tirsdag, september 30, 2025

Alberte Svenningsen: Mere end mig (BlikFlak) digital

 

Der er gået 6 år siden debutpladen Traneblæs, hvor altsaxofonisten Alberte Svenningsen fik slået sit navn fast. Det er måske lidt lang tid, hvis man har de klassiske musikkarrierebriller på. Her gør det ikke det store. For det første har Svenningsen holdt fast i de samme musikere som på debutpladen. Jonathan Bruun Meyer på basun, Anders Juel Bomholt på bas, Lasse Jacobsen på trommer og som den nye, Viktoria Søndergaard på vibrafon. Det sidste er intet mindre end genialt. Hun passer så godt ind i Svenningsens musikalske sprog.


Det giver sig selv at det er en mere moden plade. Musikken er skrevet med inspiration i hverdagen og en refleksion over det levede liv. Alene pladens titel Mere end mig er med til, at fortælle noget om at der er stiftet familie. Det er her hvor musikken bliver en smuk kommentar til Svenningsens liv. Titelnummeret der bevæger sig mellem det løse og det strukturerede. Pladens "hit" er Omsluttet af kærlighed, hvor Svenningsen og Søndergaard går i en musikalsk symbiose. Altsaxofonen og vibrafonen står så godt sammen. Det kan man også høre på Tosomhed, hvor de spiller duo. Alberte Svenningsen har atter lavet et godt album. Der behøver ikke at gå seks år inden den næste.

BlikFlak

mandag, september 29, 2025

Barimore: Soft heart, open mind (Gateway) digital

 

Indspilningerne har 13 år på bagen. Heldigvis synes Mads Ole Erhardsen ikke at vi skulle snydes for dem. Det er 9 numre, hvor han udelukkende spiller på baritonsaxofon. Han er sammen med Morten Ankerfeldt på bas og Janus Templeton på trommer. Der er med andre ord skåret helt ind til benet. Jeg er nok lidt simpel, når det kommer til baritonsax, men jeg tænker altid på Gerry Mulligan og Lars Gullin og cooljazzen, når det kommet til det instrument. Mulligan lavede de berømte pianoløse indspilninger sammen med Chet Baker, hvor det lige pludselig overlod en masse luft og plads til blæserne. 


Mads Ole Erhardsen er en jazzromantiker og placerer sig ikke langt fra mine referencer. Han spiller både egne numre og numre af eksempelvis Bill Evans og Dexter Gordon. At han også synger en enkelt sang gør ikke noget. Det er sangen Gran Torino fra Clint Eastwood filmen af samme navn og som Jamie Cullum oprindelig sang. Her er det noget helt andet. Mere skrøbeligt, nærværende og spartansk. I det hele taget er det indtrykket jeg står tilbage med når jeg har lyttet til albummet. 

Streaming


søndag, september 28, 2025

The Counterfictionals/Mikkel Nordsø Band - Jazz Nights Holstebro - 27. september

 

Siden 2021 har festivalen Jazz Nights været med til, at sætte lys på jazzen i det nordvestlige hjørne af Jylland. Det er med udgangspunkt i Holstebro, byen der var været hjemby for den legendariske Jass festival. Årets program bød på mange godbidder. Det er trommeslageren og den tidligere Holstebro-dreng Anders Mogensen, der står i spidsen for festivalen.


Jeg havde valgt at besøge festivalen, lørdag aften, hvor først The Counterfictionals spillede, efterfulgt af Mikkel Nordsø Band. Det foregik på det gamle slagteris grund i to forskellige sale.


I Pallesalen var der ægte slagteristemning med hvide fliser på væggen og et råt udtryk med tydelige rør og ledninger. Her skulle The Counterfictionals spille. Jeg var bekymret for lyden med alle de hårde flader. Den bekymring blev heldigvis gjort til skamme. Loftpladerne gjorde en god indsats. The Counterfictionals ledes af Kristoffer Rosing-Schouw, der er en ægte multikunstner. Han har hentet inspiration i litteratur og film - og inkorporerer det i musikken. Han nåede i løbet af koncerten både at spille på klarinet, basklarinet, saxofon, fløjte og ikke mindst theremin. Bandet var det samme som på pladen, An incomplete encyclopedia of gentle emotions, og det var heldigt, da koncerten bestod af al musikken fra albummet plus lidt bonusnumre til slut.


Musikken var mættet af stemning - en filmisk og billedrig fortælling, hvor Rosing-Schouw ledte bandet gennem den smukke musik. Vi hørte Bjørn Heebøll på trommer, Tove Sørensen på bas, Henriette Groth på klaver og klarinet, Jeppe Zacho på saxofon og klarinet og Maja Romm på guitar. Jeg blev blæst helt væk af balladen, Beatrix & Bill, hvor Henriette Groth indledte nummeret på melodica. Det rolige og enkle var rislende smukt. Der var noget behageligt over Kristoffer Rosing-Schouws måde at lede bandet gennem musikken, hvor han flere gange satte sig ned på scenen omgivet af bandet og flød med musikken. Det smittede. Stemningen flød udover scenekanten og satte sig i publikum. Jeg satte mig også ned rent mentalt og lod mig flyde med. Det var en stor oplevelse.


Skiftet til Mikkel Nordsø Band gik hurtigt, der var et kvarter mellem koncerterne. 

Nordsø og co. spillede i Subhuset. Bandet har eksisteret siden midten af firserne, hvor Ole Theil på trommer, Peter Danstrup på bas og Ben Besiakov på tangenter har været med hele vejen. Den cubanske conguero Eliel Lazo kom med for 10 år siden. Sidst tilkomne var en anden percussionist, den i København bosiddende italiener Frederico Nelson, der i den grad kunne matche Lazo’s ekvilibrisme. 


Mikkel Nordsø Band er en charmerende rodebutik af Santana inspireret jazz-rock, latin og fusion. At de så havde taget mundharpevirtuosen Mathias Heise med som special guest var kun fedt. Når Nordsø band er bedst, så kommer den helt op at ringe. De er uovertrufne til at koge et grove, hvor Nordsø tager en solo efterfulgt af en beskidt Besiakov solo, der så toppes af Mathias Heise og Eliel Lazo. Det er fedt at opleve dem spille sig helt ud i en solo, der kun kan betegnes som lirens. Lazo charmerede sig gennem latin nummeret Mambo Lady og Heise spillede lækkert unisont med Nordsø i Back in Bamako. Bandet var så meget i musikalsk flow, at det først var efter 2 timer (uden pause), at de spillede aftenens sidste nummer. 


Lyden var ikke helt i skabet i Subhuset. Trommelyden var underligt mudret. At Mikkel Nordsø heller ikke helt havde styr på computeren, der skulle styre et virtuelt pedalbræt, var ganske sjovt - og fik min sidemand til, at spørge om jeg ikke kunne huske den der artikel fra bladet Hifi & Elektronik fra 80’erne, der handlede Sneakers-guitaristen Nordsø, der gik all in på guitar synthesizeren. Nordsø er stadig helt fremme inden for det sidste nye til guitaren. 


Holstebro Jazz Nights var særdeles velbesøgt og lokalerne meget velegnede til koncerterne. Vi kommer helt sikkert igen. 

Jazz Nights

lørdag, september 27, 2025

Bøje/Friis Nielsen/Rønn (Nische) CD/digital

 

Selv om han bevæger sig i en nichegenre, hvor publikumsinteressen ikke er den største, så afholder det ikke pianisten Christian Rønn fra at have et ganske stort output. Tidligere i år kom der en plade hvor han var sammen med PO Jørgens og senere i år kommer der en plade, hvor han er sammen med Randi Pontoppidan. På den aktuelle, jeg har mellem hænderne, gælder det trioen sammen med bassisten Peter Friis-Nielsen og trommelageren Claus Bøje. Det er deres anden plade. I øvrigt har han også udgivet musik sammen med Peter Peter i år.


Det er fritænkende jazz, der har sluppet strukturens og timingens bindinger. I stedet har de fundet sammen om et ubundet og personligt musikalsk sprog. Peter Friis-Nielsens baslyd og udtryk er både genialt og personligt - der er ingen der lyder som ham. Han burde i det mindste få opkaldt en boulevard eller et torv efter sig. Claus Bøje er lige så meget en legende. Han spillede sammen med Peter Friis Nielsen i Coronarias Dans for 55 år siden. Bøje har et legende og let udtryk på trommerne, hvor intet er overflødigt. Christian Rønn kommer ind med et tydeligt og aldrig tøvende klaverspil, der sine steder kan minde om noget moderne klassisk musik og så alligevel ikke. 


Trioen spiller free jazz af den slags man ikke kan få for meget af.

Bandcamp

torsdag, september 18, 2025

Bjørn/Jørgensen: Genspejlinger (Mørke Tider//Ungt Bid) LP/digital

 

Det er næppe nogen overraskelse, hvis du er fast læser af denne blog, at smalle og underfundige udgivelser i fysisk form er noget som der sættes stor pris på. Det gælder i særdeleshed den her, der er lavet som et soundtrack til PhD afhandling. Manden bag projektet hedder Sune Bjørn Larsen der bla. slår sine folder i duoen Urogenklang, der laver dansksproget rock. Det handler det slet ikke om her. 


Sune Bjørn kategoriserer selv musikken på pladen som moderne jazz/ECM genren. Det kan han for så vidt godt have ret i. Det luftige og rolige som kendes fra mange af pladeselskabet ECM’s udgivelser er også fremtrædende her. Mikael Jørgensen spiller guitar mens Sune Bjørn sørger for diverse tangenter og en ordløs sfærisk vokal. Stemningen er lidt grådiset. Vi er ovre i mol. 


Det er her at det begynder at blive ekstra interessant. Hvordan kan man lave musik til ens eget PhD projekt, hvor musikken ikke ligefrem lyder specielt opløftende? Musikken er lavet til afhandlingen Are you impressed? Det er en undersøgelse af presset i, at skulle præstere og imponere fra en organisationsudviklingskonsulents perspektiv. Han beskriver hvordan mange føler sig pressede og fortabte i behovet for at præstere, kontrollere og styre i det moderne arbejdsliv. Sune Bjørn er organisationspsykolog, så det er her, hvor hele PhD’en kommer ind i billedet. Han har også været så flink at sende selve afhandlingen til mig. Jeg har klatlæst i den - jeg er selvfølgelig nysgerrig - og samtidig ret meget på udebane.


Det er jeg ikke i forhold til musikken, hvor pladens side 2 indeholder nummeret Refleksivitet - den er både trist og smuk. Et rum til refleksion over egen praksis. En PhD er ikke en føle/mærke ting. Derfor er det vildt modigt at Sune Bjørn tør sætte følelser på afhandlingen. Der er link til afhandlingen nedenunder. Musikken kan høres på streamingtjenesterne og på vinyl, hvor Sune Bjørn har fået fremstillet 100 eksemplarer.

https://uhra.herts.ac.uk/id/eprint/16922/

onsdag, september 17, 2025

Rolf Thofte Quintet: Martha’s Dance (April Records) LP/CD/digital

 

Der skal lyde en stor tak til trompetisten Rolf Thofte for at samle denne suveræne kvintet, der spiller jazz med stort J og med så meget hjerte og sjæl, at det kan mærkes allerede inden pladen lander på pladespilleren. Han er sammen med tenorsaxofonisten Andreas Toftemark som han også spiller sammen med i A Plane to catch, pianisten Rasmus Sørensen, bassisten Jakob Roland og trommeslagren Henrik Holst Hansen. Det er Rolf Thoftes første plade i eget navn. Han har tidligere lavet plader med tenorsaxofonisten Simon Thorsen i Thofte/Thorsen Quintet og været et fremtrædende medlem af Kathrine Windfelds Big Band.


På Martha’s Dance præsenteres vi for syv numre som Rolf Thofte har skrevet. Der er titelnummeret, der er skrevet til datteren. Det er en melodi så enkel som et børnerim spillet i 5/4. Det leveres med et smittende godt humør. Rolf Thoftes trompet er en fornøjelse at lytte til. Et nummer i en lidt anden og mere pågående stil er All… der er skrevet over All the things you are. Thofte undersøger klaverets muligheder for alternative harmoniseringer af jazzstandarden. Den mulighed griber Rasmus Sørensen selvfølgelig og indtager nummeret på forrygende vis. Rytmegruppen syder og swinger, hvilket kun får Andreas Toftemark og Rolf Thofte til, at stå endnu skarpere. En dejlig jazzplade fra nogle af hovedstadens hotteste jazzmusikere.

Bandcamp

tirsdag, september 16, 2025

Rolf Billberg: At Subland, Malmö, Sweden 1965 (Steeplechase) LP/CD/digital

 

Den svenske saxofonist Rolf Billberg døde kort før sin 36 års fødselsdag. Han opholdt sig i længere perioder i København, hvor han bla. spillede med Jørgen Ryg, Ib Glindemann, William Schiøpffe, Erik Moseholm og fik et barn. I Sverige spillede han ofte med Lars Gullin. Det var først efter hans død, at der blev udgivet plader i Rolf Billbergs navn, heraf flere med udgangspunkt i tiden i København.


Denne plade indeholder musik indspillet i Malmö under et år før hans død. Når man hører hans altsax, klangen, nerven og tilstedeværelsen i musikken kan man kun blive trist over at Rolf Billberg ikke fik lov til, at være her længere. Han er en af de helt store i svensk jazz. Musikken er indspillet på klubben Subland, hvor han er sammen med Lucas Lindholm på bas, Lasse Lindström på trommer og guitaristen Kjell Norlén på et enkelt nummer. 


Det er næppe tilfældigt at de spiller Lee Konitz’ Hi Beck. Jeg kommer til at tænke på Konitz’ rene og klare tone, hvor der aldrig tvivles. Det er noget af det samme der kommer fra Billberg. Pladen afsluttes med Charlie Parker’s Yardbird Suite. På pladens side 1 finder vi I can’t get started og Topsy. Lyden på pladen er fuld af ambience. Musikere står skarpt og rent i billedet. I baggrunden kan man konstant høre en masse snakken og uro. Det er mildest talt skide hyggeligt. Vi er budt indenfor i selskab med jazzen. Forestil dig en rå udgave af Jazz at The Pawnshop. '


En vigtig udgivelse som den indsigtsfulde instrumentkollega Mats Gustafsson har skrevet linernotes til.

mandag, september 15, 2025

Kaptajn Ørentvist + Pierre Bastien: Vanishing worlds//Kaptajn Ørentvist + Giancarlo Schiaffini: Grappa rules//Kaptajn Ørentvist + Jimi Tenor: Paradox Island (Ninth World Music) CD/digital

 

Tre udgivelser fra Jørgen Teller og PO Jørgens’ band Kaptajn Ørentvist på en gang i tre forskellige samarbejder har sendt lyttelapperne på overarbejde. 


På den første er Kaptajn Ørentvist sammen med den franske multiinstrumentalist Pierre Bastien. Bastien laver selv instrumenter, hvor metalbyggelegetøjet Mecano altid har været en del af instrumentariet. Han spiller også på præpareret kornet, negle violin, rotererende fløjter og diverse elastikinstrumenter. Det fortæller en hel del om den ukonventionelle musikers tilgang til musikken. Derfor passer han også godt sammen med Kaptajn Ørentvist, der på ingen måde gør det forventede. Det er tre legelystne, ekstremt nysgerrige musikalske væsener der mødes i et improvisatorisk hav af muligheder.


Den 83 årige italienske Giancarlo Schiaffini spiller trombone og intet andet. Han er bla. kendt fra samarbejder med Lol Coxhill og Thurston Moore. Her bevæger Kaptajn Ørentvist over i et mere europæisk klingende free jazz lignende univers. Jørgen Teller holder sig til en akustisk guitar med stålstrenge mens PO Jørgens er i percussionhjørnet. En højeksplosiv og meget intens plade.


Min favorit i stakken er samarbejdet med finske Jimi Tenor, der spiller fløjte, tenorsax og keyboards. Her er Kaptajn Ørentvist udvidet med Erik Kimestad på trompet og Kristian Tangvik på tuba og elektronik. De fem musikere finder sammen på en bund af PO Jørgens frie rytmer, der aldrig løber tør for energi. PO Jørgens har suget alverdens musik til sig - og ud kommer der nye veje der sender tankerne i mange retninger. Her er mere elektronik end på de to andre plader. Det er som om at det musikalske vokabularium er uendeligt. Der sker hele tiden noget uventet. Det er særligt Jimi Tenors og Erik Kimestad soli der får min opmærksomhed. Lyt feks. til det uforlignelige nummer Black Blood. PO Jørgens skaber et grovve fra en anden verden. Pladen får en stor anbefaling herfra.

PO Jørgens på Facebook

fredag, september 12, 2025

Peter Marott: MAROTT (Termansen) LP/digital

 

Da jeg hørte første single Feeling fine og siden den anden single Vågen i Valby, var det tydeligt for mig, at der var noget stort i vente. Trompetisten Peter Marott har lavet et soloalbum, der fra start til slut er en kæmpefornøjelse. Det kan godt være, at Marott er kendt som trad. jazzmusiker, som mangeårigt medlem af Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band, som kapelmester i Søren Østergaards Zirkus Nemo og meget andet. Med det nye album føjer han endnu en dimension til sit kunstneriske virke. Det er uden tvivl det mest personlige og musikalsk rørende udspil fra erfarne trompetist. 


Han har allieret sig med et hårdt jazzhold. Martin Schack på Hammond-orgel, Regin Fuhlendorf på guitar og Morten Ærø på trommer, der alle kan spille indlevende og følsomt. Desuden gæster tenorsaxofonisten Jan Harbeck på et par numre. Åbningsnummeret hedder ganske passende Prolog, hvor Marott er i det sfæriske hjørne i indledningen af nummeret, hvor han også vender tilbage hen mod slutningen af nummeret. Martin Schacks Hammond giver en lækkert underlag til nummeret. Feeling Fine er et hit. Den lette og optimistiske tone smitter og Regin Fuhlendorfs guitar sætter rytmen. 


Vågen i Valby er Marotts udgave af filmen Sleepless in Seattle. Melodierne er skrevet med udgangspunkt i Marotts liv, hvor livet som freelancemusiker hyldes i No Work Blues. Mens Zirkus in the rain er et minde fra tiden med Zirkus Nemo. 


Pladen har et tidløst udtryk over sig. Marott er inspireret af klassisk pop og jazz og hans vision og drømme for albummet er ekstremt vellykket. Det er et personligt album, hvor man som lytter føler sig budt indenfor. Afslutningsvis vil jeg kun tilføje at albummet er meget anbefalelsesværdigt - du vil helt sikkert kunne sætte den på pladespilleren i dag med lige så stor glæde som du vil gøre om 10 år.

Peter Marott

torsdag, september 11, 2025

Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: Colors (Loveland Records) LP/digital

 

Der er gået seks år siden danske Maria Laurette Friis og Thomas Morgan mødtes i Village Studio i Vanløse. Nu har Jakob Bros pladeselskab Loveland Records sørget for, at vi kan høre musikken, både på vinyl og digitalt. Det er to helt unikke improvisatorer, der mødtes til en tre timer lang session, hvorfra vi kan høre 9 dele på pladen Colors. 


Vokalisten Maria Laurette Friis rumsterer i jazzens undergrund, hvor hun nok er mest kendt for Tys Tys, sit eget Fritz Fontana Ensemble og samarbejdet med Søren Kjærgaard. Thomas Morgan kender vi selvfølgelig herhjemme fra Jakob Bros trio, men også fra så forskellige folk som Anne Efternøler og Bill Frisell.


Her er der skåret helt ind til det allermest nødvendige. Maria Laurette Friis vokal med et improviseret sprog, ord og lyde der opstår i øjeblikket. Det finder sammen med Thomas Morgans rene og enkle basspil. Morgan har sans for sproget. Han mestrer i øvrigt både esperanto og computerprogrammeringssprog. Friis og Morgan har noget at fortælle til hinanden gennem musikken. Det er det modsætningsfulde og intuitivt abstrakt konkrete der står centralt. Her skal er ikke fortolkes og analyseres. Her skal der mærkes og sanses. Duoens unikke udtryk er dragende og afvekslende. 

Bandcamp

onsdag, september 10, 2025

Coco Chatru Quartet: Limbokalia (Trygger Music) LP/digital

En svensk jazzkvartet opkaldt efter en eventyrer, der muligvis er fiktiv, men det gør ikke historien dårligere, når man finder ud af, at hun har været på ekspeditioner i de dybe have, spillet roulette med bøller i skyskrabere og været til mærkelige teselskaber. Kvartetten består af fire erfarne musikere. Limbokalia er deres andet album. Den første hed Future og bevægede sig stilistisk i det samme musikalske landskab som den aktuelle plade.


Der er en spilleplade med til Limbokalia, hvor man rejser rundt som Coco. Spillet er slut, når andet sidste nummer på LP’ens side 2 er færdig - der iøvrigt hedder Cocos Bolero og lyder henad Ravels Bolero eller når den første er nået til landet Limbokalia. Det er en hæsblæsende omgang rundt i verden. Kvartetten består af Linus Kåse på altsax, Charlie Malmberg på barytonsax, Håkan Trygger på bas og Daniel Kåse på trommer og vibrafon.


De henter en god bid inspiration i 50’ernes cool og westcoast jazz og i deres egen svenske jazzarv, hvor det vel ikke er så underligt at man tænker på henholdsvis Rolf Billberg (altsax) og Lars Gullin (barytonsax). Der er ikke noget klaver i kvartetten, hvilket er med til, at give dem et mere råt og luftigt aftryk. Melodierne er både kantede og flydende, mens kvartetten hele tiden bevarer et konsistent udtryk. De har selv lavet musikken, udover pladens sidste nummer, Melancholia af Ellington, hvor vibrafonen er i centrum. 


Coco Chatru Quartet er et underholdende og jätteskönt jazzigt bekantskap

Bandcamp

 

fredag, september 05, 2025

Janne Mark & Aarhus Jazz Orchestra feat. Arve Henriksen: Delta (Jaeger Community) LP/digital

 

Det er blevet til to albums på det store tyske pladeselskab ACT Records for Jazznytprisvinderen fra 2018, Janne Mark. Fælles for dem begge var at den norske trompetist Arve Henriksen medvirkede på dem. Det gør han heldigvis også på Janne Marks nyeste udgivelse, Delta, hvor hun genbesøger salmer fra de to albums i selskab med Aarhus Jazz Orchestra. 


Det er Aarhus Jazz Orchestra’s saxofonist Cesar Joaniquet, der på forbilledlig vis har arrangeret musikken. Salmerne er lavet til at blive brugt og sunget i fællesskab. Her folder han dem ud i tre dele, hvor big bandet får præsenteret musikken som små suiter. I den første del samles det man på mere verdslig vis kan kalde Janne Marks greatest hits. Verden er en salme, Gå stille og tyst, Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage, Pilgrim og Both in the world and yet outside it kobles sammen på forunderlig og logisk vis. Joaniquet kommer ind i salmernes sjæl og får gennem big bandets store lyd foldet dem ud på ny. 


Mødet mellem Janne Marks stemme, salmerne, Arve Henriksens trompet, big bandet og Joaniquets arrangementer er en stor lytteopplevelse. Som i opbygningen i tredje del til Altid allerede elsket, hvor det bliver dramatisk og storladent. Der er ikke nogen der sparer på noget som helst. Delta er en god og meget vellykket tilføjelse til Janne Marks musikalske verden. 

Jaeger Community

torsdag, september 04, 2025

Anne Efternøler & Lige Børn: Brugskunst (Hobby Horse Records) LP/CD/digital

 

I jazzen bliver det ikke bare ved snakken. Det sker også. Som når en trompetist får en idé med kvartet bestående af hende selv på trompeten og 3 bassister. Nu er andet album med Anne Efternøler & Lige Børn udkommet. Hun er sammen med tre af de fedeste jazzbassister på denne planet. Amerikanske Thomas Morgan, danske Anders AC Christensen og Anne Efternølers mand Richard Andersson.


Jeg var ikke i tvivl i forbindelse med den første plade, der strøg direkte ind på listen over de bedste jazzudgivelser i 2022. Anne Efternøler fortsætter i samme gode spor, hvor der er plads til det frie og det strukturerede, hvor der er plads til et formidabelt sammenspil, der kræver koncentration og fokus. Det er det enkle og minimalistiske udtryk. Der er skåret ind til det vigtigste, der hvor den smukke og ærlige stemning skinner. 


Anne Efternølers rene tone på trompeten sammen med tre bassister, der i det små får det store til at vokse frem er en fornøjelse. 

Bandcamp

onsdag, september 03, 2025

The Counterfictionals: An incomplete encyclopedia of gentle emotions (Zack’s Music) LP/digital

 

Kombinationen af at være musiker, der måske nok har klarinet og saxofon som hovedinstrument og siden har lært at spille theremin oveni alle de andre instrumenter, er et godt udgangspunkt for at lave musik. Når man så også skriver musik, har et band, er en dygtig tegner og helt vild med film og litteratur, så har du Kristoffer Rosing-Schouw. 


Han har bandet The Counterfictionals som han for seks år siden lavede den DMA nominerede plade No Hay Banda med. De er atter aktuelle og bandet er det samme; Bjørn Heebøll på trommer, Tove Sørensen på bas, Henriette Groth på klaver og viola, Jeppe Zacho på saxofon og Maja Romm på guitar.


Albummet åbner med Poems and Rain og endnu en gang rammer Rosing-Schouw lige ned i nogle af mine filmfavoritter; Timothèe Chalamet, Tilda Swinton, Jim Jarmusch, Wes Anderson etc. har rumsteret i ham, da han lavede musikken. Der er hentet inspiration i 3. kapitel af James Joyce’s Ulysses, hvorfra der læses en passage op af David Kerns. Martin Fabricius gæster på vibrafon. Rosing-Schouw har lavet tegninger og tekst til hvert enkelt nummer.


Der er feks. The Puppet der er inspireret af filmen Being John Malkovich men også af gnosticisme, depression og konspirationer. En stor favorit er Beatrix and Bill, der er inspireret af en Quentin Tarantino film, her skriver Rosing-Schouw ikke hvilken film det drejer sig om. Jeg spoiler næppe noget ved at skrive at det er Kill Bill. Her spiller kapelmesteren på melodica og theremin, der er ywangy guitar og klarinet. Det er et meget stemningsfyldt nummer, der får stuen til at valse stille i takt med nummeret. 


An incomplete encyclopedia of gentle emotions er en meget anbefalelsesværdig udgivelse. Du kan selvfølgelig lytte til den på Spotify, hvilket langt hen ad vejen er ganske stort. Når man sidder med den fysiske udgivelse mellem hænderne bliver det kun endnu større.

The Counterfictionals

tirsdag, september 02, 2025

daoud: ok (ACT Records) LP/CD/digital

 

Når en musiker lanceres som en enfant terrible i fransk jazz, så er jeg ekstra nysgerrig. Fransk-marokkanske Daoud aka. Luc Klein Ben Abdeslam er aktuel med andet album i eget navn og den første på den store internationale label ACT Records.


Trompetisten, der også spiller på flugelhorn, synths og Ondes martenot har lavet en plade, der på mange måder fortsætter stilen fra debutpladen Good Boy fra 2024, hvor han på elegant vis blander jazz med pop og hip hop. Denne gang er der blevet råd til, at gå lidt mere i dybden i produktionen og til at invitere internationale gæster. Undervejs dukker flere af europæisk jazz' pt. hotteste navne op. Hollandske Teis Semey på guitar, polske Kuba Wiecek på altsax og britiske corto.alto på trombone er blandt gæsterne.


Musikalsk er det ikke så bad ass’et. Det er i stedet ret lækkert. Han er startet i studiet med bandet, hvor de på jazzet vis, har indspillet musikken uden så mange dikkedarer. Efterfølgende er det rykket over i en pop produktion, hvor der er kælet for detaljerne. Det er den store styrke ved pladen. Den gennemført lækre produktion. Jazz, hip hop, r’n’b, electronica, pop, afro og drum’n’bass smelter sammen. Der er flere gode hits på pladen. Dijon, Plato’s Twins og Soda er nemme at gå til. Trænger du til nutidig jazz der er let at gå til, uden at forfalde til det rene smør, Så er Daoud et godt sted at gå hen.

Bandcamp

mandag, september 01, 2025

Crispell/Andersson/Østergaard: The Cave (ILK) digital

Den amerikanske pianist Marilyn Crispell har passeret 75 år og kan se tilbage på en karriere med længerevarende samarbejder med bla. Anthony Braxton, Joe Lovano, danske Lotte Anker og med egne udgivelser på ECM Records. Karrieren er ikke på vej i hi. Crispell har sammen med den danske trommeslager og komponist Michala Østergaard Nielsen og den svenske bassist Thommy Andersson lavet et smukt album. Der er i øvrigt også en udgivelse med Jakob Bro og Marilyn Crispell på vej, mere om den senere.


Der er Michala Østergaards musik der bringes til live på The Cave, hvor jazzens frie sjæle mødes og interagerer. Det er åbne og luftige kompositioner der bringer trioen på vej. Åbningsnummeret, der også er titelnummer, er et smukt og enkelt klaverstykke, hvor meditative ro forplanter sig i lytteren, der med sindsro går ind i trioens musikalske hule. Den efterfølgende My Spirit Heart er et centralt nummer på en plade, der byder på koncentreret musik, der nærmest står og vibrerer i rummet, når den afspilles. Det er en central og vigtig udgivelse i Michala Østergaard-Nielsens karriere.

Bandcamp