Det er Bach-pladen med det præparerede klaver, der løber med overskrifterne lige nu. Det er ikke uden grund, da den er musikalsk grænseoverskridende og nyskabende. Carsten Dahl har gennem mange år dyrket soloformatet og har lavet mange forskellige typer soloplader og -koncerter. Samtidig med Bach-pladen er der også udkommet en umiddelbart lettere tilgængelig soloplade fra Carsten Dahl. En plade der placerer sig i forlængelse af de andre soloplader Papillion og Dream Child. Det er improviseret klavermusik af den smukke melodiske slags.
Carsten Dahl væver og digter øjeblikket. Forlænger stemninger og drejer situationer. Det er musik der omfavner virkeligheden. Musik der placerer sig i omgivelserne. Det er lyst som solstrålen der kravler ind gennem vinduet og hygger sig i den halvmørke stue. Carsten Dahl er en musikalsk kamæleon, der det ene øjeblik udfodrer lytteren (Bach) og det andet øjeblik pleaser (denne). Når du så alligevel skal i Tiger-butikken for at købe Bach-pladen (et must), kan du lige så godt tage den her med - du bliver ikke skuffet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar