Hans Ulrik ramte sit kunstneriske nulpunkt sidste år, med Cd’en Danish standards. Ærligt talt havde jeg svært ved, at se hvordan han skulle komme ud af det morads.
Men han er overraskelsernes mand. Blue and purple er et udvalg fra over 40 melodier, som han skrev i løbet af en kort periode. CD’en er helstøbt. Hans Ulrik skriver i bookletten, at musikken blev til i en svær periode i hans liv, og han har formået at omsætte den svære periode til enkle, følsomme og meget stærke melodier.
I fremførelsen er det et kæmpeplus at han har valgt Jacob Christoffersen til udelukkende, at spille Wurlitzer. Det understøtter det skrøbelige og bliver ikke trættende, som man kunne have frygtet. I stedet bringer det en ikke ubetydelig flade af farver ind i musikken.
Pladen bevæger sig på kanten. Den kunne have vippet over, og endt som en klistret 70’er pastiche. Nu efterlader den et indtryk af en modnet komponist og musiker, som har lavet sin hidtil bedste plade. Det er en intim plade, med mange fine detaljer af bl.a. Fredrik Lundin på saxofon og Peter Dahlgren på basun.
1 kommentar:
Jeg er fuldstændig enig i din anmeldelse af Autofants "Family". Det er nytænking, som ikke går for vidt, men som er sjov og tilgængelig for alle, børn og voksne -- du nævner din et-årige datter, som også kan "forstå" musikken.
Family er hverken jazz eller rock eller pop, men en helt egen stil, som holdes hele pladen igennem. Keith Jarrett møder elektronika måske? (Sundh er jo også kæmpe Keith Jarrett-fan.)
Send en kommentar