.

Musikken er stramtstruktureret og improviseret. Inspirationen er hentet i nutidens jazz, tysk avantgarde og ny musik. Ambitionsniveauet er højt.  Kvartetten er i kraft af deres fænomenale interplay i stand til, at indfri høje forventninger. Det er kompliceret og afvekslende musik, hvor der sker meget undervejs. Asger Nissen har overblikket og lader aldrig kvartetten forfalde til ligegyldigheder. Han er uden tvivl en musiker som der skal holdes øje med i fremtiden.

Asger Nissen

Mads la Cour’s Almugi: Stout (WhyPlayJazz) >> FUSK: Absurd Enthusiasm (WhyPlayJazz)

 

Her er to fynske musikere der begge udgiver deres musik på det tyske selskab WhyPlayJazz. De deler bassist og spillede sammen i kvartetten Quartz, hvis debut album fra 2007 So ein Ding… holder forbavsende godt, her 16 år senere. 

Mads la Cour - kendt fra DR Big Band stiller op med en ny besætning i hans Almugi projekt. Det er den her i landet bosiddende spanske saxofonist Cesar Joaniquet, bassisten Andreas Lang og trommeslageren Kasper Tom Christensen der sammen med la Cour på flygelhorn er med til at spille  musikken. 

Det er blevet er meget vellydende album med en stor lyd. Det passer godt till kvartetten der spiller imødekommende og kompliceret jazz. Jazz af den slags der bliver ved med at give når der lyttes. Der er den skønne Folk Song, hvor folkemusikken er et eller andet sted ude i horisonten. Der er Nuet #2, hvor freejazzen syder og bobler. Der er den rolige Rimi, hvor kvartetten rammes ind og skaber et smukt organisk univers. Der er høj standard hele vejen.

Andreas Lang er også med i Kasper Toms kvartet FUSK, der er aktuel med fjerde album siden 2011. De to andre er den tyske klarinettist Rudi Mahall og polske Tomasz Dabrowski på trompet. Det er intereuropæisk kontemporær jazz af den fineste slags. De spiller ekspressiv jazz, hvor Kasper Tom som trommeslager både kan spille flagrende som på The Noise of Time og tight swingende so på Rondo a la Roder. Der er befriende meget energi og temperament i FUSK. 

Why Play Jazz

Kapelle17: Sie wolken sind da wo sie ommer sind (Loumi Records) LP/CD/DL/stream

 

Her på bloggen handler det mest om dansk jazz. I et lille land som Danmark er det vildt at der bliver ved med, at komme så meget forskellig og ofte vanvittig god jazz. Det betyder også, at jeg, med enkelte undtagelser, ikke helt har styr på jazzen i andre lande. 

Når den tyske kvintet Kapelle17 så har besværet sig med, at sende en LP til Dänemark til bloggeren. Så besværer bloggeren sig også med at lytte. 

Pladens titel kan oversættes til “Skyerne er der hvor de altid har været.” Bandet består af saxofon, guitar, klaver, bas og trommer. De har et nutidigt jazzudtryk. De har jazzstandards med baggagen (selvom de ikke spiller dem, kan det godt høres på et nummer som Siblings). Som de velopdragne jazztyskere de er, så er 60’ernes avantgarde også tilstede. Nutiden kommer til udtryk gennem inspirationen fra new wave og hip hop. Igen er det ikke noget de direkte spiller. Det er påvirkningen af måden som bandet leverer materialet på. 

Kapelle17 kan sammenlignes med det danske band Andorra, hvor fødderne er godt plantet i jazzen, mens krop og sjæl er andre steder. Det er en plade du godt kan finde på Spotify og bruge lidt tid på, når du trænger til noget nyt og spændende.

Kapelle 17 Bandcamp

Barre Phillips & György Kurtág jr. Face à face (ECM) >> Enrico Rava & Fred Hersch: The Song is You (ECM) >> Lubos Sokoup & Christian Pabst: Levitas (Animal Music) >> Anders Koppel & Henrik Dam Thomsen: Gently (Cowbell Music)

Der skal tango til to eller noget i den retning. Her har jeg sat fokus på fire nye plader med to mennesker der mødes med hver sit instrument.  Nogle er mere traditionsbundne i jazzen end andre, der kun har lidt med jazz at gøre. 

På den første møder vi en legende ud i improjazz. Den 88 årige bassist Barre Phillips krydser klinger med den langt yngre ungarer György Kurtág jr. der er søn af komponisten af samme navn. Sønnen bruger elektronikken. Han er også improviserende. Det er i et labyrintisk samspil at gnisterne opstår. Det er fascinerende underfundigt.

Italienske Enrico Rava hører vi i et mestermøde med den amerikanske pianist Fred Hersch. Rava spiller på flugelhorn. Den varme og rolige tone besvares af et dybt empatisk klaverspil fra Hersch. De er tro mod jazzens traditioner og har en masse at fortælle. De spiller både standards og spontane improvisationer. En stærk og anbefalelsesværdig plade. 

Den herboende tjekkiske saxofonist Lubos Sokoup har lavet en plade sammen med den tyske pianist Christian Pabst. Han har spillet i Sokoups kvartet i mange år. Her er det kammerjazz i både lyd og stil. Nærværende og vellydende som stod de i stuen overfor dig. Der er elementer af noget klassisk musik - ellers er det primært jazzens energi og dynamik der driver dem. 

Jeg har gemt det bedste til sidst. Det er kun to år siden deres første duoplade kom. Anders Koppel på Hammond B3 og Henrik Dam Thomsen på cello har spillet sammen i over 25 år - og har dyrket duoformatet mere intenst i de senere år, hvilket giver god mening, når man hører Gently. Det er musikalsk magi, når Koppels malende Hammond og Dam Thomsens flydende cello mødes. Det er filmisk, levende og en stor lytteoplevelse.

Eberhard Weber: Once upon a time - Live in Avignon (ECM) >> Marc Johnson: Overpass (ECM)

 

Tyske Eberhard Weber har gennem karrieren været tæt knyttet til pladeselskabet ECM. Her har han udgivet adskillige plader i eget navn og været et fremtrædende medlem af Jan Garbareks gruppe. Der findes to plader der udelukkende rummer Eberhard Webers soli fra Garbarek koncerter gennem årene. Nu har ECM fundet en regulær solokoncert frem. Den er fra Avignon i 1994. Det er 49 minutters Weber solospil. Det er med den karakteristiske syngende baslyd. Det opfører sig nærmest som soundscapes, når bassens toner flyder meditativt sammen. Er du vild med Webers lyd, så er pladen uundværlig.

Hvor der kun er en enkelt kending på Webers plade, My Favourite Things, så får man lidt mere på Marc Johnsons Overpass, hvor han åbner med Eddie Harris vildbassen Freedom Jazz Dance og fortsætter med Miles Davis’ Nardis, et nummer Johnson spillede til alle koncerterne med Bill Evans fra 1978 og frem til Evans’ død i 1980. Johnson var i studiet i Sao Paolo i 2018, hvor han havde et par dage ledig i kalenderen. Han spillede på en lånebas med en lækker dybde og dynamik. Samurai Fly er en hilsen til Samurai Hee-Haw som han lavede til Bass Desires gruppen i 1986, her spiller han med sig selv i nogle overdubs.

Begejstringen for låneinstrumentet er så stort, at han har lavet en hyldest, Yin and Yang til den, hvor han dyrker harmonikken i instrumentet. Albummet afsluttes med den minimalistiske Whorled whirled World. En god afslutter på et album, hvor Johnson formår at fortælle så meget med bassen.

ECM Records

P som i Piano - første del

 

Så er det tid til piano-tema på bloggen. De næste 3 dage gennemgår jeg 12 aktuelle plader med klaveret i hovedrollen. De er fra 10 forskellige lande; Polen, Japan, Israel, Finland, Sverige, Holland, Spanien, Tyskland, USA og Danmark. De har hver især fine kvaliteter der gør, at de er værd, at lytte til. God fornøjelse.

Eyal Lovett: Through The rain (Berthold)

I Danmark har vi mange herboende udenlandske jazzmusikere. En af de nyere i flokken, er den israelske pianist Eyal Lovett der bor i Danmark, hvor han studerer på solistprogrammet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Han er aktuel med triopladen Through the rain, hvor den herboende tjekkiske bassist Jan Sedlak er med. Det er triojazz der vil tiltale yndere af eks. Brad Mehldu og Shai Maestro. Niveauet er tårnhøjt. Der flyder en rolig lyrisk åre i musikken.

 

Marcin Wasiliewski: En Attendent (ECM Records)

Den polske pianist Marcin Wasiliewski har gennem mange år haft den samme faste trio. Med jævne mellemrum siden 2008 er der kommet en plade med trioen med på ECM Reccords. Fælles for dem er, at de aldrig skuffer. Han har en unik evne til at blande det melodiske og komplicerede. Der er stærke rødder i europæisk jazz, hvor der ikke er langt til klassisk musik samtidig med, at udsynet er med.

Ayumi Tanaka Trio: Subaqueous Silence (ECM Records)

I Norge har den japanske pianist Ayumi Tanaka boet siden 2011. Her har hun bla. lavet plader sammen med Thomas Strønen og Christian Wallumrød. Hun har gennem flere år haft en trio med Christian Meaas Svendsen og Per Oddvar Johansen, hvor de bla. har udgivet deres plader på eget selskab Nakama og senest norske AMP. Nu er de rykket til ECM Records, der skal hjælpe med at løfte dem ud i verden. Det er kammerjazz med inspiration fra japansk klassisk musik og norske komponister.

 

Frank Dupree Trio: Nikolai Kapustin Blueprint (Capriccio)

Den russisk/ukrainske komponist Nikolai Kapustin døde i 2020. Han blev kaldt en russer i Gershwins klæder. Det giver den tyske pianist Frank Dupree os et indblik i på albummet Blueprint. Sammen med sin jazztrio spiller han 23 forskellige kompositioner fra Kapustins karriere. Dupree har en klassisk baggrund og har tidligere lavet plader med Kapustins klassiske musik. Det er en plade med et andet jazztemperament end jeg er vant til. Enkelte numre fremstår skabelonagtige og staffagefyldte. Andre numre som åbningsnummeret er ren Gershwin-glæde, der swinger elegant afsted. Paraphrase on Blue Bossa er med et stædigt insisterende udtryk. Jeg går ud fra, at det er den klassiske baggrund der skinner igennem i Frank Duprees klaverspil.

Kivikkat (ILK) LP/DL/stream

 

Her er en plade med musik du med garanti aldrig har hørt før. 

Den 82 årige tyske freejazz veteran Hartmut Geerken, der har arbejdet med musik i bla. Tyrkiet, Egypten og Afghanistan og haft et tæt samarbejde med Sun Ra har lavet et album med Kresten Osgood, Snöleoparden og grønlandske Pauline Lumholt. Det er også i den grønlandske kultur, at de har hentet inspiration til albummet Kivikkat.

Albummet åbner med manipulerede naturlyde af fugle og hav. Pauline Lumholts stønnen, klagen, jublen og andet skabt med stemmen går i dialog med lydende skabt af musikerne. Hartmut Geerken har et massivt arsenal af instrumenter af både vestlig, mellemøstlig og asiatisk oprindelse som han bruger. Halvvejs inde i åbningsnummeret Irkark Irnurk dukker der umiskendelige technokeyboard lyde op. Det er i sandhed en kalejdoskopisk rystetur vi kommer på.

LP’ens første side afsluttes med fortællingen om en mislykket jagt, hvor Pauline Lumholt med den grønlandske tromme, qilaat og ekspressiv vokal fortæller historien. På side 2 fortsætter de med mødet mellem grønlandske traditioner og fortællinger og mangefacetteret musik. Jazz i løs og fast form. Spørgsmål om hvad det er for et instrument og andet dukker op undervejs på et nysgerrigt album til den nysgerrige lytter.

ILK Music

Rasmus Holm Quartet: Fatamorgana (Rasmus Holm/Gateway) LP/DL/stream

 

Det er så sjældent, at jeg ikke kan erindre, at jeg har skrevet om en dansk debutplade med en basunist i front. Nu er det så tilfældet med Rasmus Holm Quartet og LP’en Fatamorgana. Rasmus Holm er sammen med tyske Julius Gawlik på tenorsax og klarinet - der lige er kommet med i NDR Big Band, danske Thorbjørn Stefansson på bas - der bla. spiller i Odd Pocket og norske Amund Kleppan på trommer - der er med i Aloft Quartet. Det er unge ambitiøse jazzmusikere i midt-tyverne - der med stor tydelighed viser at jazzen stadig lever. 

Der er to centrale numre på udgivelsen som man finder på LP’ens side 2. Titelnummeret Fatamorgana - der nærmer sig en halv million afspilninger på Spotify - er en ballade, hvor Gawlik og Holm skiftes til at føre an i den akkordinstrumentløse kvartet. De tager den med ro og forcerer ikke stemningen. Vi kan trygt læne os tilbage og nyde den smukke musik. Den efterfølgende Bologna Nights får besøg af Jonas Scheffler på trompet. Tempoet har fået et nøk opad. Der er film noir og måneskinsfyldte nætter i nummeret. 

Kvartetten har fundet inspiration i jazzen som den kunne lyde for 60 år siden. Deres tag på jazzen er ikke tilbageskuende. Den er et møde i nutiden. En meget vellykket debut fra musiker der ikke sætter sig selv i centrum - han bruger kollektivet.

Rasmus Holm på Facebook