Der er en tænding i musikken. En gnist. En latent fare for eksplosion. Når det hele er ovre, går det op for mig at musikken er eksploderet mens jeg lyttede. En slow motion eksplosion. Det er trioen Reverse’s andet album. Trommeslageren Terkel Nørgaard står i spidsen for trioen, hvor Søren Gemmer spiller piano og Jesper Thorn spiller bas. Trioen har i koncertsammenhænge arbejdet med så forskellige folk som Jørgen Leth, Thomas Agergaard, Palle Mikkelborg og Ralph Alessi. Det efterlader et indtryk af en trio, der ikke kan eller vil indkapsles.
Det er tydeligvis Terkel Nørgaards projekt. Det er ham der med time og pace sætter stilen. Han tager i afsæt i en tradition fra store jazztrommeslagere, der også er kapelmestre. Art Blakey, Elvin Jones og Billy Hart er nogle bud. Det er insisterende jazz med temperament, der aldrig tvivler. Der er en retning, som gerne holdes i længere tid. Terkel Nørgaard søger et næsten minimalistisk udtryk, der omsættes i vedkommende, kompliceret og sprængfarlig jazz. Intensiteten er høj i trioens samarbejde, hvor Thorn og Gemmer er vigtige for, at Terkel Nørgaard får omsat kompositionerne til holdbar musik.
Pladen der er udgivet som LP, bruger mediet og bygger en stemning op over de to sider. Der er en prolog og et efterfølgende åbningsnummer der sætter en høj standard. Edward er en hyldest til Duke Ellington, hvor der i et højt tempo sættes i gang. Herefter kommer balladen Luna, der balancerer smukt mellem det svære og komplekse og den umiddelbare skønhed. Det er meget betegnende for pladen.
På side B præsenteres vi for musik fra de to andre i trioen. Jesper Thorns Big Bodies of Water fra pladen af samme navn, som jeg havde med på min liste over de bedste plader i 2016, får i denne version et nyt liv. Ligesom Søren Gemmers The Muse også folder sig ud i en anden version end den der var med på 2016-pladen The Lark.
Reverse har med deres plade Museum lavet musik, der både har fået min kone til at spørge om hvad det var for noget smukt musik jeg spillede og på et andet tidspunkt bedt mig om, at tage pladen af fordi det var noget larm. I min jazzverden er det til gengæld jazz af den langtidsholdbare slags. Forstået på den måde, at det er musik hvor der stadighed folder sig nye enkeltdele ud som var det en blomst, der blomstrer flere gange om året. Det er et meget anbefalelseværdigt album.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar