Når man holder meget af to forskellige ting, bliver de så dobbelt så gode, hvis man blander dem? Jeg har f.eks. endnu til gode at smage fusionen mellem det mexicanske og det japanske køkken, der efter sigende skulle være ret hot lige nu i USA. Inden det sker kan jeg i stedet fornøje ørerne med sammensmeltningen, mellem den supercoole elegantier Bryan Ferry og brølende 20'er jazz. Det havde jeg ikke lige set komme. Men den er god nok...om musikken så er god nok er et andet spørgsmål.
Jeg voldhørte Roxy Music i midten af 80'erne. Jeg havde en opsamlingsplade, The Atlantic Years (den med Renee Toft Simonsen på coveret) som ofte lå på pladespilleren. Avalon, Virginia Plain, Love is the drug og In the midnight hour (som jeg senere fandt ud af ikke var en Roxy Music komposition) var favoritterne. Nu kan jeg høre selvsamme numre (minus In the midnight hour) på denne udgivelse. Bryan Ferry er manden der har sendt sine egne sange tilbage i tiden. Numrene, inklusive solo Ferry-sager som Slave to love og Don't stop the dance, bliver spillet som var det The Duke Ellington Orchestra der stod The Cotton Club's scene i 1927. Her bliver det så en kende for spøjst. Selv for en kender bliver det ret svært, at høre hvilken melodi der egentlig er taget udgangspunkt i. Bryan Ferry synger nemlig ikke. Det er mest af alt en plade for Bryan Ferry-nerds. At man selv ned i lydbilledet har forsøgt at genskabe 20'er stemningen er et charmerende plus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar