Uto Kifa: Uto Kifa (AMM) digital

 

En gang imellem dukker der helt uventet musik op. Tag nu den her. Det er bassisten Lars Winberg, der har samlet et rimeligt hårdt hold med Hans Ulrik på saxofon, Mads la Cour på kornet, Peter Kohlmetz Møller på Fender Rhodes og synth samt sønnerne Tobias Winberg og Adam Winberg på henholdsvis laptop og trommer.

Winberg har tidligere ledet bandet Elektro med la Cour og sønnerne, hvor de havde et mere råt og rocket udtryk. Sønnerne havde booket studietid, da farmand Winberg fyldte 70 år. Han havde ellers lagt Elektro-projektet bag sig, men der er stadig masser af musikalsk energi i ham.

Det mærker man allerede på de to åbningsnumre, Hen på efteråret talte de flere gange om hvorvidt vinteren ville bringe frost og I den sene skumring begyndte én ude foran pludselig at nynne en melodi mod et lysende punkt i horisonten. De er vildt fede. De to Andorra-medlemmer la Cour og Kohlmetz Møller samt Hans Ulrik skaber en intens og flot stemning på Winbergs musikalske baggrund.

Sådan fortsætter det resten af albummet. Der er både groove, elektroniske elementer og en rå energi i musikken, men også plads til stemninger og eftertanke. Det hele hænger godt sammen, og Uto Kifa ender som en lille perle af et album.

Uto Kifa

Future Sounds of Jazz vol. 16 (Compost) LP/CD/digital

 

Der er gået 31 år, siden den første plade i compilationserien Future Sounds of Jazz udkom. Dengang var det, for real, fremtidens lyd af jazzen. Det var dér, hvor jazz og electronica smeltede sammen og i en periode blev kaldt nu jazz. Det er lang tid siden. Men serien eksisterer i bedste velgående. Nu er det blevet tid til Vol. 16. Holder det stadig? Har de tabt pusten?

Det er stadig Compost-pladeselskabsbossen Michael Reinboth, der har samlet musikken, og det stritter i alle mulige retninger. Det er selvfølgelig stadig elektronisk, og der er både house, ambient og spiritual. En enkelt stilart glimrer dog ved sit fravær, og det er hiphop, der ellers blev krydskontamineret med jazz på samme tidspunkt, som Future Sounds-serien opstod.

På pladen finder vi bl.a. Felix Laband, der nok har fremtiden bag sig og leverer et – til gengæld ret fedt – track, der lugter af nullerne. Amerikanske Bitchin’ Bajas leverer et forrygende eksperimenterende nummer. Nublu-bagmanden Ilhan Ersahins Birds får mig til at tænke på Tullio De Piscopos Stop Bajon fra 1984 – Ersahin tilføjer dog andre dimensioner med sin spacede saxofon. Remixet af Emanative & Jessica Laurens’ Om Supreme er en godbid, der understreger, at jazz og electronica godt kan mødes i 2026 og stadig lyde nutidigt. Brittany Davis, der synger og spiller piano, bidrager med et helt akustisk nummer, muligvis det første nogensinde i Future Sounds-serien. Sådan kunne jeg blive ved.

Måske er fremtiden fortid for Future Sounds-serien. Det ændrer ikke på det faktum, at Vol. 16 byder på så mange forskellige godbidder, at serien stadig er et yderst velkomment indslag, når man godt kan lide mødet mellem jazz og electronica, der ikke ender som ligegyldig loungemusik.

Bandcamp

Klanglys: The key to be (Klanglys) LP/CD/digital

Det er den herboende tyske guitarist Johannes Käsbach, der er primus motor i Klanglys. Han har skrevet, arrangeret og produceret al musikken, der fremføres af et internationalt band med polske, tyske og en enkelt dansk musiker. Det er bandets andet album.

Johannes Käsbach er altmuligmanden i bandet. Han har skrevet, arrangeret og produceret musikken, ligesom han spiller guitar og synger. Det med sangen er ret væsentligt. Johannes Käsbach og bandets violinist Alexandra Raczyńska synger begge med lyse og rene stemmer, og helt i jazzens ånd synger de melodien, hvilket er med til at give Klanglys deres helt eget udtryk.

Kompositionerne har et mangefacetteret lydlandskab. Det er, som om Johannes Käsbach tager os med på sine rejser og betoner oplevelser og landskaber i sin musik. Stilistisk kommer Klanglys bredt omkring, samtidig med at de opretholder deres eget udtryk. Her er både elementer af rock, brasiliansk musik, fusion, pop og en masse jazz.

Klanglys er ikke som andre. Og tak for det.

Bandcamp

 

Kosmos Trio: …and the Sun (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået fire år siden Kosmos Trios debutplade. Det har bl.a. betydet, at der er sket nogle udskiftninger i trioen, så pianisten Frede Holger Thorsen er den eneste mand tilbage fra den oprindelige opstilling. Han har i stedet koblet sig sammen med Little North-bassisten Martin Brunbjerg og trommeslageren Jesper Lørup.

Det betyder selvfølgelig, at der er sket noget med udtrykket. Frede Holger Thorsens kompositioner danner grundlag for albummet, ud over en enkelt fra hver af de andre. Frede skriver i pladens linernotes, at pladen handler om kærlighed, lys, positivitet og taknemmelighed over livet. Jeg hører en personlig plade, hvor Frede bruger musikken til at dele sine tanker. Det er triojazz, der med udgangspunkt i nogle fine melodier danner grobund for spirende improvisatoriske øjeblikke.

Numre som Gregorian Rhapsody, The Moon og Clairvoyance er mine favoritter på et fint, nordisk inspireret pianotrioalbum, hvor kompleksiteten lurer nede i dybden. Det er med til at give Kosmos Trio musikalske vitaminer og holdbarhed til mange lytninger.

Bandcamp

Uffe Steen Trio & Vestbo Trio: 3+3=10 (Dog Hound Records) LP/CD/digital

 

Det er tredje plade fra dobbelttrioen, og ligesom på deres forrige album, Grooves, hvor den ene pladeside var indspillet på spillestedet Fermaten i Herning uden publikum, har de denne gang valgt at indspille al musikken på Fermaten. Jeg synes selvfølgelig, at det er fedt, da Fermaten er mit andet hjem. Jeg ved også godt, hvorfor de gør det. Der er nemlig en rigtig god akustik for musikerne på scenen på Fermaten.

Lyden og autenticiteten er nøgleord, når man skal lytte til de to yderst velspillende trioer. Uffe Steen Trio med Uffe på guitar, Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer og Vestbo Trio med Michael Vestbo på guitar, Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer udgør tilsammen to sammenspillede trioer, der efterhånden har spillet sammen i ti år. Og det kan høres.

Pladens ti numre er komponeret af Uffe Steen, der står for tre, Vestbo Trio, der står for fire, Jesper Smalbro, der står for to, og Thomas Sejthen, der står for ét. Det er seks musikere, der lytter og lader øjeblikkene vokse frem af den roots-inspirerede musik, hvor enkelhed og klare melodier stråler om kap. De tager den med ro og kæler for detaljerne. Det er så tydeligt, at de alle seks er ovenpå og sammen i musikken.

Pladen er en fornøjelse fra start til slut, hvor man bydes indenfor i musikken og får lov til at nyde numre som Sejthens The Bumblebee, Uffe Steens Volta og Vestbos Heath.

Bandcamp

Emma Pilgaard: A Womans voice (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået lidt mere end en uge siden Moorjazz Festival, en festival som jeg er med til at afvikle. Her havde vi truffet et bevidst valg om at have mange kvindelige musikere på scenerne og endte med en fordeling på 40/60, hvilket jeg ikke tror, at der er ret mange jazzfestivaler, der kan matche.

Nå, men her havde Emma Pilgaard passet perfekt ind. Først og fremmest fordi hun har lavet et suverænt vokaljazzalbum. Det er noget så old school som et konceptalbum. Emma Pilgaard sætter fokus på kvinden. Hun har valgt otte historiske danske kvinder, som hun synger om, og sat det i scene sammen med fem andre kvinder.

Anna Ancher, Else Marie Pade og Thit Jensen hører måske til de oplagte. Emma Pilgaard har også inkluderet stuntkvinden Emilie Sannom og småkagebusinessdronningen Karen Volf. Emma Pilgaards tekster er refleksioner over, hvordan kvinderne var i deres samtid, hvad der drev dem, og hvorfor de gjorde, som de gjorde. Det er blevet til en samling sange, der fremmaner nogle klare, nærmest dokumentariske billeder.

Emma Pilgaards stemme er det første, der møder os, og jeg kan ikke blive træt af at lytte til den. Hendes intonation og klang er i særklasse. Bandet med Rahel Talts (piano), Patrycja Wybrańczyk (trommer) og Hilda Nordkvist (bas), der suppleres af Viktoria Søndergaard (vibrafon) og Ida Brinch (trompet), leverer suveræn backing på det bedste danske vokaljazzalbum, jeg har hørt meget længe.

Emma Pilgaard får en kæmpeanbefaling fra JazzNyt.

Bandcamp

Club Coyote (Club Coyote) digital

 

Det er en fornøjelse, når P8 Jazz udnævner Club Coyotes debutplade til Ugens Album. Trioen fortjener ekstra opmærksomhed. Det sker endda i samme uge, hvor filmen Coyote vs. Acme har premiere. Noget, der må tilskrives et tilfældigt sammenfald, da de ikke har noget med hinanden at gøre. Hvis Club Coyote var en film, ville den foregå på den vestjyske prærie, mens Coyote vs. Acme-historien udspringer af den amerikanske prærie.

Jon Askjær på trompet og flygelhorn, Magnus Munk Tækker på guitar og slide og Cahlo Krill på guitar, banjo og orgelbas udgør Club Coyote. Du kender dem muligvis fra Antonio Dayyanis band, der i øvrigt er aktuel med et nyt album om ganske kort tid, hvor alle tre har en væsentlig rolle.

De spiller filmisk, støvet Nordic and Western jazz. Åbne landskaber, hvor vinden ikke møder mange forhindringer, flimrer forbi mine øjne, når jeg lytter til Club Coyote. De har lavet et stærkt og originalt debutalbum, hvor americana og nordisk jazz smelter sammen på helt naturlig vis.

De får en kæmpe anbefaling herfra.

Bandcamp

The Gutophone Mixtape (Gutophone) digital

Mixtapes har altid været en favorit hos mig. Når jeg tænker på alle de mixtapes, jeg lavede dengang, hvor det reelt var et tape/bånd, til alle de playlister, der siden har hobet sig op på min Spotify-konto, bliver jeg aldeles ør i hovedet.

Det nystartede pladeselskab Gutophone starter ud med at udgive et mixtape, hvor de præsenterer en række af de mest toneangivende jazzmusikere fra Norden med helt nye numre.

De tre pladeselskabsiværksættere, der bidrager til udgivelsen, under navnet Gutophone Trio med nummeret Why Don't You, er sammen med trompetisten Erik Kimestad. Det er rent ud sagt et vidunderligt krøllet nummer, der placerer sig i en tidløs jazzatmosfære. Det er noget af det samme, pianisten Jeppe Zeeberg bidrager med på nummeret Star-crossed Lovers, hvor han er sammen med trommeslageren Oliver Laumann. Det er 100 års jazz kogt ned til fem et halvt minut.

Det er ikke udelukkende jazz-jazz, man finder på pladen. Svenske Ima Baeza Bilgin bidrager med et støjende elektronummer, mens guitaristen Carlo Dayyani bidrager med Aftensang, der lyder som titlen. Viktoria Søndergaard spiller solostykket Krøllet sammen i min lomme, hvor der hersker ro. Ronja Rose Andersson fra Musvit kommer med Did You Think It Was Your Words, hvor der er bygget en sfærisk stemning af vokaler op omkring hendes sang, der ligesom flere af de øvrige medvirkendes bidrag giver lyst til at høre mere med dem.

Så har mixtapet løst sin opgave og kan ikke blive meget bedre.

Gutophone

Hilal Kaya: Sümbül (CPL-Music) LP/CD/digital

 

Jeg har efterhånden oplevet Hilal Kaya en del gange sammen med elektrojazzerne Kalaha, hvor det kulminerede sidste år på Moor Jazz Festival med et brag af en koncert. Da havde jeg allerede oplevet Hilal Kaya med hendes eget projekt i forbindelse med SPOT Festival 2025 og har med længsel ventet på, at der skulle komme et helt album med hendes egen musik. Nu er det her endelig!

Hilal Kaya er født i Danmark og har tyrkiske rødder. Hun synger selvfølgelig på tyrkisk på Sümbül. Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde med alt det gode, der er at sige om albummet. Der er tydelige rødder i tyrkisk folkemusik og inspiration fra rock, jazz og psykedelisk musik. Det er ikke helt forkert at kalde det anatolsk psych. Hilal Kaya har været med til at skrive sangene på pladen, bortset fra de tre, der er hentet fra tyrkisk folkemusik. Her er eksempelvis Mavi Yıldız, der stammer fra Yozgat-regionen, helt forrygende. Den er en af de mest elskede sange inden for tyrkisk folkemusik.

Hilal Kaya er gået sammen med guitaristen og produceren Søren Bigum om at lave pladen. Han har Søren og Henrik Poulsen med på henholdsvis bas og trommer, som han blandt andet spiller sammen med i Peter Sommers Tiggerne og Mukherjee Development. Søren Bigum spiller elektrisk guitar, akustisk guitar, mandolin, steelguitar og keyboards på pladen og skaber grundlaget for pladens lækre, organiske lydbillede, der passer perfekt ind i det anatolske univers. Det hele toppes af Orhan Özgür Turan på oud og bağlama, der får den swingende musik til at svimle.

Pladen indeholder flere topfavoritter. Der er både den twangy Harabe og partybangeren Sultan. Det er bare med at komme i gang med det særdeles vellykkede og gennemarbejdede album Sümbül, der får en stor anbefaling herfra.

Hilal Kaya

Little North: Crossing Currents (ACT Records) LP/CD/digital

 

Der er gået et par år, siden Little North udsendte deres første plade på det tyske pladeselskab ACT Records. Nu er de klar med opfølgeren og holder fast i traditionen med at have gæster med på pladen – denne gang er det blevet til to. Trioen med Benjamin Nørholm Jacobsen (piano), Martin Brunbjerg Rasmussen (bas) og Lasse Jacobsen (trommer) er denne gang rykket til New York, hvor de gik i studiet med vibrafonisten Joel Ross, som også har produceret pladen. Det har tilført ny energi til trioen, der samtidig har medbragt deres gamle ven, den svenske saxofonist Hannes Bennich. Begge gæster er veletablerede navne på den internationale jazzscene.

Crossing Currents er en kulmination i Little Norths historie. De har haft travlt med trioen, som stille og roligt er gået fra at være på vej til at blive etableret. Musikken er som vanligt skrevet af trioen, der har ladet sig påvirke af turen til USA. De formår at blande en vis uro ind i musikken, samtidig med at de opretholder en melodisk ro og elegance. Trioen er en sammentømret enhed, der med stort overskud trækker Ross og Bennich ind i deres verden. Det udløser en plade, der balancerer fint mellem København, New York og Malmø.

Crossing Currents er den bedste plade fra Little North indtil videre, hvilket ikke siger så lidt.

Bandcamp

Sigurdur Flosason, Erik Söderlind, Kjeld Lauritsen & Kristian Leth: Blue Shoes (Prophone Jazz) CD/digital

Det er gamle musikalske venner, der finder sammen igen på Blue Shoes. Den islandske saxofonist Sigurdur Flosason er atter i selskab med Hammond-organisten Kjeld Lauritsen og trommeslageren Kristian Leth, som han også var på Night Falls og Daybreak fra henholdsvis ’13 og ’15. Den eneste udskiftning er på guitaren, hvor svenske Erik Söderlind er kommet med i stedet for Jacob Fischer, der var med på de to første. Söderlind har tidligere spillet med den svenske Hammond-legende Kjell Öhmann og er for tiden aktuel sammen med Lars Jansson Trio. Flosason kender vi også i Danmark fra samarbejder med bl.a. Lennart Ginman og Cathrine Legardh.

Det er blåtonet jazz af den klassiske slags, hvor det handler om de grundlæggende håndværkskundskaber. Birger Sulsbrück medvirker på percussion, hvilket er med til at få det til at lugte af 60’ernes Blue Note-souljazz, som f.eks. på pladens sidste nummer, Virgin. Der er boogaloo på Sidekick, intim jazz på The Long Dark Nights og en masse blå toner ud over det hele. Flosasons rene altsaxofon, Lauritsens behagelige Hammond og Söderlinds virtuose guitar er en fornøjelse.

Naxos

 

Jacob Anderskov/Jesper Zeuthen/Anders Vestergaard: Mellemrummets Poesi (ILK) CD/digital

 

Da jeg for tredje eller fjerde gang gennemlyttede Mellemrummets Poesi, begyndte jeg at tænke over, hvor meget trioen spiller sammen mellem indspilninger og koncerter – det, man kalder at øve. Det er for det første ikke mit indtryk, at de spiller koncerter særligt ofte, hvilket vel primært skyldes, at freejazz ikke har et særligt stort publikum og derfor kun få koncerter. Mødes de mon til øveaftener en gang imellem, eller strider det mod sjælen i det, de skaber, og går ud over det umiddelbare og friske i mødet? Gennemtænkt og planlagt freejazz giver ikke rigtig mening. Det giver til gengæld mening, at det er nogle musikere, der kender hinanden på et eller andet plan.

Det er trioens fjerde plade siden 2018. Den er indspillet en sen aften i Koncertkirken i København i 2025, hvor de alle tre inden da havde spillet koncerter med andre. Koncertkirken har udviklet sig til at være en hjemmebane for trioen med Jacob Anderskov på piano, Jesper Zeuthen på altsax og Anders Vestergaard på trommer. Albummet er delt op i fire dele, der former sig som et forløb. Albummets titel kan give et hint om, hvad de skaber, hvor de befinder sig, og hvad de vil. Jeg hører en plade med tre lydhøre musikere, der smelter sammen og skaber et nærmest meditativt forløb. Det er musik, hvor sanserne pirres, og der skabes en koncentreret boble af ekspressionistisk, nordisk jazz.

Bandcamp

DOMi & JD BECK: Who Asked? (Blue Note/Apeshit) CD/LP/stream

 

Der skulle gå præcis fire år siden debuten Not Tight, inden den fransk/amerikanske duo DOMi & JD BECK kunne være klar med en opfølger. Det er meget lang tid, særligt når albummet lyder som et album, hvor der, for at kunne forstå duoens udvikling, mangler et album eller to mellem debuten og opfølgeren. Der er af uransagelige årsager kommet vokal med – ikke fra gæster som på debuten, men fra dem selv, hvor trommeslageren JD BECK er den primære. Det lyder ikke godt. Hans vokal er monoton og kedelig. Han synger melodien lidt i samme stil som Thundercat, bare uden sjæl og nerve.

Det matcher ikke duoens tekniske kunnen, hvor de i et eller fedt mashup mellem hiphop, jazz og computerspilsmusik laver nogle crazy ting på trommer og keyboards, hvilket typisk er det, der popper op i de korte reels på Instagram og lignende, som de lægger ud på nettet og er så kendte for. Det er en skam, at duoen er gået vokalvejen. Havde der så bare været en popbanger på pladen, havde de næsten været tilgivet. Jeg håber inderligt, at deres næste album, der først kommer i 2030, hvis de holder den nuværende kadence, er et instrumentalalbum.

Duoen skulle dog stadig være en fed koncertoplevelse, hvor vokalen efter sigende træder i baggrunden. Hvornår kommer de egentlig til Danmark?

Blue Note

Søren Østergaard Pedersen: When they ask (Gateway) digital

 

Den ellers erfarne bassist og underviser Søren Østergaard Pedersen udsendte først sin jazzdebut i eget navn for fem år siden. Nu er han klar med opfølgeren, der er et svar på et spørgsmål. Den hedder When They Ask. Han har samlet et godt hold omkring sig: den bundsolide og originale guitarist Simon Krebs, kendt fra Andorra, Asbjørn Kamban på flygelhorn og trommeslageren Sune Rahbek, der har stor erfaring inden for folk og roots.

Søren Østergaard Pedersen har en forkærlighed for den gode melodi. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Simon Krebs' guitarspil, der let og ubesværet skifter mellem jazz og roots, har stor betydning for kvartettens udtryk sammen med Kambans elegante og rolige flygelhorn. Her er den glade åbner "Hand in Hand" et godt eksempel. Asbjørn Kambans varme tone på flygelhornet besvares så smukt af Krebs' guitarspil og Rahbeks pulserende og lette trommespil; det er en lille perle.

Søren Østergaard Pedersen holder sammen på musikken i mere end én forstand, både med bassen og gennem den velkomponerede og velarrangerede musik.

Facebook

Jan Harbeck Quartet: Conversation (Stunt) LP/CD/digital

 

Der er enkelte jazzmusikere, hvor jeg ikke ønsker, at der sker alt for store ændringer i det, de laver, fordi det allerede er så fuldendt og gennemført. En af dem er tenorsaxofonisten Jan Harbeck, når han spiller med sin faste kvartet. Med netop den besætning har Harbeck indspillet albummet Conversation. De har spillet sammen i mere end 15 år i denne konstellation: Henrik Gunde på klaver, Eske Nørrelykke på bas og Anders Holm på trommer. De har deres helt egen lyd og deres helt eget udtryk.

Musikken er indspillet i ét rum i studiet The Village, hvor musikerne har kunnet høre og se hinanden uden nogen form for filter. Det minder meget om oplevelsen af kvartetten live, hvor Harbeck helst spiller uden forstærkning. Det betyder, at musikerne hele tiden må finde et fælles lydniveau, så ingen overdøver hinanden. Netop derfor får kvartetten sit helt særlige kollektive udtryk.

Det er den balladedrevne side af jazzen, vi møder på albummet, hvor Harbecks let støvede tenorsaxofon tager den med ro. Numre som Passing Clouds, Airwaves og Arena byder kælent op til et intimt samvær med både jazzen og Jan Harbeck.

Jan Harbeck

Bjarke Falgren: Turkis (Bjarke Falgren/Zack’s Music) LP/CD/digital

 

I pressematerialet står der, at pladetitlen Turkis er valgt, fordi det er farven på horisonter, på det åbne og på alt det, der venter, når man slipper kontrollen, lader sig føre med og giver plads til, at noget kan ske. Jeg kan alligevel ikke lade være med at synes, at det også er ret sejt, at turkis samtidig er farven på manden bag pladens Citroën ID19 fra 1963.

Det er Bjarke Falgrens andet album i eget navn. Han spiller violin og har skrevet og arrangeret musikken, der både henter inspiration fra Norden og Latinamerika. Særligt sidstnævnte falder jeg pladask for på nummeret Cigarillos Por Favor, hvor den herboende cubanske conga-spiller Eliel Lazo gør sit til, at stemningen kommer til at syde noget så eftertrykkeligt.

Turkis er et meget vellydende og melodisk album, der tager den med ro. Bjarke Falgren bygger et smukt og originalt univers op, hvor violinen – som vi så ofte forbinder med swingjazzen – finder nye stier. De kan sagtens swinge, men de taler i endnu højere grad til hjertet end til fødderne.

Falgren har samlet et stærkt hold omkring sig med Heine Hansen på klaver, Wurlitzer og Rhodes, Anders Holm på trommer, Morten Lundsby på bas, Eliel Lazo på congas og Jakob Holm på guitar.

Vinyludgivelsen kommer i en flot gatefold, der matcher den elegante musik.

Gateway Musicshop

Anders Mogensen: Ben Webster Reminiscence (AMM) digital

 

Sidste år modtog trommeslageren, komponisten, underviseren, bandlederen etc. Anders Mogensen den hæderkronede Ben Webster-pris. Det har han fulgt op med albummet Ben Webster Reminiscence, hvor han sammen med sin gamle kumpan fra 90'er-bandet When Granny Sleeps, Niclas Knudsen på guitar, Karl-Martin Almqvist på tenorsax og Richard Andersson på bas hylder den legendariske saxofonist Ben Webster.

Ben Webster kom fra jazzens swingtradition og hentede stor inspiration fra tiden hos Duke Ellington, selv om det var som bandleder for mindre grupper, han blev kendt og elsket i Danmark. Mogensen står ligeledes i spidsen for en lille gruppe, hvor der sættes fokus på den rolige side af jazzen.

Det er seks uopslidelige jazzstandards, som Ben Webster var med til at sætte på jazzens verdenskort. Her er eksempelvis Chelsea Bridge – jazzballaden over alle jazzballader. Anders Mogensen er helt tilbage i lydbilledet med sine whiskers. Karl-Martin Almqvist er til gengæld helt fremme i lydbilledet, ligesom han er det på resten af pladen, og godt for det. Han spiller tenorsaxofon som få. Der er en fylde og modenhed i tonen, som ikke forsøger at efterligne Ben Websters lyd, men snarere hans sjæl.

Niclas Knudsen er en kamæleon på guitaren og kan spille straight ahead-jazz, så det driver ned ad væggene. Richard Andersson er Mr. Steady og finder naturligt sammen med Anders Mogensens trommespil. Hør også Love Is Here to Stay, der allerede har hittet på Spotify, og den altid smukke Someone to Watch Over Me. En skøn hyldest til The Brute.

Instagram

Psychobillyjazz 3 (Movement shaped like a heart) CD/digital

 

Han er en af Danmarks fremmeste jazzhylere – både på skrift og horn. TS Høeg er topaktuel i disse dage. Han har udgivet en plade med Psychobillyjazz 3, som det handler om her. Men også bogen Jazzinistisk jubilæum, der er Høegens personlige hyldest til dansk jazz i anledning af de 100 år, ligesom han er fortælleren i Anders Maltas store hyldestværk til dansk jazz, 100 stemmer.

Nu tilbage til pladen. Først og fremmest er det fedt med en 69-årig jazzmusiker, der er tro mod sig selv og musikken og samtidig er i stand til at udfordre – ikke mindst sig selv. Psychobillyjazz 3 – husk at trække a'et langt ud, når du udtaler det – er et nutidigt bud på punkjazz, hvor TS Høeg har allieret sig med to af undergrundens hippeste musikere: guitaristen Halfdan Stefansson og trommeslageren Johannes Østlund Jacobsen.

Musikken er indspillet hen over sommeren 2024 ved forskellige arrangementer. Det giver uden tvivl fornyet energi til TS Høegs altsax, at han er i selskab med to yngre musikere, der er på bølgelængde med Høegs anarkistiske jazzforståelse. De spiller mystisk brasiliansk på Brazil, kantet afrikansk på Afro, noise på Soundgristle, wah-wah-elektrisk på Miles og no-mercy-wave-punk på Oh C Parade.

Pladen er et forrygende statement fra den side af jazzen, der ikke vil være pæn og dannet.

Bandcamp

The Heart’s Electrical system: We dream in low fidelity (Gateway) LP/digital

 

Det er Jacob Salmon, der står bag gruppen The Heart's Electrical System. Han har skrevet og produceret musikken, ligesom han står for beats, klaver og synth. Derudover får han hjælp af Anton Schrøder Hejlesen på trompet, Asger Kirkegaard Sørensen på guitar og Henrik Windbirk på tenorsaxofon.

Ved første koncentrerede gennemlytning imponerer saxofonen mig ikke. Den har en lidt for pæn fremtoning. Omvendt er der noget dragende ved albummet, som gør, at jeg bliver ved med at vende tilbage til det. Det er også her, jeg begynder at forstå, hvorfor saxofonen lyder, som den gør.

Det er rolige, elektroniske og melodiske klange med et jazzet og improvisatorisk afsæt. Salmon tager sig god tid i produktionen, og den ro forplanter sig til musikerne. Numre som Alpaca Swagger og Diminishing Light med den skønne guitar er perfekte at svømme væk til. Det lyder måske ikke så flatterende, men det er ment som en stor ros.

Albummet We Dream in Low Fidelity er et fremragende soundtrack til hverdagens små gøremål. Det er også her, saxofonen kommer til sin ret. Den fredelige tone passer perfekt ind i albummets univers. Trænger du til en afslappet elektronisk plade med et jazzet fundament, kan den varmt anbefales.

Gateway Musicshop

Karl & Tobias: Dig (Karl & Tobias) digital

 

Grundlæggende er karaktersystemet et endimensionelt og fantasiforladt system, som jeg ikke nærer den store tillid til. Derfor er det en ekstra stor fornøjelse, når to elever fra musikefterskolen Klejtrup slutter skoleåret af med at udgive en EP på streamingtjenesterne, hvor den skal finde sin plads i det store digitale hav. De har så meget musikalsk på hjerte, at jazzbloggeren har gået og storhygget sig med at lytte til musikken. Og helt ærligt – det betyder meget mere end et tal ved en eksamen. De rækker ud og finder lyttere. Musikken lever.

Karl Brodersen på tangenter og Tobias Søndergaard på trommer har skabt tre numre, hvor de med ro, forståelse for øjeblikket og en stærk sans for improvisation nærmest jammer sig gennem musikken. Der er en grundmelodi, som de mødes omkring, og herfra kommunikerer de med en modenhed gennem instrumenterne, der efterlader et stort indtryk.

Det ni minutter lange åbningsnummer Hvornår løber med prisen som EP'ens stærkeste nummer. Lyden af Wurlitzer og de trommer, der stille og roligt vokser frem, kan godt sende tankerne i retning af Svaneborg Kardyb – og så alligevel ikke. De to unge musikere er ikke bange for at flagre ud ad tangenter og trommer og skabe deres helt eget udtryk. De har skabt en både vellykket og overbevisende debutudgivelse, og jeg håber, de fortsætter med at lave musik sammen.

Instagram

Michel Camilo & Aarhus Jazz Orchestra - Musikhuset i Aarhus 27. juni

Pianisten Michel Camilo var ganske enkelt hot shit i slutningen af firserne. Første gang han gæstede Danmark var i 1987 på Montmartre under Copenhagen Jazz Festival. Det skete på en af sommerens varmeste dage – en sommer, der paradoksalt nok siden er gået over i historien som en af de koldeste.

39 år senere stod han på scenen i Musikhusets Store Sal sammen med Aarhus Jazz Orchestra på den varmeste dag, der nogensinde er målt i Danmark. Med risiko for at falde direkte ned i klichéfælden må det siges: Der var endnu varmere på scenen. Camilo havde taget sin faste rytmegruppe med, heriblandt den herboende cubanske conga-virtuos Eliel Lazo. Aarhus Jazz Orchestra kvitterede med 16 blæsere og deres nye chefdirigent, nordmanden Geir Lyssne, som kommer efter ni år i spidsen for NDR Bigband. Det er en chefdirigent af absolut international klasse, orkestret har fået fat i.

Der er enkelte koncerter, hvor jeg møder op usædvanligt godt forberedt. Sådan var det denne aften. Som ganske ung købte jeg In Trio, min første Michel Camilo-plade, og i en periode var han intet mindre end et musikalsk idol. Begejstringen kulminerede med One More Once fra 1994, hvor han foldede sit spil ud sammen med et bigband. Derfor var glæden også stor, da det viste sig, at en stor del af repertoiret kom netop derfra.

Camilos musik er højeksplosiv latinjazz. Teknisk nådesløs, propfyldt med vilde breaks og uden et eneste sekund til overs. Hver takt tæller. Hans klassiske baggrund høres især i de elegante soloindledninger, hvor han alene bygger spændingen op, inden orkestret eksploderer omkring ham. Samtidig er hans klaverspil dybt percussivt. Han behandler tangenterne, som var de skindet på en conga, og fingrene hamrer af sted med en kraft, præcision og rytmisk opfindsomhed, som stadig er dybt fascinerende.

Min sidemakker har gennem årene adskillige gange fortalt om den Michel Camilo-koncert, han oplevede på Brædstrup Kro i efteråret 1987. Lørdag aften blev derfor også en rejse tilbage til ungdommen for os begge – og tilbage til noget af den jazz, der var med til at forme vores musiksmag.

Og vi fik præcis det, vi håbede på. Faktisk mere.

Åbningen med Why Not? satte barren med det samme. Bigbandets altsaxofonist Kati Brien leverede en overbevisende solo og viste igen sit format i Just Kiddin', hvor hele orkestret arbejdede på højtryk for at komme levende gennem Camilos svimlende komplekse komposition. Min sidemakker lænede sig over og konstaterede, at Aarhus Jazz Orchestra aldrig havde lydt bedre. Jeg havde svært ved at være uenig. Blæsersektionen var ganske enkelt fremragende.

Caribe bredte øjeblikkeligt caribisk varme i salen, mens afslutningen med One More Once bød på stærke soli fra Michael Bladt og en saftig chase i trompetgruppen. Som ekstranummer kom On Fire, og titlen kunne dårligt have været mere passende. Til sidst stod hele salen op. Publikum klappede, jublede og sendte begejstringen tilbage mod scenen med samme energi, som Michel Camilo havde sendt ud over tangenterne.

Det var den eneste koncert med Camilo og big bandet. Det må de meget gerne gøre igen.

Jeg fik desværre kun taget et meget dårligt billede med telefonen fra koncerten, i stedet har jeg sat et billede ind af solnedgangen der mødte os, da vi kom ud fra Musikhuset.