Jazzahead 2022 - en stemningsrapport

Det startede med at Anja Holme fra pladeselskabet Turn it Over Records spurgte om jeg skulle ned til Jazzahead. Jeg svarede nej. Det er for dyrt for jazzbloggeren, der ikke tjener penge på bloggen. Da hun tilføjede at jeg kunne komme med i bilen fra Herning og at de sørgede for overnatning, så fik jazzbloggerpiben en anden lyd. Turn It Over Records har nogle respektindgydende genudgivelser fra fine folk som Stig Møller, Young Flowers og Dan Turell på samvittigheden. De er også begyndt at rykke ind på jazzlandet. Det var derfor at de ville et smut til Bremen.

Fredag aften landede vi i Bremen. Jeg havde allerede en aftale kl. 20. Det passede med en frisk gåtur gennem Bremen inden jeg mødtes til middag med en flok glade jazzfolk. Danske musikere og branchefolk kom og gik på restauranten, der lå tæt på messeområdet. Jeg havde ikke checket ind på messen endnu, så det var ikke muligt at høre musik. På den anden side, nåede jeg at tale med mange af de danske kunstnere der var taget til Jazzahead. Ikke mindst dem der skulle optræde dagen efter til den danske Clubnight. Tysk øl er godt - og inden det blev alt for sent, så valgte jeg sengen.

Der var en intens lørdag på Jazzahead messen der ventede.

Som jazzblogger var det heldigvis muligt at få presseakkreditering til messen. Udover armbånd og den der snor om halsen med et skilt hvor der stod Niels Overgård - Jazznyt.com, så inkluderede det også en mulepose med en masse oldschool tryksager. Den var ikke helt så fed som den mulepose jeg fik i 2014, hvor Jazzdanmark havde lagt en vinyl i med de danske kunstnere. I muleposen var det nyeste nummer af Down Beat (med en fire stjerners anmeldelse af Little North), det tyske magasin Jazz Thing og det engelske Jazzwise. Jeg er en sucker for den slags magasiner, der i gamle dage kunne købes i velassorterede kiosker herhjemme. Nu skal man have abonnement på dem for, at komme i nærheden af dem. Fedt at komme i nærheden af dem igen. En anden old school sag, der var meget tilstedeværende på messen, var muligheden for at få fat i en masse promo CD’er. 

Jeg fandt hurtigt den danske stand som Jazzdanmark var vært på. Her var de danske branchefolk samlet. Pladeselskaberne og musikere der selv havde taget turen for at promovere deres musik.

Giant Sheep, April Records, Storyville, Stunt og sikkert også flere andre danske pladeselskaber havde travlt på standen. Aftaler med folk fra hele verden skulle forhåbentlig skabe interesse for den danske jazz. Jeg snakkede med flere af dem og fik indblik i kommende udgivelser. Jeg mødte Cim Meyer fra Jazzspecial der - som de fleste danskere på messen - havde været i gang siden torsdag. Et tætpakket program med halv times showcase koncerter hørte til dagsordenen. Jeg så kort efter Cim Meyer på første række med kamera og kuglepen til den første koncert jeg var til.

Keno Harriehausen Quartet

Den matte lørdags eftermiddags stemning blev afløst af en halv times ekspressivt fremstød for tysk jazz - oder wie man so sagt im englisch: German Jazz Expo. Yes wir sind in Germany.

Jeg genkendte den lettiske saxofonist Karlis Auzins navn, hvilket gjorde mig nysgerrig. Han har tidligere boet i Danmark. Med cello, kontrabas, saxofon og piano var der lagt op til kammerjazz med improvisation. Det var dramatisk - næsten filmisk jazz, hvor der var nik til klassisk musik og subtil free jazz. En ganske fin start på dagen.

Jeg søgte væk fra messehallernes beton til det nærliggende Schlachthof, hvor jeg fra sidste gang kunne huske at der var en fed koncertsal.

Vincent Meissner Trio

Jeg kommer lidt inde i koncerten, hvilket er utjekket når koncerten kun varer en halv time. Jeg blev blæst omkuld af et nummer der skiftede mellem rolige faser og uhæmmet eksplosivitet. Trioen brugte melodien og rockrytmen. The Bad Plus har tydeligvis inspireret trioen. De udgav deres debutplade på ACT sidste år og er med i forgrunden på den unge tyske jazzscene. Det er teknisk jazz, hvor sindssyge breaks og opbyggelige stemninger raser afsted. Det er effektivt og der mærkes et hjerte i musikken.

Efter koncerten stødte jeg ind i Karsten Bech fra Kolding, manden bag Jazz i Trekanten og en masse aktiviteter i trekantsområdet. Han var ikke den eneste fra Kolding. 25 unge frivillige fra Koldings Jazzhouse var taget til Bremen. Jeg talte med flere af dem og de stak ud på messen, hvor man(d) som regel havde passeret et halvt hundrede år som messegæst. Som en af dem sagde, så var der lige pludselig en masse ligesom Karsten omkring dem - selv om Karsten ellers er ret unik.

Danish Club Night

På Jazzahead messen havde der været showcasekoncerter, af en halv times varighed, hele dagen. Lørdag aften var det Clubnight med koncerter spredt ud over hele Bremen. JazzDanmark havde indlogeret sig på Lila Eule, der udover at være Bremens ældste jazzklub også fungerer som natklub. Det betød at koncerterne startede kl. 18 og at jazzen skulle være ude inden midnat, hvor eurodance og anden festligt stads kunne tage over. JazzDanmark havde lavet et godt forarbejde og sørget for at klubben var fuld - og ikke kun med danske gæster - men bookere fra festivaler etc. Stemningen var spændt og DJ Pladedamen varmede publikum op.

Svanborg Kardyb

Lige op til Jazzahead offentliggjorde Svaneborg Kardyb, at de havde skrevet kontrakt med det engelske pladeselskab Gondwana, der ledes af Matthew Halsall og hvor bla. GoGo Penguin startede karrieren. Selv om der var en masse virvar omkring dem, gjorde de det som de var vant til. Ansigterne vendt mod hinanden og skabelsen af deres eget unikke rum. Jonas Kardybs fantasifulde trommespil mødtes med Nikolaj Svaneborgs stemningsfyldte Würlitzer. Her var ro og overskud til at skabe kontakt gennem musikken til publikum. Selv om de kun spilede en halv time - så v ar de på hele tiden - og forspildte ikke denne mulighed. 

Randi Pontoppidan

Diversiteten I den danske program var stor. Her stak Randi Pontoppidan markant ud. Hun var “The odd one out”. I en mørk jazzklub setting med bier vom fass var det mere end almindeligt svært for en eksperimenterende stemmekunstner at finde fodfæste. Jeg ved ikke Randi Pontoppidan fandt fodfæste - det er nok ikke meningen at hun skal gøre det. Hun gjorde sit og var forbavsende upåvirket af et publikum der for manges vedkommende ikke var sporet ind på Randi Pontoppidans stemmekunst og elektroniske bleeps.

Little North

At der ikke var et klaver stillet til rådighed for klavertrioen Little North som aftalt - men et Casio-keyboard betød imponerende lidt for det koncertbrag som Little North indtog Lila Eule med. Jeg tænkte over det manglende klaver i ca. 5 sekunder, hvorefter jeg blev indfanget af trioens udadvendte triojazz. De talte direkte til publikum og jeg overdriver ikke, når jeg skriver at de havde publikum i deres hule hånd. 

Var jeg booker for en festival ude i Verden, så var jeg overbevist. De spillede deres jazz perfekt. 

Bévort 3

Tenorssaxofonisten Pernille Bévort har en sejt swingende rytmegruppe med Esben Laub på trommer og Morten Ankarfeldt på bas. Hun har fået godt fat i et større publikum gennem Spotify. Hendes mere tilbageholdende stil som musiker opvejes af en stilistisk sikkerhed. Her er ikke så mange dikkedarer. Det er jazz med fokus på klassiske virkemidler i form af teknisk overskud og grundlæggende færdigheder.

Kemaca Kinetic

At der ikke var plads til flere danske optrædende på Lila Eule afholdt ikke den ålborgensiske powertrio Kemaca Kinetic fra, at spille en sen koncert på den sidste aften på Jazzahead. De havde lavet aftale med den lille café Papp der lå lige ud til floden Weser der løber gennem Bremen. De spillede en “In your face” koncert på et proppet Papp. Der var nok flere danskere end andre nationaliteter. De fik sat eftertrykkeligt gang i den med deres nutidige take på jazzrock. Casper Hejlesen på guitaren løb aldrig tør for toner.

Hov! Nu var det lige pludselig slut. Jeg stod udenfor Papp sammen med en flok danskere der var klar til efterfest på Hotel Maritime eller nattejam et sted i byen. Jeg havde drukket den sidste øl og vendte næsen mod Air bnb lejligheden hvor vi boede. Her nåede jeg en nightcap sammen med Turn it Over Records folkene og kunne se tilbage på en intens weekend. De havde indgået aftale med Cowbell Records og fik kontakt til flere jazzmusikere som de måske skal arbejde sammen med i fremtiden. Heriblandt var der en som jeg altid har sat meget pris på, som de måske skal udgive vinyler med.

 

Jeg ved ikke om det er efterveerne af coronaen. Der var ikke lige så mange gæster som der plejer at være på Jazzahead. Jeg hørte rygter om, at der kun var det halve af det der plejer at være.

Fra et jazzblogger perspektiv var det sjovt med en weekend der kun handlede om jazz. Det er tydeligt at JazzDanmark satser hårdt på Jazzahead. Ikke mindst i kraft af deres Club Night. De var synlige og som det vigtigste tror jeg, at flere danske jazzmusikere fik hul igennem til muligheder i udlandet.

Til sidst et billede af en DeLorean som vi kørte forbi på den tyske Autobahn. En bil mage til den som Marty McFly og Doc brugte som tidsmaskiine i Back To The Future filmene. Det billede fik 80 likes på Instagram. Min billedserie fra Jazzahead fra 30 likes…