torsdag, februar 05, 2026

Veronika Rud: Nothing (BlikFlak) LP/digital

 

Det er da helt vildt, så meget som Veronika Rud kan nå på en EP med 6 numre. Hun skifter udtryk flere gange undervejs. Hun var nomineret til en DMA som årets nye jazznavn i 2025 og fortsætter med at imponere med den nye udgivelse. 


Sangen You don’t have to do anything er et mesterligt møde mellem stemme og musikere. Hendes fraseringer smelter sammen med Buster Isitt’s guitarspil. Det følgende nummer, Stranger, er med scat-sang, Albert Schwalbe på saxofon og swing ud over det hele. Titelnummeret Nothing er musikalsk nærvær, hvor hendes faste trio med Elias Häninnen Pedersen på bas, Jakob Marker på trommer og Svend Winther på klaver står så tindrende skarpt. Så kommer den sfæriske ordløse Sang om haab og den introverte Hideaway. Den sidste er Kram, der er på dansk og hold da op, hvor er den god. Hun er kun i selskab med bassen og fylder så meget. Endnu en nuance på Veronika Ruds store musikalske palet. 

Veronika Rud på Instagram

onsdag, februar 04, 2026

Odense Jazz Orchestra meets Loren Stillman (AMM Records/Gateway) LP/CD/digital

 

Sidste år kom pladen Ghost of a city med Odense Jazz Orchestra, hvor de spillede Jeppe Grams musik. Den blev nomineret til en DMA jazz award. Big bandets pladser er besat af en lang række markante jazzmusikere, der kan opfylde big bandets høje standard.


De er gået sammen med den amerikanske saxofonist og komponist Loren Stillman som herhjemme bl.a. kendes for sit samarbejde med Mikkel Ploug og ude i den store verden for at have spillet med Charlie Haden, Carla Bley og Paul Motian. Han har skrevet seks numre som big bandets bassist Kasper Tagel har arrangeret. 


Det er helt grundlæggende en god og sammenhængende big band plade, hvor der er et roligt og behageligt flow. Stillmans melodier lægger op til og er i stand til at rumme den musikalske fyldighed fra big bandet. Loren Stillman indtager ofte rollen som solist, enten på tenor eller sopransax. Han har en myndighed i tonen, der giver big bandet overskud.


Det er en fornøjelse at høre det vellykkede samarbejde mellem den nordiske tone og de amerikanske jazztraditioner. Lyt f.eks. til A tree falls eller den fortryllende Like a magic kiss, hvor big bandets mangeårige trompetist Tomasz Dabrwoski og Stillman mødes i flot samspil.


Mødet mellem big bandet og amerikaneren føjer endnu et anbefalelsesværdigt kapitel til historien om det fynske big band.

Odense Jazz Orchestra

tirsdag, februar 03, 2026

Girls in Airports feat. Halvcirkel: Imaginal (Mawi Music) LP/CD/digital

 

De har eksisteret i over 15 år og har udgivet en god bunke plader, herunder både en liveplade, en big bandplade og såmænd også en plade med færøske børnesange. For nylig tog jeg dem med på en liste over de bedste debutplader i dansk jazz i dette årtusinde.


Girls in Airports er uden tvivl et af de vigtige bands i nyere dansk jazz. De har haft deres egen lyd og stemning lige fra starten, der stille og roligt har flyttet sig gradvist nye steder hen. På det nye album, Imaginal er de gået sammen med strygertrioen Halvcirkel. Det er godt træk. Trioen matcher Girls in Airports’ høje musikalske ambitioner. Musikken er skabt i samarbejde mellem Girls in Airports og Halvcirkel. Det er ikke et forsøg på at lade en klassisk strygertrio smelte sammen med et indiejazzband. Det handler om at gå nye veje, hvor man holder hinanden i hånden og på turen mødes i ånden. 


Det lyder måske højpandet. Det er det ikke. Det er et stærkt stemningsmættet album, hvor ambient, würlitzer, svævende rytmik, strygere og Martin Stenders saxtone forenes på et af Girls in Airports’ stærkeste udspil og det siger ikke så lidt.

Bandcamp

mandag, februar 02, 2026

Søren Bebe Trio: Gratitude (From Out Here Music) LP/CD/digital

 

Det er syvende album fra Søren Bebe i selskab med trio. Der findes også en god bunke soloplader med Bebe. Den nye plade Gratitude kommer både på vinyl og CD. I denne anmeldelse handler det udelukkende om vinyl-udgivelsen og de ni numre som den inkluderer. CD’en er med dobbelt så mange numre. 


Han er som på foregående plade, sammen med Kasper Tagel på bas og Knut Finsrud på trommer. Stilen er den rolige nordisk inspirerede jazz, hvor han selv nævner Tord Gustavsen og Esbjörn Svensson som nogle musikken ofte er sammenlignet med. Jeg vil dog mene at Bebe også er noget andet end de to. Der er en ro og en mildhed i Søren Bebes musik, samtidig er der også noget dramatik og spænding. Helt kort kan Søren Bebe Trio kategoriseres under det milde drama. 


Søren Bebe har fornemmelsen for at lade storheden drysse stille ned fra himlen som lette snefnug og lader dem lande i musikken. Det høres til fulde på titelnummeret Gratitude, der også er den sidste skæring på LP’en. Lige inden har trioen spillet deres vellykkede udgave af den altid smukke Throw it away, som Abbey Lincoln har skrevet. Søren Bebe fortæller at pladen er lavet af taknemmelighed overfor trioens mange dedikerede lyttere, for at skabe musik sammen og i det hele taget gøre det som han holder allermest af; at spille og skabe musik. 


Han har hentet inspiration i naturen omkring ham, som den høres på den vinterknitrende Frostblad og den efterfølgende Tystrup Sø, der har fået titel efter søen, der ligger tæt på Sorø, hvor Søren Bebe bor. Der er også blevet plads til Billy Joels It so it goes fra 1989. Et klogt valg at lade trioen spille den, så den lyder som en gå-hjem-sang, der runger af længsel og vemod. Det er meget elegant.

Søren Bebe

søndag, februar 01, 2026

Jesper Thorn: Stille (April Records) LP/CD/digital

Der er snart gået ti år siden bassisten og komponisten Jesper Thorn lavede sin første plade i eget navn. Nu er tiden inde til den fjerde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været ekstra spændt på den. Hvordan kommer man videre fra det mesterværk som den forrige plade, Dragør, var? Det gør man selvfølgelig ved at gå nye veje og bevare sig selv i musikken.


Der er sket en vigtig udskiftning blandt musikerne. Schweiziske Marc Méan på piano er som vanligt med. Cecilie Strange på saxofon og Andreas Bernitt på violin, der var med på Dragør, er atter med. Det er Maj Berit Guassora på trompet og flygelhorn, der er kommet med i stedet for Tobias Wiklund på kornetten. Det er et markant skifte, der er aldeles vellykket. Maj Berit Guassora kommer med en sikkerhed og musikalsk ro, der klæder Jesper Thorns musik.


Stille er et af den slags albums, der har fundet sig til rette i mit hjerte og sjæl med det samme. Titlen på pladen er en reference til Thorns egen søgen efter stilhed, fred og ro i en larmende og hurtig verden. Her har Thorn brugt musikken som et helle, som lytter og som musiker og komponist. Stille er lige præcis sådan en plade, hvor man som lytter hensættes til en verden hvor man flyder med musikken og langsomt lader pulsen falde.


Numre som Stilleben og Fragmentarium er blandt de helt store på en skøn plade, hvor Thorns musikere forstår hans musik og sammen med ham omsætter den til en meget smuk oplevelse.

Bandcamp