Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag

onsdag, marts 03, 2021

Malene Kjærgaard: Jorden rundt med Malene Kjærgaard (Malene Kjærgaard) LP/DL/stream

 

Hun vandt JazzDanmarks Børnejazzprisen tilbage i november med dette projekt. Sangerinden Malene Kjærgaard står bag Jorden rundt med... Hun har tidligere lavet flere voksenjazz plader og har i de senere år vendt sig mod børnejazzgenren. Hun har skrevet musikken på pladen, der som titlen indikerer, kan betegnes som verdensjazz.


Malene Kjærgaard starter på Hawaii og undervejs kommer vi både til Trinidad, Mexico, Ghana og Brasilien. Det giver sig selv at landene bidrager med numre, der er inspireret af genrer og rytmer fra de forskellige lande. Hun er sammen med Maj Berit Guassora på trompet, Johannes Wamberg på guitar, Tobias Dall på bas og Tira Skamby på percussion. De leverer et velsmurt og behageligt soundtrack til Malene Kjærgaards sange. 


Den udkommer på flot orangefarvet vinyl, der er presset hos Nordsø Records, så er der også lidt lækkert til mor og fars stereoanlæg, hvor de små poder kan danse foran på gulvet eller ligge og lytte til Malene Kjærgaards sangtekster. Det er både hyggeligt og festligt.

Malene Kjærgaard

mandag, januar 11, 2021

Hej Jazz: Jazzen på genvisit (Jaevn) stream

 

Den erfarne jazzpædagog, komponist og sanger Morten Mosgaard, der tidligere har lavet børnejazzplader under navnet Morten Musik, har samlet et velspillende og historiefortællende jazzband i projektet Hej Jazz. De spiller jazz der rammer børnehavefolket lige midt i maven, benene, ørene og øjnene - ja hele kroppen. Det er jazz, der er i respektfuld øjenhøjde med sine lyttere - der både kan høres og mærkes af børn og deres forældre.


Der er hittet En dag i børnehaven, der handler om at børnehaven har købt et jazzorkester, der både spiller til frugtspisning, når man skal have flyverdragten på eller ude på legepladsen. Der er nummeret om tælleturen til Tanzania, hvor børnene både får lov til at være flyvemaskine, jetjager og andet godt. Den følges op af instrumentalfesten Fela, der med sine afrorytmer sætter gang i børnehavens dansegulv.


Hej Jazz består af Morten Mosgaard på vokal og en række fremtrædende yngre danske jazzmusikere; Maria Dybbroe på altsax, Jonathan Schou på tenorsax, Nikolaj Bugge på guitar, Frederik Sakham på bas og Frej Lesner på trommer. Det er en sand fornøjelse at lytte til ens favoritgenre, som den kan serveres for småfolk, når det gøres på så medrivende vis.

Åh, bare man var fire år igen...

Hej Jazz

mandag, maj 14, 2012

Jeppe & Jazzhyænerne: Jeg vil ud (Gateway)

Jeppe fra Lille Nørd og andre børneprogrammer på TV springer ikke fuldbyrdet ud som jazzcrooner. Han holder sig til børnemålgruppen og har lavet en børnejazzplade sammen med Jazzhyænerne. Musikken er lagt i hænderne på Girls in Airports-frontmanden og saxofonisten Martin Stender. Det høres allerede på pladens andet nummer, der handler om Ormen. Stenders inspiration fra det afrikanske høres tydeligt. Det er en afvekslende plade, der stilistisk kommer godt rundt i jazzens hjørner. Der er Tom Waits (ikke sang), storbyjazz, samba og ballader. Det er Mathias Holm (også fra Girls in Airports) der betjener klaver og Wurlitzer, Bjørn Heebøl på trommer og percussion og Morten Mandel på bas og flere andre instrumenter.
Man kan roligt udsætte yngre årgange for denne plade. Det allerbedste for os voksne er, at vi også kan holde ud at høre på musikken. Det er velspillet som bare...og så kan jeg som Girls in Airports-fan ikke lade være med at finde referencerne.
jeppeogjazzhyaenerne.dk

torsdag, januar 05, 2012

Morten Musik: Live med Lille Morten og Stjernerne (Jaevn)

Dansk børnejazz befinder sig i en guldalder lige nu. Den har sin egen klub (lobby?) Den har endda fået sin egen kategori ved jazzens Danish Music Awards. Flere jazzmusikere har en sidegesjæft ved siden af "voksenjazzen" med at lave børnejazz. Cathrine Legardh har i flere år haft Nullernix. Dalia Faitelson, Makiko Hirabayashi og Ayi Solomon har Sidegaden og sådan har adskillige andre jazzmusikere både en børne og voksen-karriere.

Sangeren Morten Mosgaard lavede i 2010 et voksenjazz-album der med rette kunne få titlen "Årets mest oversete jazzgenialitet". Jeg overså den ikke og kårede den som et af årets albums. Når Mosgaard så laver et børnealbum må jeg i min venten på den næste voksengenialitet fra Mosgaard så kaste mig over det album istedet. Mosgaard har i flere år lavet børnejazz. Det aktuelle album kan bruges som appetivækker og døråbner til at få nogle jobs. Derfor har han klogeligt valgt at udgive et livealbum, hvor han i selskab med Martin Granum, Michael Andersen, Jens Ulrich Madsen og Ole Skou spiller 9 numre af Mosgaard. Det er bla. Goddag-reggae, Dyre-jazz og Efterårstango. Martin Granums Den lille abe er også med, den blev kåret som årets børnesang i 2009.


Det er en levende koncert vi får lov til at høre. En stor del af showet handler om at involvere børnene. Mosgaard formår uden problemer at holde et passende tempo for børn. Han møder dem i øjenhøjde. Selv om man ikke kan se Morten og musikerne, hvilket givetvis også er en del af oplevelsen, så er jeg ganske godt underholdt. Ret hurtigt finder jeg mig selv i godt humør gå og nynne med. Så har Morten da nået et fint mål. Han underholder og skaber god stemning ved hjælp af nogle gode simple børnesange.
www.mortenmusik.dk

mandag, september 14, 2009

Frk. Legardh & Det grå guldorkester: Nullernix i New Orleans (Monkey Music)

Nullermand på rundrejse

Når en CD fremsendes i selskab med en herrestor nullermand, så kan der være en risiko for at den måske har ligget på et postkontor i nogle år. Men når man så opdager at det drejer sig om plade med Nullernix så er man straks mere rolig. For det er da en de få nullermænd jeg har lyst til at være i selskab med.
For et par år siden kom den første plade med Nullernix. Sangerinden Cathrine Legardh havde skabt et musikalsk børneunivers med en god sjat nullerjazz. Nu er det så blevet tid til den anden plade.
Nullernix i New Orleans er en plade med tekster der kredser om at rejse. Lige fra biltur i Norden og skitur til Sälen på pladens første nummer, den latininspirerede Feriesangen, hvor Legardh får vokalhjælp fra selveste Tom McEwan. Herefter tages vi med rundt til bla. Texas, New York, New Orleans og Mississippi River. Genremæssigt er der mange musikalske afstikkere. Men jazzen vendes der tilbage til gang på gang. Feks. på pladens tre ikke-originale numre Down by the Riverside, der er kommet til at hedde Krokodillens pølsesnak og Do you know what it means to miss New Orleans, der hedder Baby, ta' mig tilbage og Charlie Parker's Confirmation der er kommet til at handle om Racerotten Rudi.

Cathrine Legardh har lavet endnu en børneplade, der for det første præsenterer børn for rytmisk musik, hvor der ikke kun tælles til fire. Den fungerer som fin reklame for de mange koncerter Cathrine Legardh holder landet rundt med Nullernix. Legardh har en dejlig klar stemme, som er vigtig når der rent faktisk synges sange, hvor det er værd at lytte til teksterne.
I bandet bakkes hun op af Brian Mørk Hansen på div. strengeinstrumenter, Anders Mortensen på div. tangetinstrumenter, Tomas Wisti Raae på bas og Andreas Bay Estrup på trommer. Førnævnte McEwan gæster på vokal og vaskebræt, Nulle kigger forbi med klarinetten, Mads Mathias med saxofonen og Peter Marott med trompeten.
Bonusinfo:
Cathrine Legardh har også en karriere som "voksen"-sangerinde. Hun udsendte i 2008 pladen Gorgeus creatures.
My Space: www.myspace.com/nullernix
Nullernix: www.nullernix.dk

mandag, april 06, 2009

Babulja: Syng og hop med Babulja (Cope Records)

Ramasjang i børnehovedhøjde

Børnemusik er ikke det, der står mest om her på bloggen. Da jazzmusikere som regel har det med at optræde i sammenhænge, hvor der er brug for et kvalificeret musikalsk indspark, så er børnemusikken selvfølgelig også et sted de findes. Det er ikke denne blogs opgave at komme med hidsige indlæg om den musik, som børn præsenteres for idag. MGP, High School Musical og X-Faktor er de huller børnene falder i, lige så snart de kommer i skolealderen. Da skolebørn gennemgående må formodes, at læse om musik et andet sted end her, så tjener det ikke noget formål at komme med en opdragende formaning. Da jeg ligeledes formoder at du er en musik-kvalitetsbevidst læser af denne blog (ellers læste du den vel ikke), er du helt sikkert også enig med mig i, at ovenstående børnemusikeksempler er noget l...
Vi kan heldigvis stadig give de mindre børn en chance for, at høre noget andet. Babulja er et forfriskende bud på børnemusik i børnehovedhøjde. Der er så meget gang i den, at enten er en lille 4 årig knægt vågnet inde i mig eller også er det fordi at deres musik kan vække en der er fyldt fyrre. Jeg bliver fanget og synger allerede efter anden gennemlytning med på sangen om Fisken Thøger, der sejled ud i sin kajak med en polak. Hvis jeg får lyst til at lave nogle bevægelser til musikken, er der til hver sang forslag i CD-hæftet - var jeg pædagog i en børnehave, vidste jeg godt, hvad de små purke skulle lave imorgen.
Thomas Soubak synger og har lavet musikken, der bedst kan beskrives som hæsblæsende balkanramasjang, tilsat en pæn dosis godt humør. Flere af musikerne er kendinge fra jazzscenen. Jonas Müller på diverse instrumenter, Jakob Munck på bla. tuba, Sine Bach Ryttel på kor og banjo samt Martin Seidelin på trommer er med til, at sikre den gode stemning.
Babulja: babulja.dk

tirsdag, juli 01, 2008

Katrine Suwalski: Trommetroldens sange (Cope)

Jazz og historier for børn
Jazzmusikere og børnemusik er ingen dårlig cocktail. Det har bla. trioen Djanzz med stor tydelighed vist. På denne plade, hvor Katrine Suwalski har skrevet sang og musik, møder vi Trommetrolden der har det dejligt i sin trylleskov. Men der er alligevel noget hun går og ønsker sig. Nemlig at blive ven med nogle menneskebørn. Derfor tager hun ind til byen en dag. Her følger vi så Trommetrolden i de 18 sange. Musikken bliver spillet af Katrine Suwalski (sax) og flere musikere fra hendes 12 år gamle band Another world. Ayi Solomon (perc), Jens Skou Olsen (bas), Benita Haastrup (trommer og perc) og Rikke Schelde på piano og ikke mindst sang. Hendes lyse, lidt spinkle stemme er fin til historien om Trommetrolden.
Min gæsteanmelder og datter Signe på 5 år har fældet sin dom over pladen: "Jeg synes at den er go'!"
På hjemmesiden kommer der tegninger man kan farvelægge og spil. www.trommetrolden.dk