Søren Lee: Hope (Zack’s Music) CD/digital

 

Her er en plade, hvor musikken er det frø, hvor en blomst af godt humør vokser frem. Søren Lee er kommet i gang med anden sæson af livet som dansk jazzguitarist i særklasse. Efter nogle gode jazzrock/fusions plader, er det blevet tid til en mere regulær jazzplade. Hvis jeg var vild med de to Diversity plader (det var jeg), så ved jeg næsten ikke hvilke superlativer jeg skal finde frem nu. 

Han er sammen med Jakob Dinesen på tenorsax - og Dinesen er i sin egen klasse herhjemme. Man kan altid høre, at det er ham. Hans tone ældes og modnes på den smukkeste måde. Desuden medvirker cubanske Yasser Pino på bas, amerikanske Victor Jones på trommer og Rune Harder Olesen på percussion.

Pladen åbner med et regulært hit, Movin’ on, som jeg har hørt igen og igen uden at blive træt af den. Der er bossa nova stemning på Like tears sin the rain, funky på Living now, skønhed på Ballad for the soul, straight uptempo jazz på A few more steps. Pladen er dedikeret til Sørens kone, der døde pludseligt sidste år. Den står meget stærkt og fuldendt. Hope er en jazzplade der vil blive nydt af jazzlytteren der er rundet af eksempelvis Scofield - men også mange andre jazzlyttere, der holde af jazzguitar af den fede slags.

Søren Lee

Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings: Better (April Records) LP/CD/digital >> Hasse Poulsen/Fredrik Lundin/Tomasz Dabrowski: Unkown Winter (BMC Records) CD/digital

 

Pladeselskabet April Records har en overvejende dansk profil. Den polske trompetist Tomasz Dabrowski hører til undtagelsen. Han har tilbragt flere år i Danmark inden han flyttede til Malmö, så der er tæt forbindelse til Danmark. Han tog også den danske tenorsaxofonist Fredrik Lundin med til Warszawa, hvor indspilningerne foregik for et år siden. Dabrowski landede de sjældne fem stjerner i anmeldelsen af den første plade i 2022 i det amerikanske magasin Down Beat.

Det er de samme seks musikere, som Dabrowski har taget med på Better. Der er sket en udvikling med dem. Det var nok mere blafrende på den første. Der er kommet samling i musikken. Nummeret Lush er et fint eksempel. Her er stringens og en vej, som går i andre retninger end jeg troede og tak for det. Det er nutidens elektronik og klassisk europæisk jazz, rundet af eks. Tomasz Stanko. 

Dabrowski og Lundin er også sammen med guitaristen Hasse Poulsen på sidstnævntes plade, Unknown Winter. Hasse Poulsen er en af jazzens store originaler. Han har lavet mange plader og stilistiske skift. Han har i alt hvad han har lavet, bevaret sig selv og sit eget musikalske sprog. Det er ikke en naturlov, at det nødvendigvis bliver interessant at lytte på, når sådan en original finder sammen med to andre originaler. Alene opstillingen med guitar, tenorsax og trompet vidner om, at det ikke er endnu en dag på jazzkontoret. Hasse Poulsens rå og direkte tone på guitaren kan minde om en gammel bluesguitarist - uden at han spiller blues. Der er de fine ballader som Counting Stars eller Shadow, my sweet nurse. De mere kantede Survival of the fattest eller Wasp and butterfly vidner om trioens store musikalske rummelighed. Her er noget at hente for lytteren, der er kørt død i gnidningsfri jazz.

Tomasz Dabrowski

Hasse Poulsen

Schack Osgood Knudsen: At Termansens (Termansen Music) LP/digital

 

Det er tre veteraner på den danske Hammondorgel-jazzscene, der har lavet en plade sammen. Martin Schack lavede Hammondjazzpladen Schackmates i 2007, der i øvrigt blev genudgivet på vinyl i 2018, Niclas Knudsen har i over tyve år med Ibrahim Electric lavet fest på de danske spillesteder og Kresten Osgood, der både har lavet en plade, hvor han selv spiller Hammond og den udødelige Hammond Rens fra 2002, hvor han er sammen med Hammondlegenden over dem alle, Dr. Lonnie Smith.

De spillede et par aftener på Martin Schacks hjemmebane Termansens i Ribe, tidligere i år. Det er tre meget produktive fyre, der er sammen. Det betyder selvfølgelig også at de alle medbringer musik, som spilles i trioen. Der er mindre spræl og vildskab end man feks. kender fra Ibrahim Electric og det er en kende mere klassisk Hammondjazz, end det man har hørt fra Osgood. Det er en Hammondjazzplade, hvor melodien står forrest. Det her er tre jazzmusikere med stort J, der kæler for Hammondorgelets store jazzhjerte. 

Osgood leverer med sine kompositioner, dem der lægger sæt tættest op ad souljazzen, som eks. med Instrumental, der får mig til at tænke på soulklassikeren You keep me hangin’ on. Niclas Knudsen går i en lidt anden retning med Lord of disaster, der bæres smukt hjem af Knudsens og Schacks smukke sammenspil. Martin Schack er leveringsdygtig i en dejlig ballade og en swingende blues. 

Jeg kræver ærligt talt ikke ret meget mere af en Hammondorgel-plade, udover at den skal være på vinyl. Det er den heldigvis også - endda i en meget gennemført udførelse. Rygtet siger, at trioen tager på turné med musikken i 2025. 

Termansens

Anders Malta Almost Big Band: Introducing (April Records) LP/CD/digital

 

Det er altså regulær mums det her! Anders Malta spillede i 2016, som ung konservatoriestuderende med i en genforening af Ernie Wilkins Almost Big Band. Han blev så inspireret af den oplevelse, at han lavede sit eget 13 mands almost big band, der i et par år, spillede en gang om måneden på Christiania.

Helt centralt på pladen står den tredelte suite Hardbop Conversations, der hurtigt kravler ind i mit jazzhjerte, der er rundet af et ualmindeligt stort indtag af Blue Note hardbopplader. Undervejs træder flere gode jazzfolk frem med en solo, Carl Winther på piano, Jonas Due på flygelhorn, Aske Drasbæk på altsax og maestro, Anders Malta på trompet. Det er rent ud sagt stærke sager. Der er både swing, bop, solo og ikke mindst Anders Maltas præcise arrangementer. Han kommer rundt om hele instrumentgruppen og bruger den meget bevidst.

Jeg ville ikke umiddelbart have troet at der kunne komme sådan en jazzplade fra København i 2024. Nu er det så sket og tak for det. Den placerer sig samme sted som Jeppe Zachos Introducing, der kom tidligere i år. Den klassiske jazz lever i bedste velgående her i landet.

Bandcamp

Søren Skov Orbit: Adrift (Frederiksberg Records) LP/digital

 

For den særligt skarpe iagttager af dansk jazz, er Søren Skov Orbit et velkendt navn. Gruppen udsendte en vinylsingle for 5 år siden og har spillet nogle få koncerter siden da. Nu er de klar med en hel LP, så der er mulighed for, at flere end de særligt skarpe iagttagere af dansk jazz kan rette deres ører i retning af gruppen. Det er de nemlig værd.

Bandleader Søren Lyhne Skov på tenorsax har skrevet al musikken. Han får hjælp af af Peder Vind på piano (som Skov også spiller sammen med i Debre Damo Dining Orchestra), Rune Lohse på trommer, Casper Nyvang Rask på bas og Ayi Solomon på percussion. Det er helt grundlæggende ikke jazz som vi er vant til, at høre fra danske musikere. 

Søren Skov er en jazzsaxofonist for jazzens connoisseurs. Han har fundet inspiration fra så forskellige folk som Albert Ayler, Archie Shepp, Hans Dulfer og såmænd også John Gilmore og Yusef Lateef. Det er spirituelt og dybt. Det er opløftende og stemningsfuldt. Peder Vinds piano med en klang der er off og rå, passer perfekt ind i lydbilledet der har en vild og intens autencitet.

De gode numre står i kø på albummet, lige fra åbningsnummeret Notifications of nothingness til det afsluttende titelnummer Adrift. Den tunge rytmiske bund lader Skov og Vind svæve på et album, der er sammenhængende og fuldendt. Et af årets danske jazzalbums. Er du til spiritual jazz med elementer af afro og 60’ernes eksperimenterende amerikanske jazz, er der ingen vej udenom. 

Rasmus Holm Quartet x Crush String Collective: Subconscious Songs (Rasmus Holm/Gateway) LP/digital >> Rasmus Holm Quartet x Crush String Collective: anXietY Suite (Rasmus Holm) digital

 

Sange til underbevidstheden og en suite til angsten. Rasmus Holm har på med sit nyeste udspil lavet sange til sindets dybtliggende ballademager eller ven (alt efter situation). Rasmus Holm spiller på trombone og har en kvartet uden akkord-instrumenter. Han har inviteret strygerkvartetten Crush String Collective med indenfor på de to udgivelser.

Titlerne på de 7 dele i den 13 minutter lange anXietY Suite fortæller om de forskellige faser i det at have angst. Det kan starte med forhøjet puls, der går over i et angstanfald, herefter begynder man at føle sig syg, man får hovedpine og det er svært at huske hvad der er sket. Det kan efterfølges af søvnproblemer og desperation. Det sidste nummer hedder Visualization/big data bank og indikerer noget om behandlingen. Det er Rasmus Holms egne erfaringer der ligger til grund for musikken. Han visualiserer og gennemgår angst med musikken og bruger det kreativt. Han bekæmper ikke angsten. Den er en del af ham, ligesom musikken er en del af ham.

Der er genvalg til musikerne fra Holms 2021-debutplade Fatamorgana, Julius Gawlik på tenorsax og klarinet, Thorbjørn Stefansson på bas og Amund Kleppan på trommer. På Subconscious Songs forsøger han uden ord at give plads til genkendelige følelser, som for mange lever skjult i sindets dyb, men alligevel spiller en væsentlig rolle i vores ageren. Dette gennem både arrangerede og frie musikalske elementer, som afspejler en modsætning, som mange vil genkende i sig selv. Det lykkes på fineste vis på mange planer. Samarbejdet mellem jazzkvartetten og strygerkvartetten er perfekt. De smelter sammen til et hele. Det er det samlede udtryk der står stærkt. Albummet åbner med The Iceberg - metaforen for Freuds forståelse af det bevidste og det førbevidste og det ubevidste. Det er også Holms musikalske fortolkninger af fænomener som eks. depression og lyst. 

Rasmus Holm har et stort overblik i musikken og bruger både strygere og kvartet til at lave et meget vellykket album. Der er konstateringer, der er følelser og der er stemninger. I sidste ende er det mennesket det handler om.

Rasmus Holm på Facebook

Jeppe Zeeberg: Six additional pieces of Piano Music (Jeppe Zeeberg) CD/digital

For seks år siden udkom Eight seemingly unrelated pieces of piano music, en soloplade med Jeppe Zeeberg, der var indspillet rundt omkring og hvor jeg i min anmeldelse skrev, at jeg følte at jeg havde overværet en fest i jazzens tegn. Omtumlet og tumultarisk. Smukt og insisterende virtuost. 

Nu kommer opfølgeren, der hedder Six additional pieces of piano music. Jeppe Zeeberg udtaler i forbindelse med udgivelsen, at han ikke troede at han ville lave et album der bestod af jazz standards og konstaterer, at man ikke kan vide alt om sig selv og det er måske lige præcis det, som denne musik handler om.

Det mest forudsigelige ved udgivelsen er at den er uforudsigelig. Jeppe Zeeberg kan spille smeltende smukt og romantisk som på den egen komponerede Home seen form elsewhere (again), udover i starten af nummeret, hvor der kommer et bank i klaveret. Indspilningskvaliteten på numrene er rå og dokumentaristisk. Vi er med i Koncertkirken, Soundtrack Cafe og Zürich. Han går fra at spille straight og swingende som på Honeysuckle Rose eller After you’ve gone og til at spille skævt og swingende. Som Kresten Osgood skrev på Facebook, da pladen udkom. Jeppe Zeeberg ved ikke hvad kompromis er.

Bandcamp

 

Niels Munk: Fantasilaboratoriet vol. 2 (Jaeger Community) LP/digital

 

Det er over tre år siden, at vol. 1 udkom. Nu er tiden blevet moden til vol. 2, der er indspillet for to år siden. Trompetisten og komponisten Niels Munk har atter samlet Fantasilaboratoriet, hvis lige ikke findes på den danske jazzscene. Dan Hjorth på klaver, Jens Mikkel på bas (kontrabas denne gang, modsat el-bas på den første) og Jonathan Jull Ludvigsen på trommer udgør det originale band. 

I pressemeddelsen står der at Niels Munk og Dan Hjorth har indtaget en større nysgerrighed i forhold til hardboppen og revivaljazzen. Det kan høres. Det betyder at der er kommet flere toner i trompeten. Det er mindre nordisk i lyden. Det er heldigvis ikke gået ud over den improvisatoriske tilgang til musikken. Her er i det i særdeleshed en fornøjelse at lægge øre til Dan Hjorths klaverspil.

Trommeslageren Jonathan Jull Ludvigsen er garanten for, at det kommer til, at lyde helt som sit eget. Hvor en anden Aarhus-trommeslager Frederik Bülow også har hentet stor inspiration i hip hoppen, gør det samme sig sig gældende for Jull Ludvigsen. Han har en mere skarp og radikal attitude i sit spil. Det kunne clashe noget så grusomt med Munk og Hjorth - men det gør det ikke. Jens Mikkels basspil har en tydelig retning, der samler musikerne. 

Fantasilaboratoriet vol. 2 anbefales til lyttere med forkærlighed for melodiøs improviseret jazz med hip hop undertoner.

Niels Munk

Astral Cinema (Sound by Struck) LP/digital >> Fuld af kærlighed - original score (Sound by Struck) LP/digital

 

Måske var det et forvarsel, da han var med til at lave en af de bedste James Bond titelmelodier, der aldrig blev brugt. Tomorrow never dies fra 2001 med Swan Lee er en klassisk stemningsfuld popmelodi. Der gik ikke lang tid efter det, før Jonas Strucks navn dukkede op i rulleteksterne på film, hvor han havde lavet musikken. Han er stemningernes mand - han er inspireret af mange musikalske strømninger - og har i det fundet sin egen musikalske stemme. 

Med det nye band Astral Cinema har han fået en platform, hvor han kan skabe musik til film der ikke er lavet. Bandet består ud over ham selv på guitar og piano, af Nikolaj Torp Larsen på diverse tangenter, Anders AC Christensen på bas og piano og Jakob Lilfar Høyer på trommer. Bandet hqr skrevet musikken sammen.

Det er musik der i sit organiske udtryk kan virke gammeldags. Det er det ikke. Der er noget der kan pege ind i musik fra mange forskellige tidløse filmkomponister. Komeda, Morricone eller Lai, der nok havde deres storhedstid for mere end 50 år siden, men lavede stemningsskabende melodier. Det er altså melodierne, stemningerne og ikke mindst de mange fine detaljer i det organiske lydbillede, der er drivkraften. 

Jonas Struck har lavet filmmusikken til filmen Fuld af kærlighed, der også er udkommet på vinyl. Det er musikken man kan høre i filmen, der er på pladen. Det er beundringsværdigt, at Jonas Struck sørger for at musikken kan leve videre på egne ben længe efter filmen. Filmmusik på plade er en særlig genre. Her står musikken lige pludselig på egne ben. Her er ingen ledsagende billeder eller ord. Det bliver en ny oplevelse. Her er symfoniorkester og vildt smukke numre - lyt feks. til Kære far. Der er også et “pop”-hit på pladen. Swan Lee’s Matters of the heart, der bliver brugt på forskellige måder undervejs.

To gode udgivelser, den ene til en film og den anden til en film der opstår inde i dig. Det fungerer godt på begge plader. Jonas Struck og Astral Cinema kan deres sager - og jeg vil ikke tøve med, at give Astral Cinema en stor anbefaling.

Jonasstruck.dk

Emil de Waal: Fire øjne (April Records) LP/CD/digital

 

Duo. To mennesker. Fire øjne. Fire ører. Emil de Waal har lavet et album, hvor han spiller duo med nogle forskellige musikere. Titelnummeret er et møde med guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh. Her fylder guitaristen mest, hvilket ellers ikke er Rasmus Oppenhagen Kroghs ting. Han er den diskrete guitarist, der løfter andre frem, som det kan høres på hans formidable albums. Her er det i stedet Emil de Waal der træder tilbage og lader Rasmus Oppenhagen Krogh skabe nummeret, der udvikler sig til et lille mesterværk.

Emil de Waal har en særlig evne til, at spille i duo, hvilket han på meget forskellig vis har vist med både Spejderrobot og Gustaf Ljunggren. Her udvider han territoriet. Sammen med tenorsaxofonisten Cecilie Strange, Henriette Groth på præpareret klaver og klarinet, Fredrik Lundin på tenorsaxofon og Susan Alcorn på pedalsteel. Der er flere højdepunkter på pladen udover den allerede nævnte. Der er eksempelvis pladens eneste solonummer Logistik, hvor Emil de Waal har ladet sig inspirere af et drum fill fra Madonnas Frozen.

Der er også mødet med Lundin, hvor de spiller Duke Ellingtons festlige Limbo Jazz eller den skønne afslutter, hvor de Waal sammen med Susan Alcorn fortolker Charlie Hadens Silence. Om de Waal spiller med effekter, elektronik eller akustisk er ligegyldigt. Det er musikken og stemningen der opstår, der er interessant. 

https://emildewaal.bandcamp.com/album/fire-jne

Stefan Pasborg Triiio: Live in Denmark (ILK) LP/digital

 

De er tre af de mest markante musikere på den danske jazzscene i dette årtusinde. På den måde er det ikke helt forkert at kalde det en supertrio, i stil med rockens supergrupper, hvor prominente navne gik sammen i en supergruppe. Trommeslageren Stefan Pasborg står i spidsen for trioen, hvor Carsten Dahl på klaver og Fender Rhodes og Fredrik på tenorsax og fløjte er med. Der er ikke nogen bassist med, hvilket heller ikke savnes. Jeg tror simpelthen, at vedkommende havde stået i vejen for dem.

Alle tre musikere er kendetegnet ved at de er meget aktive - og hele tiden i udvikling. Det kunne have udviklet sig til noget egoistisk rod. Det gør det ikke. De lytter og skaber musikken sammen. Stefan Pasborg har skrevet de fleste af pladens numre. Det er også flere gange tydeligt, at det er trommeslagerplade. Selvfølgelig med nummeret Happy House/Drummers House, hvor Pasborg giver slip og er i centrum. Han kan også lave de fede ensemble-numre, hvor Earth med Dahl på Fender Rhodes, har udviklet sig til lidt af en favorit hos mig. 

Pladen er indspillet på forskellige steder på turnéen som trioen var på, tidligere på året i forbindelse med udgivelsen af deres første plade, som jeg desværre aldrig modtog pressemateriale på og derfor ikke skrev om på bloggen. Jeg har dog lyttet på Spotify og synes umiddelbart at den aktuelle plade er den bedste. Trioen får god energi af koncert-settingen.

Togo af Ed Blackwell fra Old and New Dreams pladen der kom i 1979 (en af de bedste ECM plader), får en flot fortolkning af trioen. Lundin har lavet Wonkey Donkey, der deler sig i to, en fri indledning og en skøn skævt swingende fortsættelse. Carsten Dahl er i Keith Jarrett hjørnet med Little Shadow, der i bedste gospeltradition løfter følelserne helt op i himlen. 

Live in Denmark er et forrygende dokument der kan anbefales til alle dem, der med glæde følger de tre musikere.

Stefan Pasborg