Lydhør er et nyt lille pladeselskab der udgiver eksperimenterende improviseret musik. De to første udgivelser hænger på sin vis godt sammen. Kolonihaven Unikum anmeldte jeg her på bloggen i februar 2013 i forbindelse med udgivelsen af Saltö. Trommeslageren og percussionisten Christian Windfeld udgør sammen med Anders Ørbæk på percussion og piano, duoen der på situationistisk vis laver lyde/musik/klange/toner.
De ophæver gængse normer og skaber meditative klangflader. Det præges af en indadvendt, næsten tillukket verden, hvor sprækker med skarpe toner blænder vores ører. Det bruger instrumenterne til at fremhæve nye og anderledes lyde. Det er på alle måder en højst mærkværdig oplevelse der både fascinerer og efterlader en undren. Jeg forstår det ikke - og her er nok også en pointe med LP’en Punkt-Linie-Fläche. Den vil ikke forståes. Den skal “bare” accepteres som den er. Pladen er indspillet på Fanø i en gammel skipperbolig, hvor de har brugt husets lettere ustemte opretstående klaver.
Christian Windfeld har også lavet en soloplade, hvor han spiller det hele selv. Her spiller han mere piano end på duopladen. Han er mere urolig og flagrende, når han er alene. Her dvæler han ikke ved enkelte klange. Men kaster sig uhæmmet ind i instrumenternes verden, hvor han afsøger muligheder. Voldsomme anslag på tilfældige tangenter afbrydes af angeb på klaverets strenge. Det er avantgardistisk. En opløsning af vaner og dogmer. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Der går en lige linje til bl.a. John Cage i denne musik. Det er til gengæld godt at der til stadighed er musikere, der bevæger sig udenfor de gængse græsmarker. Det er både modigt og dristigt. Musikken er indspillet forskellige steder i Aarhus og undervejs kan man høre forskellige former for baggrundsstøj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar