Mads Riis Kvartet (BlikFlak) digital

 

Den unge guitarist Mads Riis er flyttet tilbage til Danmark, nærmere bestemt København, efter at have boet i Berlin i fem år. Her har han studeret på konservatoriet, og ud over at medbringe sin uddannelse i bagagen har han også taget et album med derfra. I Berlin har han fundet sammen med ligesindede stortalenter: danske Thorbjørn Stefansson på bas, østrigske Steven Moser på trommer (der bl.a. har lavet en plade sammen med Carlo Dayyani) og svenske Isak Ingvarsson på saxofon (der havde Kresten Osgood med på sin debutplade fra sidste år).

Mads Riis er vokset op med jazzen, hvilket også sætter sit præg på pladen. Både helt direkte, da han har inviteret sin far, trompetisten Jesper Riis, med på et par numre, og selvfølgelig indirekte, da jazzen altid har været en del af husholdningen i Mads Riis' barndomshjem.

Mads Riis har, ganske modsætningsfyldt, ladet sig inspirere af den vilde og farverige storby og samtidig af vejen væk derfra mod naturen, stilheden og det mere enkle. Det rammer så fint det, man hører på pladen, der åbner med det smukke nummer Gryden.

Mads Riis' musik er dobbelttydig, når man både fornemmer storbyens puls og naturens evne til at hensætte én i en reflekterende tilstand. Det er netop denne balance, Mads Riis mestrer så fint. Han har lavet en rigtig stærk debut, der i øvrigt slutter med en helt fantastisk version af jazzstandarden It Never Entered My Mind, hvor far og søn forenes på smukkeste vis i jazzen.

Instagram

Wolfgang Muthspiel: Dance of the elders (ECM Records) LP/CD/digital

 

Den sørgelige sandhed er, at jeg modtager meget musik som jeg aldrig skriver om. Jeg lytter dog til det meste og prioriterer næsten altid de danske udgivelser først, når der skal skrives. En gang i mellem må jeg lige dykke ned i stakken af modtagne udgivelser igen. 

Det skete for nylig da jeg på Facebook så, at den tidligere anmelder ved både Politiken og Information, Christian Munch Hansen syntes at det var en skam, at ingen danske medier havde skrevet om Wolfgang Muthspiels nyeste plade Dance of the elders. Munch Hansen skrev iøvrigt i 2004 meget rammende i Information om Wolfgang Muthspiel, at: “Det er faktisk længe siden, man har hørt noget lignende. En strengeleg smuk og nøgen så hver en klingende tone har vægt.” Det var i forbindelse med pladen Solo.

Der er næsten gået 20 år og Muthspiel har stadig så meget på hjerte, at han kan skabe musik, der er af stor betydning. Han er sammen med amerikanerne Scott Colley på bas og Brian Blade på trommer. De samme folk som Benjamin Koppel foretrækker til sin trio og som var med på Muthspiels forrige plade fra 2020.

Det er alt andet end forceret jazz. Her er tid og ro til at lade hver eneste tone vokse frem og stå vibrerende i rummet. Det er de ældstes dans. Den modnede tilgang til livet. Muthspiel spiller både på akustisk og elektrisk guitar. Sammen med Blade og Colley danser han graciøst med musikken. Der er flere højdepunkter, eksempelvis Folksong og den afsluttende Amelia. Så udover Christian Munch Hansens anbefaling, så får den også min. 

ECM Records

Kühne/Lanz/Vogel: How noisy are The Rooms? (Boomslang Records) LP/DL/stream

 

En tysk/schweizisk/østrigsk trio der består af vokal, pladespiller og trommer vækker jazzbloggerens nysgerrighed. Særligt når de påstår, at de repræsenterer et ekstremt provokerende syn på kreativ anarki - og rent faktisk indfrier det løfte. 

Det er noise der møder trip hop og avant garde  jazz - andre ville kalde det lyden af et intereuropæisk trafikuheld. 

Almut Kühnes ordløse vokal skifter mellem vilde udbrud og endnu vildere udbrud. Joke Lanz tager sig af en pladespiller, hvor “The Art of turntablism” bevæger sig ind i en ny kværnende tidsalder. Alfred Vogels tromme og percussionspil er løssluppent med stilistiske friheder. 

Trioen er med til at flytte jazzen i nye retninger. De afspiller og undersøger musikken på en og samme gang. Improvisation udenfor jazzens rammer og skramlende forviklinger strømmer ud af trioen.

En meget sjælden gang i mellem kan jeg med stor sikkerhed trække kortet “det har du aldrig hørt før” og hvor eksekveringen er så forrygende udført, som det her er tilfældet.

Bandcamp

Edi Nulz: Meganan (Boomslang Records) LP/DL/stream

 

Hver eneste uge får jeg tilsendt en masse mails fra jazzmusikere rundt omkring i Europa. De vil gerne have at jeg skriver om deres musik her på bloggen. Musikken kan jeg høre på et streaminglink eller som download. Når de en sjælden gang tilbyder en vinyl, så slår jeg til - og i det her tilfælde, skulle det vise sig at være en rigtig god idé.

Det er den østrigske trio Edi Nulz’ femte album siden 2012. Den utraditionelle gruppe består af Siegmar Brecher på basklarinet, Julian Adam Pajzs på guitar og Valentin Schuster på trommer - sidstnævnte har bla. spillet sammen med danske Kenneth Dahl Knudsen for en del år siden. Trioen spiller en fed ubundet blanding af prog rock og free jazz hvor eksplosive riffs, rystende harmonier og vilde melodier skaber er dybt originalt udtryk.

Trioen skifter mellem opløsningens kunst, hvor larm og uro skaber et lydinferno over til stramme strukturer, der bæres af riffs der lyder som de var skabt i 70’erne, hvor guitaren hang langt nede på låret. De har styr på virkemidlerne, der kun giver stor lyst til at høre dem live, hvor de efter sigende skulle være en heftig oplevelse. 

Hvis du kun skal høre en østrisk jazzplade i denne uge, så skal det være Edi Nulz.

Edi Nulz

1V0 (Jazzwerkstatt Records:) LP/DL/stream

 

Han blander beskidte og abrupte forstadsbetonbeats og vrøvlerap med, noise, moderne klassisk musik og jazz. Det er skævt, rodet og uforudsigeligt. Ligesom sproget han rapper på ikke findes, så er det som om den stilart han spiller, heller ikke findes - andre steder end lige her.

Det er østrigeren Vincent Pongrácz, som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med projektet Synesthetic. Denne gang står han for alle instrumenter. Han er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København med klarinet som hovedinstrument - og sætter også blæserinstrumenter i fokus på albummet. Det er en uforudsigelig og overraskende plade, der insisterer på, at give lytteren noget andet end de plejer at lytte til… om det så er jazz, klassisk eller hip hop.

Jazzwerkstatt Records

John Scofield: Swallow Tales (ECM) >> Wolfgang Muthspiel: Angular Blues (ECM)

Wolfgang Muthspiel er ikke lige så kendt en guitarist som John Scofield. Begge guitarister er til gengæld pladeaktuelle med trioalbums, hvor de får solid musikalsk opbakning. Scofield er sammen med sine mangeårige legekammerater, Steve Swallow (bas) og Bill Stewart (trommer). Muthspiel er sammen med Scott Colley (bas) og Brian Blade (trommer).

Begge albums er udgivet af ECM og er meget forskellige.

Scofield pladen er særlig fordi de kun spiller kompositioner af trioens bassist Steve Swallow. Swallow har gennem karrieren skrevet flere numre, der har kvalificeret sig til, at blive betragtet som jazzstandards, eksempelvis Falling Grace. En melodi, der med sin prunkløse enkelhed giver så meget til musikerne og åbner op for spændende fortolkninger og improvisation. 

Det er selve kernen på Swallow Tales, hvor  de gode melodier danner grundlaget. Scofield er en stjerne i kraft af den måde han er sammen med de to andre. Musikken er indspillet i løbet af en halv dag i studiet. Det forløber flydende, kraftfyldt, energisk og sindssygt godt afviklet afsted. Det her er en reference for hvordan det skal lyde, når en trio spiller som et samlet hele. Når trioen bliver til et - med streg under et - instrument. Det er en vanvittigt fed plade, der fremstår rå og upoleret.

Helt så begejstret er jeg ikke for Muthspiel-pladen. Det halve kan også være nok. Muthspiel starter ud på den akustiske guitar på de tre første numre. Pladen er en blanding af egne numre og et par standards, bla. Everything I love, der også var titlen på bassisten Niels Rydes gode album fra 2005, som Wolfgang Muthspiel medvirkede på. Muthspiels rene lyd på elguitaren sidder så flot og elegant. Og så er det altid en fornøjelse at lytte til Brian Blade.

ECM Records

Synesthetic4: Pickedem (Jazzwerkstatt Records) CD/DL/stream

Den østrigske klarinettist Vincent Pongracz var i en periode studerende på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Her må han have hørt om fætrene Kresten Osgoods og Søren Kjærgaards legendariske vrøvlerapband Ikscheltaschel. Der er flere numre på Vincent Pongracz’s seneste album Pickedem, hvor han vrøvlerapper med noget af den samme skarpe rytmiske forståelse, som der også var i Ikscheltaschel. 

Han har tidligere haft større bands, denne gang er det skruet ned til fire mand. Igen bevæger han sig ind på et territorium mellem hip hoppens stramme beats og den klassiske musik. Der er knækkede beats og skæve taktarter i en veltilrettelagt kulisse.

Synesthetic4

Morten Ramsbøl: True North (Challenge Records) CD/DL/stream

Til daglig går han rundt nede i Østrig og er basprofessor - endda jazzbasprofessor på universitetet i Graz. Han er også jazzbassist - og det er som sådan at jeg kender ham bedst. På sit nyeste album True North kombinerer han jazzkvartetten med strygerkvartetten. Han har allieret sig med den svenske pianist Jakob Karlzon. Det er perfect match til Ramsbøls nordisk inspirerede kompositioner. Han har den fulde forståelse og indlevelse i Ramsbøls smukke melodier. Den engelske saxofonist Julian Argüelles er et sikkert valg på sin plads. Han kommer med en stor erfaring i bagagen, der bruges til at levere et nærmest overlegent sikkert spil.

I Graz har Morten Ramsbøl lært den østrigske trommeslager Reini Schmölzer at kende. Det er ham der har lavet strygerarrangementerne på pladen. True North er et mesterstykke i Ramsbøls karriere. Pladen indeholder musik, der på en gang kombinerer europæiske musiktraditioner og Ramsbøl stærke nordiske tone, der undervejs i karrieren både har taget farve af Højskolesangbogen og Niels Henning Ørsted Pedersen. Han er rundet af Keith Jarrett’s nordiske 70’er trio og er alligevel nutidig og meget original i udtrykket.

Jeg smelter når han serverer lækkerier som album-afslutningen Surface eller duetten Keith sammen med Argüelles. Ramsbøl har balladen i sin hule hånd, når han med sit fuldfede basspil lægger grunden på Le Grand. Morten Ramsbøl står for en retning indenfor jazzen, der i disse år svigtes i dansk jazz. Melodien og den nordiske tone er helt fremme - noget man dyrker mere tydeligt i Norge. Tak til Morten Ramsbøl for at lave lige netop den plade!

Morten Ramsbøl

Challenge Records

Juxtaposition (Nakama) LP/CD/DL/stream >> Nakama: Worst Generation (Nakama) LP/CD/DL/stream

Fra det norske pladeselskab Nakama Records udkom disse to plader i de sidste måneder af 2017. Det var den tredje plade i 2017 på selskabet med den østrigske improsanger Agnes Hvizdalek, der har boet i Norge siden 2008. Den første plade med Hvizdalek var en tre kvarter lang soloplade. Det er vokalekvilibrisme kørt ud i ekstremerne. Sammen med Juxtaposition er hun indblandet i et ikke-hierakisk møde mellem fire musikere eller lydkunstnere. Det er et inferno af smerte, støj, feedback og fuglelyde. Magnus Skavhaug Nergaard sørger for at styre mixet af lyde, så de alle kommer til at stå lige i udtryk og farver sanserne med elektronstøj.

På den anden plade er Hvizdalek sammen med bandet Nakama, der ligesom pladeselskabet ledes af bassisten Christian Meaas Svendsen. Han har samlet en kvintet med nogle stærke kunstnere fra den norske impro-scene. Det punklignende pladecover udtrykker det modsatte af det, som vi hører på pladens første nummer, The Lucky Few, der er et lavmælt undertryk af eksplosive stemninger. Sådan fortsætter det også med Baby Boomers, hvorefter vi kommer til Gen X, der træder i karakter og vel egentlig også aldersmæssigt passer på gruppens medlemmer. Pladens to sidste numre er Millenials og Plurals. Her går det fra det voldsomme til en mere fragmenteret og løstgående retning. Worst Generation er betagende akustisk impronoisejazz.

Nakamarecords.no

Sheep Got Waxed: Pushy (Sheep Got Waxed) >> Synesthetic Octet: In the meanwhile shoot me a movie (Lotus Records/Jazzwerkstatt Records)

Her er to meget forskellige bud på hvordan nutidig blandingsjazz (fusionjazz?) kan lyde i 2017.

Fra Litauen kommer Sheep Got Waxed, der på vellykket vis bruger elementer fra Electronic Dance Music (EDM) i en grad som jeg ikke har hørt det før i jazzsammenhæng. De tre musikere, der meget traditionelt spiller sax, bas og trommer supplerer alle med elektronik. Det er her at det uvante og ikke særligt jazzede bobler frem. Åbningsnummeret Woolless skal der ikke pilles meget ved før den kan spilles af en DJ på en natklub. Sådan fortsætter det ikke kun. Det bliver også grimt og tungt som et heavynummer. Jeg kommer til, at tænke på 90'ernes mix af elektronisk musik og rock. Sheep Got Waxed vil det bare anderledes og tilsætter skæv jazz. Det bliver til udadvendte larmende ting og mere rolige sager som Visitor.

Synesthetic Octet ledes af østrigske Vincent Pongracz, der i de seneste år har boet i København p.g.a. studier på det rytmiske musikkonservatorium. Han blander på meget original og vellykket vis hiphop, jazz og klassisk musik. Pludselige breaks og skæve taktarter blandes sammen i et stramt styret univers, som på nummeret Systematic Masturbation. Der er elementer hen ad Django Bates og Loose Tubes. Underfundige og småt humoristiske musikalske udråb kædes sammen i skæve rytmiske forløb. Pickedem er en skøn vrøvlerap, der skylder sit til vrøvlerapkongerne Ikscheltaschel. Oktetten består af Pongracz på klarinet og ellers er det fløjte, basklarinet, trompet, trombone, guitar, bas og trommer. Pladens sidste nummer And Then er som en poleret udgave af den skæve funk, man kender fra No Wave musikken der holdte til i New York i 80'erne.

sheepgotwaxed.com

synestheticoctet.com

Wolfgang Muthspiel: Rising Grace (ECM)

Den østrigske guitarist Wolfgang Muthspiel har med sit andet album for ECM Records, sat en tyk streg under sin status i international jazz. Ligeledes anses hver enkelt medspiller med rette som hjemhørende blandt de største nutidige jazznavne. Bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Brian Blade, som Muthspiel havde med på sit forrige album suppleres af pianisten Brad Mehldau og hot shot trompetisten Ambrose Akinmusire. 

Pladen åbner med Rising Grace. Et modsvar til Steve Swallow's moderne jazzstandard Falling Grace. Muthspiel vælger den akustiske guitar, som han bruger på halvdelen af pladens numre. På hyldestnummeret til Kenny Wheeler, Den Wheeler, Den Kenny spiller han på elektrisk guitar. Sammen med Akinmusire's trompet er det en meget velsiddende hyldest. 

Musikken er smuk og velstruktureret, hvor der levnes god plads til fine soloindsatser fra både Mehldau og Akinmusire. Muthspiel er selvfølgelig stjernen. Og den stjerne lyser endnu skarpere efter dette album. Et moderne balladealbum.

ecmrecords.com

Synesthetic Octet: Rastlos (Jazzwerkstatt Records)

Hver måned offentliggør Europe Jazz Network, Europe Media Chart. Her vælger jazzskribenter fra hele Europa, deres øjeblikkelige favorit. I september valgte Jazzspecials redaktør Cim Meyer, det østrigske band Synesthetic Octet's plade Rastlos. Manden bag bandet er klarinetisten Vincent Pongracz, der for tiden går på Det Rytmiske Musikonservatorium i København. Bandet har taget navn efter den franske komponist og ornitolog Olivier Messiaen, der selv var en synæstiker. En synæstiker har en tilstand i hjernen, hvor de blander sanseindtryk sammen, så de kan høre farver eller smage ord. Det er et stærkt omdiskuteret fænomen, der dog i forbindelse med denne plade giver ganske god mening.

Rastlos er farvemættet musik, der i et clash mellem klassisk musik, big band blæsere og hip hop frembringer original nutidsmusik. Det er et vellykket møde mellem hip hoppens skæve slæbende rytmer fra 90'erne, blæsere der lugter af 60'ernes Gil Evans og klassiske toner. Lyt f.eks. til åbningsnummeret Zaunkönig, der med skarp lilletromme og groovy bas bliver til en rimeligt dansabel sag eller til Femton, hvor Vincent Pongracz spiller en fed klarinetsolo.

synestheticoctet.com

Peter Brötzmann/Jim O’Rourke/Keiji Haino: Two City Blues 2 (Trost)

Free jazz, blues og japansk råberi kan blive til noget værre noget. Nu har jeg ikke så mange referencer indenfor denne nichegenre. Omvendt er det så stærke og personlige kunstnere, der er sammen på denne indspilning fra Tokyo, november 2010, at det går hen og bliver rigtigt godt. Østrigeren Peter Brötzmann på sax, amerikaneren Jim O’Rourke på guitar og japaneren Keiji Haino på sang/råberi, guitar og det japanske instrument shamisen. 

Der lægges ud i et blueslignende underspillet inferno. Uroen fornemmes. Haino råber på japansk, mens O’Rourke spiller slideguitar og Brötzmann vel spiller det mest rolige han kan. Da åbningsnummeret Two City Blues 2 tager næsten 50 minutter, sker der meget andet undervejs i noget der kan betegnes som en støvet og metallisk freejazz suite. Der er f.eks. et længere mellemstykke med Brötzmann i centrum hen over guitaren. Det er både spændende, inspirerende og afvekslende musik, der ikke lader sig begrænse. 

trost.at

Inge Brandenburg: Don’t blame me (Sonorama) >> Hans Koller: Minor Meetings 1958 (Sonorama)

Vi er i Tyskland i 1958 og jazzen har gjort sit indtog. Det demonstreres her på to plader med ikke tidligere udgivet materiale. Inge Brandenburg var den vigtigste jazzsangerinde i Tyskland i 50’erne og 60’erne, hvor vi herhjemme havde Grethe Ingmann og svenskerne havde Monica Zetterlund. Fuldstændigt som med Ingmann og Zetterlund, røg Brandenburg over i popmusikken et stykke inde i 60’erne. I 70’erne fik hun alvorlige alkoholproblemer og optrådte kun sporadisk i 80’erne og 90’erne inden hun døde i 1999. Vi møder hende live i Berlin og Frankfurt i perioden 1958-1962, hvor det er standards som S’Wonderful, Lover come back to me, Pennies from heaven og Lover man der er på tapetet. Hun får kvalificeret opbakning fra både trio og større orkester. 

Tenorsaxofonisten og østrigeren Hans Koller var allerede i 50’erne på toppen. Det var cool jazzen der fejede ind over Tyskland (og Danmark). På Minor Meetings har man samlet en række sjældne og for de flestes vedkommende ikke tidligere udgivne indspilninger fra 1958. En god bid er fra en festival i Frankfurt. Musikken er skrevet af Koller og pianisten Hans Hammerschmid. Der er musik fra et par singler. På den ene spiller Koller sammen med Zoot Sims, hvilket giver god mening al den stund, at Koller var inspireret af Sims-makkeren Al Cohn. Trombonespilleren Albert Mangelsdorf har skrevet åbningsnummeret Hard Blues, der også var med på EP’en Hans Koller Cool Jazz. Det er rasende velspillet og har man en svaghed for den danske cool jazz fra samme periode går man ikke galt i byen.

Begge plader udgives af Sonorama, der har lagt et stort arbejde i restaurering af lyden. Det er gjort meget nænsomt og fremstår både dynamisk og klangfyldt.

sonorama.de

Wolfgang Muthspiel: Driftwood (ECM) >> Jacob Young: Forever Young (ECM)

Østrigske Wolfgang Muthspiel er ikke en uerfare herre. Driftwood er alligevel hans debut på ECM Records. Og hvilken debut! Sammen med to af jazzens mest eftertragtede sidemen, Larry Grenadier på bas og Brian Blade er Wolfgang Muthspiel i topklasse. Han skifter mellem akustisk og elektrisk guitar, hvor den akustiske får lov til at fylde meget. Han har i de senere år, arbejdet en del med klassisk musik, hvilket også kan høres på pladen. På Cambiata spiller han en solointro, der netop er mere klassisk end decideret jazz. Når Grenadier’s bas sætter ind, begynder der at ske ting og sager, der får det til at gå jazzvejen. Muthspiel er en bredt funderet guitarist og sammen med Grenadier og Blade har han skabt en plade, der anbefales jazzguitarfreaks.

Norske Jacob Young har huseret på ECM Records i over 10 år. Han har lavet flere succesfulde plader. På den nye plade, Forever Young er han sat sammen med polske Marcin Wasilewski’s trio og den norske saxofonist Trygve Seim. Seim’s smukke saxofonspil - der har en vis gæld til Jan Garbarek, Young’s primært rolige akustiske guitar og nogle enkle melodier med et strejf af Norges friske luft er i selskab med Wasilewski’s støttende og diskrete pianospil opskriften på en ECM Records classic anno 2014, hvor der sigtes på bred appeal. Slet ikke tosset. Men der er flere af den slags plader og her er jeg tvivl om denne holder distancen. Dog med forbehold for Seim’s saxofonspil - det er altså rigtigt godt! 

ecmrecords.com

Pilots on Dope: Udopeia (Verve)

Med en sommer, hvor temperaturerne har været tropiske, er det nærliggende at vælge et soundtrack til den sved der stille løber fra panden, på trods af at man sidder helt stille. Hvorfor så ikke lytte til noget brasiliansk inspireret musik fra Østrig? Pilots on Dope er et projekt der er opfundet af de to DJ's Gerald Tomez og Gerhard Gigler fra Wien. De spiller med andre ord ikke selv på pladen. I stedet har de kurateret pladen. De har sammensat bandet og ikke mindst valgt den musik der skal spilles. Det er musik af eksempelvis Jorge Ben, Carlos Lee, Wilson Das Neves og Marcos Valle. Stilen er luksuriøs og matcher en kølig drink indtaget ved poolkanten.

Det kan mindelser om noget af det samme som svenske Koop, lavede i starten af nullerne. Det virker en tand for fortænkt. Bevares det er meget fedt, når musikken spiller - men også hurtigt væk fra hukommelsen, når det er slut. De har brugt fire forskellige vokalister og et hav af musikere, hvor pianisten (og Rhodes) Gerald Schuller går igen sammen med Rainer Gutternigg, der har arrangeret blæsere og strygere. 

pilotsondope.com

Rigmor Gustafsson: Calling you (Act)

Svensker får østrigske stryg 
Den svenske sangerinde Rigmor Gustafsson har opbygget stor popularitet i specielt Tyskland. En stor af skylden kan selvfølgelig tilskrives at hun udkommer på det tyske selskab ACT Music. Adskillige turnéer i det tyske har i de senere år også lagt flere alen til populariteten. På den aktuelle plade Calling you, bakkes hun op af radio.string.quartet.vienna, To violiner, en cello og en bratsch og intet andet.
En skønsom blanding af pop og jazzmelodier, hvor Paul Simons Still crazy after all these years og titelmelodien Calling you - som nogen nok husker fra filmen Bagdad Café stikker ud. radio.string.quartet.vienna er en klassisk strygerkvartet der uden større problemer transformerer sig til en swingkvartet med masser af rytme, godt eksemplificeret i Makin' whoope.
Calling you er et modigt forsøg fra Gustafsson, der arbejder hårdt for ikke at falde i jazzstandard-sangerinde kategorien. Feks. har hun medtaget sin egen Nothing's better than love fra det forrige album Alone with you. Her fungerer eskperimentet allerbedst. Et suverænt møde mellem Gustafssons sødemfyldte popjazz og en strygerkvartet der ikke er bange for at lægge arm med jazzen.
Rigmor Gustafsson: www.rigmorgustafsson.com