Måske er det den Kasper Tranberg plade som jeg har ventet på. Det er til gengæld ikke en plade der sætter sig med det samme. Det er en plade der tager tid. Trompetisten er sammen med Nils Davidsen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. To af Kasper Tranbergs gamle venner. Musikere der om nogen forstår Tranbergs musikalske mission.
Det er en tight trio - tight som i, at trioen fremstår som et samlet hele, en organisk enhed. Det er musikere der ved hvad de har på hjerte og får det sagt. Her er ikke nogen der brænder inde med noget og efterfølgende siger, at de måske også kunne gøre det på en anden måde. De er så meget i nuet, at det blæser gennem højtalerne og går direkte ind i vore martrede jazzsjæle. God damn! Det er stærk jazz der ikke kan høres uden, at bruge hjerne og hjerte. Tranberg skifter erfarent mellem kornet, trompet og flygelhorn.
Hvorfor tænker jeg at det er den Tranberg-plade, som jeg har ventet på. En stor del af forklaringen finder jeg i Kasper Tranbergs spil, der fri og ubundet i selskab med Davisen og Rifbjerg. Tranberg befinder sig aldersmæssigt i slutningen af 40’erne. Der hvor forvirring og afklaring mødes i enighed. Der hvor der er så meget af det levede liv og det man vil nå at fortælle i trompeten. Han holder ikke inde med noget som helst. Det er derfor at triosamspillet fungerer så godt. De giver plads til hinanden og fremmer samtidig hinandens styrker. Her er den spirituelle Shadow, et højdepunkt for mig. Det er jazz, der kræver at du åbner op og lytter. Det gør trioen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar