Velkommen til anden udgave af Singlenyt Jazznyt. I næste uge kåres årets singletrack ved DMA Jazz, det er vist kun tredje gang at kategorien er med. Det har taget Jazznyt lidt længere tid, at få sat fokus på singlen. Jeg har fundet fem meget forskellige singler frem denne måned. Du finder musikken på streamingtjenesterne. Glæd dig til december, hvor det bliver en særlig juleudgave.
Antonio Dayyani & Kristoffer Jessen: Alt eller intet (April Records)
Jazznyts store favorit Antonio Dayyani er altid god for en overraskelse. Denne gang i form af Kristoffer Jessen, forsangeren fra bandet Søn, der holder fri fra det elektroniske univers. Han blender fint ind med Dayyanis melodiske og nordisk inspirerede jazz. Læg i øvrigt mærke til Jon Askjærs skønne trompet(eller flygelhorn) solo undervejs.
Smag på dig selv & Viktoria Søndergaard: Vik’s Rawcore (Stunt)
Jøsses i himlen da! Sikke en drønnert. Først hører man Viktoria Søndergaards vibrafon, hvorefter det eksploderer i et beat der kører med en millionmilliard beats per minute. Det er både grimt og fascinerende. Smag på dig selv drejer i en ny og mørkere retning. Besøget fra Viktoria Søndergaard er genialt.
Jon Henriksson: Grönbete (April Records)
Den svenske bassist Jon Henriksson, som årvågne jazzlytter selvfølgelig kender fra Rasmus Sørensens trio, er aktuel med førstesingle fra albummet der kommer næste år. Sørensen er osse med hos Henriksson. Stilen er nordisk melankoli der møder amerikansk hard bop. Den svenske saxofonist drysser sammen med Rasmus Holm på bastrombone og Pelle von Bülow stjernedrys ud over nummeret.
Lis Wessberg & Veronika Rud: The Promise (April Records)
Hun har allerede gjort godt opmærksom på sig selv med sin egen musik. Sangeren Veronika Rud bliver på smukkeste vis skubbet frem af Lis Wessbergs musik og trombone på nummeret The Promise. Det er et helt særligt match. At der også er strygere og en diskret spacet keyboardsolo med, gør kun det hele bedre.
Plum and I: Meshes and Masses (Plum and I)
Jeg må med skam erkende at jeg ikke før har beskæftiget mig med duoen Plum and I her på bloggen. De udgav allerede en single i 2022 og siden er der bla. kommet et album til. Mathias Jønsson på guitar og Konrad Tosti på flygelhorn har lavet et elegant svævende og sfærisk nummer inspireret af Floating Points og Bill Frisell. Det er en forløber for en EP der kommer i 2026.