fredag, september 21, 2007

Møller/Ramsbøl/Sanchez/Kronkvist: A tribute to Trane (Gateway)

Hyldest til en mester
På pladecoveret kan kendere nok godt ane at de spinkle tuschstreger er John Coltrane fra Blue Train coveret. Ligesom kendere af John Coltrane godt kan høre at det er ham som hyldes på pladen A tribute to Trane. Pladen er ikke en stribe Coltrane numre. Men fire musikeres meget personlige hyldest til saxofonisten, der ville være blevet 80 i år. Musikerne er pianisten Søren Møller, bassisten Morten Ramsbøl, altsaxofonisten Fredrik Kronkvist og trommeslageren Antonio Sanchez. Pladen starter med en ægte Coltrane klassiker Naima, allerede her bliver man som lytter opmærksom på, at de fire musikere er igang med at skabe original nutidig Coltrane inspireret musik. Søren Møller folder sig ud og man hører at, han er vant til at samarbejde med Ramsbøl i sin egen trio. Arrangementerne er ikke lavet så musikerne kan læne sig tilbage og slappe af. Tværtimod skal de alle være på hele tiden. Fredrik Kronkvist er et fund, den 32 årige svenske saxofonist har allerede skabt sig et navn hinsidan (han udsendte tidligere i år pladen Ignition med bla. Kasper Villaume). Antonio Sanchez er udråbt til at være den vigtigste jazztrommeslager, der er kommet frem i dette årtusinde. Så det er ikke uden grund at to af jazzens store navne, Chick Corea og Pat Metheny har valgt Sanchez til deres respektive trioer. Han har stor musikalsk spændvidde og selvfølgelig er der blevet plads til at han kan fyre op under trommerne på flere af numrene. Kvartetten er lige nu igang med en Danmarksturné, der slutter tirsdag d. 25. sept. på Huset i Ålborg. Turnéen startede i Herning i onsdags hvor Sanchez, der lige var kommet til Danmark, upåvirket lagde bunden til en stor koncertoplevelse, hvor der var plads til at alle fire musikere fik vist deres kvaliteter.
Bonusinfo:
Antonio Sanchez har lige udsendt pladen Migration, hvor David Sanchez og Chris Potter spiller sax, Scott Colley bas og Metheny og Corea gæstemusicerer på et par numre.
Søren Møller: www.sorenmoller.com
My Space: www.myspace.com/sorenmoller

Ingen kommentarer: