Det ligger lige for, at sammenligne Gard Nilssen's Supersonic Orchestra med Paal Nilssen-Love's Large Unit eller i særdeleshed Fire! Orchestra, da de deler flere medlemmer. Blandt andet den danske saxofonist Mette Rasmussen, der har været med i en af de tidligere Fire! Orchestra inkarnationer. Gard Nilssen's Supersonic Orchestra er et storband, hvor hovedparten af medlemmerne kommer fra Norge. Seksten mand. Tre trommeslagere (inklusive Gard Nilssen), fire bassister (blandt andet Petter Eldh og Ingebrigt Håker Flaten) og syv saxofonister (blandt andet Per "Texas" Johansson, Hanna Paulsberg, Kjetil Møster og Maciej Obara), to trompetister (blandt andet Goran Kajfes) og en enkelt på trombone. Musikken er sprælsk og direkte "in your face". Der holdes ikke igen på energien, der uden problemer når ud til lytteren.
Trommeslageren Per Oddvar Johansen er en erfaren herre fra den norske jazzscene. Han har spillet fast med nyligt afdøde Jan Erik Kongshaug i dennes band. Det er selvfølgelig også Jan Erik Kongshaug, der er tekniker på pladen der er indspillet i 2017. Ellers har han spillet med bl.a. Christian Wallumrød Ensemble og Solveig Slettahjell. På pladen er Per Oddvar Johansen sammen med Helge Lien (piano) og Torben Snekkestad (saxofon) og gæstes på et par numre af Hedvig Mollestad (guitar). Musikken kommer godt rundt. Den har et grundlag i samme flydende feeling som man kender fra trommeslagerkollegaen Paul Motian. Samtidig med at både rock og melodi dukker op undervejs. Snekkestad som jeg bedst kender fra den eksperimenterende ende af jazzen, spiller den smukkeste saxofon.
Apropos Torben Snekkestad. Så er han atter aktuel sammen med den portugisiske pianist Agusti Fernandez og den britiske bassist Barry Guy. Pladeudgivelsen er støttet af danske midler; Koda, Dansk Komponist Forening og Rytmisk Musik Konservatorium (hvor Snekkestad er adjunkt). Den er indspillet i Köln på det legendariske free jazz spillested LOFT og pladen er udgivet af det østrigske pladeselskab Trost Records. Det er et vaskeægte paneuropæisk projekt. Musikken er et kammermusikalsk clash af free jazz og ny klassisk musik. Øjeblikkets søgende øjeblik, der hele tiden finder noget nyt i samarbejdet.
Jeg kan ikke lige erindre at jeg stødt på navnet Trygve Waldemar Fiske før. Han er bassist og står i spidsen for kvartetten Waldemar4. De er aktuelle med deres andet album. Holdet han har omkring sig er erfarne folk; André Roligheten (basklarinet og saxofon), Håvard Wiik (piano) og Erik Nylander (trommer). De har en baggrund i både free jazz og jazz. Her er de amerikanske inspirationer tættere på end de ellers er på en norsk plade. Når tempoet er højt, er det som regel i nogle teknisk komplicerede opsætninger, hvor netop kapelmesterens bas er den der bestemmer retning og tempo. En ægte bassistkapelmesterplade.
Det er et umiddelbart mærkværdigt krydsfelt mellem slut 60'ernes hippierock a la The Byrds, indiske toner og 70'ernes The Doobie Brothers' mere velpolerede west coast musik, med fokus på country. Ovenpå det står Stein Urheims norske aner og vidunderligt uortodokse måde at skabe musik. Det skal høres for, at tro det er muligt og lyder godt. Guitaristen Stein Urheim har samlet et vellydende band omkring sig. Forestil dig soundtracket til Twin Peaks - bare med den forskel at det foregår i en norsk bygd og spilles af indiske skuespillere.
Stein Urheim medvirker også på Erlend Apneseths nye album Fragmentarium. Apneseth spiller på det gamle norske instrument hardangerfele. Udover de fire strenge som der spilles på med buen, er der også nogle underliggende resonansstrenge, der giver instrumentet sin helt særlige fyldige lyd. Det passer godt i Apneseths moderne folkrockunivers. Apneseths ønske er at det lyder som fortid, nutid og fremtid. Det lykkedes til fulde på det stærkt stemningsskabende album. Her blandes hardangerfelen med elektroniske elementer og akustiske instrumenter som kontrabas og accordion.
På den sidste plade medvirker føromtalte Per Oddvar Johansen. Det er Christian Wallumrød Ensembles syvende album siden 2003. Pianisten Wallumrød har som vanligt skrevet al musikken. Stilistisk befinder ensemblet sig mellem neoklassisk musik, old school musique concrete, elektronisk musik og samtidsjazz. Christian Wallumrød er ikke bleg for, at skifte mellem avantgardistiske tiltag og poppens indladende karakter. Pladen er som en kl. 12 raket i dette festfyrværkeri af norsk musik, der med mange forskellige stilarter alle har det til fælles, at der er jazz i musikkens sjæl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar