søndag, august 19, 2012

Aarhus Domkirkes Kantori: Salme Suite (Longlife Records/Pladekisten)


Det er meget stærke sager det her. Århus Domkirkes kor eller kantori som det så fint hedder er sat sammen med jazzmusikerne Jacob Buchanan (flygelhorn), Marilyn Mazur (percussion), Michael Bladt (sax), Mads Wadmann (piano) og Carsten Seyer-Hansen der dirigerer koret.

De fremfører 7 salmer der synges af koret og omkranses af sfærisk jazzede toner. Koret synger så smukt, at en salme næppe kan fremføres mere fantastisk end det er tilfældet her. Når koret synger har man valgt at holde fast i den oprindelige melodi. De synger flere steder helt uden akkompagnement. I kommenterende form kommer Buchanan, Bladt og Mazur ind i billedet. De supplerer salmesangen på ærefuld og nænsom vis. Koret dukker under tider også op i improvisationerne. Det er aldrig kedeligt og begge parter holder fast i det de er gode til.

Det er derfor, at denne plade er i  særklasse. Koret og jazzmusikerne mødes og de respektive genrer til at smelte sammen på forunderligt betagende vis. Hil dig frelser og forsoner, Aleneste gud i himmerig og flere andre sikre hits fra kirkerne får nyt liv her.

Dette album er et af de vigtigste danske musikalbums i år. En grundfæstet dansk musiktradition - salmerne - mødes med jazzens improviserede toner. Det har vi selvfølgelig hørt før. Bla. på de anbefalelsesværdige plader med Den Danske Salmeduo. Men Salmesuite er det dog noget andet. Her udfordrer to stærke musiktraditioner hinanden og i stedet for, at skubbe hinanden af banen, omfavner de hinanden og mødes i et langt og inderligt knus. Jeg elsker dette album og vil med fornøjelse vende tilbage til det igen og igen og...

Ingen kommentarer: