Sympatien for både Per Carsten og Kresten Osgood er fra min side stor. Jeg anmeldte for nogle år siden en plade, der godt kan minde om den her. Jeg gav pladen så mange høvl i anmeldelsen, at musikeren bad mig om at fjerne anmeldelsen. Hvilket var fair nok. Han havde bare sendt pladen til mig i håb om, at jeg ville skrive lidt om den og ikke give den tæsk. Kombinationen af pladeselskabet ILK, Kresten Osgood og Per Carsten kræver dog at jeg sætter mig ned og vender ørerne mod en plade, der er indspillet ved hjælp af et corny og outdated midisystem, der lyder übersyntetisk, muzakket og sine steder bekymrende nær den musik, der kan blive spillet på et autobahntoilet som et forsøg på at overdøve pauserende bilisters kummedrøn. Per Carsten spiller på en EWI - en slags elektrisk saxofon, der benytter sig af det elektroniske midi-system - et instrument der har en vis charme, specielt hvis man var ung i firserne. Men når det suppleres med nogle trommelyde og rytmer, der er ganske ucharmerende og plastikagtige - så går det galt.
Kresten Osgoods gode tanker og intentioner er en vigtig del af denne plade. Per Carsten var hot shit i 70’erne, da han sad i Radioens Big Band. Senest blev jeg mindet om det, da jeg hørte Storyville 6 dobbelte CD-boks, hvor Per Carsten stikker saxofonen sikkert frem flere gange på indspilningerne fra 70’erne. I 1979 udkom soloalbummet Andromeda - der var indspillet over et par gange i 1977 og 1979. Det er et meget anbefalelsesværdigt album, en af mine absolutte favoritter blandt danske jazzplader fra 70’erne. Osgood opsøgte Per Carsten for at samarbejde med ham, men Per Carsten mente at han skulle bruge et halvt år på, at forberede sig til en koncert, derfor blev det ikke til noget. I stedet blev det til denne plade, der først udkommer nu - men egentlig har ligget klar til udgivelse siden før sommerferien, hvor jeg fik den af Osgood. Pladen blev klar samtidig med at Per Carsten døde. Han nåede at se pladen et par dage før. Kresten Osgoods ihærdige indsats for det skæve og mystiske er imponerende. F.eks. stod han også bag Henry Grimes solopladen Solo fra 2009, hvor den legendariske bassist over to og en halv time understregede sit mystiske væsen. Jeg kommer ikke til, at vende tilbage til Per Carstens plade mange gange. På den anden side er jeg glad for at have hørt den. Det er jazz like no other jazz…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar