Ben Webster Prisfest 2026

 

For 49 år siden blev saxofonisten Jesper Thilo den første modtager af Ben Webster-prisen – nu er han død efter nogle års sygdom. Nyheden om hans død læste jeg, da jeg var på vej til Ben Webster-prisfest i København. Thilo var inkarnationen af en Webster-prismodtager; han havde endda spillet med den amerikanske tenorsaxlegende. 

Da Webster døde i 1973 uden arvinger, blev der i stedet oprettet en fond, der fik rettighederne til Ben Websters musik. Det genererer en årlig indtægt, som fonden bruger til at støtte danske jazzmusikere og altså uddele en årlig pris.

I år gik prisen til Lotte Anker, der måske ikke har en lige linje til den jazz, som Ben Webster var kendt for at spille. Som Ben Webster-fondens afgående formand Jesper Løvdal sagde i pristalen, har Anker alligevel det tilfælles med Webster, at hun har udforsket og udviklet nye måder at spille saxofon på.

I øvrigt var den sidste koncert, jeg oplevede med Jesper Thilo, en free jazz-lignende koncert i Aarhus Domkirke i 2020, hvor han spillede duo med Kresten Osgood, der førte Anker og Thilo sammen i gruppen Sølvtøj.

Og free jazz fik vi, da Lotte Anker gik på scenen på spillestedet Bartof Station på Frederiksberg i selskab med pianisten Jeppe Zeeberg og trommeslageren Peter Bruun. Jeg spottede Lotte Ankers nodeark til et af numrene, der kun bestod af ganske få noder. I sin takketale sagde hun også som noget af det første, at hun ikke spiller jazz – i hvert fald ikke i traditionel forstand. Det ændrer ikke på det faktum, at det var meget velfortjent, at Lotte Anker fik prisen, ikke mindst i lyset af hendes mangeårige internationale og opsigtsvækkende samarbejder inden for den eksperimenterende og mindre synlige ende af jazzen.

Vi fik det varme og det tørre. Der kom fejende toner og voluminøse udladninger. Jeppe Zeebergs varemærkespil fik vi også at føle flere gange, hvor han i en vanvittigt ekvilibristisk optræden og i højt tempo gav tangenterne nogle heftige slag. Hele kroppen var med.

Hvis der findes noget, der hedder Dansk Jazzfotograf Forening, så var den repræsenteret i en grad, som jeg ikke kan mindes til nogen jazzkoncert. Det var som at være på MCH Arena og overvære FC Midtjylland en god søndag eftermiddag, hvor pressefotograferne fiser rundt ved sidelinjen og bag målet. På Bartof Station manglede de mange fotografer nærmest kun en neongul vest, hvorpå der stod “Photo”.

Peter Bruuns trommespil var empatisk, dragende og modtagende. Han fornemmede og sansede hele tiden musikken og understøttede og udvidede Ankers musik på fineste vis. Vi fik en intens optræden, hvor Lotte Anker udstrålede en zenlignende ro. Hendes saxofonspil på både alt- og sopransax var fantasifuldt og omskifteligt.

Inden det blev tid til en pause, kom Ben Webster-fondens bestyrelsesmedlem Ole Matthiessen på scenen og overrakte en hæderspris til en dybt overrasket Jens Jørn Gjedsted, der fik prisen for sit mangeårige arbejde inden for formidling og dokumentation af jazzen. De fleste kender ham nok fra Danmarks Radio.

Efter pausen var det tid til endnu en hædersprismodtager, der dog var varskoet om prisen. 

Han havde taget sit band med, så vi fik endnu en koncert. Det var den ghanesiske percussionist Ali Solomon, som mange nok husker fra tiden i New Jungle Orchestra, hvor han kom med i starten af 90’erne. Han fylder snart 70 år og var som altid fuld af energi og positive vibes. Han stillede op med et vanvittigt sejt band med Morten Schantz på keys, Anders Banke på saxofon, Rasmus Lund på trommer, Alain Apaloo på guitar, Yasser Pino på bas og Feridah Rose på kor. Stilen var groovy afro, hvor Solomon sang og styrede bandet med en lækker, smittende rytmisk tightness. Der var afstikkere til latin og rigtig meget jazz. Inden koncerten var slut, måtte jeg desværre liste ud af døren og tage toget hjem til Herning.

Det blev en meget afvekslende og god musikalsk eftermiddag på Bartof Station. Jeg har siddet i Ben Webster-fondens bestyrelse i et års tid og har med vemod valgt at forlade bestyrelsen, da det har været svært at engagere sig fuldt ud i bestyrelsesarbejdet på lang afstand og via Zoom-forbindelse. Ben Webster Fonden er i bogstaveligste forstand en guldgrube for dansk jazz. Hurra for Webster og jazzen i det hele taget. Den kan rumme traditioner og flytte sig på én og samme gang. Det gjorde den på Bartof Station.

Jiyu: Wild Things (Dubsoul Records) LP/digital

 

Jiyu er det japanske begreb for selvstændighed, uafhængighed og at kunne handle frit. Det er også navnet på københavnske Emil Jonathan Søegaards band, der er aktuelt med sit tredje album siden 2021. På Wild Things er der skiftet lidt ud på musikersiden. Ny mand er bl.a. Rasmus Kjærsgaard på saxofon og fløjte, der har et skønt, tiltalende og gennemjazzet udtryk på begge instrumenter, hvilket også sætter sit præg på pladen. I det hele taget har Jiyu fået et mere organisk udtryk, og der er en skøn livefeeling i musikken.

Emil Jonathan spiller guitar og synth, Thomas Dietl spiller trommer, Ken Linh Doky spiller wurlitzer, Nicolai Land spiller bas, og Jacob Vikkelsø medvirker på de fleste numre på percussion. Her er f.eks. pladens afsluttende nummer Deep Woods helt genialt: Vikkelsø på congas og Kjærsgaard på fløjte i et dejligt roligt tempo i det lækre, organiske udtryk, hvor Emil Jonathan tilføjer effekter undervejs. En fabelagtig afslutning på en rigtig god plade.

Stilen er downtempo, organisk og soulet med et dejligt sammenhængende udtryk på det, der må betragtes som Jiyus bedste plade til dato. Det starter med perlen The Sun, igen med Kjærsgaard på fløjte. Så er der Cumulus & the Subterranean, hvor Mai Lan Doky medvirker på vokal – endnu et godt eksempel på Jiyus lækre, organiske downtempojazz med spirituelle jazzelementer, der flyder med underneden.

Bandcamp

9ICK: Smile (9ICK) LP/CD/digital

 

Jazzhop, jazztronica, instrumental hiphop etc. Call it what you want. 9ICK er alias for Nicolas Stephensen og han har lavet et ambitiøst album inden for de førnævnte genrer. Han har på pladen samarbejdet med nogle fremtrædende musikere fra instrumental hiphop- og lo-fi-genren på verdensplan. Det drejer sig bl.a. om pianisten Søren Søstrom, der er et alias for amerikanske Elijah Fox, som bl.a. har spillet med Yussef Dayes og Childish Gambino, trommeslageren Gregory Phan-Clifford, den tyske saxofonist Mauricesax samt den engelske saxofonist og synthspiller Alex Bone, der er kendt for sit samarbejde med Cory Wong og Nile Rodgers. Det er musikere der indgår i et stort, løst netværk, hvor man arbejder på tværs af grænser og sender filer til hinanden.

9ICK har også inviteret et par danske jazzmusikere med ind i projektet. Det er pianisterne Rasmus Sørensen og Jonas Cook (fra Athletic Progression), der hver medvirker på et enkelt nummer. 9ICK har skabt et album, der viser, at der er en vej videre fra lo-fi- og chillgenren, hvor han også tidligere har lavet musik. Roen og det tilbagelænede udtryk er bevaret, men han har tilføjet lidt flere musikalske proteiner, så det går fra at være lækker baggrundsmusik til også at insistere på at være til stede i rummet.

Der er en behagelig uro og uforudsigelighed undervejs, som klæder musikken. Det er både charmerende og glad musik, der i den grad fremkalder et stort smil – ligesom titlen på pladen. Pladecoverets billede af København med glade huse komplementerer det i høj grad. 9ICK er meget anbefalelsesværdig, hvis du trænger til jazzy instrumental hip hop.

Instagram

Lis Wessberg featuring Veronika Rud: In the wake of the blue (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået 4½ år, siden Lis Wessberg debuterede med Yellow Map, en plade, jeg her på bloggen har kaldt en af de mest markante debutplader i de seneste 25 år i dansk jazz.

Opfølgeren kom i 2024, hvor sangeren Karmen Rõivassepp medvirkede på et par numre, hvilket var aldeles vellykket. Den tendens breder sig endnu mere på det nyeste album fra Lis Wessberg, hvor hun har inviteret en af de stærkeste danske jazzvokaler på scenen lige nu med. Det er Veronika Rud, der medvirker på 5 af pladens 9 numre.

Den svenske trombonelegende Nils Landgren skriver i pladens linernotes: “Veronika Rud delivers the very emotion of every song, and Lis says the exact same thing, but through her trombone”. Jeg kunne ikke være mere enig. Her er nummeret “The Endless Thread” et vanvittigt godt sted at lande, hvis man skal forstå albummet. På det rolige nummer emmer det af intens stemning – Wessbergs trombone og Ruds vokal komplementerer hinanden på smukkeste vis.

Der er adskillige rigtig gode numre på det gennemgående vellykkede album. “The Promise”, “Longing”, “Flux” og “The Quiet Edge” er gode eksempler på bredden i musikken. Wessberg benytter sig af de samme musikere som på de to foregående albums: Steen Rasmussen på piano og keys, Lennart Ginman på bas og Jeppe Gram på trommer. Wessberg har skabt sit eget let genkendelige univers. Hun har sin egen lyd og sit eget udtryk. Trombonen bruges oftest til lange toner, der skaber sammenhæng og flow i de enkelte numre. Lis Wessberg skuffer ikke og har endnu en gang lavet et meget anbefalelsesværdigt album.

Bandcamp

Miho Hazama & DR Big Band: Frames (Edition Records) LP/CD/digital

 

Når DR Big Bands japansk-amerikanske chefdirigent Miho Hazama laver et værk, hvor hun udforsker den fortid, som big bandet står på skuldrene af, bliver jeg blød om hjertet. Når det samtidig gøres med den akkuratesse og elegance, som det er tilfældet her, er der ingen vej udenom: Det er et bigband-mesterværk.

Ib Glindemann, Ray Pitts, Palle Mikkelborg, Ole Kock Hansen, Thad Jones, Bob Brookmeyer og Jim McNeely (som Miho Hazama også har haft som underviser) har i hver deres markante periode stået i spidsen for det over 60 år gamle bigband. Det er dem, Miho Hazama har ladet sig inspirere af til de seks kompositioner, der udgør Frames.

Der er den ret indlysende med Aura II, hvor det er Palle Mikkelborgs værk lavet til Miles Davis, der har givet navn til kompositionen. Mikkelborg var dog mere end Aura; han lavede allerede i 1969 LP’en Brownsville Trolley Line med bigbandet. Det nævner jeg, fordi Hazama ikke har lavet en tribute til fortiden, Aura og det, der var. Hun har med nutidige ører skabt et selvstændigt værk, hvor hun bruger bigbandets sjæl og væsen til at skabe ny musik.

Numrene forløber som længere, suitelignende forløb, hvor stemninger og bigbandets kollektive udtryk og lyd står stærkest. Der er selvfølgelig også flere gode solopræstationer undervejs – det er jo en bigbandplade. Her bliver jeg nødt til at fremhæve Nicolai Schultz’ uforlignelige fløjtespil på The First Notes – just plain wow! Der er også Kaspar Vadsholts NHØP-lignende solo på nummeret LuLu. Frames er på alle måder aldeles vellykket.

Bandcamp

Johnny Griffin & Thomas Clausen’s Trio: Live in Helsingborg (Storyville) CD/digital

 

"Det var en anden tid dengang" er et begreb, som jeg hader – særligt fordi det bruges som en forklaring på tidligere tiders dårlige opførsel, især når det har været af seksuel karakter. Jeg burde finde en anden formulering frem. I mangel af bedre vover jeg alligevel pelsen og siger, at det var en anden tid dengang.

Her tænker jeg på dansk jazz og i særdeleshed på alle de samarbejder, der har været mellem danske jazzmusikere og amerikanske ditto. Hvorfor begynder jeg nu at rable om det? Det gør jeg, fordi Storyville Records har udsendt en indspilning med den amerikanske tenorsaxlegende (var de ikke alle det?) Johnny Griffin i selskab med Thomas Clausens trio i Helsingborg i 1990.

Der findes allerede en indspilning fra 1996 med Thomas Clausen og Johnny Griffin, som Stunt Records udsendte i 2003. Same same but different, som man siger – Jesper Thilo var også med. Begge udgivelser har det til fælles, at de åbner med Just Friends. Storyville-udgivelsen Catharsis! fra 1999, der byder på en indspilning fra 1989 (et halvt år før den aktuelle udgivelse), åbner selvfølgelig også med Just Friends. Her er det bare Kenny Drew, der sidder ved klaveret. Griffin lyder som Griffin – så må de andre rette ind. Han er stjernen, og de er hans combo.

Jeg har en tendens til at blive lidt træt, når den slags plader stadig bliver udgivet. Er der mere nyt at fortælle og tilføje til historien om Johnny Griffin, der boede i Frankrig og derfor spillede meget i Skandinavien? Jeg kan på den anden side heller ikke lade være med at lytte til musikken. Når jeg sænker skuldrene, slapper af, lytter og glemmer alle forbeholdene, er det jazz af så stabil og sikker en slags, at jeg hurtigt overgiver mig.

Hvad der umiddelbart på overfladen lyder som endnu en dag på kontoret, er meget mere end det. Det er velspillet jazz, hvor der også er plads til Thomas Clausens velspillende trio med Mads Vinding på bas og Svend Erik Nørregaard på trommer. Thomas Clausen er i topform og spiller eksempelvis en forrygende solo i Just Friends. Under crowdpleaseren Blue Monk får Mads Vinding vist, hvorfor han er så god.

Det er en veloplagt indspilning uden en eneste overraskelse. Det er heller ikke det, man går efter, når man skal høre endnu en Johnny Griffin-liveplade, der åbner med Just Friends. Det, man går efter, er amerikansk klassesaxofon, der spiller det, han plejer, sammen med en toptrimmet dansk trio – og det får man her.

Det var en anden tid … dengang.

Bandcamp

Jakob Buchanan: Mols - The Mols Booklet of Melodies. (OUR Recordings) LP/digital

 

Jakob Buchanans grundlæggende musikalske sprog er jazzen. Buchanan taler dog også andre musikalske sprog end jazzen. Klassisk musik fylder meget i den musik, han har lavet gennem de seneste mere end 10 år, startende med Requiem i 2015. En anden ting, der kendetegner Jakob Buchanan, er, at han laver musik med udgangspunkt i konkrete steder, hvor han har boet. Der er I Land in the Green Land fra 2010, hvor inspirationen var hentet i Grønland. Og så var der Rosenhill fra 2020, hvor det handlede om det almene boligområde Rosenhøj, hvor Buchanan boede som barn og senere som voksen i en kort periode.

Nu bor han på Mols, hvor han ikke kun henter inspiration i den smukke natur. Han blev introduceret til spillemanden Peter Madsen, da han flyttede til Mols og ind i Det Gule Hus, som Peter Madsens søn byggede i 1904. Peter Madsen var en ægte spillemand, der spillede, når der var brug for det – hvad enten det var til fest eller begravelse. Jakob Buchanan kom i besiddelse af et nodehæfte, der var skrevet på baggrund af Peter Madsens gamle melodibøger. Buchanan satte tempoet ned og sad i cirkusvognen med udsigt til markerne ved Tved og Thorup. Her oplevede Buchanan, at en gammel sjæl blev vakt til live.

Det er blevet til 13 kompositioner, som sættes i scene af den suveræne klassiske strygekvartet Artos, den svenske bassist Anders Jormin og to musikere, som Buchanan ofte har arbejdet med: amerikanske Chris Speed på klarinet og tenorsaxofon samt danske Simon Toldam på klaver. Åbningsnummeret En Molmaskerade i Tved – eller A Minor Masquerade in Thwaite, som Buchanan kalder den på engelsk – er en hyldest til Tved og fastelavnens gamle traditioner. Han har omskrevet melodien fra Peter Madsens bog fra dur til mol. Der er selvfølgelig et nummer, der hedder Stendysserne – vi er jo på Mols. Jeg er vinden åbner med Buchanans smukke, svævende og rolige flygelhorn, der finder sammen med Anders Jormins sanselige og jordbundne basspil, som strygerne komplementerer. Det er blot nogle få eksempler på et album, der kun indeholder gode numre.

At bringe en spillemand, der huserede på Mols i den sidste del af 1800-tallet, ind i nutiden på denne måde er mesterligt. Spillemandsmusik, jazz og klassisk musik mødes i et naturligt leje, hvor man ikke fokuserer på eller tænker over, hvad der er hvad. Det er musik i en helt egen klasse. Jakob Buchanans Mols er et mesterværk inden for dansk musik.

Musikken er udgivet på vinyl. De to LP’er er pakket ind i en kraftig boks, hvor man også finder et flot hæfte med tekster om musikken. Er man til vinyl, er den nærmest et must-have.

Jakob Buchanan

JAZZNYT fylder 22 år

 

Netop hjemkommet fra en fantastisk releasekoncert i Ebeltoft, hvor Jakob Buchanan præsenterede sit nye album MOLS, opdagede jeg at min blog har eksisteret i 22 år., da jeg ledte efter noget jeg havde skrevet for 10 år siden og fandt i den forbindelse et opslag jeg havde skrevet da bloggen fyldte 12 år. 

Jazz fylder umanerligt meget i mit liv. Ikke for meget. Slet ikke. Jeg hører jazz hver eneste dag. Jeg tænker på jazz hver eneste dag. Jeg skriver om jazz, så der står noget nyt på bloggen næsten hver anden dag. Jeg er med til at lave Moorjazz festival i Herning. Jeg går ofte til koncerter med jazz og det der ligner. Jeg samler på plader med jazz. Jeg snakker med jazzmennesker. Det var vist det…

Jeg elsker at lytte til jazz og skrive om jazz. Tak fordi du følger med. 

Jeg nupper 22 år mere her på bloggen, der inden året er omme har passeret 4000 opslag. 

Mathias Heise & Danish Radio Big Band: A love supreme revisited (April) LP/CD/digital

 

Selvfølgelig er det blasfemi for højlys dag: at tage John Coltranes A Love Supreme, et uomgængeligt mesterværk, der igen og igen er blevet hyldet som en af de bedste jazzplader nogensinde, og arrangere musikken for bigband med mundharpe som soloinstrument. Det lyder på papiret som en dødssejler. I virkeligheden er det heldigvis noget helt andet, når det er Mathias Heise, der spiller mundharpe og har arrangeret A Love Supreme for DR Big Band.

Mathias Heise viste allerede som 25-årig, da han lavede albummet The Beast sammen med DR Big Band, at han sagtens kan tøjle et bigband og stå i spidsen med mundharpen som hovedinstrument. Han er tro mod Coltranes originalkomposition i den grad, man kan være det, når 20 musikere spiller musik, der oprindeligt blev fremført af en kvartet.

Mathias Heise er en vild virtuos på sit instrument, og han mestrer naturligvis det tekniske. Der, hvor jeg for alvor falder på røven over ham, er, når han både kan placere sig lidt foran, lidt bagefter og helt unisont med bigbandet, når de spiller melodistykkerne. Det virker, som om han gør, hvad han har lyst til – og samtidig passer det perfekt ind i fremførelsen.

Mathias Heise har tilføjet sin egen Harmonica Cadenza som solostykke lige før den afsluttende “Part IV – Psalm”, der går over i Coltrane-kompositionen Alabama. Det er en mesterlig og rørende afslutning på endnu et godt samarbejde mellem DR Big Band og Mathias Heise.

Mathias Heise

People in Orbit: Viewpoint (April Records) LP/CD/digital

 

Danske April Records er seks år efter genopstandelsen i 2020 begyndt at kigge over på den anden side af Sundet. For nylig udgav de Jon Henrikssons Shapeshifter. Nu er de atter aktuelle med en svensk udgivelse. Det er People in Orbit, som trompetisten Adam Sass står i spidsen for. De har tidligere udgivet Close/Away på svenske Prophone i 2023 – en plade, der udløste mange roser.

Adam Sass dyrker det kollektive udtryk. Gruppen spiller akustisk jazz med rødder i 1960’ernes skandinaviske jazzkvintettradition, tilsat moderne elektroniske elementer. Patrick Sandberg fra det svenske magasin Orkesterjournalen har skrevet pladens liner notes og nævner bl.a., at det kan minde om det, som Staffan Abeleen og Lars Färnlöf skabte i 60’erne. Her fremhæver Sandberg samspillet mellem Adam Sass’ ekspressive trompetspil og den viltre saxofonist Edwin Ekman som en af styrkerne.

En stor del af albummet er bygget op omkring Cycles, en suite i fire satser, komponeret ud fra et grafisk partitur, hvor hver del repræsenterer et menneskeliv og dets relation til den omgivende verden. Albummet bevæger sig gennem skiftende følelsesmæssige og psykologiske tilstande – fra nysgerrighed og spænding til refleksion og forløsning.

Det er en opløftende fornøjelse at høre pladen, der er fuld af energi og sammenhængskraft. People in Orbit har lavet et flot og overbevisende album.

Bandcamp

Nygang (TYW) digital

 

Det er en af den slags, der kommer snigende ind på dig. Den gør ikke meget væsen af sig. Den er stille og rolig – og pludselig er den der. Du har ikke lyst til, at den forlader dig; det er alt for godt selskab.

Det er den aarhusianske guitarist Jeppe Cornelius Thejsen, der er gået sammen med Thomas Sejthen på bas og Chris Falkenberg på trommer i trioen Nygang. Jeppe Cornelius er for mig et nyt bekendtskab. Han er dog ikke helt ung og uerfaren – han har været omkring rock og beslægtede genrer, inden han er havnet i jazzens trygge favn. Her er han sammen med to stabile musikere med masser af jazz på cv’et.

Nygang laver rolige melodier med underliggende, subtile elektroniske tilføjelser, nærmest som et ambient underlag, hvor de kan udfolde sig. Guitartonen er ren, Sejthens bas er solid uden at fylde, og Falkenbergs trommer er tilpas tilbagetrukne.

Du kan roligt lytte til Nygang, hvis du trænger til en rolig omgang jazz, der hverken er leflende eller ligegyldig.

Instagram

Jasper Høiby’s 3elements: Conversations of hope (Edition Records) LP/CD/digital

Mon ikke der er flere end mig, der savner Phronesis? Trioen med Jasper Høibye, Anton Eger og Ivo Neame, der i perioden 2007-2018 udgav nogle forrygende albums og var et af det engelske pladeselskab Edition Records’ vigtigste bands.

Jasper Høiby er fortsat tilknyttet Edition Records og har i tiden efter Phronesis udgivet flere plader, bl.a. med trioen 3elements, som er aktuelle med deres tredje udspil. Her er Høiby sammen med spanierne Xavi Torres (piano) og Naima Acuña (trommer). Når jeg hører 3elements, hører jeg også noget af det, jeg holdt så meget af ved Phronesis. Energien, nerven, temperamentet og intensiteten er intakt.

Jasper Høiby har skrevet musikken og dyrker trioformatet som et kollektiv, hvor alle træder frem på samme tid. Der er rolige numre som “Conversations” og “Hop”, hvor Høiby nærmest i NHØP’sk stil er helt fremme som melodibærende musiker. En af mine favoritter er nummeret “High Sky”, der har et forrygende melodisk flow og en uro, som afbryder og presser på uden at ødelægge den intense stemning. Det er høj klasse.

Bandcamp

Alm (Boomslang Records) LP/digital

 

Guitaristen Carlo Dayyani fra Danmark er sammen med Steven Moser (trommer) og bassisten Seth Sjöström en del af trioen ALM, der er baseret i Berlin, hvor de studerer på Jazzinstitut Berlin. Debut-EP’en indeholder fem numre og åbner med det fragmenterede nummer “Drumsolo”, der – trods titlen – ikke er en trommesolo. Den følges op af den pulserende “Preach” og den lige så dragende “Motvind”, hvor Seth Sjöström indleder med en fedmefyldt bas, som Dayyani og Moser skaber uro omkring.

Det er ikke larmende jazz. Det fremstår som et ambitiøst projekt, hvor de tre musikere insisterer på at udvikle og gøre noget andet – og det lykkes ganske godt. De topper til allersidst på “Cocoon”, et nummer, jeg er vendt tilbage til igen og igen under lytningen af pladen. Mosers urolige rytme, Dayyanis opbyggende guitar og Sjöströms ulmende bas er betegnende for trioens musik, som forhåbentlig vil føre til meget mere fra den kant.

Boomslang Records

Musikalsk træsprit - identitetstyveri på streamingtjenesterne

 

Er Spotify, Youtube, Tidal og andre streamingtjenester ved at brænde ned? I den seneste uge er der dukket nye numre op med Carsten Dahl, Mikkel Ploug og Bo Stief på tjenesterne. Numrene er tydeligvis AI genererede og har intet med de nævnte musikere at gøre. 

Det er et selskab der hedder On the spot music internasional der står bag udgivelserne. Når man tjekker hvem der er skabere af numrene inde på eksempelvis Spotify, så står der på alle tre at de spiller saxofon, hvilket ingen af dem som bekendt gør. 

Hvordan kan det lade sig gøre, at den slags slipper igennem? Tilbage i september 2025 meddelte Spotify at de havde fjernet 75 mio. numre, som de betegnede som “spammy tracks”. Det handlede bla. om numre der mindede alt for meget om eksempelvis musik af Drake, The Weeknd etc. I det aktuelle tilfælde handler det ikke om at musikken minder om Dahl, Ploug eller Stief. Det handler udelukkende om at der er nogen der misbruger deres navne. Musikken er en rædselsfuld omgang AI skabt musik, hvor selv det utrænede øre kan høre at det er noget skrald. 

Hvorfor tillader tjenesterne at musikernes navne bliver misbrugt på den måde? Det svarer til at et supermarked solgte vin der udgiver sig for at være fransk eller italiensk vin men udelukkende indeholder træsprit.

Det er for slapt at det kan lade sig gøre for svindlere, at lave den slags numre. Hvis supermarkedet fortsatte med at sælge træsprit ville myndighederne gribe ind. Hvem griber ind når streamingtjenesterne ikke har styr på deres butik? Carsten Dahl har meddelt på Facebook at han trækker al sin musik fra Spotify pr. 1. maj.

Jeg har i forbindelse med at jeg skrev denne tekst også opdaget at der er et fake-nummer ude med både Keith Jarrett Trio og Lennart Ginman der hedder Ashes in my coffee. Er det mon asken fra Spotify og de andre der er ved at brænde ned som lander i kaffen?