Ray Charles: No one does it like… Ray Charles! (Tangerine Records) LP/CD/digital

 

Det er ikke det jeg plejer at skrive om her på bloggen. Når der så alligevel dukker en promotionmail op med nyt om en Ray Charles plade, så kan jeg ikke holde mig tilbage. Ray er en af mine allerstørste helte. Ligegyldigt hvilket humør jeg er i eller hvilken tid det er på døgnet, så er Ray Charles altid sagen. Det er jazz, rhythm’n’blues, soul og country. Han startede pladeselskabet Tangerine Records i 60’erne. I dag sørger The Ray Charles Foundation for at genudgive remasterede udgaver af pladerne fra Tangerine bagkataloget. De har i år genudsendt flere Ray Charles plader, der i den grad kan tåle et genhør med nutidens ører. 

Der er Love Country Style fra 1970, hvor han spiller countrysange med et jazz/soul/blues twist. Hør feks. hans fortolkning af Johnny Cash hittet Ring of fire. Så er der hitalbummet Ingredients for a recipe of soul fra 1963, der åbner med Busted, der også var en Johnny Cash sang men som Ray Charles fik endnu større succes med - han fik bla. en Grammy for den. Det oversete 1974-album Come live with me har ikke været genudgivet siden den udkom. Så meget desto mere er der grund til, at høre den. Det er ballader, Wurlitzer og strygerorkester.

Den seneste er No one does it like… Ray Charles! Det er en opsamling med numre, der kun har været ude på single eller som bonustracks. Pladen åbner med My baby don’t dig me fra 1964, hvor B-siden Somethings wrong også er med. Det er Ray Charles på højden af karrieren med storladen big band soul. Ray Charles var superproduktiv i 60’erne og det var almindeligt med 7-8 singler om året, hvor 3 af dem ikke var med på noget album, så der har været nok at plukke af. Pladen lukker med den smørbløde My heart fries for you fra 1964, som han fik et top 40 hit med. Inden da har der være et par ægte Ray Charles bangers som No one og Don’t set me free, der er grund nok til at bruge tid på albummet. 

Ray Charles døde for 21 år siden. Jeg er glad for at jeg oplevede ham live i Stockholm I sommeren 1992, hvor det pisregnede under hele koncerten, hvilket han var helt og aldeles upåvirket af. Han er for evigt en af de allerstørste i min musikalske verden.

Bandcamp

Astrid Engberg: Trust (Creak inc) LP/digital

 Hun står foran pladesamlingen med den datter der er kommet til verden, siden hun udgav forrige album Tulpa for tre år siden. Keyboardet står lænet op ad væggen og pladespillerne er inden for rækkevidde. Hun udbygger det som hun skabte på det forrige album. Elektronisk jazzet moderne soul, der ikke tager den letteste vej. Der sker en masse undervejs. Hun synger, spiller keys og har programmeret. Men hun er også god til, at finde sammen med nogle inspirerende samarbejdspartnere. Denne gang medvirker amerikanske Miguel Atwood-Ferguson på fire numre på elektrisk violin. Han har et imponerende CV som sideman fra Ray Charles til Thundercats. Det er dog hans hyldest til J.Dilla Suite for Ma Dukes fra 2010, der står som noget helt særligt. Det var også den, der var grunden til Astrid Engberg kontaktede ham under pandemien og han svarede positivt tilbage. Han er ikke uden grund i at numre Chains og Living Contemplation løftes et ekstra stykke.

Det samme kan man også sige om de folk hun har hentet i det lokale. Jonathan Jull Ludvigsen (trommer) og Jonas Cook (keys) fra hedengangne Athletic Progression, Sfen Meinild (fløjte) og Tobias Wiklund (trompet) er blandt gæsterne. Astrid Engberg bruger effekter på stemmen, så den fylder mere og går nye veje. "I’m not free while any woman is a prisoners - even though her chaens are different from mine" siger Esther Wanyama på Chains, der ikke er et af de lette numre på pladen, der er til gengæld noget der sætter sig. Maria Dybbroe medvirker på I should care og giver kant til pladen. Det er fedt og et godt element sammen med de mere tilgængelige numre som eksempelvis Spirits Came told med, hvor Engbergs faste samarbejdspartner Anders Bo Eriksen bl.a. medvirker på tuba.

Trust er et rigtigt album, en samlet oplevelse gennem Astrid Engbergs tanker og oplevelser om at blive mor og om menneskets skrøbelighed. En stor oplevelse og en værdig opfølger til Tulpa.

Bandcamp

A Plane to Catch: Moko Jumbie (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er en farverig knaldperle af en jazzplade der lægger op til dans og fest. Det er den hellige treenighed jazz, soul og afro, der med et skud funk direkte ind i blodårerne udgør grundlaget for den københavnske kvintet A Plane to Catch.

De fandt sammen under corona nedlukningen i 2020, hvor de ikke kunne komme ud at spille. I stedet skabte de bandet A Plane To Catch, hvor de spillede og øvede sammen i øvelokalet i Bolsjefabrikken på Ydre Nørrebro. Andreas Toftemark på saxofon og komposition, Rolf Thofte på trompet, Mads Nørgaard på guitar, Anton Langebæk og David Besiakov på trommer har skabt et band, hvor Motown soul, ethiojazz a la Mulatu Astatke, funky grooves og en rå og upoleret lyd er afsættet for albummet Moko Jumbie

Rolf og Andreas’ blæsere på toppen er direkte in your face og giver lyst til at hoppe til det danseinviterende groove der skabes af gruppen, der i øvrigt suppleres af Simon Eskildsen på orgel (og cover artwork) og Yohan Ramon på percussion på flere numre, som eksempelvis de uimodståelige Ethiopiques og Lingon Grove. 

Det er en festplade, hvortil der skal drikkes øl, ryges smøger og danses hele natten.

A Plane To Catch Bandcamp

The Supreme Court: A supreme vibe (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er fire år siden at jeg hørte The Supreme Court, live for første gang. Jeg undrede mig dybt over, at de ikke allerede dengang havde udgivet noget. Jazzy hip hop der peger tilbage på halvfemsernes fede jazz/hip hop vibes, i stil med The Roots og Jazzmatazz er simpelthen for fedt. Det er først nu, at der er et album klart med dem. Pladens linernotes der er skrevet af DJ Katrine Ring indledes med disse ord: “Debutalbummet med The Supreme Court har været undervejs længe. Her er intet hastværk. De enkelte numre er vokset frem i en naturlig fremdrevet hastighed. Musikken er modnet helt af sig selv. Musikerne i bandet har spillet sammen i et årti og arbejder derudover i mange forskellige konstellationer.”

Alt godt kommer til den som venter, er ellers et ordsprog jeg hader. Men som med oste og vine  er det ikke alt, der skal forceres. Hos The Supreme Court er der r’n’b, soul, hip hop og jazz i pæne doseringer. That Oooh Yeah med Al Agami’s søn E. Brown med en lækker soulet vokal. AM Roots med Kuku Agami på rap og en hård og effektiv fading ud af nummeret mens Oilly Wallace folder sig ud på altsaxen. Sangeren Bette står for pladens eneste dansksprogede indslag - og hun er et stjernefrø. Når hun synger Hjem får jeg vibes i retning af en ung og følsom Sanne Salomonsen. 

Patrick Dorgan leverer en overskudsfyldt og velfungerende late night soul vokal på balladen Bird Seed, hvor Johannes Wamberg også smider en guitarsolo ind til sidst. Herefter er det rapperen Joseph Agami der skruer op for tempo og tænding på Dots. På Cicumstantial Rant folder bandet sig ud med svære breaks og fed stemning. That’s The vibe med Kuku Agami og E. Brown er organisk hip hop, der i langsomt tempo kører ud i natten. Hen mod slutningen af albummet er det Al Agami’s tur til at gribe mikrofonen. Selv om det snart er 30 år siden han startede, er hans flow og teknik stadig frisk og boblende. På Passing Moments er han i selskab med blæsere. 

The Supreme Court er Jonathan Rahbæk på bas, Johannes Wamberg på guitar, Jacob Broholm på keys og Andreas Fryland på trommer. De har lavet en rigtig god jazzet hip hop plade, der spreder god energi.

The Supreme Court på Bandcamp

Pladen udkommer d. 25. november.

Total Hip Replacement: Anyankofo (Total Hip Replacement) LP/DL/stream

 

Allerede i 2013 da de lige var startet tog de på turné i Ghana. Reggaebandet Total Hip Replacement har været tilbage flere gange siden. I 2021 gik de i studiet med Kwame Yeboah som producer og musiker i det legendariske Kwashibu Music Studio i Accra. Det er brødrene Carl og Victor West Hosbond på henholdsvis guitar og vokal/trombone der sørger for at holde sammen på det hele, der i denne version består af 9 medlemmer. Desuden er der en masse ghanesiske gæster undervejs. 

Denne gang kombinerer de high life, afro, reggae, soul, dub og pop i en god blanding. Her er gamle erfarne musikere fra Ebo Taylors band og high life legenden Pat Thomas er såmænd også med på et enkelt nummer. De har helt unge folk som Asi Renie, der synger om ensomhed på afrobeats/reggaenummeret Feeling. Rapperen Worlasi er med på Positive og den erfarne reggaesanger Rocky Dawuni er med på Up og den politiske Guilt.

Det blæserfyldte univers som Total Hip Replacement præsenterer får et ekstra ryk op ad glædesbarometret, når der er i selskab med de ghanesiske musikere. Det er vildt vellykket.

Total Hip Replacement

Yellow Spoon (Super Bad Disco/HHV) LP/DL/stream

 

Det er jazzet beyond jazz. Der er en masse improvisation - det som mange yndere af jazzen kan lide. De improviserer også med jazzen som stilart og det man kan gøre med den. Det er primært den kollektive improvisation der dyrkes hos Yellow Spoon der består af de to silkeborgensere Rasmus Sitarz (trommer og percussion) og Christoffer Holm Clausen (keys, synth, bas). De samlede en større gruppe musikere omkring sig - bla. Frederik Emil Bülow fra Abekejser og Justo Gambula fra Athletic Progression. De gik tre dage i studiet sammen med dem. Resultatet er 23 numre spredt ud på den 33 minutter lange LP. 

Pladen har et intenst og stærkt udtryk. De 23 numre er en sammenhængende historie, hvor der løsnes for jazzens snærende bånd. Det går hurtigt og der sker meget. De dyrker ikke fortabelsens øjeblikke. 

Det er jazz af samme fine slags som er kommet fra Storbritanien i de senere år. Jazz hvor soul, r’n’b og hip hop er blandet naturligt ind i foretagendet. Yellow Spoon bruger desuden filmsamples, sang og såmænd også violin undervejs på pladen. Jeg synes at den fortjener at blive lyttet til som et samlet værk. Det var her jeg blev vækket og nu skal leve et liv som fan af Yellow Spoon. 

Facebook

Total Hip Replacement: Bliss (THR/Monkey Music) LP/DL/stream

 

Jeg kan godt være i tvivl om det er lidt off, at jeg sammenligner Total Hip Replacement med det britiske reggaepop band UB40, der havde sin storhedstid i firserne - primært fordi UB40 nok opfattes som long gone hitlistemateriale. Jeg var stor fan af UB40 og elskede deres originale blanding af reggae og britisk pop. Så i min bog er det et plus at blive sammenlignet med UB40 - og hvis du har brug for, at høre hvor fede UB40 egentlig var, så find det fyrre år gamle album, Signing Off frem.

Total Hip Replacement blander reggae og pop med et nordisk touch på deres egen måde. Ikke så det kommer til at lyde som Gnags ca. Safari - men så det kommer til at lyde som Total Hip Replacement anno 2020. De har deres eget originale take på genren, hvor der dryppes dub, soul og jazz i hofteudskiftningen.

Det seks mand store reggaeband med Victor West Hosbond i spidsen på vokal og trombone, har også trompet og saxofon med i bandet. Den uimodståelige og blæserfyldte reggae er særdeles medrivende og dansevenlig.

Total Hip Replacement

Jamison Ross - koncert Fringe Jazz Fest Pumpehuset - fredag 12. juli CJF 2019

Han slipper afsted med at synge en banal sang til datteren om, at han er på tur og snart kommer hjem. Han slipper afsted med at synge Yesterday - jep den der Beatles sang. Han slipper afsted med at gensynge et stykke fra sangen som han lige har sluttet. Fordi lige præcis det stykke betyder så meget for ham, så det vil han gerne dele endnu en gang. Han slipper afsted med at få hele salen til at synge videre på den sang, de lige har overstået, mens guitaristen skifter en streng. Han slipper afsted med at citere What a wonderful world i slutningen af en sang, så hele salen får akut syng-med-pres og er ved at eksplodere over et tilbageholdt “world”, fordi Ross kan sin gospel og trækker publikum med i soul-kirken.

Jamison Ross i Pumpehuset til Fringe Jazz Fest blev en medrivende oplevelse. Sangeren og trommeslageren var i selskab med en guitarist og en bassist. Når Jamison Ross trykker den af på trommerne i Snarky Puppy, er det noget helt andet. Ligheden er at han begge steder spiller trommer på den overskudsfyldte måde. Jamison Ross har publikum i sin hule hånd - og det har han fordi han er i nærkontakt med dem. Vi er budt indenfor hos Jamison Ross. Han lytter og fornemmer salen. 

Musikken er r’n’b og soul, som den lyder i New Orleans. Jamison Ross har noget på hjerte og fanger med sin oprigtighed. Som var han en præst der stod foran menigheden. Jeg hører noget Neville Brothers i balladerne. Det er sydstats soul med jazz - eller er det omvendt. Det bliver på ingen måde banalt eller corny. Det er tight og i helt unik en-til-en kontakt med publikum. Han sidder bag trommerne og taler og synger til her enkelt i salen. Det er derfor han kan slippe afsted med det han gør. Han er i en liga for sig. 

Claudia Campagnol: I’m strong (Giant Sheep) LP/CD/DL/stream

Pladeselskabet Giant Sheep der også har mundharpevirtuosen Mathias Heise i deres stald, har sat alle sejl til i forbindelse med lanceringen af sangerinden og pianisten Claudia Campagnols debutalbum. I april udgaven af det britiske jazzmagasin Jazzwise var der en helsides reklame på side 2(!) for albummet og den forestående koncert på den internationale jazzmesse Jazzahead i Bremen.

Claudia Campagnol kommer oprindeligt fra Ungarn og flyttede med familien til Sverige, da hun var barn. Ad flere omveje mødte hun den svensk-italienske trommeslager Niclas Campagnol, blev gift og bor nu i København sammen med Niclas, der selvfølgelig spiller trommer på pladen.

Musikken på albummet har stærk rod i fusionsjazzen med udløbere til soul og r’n’b. Claudia Campagnol har skrevet al musikken og spiller både keyboards og bas på albummet. Hun kan synge efter noderne, hun har groove og feeling. Det er med andre ord den rigtige pakke, når man har valgt teknisk krævende arrangementer, hvor der skal kæles for detaljerne, så der er noget til musik-nørderne og hvor overblikket bevares, så den almindeligt dødelige musiklytter også bliver fornøjet.

Der er nogle enkelte stjernegæster med på pladen, hvor fusioholics får tilfredsstillet lysten med tilstedeværelsen af Vinnie Colaiuta og Jimmy Haslip på Conquer The World. Den i København bosatte cubanske conguero Eliel Lazo medvirker på Z-Song. Mens britiske Gerard Presencer kigger forbi på et par numre.

Gabor Bollas saxofon indleder nummeret Do you love me, der har soul-feeling og giver mindelser om 90’ernes acid jazz og navne som Incognito og Brand New Heavies. Claudia Campagnol er både musiker og sanger, så hun sparer ikke på muligheden for at levere en synth-solo med akkompagnerende sang. Det gør hun f.eks. i nummeret Do you love me.

Pladen lukkes ned med pladens eneste covernummer Chaplins Smile, hvor Claudia Campagnol, som på de andre numre, synger kor så det næsten lyder som en kommenterende duet.

Ja hun er Strong, som hun synger på det stærke titelnummer I’m Strong. Hendes insisterende evne til at holde styr på alle virkemidlerne er en af de mange gaver på pladen. Det er en debut af den sjældne slags.

Giant Sheep

August Rosenbaum: Vista (Tambourhinoceros) LP/DL/stream

På torsdag spiller han på Lille Vega i København med band. Det er den foreløbige kulmination på August Rosenbaums seneste albumudgivelse, der af flere medier er udråbt som et af de bedste albums i 2017. Vista er Rosenbaums 5. plade siden debuten Beholder fra 2010. Dengang havde han lavet en jazzplade med stort J i New York med Jakob Bro og amerikanske musikere. I de mellemliggende år har han både lavet avantgarde og electronica. Han har som medlem af Quadron og Rhye arbejdet tæt sammen med produceren og komponisten Robin Hannibal. Denne gang er det Hannibal der er med på en Rosenbaum plade. Vista har undertitlen A Score in Search of a Movie, hvilket er meget passende for et album, der bl.a. trækker på inspiration fra både Ryuichi Sakamoto og Nils Frahm.

Pladen indeholder mange stærke filmiske numre, hvor pladens hit, Calling Out med Philip Owusu er et late night soul nummer med et stænk James Blake over sig. Der er den funky Skin, hvor Lars Greve er med sax. Der er Credo med auto tune vokal, hvor Gustaf Ljunggren supplerer med lap steel. Nummeret er i øvrigt også udgivet med Coco O. på vokal. Vista er et gennem ambitiøst udspil, hvor Rosenbaum gør sig fri af genrer og laver et album, der fortjener at blive hørt af mange. Det bliver et album der kommer til, at holde mange år frem og muligvis som et højdepunkt i Rosenbaums karriere. Er du til nattens soulede electronica, hvor regnen og røgen er med til, at skabe stemninger af kærlighed, ensomhed, melankoli og håb, så er Vista stærkt anbefalelsesværdig.

augustrosenbaum.bandcamp.com

Big Creek Slim: Keep my belly full (Gateway) >> Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Change my game (Ruf Records)

Han er opvokset i Ikast og bor i dag i Brasilien. Begge dele er der ikke meget blues i, hvis man udelukkende tænker på musikgenren. Big Creek Slim alias Marc Rune har fået en DMA pris for albummet Keep my belly full, som årets danske bluesudgivelse 2016. Han fik i øvrigt prisen som Årets danske bluesnavn i 2015. Det er fuldt forståeligt når man hører albummet Keep my belly full. Det er blues der har søgt næring i den helt gamle blues fra 30'erne og frem til 50'erne. Autencitetsgraden er høj, hvor Marc Rune med sit enkle guitarspil og den rå stemme laver blues i meget høj klasse. Det er den uforfalskede rootsblues der fylder mest. Der er dog også blevet plads til afstikkere, som f.eks. til surfgenren med det fede instrumentalnummer Cockfighter og gospelnummeret Sink 'Em low.

Sangeren og guitaristen Thorbjørn Risager har fået et solidt hul igennem til det tyske og det svenske marked. Et hurtigt kig på turnéplanen for foråret viser at det både er Køge, Kalmar og Bonn der skal besøges. Risager har sammen med bandet The Black Tornado udgivet sit tredje album på det store tyske bluespladeselskab Ruf Records. Det syv mand store band har siden 2003 kun skiftet to medlemmer ud. Stilen er pågående bluesrock blandet med en god portion soul. Der har også sneget sig nogle funky 70'er elementer ind på titelnummeret Change my game, hvor Isaac Hayes ville være fornøjet. Risagers fyldige bluesrøst og et tight spillende band med masser af blæs er igen omdrejningspunktet for en vellykket plade, hvor de afvekslende arrangementer og melodier sikrer en større bredde, end den vi er vant til i bluesgenren. Pladen har i øvrigt enmeget lækkert produceret lyd.

bigcreekslimblues.com

Risager.info

Tahirah Memory: Pride (Tahirah Memory)

Den amerikanske trompetist Thara Memory fra Portland, Oregon - der har stor erfaring fra jazz og funk med folk som Dizzy Gillespie og James Brown - har bl.a. arbejdet som mentor for vokalisten og bassisten Esperanza Spalding. Han fik en Grammy for Best Instrumental Arrangement Accompanying Vocalist(s) for Spaldings City of Roses fra albummet Radio Music Society i 2013. Han er også far til sangerinden Tahirah Memory, der lige har udgivet sit debutalbum Pride. Jeg fik fingrene i albummet i forbindelse med sangeren Jarrod Lawson første besøg i Danmark for et par måneder siden. Her var hun med som korsangerinde. Koblingen til Spalding er ikke helt tilfældig. 

Tahirah Memory's måde at synge på kan minde meget om Spaldings. Den er jazzet med en overvægt af soul. Memory har skrevet al musikken sammen med Jarrod Lawson, så kender man hans stil og er glad for den, går man ikke galt i byen. Det er musik der præsenteres smukt og organisk spillet. Der er lyden af klaver, en fuldfed elbas og skarpe trommer. Det er ikke de lette veje der søges i et teknisk krævende og et til tider overlæsset vokalarbejde - med stor fokus på komplicerede korarrangementer. På bundlinjen hersker lyden af håndspillet neosoul med en flot sangstemme.

tahirahmemory.com

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Songs form the road (Ruf Records) CD+DVD >> Mighty Sam McClain & Knut Reiersrud: Tears of the world (ACT)

Her er to gode nordiske bluesplader, der begge udkommer på et tysk pladeselskab. Den ene er med danske Thorbjørn Risager der udover at have opbygget et større og større dansk publikum, også har erobret blueshjerterne i specielt Sverige og i særdeleshed Tyskland. Det betyder bl.a. at Risager kan tage på længere turnéer i det store land sydpå. Det er også i Tyskland, at vi møder Thorbjørn Risager & The Black Tornado i en 10 mands udgave. På et udsolgt The Harmonie i Bonn blev det aktuelle album indspillet i januar i år. Det tyske pladeselskab Ruf Records har med deres serie Songs from the roads tidligere udgivet albums med Canned Heat, Jeff Healy og Luther Allison. I en kombi med både CD og DVD er turen nu kommet til Thorbjørn Risager. Der er for kendere af Risagers tunge soulfyldte blues ikke noget nyt under solen. Gevinsten ved dette album er at den er indspillet live. En smittende stemning er indfanget og formidles fornemt på både CD og DVD. Bandet spiller veloplagt og udadvendt. Er man dansk bluesfan, så er denne udgivelse et must - man bliver ikke skuffet.

Fra Norge kommer guitaristen Knut Reiersrud der sammen med den nyligt afdøde amerikanske sanger Mighty Sam McClain har begået et forrygende album. Det er rhythm'n'blues der emmer af B.B. King, Solomon Burke, Bobby Blue Bland, blues, soul og strygere. Det flyder ubeværet fra et band der med grooves og stemning lyder som noget fra en anden tid og et helt andet land end Norge. Det er meget høj klasse. Det eneste problem jeg har med pladen, er pladeselskabet ACT’s kliniske pladecoverstil, der i den grad mismatcher musikken. Den findes heldigvis også på vinyl, med et mere passende cover udgivet af det norske pladeselskab Big Dipper.

risager.info

knutreiersrud.no

Bo Saris: Gold (Deram/Decca/Universal)

Han starter veloplagt ud i en Motown/Marvin Gaye stil med nummeret Only god knows. Herefter følger endnu en skæring i retroskåret soulsnit, nemlig han første (eneste?) hit She’s on fire. Bo Saris vandt den hollandske udgave af Idols for nogle år siden. Han flyttede siden til London og har nu indspillet albummet Gold i Los Angeles. Det er en velproduceret plade, hvor man får fornemmelsen af, at alt er forsøgt optimeret til det yderste. Han kan synge i falset. Han kan synge inderligt. Han kan minde om Justin Timberlake, som f.eks. på nummeret The Addict.

Gold er måske netop kun guld. Det bliver ikke til diamanter. Det hele skinner lidt for meget. Der mangler nogle facetter. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er en håndfuld gode partynumre på pladen og det er vel et godt stykke over snittet i disse tider?

bosaris.com

Otis Redding: Live in London and Paris (Stax/Concord/Universal)

Soulkongen Otis i Europa

I denne måned er det 41 år siden at Otis Redding døde i en flyulykke, kun 26 år gammel. I løbet af den korte karriere han havde, nåede han at skabe så megen fantastisk musik at han uden problemer kunne leve videre som legende. Han var heldigvis særdeles produktiv i den korte karriere, der bød på en af de bedste soulplader der nogensinde er udkommet; Otis Blue.
I 1967 var han på en legendarisk turné i Europa sammen med en stribe andre kunstnere - Sam & Dave, Carla Thomas, Eddie Floyd, The Mar-Keys og Booker T & The MG's - fra pladeselskabet Stax. Her spillede de blandt andet i London og Paris, hvor koncerterne blev indspillet og udsendt på LP - The Stax/Volt Revue - kort tid efter. Pladerne var dog kraftigt redigerede (lidt for meget jubel på ikke passende steder etc.) og led voldsomt under at begge pladerne, hver især kun inkluderede et enkelt nummer fra Otis.
Det bliver der rådet bod på med den nye udgivelse, der kan kaldes en plade for hardcore Otis-fans. Lyden er ikke for god, men det betyder ikke så meget når han først sætter igang sammen med backing-bandet, der består af Booker T & The MG's og blæserne i The Mar-Keys. Da pladen både byder på sangene fra London og Paris er der mange gengangere. Men vi præsenteres for en række af Otis'største hits: Respect, I've been loving you too long, (I can't get no) Satisfaction og Try a little tenderness.
Bonusinfo:
Sidste år udkom der i USA en DVD med Stax/Volt Revue koncerten fra Oslo, der var optaget af NRK. Den er desværre ikke udkommet i Europa.