“En komponent, som omdanner fra en energiform til en anden – eller kan give respons på en fysisk påvirkning – kaldes en transducer.” Sådan er den helt korte Wikipedia beskrivelse af de små bokse som Lars Greve havde monteret på ventilationsrørene og bagvæggen i en 600 kvadratmeter store udstillingshal på Copenhagen Contemporary på Refshaleøen.
Her spillede han to gange om dagen over 8 dage i februar.
Hallen blev til en højtaler. Et rum hvor lydens vibrationer kunne mærkes på rørene. Bagvæggen skælvede når de dybe bastoner satte ind, hvilket min krop mærkede da jeg lænede mig op ad væggen under koncertinstallationen torsdag aften. Musikken opstod som en slags feedback: Greve spillede på sin klarinet og lyden blev sendt via talrige transducere direkte ud til rørene, der blev bragt i vibrationer og gav sit eget besyv med i form af dirrende over- og undertoner.
Lars Greve har gennem flere år været optaget af rum og dets påvirkning af lyden, hvilket bla. er dokumenteret på Breidablik fra 2014 og Ingvar Cronhammar samarbejdet Dødedans fra 2017. Han er gået endnu dybere ind det og har skabt platformen Resonerende Rum, som installationen på Copenhagen Contemporary er en del af.
Ved koncertinstallationen spillede han på klarinet, dobbeltklarinet og basklarinet. I et næsten tre kvarter langt flow frembragte han lyde og stemninger gennem improvisation, hvor droner, magi og gentagelser hvirvlede rundt i rummet. Hen mod slutningen var der en hilsen til kunstneren Ingvar Cronhammar, gennem nogle toner fra Jeppe Aakjærs Stille Hjerte, som Greve spillede til Cronhammars begravelse for snart et år siden.
Publikum blev bedt om at bruge rummet, at gå rundt og høre og mærke lyden, lægge sig, stå eller sidde på gulvet. Oplevelsen ændrede sig alt efter hvor man befandt sig. Med skærpet lyttesans gik jeg ind i nærmest meditativ tilstand, hvor tankerne befandt sig i nuet sammen med Greves toner.
I forbindelse med udstillingen har Greve udgivet LP’en En Verden, der melder sig. Den er indspillet i rummet, der oprindeligt var en B&W svejsehal, på Copenhagen Contemporary. Den er optaget ved at man har bevæget sig rundt i rummet. LP’en gengiver på den måde en lignende oplevelse som den man havde i rummet unde koncertinstallationen. En dynamisk og foranderlig lydoplevelser.
LP’en er et flot dokument, hvor Lars Greves klarinetimprovisationer optager den ene side. I øvrigt er der presset 32:25 minutters musik ind på den side, hvilket er rekord for det danske vinylpresseri Nordsø. På den anden pladeside er der et resonerende motiv, skabt af kunstneren Carl Krull. En verden, der melder sig markerer også en overgang til noget nyt. Lars Greve har afsluttet et skriftligt forskningsprojekt på Det Rytmiske Musikkonservatorium om resonerende rum og er klar til næste fase, hvor han skal lave flere projekter med rum, der spiller med og er en del af lydudtrykket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar